Vi forbinder religion, med det glade budskab. Vi forbinder det med et afslappet folkekirkeforhold til religion. Vi kan ikke lade være med at forstå verden omkring os som noget tilsvarende til dette.
Vi ser verdenen gennem de lyserøde briller, vi har skabt vores eget samfund i gennem.
Vi kan ikke for alvor forestille os, at religion kan være noget at det mest triste, elendige og mørke budskab til verden. En verden bestående af morderisk intolerance over for andre trosretninger. En verden bestående af personer som betragter ordene i årtusind gamle bøger som vigtigere end alt andet. Mennesker der sætter direkte ordlyd fra disse over alt andet. Over videnskab, over venner, over familie, over medborgere, over deres børns trivsel. Over andre menneskers ret til at leve og beholde deres eget liv.
Vi kan ikke forestille os, at de som kæmper mod os i Afghanistan og Irak, ikke er frihedskæmpere.
Men forkæmpere for deres eget totale diktatur, for et Shia eller Sunni diktatur, for et salafistisk diktatur, for et Talibanstyre. Vi ser frihedskæmpere som vores egne, der kæmper mod besættelsen, intet land kan vel lide at være besat? Men Japan og Nazityskland blev også besat, kaldte vi dem som kæmpede mod denne for frihedskæmpere?
Nej, og de som kæmper mod os i Irak, kæmper ikke for frihed og demokrati. De kæmper for deres individuelle præference af en diktaturstat.
Det er derfor fuldstændigt meningsløst, at kalde dem for frihedskæmpere. For de kæmper for totalitær magt.
Personligt synes jeg aldrig, vi skulle have blandet os i Irak. Det er en ren umenneskelig fadæse, det vi har gjort. Fra sanktionerne til krigen, som alt i alt har kostet liv på en skala som rivalerer Saddam Husseins myrderier.
Men når jeg ser, at flertallet ikke støtter aktionen i Afghanistan. Så begræder jeg vores korte hukommelse. Vi lever fra den ene dræbte soldat til den næste dræbte soldat. Fra udsagn om manglende sejr til manglende sejr.
Så snakker man om nederlag, fordi man ikke kan forhindre Taleban i at udøver skade her og der.
Det kan man ikke! Men det er ikke det samme som nederlag. Nederlaget kommer først i det øjeblik, vi overlader det Afghanske folk til Talebans luner.
For dem som har et vagt begreb om hvad Taleban er, så kommer der lige en detaljeret reminder her:
For eksempel dræber de alle som underviser kvinder, samt de piger der går i skole, når de kan slippe af sted med det.
For eksempel er 90 procent af alle kvinder i Afghanistan blevet udsat for vold.
Kvinder er blevet skudt, blot for at tale for meget til Talebanere. Børn blevet skudt for at grine.
Mænd uden skæg blev fængslet og bliverstadig angrebet. Der blev og bliver myrdet for småting. Folk der så og ser video, spillede og spiller kort, var og er fulde, selv dem som satte drager op - ingen drageløbere under taliban, blev banket med stave til blodet flød og så efterladt for at dø af deres skader. Mennesker blev korsfæstet for ingenting, så folk altid ville ryste i deres bukser når blot en enkelt lille gruppe talebanfolk dukkede op og gøre hvad de bad dem om. Vi taler om et totalitært terrorregime, hvis lige knapt er set, var det ikke for, Hitler, Stalin og Pol Pot.
Jeg spørger ikke, hvorfor vi er Afghanistan? Jeg spørger kun, hvorfor vi ikke gør mere for at beskytte befolkningen mod Taleban, hvorfor vi er allierede med krigsherrer i stedet for at sende flere tropper selv, hvorfor vi ikke bruger særligt mange penge på at bygge det land solidt op?
Det var en oplevelse, at høre Oberstløjtnant, Kim Kristensen, på TV2 NEWS, argumentere for hvad der udrettes og kan udrettes i Afghanistan. Han penslede ikke detaljer ud om, hvad vi er oppe i mod. Men han påpegede, at når vi går tre skridt frem, ryger det ikke i medierne, kun når vi går et skridt tilbage.Vores soldater gør et vigtigt job i Aghanistan og de gør det så godt, som de kan med den begrænsede internationale støtte og de begrænsede økonomiske midler til opbygning, og nej, Taliban forsvinder ikke, netop derfor skal vi blive, så Taleban ikke får magten igen.
Vi skal ikke forlade en skude som ikke engang synker, men som det blot vil tage lang tid at gøre sødygtig. Vi mistede langt flere mænd, i kampen mod Tyskerne, som ikke engang bød os et så forfærdeligt regime, som det vi vil byde Afghanerne, ved at trække os ud.
I Aghanistan er det vores tropper som er frihedskæmpere, ikke dem som kæmper mod dem.
2 kommentarer:
Hej Thomas.
Dit indlæg fortjener efter min mening en grundig, seriøs debat. Håber mange stemmer vil blande sig, uden at det resulterer i mudderkastning.
Jeg vil indledningsvist tage fat på et par citater fra dit indlæg, som i mine øjne er helt centrale, men hvor vi tilsyneladende drager nogle ret forskellige konklusioner.
Jeg spørger ikke, hvorfor vi er Afghanistan? Jeg spørger kun, hvorfor vi ikke gør mere for at beskytte befolkningen mod Taleban, hvorfor vi er allierede med krigsherrer i stedet for at sende flere tropper selv, hvorfor vi ikke bruger særligt mange penge på at bygge det land solidt op?
For mig at se, ligger svaret nærmest i spørgsmålet: Vi har aldrig været i Afghanistan for at redde befolkningen; hverken fra formørkede fundamentalister eller kummerlige socioøkonomiske vilkår. Jeg er ganske enig i, at dét både er grunden til at mange mennesker støttede/støtter invasionen, OG at det er en medvirkende motivation for mange af de danske soldater som - for manges vedkommende - forsøger det bedste de kan, at gøre en forskel i en umulig situation.
Vi kan ikke forestille os, at de som kæmper mod os i Afghanistan og Irak, ikke er frihedskæmpere.
Men forkæmpere for deres eget totale diktatur, [...] Vi ser frihedskæmpere som vores egne[modstandsfolk], der kæmpede mod besættelsen, intet land kan vel lide at være besat?
Den sørgelige logik, der nærmest i iboende i en besættelse, hvadenten vi taler Afghanistan, Irak, Tjetjenien, Tibet eller den israelske besættelse af Palæstina, er, at ikke bare bliver grænserne mellem 'frihedskæmpere' og 'terrorister' mudrede/slørede. De bliver ophævet. Uanset om man kan lide det eller ej (jeg kan personligt IKKE lide det), så ER de formørkede islamiske fundamentalister som gør MODSTAND mod en fremmed besættelse, per definition frihedskæmpere. Det er ækelt, afskyeligt og meget, meget uheldigt at vi er sat i en situation, hvor denne sproglige voldtægt er nødvendig, men vi har faktisk ikke noget valg, hvis vi vil bevare vores intellektuelle integritet. Præcis på samme måde, som både nationalister, konservative og kommunister var frihedskæmpere mod den tyske besættelse herhjemme(og som følge heraf, blev kaldt noget ganske andet af besætterne).
Men Japan og Nazityskland blev også besat, kaldte vi dem som kæmpede mod denne[besættelse] for frihedskæmpere?
Nix, naturligvis ikke... for også hér, var vi(dvs vesten) besætterne.
Et mere nærliggende eksempel, ville være at sige:
We've been here before, you know.
Fra 1978 til 88/89, besatte Sovjetunionen det præcis samme land - Afghanistan - på præcis samme brutale facon, med stort set de samme argumenter i øvrigt, og de præcis samme folk gjorde modstand på præcis samme måde som de gør det i dag.
Dengang var vi ikke i tvivl om, at de var frihedskæmpere... selvom man også dengang burde have set, at dét at være frihedskæmper KUN betyder at man kæmper for frihed MOD en besætter.. ikke at det man vil sætte i stedet behøver at være bedre, endsige godt.
Pointen er(i mine øjne), at så længe vi ikke indser at besættelse er problemet (i frihedskæmper-problematikken), udelukker vi på forhånd at forsøge at løse resten af problemerne.. og de er ved gud store nok
Det er da korrekt, at det oprindelige motiv for at gå ind i Afghanistan blandt andet var at få ram på Al Qaida.
Men det var også et mål, at afsætte Taliban og lave styreskifte.
I Kabul går 80 procent af pigerne i skole, det gjorde de bestemt ikke under Taliban.
Et diktatur er afskaffet, og et demokrati er indført og det var fuldstændig efter den oprindelige plan.
Det er det. vi blandt andet er der for og sådan har det altid været.
At vestlige satsninger så tit hænger sammen med vestlige interesser, det er en anden sag.
Der findes jo f.eks ingen indsats i Sudan eller Congo.
Men vi må nok også erkende, at vi har ikke tropper eller penge til at gribe ind alle steder.
At der så skal bruges en masse ressourcer på krigsførsel og at udviklingen står i stampe, skyldes så primært, at store områder er under Talibans kontrol, det gælder desværre også store områder i Pakistan.
I disse områder kan man ikke få piger i skole, lave genopbygningsarbejde, fordi det vil blive spoleret øjeblikkeligt af Taliban.
Men hvis vi nu ser bort fra alt dette.
Det centrale spørgsmål er ikke hvorfor vi er der, det er motivanalyse, og jeg tror ikke der kan findes særligt nuancerede motivanalyser i sådanne spørgsmål.
De er som regel mangelfulde, hvis ikke direkte konspiratoriske.
Det centrale spørgsmål er, hvad der vil ske, hvis vi trækker os ud?
Mit bud er at så vil Taliban genvinde mangten. Så har vi påført Afghanistans befolkning ekstra lidelse for ingenting, blot for at sælge dem til ulvene igen.
Hvis vi rykker ud, bliver afghanerne underkastet et af de mest omfattende og mørke diktaturer som nogensinde er set.
Det er det som er humlen. Gode motiver kan lede til slette handlinger og dårlige motiver kan lede til gode handlinger, det er gerningen og resultatet og ikke motivet der betyder noget i den her sammenhæng, motivanalyse, det er feinschmeckeri.
Men derudover motivet er stadigvæk og har hele tiden været at skabe demokrati og bedre forhold for kvinderne i landet og det har man også aktivt arbejdet for. Prominente kvinder er forsynet med bodyguards og skoler er opført hvor det kan lade sig gøre.
At kvinder som vil undervise piger, skal have bodyguards, viser med alt tydelighed, hvad det er vi kæmper i mod.
Kald du dem, hvad du vil. men jeg vil kun kalde frihedskæmpere, dem som kæmper for frihed.
Dem som kæmper for indførelsen af diktatur kan ikke være frihedskæmpere. Det ville netop være voldtægt mod begrebet, at kalde mennesker der kæmper for at indføre et diktatur for frihedskæmpere. Man kæmper for frihed, når man er frihedskæmper. Det ligger implicit i begrebet.
At grænsen mellem frihedskæmper og terrorist kan være mudret. Det er korrekt. Men det er fordi en terrorist faktisk godt kan kæmpe for frihed, blot med eventuelt meget kedelige midler. Det kan en person som kæmper for diktatur ikke, uanset om vedkommende kæmper i uniform, med konventionelle midler, så kæmper vedkommende for diktatur, og er dermed ikke nogen frihedskæmper.
Hvad angår dem som kæmpede mod den Sovjetiske invasion. Så er det et retorisk kneb, at vi kaldte dem frihedskæmpere. Vi kaldte dem nemlig typisk det som de kaldte sig selv, nemlig Muhajedins. Vi kaldte dem guerrilaer og partisaner, vi kaldte dem klaner, vi kaldte dem krigsherrer. Jeg mener ikke vi kaldte dem frihedskæmpere - dengang.
Taliban opstod i øvrigt først efter at Sovjet havde forladt landet, da krigen om magten mellem individuelle krigsherrer begyndte, vandt de frem på grund af deres evne til at skabe ordentlige forhold, en klassisk fascistisk positionering i en verden af kaos.
At deres orden så var en meget snæver en, tog det lidt tid for omverdenen og Afghanerne selv at finde ud af.
Send en kommentar