Demografi - grund til bekymring?

Demografi debatten har været skændet af bud på muslimsk flertal i løbet af første halvdel af dette århundrede.

Det er noget mere kompliceret, at blive flertal i et land, end blot have en høj befolkningsvækst.

For eksempel skal de 230.000 muslimer i Danmark ikke blot blive flere, for at blive flertal. De skal blive over 20 gange flere.

Derfor er det let at afvise sådanne spekulationer:

"There is no reason why immigrants in Europe are going to have more kids than in their countries of origin," Haub told the Observer. One Dutch study has shown that birthrates among Turkish and Moroccan-born women in the Netherlands dropped from 3.2 children per mother to 1.9, and from 4.9 to 2.9 respectively between 1990 and 2005. More radical predictions, such as the claim there will be a Muslim majority in the EU in the next half century, are just "plain silly", said Haub, as they depend on "physically impossible" rates of natural growth or "politically impossible" levels of mass immigration."

Men om der bliver muslimsk flertal om 50 eller 100, eller 150 år gør vel ikke den store forskel?

Der bliver stadig muslimsk flertal på et tidspunkt.

Islam har eksisteret i 1400 år. Det gælder både moderat og radikal islam, ingen af dem er noget nyt fænomen.

Islam kan i teorien eksistere 1400 år mere, omend jeg mener at deres demografi og manglende udvikling, tvinger dem til at kigge ind ad, og i øvrigt når befolkningen i den arabiske verden vokser så meget som fra 317 til 396 millioner de næste fem år og udviklingen i øvrigt fortsætter til omkring 500 millioner i 2030, så kan det kun gå galt. Både med pres på Europa for at få lov til at immigrere, frustration over at Europa ikke kan åbne døren for så mange. Endeligt med det noget nær umulige i at brødføde og beskæftige så mange unge mennesker.
Det er ikke svært at forestille sig, at det bliver lettere for islamister at rekruttere jihadister under de omstændigheder, samt at den muslimske verden vil se sig selv som en demografisk stormagt, med det potentiale og den position og magt det nu burde give - ifølge deres selvopfattelse.

Fakta er at den muslimske verden stadig vokser eksplosivt, og det er den fysiske vækst som er umulig i det demografiske perspektiv, og mere politisk umuligt med masseimmigration er det ikke, end at Sverige og England pt. har decideret masseimmigration.

Det politisk umulige ligger nærmere i at helt standse denne immigration.

Så selv om der lang vej til muslimsk flertal for de fleste europæiske nationer, så er det bestemt hverken fysisk umuligt, eller politisk umuligt, for enkelte lande som Sverige og Frankrig, at have muslimsk flertal før dette Århundrede er ovre.

Du kan finde lande i mellemøsten som har en relativt lav demografi. Det gælder Tyrkiet, Algeriet, Libanon, Iran.

Det burde vel få os til at tage det roligt?

Det mener jer ikke, og det af flere årsager.

1. I de lande har man forventninger til at den mand som skal gifte sig med ens datter, er i besiddelse af en hvis indkomst og eget hus. Har han ikke dette, bliver han ikke gift. Altså det er ikke nødvendigvis et tegn på at man får færre børn, hvis man bliver gift, men på at der er mange fattige singler og mangel på boliger - eller penge til dem. De økonomiske problemer har indvandrere ikke her i vesten. Omend leveomkostningerne så til gengæld sætter grænser for hvor mange børn, det er fornuftigt at have.

2. Fertiliten er i høj grad et skøn, ganske vist baseret på forskellen i median alder og fødselsrate per 1000 borgere, men forskellen mellem foreksempel Iran og Indonesien, er ikke særlig stor på netop de parametre:

Iran:
Median age 27 years
male: 26.8 years
female: 27.2 years (2009 est.
17.17 births/1,000 population (2009 est.)
1.71 children born/woman (2009 est.)

Indonesien:
27.6 years
male:27.1 years female:28.1 years (2009 est.)
18.84 births/1,000 population (2009 est.)
2.31 children born/woman (2009 est.)


Som i kan se er der pæn forskel på fertiliteten, når vi taler børn født per kvinde.

3. Antal fødte børn siger ikke noget om, hvor tidligt de bliver født. Jeg tvivler på at gennemsnitsalderen for førstefødende er 29 år som i Danmark. To børn født med en tidligere gennemsnit alder hos moderen bliver til langt flere børn over en længere periode en to børn født i kultur hvor man trækker det at føde så længe som muligt i mange tilfælde.

I et land som Tyrkiet er antallet af børn født per kvinde i øvrigt gået op igen til omkring 2.21 children born/woman (2009 est.)

4. Konservative muslimer får flere børn, aka de vil tendere til at vokse sig større og mere demografisk indflydelsesrige på sigt.

5. De lande her er kun eksempler på bundandelen af demografien i den muslimske verden, som bliver sammenlignet med toppen af demografien i Europa, altså lande med lavest demografi i Islam bliver sammenlignet med lande med højest demografi i Europa. Man skal vel sammenligne bund med bund og top med top?

Du finder intet land i den muslimske verden som har en så lav demografi som Italien har det, hvor den har været helt nede på 1,1 barn per kvinde og pt. er 1,5 barn per kvinde.
Et land med en negativ befolkningsvækst.

Du finder til gengæld ikke noget Europæisk land i nærheden af den demografiske top 15 i verden:

Men undtaget Angola, er der vist ingen lande som ikke har et muslimsk flertal eller mindretal, omend det i nogle tilfælde er et lille mindretal.

Under alle omstændigheder burde det være klart, at når vi sammenligner de lande med den højeste demografi i Europa, med de lande med den højeste demografi i verden, så er der en kæmpe forskel. Specielt i de lande hvor man er vant til at være fattige og manglende boligforhold og eksistensmuligheder for nye familier er en vane.

Hvilket bringer mig til spørgsmålet om, at rigdom og evnen til at læse og skrive, er det ikke noget som bringer demografien ned på vores niveau?

Der er en sammenhæng. Men på listen over de rigeste lande i verden, som også typisk har et udviklet skolesystem, finder du en del muslimske lande, som i øvrigt har været rige gennem længere tid, har reduceret analfabetisme kraftigt. Det rigeste er faktisk Qatar per capita, med Brunei på femtepladsen og så efterfølgende lande som Kuwait, United Arab Emirates, Bahrain osv.

Har de så en lav fertilitet? De har ikke en fertilitet som i ulande, men en fertilitet som Italien har de langt fra:

Qatar :
2.45 children born/woman (2009 est.)

Brunei:
1.91 children born/woman (2009 est.)

Kuwait:
2.76 children born/woman (2009 est.)

United Arab Emirates:
2.42 children born/woman (2009 est.)

Bahrain:
2.5 children born/woman (2009 est.)

Nu lyder den forskel ikke af meget, i forhold til 1,7 børn som gennemsnittet vist er i EU.

Men det her er jo for det første lande med lav demografi inden for Islam, og der er en anden vigtig forskel, vi bliver først forældre i en sen alder. Jeg tror ikke man skal være overrasket, hvis dem som får børn i den muslimske verden typisk gør det i en tidligere alder. Det gør vores indvandrere og efterkommere under alle omstændigheder. De er 3-4 gange så tilbøjelige som os til at føde i alderen 20-24.

Desuden har vi jo indvandrere fra lande med en helt anden demografi, Somalia, Pakistan, Afghanistan, Irak osv. Og selv om Libanon har en lav demografi, så har vores flygtninge fra Libanon det absolut ikke.

Selv om en demografi på for eksempel 2,3 barn per kvinde ikke lyder af meget i forhold til vores. Så er den det på sigt, altså 100 år frem, er det en betydelig forskel, specielt hvis den har en gennemsnits alder for første fødsler som er fem år lavere end vores.

Foreksempel en person, A, født 2000 bliver 29 år før vedkommende føder første gang, og sikker 32 år for at føde andet barn: Føder i 2029-32 de 1,8 børn vi nu føder i Danmark i gennemsnit som danskere, hendes børn får også 1,8 børn. Så når vi er over 64 år fremme er det blevet til i alt 3,24 efterkommere, vi hopper frem igen til 96 år fremme og den danske familie i fjerde generation får nu 5,8 børn.

Så tager vi en anden familie, B, som får 2,3 børn, med en gennemsnitalder på 24 som førstefødende. også født 2000 siger vi vedkommende får først barn som 23 årig, og har 2,3 børn som 25 årig. Så går vi frem til 2050 hvor de 2,3 børn får deres 2,3 børn. Allerede her vi tæt på hvad de andre har brugt 96 år på, nemlig 5,29 børn. Sammenlægger vi anden generation og tredjegeneration, taler vi faktisk nøjagtigt samme antal efterkommere på 50 år, af hvad der tog de andre almindelige danskere 96 år.
Så hopper vi frem til 2075, så kommer denne fjerdegeneration bestående af 12,1 børn. Så hopper vi til 2100, ganske vist fire år efter det første eksempel, men hæng dem ikke detaljer, her taler vi 28 børn i en femte generation på næsten samme tid som det tog de andre at nå fjerde generation med 5,29 børn.

Så skal vi regne samlede efterkommere ud. moder As familietræ med hende selv bestod af i alt 11,84 personer over 96 år.

Moder Bs familie træ med hende selv. bestod af i alt 48,69 personer over 100 år.

Med lidt indvandring som ikke behøver at være højere end 5000 om året kan muslimer altså sagtens blive flertal i næste århundrede, selv i Danmark, uden den helt store dramatiske, somaliske demografi. Altså langt under dem fysisk mulige demografi og en politisk sensitiv massiv indvandring årligt, faktisk med nogenlunde den indvandring vi har i dag under VKO.

Muslimsk højere fertilitet er en realitet. Om det bliver om 50 år, 100 år, 150 år, 200 år før vi får muslimsk flertal er irrelevant. hvad det vil betyde af forandringer for samfundet, er det derimod ikke.



Kilde: Cia World Factbook