En lille tribut til The Pixies

The Pixies er mit yndlings rock band by far, selv om de blev opløst for mange år tilbage.
De er dog siden genforenet og begyndt at turnere med de gamle sange.

Det musik album jeg har hørt mest i mit liv, er uden tvivl Pixies, Bossanova.

Et album hvor rock skåret ned til det mest basale krydres med lidt avantgarde og lidt surf rock.

Musikalsk er albummet alsidigt, dog ikke så alsidigt som et af mine andre yndlingsalbum, Aztec Camera, med deres "Stray", et album hvor ret så forskellige musikgenrer udfoldes på et og samme album.

Men Bossanova har et drive over sig, en basal og original musikalitet, en minimalpoesi, en energi og skønhed og i øvrigt en helstøbthed, hvor der ingen deciderede smuttere er blandt numrene på pladen.

Albummet har jeg tærsket i gennem så mange gange, at jeg sled det gamle kassettebånd op, skiftede til CD, og er endnu ikke træt af at høre det, og høre det, og høre det.

Specielt to numre på pladen, har jeg hørt igen og igen, ofte har jeg hørt de to numre 2-3 gange, når jeg hørte pladen. Selv da det var på kassettebånd spolede jeg gladeligt tilbage, for at høre albummet og de numre igen og igen.

De to numre er "Is she weird, is she white" og "Ana".

Jeg starter med Ana, et nummer jeg tvivler på jeg nogensinde bliver træt af, et suverænt, nej genialt stykke musik med typisk "pixies" melodisk guitar, der skifter oktaver undervejs:



"Is she weird is she white", et nummer der er så groovy, at det er indbegrebet af selve begrebet, rytmisk rock når det er bedst, her i en mere afdæmpet BBC udgave, end den som findes på Bossanova, som er noget mere heavy(Advarsel der bliver skreget i gennem til sidst). Det er ikke uden grund at Nirvana nævnede Pixies som en af deres inspirationskilder, selv synes jeg Pixies var de virkelige Nirvana og havde fortjent greater fame:



Endelig mit yndlingsrocknummer, Caribou. Det er også Pixies, men fra et tidligere album.
Det er mørk og dunkel sang med en masse store følelser, der samtidigt er så utroligt smuk spillet musikalsk set og sunget med en følelsesmæssig dybde, der får sjælen til at ryste, jeg ikke kan komme i tanke om noget lignende.
Teksten er typisk minimalistisk, hvilket mange af Pixies tekster er. Lige som musikken kun har det basale med har teksterne samme præg. Her er teksten:

I live cement
I hate this street
Give dirt to me
I bite lament
This human form
Where I was born
I now repent
Caribou (3x)
Repent
Re-pe-ent
Give me wide
Ground to run
And foregone
Lets me knife
Knife me lets
I will get
What I like
Caribou (3x)
Repent
Rep-pent