I aften havde TV 2 en dokumentar om knivvold i Storbritannien. I Storbritannien har de langt større problemer med knivvold og drab, end vi har i Danmark.
I programmet var der en optagelse af mordet på Daniel Pollen, et tydelige vilkårligt drab og overfald, et af mange som har chokeret England.
Familien til den dræbte ønsker selv at drabet skal vises til omverdenen, og jeg vil vise det her, for det er noget, vi kommer til se mere til i Danmark, og noget vi skal gribe ind over for på en omfattende måde:
Der er mange forklaringer og mange mulige årsager, til det vi ser her.
Jeg tror ikke på den med fattigdom og marginalisering.
Går vi 80-90 år tilbage i vores historie, så vi virkelig marginalisering, virkelig fattigdom, men ikke hvad vi ser i dag, af vilkårlig og brutal vold.
Som en betjent nævnte i TV 2 dokumentaren; hvad med god gammel opdragelse og sunde familier, sunde lokalsamfund, sunde tilbud til de unge, gode mandlige rollemodeller.
Disse unge tænker ikke langt, de tænker måske slet ikke fremad? De gør det i hvert fald ikke, når de tager et andet liv og med stor sikkerhed ryger i fængsel.
Til Balvig og andre, så vil de heller ikke tænke langt, hvis de fik mildere straffe.
Men der må alligevel gribes ind, før de kommer så langt. Mange af dem som begår grov vold og mord, har ofte stukket med kniv før, eller begået vold før. Mange af dem har haft en dårlig opvækst og dårlig skolegang, dårlig bekendtskabskreds. Mange har udviklet et forkvaklet manddomsideal, en bizar opfattelse af hvad det vil sige at være sej, et had til samfundet. Alle er de dybest set bange, eller gjort følelseskolde af et hårdt liv.
På alle disse tidlige trin er de ikke blevet taget alvorligt, er der ikke blevet grebet ind. Selv når de starter med den milde vold og kriminalitet, bliver der ikke grebet ind, slet ikke på en afskrækkende måde, der på nogen måde kan konkurrere med gevinsten i form af status blandt deres dårlige slæng af venner, gevinsten i form af respekt, frygt og magt, opfyldelsen af det forkvaklede manddomsideal.
Det bedste ville være stærke forældre, der lærer deres børn sociale koder og opdrager dem, holder dem fast i skolearbejde, fremtidsdrømme, og hvad det koster. Lærer dem at ødelægger man andres liv, ødelægger man i sidste instans også sit eget. At man skal respektere andre mennesker og behandle dem, som man selv vil behandles af dem. Som fjerner dem fra dårligt selskab, hvis de kommer ud i det om det så betyder, at de skal flytte ikke bare skole, men også hjem.
Men i mange tilfælde vil der ikke være stærke forældre. Der må man fra samfundets side være hurtigere til at gribe ind, hurtigere til at tvangsfjerne børn, tilbyde støtte, hjælp med sund normdannelse, lektiehjælp, snakke uddannelse og belønne de rigtige træk. Unge der begår kriminalitet, giv dem uddannelse under afsoningen af deres straf, beløn dem økonomisk og med ren straffeattest, hvis de kan holde sig fra kriminalitet i 5 år efter afsoningen.
Når tilbagefaldprocenten til kriminalitet er så høj, 80 procent for dem i ungdomssanktion, og 40-50 procent for dem i fængsel eller lukket institution, så kan det næppe andet end betale sig at gøre det, menneskeligt set kan det kun betale sig.
Til gengæld bør straffesystemet arrangeres sådan, at bliver man ved at udøve kriminalitet, så stiger straffen 100 procent, hver gang man bliver dømt påny.
Det skal med andre ord være bedre perspektiver for at vende kurs, og værre for at forblive kriminel.
Vi kan aldrig komme kriminalitet og bandevæsen hele til liv, for der er store penge i det. Skal vi det til livs, skal det ske i den narko forbrugende ende.
Men vi kan gøre kriminalitet mindre attraktivt, specielt den man ikke tjener penge på, vi kan ansætte flere til det opklarende arbejde inden for politiet og gøre det lettere for dem at opnå beviser.
Og vi kan gøre det bedre før de unge ender i fængselsvæsenet.
Bandeuvæsen, vil sprede sig som ringe i vandet. Jo flere der er i dårligt selskab, jo flere vil der komme i kontaktfladen med ungdomskriminelle, og nye ringe vil komme til.
Og vi tager hverken ordentligt fat ved hverken nælden eller dens rod.
torsdag den 26. marts 2009
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
1 kommentarer:
Jeg fik det dårligt af at se det videoklip. Hvor afstumpet kan man blive?
Send en kommentar