Politisk korrekt Dystopia anno 1995

Jeg fik langt om længe taget mig sammen til at udsætte mig for La haine, som er inspireret af film som Spike lees "Do the right thing". Modsat sidstnævnte, er jeg ikke helt så begejstret for denne film. Det kommer jeg nærmere ind på.

Filmen har fået høje karakterer på IMDB, nemlig 8,1 i gennemsnit. Hos mig får den max syv, som hælder mod seks nærmere end otte.

Filmen har sine lyspunkter. Skal man tage et af dem, er det at man allerede i 1995 var begyndt at lugte kaffen.
Hadet var reelt nok dengang og er det endnu mere i dag.

Når jeg delvist ikke bryder mig om filmen, skyldes det dens "All cops are bastards", næsten, budskab.

Politiet er tegnet som de største skurke gennem hele filmen. Nu har jeg ingen illusioner omkring at politiet er engle. Men den højeste andel af skurke findes nu nok en gang hos politiets klientel.

Venstrefløjen, som ellers er så begejstrede for socioøkonomiske undskyldninger, glemmer altid at applikere dem på politiet, som har et relativt lavlønnet møgjob, hvor de i deres hverdag må stå model til lidt af hvert, for at sige det mildt.

Og denne ensidighed præger hele filmen, hvor de unges handlingsmåde er forståelig nok, mens politiet fremstår generelt som fjendtligt og brutalt, som om det var en gang organiserede bøller, der bare venter på at give helt uskyldige mennesker en gang knippelsuppe og semitortur, ja og nyder det. Det må vel også kaldes et drømmearbejde at få kastet sten efter sig og håndtere truende, aggresive menneskemasser og holde styr på voldelige forbrydere dag ud og dag ind, ikke sandt?

Med andre ord er de unge mennesker ofre, politiet er stort set uden undtagelse en skurk.

Skulle man være mere venlig, er det psykologisk portræt af den verden vi lever i, der viser hvor simpelt antagonismen opstår, når begge parter er desperate og gensidigt mistillidsfulde, grænsende til had.

Nok har de unge ikke mange chancer, men hvis skyld er det? I mine øjne er det nok nærmere dem selv, end samfundets.

Det er ikke politiet, der tvinger dem til at blive dårligt uddannet, eller ikke kan få fjender nok ude både den fysiske og mentale ghetto.

Ungdomsarbejdsløsheden i Frankrig er høj, det er heller ikke politiets skyld. Det er om nogens politikernes, som har instisteret på at få et større menneskeudbud, end der er arbejdsudbud.

Så der er konkurrence på arbejdsmarkedet. Der tager arbejdsgiveren den bedst kvalificerede eller egnet, og hvis man ikke sørger for at være blandt disse, så er det naturligt man ikke hører til dem, som er i nærheden af et arbejde.

Allerede i begyndelse af halvfemserne havde man chancen for at indse vanviddet, i den politik og i øvrigt konsekvenserne i form af uroligheder, vold, kriminalitet osv.

Det afspejler denne film som et historisk dokument. For mig.

At den mest radikale har jødisk ophav og er ven med en muslim, er nok meget lidt sandsynligt.

Politiet igen har sine brådne kar, men de udgør næppe flertallet, som de gør hos de kriminelle.
Filmen flytter fokus fra de egentlige problemer, nærmere end at skildre dem.

Det mener jeg ikke "Do the right thing gør", den viser at shit happens, når man tager den offer/had rute, som mange gør.

La haine hylder offer/had ruten, og nuanceringen i filmen er sminke over en film som grundlæggende har taget langt mere stilling, langt mere end selv Spike Lee havde det.

Filmen kan i øvrigt ses på You Tube. Første del her: