Yndlingskoncert nummer 2

Sibelius Violin koncert, har en stærk konkurrent, som yndlingskoncert i min bog, i Rachmaninovs klaverkoncert nummer 2.

Rachmaninov fik en renæssance med filmen Shine, og denne film har fået gjort hans klaverkoncert nummer 3, mere populær end nok toeren. Før denne film, var jeg dog allerede hooked på den anden klaverkoncert, for den er simpelthen fantastisk.
Rach 3, er noget af det sværeste at spille på et klaver som findes. Derfor er den selvskrevet til mange forsøg og koncerter, alene på den konto.

Rachmaninov er både populær og ringeagtet. Populær, fordi han vitterligt var en stor komponist.
Upopulær, fordi han ikke altid spillede rigtig klassisk, som nogle af den klassiske musiks Simon Cowells har sagt, lyder det som cafémusik.

Min tanke er, at der er for mange følelser i denne musik. Og følelser af den slags, smerte, inderlighed osv. er noget vi har det meget svært med i vesten.
Det er i øvrigt bizart og ambivalent, at vi har denne holdning til musikalsk følelse, at vi er bange for at gå for dybt ind i følelser og i øvrigt eksistentielle dillemaer.
For når vi taler religion og politik, så er følelser nærmest et krav og et absolut must, uanset hvor meget de overtrumfer fornuften.
Det burde for så vidt være omvendt, at vi rummer de dybe følelser inden i. og holder dem langt væk fra pragmatiske spørgsmål. At vi praktiserer følelserne i det daglige og nære, fremfor at knytte dem til abstrakte ideologier, og alt som er uden for os selv.
At vi gør dette er ansvarsflugt, nærmere end et tegn på humanisme. Vi holder humanismen på afstand, mens vi lader som om, vi tager den alvorligt.

Men tilbage til Rachmaninov 2. Denne koncert rummer store følelser, både de blide, de voldsomme og store. Den rummer smerte, melankoli, kærlighed, savn, ensomhed, hektiskhed og voldsomhed, romantik, vilje og kraft og meget mere. Det er med andre ord en koncert som kun spiller på et klaver, men spiller på et meget stor register af menneskelig eksistens og det som foregår inden i sjælen.

Jeg kan ikke finde en fuldstændig version på You Tube, og kan heller ikke anbefale en bestemt version af koncerten omend Naxos foreksempel er ganske god, bortset fra lydkvaliteten, eller Sviatoslavs Richters, jeg har endnu ikke hørt en version som ikke vekslede styrker med svagheder på et nogenlunde udlignende plan og jeg har hørt mange(Richters 1 sats er delt i to videos på You Tube :







Den stille 2 sats, er utroligt smuk (Ufuldstændig video i to dele af anden satsen):