Moral er aldrig alene snæver tossegodhed

Debatten om irakiske flygtninge raser. Her kan anbefales både debatten på Eksistens og Uriasposten.

Havde du spurgt mig for nogle år siden, havde jeg tænkt, vi skulle tage vores del af ansvaret for situationen i Irak.
Men det var forkert tænkt, situationen er ikke vores ansvar, ej heller er det vores tropper som har gjort det dårligt i landet.
Vi kan ikke tage ansvar for at ukontrollerbare kræfter, hverken i Irak eller på Nørrebro.
Ansvarer tilhører de uregerlige og de voldelige, og det er ikke et spørgsmål om penge, fattigdom har aldrig nødvendiggjort en sådan adfærd. Det er mentaliteten, den er gal med.

Jeg har følgende punkter i debatten:

1. Snakker vi moralsk ansvar, så snakker vi også et moralsk ansvar over for demokratiet.
Og det danske folk har været overvejende mod de facto flygtninge og familiesammenføring i årtier - strengt ignoreret af folketinget.

2. Moralsk ansvar er også et moralsk ansvar over for de mennesker som vitterligt vil komme til at savne velfærd, som bliver udsat for den grove kriminalitet, som irakiske flygtninge historisk har udsat os for.
En over-repræsentation som i 2006 tal er 11 gange inden for narkokriminalitet. 24 gange inden for manddrab. 7 gange inden for vold mod offentlig myndighed. 4 gange inden for alvorligere vold og sådan kan man fortsætte:

3. Moralsk ansvar, er også et moralsk ansvar for at gøre sit bedste, sit ubetinget bedste, for at bevare et af de fredeligste, rigeste, mest retfærdige samfund på jord, uden at belaste det med polarisering og kriminalitet, yderligere udgifter uden tag.
Undergraver man samfund som de vestlige, er der kun helvedeshuller og semi eller heltotalitære regimer, mere eller mindre dysfunktionelle lande tilbage på jorden.
Det er der intet moralsk i. Det er både hovedløst og immoralsk.

4. De facto flygtninge begrebet, er et problem i sig selv. Specielt hvis man udvider det til lande hvor der er ustabilitet, hvor regeringen ikke decideret forfølger folk, hvor der ikke er reel storskalakrig, eller folkemord.
I så fald kan det siges, at vi skal åbne døren for Irak, Afghanistan, Pakistan, som er de lande vores indblanding yderligere har en rolle i. Det oven i at vi skal åbne døren for et borgerkrigsramt Afrika, folk fra regimer som direkte forfølger mennesker.
Med nogenlunde samme ret, kan vi sige, når vi blander os i Afrika - Sudan, Liberia, Sierra Leone, Congo og Eritrea/Etiopien - med FN tropper og ikke kan skabe fred og ro der, er vi forpligtet til at tage de facto flytninge fra de lande, en udvikling og tankegang uden loft.

5. Dette er ikke kun et spørgsmål om 300-400 mennesker, hvis vi anerkender disse Irakiske flygtninge som de facto flygtninge, kommer flere til - Sverige alene modtager vel over 20.000 årligt nu.

6. Disse flygtninge vil ikke kun være irakere, men øvrige arabere som palæstinensere og syrere som ikke er til at skelne fra irakere i udseende og sprog, som med falske papirer i hånden vil tage chancen - de har ikke så meget at miste, men alt at vinde.
Det er det helt modsatte for os, vi har intet at vinde og kun noget at tabe.

7. Vi gjorde i princippet det helt rigtige i Irak. Vi styrtede en brutal diktator, der årligt dræbte tusinder af mennesker, samt begik folkemord folkegrupper (ikke blot kurderne, men også marsk araberne efter golfkrigen) torturerede tilsvarende antal, og ingen havde en chance for at slippe fri uden at forlade landet.
Vores fejl består ikke i at styrte Saddam, men i at have tillid til at irakerne kunne leve fredeligt sammen og skabe et demokrati og i øvrigt at have fjernet saddam 12 år for sent.

8. Hvilket bringer mig til, at skabe demokrati er irakernes moralske ansvar. Vi kan ikke være demokratiske eller fredelige for dem, de må selv være det, skue indad, i stedet for at pege fingre.
Droppe deres sekteriske holdning, arbejde for at skabe et velstående og fredeligt Irak, de har olien at gøre det med og et ganske velfungerende uddannelsessystem, relativt.

9. Irak krigen var ikke så ulovlig, som man kan få indtryk af.
a. Efter første golfkrig, blev der kun indgået våbenhvile. En våbenhvile betinget af Saddams fulde implementering af FNs krav. Så teknisk set var det ikke en krigserklæring, men en fortsættelse af en krig.
b. Resolution 678 af 1991 kaldte på brugen af "all necessary force" for at gennemtvinge kravene mod Saddam og Irak.
c. Da USA for alvor overvejer regime change politikken, som i øvrigt blev USAs politik under Clinton efter Saddams grove resolutionsovertrædelser i 1998. kommer resolution 1441, som stadfæster "serious consequences" hvis Saddam ikke samarbejder fuldt, og bruddene var ikke kun masseødelæggelses våben:

* "In violation of Security Council Resolution 1373, Iraq support terrorist organizations that direct violence against Iran, Israel, and Western governments....And al-Qaida terrorists escaped from Afghanistan are known to be in Iraq."
* The United Nations Commission on Human Rights in 2001 found "extremely grave" human rights violations
* Iraqi production and use of weapons of mass destruction (biological weapons, chemical weapons, and long-range missiles), all in violation of U.N. resolutions.
* Iraq used proceeds from the "oil for food" U.N. program to purchase weapons rather than food for its people.
* Iraq flagrantly violated the terms of the weapons inspection program before discontinuing it altogether.


Verden er så i vort årti i mod krig som "serious consequences". Jeg var i mod krigen, meget! For det land bliver ikke demokratisk, og der fandtes andre løsninger. Men det forholder sig nu en gang sådan, at Saddam var et kontinuerligt problem uden en løsning, hans sønner var værre end ham selv, og alt der var prøvet hidtil havde ikke virket, men var blevet mødt med trods og konstant udfordring.
Det største problem er faktisk, at man ikke fortsatte mod Bagdad i 1991, så havde man sparet hundretusinder af irakiske liv og haft verdens opbakning til handlingen.
Det gjorde man så ikke, fordi man vidste at Saddam havde tegnet en cirkel rundt om Bagdad, og hvis man kom inden for den, ville han bruge WMD.

10. At Irak er endt, som det er endt, er hele verdens ansvar. I stedet for at bakke op om beslutningen, da den uafvendeligt var taget. Deltaget i projektet og postet penge i det, har man vasket hænder, gjort det sværere og meget dyrt for USA (I øvrigt indirekte fremhjulpet den økonomiske krise) og endda i høj legitimeret den svinske og umenneskelige terrorisme som tidligere Baath medlemmer og Al-qaeda har stået for som forståelig modstand.
Det kan vel næppe karaktiseres som ansvar, hverken over for USA eller Irak.
Medierne bærer et stort ansvar for en meget USA fjendtlig og ensidet dækning, der har skamredet WMD spørgmålet. Saddam lavede WMD i 1998. De var naturligvis stort set væk da inspektionerne kom tilbage og amerikanerne ankom. Men han havde stadig både midlerne, eksperterne og hensigten, hvilket gjorde det et kontinuerligt spørgsmål om hans legen kispus med FN mens han konstant dræbte og undertrykte, torturerede sit eget folk, eller acceptere at Saddam forblev som diktator med WMD. Hvis man ikke fjernede ham.

11. Verdens problemer løses slet ikke med de dyreste løsninger. Flygtninge på første klasse, er ikke en løsning, og slet ikke de facto flygtninges potentielle omfang. Ligeledes er det heller ikke muligt for vores økonomi at frelse en verden, der fungerer som en gold jord for den finansielle næring vi faktisk tilføjer.
Hvis vi skal tage ansvar, skal de tage ansvar selv. Ansvar for deres tankemåde og ansvar for deres demografi.
Du kan tage landende i mellemøsten på stribe, og folk ønsker at emigrere i hobetal og vil forsøge lidt af hvert, for at gøre det. Det skyldes dysfunktionelle regimer bundet i deres egen mentalitet, som i øvrigt vil emigrere med.

12. Irak er slet ikke usikkert over alt. Ikke mere usikkert end så mange andre steder på jorden.

Moral som et tunnelsyn har ingen berettigelse. Moral må nødvendigvis være pragmatisk, må være orienteret i forhold til cost/benefit. De flygtninge vi realistisk kan tage, de bliver aldrig andet end en symbolsk andel.
Hvor mange mennesker i Danmark ville anstrenge deres økonomi for de sultende i den tredje verden? Altså give et fast, stort, belastende for husstandens økonomi, beløb hver måned for disse mennesker? Hvor mange kan vi finde?


Det er alligevel den forventning man har til fælleskassen. Ikke blot at de den skal yde den, men på dyreste og til gavn for færreste, måde.

Eller hvem vil åbne deres hjem for, eller hjælpe en hjemløs? Snakker vi tunnelmoral er det jo det man bør gøre, for man har et medansvar for at vedkommende er fattig, hjemløs.

Det skyldes et snævert, visionsløst og ugennemtænkt syn. Samt en opfattelse af statskassen som en gylden pung, der bare flyder over med penge i al evighed efter behov.
Det gør den ikke engang i dagens Danmark, som har nydt godt af midlertidigt boligboom, der var lig med at pisse i bukserne for at holde varmen, samt olieindtægter, og vil slet ikke gøre det i fremtiden.
Vi er i færd med at ødelægge Danmark, og en af de vigtigste årsager hedder de facto flygtninge og familiesammenføringer.
For over et årti siden, var vi ledende med flygtninge per capita.

Nu har andre lande overhalet os der. Men vi har stadig mange flygtninge og et land som Sverige skal bestemt ikke forvente at resten af EU går flygtninge-amok i et skinhelligt vanvid med brede skyklapper for øjnene.