Danskerne har aldrig støttet indvandringen

En af de ting, som ikke bliver undersøgt for ofte, er danskernes holdning til indvandringen. Vi skal så vidt jeg ved, helt tilbage til 2002, for at finde sidste undersøgelse (Danskernes holdning til indvandring).

Det er heller ikke rart at vide, at danskerne faktisk aldrig har støttet indvandringen i det omfang, som den har fundet sted.

Det der skete i 2001, var ikke at danskerne havde ændret holdning, nej, men at et flertal blandt politikerne for første gang lyttede til den skepsis der rumsterede i befolkningen.

Nej, danskerne har hele tiden været skeptiske. Men hvor lidt man forstår dette, viser denne overskrift i rapporten fra 2002 "Ambivalente holdninger":

Selv om uenigheden mht. overordnede fortolkninger ikke blot har betydning for
udpegningen af forklaringer, men også på selve synet på holdninger som sådan, er der dog ikke den store uenighed om, at danskernes syn på flygtninge/indvandrere er mangesidet og ambivalent. Det er først og fremmest Øystein Gaasholt og Lise Togeby, der i bogen I syv sind (1995) har påpeget det flertydige og ambivalente i danskernes holdninger til indvandrere.
De påpeger på den ene side en række fordomme og negative forestillinger. Således mente i 1993-undersøgelsen 76 pct., at ‘De mange indvandrere og flygtninge er med til at øge Danmarks økonomiske problemer’; 65 pct. var enige i, at ‘Mange indvandrere er kommet til Danmark for at udnytte vores sociale system’; og 68 pct. tilsluttede sig synspunktet, at ‘Der følger øget kriminalitet og vold med indvandrere’
(Gaasholt & Togeby 1995: 40).

På den anden side tilslutter 77 pct. sig det synspunkt, at ‘Danmark bør tage imod mennesker på flugt, uanset fra hvilken del af verden, de kommer’, 65 pct. er enige i, at ‘Selvfølgelig har vi råd til at tage ordentligt mod flygtninge her i landet’ og 64 pct. i synspunktet om, at ‘Det danske samfund har en forpligtelse til at stille ordentlige boliger til rådighed for flygtningene’ (Gaasholt & Togeby 1995: 46).

Endelig har gæstfriheden også sine grænser: Kun 15 pct. svarede ‘nej’ til at ‘...indføre begrænsninger i muligheden for at foretage familiesammenføringer i forhold til, som det er nu’, og kun 27 pct. svarede ‘nej’ til at ‘...man bør indføre begrænsninger i flygtninges adgang til Danmark i forhold til, som det er nu’. Og kun 18 pct. var imod, at ‘Indvandrere, der begår handlinger, der fører til fængselsstraf, bør omgående udvises’.

Ambivalent, betyder som modstridende tankegang, altså to tanker i samme sind som ikke peger i samme retning.

Men hvor ligger det ambivalente i, at man gerne vil hjælpe nogle flygtninge i nød, men man er også klar over, at vi ikke kan hjælpe alle?
Og Indvandring i øvrigt og familiesammenføring har ikke, og har aldrig, haft meget at gøre med folk i nød, eller på flugt fra krig, de fleste af dem som er kommet ind i landet er nu engang ikke flygtninge, men indvandrere.
Og hvor ligger det fordomsfulde i at kunne regne ud, at det koster økonomisk? Vi taler altså om en undersøgelse fra 1993, hvor arbejdsløsheden var rekordhøj.
At åbne Danmarks grænser for andet end flygtninge, på et tidspunkt hvor man har 800000-900000 på overførselsindkomst, det var tåbeligt! At kalde kritik af det for fordomsfuldt, er ligeledes tåbeligt.

At tvinge folk til at bide på en formulering som at "udnytte det danske system", på et punkt hvor der ikke kan være tvivl om, at mange indvandrere har haft de økonomiske goder for øjnene, da de valgte at flytte til Danmark, det er lige så tarveligt som at kalde mennesker fordomsfulde når de bider på.
Selvfølgelig har velfærdssystemet, alt indbefattet, tiltrukket en masse og gør det stadigvæk.
Hvis du kom fra relativt fattige og elendige forhold, men er rig nok til at skrabe sammen til en rejse til Danmark, ville du så ikke gøre det?

Hvad angår kriminaliteten der følger med, så er den for længst bekræftiget, men det var den også 1993. Selv om der ikke var lavet så mange undersøgelser endnu, så vidste man godt, hvem det var der blev fremstillet flest af i Københavns byret og hvem der var mest tilbøjelig til at føre en kniv.

Humlen er, danskerne har altid gerne ville hjælpe en andel flygtninge, men aldrig har støttet den masseindvandring som vi har haft.

Hvorfor har danskerne så ikke reageret mere før? Det skyldes den manglende vægt man har givet spørgsmålet, bortset fra lige i en kort periode omkring 1986, efter "verdens mest liberale indvandringslov" - indført i 1983 med defacto flygtninge og familiesammenføring - blev stadfæstet, har man ikke før midthalvfemserne, betragtet spørgsmålet som et vigtigt politisk spørgsmål.
Udviklingen i vægten ser sådan her ud:


Udviklingen i danskernes holdning til begrænsning af flygtninge og indvandrere har været konstant. Men bemærk dog den toppede i 1986, hvor 82 procent mente, der skulle begrænsninger til og faldt til 55 procent i 2002. Altså præget af en reaktion på nærværende ændringer i politikken.
Det kunne være interessant at få en ny undersøgelse, med mere detaljerede holdningsundersøgelser, på nuværende tidspunkt. Ligeledes som det er interessant at se, hvor meget vægt man egentlig tildeler spørgsmålet i dag?
Men her kan man se hvor mange, der har ønsket grænser i indvandring i forhold til daværende niveau (det er ikke det, der står i grafen, men det må være det som menes, eftersom modstanden mod ubegrænset indvandring ville være højere):


Ligeledes konstant efter 1986, har holdningen til om vores nationale egenart er truet været:



Endelige trækker undersøgelsen Islamofobikortet, for det viser sig at danskernes generelle sympati for Islam kan ligge på et meget lille sted, hvor skalaen går fra 0, som betyder meget lidt sympati, til 10, som betyder meget stor sympati, svarer 46 procent, at de har meget lidt sympati altså 0. I den modsatte ende er de nød til at samle karakterene for kun 9 procent angiver en symapatigrad mellem 6-10, hvilket vel må svare til muslimerne selv og en de mest naivistiske venstreorienterede og radikale.

Sympatierne fordeler sig således:



Undersøgelsen påpeger også at danskerne er det mest religions-skeptiske folk i verden (Med hensyn til religionens konfliktskabende og intolerante potentiale). På et skepsisdiagram hvor -100 er mest skeptisk og + 100 mest skeptisk scorer danskerne +64, 10 point over nummer to på listen som er Norge. USA scorer naturligvis kun +5:



Danskernes forhold til Indvandring og Islam har altid været præget af skepsis og sund fornuft. Elitens har været præget af bekymring over racisme, svinehunde (der findes da også et fåtal der bjæffer grimt) lukkethed, kolonihavementalitet osv.
Men andre ord, præget af fordomme mod den danske befolkning, som egentlig blot ikke lader sig binde blår i øjnene.
Hvis man gad at undersøge det, ville man angiveligt finde, at specielt hvis al øvrig indvandring blev stoppet, undtaget den af uddannet arbejdskraft og man lavede nogle fornuftige regler på området, så ville danskerne være villige til at tage flere flygtninge, altså folk der virkelig har grund til at flygte.
Havde man lyttet til befolkningen i tide, var vi aldrig kommer til, hvor vi er nu.
Dette er i virkeligheden et dybt svigt af de folkevalgte og en historisk fejltagelse, hvis fulde konsekvenser vi kun er i begyndelsesfasen af.