At tænke tilstrækkeligt med år ud i fremtiden

Tænker vi kun tyve år ud i fremtiden, så er der ikke meget, der er forandret. Da udlændingeloven af 1983 blev gennemført stod Birthe Rønn Hornbech med det minoritetssynspunkt, at vi skulle tænke konsekvenserne af loven 20 år ud i fremtiden. Men der skete ikke den store forandring på de tyve år, og der sker heller ikke den store forandring de kommende tyve år. Hvis vi skal forstå den forandring vores samfund undergår, så skal vi tænke over længere tidshorisonter.

Snaphanen kører i dag fokus på en tyve år gammel kronik af Lene Kattrup, citat fra artiklen:

SOM dyrlæge har jeg erfaret, at stridigheder opstår, hvis man i en dyrebestand for hurtigt og ukoordineret lukker for mange andre individer med en lidt fremmed baggrund ind. Det er en naturlov. Det er selvfølgelig lidt ukultiveret og primitivt af dyrene. Men det er en uomtvistelig kendsgerning, man ikke kan lave om på. Faktisk mener jeg ikke, mennesker er så anderledes end dyr, hvad dette angår. Det er pinligt, og det burde ikke være sådan. Men sådan er det.

Det er et ganske alarmistisk budskab, man kunne også sige, at det er for alarmistisk i forhold til den begrænsede forandring af samfundet, som vi er vidne til.

Men skal budskabet så affejes? Eller er problemet med budskabet nærmere, at man betragter problemet, som nært forestående eller en overhængende trussel. Og dermed en klar overdrivelse?

Lene Kattrup nævnede i kronikken for tyve år siden ingen profeti for, hvornår "menneskedyrene" med forskellig baggrund begyndte at bide, rive, flå og slås indbyrdes.

Men kronikken ender med følgende remse:

POLITIKERNE bliver faktisk nødt til at drage konsekvenserne. Gør de det ikke snart, er det lige meget, for så er det for sent alligevel.

Det var altså i hendes optik for tyve år siden et akut problem, som der skulle gøres noget ved her og nu. Her er jeg stærkt uenig.

Antallet af muslimer i Danmark er i dag omkring 4-5 procent af befolkningen. Det har taget 40 år at nå hertil. Frankrigs muslimske er cirka den dobbelte, men selv med en åben ladeport for familiesammenføring risikerer vi ikke nødvendigvis at nå samme andel af befolkningen om 20-30 år.

Det siger jeg af følgende årsager:

Det krævede ikke blot 20 år med åben familiesammenføring at nå hertil, men en meget liberal adgang til de facto flygtninge og familiesammenføring: Et hul, der nu er lukket. Samtidigt står 24 års reglen og tilknytningskravet ved magt.

Antallet af ikke-vestlige efterkommere under 24 år er under alle omstændigheder kun omkring 100.000, hvoraf en ikke uvæsentlig andel er fra lande som Rusland, Ukraine, Thailand, Vietnam osv., der også regnes som ikke-vestlige lande.

En åben ladeport for familiesammenføring kan altså maksimalt føre til 100.000 nye indvandrere de kommende 20+ år. Den åbne ladeport har vi nu ikke engang - lige så vel, som heller ikke alle muslimer vil vælge at hente den kommende ægtemage i udlandet.

Den kraftige muslimske indvandring vi oplevede mellem 1983 og 2001 skyldtes, at vi havde en masse de facto flygtninge og gæstearbejdere, der ikke blot kunne hente ægtemager og børn til landet, men også bedsteforældre.

Den nuværende høje nettoindvandring, vi har i dag, består i ringe grad af muslimer. der kom i 2010 i alt lidt over 3700 polakker til Danmark, hvilket er tæt på det samme antal, der totalt kom fra muslimske lande.
Den andenstørste (genindvandrede danskere ikke medregnet) indvandringsgruppe i 2010 var fra USA med omkring 2650 indvandrere, skarp fulgt af rumænere med omkring 2400. I alt 18 lande leverede over 1000 indvandrere til Danmark i 2010. Og ingen muslimske lande var blandt dem - medmindre man betragter Indien som et muslimsk land!

Den største gruppe af muslimer i Danmark er tyrkerne. Deres indvandring i 2010 var på 763 personer. Den anden største gruppe muslimer, pakistanernes, var på 785.

Alt i alt ud fra en samlet bruttoindvandring til Danmark i 2010 på over 68.000 var under 4000 fra rene muslimske lande. Under 3000 yderligere var lande som Indien og afrikanske lande, hvor der eventuelt kan være tale om muslimer. Altså noget svært at sandsynliggøre, at indvandringen af muslimer tæller så meget som ti procent af den samlede bruttoindvandring til Danmark.
Enhver alarmisme her vil med rette tale til døve øren.

Se selv i denne statistik, hvis du ikke tror mig.

Selv hvis vi forestillede os, at vi om 20 år havde 10 procent muslimer i Danmark. Så er der også grænser for, hvor slemt det er. Frankrig i dag med det dobbelte antal muslimer er stadig Frankrig med et flertal af franskmænd.

Vi vil få flere røverier, mere vold, flere voldtægter, mere hærværk - flere pøbeloptøjer og afbrændte biler, mere chikane af blondiner med store patter og blege danskere, der uheldigvis bor i en ghetto. Det vil ske flere skyderier og baghold mod politiet, som vi ser det i Frankrig.

Men når indvandringen er så lav fra muslimske lande og så meget højere fra ikke-muslimske, så er det svært at se, hvordan vi skulle komme i nærheden af 10 procent muslimer i Danmark om 20 selv 30 år.

Min pointe med dette er, at en hvilken som helst form for akut alarmisme angående muslimsk indvandring er dømt til at være overkill. Den tager ikke udgangspunkt i virkeligheden.

Et akut problem er selve nettoindvandringen uden skelnen til at ophav, for hvor skal 25.000 nettoindvandrere arbejde, hvad skal de leve af? Kan vi skabe 250.000 private arbejdspladser i årtiet? Eller medfører det yderligere 250.000 på overførselsindkomst?

Men islamismens trussel mod det danske samfund er langt fra akut. Den er endnu i småtingsafdelingen.

Betyder det så omvendt, at den manglende alarmisme er den rigtige tilgang?

Det mener jeg heller ikke, at den er.

For kigger vi 60 eller 120 år ud i fremtiden, så er billedet ganske anderledes.

Muslimer føder i gennemsnit 1,7 gange flere børn end danskerne, som jeg tidligere har regnet ud baseret på faktiske fødselstal set i forhold til andelen af kvinder i den fødedygtige alder. Det skyldes kombinationen af flere børn per kvinde, og at muslimske kvinder føder børn i en tidligere alder i gennemsnit.

At de føder 1,7 gange så mange børn har ikke meget betydning, når antallet af muslimske kvinder i den fødedygtige alder kun er til eksempel 100.000. Hvis de 100.000 fødedygtige føder 3 børn per kvinde og dermed 300.000 børn, så gør det ikke den store forskel i forhold til en 1.000.000 danske kvinder i den fødedygtige alder, der føder 1.800.000 børn for at nævne et eksempel.

Men det gør en stor forskel på lang sigt. For når danske kvinder kun føder 1.8 barn per kvinde, så skrumper befolkningen af danske efterkommere, og de vil kun være knap 4 millioner om hundrede år.

De 100.000 tusinde muslimske mødre vil derimod forudsat, at de fortsat føder i gennemsnit omkring 3 børn per kvinde, vokse.

Blandt de 300.000 muslimske efterkommere født af den 100.000 vil 150.000 være kvinder, der vil føde 450.000 børn. Af de 450.000 vil 225.000 være være kvinder, der vil føde 675.000 børn, hvor af halvdelen er kvinder, der vil føde omkring en million børn og så fremdeles. Det skaber store forskelle over 4-5 generationer. Det hvis de altså fortsætter med at føde tre børn per kvinde.

Ændrer fødselsmønstrene hos muslimer sig ikke markant de kommende tre generationer, så ender muslimerne på over 30 procent af befolkningen omkring 100 år fremme i tiden.

For lande som Tyskland er problemet oven i købet akut, men man kan så se på baggrunden af debatten omkring Thilo Sarazzins bog, at når vi taler om matematikken i demografien, så står han og andre med en tabt sag forståelsesmæssigt. Selv når det er akut.

For vores eget vedkommende kommer Tysklands skæbne, næppe om tyve år, men måske nærmere om 40-80 år, til at være en øjenåbner af karat.

Indtil dette sker, taler vi set med mine øjne til døve ører. Lene Kattrups dystre profeti, kan nemlig let tænke sig at blive blodig alvor, når den muslimske befolkning er 30 procent af befolkningen, og den oprindelige tyske kultur ser sig for alvor truet.

Allerede nu er 1/3 barn født i Tyskland med immigrantbaggrund. Som Gunnar Heinsohn er inde på, så vil de langt før, de bliver flertal af den tyske befolkning, være et flertal blandt de unge og samfund, der har overskud af unge mænd har historisk været mere krigsvillige.

Men de fleste i etablissementet vil gå ud fra, at de muslimske kvinder ender med af føde lige så få børn som os. Så her, er der ifølge dem, heller ikke noget problem.

Jeg vil helt klart gå med til, at der er en mulighed for, at de efter nogle generationer ophører med at føde 1,7 gange så mange børn som os. Dels fordi de føder færre børn per kvinde og dels fordi, befolkningspyramiden i første omgang for deres andel kommer til at rumme flere kvinder på 49 år end på 20 år. Begge dele dog kun midlertidigt.

For der er også en mulighed for at, at de muslimske kvinder i en periode først falder med hensyn til børnefødsler, hvorefter de igen vender tilbage til 3 børn per kvinde og endda over 3 barn per kvinde.

Hvordan det kan lade sig gøre, finder man ikke et noget mere tydeligt eksempel på end Israel.
Tidligere fokuserede man i Israel meget på, hvordan araberne i Israel fødte flere børn end israelske kvinder og dermed kunne ende med at blive flertal en dag.

Det taler man ikke længere om, for araberne er forlængst blevet overhalet af en som udgangspunkt mindre gruppe, nemlig de ultraortodokse jøder - haredi-jøderne.

De udgør kun ti procent af den jødiske befolkning, men da de føder over 7 barn per kvinde, så er de ophav til knap 30 procent af børnene i Israel.

Eller sagt på en anden måde, når 1000 israelske kvinder føder omkring 2,7 barn per kvinde (eller fødte for nogle år siden). Så betyder det, at de 900 mere eller mindre verdslige af dem føder omkring 2,2 barn per kvinde i gennemsnit, og de resterende 100 Haredikvinder føder 7 barn per kvinde (faktisk endda omkring 7,6). De 90 pct af de 1000 israelske jødiske kvinder føder altså 2000 børn, hvor de resterende 10 procent føder i alt 700 - i alt 2700 børn.

Hvis dette mønster fortsætter i næste generation, så er der for hver tusinde jødiske kvinder i 300 haredikvinder (Jævnfør at de udgør 30 procent af de kommende mødre), der føder 2100 børn (eller 7 barn per kvinde) og 700 verdslige jødiske kvinder, der føder 1540 børn (eller 2,2 barn per kvinde).

Den samlede fødselsrate for jødiske kvinder vil altså være på 3,6 barn per kvinde i næste generation på grund af at en som udgangspunkt lille gruppe ortodokse jøder føder utroligt mange børn.

Det i et land, hvor den samlede fertilitet per jødiske kvinder faldt fra 6 barn i 1960, til 3 barn i 1980, og siden er faldet lidt mere. I fremtiden vil den gå op ad, er jeg ikke bange for at spå.

Jeg kan kun anbefale bogen af Eric Kaufmann, Shall the religious inherit the earth. Specielt kapitlet om haredi-jøderne.

Kaufmann påpeger blandt andet, at parallelt med at den jødiske fertilitet faldt generelt, så er den hos de ultraortodokse jøder steget og faktisk blevet højere, end den var i firserne. (fra 6,5 barn per kvinde til omkring 7,6 i dag)

Det samme mønster kan vi se blandt muslimer i Danmark. Flertallet af dem bliver angiveligt og forhåbentligt integreret, 80 procent af dem begynder måske at føde to barn per kvinde, hvilket i en generation eller to fører til at fertilitetsraten per muslimske kvinder falder.

Men blandt de muslimske indvandrere i Danmark og andre steder er der også en gruppe på 5-10 procent, der er ultraortodokse og konservative og får 6-7-8 barn per kvinde. Denne gruppe vil angiveligt være større om 2 generationer, medmindre man tror på en urealistisk stor brydning af den sociale og kulturelle arv, og den vil være så stor, at den vil være i stand til at presse fertilitetsraten op for muslimer samlet set, så på langt sigt vil muslimernes fødselsrate altså kunne stige igen - også potentielt over 3 barn per kvinde.

Jeg tror personligt ikke på brydningen af den sociale og i dette her tilfælde kulturelle arv i nævneværdigt omfang. Det vil være svært at have en stor islamisk ortodoks familie, der i bedste fald udstøder en som frafalden, eller hvis man ikke er tilstrækkeligt religiøs. I værste fald vil slå en ihjel, fordi man eventuelt ønsker at finde ens egen ægtemage, eller eventuelt kan mistænkes for at være ateist eller frafalden. Den sociale kontrol og "arv" er i denne sammenhæng noget stærkere, end vi normalt kender til.

Salafisterne, der for tiden er oppe i medierne med deres krav om shariakontrollerede zoner, de er i dag fåtallet af muslimer, men det er dem, der føder børnene, så i fremtiden kan de groft sagt udgøre flertallet af muslimer. En fremtid, der dog ligger nærmere hundrede år ude i fremtiden, nærmere end 20 år.

Som man kan læse i Kaufmanns bog, så troede Israels sekulære grundlæggere ikke, at haredi -jøderne ville overleve det tyvende århundrede. Hvordan kunne så "mørk" en overtro overleve moderne tider?
I den jødiske stats første årtier var haredi-jøderne anonyme, og ingen betragtede dem som et problem. Det var først i 1977, at de fik betydning inden for politik. Fra firserne til i dag, er de gået fra 5 procent af Knesset, Israels parlament, til omkring 15 procent.

Vi kan næppe heller forestille os ortodoks og konservativ, traditionel eller Salafi Islam vokse i fremtiden. Forestille os den overleve det 2100 århundrede og gennemsekulære Danmark. Når jeg siger vi, mener jeg flertallet. For selv er jeg ikke i tvivl, at hvad der har overlevet 1400 år vil også overleve 1500 år og mere. Også i hyggegode og afslappede sekulære Danmark.