Det er prognosen fra UNFPA, FNs befolknings organisation.
I dag er vi 6.8 milliarder mennesker på jorden, men bliver altså over 2,3 milliarder flere inden for de næste 40 år, nemlig 9,1 milliarder i 2050.
Oven i er indsatsen på området formindsket. Af støtte givet til befolkningen, blev 40 procent i 1997 brugt på familieplanlægning, i dag er kun fem procent, der går til dette formål.
Den store vækst sker, naturligvis i lande som allerede er overbefolket og har problemer med at rumme alle de mennesker inden for deres økonomiske rammer. Faktisk vil næppe noget samfund kunne overleve med generel velstand når der er for stor befolkningsvækst, men for de fattige lande bliver det et katastrofalt selvmål.
Selv om der i teorien er plads til mange flere på jorden, så kræver det i virkeligheden store investeringer, mange uddannede menneskelige ressourcer, blot at øge landbrugsproduktionen, for at slet ikke tale om alle de andre elementer som skaber logistikken og organisationen i et samfund.
Fattigdommen er et langt større problem, end noget klimaproblem, det er den pointe Copenhagen Consensus har prøvet gentagne gange at bringe til torvs.
Men fattigdomsproblemet er garanteret vækst, med befolkningsvæksten. Det er simpel parallel, logisk årsag og virkning.
Løsningen ligger først og fremmest i indsats mod en befolkningsvækst ude af kontrol.
torsdag den 12. marts 2009
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
0 kommentarer:
Send en kommentar