At uddanne eller ikke at uddanne

Arbejdsmarkedskommisionen vender sig konsekvent mod alle tanker om at satse på at uddanne, fremfor at lade folk gå ledige. At uddanne, eller ikke at uddanne, er ikke spørgsmålet.

Det er en-dimensionel tankegang. En dimensionel, som i når man regner netto balancen ud på ikke-vestlige indvandreres overførselsindkomsts og skatteregnskab, og ikke regner det forhold med, at de ofte snupper en arbejdsplads fra en dansker på overførselsindkomst, integrations, sundheds, kriminalitetsomkostninger.

Arbejdsmarkedskommisionen hæfter sig ved at en person under uddannelse:

koster samfundet omkring 118.000 kr. om året at have i uddannelse.

Men hvad koster en ufaglært arbejdsløs så at have gående, i længerevarende arbejdsløshed, til ingen nytte?

Det er endimensionelt at tænke, fordi man ikke uddanner en person, som går arbejdsløs alligevel, så sparer man 118.000 kroner.
Det er en forkert tro på at den ufaglærte let kan finde et arbejde, det er ikke tilfældet.

Det er anslået af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at vi kommer til at mangle over hundredtusind flere uddannede i fremtiden og miste over 100.000 udaglærte arbejdspladser.

Det er i øvrigt den samme udvikling som de sidste 20-25 år, så det burde ikke komme som en overraskelse.

I begyndelsen af halvfemserne var fler akademikere ude med den holistiske tænkning, at når vi nu havde 12-13 procent arbejdsløse, kunne det godt betale sig at uddanne dem. I nogle tilfælde var det endda billigere, end at lade dem gå på dagpenge og overførselsindkomst.

Men en slags tænkning var man ikke til hos "vismændende" eller i folketinget.
I stedet syntes man sidenhen, det var en meget bedre idé at sende flere hundredetusinde på førtidpension og efterløn.

Uddannede personer har i øvrigt lettere ved at få et arbejde, selv uden for deres felt, man lærer nemlig altid et eller andet.

Den samme fejl burde vi ikke begå igen.