Men i dag betragter jeg også kun min digtekunst som et stadie på vejen til det koncise og kraftfulde udtryk.
For det er altid det som har været min litterære og i øvrigt mentale ambition.
Jeg startede på journaliststudiet for at lære dette på en anden måde, og av hvor de piller abstraktionerne ud fra ens mentale legeme, og lærer dig plain and small is beautiful.
Sådan har jeg ikke tænkt mig at fortsætte, en dag skal sprogets anarkistiske kræfter råde igen, omend på en mere stringent og koncis måde og, ahem, mindre sjusket :)
Men har jo længe overvejet at dele lidt ud på denne blog af mine egne digte. Og meget apropos mine kommentarer om det totalitære i kølvandet på det Rushdie interviewet, jeg flettede lidt videre på i går.
Så er her et cirka 13-14 år gammelt digt af egen ungdommelig oprørsk opponentbryg, omkring snigtotalitarisme og verden sat i system:
Slipglatskred
Maskiners mekaniske symmetri
blandt overflod af samlebånd
gentaget til det snorkende
Skematiseret
konkretiseret
effektivitet.
Kollision!
Skrigets flående tonefingre
mod nattens kolde panser.
Tys!
Tys!
Vi forstummer
antiskizofrent skrigene
udpakker ved juletid
lykkens gaver
af smertens papir
Henslumrer atter.
Vi hæver bygninger
mod luft
lader beundrende øjne
glide opad til tagets kant
og standser der.
Vi må videre.
Videre ad det gammelkendte
nøje anlagte spor
med fast greb
om det vi kender
og ænser ikke hvad luften
hvisker til blodet.
2 kommentarer:
Første strofe kunne minde lidt om et digt af Leyla Tamer, som hedder 'Mord'.
Den her er det eneste element jeg decideret ikke kan lide:
"antiskizofrent"
Det er ikke et billedskabende ord, det er for intellektuelt på en eller anden måde. Men ellers er det et godt digt.
Tro det eller ej, du er ikke den første, og vel heller ikke den sidste, der reagerer på grund af det ord.
Jeg har dog selv et klart indre billede af, hvad det betyder. På en måde var "fortrængning" generelt et mere præcist udtryk, men jeg synes godt, man kan antyde en sammenhæng med skizofreni i provokationens, selvindsigtens, og den kunstneriske friheds navn.
Vi kæmper mod en lang række ubehageligheder i tilværelsen, som vi prøver at ignorere efter bedste vilje og evne. Og holder pænt facaden.
Hvad det så er? Det er så meget. Men det er ikke kun, at vi egentlig er stressede, eller bange, eller uærlige.
Det er det hele, faktisk selve vores evne og tilbøjelighed til at fortrænge og være uærlige over for os selv og vores omgivelser.
Send en kommentar