DF rammer hovedet mod fængselsmuren

Der er dømt krig ikke alene mod DF stramme indvandrerpolitik, men ligeledes deres forsøg på at få indført strengere straffe.
Forbud og strengere straffe er ikke populært i humanisme land, selv om det kan reducere ofre for kriminalitet.

DF forslag via Berlingske:

DF vil bl.a. ændre straffeloven, således at bandemedlemmer kan få tilhold, så de ikke må være sammen med andre medlemmer med samme tilhold. Samt give meget hårde straffe efter tre forseelser. På samme måde vil DF med tilhold gøre det muligt helt at forbyde bandemedlemmer at opholde sig i bydele som Vollsmose, Nørrebro eller Christiania.

Jeg støtter ikke en three strikes and your out politik. Til gengæld mener jeg, at hvis du gør dig skyldig i 3 tilfælde af vold, og 2 tilfælde af grov vold, så skal du ind på ubestemt tid.
Det samme skal gælde røverier og voldtægter, andre grove forbrydelser.
Samtidigt bør straffen løbende stige for alle forhold. Grundstraframmen gange 1, gange 2, gange 3 i gentagne tilfælde af forbrydelser osv. I tilfælde af flere forhold, får man strafferamme gange 2, for forbrydelser man har begået efter domafsigelsen i forhold til strafferamme gange 1 osv.

Forslaget om at forbyde bandemedlemmer omgang med andre medlemmer, er også svært at håndhæve.
Det bliver med rette påpeget af en ekspert. Men det er ikke det samme, som at det ikke bør vedtages. Det vil jo virke i det omfang det kan virkeliggøres og give de politibejente, som kender de personer et virksomt værktøj til øjeblikkelig anholdelse.

Helt interessant er det dog når kritikere forsøger at problematisere den reducering af kriminalitet på 3/4 del, som har fundet sted i USA:

Dansk Folkeparti har hentet inspiration til et kontroversielt bandeudspillet i USA. Og her er resultatet af en massiv oprustning over for den amerikanske bandekriminalitet mildest talt imponerende – for i både New York og Los Angeles er tilfældene af grov vold og mord raslet ned.

I New York, som var USA’s farligste by i begyndelsen af 1990’erne, er der nu kun en fjerdedel antal grove overfald, voldtægter og mord i forhold til 1993 – og i Los Angeles, som ved årtusindeskiftet var gennemsyret af bandeopgør ligner kriminalitetsstatistikkerne nu dem fra 1970’erne.

Tre fællestegn

Der er tre fællestegn for de to metropoler.

For det første – en politisk beslutning om, at ’nu er det simpelthen nok’:

Borgmestrene i New York og Los Angeles indførte en ’nul-tolerance-politik’, hvor politiindsatsen blev dramatisk opprioriteret. Meget mere politi på gaden, anholdelser for selv små forseelser og en nemmere mulighed for at straffe bagmænd er de centrale tiltag.

For det andet – en ny juridisk praksis, hvor tre tilfælde af grov kriminalitet førte til maksimal straf:

Hvis en person allerede er dømt for to tilfælde af grov karakter – som vold, røveri eller voldtægt – så fanger bordet i den grad ved den tredje dom. Her skal domstolen – efter de nye regler blev indført i 1990’erne – give livstid, hvis der igen er tale om en grov overtrædelse.For det tredje – en usædvanlig determineret politimand ved navn William Bratton.

Man kan altid regne med nogle humanistiske akademikere, der får drejet fokus over på forbryderene, og væk fra de 75 procent færre ofre, der har været:

David Brotherton, USA’s måske mest anerkendte bandeekspert, siger til Berlingske Tidende, at de hårdere straffe i længden ingenting hjælper. I stedet, påpeger han, er opskriften på at løse bandeproblemer er langt mere grundlæggende:

»Fjern problemets rod – fattigdom, dårlige boliger, marginalisering. Øg den sociale indsats – og sørg for at inkludere de potentielle bandemedlemmer i samfundet. Straf, for pokker, det har aldrig virket – og så koster det en formue, som vi kunne bruge meget bedre på gadeniveau. I fængslerne hærder vi bare de kriminelle – det er deres bedste træningslejr.«

Michael Hviid Jacobsen mener også, at politikerne glemmer noget centralt

»Problemet med de mange politiske forslag til at bekæmpe bander er, at de ikke medtænker årsagerne til kriminalitet. Altså hvorfor bliver nogle unge tiltrukket af den ene eller anden bande.«

Hvis man ser bort fra at straf faktisk har virket, hvor svært det er at være fattig i Danmark - ikke at det er umuligt, men fattig i USA kan det ikke sammenlignes med fattig i Danmark - og ser bort fra at Nørrebro var, jeg gentager var, et af de mest attraktive kvarterer i Danmark.
Hvad gør vi så, når den indsats ikke virker?

Når Københavns kommune bruger 20 procent af sit børn og unge budget, og 1/4 del af det magistrats medarbejdere på forebyggelse bare på Nørrebro. Så kan vi da ikke sige, at vi ikke har forsøgt den variant.
Igen forsøger man at få det til at lyde som om, der ikke er forebyggende indsats.
Det er jo netop det vi har, i det omfang man nu kan finde rum til i de offentlige budgetter.
Og skal man skabe mere rum, kommer det til at gå udover andre sociale områder, bestående af uforskyldte.

USAs fængsler er naturligvis også overfyldte, fordi kriminaliteten fik lov til udvikle sig til et vanvittigt niveau, før man greb ind, og i det hele taget fordi disse forbrydere nu sidder langt mere i fængsel.
Man har med andre ord ikke standset udviklingen i tide. Jo tidligere man griber ind, jo færre nye fængsler har man brug for, er det rimeligt at antage.

Og strenge straffe udelukker ikke en forebyggende indsats. Den har man også lavet i USA.
Men for at en forebyggende indsats kan betale sig, skal den opnå resultater. Ellers er det spildte penge. Altså, man skal ikke bare bruge penge, på noget som ikke virker. Det har vi slet ikke råd til, for så ender vi med hårde straffe alligevel, og dobbelte udgifter til både en fejlslagen forebyggelse og en nødvendig tilbageholdelse af mere eller mindre kroniske kriminelle.

Men vi har nok lang vej til at DF, får gennemført de langt hårdere straffe.
Altså, spilder vi penge på en forebyggelse, der ikke kommer til at virke, og får et mere kriminelt samfund i belønning.

I humanisternes optik, der tager forbryderens parti og overser offeret.
Skal vi have mere forebyggelse, som ikke virker. Fremfor hårdere straffe, som virker. Da kriminelle som regel er tordenskjolds soldater. De samme personer som begår de samme forbrydelser igen og igen.

Er der nogle forebyggende initiativer som virker, skal de naturligvis bruges, forudsat de ikke ruinerer samfundet.

Men der skal discountkonsekvens i samfundet, både billige fængsler og billige løsninger. Det her skal ikke gå ud over ofrene i første omgang, det skal gå ud over forbryderen, ej heller skal systemet ruineres på kriminalitetsforebyggelse, der i øvrigt ofte ikke virker.