Adagio - Albinonis

En gang for mange år siden, da jeg endnu ikke havde hørt så meget klassisk, var dette stykke musik nok noget af det smukkeste jeg kendte.

Hvis i husker det? Var der en lille gruppe musikanter fra Sarajevos Symfoniorkester, som under borgerkrigen i Bosnien, stillede sig dagligt op på strøget og spillede netop dette stykke musik.

Dette gjorde et stærkt indtryk på mig. Man behøver ikke at kæmpe med våben, men man skal kæmpe mod mørket. "Do not go gentle into that good night, but rage, rage against the dying of the light", som Dylan Thomas skrev over hans faders dødsleje.

Jeg skrev et digt cirka omkring 1993, inspireret af dette stykke musik og gademusikanterne i Sarajevo, samt på et mere mystisk plan, hvad en veninde havde set i fortiden:

Over Albinonis "Adagio"




Adagio adagio
flyder ud i rummet
fylder mine ører
vækker mine tårer.
Vækker mindet
om tre musikanter
midt i snigskytternes Sarajevo
som trodsede faren
og levede kunsten
frygtløse midt på strøget.
Adagio
tårer flyder,
mindet om en veninde
som hørte dig
og huskede de flammende bål
hvor kættere led døden
som i et syn.
Adagio
stille som du flyder
flyder mine tårer
flyder adagio adagio
flyder og falder i takt.