Sig nærmer tiden da jeg må væk

Jeg er desværre ikke i familie med hr. digter her, det er mine halvbrødre. Jeg glemmer dog aldrig, da min oldefar sang denne sang, med en stoisk kraft, træt af dage på hans 93 års fødselsdag, han var borte kort efter.

Det bedste ved vinteren, er, at sommeren følger altid efter, og viben med mange andre vender tilbage:

Sig nærmer Tiden, da jeg må væk,

jeg hører Vinterens Stemme;

Thi også jeg er kun her på Træk,

og haver andensteds hjemme.

Jeg vidste længe, jeg skal herfra;

det Hjærtet ikke betynger,

Og derfor lige glad nu og da

på gennemrejse jeg synger.

Jeg skulle sjunget lidt mer' måske —

måske vel også lidt bedre;

Men mørke Dage jeg måtte se,

og Storme rev mine Fjædre.

Jeg vilde gerne i Guds Natur

med Frihed spændt mine Vinger,

Men sidder fast i mit snævre Bur,

det alle vegne mig tvinger.

Jeg vilde gerne fra højen Sky

udsendt de gladere Sange;

Men blive må jeg for Kost og Ly

en stakkels gjældbunden Fange.

Tit ligevel til en Smule Trøst

jeg ud af Fængselet titter,

Og sender stundom min Vemodsrøst

med længsel gennem mit Gitter.

Lyt og, o Vandrer! til denne Sang,

lidt af din Vej Du hidtræde!

Gud véd, måske det er sidste Gang

du hører Livsfangen kvæde.

Mig bæres for, som ret snart i kvæld

at Gitterværket vil briste;

Thi kvidre vil jeg et ømt Farvel;

måske det bliver det sidste.