Filosofisk dans om den varme grød

De induktive/deduktive regler for racisme og Islam - en kort definition.

1. Støder du ind i nationalisme og kritik af islam, bør denne generaliseres fra det almene til det specielle. Det vil sige, at nationalister og i øvrigt personer som tillader sig at have deres egen mening om Islam, religionskritikere, bør overføres til nazisme og racisme.

2, Støder du ind i moderate muslimer forholder det sig helt omvendt. De skal nemlig generaliseres fra det specielle til det almene. Det vil sige, at støder du ind i en moderat muslim, skal vedkommende overføres til kategorien de kulturkonservative muslimer.

Kun via denne metode får man nemlig det ønskede resultat: Vi er racister og de er moderate. Der er mange racister og mange moderate muslimer.

I virkeligheden kan Humaniora, den politiske korrektheds ivrige brigader, kun overleve ved logiske fejlslutninger, dobbelttænkning og ved kulturelativisme, hvor forskellige regler og forskellige definitioner, tages i brug over for forskellige folkegrupper - ved selvsamme diskrimination og forskelsbehandling, de i andre sammenhænge kritiserer.

Eksemplerne på dette er legio, og fortjener så vidt en langt grundigere behandling end denne, faktisk en hel bog, nej, gør det til et bibliotek:

Men tag en meget udbredt opfattelse, nationalisme rimer på nazisme:

Fra en kommentar til et læserbrev af Messerschmidt:

"det som skiller nationalisme fra nazisme, er for småt til at fylde en hel aforisme" (PH)

Jeg kunne ikke lade være med at spørge, hvor mange nationer findes der ikke i verden? Hvor lang tid har disse nationer ikke eksisteret? Hvor mange mennesker findes der ikke i disse lande, som er glade for deres land, patriotiske, mener deres land er det bedste i verden?

Og i hvor mange tilfælde har det egentligt ledt til nazisme?

Tager man så Islam, så gælder der helt andre regler: Hvor mange moderate muslimer findes der egentlig? Hvor mange velfungerende muslimske lande findes der? I det ene tilfælde skal nuancerne helt væk, i det andet skal de små og ubetydelige nuancer helst forstørres op så mange gange som muligt.

Tager man kritik af Islam - så må man stort set ikke udføre dem.
Det skal sammenlignes med, at dem som man ikke må for, sørme ikke holder igen, når kritikken drejer sig om USA og DF, borgerligheden osv.

Påstår man noget sandt, i sin helt nøgne natur, at Muhammad førte jihad og fik mennesker dræbt på stribe, for småting, som at der blev skrevet smædedigte om ham, så er man et helt forkert menneske. "Truth be damned".

Påstår man derimod, via motivanalyser og konspirationsteorier, svage indicier, at Bush regeringen var nogle grådige sataner, totalt vævet ind i snævre olieinteresser og invaderede Irak, alene for at kunne mæske sig i sort guld, så er man intet mindre end "oplyst og kritisk".

Sådan kunne man fortsætte i evighed, marxismen er en mental virus, vi endnu ikke er kommet os over, selv om de fleste har glemt ophavet, til denne tankemåde og kalder sig alt muligt andet end marxister.