Kulturradikalisme - pænt ord for kulturrelativisme

Nu er Fodnote-Politikens redaktør, Tøger Seidenfaden, kommet gevaldigt i knibe. Jeg har svært ved at forestille mig at han faktisk ryger i fængsel. Men denne sag kan i mine øjne ikke sammenlignes med Frank Grevil sagen, da der kunne føres gode argumenter om, at den sag havde offentlighedens interesse.
Jægerkorpset har altid været omgivet af hemmeligheder, og det gælder selv hvilke våben de bruger, hvor mange de er. Og det gælder i særdeleshed detaljer om deres operationer. Der er altså ikke tale om at regeringen, eller andre har tilbageholdt informationer, som burde have kommet offentligheden til gode, så Tøger og Fodnote-Politiken har bevæget sig ud på dybt vand her.

Ligeledes kan denne sag ikke sammenlignes med "kommissærens dagbog". Omend der er copyrightbrud i begge tilfælde. Så går denne her sag videre langt ind i militære hemmeligheder, for at slet ikke tale om der er to lovbrud, som han kan dømmes for.

Og så har vi den selektive tilgang til ytringsfriheden, med endnu et friskt eksempel her. Nu påberåber Politiken sig ytringsfriheden, hvor den tidligere gik løs på Jyllands-Posten og anklagede denne for at have alle andre motiver, end netop ytringsfriheden.
Det er ikke enestående. I Politikens gemakker ser man det som sin højtidligste pligt at kritisere magten, politi, hær, regering osv.
Det samme så man i Brorsons Kirke sagen, hvor andre mediers brug af politiets video, skarpt kritiseredes af Politiken, fordi man på denne måde svigtede at være kritiske overfor etaten.
Enigheden Politiken er altså ensidighedens vigtigste avis, når der er tale om kritik af magten.
Men i dette tilfælde er der gjort regning uden vært, tror jeg godt, man kan regne med, omend mediers retsstilling er stærkere i tilfælde som dette, end de vil være for en forsvarsansat.
Efter som medierne har lang snor med hensyn til at bryde loven, for at afdække skjulte forhold.
Men jeg tror ærligt talt ikke, det bliver let at påberåbe sig i dette tilfælde.

Men Politikens kritik af staten er nærmest manisk. Og den skal i forhold til loven være velbegrundet. Det er denne sag ikke. Den vil udsætte menneskeliv for yderligere farer. Øge chancen for tilfangetagelse. Forestiller i jer en soldat, som man kender detaljerne omkring fra bogen - "han har handlet sådan og sådan, har det, og det udstyr", derfor hurtigt kan identificeres som en jæger, hvis man tager ham til fange. Den mand vil stensikkert blive udsat for tortur.
Det har intet med ytringsfrihed at gøre og kommer oven i fra humanitetens og anstændigheden selvudnævnte højborg.
B.S. Christensen, er ikke kommer i samme problem, for han har ikke givet detaljer. Det er altså et generelt princip, detaljer om jægerkorpset har altid været hemmelige. Det er ikke for at dække over grumset i Afghanistan. Som maniske og magtparanoide Politiken forestiller sig.

Vi taler om en gigantisk fejlvurdering, og selv om jurister forestiller sig, at Politiken ikke kan dømmes, og verdslige dommere måske kan give dem ret, så har forsvaret en god sag, hvor Tøger har en dårlig, medmindre vi helt skal afskaffe hemmelighedskræmmeriet omkring Jægerne per lov.

Men det mest absurde er Politikens dobbeltmoral, som de med ihærdige pudseklude polerer til fineste moral.
For ikke blot gør de selv hvad de i sin tid kritiserede JP for. Fordi de mener formålet er ædelt og helliger midlet.
Ikke blot udviser de magtparanoia, og afviser kunstnere som ikke passer ind i (M)enigheden Politiken. Afviser at være kritisk over for folkene bag Kirkeasyl.
Der er en anden magt, de fungerer fuldstændigt kritikløst over for. Nemlig EU.
EU tramper rundt i korruption, magtmisbrug, hemmeligheder, diktatoriske foranstaltninger, der går så vidt, at alle dokumenter som uddeles indeholder individuelle kendetegn, så hvis nogen lækker dem, ved man hvem!
Har man nogensinde hørt Politiken gå på brechen mod magten der? Mod hemmeligheder, mod korruption, mod magtmisbrug?
Alle dyr er som sagt ikke lige, i kulturrelativismens hellige navn. Ikke ytringsdyr.
Heller ikke alle magtdyr!

Update:

Forsvarets udtalelser:

"Thomas Rathsack sendte efterfølgende en mail til JGK, hvori han konstaterede, at der ikke forelå ekstraordinære fortrolighedserklæringer mellem JGK og ham selv, og at han således kun var ”omfattet af den, for alle i forsvaret ansatte, gældende militære retsplejelovgivning”. Thomas Rathsack anmodede om at få bekræftet sin udlægning evt. telefonisk. JGK bekræftede derfor efterfølgende telefonisk overfor Thomas Rathsack, at han var underlagt den ”normale” tavshedspligt og meddelte endvidere, at JGK om nødvendigt kunne tilsende Thomas Rathsack dette på skrift."

Tidligere Jægerkorpschef, Poul Dahl, mener ikke der er noget i bogen, som udgør en trussel mod Jægerne.

Det er jo også en mulighed, og dermed kan Tøger have trådt ind, hvor engle ikke tør træde, uden at risikere noget.
Argumentet om at forsvaret skulle have specificeret, hvad de ikke ville have frem, er dog elendigt. Det svarer til at bede dem om at fortælle, præcis hvad de mener er kritiske informationer. Altså udpege disse, for at det så efterfølgende kan blive udstillet som en læs let version af bogen for Taleban.

Det er ikke nogen nyhed, eller hemmelighed, at Jægerkorpset har været involveret i Afghanistan - løbende. Det er klart, der ikke gives detaljer om aktionerne.
At man problematiserer dette, er dog et skridt i retning af at man bør fortælle Taleban, at jægerne vil opererere, der og der, på en given dag, eller periode.

Hvorfor skal det problematiseres, og hvilket vigtigt offentligt spørgsmål hidrører det?