Når personer fra min generation (jeg er født 1965) ytrer kritik af 70erne, bliver de ikke sjældent mødt af en fornærmet mine fra 68-generationen side. Det er påfaldende, at den generation, der har genereret det største oprør i nyere tid, kan føle sig stødt på manchetterne, når generationen efter dem, 70er-børnene, forsøger sig med et lille kritisk pip. Der er åbenbart forskel på generationer. 68erne måtte gerne med gevaldigt ramasjang nedsable generationen før dem, men vi må ikke kritisere generationen, der var før os. Og jeg som gik og troede, at dialektik lige var 68ernes boldgade.
...
68erne er vant til kritik fra borgerlige politikere, debattører og skribenter, men kommer kritikken fra ’deres egne børn’, og især hvis disse børn er af den kreative og kunstneriske slags, bliver de helt ude af flippen og ved ikke, hvordan de skal forholde sig. Når denne uventede kulturelle flanke åbner sig, mister de argumenterne og opfører sig, nå ja – fornærmet.
10. maj hørte jeg i programmet Deadline, 2. Sektion på DR2 68eren Janne Giese sige - i et svar til forfatteren Katrine Marie Guldager, der var aktuel med en novellesamling, som med værten Jes Stein Pedersens ord handlede om den negative sociale arv fra 70erne - at alt det der med at børnene blev svigtet af deres 68er forældre i 70erne, er mytemageri. Tværtimod er disse børn åh så stærke og fulde af ressourcer!
Læs det hele på Berlingeren:
0 kommentarer:
Send en kommentar