VKO er anæmisk

VKO er lige så anæmiske, som den danske økonomi er det.

Et pointsystem, der bestemmer, hvem der får lov til at komme ind i landet, det er et skridt i den rigtige retning.

Alt andet mangler vi dynamikken til at kunne integrere og beskæftige.

Men det er ikke de mest interessant politiske idéer, der strømmer fra regering og støtteparti.

Ugebrevet A4 skrev i mandags, at Løkke minder om leverpostej. Det er desværre tilfældet og på en måde uforståeligt, for ingen tvivl om at manden er lynende intelligent - men måske handlingslammet og ubeslutsom, som biografien for nylig indikerer.
At man kan godkende ekstra forbrug for over 6 mia. kr. i det offentlige, hvor der kører med rivende underskud og ikke kan acceptere skattelettelser for 3 mia. kr. Det siger alt om denne regering.

Men hvis de i det mindste kan få sat en prop i en nettoindvandring på 25.000 årligt, som vi heller ikke har råd til, så er det da et skridt frem ad i den rigtige retning.

Der er pointsystemet i den rigtige retning. Ret beset burde en IQ test, en holdningstest, En integrationsvurdering - baseret på hvor godt andre indvandrere fra samme land klarer sig i Danmark, altså med tilknytning til arbejdsmarkedet og kriminalitetsmønster - også være en del denne løsning. Ligeledes bør der indføres en årlig kvote, der for eksempel kun tillader 5000 nettoindvandrere årligt, hvor de højeste kvalificerede, dem med flest point kommer i gennem.

Her skal regeringens politik egentlig også hen, før den begynder at imponere mig. For selv om man vil afvise flere, så åbner man jo faktisk også for muligheden i at flere kan søge.

At regeringen så står fuldstændigt tandløs over for et offentligt forbrug, der er eksploderet og har glemt alt om skattelettelser og i øvrigt har en historik med at give med den ene hånd, og tage med den anden gennem afgifter og udvidelser af skattegrundlag, har en historik med at lade det offentlige forbrug vokse så meget, at selv Anker Jørgensen er en økonomisk duksedreng.

Det skærer voldsomt i mine øjne. Det er klart, det burde være klart, at man ikke kan lade de offentlige udgifter vokse med over 10 pct. og samtidigt overleve den værste krise siden 1930erne. I det hele tager er så høj en offentlig vækst hul i hovedet, selv under normale omstændigheder, da den overskrider væksten i økonomien to til tre gange.

Denne blodfattige regering står til at forsvinde. At denne elendighed afløses af en større er tragisk.

Vi må håbe, at vi snart ophører med at bilde os ind, at vi er et af verdens rigeste og bedste samfund. For det er ikke længere tilfældet. Inden for et årti til to befinder vi os i bunden i OECD, hvor vi engang befandt os i toppen.