Tanker om næstekærlighed og det totalitære

En af de mere oversete danske forfattere, og Danmarks eneste mystiker, udover Martinus, er J. Anker Larsen.
Hans bog, "sognet som voksede ind i himlen", vil jeg ikke tøve med at udnævne, som en af de bedste romaner jeg nogensinde har læst.
Men en gang var jeg så heldig, at finde hans selvbiografi "for åben dør" i et antikvariat.
I disse ny og gammel totalitære og idealistiske tider vil jeg gerne bringe et lille citat fra denne, en bog som absolut kan anbefales, sammen med "sognet som voksede ind i himmelen" for et nyt syn på den jord vi lever på:

Dette hensynsløse gode, som er det eneste sande gode, har længe været hjemløst i verden, menneskene har været stolt formaalsbevidste i deres godhed, hvermands gode har traadt hans næste over tæerne, og resultatet har været knyttede næver og knækkede næser. Der er snart intet, der volder saa megen fortræd som "det gode", det formaalsbestemte gode. Det gode, det rethaveriske gode, det storsnuede gode, som for djævelen skal påtvinges ens næste.
Kønne ord er der i Europa blevet ødslet med om dette gode. Ved vi nu ikke allesammen, at de var løgn hvert eneste ord? Og saa tilbeder Europa endda ham som sagde: "Elsker eders fjender!" Men det er jo ogsaa løgn med denne tilbedelse. Hvorfor ikke være ærlig og indrømme, at det er sindssyge og selvmord at elske sine fjender? Saa var der dog sammehæng mellem praksis og teori. Men kærlighed til sin næste er den simple følge af det hensigtsløse gode, af evighedens sol, der strømmer umiddelbart ud fra nuet til alle sider og alle tider. I det evige liv er kærligheden til sine fjender en selvfølgelig sandhed, uden for dette en ligesaa selvfølgelig løgn.
Men hvorfor lukker vi evigheden ude af vort liv? Den side hos barnet, der er så ivrig for, at sige "mit", som griber efter alt, hvad det ser, endog efter måne og stjerner, som det aldrig kan naa, den opklækkes med omhu, men den anden, den evige, agtes der ikke paa. Derfor må vi bestandig spejde efter utopia, drømme og digte det til at ligge et sted langt borte, Vi udforsker jorden og ser der ikke er plads til noget Utopia. Vi anbringer det dermed over himmelens loft og opdager, der slet ikke er noget loft. Saa digter vi det til en fremtidsstat, og det er ikke hen i vejret, naar man som første skridt til dens virkeliggørelse rydder mennesker af vejen. Man maa bare være konsekvent og sørge for, at der ingen bliver tilbage.
Ak, Utopias jord ligger udenfor vores dør. Det hele, der kræves, er, at hvert menneske forvandler sig til en Utopier.