When the shit hits the fan

Så vil "gode mennesker", som altid vaske deres hænder.

Pontius Pilatus står der skrevet på ryggen af denne civilisation. Vi vil ikke standse ondskaben, blot selv undlade at blive involveret i den

Jeg så "Shooting dogs" i dag, en film om massakren i Rwanda. På et tidspunkt vil FN soldaterne skyde hundene, der æder ligene. Præsten Christoffer, der spilles af John Hurt, spørger sarkastisk om hundene har skudt på FN-soldaterne? For ham bekendt må de kun åbne ild, når der bliver skudt på dem, siger han og henviser til, at de ikke vil skyde på mænd med macheter, der heller ikke har åbnet ild.

Filmen er baseret på en virkelig hændelse, hvor FN-soldater forlader en gruppe flygtninge på omkring 2000, i en lejr der er omringet af militsfolk, klar til at hugge dem alle ned, hvilket de også forsøger efterfølgende, kun få overlever.

Mere tydeligt fremstår Pontius Pilatus ved håndvasken næppe, lad bare pøblen gå amok i en blodsrus, så længe mine hænder er rene.

Robert Kagan skrev i hans bog, Of paradise and power, at i Europa er vi fokuseret på processen, hvor USA er fokuseret på resultatet. Men hvad angår Rwanda, var alle vist europæere, travlt beskæftiget med at snakke og vaske hænder, omhyggelige med at processen foregik i alle detaljer og teen blev drukket mellem mundens meningsløse plapren og ligeglade med at resultatet var et massemord i et af historiens største skalaforhold - i betragtning af at det foregik over ganske få måneder.

SE Selv de essentielle håndvridninger ved vasken her i et historisk tilbageblik.

Der er godhed, som er de facto ondskab, da den intet gør ved ondskaben, andet end at give den frit spillerum.

Og der er "ondskab", som er defacto godhed, da den erstatter et større onde med et mindre onde.

Rwanda er en lektion for alle tider, men det er en lektion, vi intet har lært fra. En lektion om hvad vi kan forvente os i fremtiden, af fortsat håndvasken.

Når verdens millioner af Pontius Pilatuser bliver stående ved håndvasken, når folk bliver direkte massakreret direkte omkring dem, så er det en lektion om, at det vil de altid gøre. Der er intet, der kan få dem væk fra håndvasken og nej, det var ikke kun fordi det skete i Afrika, for håndvasken blev brugt lige så flittigt, mens hundreder af tusinder døde i Bosnien.

Også i fremtiden vil de være fokuseret på den proces med at vaske deres egne hænder og ignorere det resultat det giver, for dem som skal betale prisen i blod.

Der står for mange ved håndvasken og tjekker deres rene hænder, og holder øje med renheden hos de andres hænder, til at vi kan løse de problemer, vi har nu.

Således bliver scenen overladt til de primitive, dem som intet har at miste og er fyldt af vrede:

"I am actually predicting the war in the UK in the next twenty years. In my views white working class kids will go fight against immigrants. You don’t understand this. You are a woman. Women don’t understand war. High-testosterone men always find the reason for the war.”

Der venter os et numbersgame, indtil videre dominerer unge indvandrere med deres store grupper, mangel på tøven med at bruge vold, alt bakket op af sammenhold, mobilkæder.
Det øjeblik hvor unge vrede mænd i vesten slutter sig sammen, er det slut med "freden", og den dag vil komme.
Så vil det blive et evigt lag på lag spørgsmål om, hvem der kan mobilisere flest og med et evigt lag på lag af grove kampmetoder. En konflikt, der vil rive flere og flere med sig, for selv om man ikke vil være med, vil man blive ramt. Vælg side, eller stå alene.

Det er en psykologi, som de færreste forstår og slet ikke vores politikere, der jo altid kan tilkalde politi og hær, for at beskytte dem, mens de vasker hænder.

Den ultimative politiske sindsyge

Kommunister og socialister af i dag, er langt værre end deres forgængere. Her sigter jeg ikke kun til de af dem som post-Gulag, Mao, Pol Pot stadig kalder sig selv kommunister, det lille sammenrend af Tordenskjolds soldater.

Nej, jeg sigter også til de mange, alt for mange, som kalder sig socialdemokrater, eller reelt er det på ægte platmarxistisk værdifacon og sidder højt på magtens trone.

De er direkte sindsyge.

De oprindelige socialister og kommunister levede i en tid, hvor der faktisk var fornuft og empiri bag det, de mente. Det var på et tidspunkt, hvor selv 10 årige børn arbejdede over ti timer om dagen og voksne 12 timer om dagen. Det seks dage om ugen - altså op 72 timer om ugen, eller endda mere. For dette arbejde tjente de kun lige nok til en lille arbejderhybel af en sodfarvet kasse, vi ikke ville drømme om at lade så meget som et barn opvokse i og de havde syv-otte stykker, hvis så mange overlevede. De tjente knap nok til at spise kød en gang om ugen.

At betragte dette som slaveri, hvor arbejderen selv var en vare fremmedgjort både i sin eksistens og i forhold til den vare han producerede, fastlåst i en evig social struktur som proletar - hvis væsentligste formål det var at skabe merværdi for kapitalisten, så ad infinitum billigt som muligt. At se det som et grundvilkår arbejderen selv måtte forandre, for kapitalisten var næppe interesseret. Det var egentlig ikke helt grebet ud af smoggens aftenrøde luft.

Selv om Marxs filosofiske brovterier var en firkantet, statisk analyse uden tiltro til menneskelig dynamik og omsorg - kapitalisters i særdeleshed - med blodige efterdønninger og var langt fra korrekt. Så var den stadig ikke helt foruden rationelle og empiriske elementer.

Men siden da har kommunismen, socialismen gennemgået en transformation. Den har forvekslet sin manglende slagkraft - i forhold til at omvende de europæiske borgerliges mentalitet til den sande og eneste sande tro! med en menneskelig systemfejl - selv om de faktisk har sejret af helvede til, så er nok aldrig nok. Så mener de et eller andet sted, at deres fraværende totale ideologiske dominans skyldes at borgerligheden og ondskaben ligger så dybt i det vestlige menneskes natur, at alle, dem selv inklusive, er mere præget af den, end selve arvesynden og det siger i Augustinsk forstand ikke så lidt.
Vi er skyld i alt, fra tornadoer, regn eller ikke regn, til afgrøder som ikke blevet behandlet agronomisk korrekt. Alt, alt og atter alt.

I dag er socialister et spindelvæv af skyldskomplekser, forstærket af traumer i metermål, flygtet ud i komplette og absolutte virkelighedsfjerne abstraktioner. Til det rent patetiske, automatiserede, dogmatiske, uden skyggen af en smule fornuft og empiri tilbage.
Hvor fint de end taler, ville Freud have været søvnløs i århundreder, for at skrive nok og analysere nok, hvad angår dette fænomen.

Socialismen er blevet den rene galmatias, sindsyge med vrangforestillinger uden ende, usammenhængende, junkieverdensbilleder og fantasier. Ikke engang de firkantede, udynamiske idéer har de tilbage, med få undtagelser. Socialismen er et skizofrent vrangbillede af sig selv.

Men det at være verdensfjern, er de jo samtidigt tvunget til at definere som noget godt, lidt lige som den sindsyge, der synes det er alle andre, der fejler noget. Ellers knækker filmen, og det kollektive bluff opløses i en stor gassky, der bestemt ikke er lugtfri.

Og for at at det hele ikke skal være ordgejl og blanchobeskyldninger.

Så her er der et godt eksempel på, eller med blot, blot en enkelt facet af, hvad jeg præcis mener:

The populations of Europe are aging fast, so more immigrants will be needed to support pensioners, and these will largely be Muslim immigrants. For this increasingly Muslim Europe to define itself against Islam would be ridiculous and suicidal...
Let´s imagine for a moment, Europe in 2025 at its possible best. A political, economic, and security community of some forty free countries and 650 million people, embracing all the lands in which the two world wars began, and producing, still, a large part of the wealth of the world. A further 650 million people people, born in the more explosive parts of the early 21th century globe, but now living in a great arc of partnership with this European Union, from Marrakesh, via Cairo, Jerusalem, Baghdad and Tbilisi, all the way to Vladivostok. That would not be nothing.
(Citeret fra "America alone" af Mark Steyn, side 125)

Det ville ikke være noget småt, nej - Det ville bare være sååååååå stort! Mærker i det store humanistiske, internationalistiske, hyperidealistiske sus? Det må være sådan ludomanen føler når pengene er smidt på casinobordet og rouletten ruller. Sådan narkomanen føler det, når heroinen ender i blodets baner.
Forskellen på ludomanen, så narkomanen og til sidst Labours, Venstrefløjens, EUs store profet, Timothy Garton Ash, som er citeret ovenover. Det er så blot, at narkomanen og ludomanen godt et eller andet sted véd, de er syge. Timothy Garton Ash og andre med lignende diagnose vil mene, at det er os som ikke kan følge med i den berusede tilstand, der er syge og helt forkerte!
En anden forskel er, at ludomanens og narkomanens lidelse har langt mindre indflydelse på andre mennesker - Det har Timothy Gartons Ashs ikke!

Man skal lede længe efter så meget dumhed, verdensfjernhed, ideologi-idioti, sindsygdom, rablende galskab, udtrykt med så ord og på så få linjer.

Mr. Garton Ash er så ovenikøbet ikke en marginal fuld mand, der sidder og udbreder sig om verdenssituationen i en brandert på en bodega, hvilket er nok til at ende i fængsel i et helt halvt år i England, hvis man kommer til at forveksle almindelige negativt konnoterede fuldemandssnøvlerier med "pakis go home".
Han får ros, penge og atter ros, for at være langt mere ude i tovene, end junkien og ludomanen, alkoholikeren på bænken - tilsammen!

Nej, manden er nærmest gud på venstrefløjen - den nominelle og den værdipolitiske, ikke blot i England, men også blandt lige så galmatiaser i det øvrige Europa.

En mand der leveres spalteplads til, på samlebånd, i verdens store aviser og vores egne små:

His essays appear regularly in the New York Review of Books and he writes a weekly column in the Guardian that is widely syndicated in Europe, Asia and the Americas. He also contributes to the New York Times, the Washington Post, Prospect, the Wall Street Journal, and The Globe and Mail.

Manden er højt på strå i EU systemet, Med Elleman, Thorning og Jospin og en helt masse andre fantaster, undskyld, fantastiske topfolk i Europa.

Når et land som England - et parti som Labour har det som erklæret politik at blive, forblive, en multikulturel stat, har en rekordstor indvandring, som hvis den fortsætter vil resultere i en vækst af befolkningen til over 70 millioner fra omkring 61 millioner i dag og det tror jeg personligt er for lavt sat, så skyldes det meningsdannere som Timothy Garton Ash. De moderne papister med fuld inkvisition.
Hans syn på tingene, vil næppe blive forandret af, at England er et land alt for tæt på statbankerottens rand. Hvad er økonomi VS Messiaskomplekser? Den gyldne pung fra velfærdsEuropa kan jo forsyne alt og alle med mælk og honning i lange baner, den bliver aldrig tom og det hele er jo vores skyld, glem endelig ikke det!
Lige så lidt; vil det blive forandret af at "engelske" kvinder føder nok børn, til at stort set reproducere Englands langt fra skrumpende befolkning. Selv om indvandringen stopper, vil allerede indvandrere sørge for fortsat babyboom.
Stigende arbejdsløshed vil nok heller ikke rokke ved troen, hvornår har fossiler og dyr med tydelige tilpasninger og mutationer rokket ved Adam og Eva?
Det er jo det store EU, de store drømme som tæller, og indvandrerne skal være muslimer! Hørte i det Italien? Ikke blot skal i have indvandrere - i skal have muslimer! - en helt bestemt kulturel gruppe af slagsen og i kan lige vove at prøve, at selv ville bestemme.

Giver det hele nogen større mening og er der er empiri og fornuft i foretagenet?

Jeg mener klart nej! Det er ren galskab, ren gambling med Europas fremtid - nej, hasardspil er det rigtige ord.
Det er farligt og selvmordsagtigt at stille sig på hælene i forhold til Islam, men slet ikke farligt at importere xx - og så lige et x mere - millioner muslimer til Europa, for det skal jo være muslimer!

Det er så hovedløst, at jeg kunne rive mit eget hoved af. Vi kunne ærligt talt leve i en meget bedre verden, hvis vi ikke tog den slags feberfantasier alvorligt på stribe. Det gør vi klogest i at straks ophøre med, for vi tager dem alvorligt, eller sløsagtigt - ingen tvivl om det.

Personer som Timothy Garton Ash burde have mindre anseelse, end drankeren på bænken.
Drankeren er trods alt virkelig, empirisk, har rigtig eksistentiel substans og repræsenterer et åndende konkret problem, som det ikke ville være ufornuftigt at gøre noget ved. Ikke noget abstrakt, en sindsygdom i fantasmernes susende klæder.
Og han fortjener en verden, han ikke behøver at drikke sig bimlende fuld for at kunne holde ud at leve i, selv om det kun bliver en lille oase, i det uoverskuelige kaos af tossede mennesker, der gerne vil globalisere alle problemer i den moderne arvesynds hellige navn og mellem de rå mængder af arme stakler i overbefolkningens højborge.

Gå aldrig natten mildt imøde

Hvis man ikke raser over galskaben og ondskaben i verden, magter man ikke at bekymre sig - det vil sige i virkeligheden er man ligeglad, ikke nødvendigvis kynisk, men oftest fordi ens sjæl ikke kan håndtere at se virkeligheden i øjnene.

Der er naturligvis også den mulighed at man er mere eller mindre blind og dum, men den gælder nok reelt de færreste, hvor det for flertallet nok nærmere kniber med ærligheden og lysten til at se realiteterne i øjnene.

Verden fortjener bedre, end at vi som paralyserede krystere lader galskaben og ondskaben råde.

Der går let en Chamberlain i os alle, som ønsker det bedste og fornægter det værste.

Chamberlain ønskede det virkelig, han mistede sin livskraft og døde, da den krig kom som han havde kæmpet for at undgå.

Churchill, som det er de fleste ubekendt, kæmpede også for at undgå den! Han er husket som den der ville opruste og ryste med sablen i forhold til Tyskland. Men han var også den der talte for, længe før at Hitler kom til magten, at man skulle lempe Versailles traktatens strenge sanktioner mod Tyskland, før løbet var kørt og de rasende Tyskere fuldt opsat på at få hævn.

Den sure mand, pessimisten er mere opmærksom på den ubehagelige virkelighed, som var essensen af denne forrige post.
Optimisten overser alt som ikke stemmer overens med den drømmeverden, som findes inde i hovedet på vedkommende og som vedkommende, måske oprigtigt, ville ønske af godt hjerte eksisterede i den ydre.

Men den drømmefulde kryster giver op, når virkeligheden angriber, som Chamberlain.

Vi skal brænde mod ondskaben og galskaben, ellers er vi den plane vej, som den tromler let henover.
Sådan fungerer verden. Ondskaben og galskaben har ingen hæmninger og får det dermed langt lettere, når godheden er et stort kompleks af handlingslammelse.

Jeg har bragt dette digt før, men jeg bringer det gerne igen og igen:

Do not go gentle into that good night,
Old age should burn and rave at close of day;
Rage, rage against the dying of the light.

Though wise men at their end know dark is right,
Because their words had forked no lightning they
Do not go gentle into that good night.

Good men, the last wave by, crying how bright
Their frail deeds might have danced in a green bay,
Rage, rage against the dying of the light.

Wild men who caught and sang the sun in flight,
And learn, too late, they grieved it on its way,
Do not go gentle into that good night.

Grave men, near death, who see with blinding sight
Blind eyes could blaze like meteors and be gay,
Rage, rage against the dying of the light.

And you, my father, there on the sad height,
Curse, bless me now with your fierce tears, I pray.
Do not go gentle into that good night.
Rage, rage against the dying of the light.

-Dylan Thomas

Digtet er ganske vist skrevet ved hans faders dødsleje og handler om at ikke give slip på livet. Men digtet kan på et højere plan tolkes som om, at man aldrig skal acceptere mørket uden kamp.

Her i Dylan Thomas´ helt fantastiske recitation:

Kulturkløfter og hulebygning

I går da jeg kom cyklende, kørte en bil ud foran mig. Normalt ville dette få mig op i det røde felt, da jeg absolut ikke bryder mig om egoisme og hensynsløshed, når det kan føre til skade på andre.

Normalt ville jeg havde set denne egoisme og hensynløshed, og blevet sur, uafhængigt af om der sker noget. Fordi, hvis mine bremser havde svigtet, hvis det havde været en anden person, som havde tillid til at personen ville holde tilbage, en kvinde hvis bremser ikke er ordentligt vedligeholdt og med langsomme reflekser, osv. Så var det gået galt, blot fordi denne person var egoistisk og hensynsløs. I mine øjne fuldstændigt uacceptabelt.

Men i går reagerede jeg slet ikke. Jeg trak bremserne, lod bilen køre, kørte videre uden at opfatte det.

Det var fordi, jeg var fordybet i mine tanker. Jeg var altså fuldstændigt fraværende. Ville kun have reageret, hvis jeg var blevet kørt ned, personligt!

Jeg husker ikke, hvad jeg tænkte på. Blot jeg var fordybet. Men et halvt minut efter, vågnede jeg op. Hov, en bil kørte ud foran mig og han slap for min knyttede næve, mit synlige raseri. Faktisk kom der slet ingen reaktion.

Det satte mine tanker i gang, og denne gang kan jeg huske, hvad jeg tænkte.

For det er faktisk vores psykologiske tilstand i en nøddeskal. Hvis det ikke rammer os direkte, tænker vi ikke over det. Vi er slet ikke tilstede i det som sker, men mest tilstede i vores egen lille drømmeverden, isoleret fra omverdenen.

Vi ved alle, at et meget almindeligt træk ved børn, er at de bygger huler.
I de huler gemmer de sig, og afskærmer sig fra omverdenen, og leger små lege.
I denne verden er mor, som kommer og afbryder legen og siger "nu skal der ryddes op" meget uvelkommen, men børnene er magtesløse i dette tilfælde.

Hvad vi er knap så klar over. Er, at vi fortsætter denne hulebygning som voksne. Nu er der ingen mor, som har magt til at afbryde den. Der er kun virkeligheden, der rammer en som forhammer, tilbage til at afbryde den. For nu er autoriter borte og vi er centrum i vort eget liv.
Jeg vil sige, som alle børn bygger huler, bygger alle voksne det også.
Det skal forståes bredt, såsom; at dyrke kunst, begrave sig i tanker, se TV, høre musik, spise og leve sundt, købe et parcelhus. Alt, er det ikke blot beskæftigelse og tidsfordriv. Det er en afskærmning fra den verden, som kan ramme en som en forhammer, ja, den vil gøre det på den ene eller anden måde, på et tidspunkt.

Det er at skabe en fantasiverden, en verden der er overskuelig, en verden der er meningsfuld, en verden, der er tryg, og uden uheldige afbrydelser.

Det er for så vidt en meget forståelig psykologisk mekanisme.

Jo mere ondt verden gør, jo mere desperat og inderligt kaster man sig over det formodede remedie.
Hvad enten det er tanker, filosofi, religion, politik, sex, alkohol, fornøjelse, projekter. Det er abstraktioner fra tingenes tilstand og livets vilkårlighed, den sikre død.

Abstraktionerne bliver i nogle tilfælde til rene fantasi verdener, som får sit helt eget liv.

Små huleverdener, "hvor man leger far, mor og børn, og alt er harmoni."

Det er ikke nok, med ondskaben i radioen, for at bryde ind i den fantasiverden. Det eneste der kan afbryde den, er taget der falder ned, brand i stuen, eller skæbnens forhammer rettet med fuld kraft mod selve fantasiverdenens ophav.

I fantasiverdenen adskilles øst og vest, højre og venstre, USA og Europa.

I virkelighedens verden rammes vi alle af skæbnens forhammer på et tidspunkt, bløder, eller dør.

Hvad der slår mig her! Er, at der ikke den store forskel på vores reale verden, den vi lever i, og vores fortid i hele verden. Der er til gengæld store forskelle i vores mentale tilgang.

Vi står afgrundsdybt fra hinanden, når det gælder synet på samme tilstand.

Grøften er dyb og bred, ikke blot mellem Islam og Vesten. Men også internt i vesten, mellem venstre og højrefløj, for at slet ikke tale om mellem Europa og USA.

Grøften er afgrundsdyb selv mellem højrefløj i Europa, og højrefløj i USA.

Værdipolitisk og intellektuelt er socialisme normen i Europa. Højrefløjens stort set eneste fællesbastion er den økonomiske politik.

Der har været en diskret og meget succesfuld revolution i Europa.

Denne revolution bliver alt mere klarere, i forskellen mellem USA og Europa.

I går blev jeg konfronteret med en som var chokeret over David Horowitz udtalelser, i hans interview med Clement Kjersgaard.

Clement siges, at være lidt til højre politisk, men han er europæer og Horowitz er konservativ "the American way".
Kulturkløften mellem konservative i USA og højreorienterede i Europa, er næsten større, end kulturkløften er mellem venstreorienterede og Islam. De kan dog trods alt enes om modstand mod USA, om at se USA som verdens satan.
En konservativ som David Horowitz, ville nok ikke stå den store chance, for at blive konservativ politiker i Danmark. For det ville være mere gnidningsfrit for begge parter, at være uenige i den økonomiske politik, end i den værdipolitiske, i grundholdningen til magt og frihed.

Jeg satte mig selvfølgelig til at høre interviewet med David Horowitz i gennem. For i nogle tilfælde er kritik lig med reklame, og jeg ville selv høre, om han virkelig gjorde så dårlig en figur.

Jeg er ikke i tvivl om, at for de fleste europæeres vedkommende, kunne Clements lige så godt have interviewet Pat Robertson. Antipatien er den samme for det som Horowitz siger.

Jeg er dog ikke i tvivl om, at hvor Pat Robertson er langt ude, så har David Horowitz derimod næsten fuldstændig ret i hvad han siger.

Jeg vil anbefale alle at se programmet, som kan ses her:

Men her er et mindre og udvalgt referat:

Det første han siger, er Islamofascismen er den reelle trussel. Dette er ikke nogen krig mod terror. For terror er kun en teknik, et middel til opnåelsen af et mål, et mål der deles af alle islamofascister. Problemet er en meget stor bevægelse inden for Islam, som ønsker at etablere Islamisk lov i hele verden.
Med hvilket middel de opnår dette, er sekundært:

"Hvis vesten ikke kan udpege sin fjende og sige, hvad er hans motivation? Så kan vesten ikke vinde krigen".

Så kommer Clement på banen, og siger jamen Hizbollah og Hamas er vel bare politiske bevægelser, på godt og ondt, som alle andre?

Horowitz svarer - jamen, det var nazisterne da også, Hizbollah ønsker at dræbe alle jøderne, den ønsker død over Amerika.
Det har han ret i, men hvad nytter det at påpege det, når mennesker ikke vil se det. Men hellere se USA som verdens hovedskurk, eller Israel.

Horowitz fortsætter lidt efter:

"Det som betyder noget, er ikke hvad man siger, men det som man gør. Venstrefløjen kan kritisere Saddam Hussein lige så tosset de vil, og de gjorde det samme med russerne. Men når det kritiske punkt kom, gik den internationale venstrefløj, i milliontal på gaderne for at redde et af det tyvende århundredes mest brutale monstre, Saddam Hussein".

Det er selvfølgelig en provokerende udtalelse, men usand er den ikke. Venstrefløjen vil naturligvis sige, de gik på gaden for at spare det irakiske folk for en krig.
Men igen, et er hvad man siger, noget andet er hvad man gør. Alternativet til at gå ind og vælte Saddam, var at lade ham fortsætte sit brutale regime, lade hans sønner tage over.
I en mere fornuftig verden havde USA gjort det helt rigtige, de havde afskaffet en tyran og et monster, og skabt demokrati og fred.
Men nu lever vi ikke i en fornuftig verden, men i en verden båret af irrationelt had til USA. Der skaber irrationelle sympatier mellem radikale Muslimer og venstrefløjen i Europa.
Skaber myter om besættelse, olie, amerikanske pengeinteresser. Og myten om en retfærdig "befrielseskamp" (reelt afskaffelse af demokrati) over ligene af titusinder af Irakere.

Horowitz nævner senere eksemplet Japan, hvor USA får lavet et religiøst, militært, autokratisk og brutalt styre, om til et demokratisk og pacifistisk på fem år.

I en anden verden var netop dette sket, for USA gjorde i princippet det rigtige og afskaffede en brutal diktator, banede vejen for et demokratisk og humanistisk styre i et veluddannet og ressourcerigt land, et de mest sekulære regimer i mellemøsten.
Hvad de havde undervurderet, var ikke alene, hvor mange tropper det ville tage, hvor manglende gnidningsfrit det ville være. Det de mest havde undervurderet, var hadet til USA, ikke blot i Irak og den islamiske verden, men i hele verden. Den partiskhed mod USA, der ville være i medierne og i Europa. De manglende tropper en naturlig konsekvens af sidstnævnte overgearede og irrationelle had, og dæmonisering af USA, nærmere end noget andet.

Clement bryder ind og siger, jamen Socialdemokrater i Europa støttede jo krigen. Hvilket er sandt, men det er jo ikke hvad Horowitz forbinder med venstrefløjen.
Venstrefløjen er en del af Socialdemokratiet, såvel som Demokraterne i USA, de er jo ikke hele partierne i sin helhed.

Demokraternes rolle i denne affære er speget. Det var jo Clinton som gjorde "Regime Change" i Irak til officiel amerikansk politik, som han korrekt påpeger. Hvilket han kalder forræderi mod både USA, krigen, og deres egen tidligere kurs.

Så går Horowitz hårdt i kødet på Europa igen, det er ikke sagt mildt, men det gør det ikke mindre usandt:

"Europæerne kan kun tillade sig, at foregive at angribe USA, fordi de ved at USA vil beskytte dem. Europa er et kulturelt tivoli (Cultural Theme park), det har ingen magt, fordi europæere nægter at opbygge det nødvendige forsvar. Europæerne lever i ly af USAs paraply, og som forkælede børn rakker de ned på USA".

Det er ikke sukret ind, men usandt er det ikke.

Men Clement forsøger nu at fange ham på det forkerte ben, nærmere, end beder ham uddybe, hvad han lige har sagt. Horowitz har sagt at Hillary vil blive i Irak, fordi det er drevet af nødvendighed. Er Hillary ikke venstreorienteret spørger Clements?

Han påpeger, at forskellen går mellem at leve i en fantasiverden og den virkelige verden, hvilket en venstreorienteret godt kan gøre. (hvis tvunget)

Så forsøger han at forklare, hvor svært det er for os, at forstå, at titusinder af mennesker er trænet i terrorisme, lever blandt os, og venter på en mulighed for at slå 100.000 ihjel, (hvilket er det tal han nævner - i princippet har de ingen hæmninger ved at slå flere ihjel, men knap mulighed, endnu, for at slå hundredtusinde ihjel). Han skal til at fortsætte med at fortælle om Admadinejad, da Clement afbryder ham, for han vil nemlig gerne have ham til at indrømme problemet med at tvangsdemokratisere Irak.

Svaret er slet ikke tosset, her uddrag fra interviewet:



USA, både gør noget forkert, når USA støtter diktatorer og spreder demokrati, og væk forsvandt hukommelsen om resolution 1441.

Horowitz bliver igen forsøgt fanget på det forkerte ben, omkring Hillary - Hvad er problemet, hvis hun stadig vil forblive i Irak? Problemet er selvfølgelig ikke Hillary, så meget som hendes bagland, at USA står splittet, og fjenden ved det, og vil misbruge det. Det samme kunne siges om Europa og USA, faktisk er denne splittelse allerede noteret og brugt i den grad.

Splittelsen og den manglende støtte, både hjemme og i Europa, bagbinder USA, blandt med hensyn til at konfrontere Iran, Horowitz:

"Jeg fatter ikke, at europæerne ikke er bekymrede, hvis de ikke er det over en diktator i Iran som bygger atomvåben" (Clements forsøger at afbryde - for som europæer er det vel uforståeligt, hvorfor USA og Israel er bekymret) - "Hvorfor bygger han atomvåben, for at få tilbage den 12 iman og få et paradis på jord".

Clement afbryder, "ja, eller så er han bekymret over at USA opbygger i Iran og Afghanistan", tanken om at Ahmadinejad, eventuelt kunne mene præcis, hvad han siger, passer ikke ind i skyggebillederne på tæppehulens trygge væg.

Det er en vrangforestilling siger Horowitz - ønsketænkning er nok nærmere betegnelsen.

Horowitz fortsætter:

"Lad os gå tilbage. Hvornår sang millioner af iranere i Teherans gader, død over Amerika? Det var ikke under George Bushs præsident tid, det var under Jimmy Carter, som lige havde hjulpet ayatollahen med at vælte Shahen, det handler ikke om USAs politik, eller om USAs tropper, der har reddet millioner af muslimer."

Det tal kan diskuteres, om USA har reddet millioner af muslimer. Men at de hjalp i Afghanistan, hjalp i Somalia, Hjalp i Kosova, som han nævner, kan ikke diskuteres. Ligeledes kan det heller ikke diskuteres, at der var få amerikanske tropper i mellemøsten da Ayatollah Khomenei kom til magten, og dem der var der, var der for at hjælpe på opfordring, eller for at beskytte ambassader. De hjælper ofte økonomisk og med nødhjælp.

Det er heller ikke hele historien om USAs involvering i den del af verden, men det er det negative billede heller ikke.

Pointen er at fanatisk, religiøst had, er en del af forklaringen, uanset hvordan man vender og drejer det, og nærmere det end andet.

Igen drejer Clement interviewet, han vil gerne Horowitz til at sætte ord på, hvad USA bør gøre med Iran og Syrien.

Horowitz svarer, jamen, vi kan ikke gøre noget, fordi vi mangler støtte fra Demokraterne og Europa. Der bryder Clements igen ind, og siger:





Horowitz har selvfølgelig ret. Europa vil støtte USA, når der er nok døde europæere. Han er sikker på at det vil ske, og det er selvfølgelig spørgsmålet, vil det ske? Har Admadinejad denne hensigt, som ikke blot direkte udtalt og antydet, men som faktisk fysisk hensigt.

Vil han komme med A bomber og forstyrre os i vores hyggelige lille hule, isoleret fra omverden, og forstyrre freden med at føre en nuklear forhammer lige, direkte ind i vores ansigt.

Det er ikke vores perception, der afgører dette. Det er heller ikke Horowitzs, eller Chamberlains. Det er Ahmadinejads handling. Vil han gøre det, eller ikke gøre det?

?

Hvis han har til hensigt at gøre det! Er der fundamentalt tre muligheder.

1. Et præventivt angreb på Irans Atomanlæg.

2. En oprustning, og en krigsretorik, der omend passiv, nærmere end aktiv, forsøger at overbevise Ahmadinejad om, at hvis han har til hensigt, at angribe med A-våben, Israel, Europa. USA, hvem det nu bliver. Så vil han møde et forenet vesten, et stærkt militært vesten, og han har havde gør klogt i at lade være. Det var ikke lige ham som skulle bringe dommedag nær, og den 12 imans genkomst, ikke lige ham, der skulle oprette et muslimsk tusindsårsrige, eller evighedsrige.

3. Vi bliver taget på sengen, endnu en gang, uden fantasi til at forestille os, at Ahmadinejad faktisk er en religiøs galning, der hvis han ser en chance, vil han tage den, angribe i ly af natten, og med en alternativ terroristisk, fragmentarisk, men lammende blitzkrieg, overvinde vores nedrustede forsvar og skabe mere kaos, end vi kan håndtere.

Mulighed et og tre er de mest sandsynlige. Og et forsinker kun tre! Det er den verden, vi muligvis lever i. Det er Ahmadinejad som bestemmer og svinger forhammeren. For at slet ikke at tale om Taleban sympatisørerne i Pakistan, Hamas, Hizbollah, Al Qaida celler i hele Europa.

Vil de, så kan de. Døden er ikke noget de frygter.

Mulighed et og to er Europa og venstrefløjen i USA slet ikke med på.

Så spørgsmålet er og forbliver, hvem er Ahmadinejad, hvem er Hamas, Hvem er Hamid Gul i Pakistan, hvis drøm er et nukleart Kalifat?

Hvad den end er, hvad den end gør, har det intet med vores drømmeverden bag tæppet at gøre, intet at gøre med vores forestillinger. Hvis en bil kører ud foran dig, fordi bilisten er en egoist og tænker på noget andet, end dig, så gør vedkommende det, uanset din tillid til at vedkommende ikke vil gøre det, eller ej.

Er du ikke som minimum forberedt på dette, brager du frontalt ind i den virkelighed, du ikke havde forestillet dig, fuldstændigt uforberedt.

Anden verdenskrig blev ikke kun blodig, fordi Hitler angreb. Den blev blodig, fordi England og Frankrig ikke havde forberedt sig ordentligt på at Hitler ville angribe, ikke havde oprustet i tide og franskmændene havde falsk tillid til Maginot linjens styrke.

Europa vidste godt at det var truet under den kolde krig og handlede i reglen derefter.

Intet skete, netop derfor!

I dag er situationen en helt anden. Vi har gemt os trygt i hulen og glemt der er en verden udenfor, hvor folk slår hinanden ihjel for mindre, end religiøs tro, mindre end profetier.

Jeg vil runde denne post af. Der er meget mere at komme efter i interviewet med Horowitz.

Men i dag har øst og vest, de to skal aldrig mødes, en anden betydning, end tidligere.

Kulturkløften, den intellektuelle kløft findes ikke kun mellem Islam og Vesten. Den findes også mellem Højre og venstre, mellem USA og Europa.

Virkeligheden er som virkeligheden er. Den træffer os i ansigtet en dag, uanset hvilken opfattelse vi bærer på.

Har Horowitz ret, eller har Chamberlain? Det vil tiden vise, men vi er ikke forberedt på at Horowitz eventuelt kunne have ret. Som vi ikke var forberedt på at Churchill havde ret, for det havde han.

Blod, blod og atter blod

Det er menneskeheden historie i en nøddeskal, og angiveligt også fortsættelsen af den. Mennesket har aldrig været at forveksle med en engel. Men i dag regner eliten og toppen med at alt nok skal løse sig, hvis alle følger en moral og fornuft, de ikke engang selv er i stand til at leve op til.
Så en anden dimension af historien, er, at det ene ideologiske vanvid har fulgt det andet, og mennesket, nationerne, folket, altid først og fremmest har tænkt på sig selv, eller til nød sin stamme.

Jeg er ærligt talt ikke optimist. Jo mere jeg dykker ned i Islams historie, i religionens dogmer, i demografiske forhold, i de nuværende tegn på sammenbrud. Jo mindre optimisme, og jo mere pessimisme sidder jeg tilbage med.

Det er absolut umuligt, at forklare hvorfor på et par timer ved tastaturet, men ikke umuligt at gøre forsøget.

Fornylig har jeg kaldt Islam verdens største guerillaorganisation. Den efterfulgte marxismen, som havde den rolle forud.
Sammenligningen er ikke helt tilfældig.
Vi optimistgør os gerne på den forudsætning, at det er få muslimer, som er terrorister og guerillaer.
Men det samme var tilfældet med Marxisterne. Hvor de var svage og undertrykte, var de kun de få og mest ihærdige, der kæmpede militant. Men det gjorde de nogengange med stor succes. Det samme gør de militante islamister, og netop det at de også kæmper, hvor de ikke har en chance for sejr i overskuelig fremtid, det gør mig til pessimist. Lige så vel som det forhold, at når de gør det, så ved vi ikke hvad vi skal stille op, skynder os at bakke, gå på kompromis og appease, hvilket naturligvis giver mere blod på tanden.
At marxismen mange steder var reduceret til en mindre guerrilafraktion, eller et politisk mindretal, forhindrede jo ikke dennes overordnede succes. Det samme kan man sige om islamismen, som trods alt i forskellige afskygninger har opnået magten i Iran, Gaza, Afghanistan. Fik den i Algeriet, omend den blev fravristet dem. Truer med at overtage Pakistan, som i øvrigt har haft en islamisk diktator. Og mange steder i den øvrige verden er regeringer tvunget til appease islamister, for at holde nogenlunde fast i magten

Men langt mere subtilt bliver det, når vi taler dem som ikke kæmper med våben, men via infiltration i systemet. De behøver ingen KGB i baggrunden. De behøver blot et fælles ideologisk grundlag, og det har de til fulde.

Såvel marxismen som islamismen, har med sin fleksibilitet i forhold til at nå sit endemål, en tendens til at bemægtige sig hele samfund, ideologisk, eller med fuldbåren regeringsmagt.

Og hvor vi i vesten tolererer dissens og forskellighed, og foretrækker et samfund som er religiøst og ideologisk uhomogent, gør de det ikke! De vil have et samfund som er ideologisk fuldstændigt homogent, med andre ord et totalitært samfund.

Marxismen har i høj mistet sin appeal, dog langt fra fuldstændigt, som man kan se når top of the pops i social videnskaberne regner Marx, som en af de største tænkere.
Islam, det er svært at afgøre, hvor mange der er muslimer fængslet åndeligt i et totalitært system. Omtrent lige så svært som at afgøre, hvor mange der var pro-vestlige og pro demokrati, kapitalisme i Honeckers Øst-Tyskland. For muslimer fungerer som deres eget hemmelige politi, holder øje med hinanden, og holder hinanden i skak.
Men det er ikke svært at afgøre, at en del, som de åbent indrømmer i anonyme rundspørger, ønsker sharia gennemført selv i vesten. At en pæn del først og fremmest er muslimer, før de er noget andet.
Og netop disse mest konservative muslimer, er også dem som føder flest børn. Altså er det dem som vil have størst tendens til at vokse ved fødsler, som så skal modvirkes ved, at det så også må være dem, som er mest tilbøjelige til at blive integreret. To forhold, der burde være i åbenlys konflikt, og give ringe udsigter til chancerne for succes.

Så demografisk bliver vi, og i øvrigt de moderate, eller bedre, sekulariserede muslimer, langsomt et mindretal, kuet af en stadigt større gruppe, hvis primære identitet er Islam, og deres primære mål, et islamiske samfund.

Det er for så vidt uomgængeligt. Det kommer helt af sig selv, ved at konservative muslimer bliver flere. Der kommer flere muslimer, som så bor i flere ghettoer og parallel samfund, som så bliver holdt i skak af de mest konservative, og de mest ihærdige, for hvem stort set alle midler der virker, er brugbare.

Stykke for stykke forsvinder demokratiet. Og en fremtid mellem Beirut på en god dag, Og Bosnien under borgerkrigen på en dårlig dag, venter Europa.

Er der nogen vej uden om dette? I teorien, ja, men i praksis, nej.

Hvis Islam kunne forsvinde som skyggen forsvinder for solen, ville vi kort sagt slet ikke have de problemer.

Men det gør Islam næppe. Så derfor kan man håbe på en reform, som dog er et meget spinkelt håb. En reform til en form for Islam, som gør Islam upolitisk, uden sharia, uden jihad og ambitioner om at være verdens største religion, men en privat tro. Jo mere man tilføjer her, jo mere klinger det af falsk og desperat håb. For det er ikke kun 80 procent af muslimerne som skal tage del i denne reformation, men helst 99 procent.

Så i praksis er vi kun overladt til midler, der kan forsinke, eller begrænse pinen. For Islam er drevet af sin helt egen logik, eller mangel på samme. Det har den været i 1400 år. Hverken splittelse mellem muslimer, kaliffer, der vil være kalif istedet for kaliffen, opdelingen i mange fraktioner, konflikter mellem diverse sekter, skismaet mellem moderate og fanatiske. Intet af det førnævnte er nyt i Islams historie. Og intet af det har nogensinde forhindret Islam i at være største trussel mod vores civilisation nogensinde, ja, og større end både Nazismen og Kommunismen - Islam er den eneste civilisation som ikke blot erobrede 2/3 dele af den kristne verden på under 100 år, men også beholdt det meste af det erobrede i århundrede, og gjorde det muslimsk, sikkert og grundigt, skridt for skridt.

At tro at Islam i dag er svag, er at stygt underkende denne gamle ideologi, som har overlevet 1400 år og kan overleve 1400 år mere, så let som ingenting.

Det er os der er svage, ikke militært, men med hensyn til ånd og sjæl, med hensyn til evnen til at overleve på langt sigt, først og fremmest i kraft af, at vi føder få børn, og de føder mange.

Fremtiden består af gamle europæere mod masser af vrede, unge arabiske mænd, for hvilke, vi er beboerne i "luderland", som ikke har vist deres krøsuskulturelle baggrund nok respekt.

Islam er ikke nogen monolit, nej, det er vores egen kultur heller ikke. Der findes heller ingen fælles europæisk identitet, i det EU man nu skaber. Men islam har en fastere kerne og et fast samlingspunkt, som de har haft det i 1400 år, og som har produceret og producerer præcis de samme resultater i 1400 år.

Islam er ikke nogen monolit, men er stadigvæk en del af deres identitet. Der var ikke problemer med at samle millioner af mennesker mod Muhammadtegningerne. Der er ikke problemer med at samle hundreder, eller tusinde i de franske forstæder, til kamp mod, eller baghold af politiet.
Der er ikke problemer med at være enige om at vesten er hedonistisk og dekadent, og 7 procent af de foreksempel britiske muslimer finder det helt i orden at bruge vold, for at ende dette hedonistiske samfund. De vil faktisk se det som en tjeneste, de gør os, ved at få os på allahs vej, og give os chancen for at opnå paradis, ved at underkaste os allahs vilje. Og glem ikke, at det er konservative muslimer, som er mest tilbøjelige til at få mange børn.

Anden generation og tredje generation, har det med at blive værre. De er i identitetskrise, og der vælger de oftest de mest håndgribelige af deres identitetshopping muligheder, nemlig lige præcis det som er lettest og lige ved hånden, nemlig Islam kombineret med andre shoppingmuligheder der signalerer afstand og identitet uden for samfundet. Flere undersøgelser viser, at de unge er mere radikale, at anden generations indvandrere og tredje generationsindvandrere, er mere kriminelle end første.

Det er en udvikling som går i selvsving, spredes som ringe i vandet, og naturligvis forøges som der kommer flere muslimer til via naturlig forøgelse.

Så vi er fanget i en spiral, som hvirvler udviklingen i samfundet tilbage, med en noget nær ustoppelig kraft.

Vi kan dæmpe udviklingen, men de kræfter som styrer den på et dybere plan, er uden for vores kontrol. De dannes i de ghettoer og miljøer, hvor en kultur som er forskellig fra vores, insisterer fortsat på at være det, og sætte sig selv uden for, med at opretholde et fjendskab og parallelverden.

Da de første indvandrere kom til, tænkte de fleste i halvfjerdserne, da det var få og islam ukendt, at det var dejligt med et kulturelt input. Det er erfaringen, der har ændret holdningen, i sig selv en negativ spiral, hvor årsag og effekt ganger sig selv igen og igen, som de dårlige erfaringer vokser, og afstanden og følelsen af at være udenfor og anderledes, ligeledes vokser.
Det er en proces som har sin egen dynamik og kan ikke tales eller ønskes væk. Mennesker er mennesker, og baserer deres handling på deres erfaring. At forvente, at to, så vidt forskellige kulturer skulle finde ud af det gnidningsløst med hinanden, er for så vidt lige så naivt, som at forvente at tvangsægteskab mellem to vidt forskellige personer, mod den ene parts vilje, skulle gå gnidningsfrit.

Det ligger først og fremmest hos indvandrerne at tilpasse sig, og ikke skabe de problemer de gør. For hvis de ikke havde problemer med at overholde loven, med attituder og adfærd i det daglige, med deres markante religiøsitet, ville danskerne ikke engang have bemærket, de var ankommet.

Konflikten mellem Islam og vesten er over 1400 år gammel. Det er noget man ofte glemmer. En gang var konflikten klar og tydelig, ubetinget militær. Vores historie er så forvansket efterhånden, at korstogene betragtes som en forbrydelse, en holdning vi har overtaget direkte fra muslimerne, som altid er ofre og aldrig forbrydere.
Faktum er at Islam erobrede 2/3 dele af den dengang kristne verden, og kristendommen kunne ikke finde ud af at svare igen. Da seldjukkerne begyndte at angribe pilgrimme. Greb man lejligheden til at svare igen. Korstoget gik direkte efter Jerusalem. Jerusalem som Islam den dag i dag tilhører dem, på trods af at flertallet i byen har været jøder og kristne i lange perioder.

Faktum er, at de samme drivkræfter, som drev Islam gennem 1400 år, stadigvæk er der.

Den islamiske verden er stort set en lige så stor trussel som altid, den har blot ikke kræfterne til at aktualisere denne trussel.

Det kan hurtigt forandre sig.

På verdensplan vil muslimernes befolkning vokse til over 3 milliarder inden for de næste halvtreds år, hvis det kan gøre det. Jeg tvivler personligt, omend der er nogle fysiske barrierer som gør det sværere for Islam, at fortsætte en naturlig forøgelse som den i sidste århundrede, hvor islam ottedoblede sig selv. En del af denne skal forklares med længere levetid.

Men 3-4 milliarder muslimer i verden inden for ganske få årtier, er langt fra umuligt. Samtidigt bliver vi selv, ældre, færre, og for så vidt også svagere og Europa, som i en periode var verdens dominerende magt, efter i øvrigt det Ottomanske imperium, Det største imperium siden oldtiden. For Europa er de dage for længst ovre, også som økonomisk stormagt er dagene talte.

Det skyldes ikke kun indvandringen, men en mere omfattende forandring i vores samfund og verdenen som helhed, hvor balancen mellem at nyde og yde er røget og konkurrencen med et Kina, hvor arbejdere ofte ikke får deres lave løn, medmindre produkterne bliver solgt, er helt og aldeles ulige.
Men det gør os sårbare, og det som vi er sårbare i forhold til er indvandringen, som i bedste fald vil betyde det dobbelte eller tredobbelte af de sociale problemer i dag, men helt sikkert flere økonomiske problemer. Men langt værre på sigt, risikere at betyde optøjer som tangerer borgerkrig, sammenbrud af demokrati, eller islamismens gradvise kup af dette. Et Islamisk Europa.

Med de udviklinger og kræfter der er på spil, er der faktisk ikke ret mange muligheder.

Som sagt skal vi ikke håbe på reform af Islam, og den skal i øvrigt været noget nær total, for at have effekt. 10 procent radikale muslimer er mere end rigeligt til at sætte samfundet, globalt og lokalt, på den anden ende og lave ikke blot rav i den, men ragnarok i den.

Så hvad er der af dæmpningsmuligheder og teoretiske løsninger?

1. Vi føder flere børn, lige så mange som dem - en løsning der skaber et endnu større økonomisk problem, end vi allerede har.

2. De føder lige så få børn som os - meget usandsynligt, givet deres struktur med faste rammer for ægteskaber og ikke noget med løse parforhold, og i øvrigt et ønske om mange sønner. Selv ellers mere moderate muslimer vil have en tendens til at holde fast i disse mønstre. De radikale vil helt sikkert ikke blot holde fast, men få 5-7 børn for at kunne få mange sønner.
Kort sagt, så opfatter de vores kultur som hedonistisk og mange afviser tanken om at deres datter skulle have sig en kæreste, som vedkommende ikke bliver gift med og får børn med.
Erfaringer fra England og frankrig, som har haft muslimer i over halvtreds år, viser at de stadig har en højere demografi, end englændernes og andre ikke muslimske indvandrere, som får en lav demografi efter nogle generationer. Deres faste familiestruktur vil altid give en tendens til at de føder flere børn, medmindre den helt nedbrydes og de fuldstændigt assimileres i vores demografiske mønster, hvilket er kontrært til selve de værdier deres tro er baseret på, og dermed de facto kræver opløsning af deres tro.
Ydermere gør vi i vesten nærmest vores bedste for at holde hånden over denne tradition, fremfor at modvirke den.
Endelig skal vi forstå at selv om 2,5 barn i gennemsnit ikke lyder af meget,så er det en stor forskel, sammenlignet med omkring 1,8 barn over tid.

3. En klar politik om assimilation. Den vil angiveligt ikke virke fuldstændigt, da vi taler om en resistent kultur med 1400 år bag sig, men den vil virke på mange, som også ønsker at bryde ud af deres kultur, ud i friheden til at selv at vælge religion og ægtefælle. Denne vil kræve en kamp mod fundamentalistisk islam, med traditioner og holdninger, som der dog tydeligt ikke er den store vilje til at tage i praksis.

4. Standsning af immigration fra den muslimske verden og udvisning af mennesker som har fået ophold på forkert grundlag og er kriminelle, udvisning af radikale imaner og personer som forsøger at knytte, eller har kontakter til terroristorganisationer.
At standse immigrationen er livsvigtig. Da selve nytilvandringen bringer dagen med muslimsk flertal af befolkningen drastisk nærmere. Ligeledes er resultatet at parallelsamfundet styrkes. At tvangsægteskaber fremmes som institution, nærmere end bekæmpes, og der permanent er en tilførsel af nye indvandrere, hvis kulturelle arv kommer til at tage generationer at bekæmpe.

I realiteten betyder det at vægtskålen forflyttes til at gå fra at være muslimer som skal assimileres i et vestligt samfund, til et vestligt samfund som skal assimileres i et islamisk samfund. Lod for lod.

At standse denne immigration er tydeligt utænkeligt i den nærmeste fremtid, altså bliver resultatet, mere for andre lande i Europas vedkommende, end Danmarks, men også for Danmark på længere sigt, at vægtskålen flyttes i favør af en vestlig kulturs assimilation i et muslimsk samfund.
Udvisningen af allerede statsborgere virker også usandsynlig, omend det kunne sende et vigtigt signal, at skal man nyde frugten af Danmark, skal man også opføre sig pænt, og dæmpe en kedelig udvikling. Men det sker næppe, ligeledes som den "stramme" udlændingepolitik er usikker, og selv om den forbliver, vil der konstant blive opdaget huller i den, som vil blive brugt.

Så personligt tror jeg det mest sandsynlige bliver blodsudgydelser i et omfang, vi ikke kan forestille os i dag.

Først og fremmest er den islamiske verden i sig selv en latent trussel. Med snart 3 milliarder borgere, de fleste unge uden fremtid og muligheder, vil de presse sig på endnu mere for at komme ind i Europa, eller ende i kløerne på radikal islam, som har mange penge til rådighed, til at give dem våben og føde.
Begge dele vil lede til en katastrofe, for vi kan ikke modtage disse menneskemasser, og de elsker os mildest talt ikke som det allerede er nu. Altså for mig og se vil uafvendeligt føre til mere konflikt og krig og ultimativt en katastrofe. At få ændret fødemønstret i deres hjemlande, er lige så vigtigt som alt muligt andet. Hvordan man så lige skulle gøre det? Ja, det kan manglen på føde, levegrundlag og boliger i og for sig kun reelt sætte grænser for.
Det kommer til at skabe problemer, og jeg kan slet, slet ikke forestille mig det bliver løst i fred og fordragelighed.

Hvis vi når så langt som til at muslimerne bliver et større mindretal i Europa. Og det gør Frankrig angiveligt. Så vil der også komme konflikt her. Masser af almindelige borgere er vrede over, at den politiske top har trukket det her ned over hovederne på dem, og det vil ende med optøjer og små revolutioner, kan jeg kun forestille mig. Det kræver nu engang småting at udløse sådanne. Et enkelt mord eller lignende, og for muslimerne et enkelt rygte i småtingsafdelingen, kan sende tusinder og på sigt hundredtusinder i gaderne. Det kræver mere for bægeret at blive fyldt, blandt vestlige unge. Men også det vil blive fyldt.
Dette vil angiveligt ikke resultere i noget i første omgang, men på sigt kommer meget radikale løsninger på bordet, fordi intet er gjort ved problemet i årtier. Det er det jeg først og fremmest tror kommer til at ske, hvilket ikke skal forveksles med, at jeg ønsker det skal ske. Nej, grunden til at indvandringen bør stoppes nu og assimilering ske snarest, med symbolske udvisninger, er for at undgå det sker, eller rettere dæmpe omfanget og forsinke processen.

Der er jo også endnu en mulighed. Nemlig at vi foretager os intet, og gradvist overgiver os med dukkede hoveder. Det vil bringe os på sigt, under en eller form for islamisk diktatur, hvor det stærke og hæmningsløse mindretal regerer.

Og der er endnu en mulighed. Muslimerne forsamler sig jo i bestemte områder. Det mønster følger vi selv. Så vi opdeler Danmark i autonome selvstyrende enheder, hvor nogle er muslimske, andre styret af etniske danskere med dansk kulturbaggrund. Det er nok det nærmeste vi kommer at løse tingene i fordragelighed, på tværs over den kulturelle kløft.

Det altså bortset fra deres assimilation i vores kultur og vores sociale mønstre - her tænkes ikke på at de skal drikke alkohol, men specielt på at de anerkender vestlig og demokratisk kultur som ledestjernen og får lige så få børn som os, og giver specielt deres døtre, fuld frihed til at forelske sig i hvem de vil og styre deres eget liv, selv tager ansvar for egen skæbne og ikke skaber problemer.

Hvis jeg skal tage et realistisk blik på ovenstående muligheder i pagt med menneskets natur og det lange historie. Er jeg ikke i tvivl om, at det bliver et blodigt århundrede, som venter denne verden.

Det individuelle og det kollektive samt det relativistiske

Eller læs i overskriften, den gode, den onde og den grusomme.

Lotte skrev en kommentar i går til et indlæg her, som falder godt i hak med, hvad jeg tænker for tiden i denne post:

Jeg har besluttet at give mit svar en selvstændig post, og jeg håber Lotte tilgiver mig, at jeg udvider spørgsmålet lidt. Men her er først Lottes kommentar:

Hvis jeg nu havde en søn, så ville jeg (formentlig) sige til ham, at han under INGEN omstændigheder skal, må tale med muslimske piger fremover. Det er simpelthen for farligt.

Der ER en slagside i den her. EB viderebringer et sagsforhold, der HELT SIKKER skal frem. Og det er jo ikke ny viden. Spørg enhver teenager i København om det.

Vi kommer ikke udenom, at også EB´s dækning af slige sager, denne ikke berøringsangst for at oplyse gerningsmandens etnicitet osv OGSÅ er med til at skubbe i retning af mere ballade.

Jeg spekulerer over, om der findes en anden måde at dække den slags på?

Hvis man på den ene side insisterer på at tale med enhver,så risikerer man angiveligt røvfuld mens man på den anden side efterlader pigerne i et univers, der er helt kritisabelt, hvis man lader være.

Det er en "no win" til begge sider.

Hvad tænker du om det?

Jeg tænker, udover at som Lotte ville jeg anbefale min (hypotetiske) søn at undgå kontakt med muslimske kvinder, uanset hvor meget han kan forsvare sig selv, er der ingen grund til at udfordre skæbnen. Hvorfor skulle min søn lige præcis gøre det, når han kun har besværet og ikke samfundets beskyttelse, eller omtanke på nogen måde?

Skal vi så tage min næste tanke, eller måske mere følelse. Så er det frustration over at overhovedet blive TVUNGET til at forholde mig til den slags.

Hvorfor er det et problem, vi skal forholde os til overhovedet?

Så mit korte svar er. Det er ikke os, der løser dette problem. Det er muslimerne, der løser det. Det er deres ansvar. Det er deres indstilling, den er gal med.

Men jeg har også et langt svar:

I går læste jeg Pascal Bruckners Essay, Enlightenment fundamentalism or racism of the anti-racists?, i den oprindelige version - en forkortet version har været bragt i Information.

Det er noget af det mest interessante, jeg har læst for nylig.

Det er jo synligt for enhver, at multikulturalisterne er dobbeltmoralske. Den tilsvining som de anklager andre for, er praksis for dem selv. Den racisme og monolitgørelse af muslimer de anklager andre for, praktiserer de selv, blot på en anden måde, ved at gøre muslimerne til monolitiske ofre.

Men der en ting mere, der stod mig klart. Vi indgår i samme kollektivistiske anskuelse, når vi regner med at muslimerne ikke selv kan løse kan problemerne, men vi skal løse dem.

Hvorfor ikke bare sige, det er deres problem, det er dem selv, der skaber det. Løsningerne har vi egentlig ikke?

Faktum er, at vi vrider og vrider os selv for at finde løsninger, som ikke er der. Fordi problemets rod er intakt. Og skal problemet fjernes, skal dets årsag væk.

Jeg tænker personligt så det knager, HVAD KAN VI GØRE? - timevis, dag ud og dag ind.

Men når en løsning for mig er at stoppe indvandringen, så vidt muligt. Så er det jo netop fordi, jeg kan ikke komme i tanke om særlig mange løsninger.

Hvem kan?

Vi snakker om integration mig her og der, vi snakker om problemerne spalte op og spalte ned. Men hvor er løsningerne?

Alligevel tager vi det som givet, at vi fortsat skal have indvandring og lade problemer vokse sig større, vi ikke engang har en løsning på i det små.

Det vi kan komme frem til, er slet ikke løsninger, men at lægge låg på dampen - holde dampen på et nogenlunde kontrollabelt niveau. Det er lappeløsninger, som tit skaber nye huller.

Hvad der skal til for at dampen slet ikke opstår, det diskuterer vi ikke.

Vi diskuterer det som givet, at muslimerne ikke forandrer sig, at de ikke selv kan tage ansvar, at de er som retarderede, eller børn som ikke selv kan gøre for det.
Som ikke kan tænke selv eller tage ansvar selv.

Det er som om muslimer er født kroniske muslimer. Kollektive enheder uden individualitet som ikke selv kan tage ansvar. De er ofre, børn, uskyldige og kan ikke selv gøre for det. Det synes kulturrelativisterne. Men når vi søger løsninger, som vi skal finde! Falder vi i samme grøft.

Hvis vi virkelig skulle regne dem som lige, så skulle vi kræve det samme af dem, som vi kræver af andre. Vi skulle kræve de selv gør noget, de selv tager ansvar, at de bliver individer, fremfor en kollektiv karikatur af islamisk tankegang.

Det er ikke kun multikulturalisterne der tænker sådan, det er i princippet alle som mener, at VI SKAL LØSE problemet og de kan ikke selv.

Enter Pascal Bruckner, hvor han først går i kødet på tendensen til at sammenligne den som kæmper mod fascismen med fascister, og så påpeger, at den bedste version af oplysningen i princippet vandt.

(Blokopdelingen, kursiveringen, understregning, osv. er foretaget af undertegnede og det jeg citerer er kun dele af essayet - sæt endelig tid af til at læse det hele):

"It's not enough that Ayaan Hirsi Ali has to live like a recluse, threatened with having her throat slit by radicals and surrounded by bodyguards. She - like the French philosophy professor Robert Redeker who has also been issued death threats on Islamicist websites - has to endure the ridicule of the high-minded idealists and armchair philosophers. She has even been called a Nazi in the Netherlands. (6)

Thus the defenders of liberty are styled as fascists, while the fanatics are portrayed as victims!

...
Similarly, the Enlightenment is often depicted as nothing but another religion, as mad and intransigent as the Catholicism of the Inquisition or radical Islam.

After Heidegger, a whole run of thinkers from Gadamer to Derrida have contested the claims of the Enlightenment to embody a new age of self-conscious history. On the contrary, they say, all the evils of our epoch were spawned by this philosophical and literary episode: capitalism, colonialism, totalitarianism.

For them, criticism of prejudices is nothing but a prejudice itself, proving that humanity is incapable of self-reflection.

For them, the chimeras of certain men of letters who were keen to make a clean slate of God and revelation, were responsible for plunging Europe into darkness. In an abominable dialectic, the dawn of reason gave birth to nothing but monsters (Horkheimer, Adorno).

The entire history of the 20th century attests to the fanaticism of modernity. And it's incontestable that the belief in progress has taken on the aspect of a faith, with its high priests from Saint Simon to August Comte, not forgetting Victor Hugo. The hideous secular religions of Nazism and communism, with their deadly rituals and mass massacres, were just as gruesome as the worst theocracies - of which they, at least as far as communism goes, considered themselves the radical negation. More people were killed in opposition to God in the 20th century than in the name of God. No matter that first Nazism and then communism were defeated by democratic regimes inspired by the Enlightenment, human rights, tolerance and pluralism. Luckily, Romanticism mitigated the abstraction of the Enlightenment and its claims to having created a new man, freed from religious sentiment and things of the flesh.

Today we are heirs to both movements, and understand how to reconcile the particularity of national, linguistic and cultural ties with the universality of the human race.

Modernity has been self-critical and suspicious of its own ideals for a long time now, denouncing the sacralisation of an insane reason that was blind to its own zeal. In a word, it acquired a certain wisdom and an understanding of its limits. The Enlightenment, in turn, showed itself capable of reviewing its mistakes.Denouncing the excesses of the Enlightenment in the concepts that it forged means being true to its spirit.

These concepts are part and parcel of the contemporary make up, to the point that even religious fanatics make use of them to promote their cause. Whether we like it or not, we are the sons of this controversial century, compelled to damn our fathers in the language they bequeathed to us. And since the Enlightenment triumphed even over its worst enemies, there is no doubt that it will also strike down the Islamist hydra, provided it believes in itself and abstains from condemning the rare reformers of Islam to the darkness of reprobation."

Islam er kun en trussel mod os, fordi vi har glemt, hvor vi kommer fra. Vi har glemt at en form for "fundamentalistisk" modernitet og konsekvens af oplysningen sejrede over en anden.

Det var lande, der holdt "fanatisk" fast i demokrati og menneskerettigheder, der besejrede de lande som holdt fanatisk fast i den totalitære ideologi, eller stærke leder.

Men vi har mistet troen på vores egen civilisation. Den selvkritik som er både god og nødvendig til en grænse, har taget overhånd og er blevet til manglende tro på vores egne værdier. Til manglende standhaftighed, hvad angår værdier som demokrati, ytringsfrihed, pluralisme, menneskerettigheder og frihed, individuelt ansvar, oplysning og videnskab, rationalitet.

Vi har med andre ord forvekslet de værdier som byggede det samfund, vi har, med de som gjorde oprør mod disse tanker og skabte nye totalitære samfund.

Hvis vores civilisation skal overleve, må vi også holde stejlt fast på de værdier som har skabt den.

Men så har vi pærevællingen af de traumatiserede, munkemarxistiske, overkritiske, appeasende mennesker - civilisationskritiske mennesker, hvilket betyder udelukkende kritik af vores egen civilisation, som ikke kan skelne mellem barnet og badevandet, eller ikke vil skelne, fordi de er ideologiske modstandere af mange af selve de kerneværdier som vores civilisation hviler på.

De mangfoldige som kalder dem som holder fast i vores værdier og kritiserer totalitarismen for fundamentalister - sammenligner dem med de islamiske fundamentalister som holder fast i helt andre værdier, der udsletter individet og friheden, demokratiet, fritænkningen osv.

Den første løsning, er at vi holder fast i hvem vi er og hvad vores civilisation bygger på og opnår indsigt i og kæmper mod det som nedbryder disse værdier. Vores problem!

Bruckner om multikulturalismen som er bedre beskrevet som en kulturrelativisme, der fylder mere i den reale verden:

Today we combine two concepts of liberty: one has its origins in the 18th century, founded on emancipation from tradition and authority. The other, originating in anti-imperialist anthropology, is based on the equal dignity of cultures which could not be evaluated merely on the basis of our criteria.

!Relativism demands that we see our values simply as the beliefs of the particular tribe we call the West.!

Multiculturalism is the result of this process. Born in Canada in 1971, it's principle aim is to assure the peaceful cohabitation of populations of different ethnic or racial origins on the same territory. In multiculturalism, every human group has a singularity and legitimacy that form the basis of its right to exist, conditioning its interaction with others. The criteria of just and unjust, criminal and barbarian, disappear before the absolute criterion of respect for difference.

There is no longer any eternal truth: the belief in this stems from naïve ethnocentrism.!

Anyone with a mind to contend timidly that liberty is indivisible, that the life of a human being has the same value everywhere, that amputating a thief's hand or stoning an adulteress is intolerable everywhere, is duly arraigned in the name of the necessary equality of cultures. As a result, we can turn a blind eye to how others live and suffer once they've been parked in the ghetto of their particularity. Enthusing about their inviolable differentness alleviates us from having to worry about their condition.

However it is one thing to recognise the convictions and rites of fellow citizens of different origins, and another to give one's blessing to hostile insular communities that throw up ramparts between themselves and the rest of society. How can we bless this difference if it excludes humanity instead of welcoming it?

This is the paradox of multiculturalism: it accords the same treatment to all communities, but not to the people who form them, denying them the freedom to liberate themselves from their own traditions. Instead: recognition of the group, oppression of the individual. The past is valued over the wills of those who wish to leave custom and the family behind and - for example - love in the manner they see fit.

One tends to forget the outright despotism of minorities who are resistant to assimilation if it isn't accompanied by a status of extraterritoriality and special dispensations. The result is that nations are created within nations, which, for example, feel Muslim before they feel English, Canadian or Dutch. Here identity wins out over nationality. Worse yet: under the guise of respecting specificity, individuals are imprisoned in an ethnic or racial definition, and plunged back into the restrictive mould from which they were supposedly in the process of being freed. Black people, Arabs, Pakistanis and Muslims are imprisoned in their history and assigned, as in the colonial era, to residence in their epidermis, their beliefs.

Thus they are refused what has always been our privilege: passing from one world to another, from tradition to modernity, from blind obedience to rational decision making. "I left the world of faith, of genital cutting (7) and marriage for the world of reason and sexual emancipation. After making this voyage I know that one of these two worlds is simply better than the other. Not for its gaudy gadgetry, but for its fundamental values", Ayaan Hirsi Ali wrote in her autobiography (8). The protection of minorities also implies the right of individual members to extract themselves with impunity, through indifference, atheism and mixed marriage, to forget clan and family solidarities and to forge their own destinies, without having to reproduce the pattern bequeathed to them by their parents.

Out of consideration for all the abuses they may have suffered, ethnic, sexual, religious and regional minorities are often set up as small nations, in which the most outrageous patriotism is passed off as nothing more than the expression of legitimate self-esteem. Instead of celebrating freedom as the power to escape determinism, the repetition of the past is being encouraged, reinforcing the power of collective coercion over private individuals. Marginal groups now form a sort of ethos-police, a flag-waving micro-nationalism which certain countries of Europe unfortunately see fit to publicly support. Under the guise of celebrating diversity, veritable ethnic or confessional prisons are established, where one group of citizens is denied the advantages accorded to others.

Indvandrerne er ikke blot set som ofre. Det er forventet, at de forbliver ofre. De er frarøvet en selvstændig identitet. De er frarøvet retten til at være som os, til at leve op til den frihed under ansvar, som vi andre forventes at leve op til, omend vi knap selv forventes at leve op til dette efterhånden, efter som stadigt mere er "samfundets skyld", mens individuelt ansvar er stadigt mindre betydende. Men selv i den relative ramme, forventes der stort set intet andet af muslimerne, end de forbliver de "ædle vilde", de er.

Og hvad langt værre er som Hirsi Ali forsøger at forklare os. Vi beskytter ikke de individer, specielt kvinder, som vil være som os, vi forventer - de facto - at de skal være anderledes end os og undertrykte, en kollektiv gruppe hvor individet ikke eksisterer, ikke længes efter frihed, efter at gifte sig med den de forelsker sig i. At de skal leve i både en fysisk og mental ghetto.
Det er de facto vi gør dette. En del af forklaringen er nok simpelthen, at vi ikke kan forstå at denne æres, klan, kvindeundertrykkende kultur er virkelig og reel på den alvorlige måde.

Nok skal der være ret til at være anderledes, men også ret til at være ens - dog uret til at tvinge andre til at være ens.

De værdier som byggede vort samfund, skal vi ikke blot holde fast i. Indvandrerne skal have den ret til at være individer, som indgår i vestlige værdier. De skal have beskyttelse ikke blot i form af bodyguards, når der er truet på livet, men i mennesker som tilskynder til individuelt valg og ansvar. I mennesker som afviser forsøg på at kollektivisere dem, ghettoficere, offerliggøre og blindt problematisere dem.

I at de skal ses som individuelle væsener, er der også vejen til at bryde isen mellem den antiracistiske blok og den islamkritiske. Som begge ser muslimer som monoliter på hver sin måde.
Der er nøglen til at genfinde os selv, som den civilisation vi er, uden at hænge fast i fortidens spøgelser, som onde imperialister, eller kollektive idealister, nazister og kommunister, osv.

Til at holde fast i de værdier som har skabt vores civilisation og lade muslimer indgå i dem.
Det kan ikke være uden krav. Uden at de betragtes som medansvarlige for egen skæbne. Uden at der skelnes mellem det som er demokratiske, oplysnings og frihedsværdier, og det som ikke er det.

Bruckner fortsætter med en pointe som jeg deler og som er kommet frem mange gange, blandt andet af Mark Steyn i "Multiculturalists are the real racists", men her er Bruckners vinkel:

"The Enlightenment belongs to the entire human race, not just to a few privileged individuals in Europe or North America who have taken it upon themselves to kick it to bits like spoiled brats, to prevent others from having a go.

Anglo-Saxon multiculturalism is perhaps nothing other than a legal apartheid,

- accompanied - as is so often the case - by the saccarine cajolery of the rich who explain to the poor that money doesn't guarantee happiness. We bear the burdens of liberty, of self-invention, of sexual equality; you have the joys of archaism, of abuse as ancestral custom, of sacred prescriptions, forced marriage, the headscarf and polygamy. The members of these minorities are put under a preservation order, protected from the fanaticism of the Enlightenment and the "calamities" of progress. Those termed "Muslims" (North Africans, Pakistanis, Africans) are prohibited from not believing, or from believing periodically, from not giving a damn about God, from creating a life for themselves far away from the Koran and the rites of the tribe.

Multiculturalism is a racism of the anti-racists: it chains people to their roots. Thus Job Cohen, mayor of Amsterdam and one of the mainstays of the Dutch state, demands that one accept "the conscious discrimination of women by certain groups of orthodox Muslims" on the basis that we need a "new glue" to "hold society together."

In the name of social cohesion, we are invited to give our roaring applause for the intolerance that these groups show for our laws.

The coexistence of hermetic little societies is cherished, each of which follows a different norm. If we abandon a collective criterion for discriminating between just and unjust, we sabotage the very idea of national community. A French, British or Dutch citizen will be prosecuted for beating his wife, for example. But should the crime go unpunished if it turns out that the perpetrator is a Sunni or Shiite? Should his faith give him the right to transgress the law of the land? This is the glorification in others of what we have always beaten ourselves up about: outrageous protectionism, cultural narcissism and inveterate ethnocentrism!

This tolerance harbours contempt, because it assumes that certain communities are incapable of modernising. Could it be that the dissidence of British Muslims is not only a function of the retrograde rigorism of their leaders, but also stems from a vague suspicion that all the consideration show to them by the state is little more than a subtle form of disdain, basically telling them that they are just too backward for modern civilisation ? Several communes in Italy are planning to reserve certain beaches for Muslim women, so they may bathe unexposed to male eyes. And within a few years the first "Islamic hospital," complying in all points with the prescriptions of the Koran, may open in Rotterdam. Anyone would think we are reliving the days of segregation in the southern United States. Yet this segregation has the full backing of Europe's most prominent progressives! Theirs is a fight on two fronts: minorities must be protected from discrimination (for example by encouraging the teaching of regional languages and cultures and adapting the school calendar to religious holidays); and private individuals must be protected from intimidation by the community in which they live.

Finally, one last argument militates against Anglo-Saxon multiculturalism: on the government's own avowal it doesn't work. Not content to have serves as an asylum for Jihad for years on end, with the dramatic consequences known to all, the United Kingdom must admit today that its social model based on communitarianism and separatism doesn't work.

Many people scoffed at French authoritarianism when parliament voted to forbid women and young girls from wearing headscarves in school and in government offices (news story). Timothy Garton Ash for his part, who starts his review in Seine Saint-Denis, demonstrates a Francophobia worthy of Washington's Neocons.

Yet now political leaders in Great Britain, the Netherlands and Germany, shocked by the spread of hijab and burqa, are considering passing laws against them (12).

The facts speak against the appeasers, who enjoin Europe to fit in with Islam rather than vice versa. For the more we give in to the radicalism of the bearded, the more they will harden their tone. Appeasement politics only increase their appetite. The hope that benevolence alone will disarm the brutes remains for the moment unfounded.

...
But modern France was forged in the struggle against the hegemony of the Catholic Church. And two centuries after the Revolution it will not support the yoke of a new fanaticism. That is why attempts by revanchist Islamic tendencies such as the Saudi Wahabites, the Muslim Brotherhood, the Salafists or Al Qaida to gain ground on European territory and reconquer Andalousia resembles a colonial enterprise that must be opposed (13). How did Europe and France become secular societies? Through an unrelenting struggle against the Church, and its hold on the right to regiment people's minds, punish recalcitrants, block reforms and maintain the people - primarily the poorest - in the stranglehold of resignation and fear. The fight was extraordinarily violent on both sides, but it brought about incontestable progress and eventually led to the law of the separation of Church and state being passed in 1905.

The superiority of the French model (copied by the Turkey of Mustafa Kemal) is a result of the victory over obscurantism and events like the St. Bartholomew's Day massacre.

How could we tolerate in Islam that which we no longer tolerate in Catholicism? Secularism, which incidentally is written into the Gospels, is based on a few simple principles: freedom of religious affiliation, peaceful coexistence, neutrality of the public space, respect of the social contract, and the common acceptance that religious laws are not above civil ones but reside in the hearts of believers."

Det burde være så indlysende, at det som man så aktivt bekæmpede i kirken, skal man ikke omfavne, når det er langt værre og hedder Islam. Men det er i disse tider så langt fra indlysende.

Bruckner har desværre så utroligt meget ret i at multikulturalisme, i den form den har i dag, er legalt apartheid.

Det er ikke tilladt at skelne mellem skidt og kanel, ikke hvad angår Islam i hvert fald. Dobbeltmoralen lever dog i så bedste velgående, at hvad angår den manikæiske skelnen mellem såkaldte islamofober og racister, såkaldte tolerante og progressive, må man gerne skelne, hvilket siger alt om, hvem der reelt har vundet værdikampen på det område, omend i vores land taber de heldigvis mere og mere terræn og udviklingen går, for at sige det mildt, mod deres teori.

Men vi er ikke tjent med denne mudderkastning. Det er vores civilisations fremtid vi taler om. Ikke blot et spørgsmål om hvem der har de skinnede glorier, eller den bedste tro.

Hvis Islam ikke assimileres i Europa, kommer Europa til at blive assimileret i Islam.

Der er selve kernen i dette spørgsmål, på langt sigt. Hvor langt sigt er for så vidt ligegyldigt.

Et samfund er både kollektivt og individuelt.

Noget er et kollektivt ansvar og andet er individuelt, såvel som noget er både og.

For at nævne et eksempel på kollektivt ansvar, altså noget som primært pårører regering og myndigheder. Så har vi for eksempel lov og orden. Intet individ kan skabe lov og orden. Det er altså overvejende et kollektivt spørgsmål, omend individet kan levere små bidrag.

Som eksempel på noget som er både kollektivt og individuelt ansvar, kan man nævne det at få et arbejde.
Individet kan selv gøre meget for at få et arbejde, tage en uddannelse og forbedre ens kundskaber, arbejde for gode karakterer, færdigheder og blive ved med at søge stillinger.
Men det er også et stort kollektivt ansvar, for individet kan ikke sættes til ansvar for arbejdspladser som ikke er der, eller uddannelsespladser som ikke er der.

Så for at nævne noget som primært er et individuelt ansvar, så er det at adlyde landets love og normer. Det er også et kollektivt ansvar i og med at man sikrer at børn får en god opvækst og skolegang, så vidt muligt.
Men i sidste instans er der kun et menneske som kan beslutte at være kriminel, eller ikke kriminel. Det er i princippet individet selv, altså et overvejende individuelt ansvar i sidste instans.
Det kollektive ansvar kunne udvides, hvis valget stod mellem at sulte eller stjæle. Men i et land som Danmark duer den undskyldning reelt ikke.

Så for at gøre det lange svar på Lottes spørgsmål kort:

Så er det først og fremmest muslimernes ansvar at finde en løsning, på et problem som de selv skaber.
Det er forkert, at vi skal finde løsninger. For der findes ingen rigtige løsninger uden om problemets ophav.

Når det så er sagt. Hvad nu hvis de ikke vil vil bidrage med løsningen, eller bidrage nok med den?

Så må vi stadig stå fast på, at løsningen ligger hos dem.

At holde fast i at mennesker skal have et frit valg, er ikke det samme som at tvinge dem til et specielt valg. Der er en afgrund til forskel og den forskel afspejler den grundlæggende forskel mellem vores kultur og deres.
Friheden skal ikke forkastes, fordi nogle forvalter den på en måde man ikke bryder sig om.
Friheden giver tværtom mennesket mulighed for at forvalte sin frihed på den måde vedkommende ønsker det og det skal respekteres. Såvel som alle indgreb mod denne individuelle frihed aldrig skal accepteres udover hvad lov og orden, barnets tarv påkræver.

Derudover må vi ty til lappeløsninger og rettere mange af dem. for en enkel løsning batter som en skrædder i helvede. Lappeløsninger vil ikke løse problemet, men de vil inddæmme det.

I det her konkrete tilfælde:

Så må vi trodse deres kultur, dem der tør, afkræve at de opgiver deres apartheid.

Men det meningsløst uden lovmæssig opbakning og beskyttelse.

Apartheidforbrydelser som denne må straffes ekstra hårdt.

Ligeledes skal man tænke udover denne problematik og gå i kødet på selve kernen, de arrangerede ægteskaber og apartheiden, simpelthen håndhæve forbuddet mod disse en mere omfattende måde.
Selve tanken om at en muslimsk kvinde ikke kan gifte sig med en ikke muslimsk mand, og at et ægteskab ikke er noget individet selv bestemmer er forkert.

Ligeledes må man gribe hårdere ind over for æresforbrydelser generelt, når kvinden må søge beskyttelse for sin familie, skal der være sanktioner over for familien og trusler om udvisning, selv ophævelse af statsborgerskab, hvis de gør alvor af truslerne, som i sig selv skal straffes hyppigere.

Det skal med andre ord stå klokkeklart, at vi ikke vil acceptere denne adfærd.

Alt andet er at acceptere den og lade den fortsætte og udvide sig.

Dette er dog ikke løsninger, men lappeløsninger. Løsningerne er først og fremmest muslimernes. Det samme er ansvaret.

Så at diskutere problemet uden om dets ophav er først og fremmest forkert. At diskutere løsningen uden de som har hovednøglen er ligeledes helt forkert.
At betragte muslimer som deres tro og ikke som personer, der kan agere individuelt og tage skæbnen og ansvaret i egen hånd, er det helt forkerte udgangspunkt, omend man ikke skal være blind over for de enrettende tendenser i selve Islamtroens opbygning og fuldt afvise disse.

Ellers sagt på en måde. Vi skal kræve af dem, at de er individer og borgere i vestligt samfund, ikke muslimer, som de kan være i hjertet, men ikke i deres offentlige opførsel og krav.

Jeg tror personligt, at der findes få alternativer der:

1. Frafald fra Islam, konvertering eller udvisning.

2. Adoption af en moderat Islam, som får sine egne uddannede imaner og finansieres over skattebilleten, kombineret med forbud mod radikale moskeer og udvisning af radikale imaner.

Islam er nok ingen monolit, men vi skal ikke glemme, at der findes skruppelløse radikale muslimer som vil gøre alt og bruge alle midler, terror, vold, trusler, infiltration af samfundet, true moderate muslimer med helvede og allahs vrede, bortset fra fysiske trusler, for at gøre Islam til netop deres monolit.

Dem skal vi ikke acceptere.

Så vender vi ryggen til både moderate muslimer, muslimerne som individer og vores egen kultur.

Men på problemet Islam findes kun en primær løsning. Dens ophør som tro, eller totale liberalisering og sekularisering og deres komplette assimilation. Det er deres løsning, ikke vores. Vi har kun få løsninger, som ikke er rigtige løsninger, men inddæmninger af problemet.

Hvis i har lyst til mere læsning af Pascal Bruckner, kan et gammelt interview på Uriasposten anbefales.

Essay - Det totalitæres usynlige magt

Mennesket er ikke ondt, men det er heller ikke godheden selv - sådan at forstå, at det besidder en personlig og uafhængig moralsk rygrad, der ikke lader sig knække af ydre pres og vold, social kontrol, intimidering eller autoritet.
De færreste blandt menneskeheden er psykopater, men de færreste er også engle.

Dette udsagn taler historien, og desværre også nutiden til, til ære for sandhedsværdien af.

I historien og i dagens verden har det totalitære alt for let spil. De fleste af verdens nationer er diktaturer i en eller anden form, og selv i de hædervundne vestlige demokratier kan vi ikke sige os fri fra en autokratisk og totalitær kontrol som er mere subtil, end den er nominel.

I Danmark, og mange andre vestlige lande, lever vi en relativt beskyttet tilværelse, der er unik, sjælden, prisværdig, men nærmere undtagelsen end reglen, hvis man ser på historiens gang og den tilværelse som tildeles flertallet på jorden i dag.

Det gør os både naive og tillidsfulde, alt efter om glasset skal være halvt fyldt, eller halvt tomt. Der findes mange eksempler på, hvordan vi retoucherer verden gennem vores medfødte lyserøde briller.

Der findes også eksempler på situationer, hvor denne naivitet bliver direkte skadelig, hvor en formodet godhed, bliver til "ondskab". Hvor en rygradsrefleks af isolationisme eller anti-imperalisme bliver til de facto "ondskab". Ser man på danskernes holdning til Afghanistan, Går en broget flok af anti dit og dat, pacifister, isolationister, hånd i hånd med vaklende opbakning til vores troppers tilstedeværelse i landet. Kort efter 9/11, var det vel kun de mest anti-amerikanske røster, der stillede spørgsmålstegn ved invasionen.
Nu rejser sig der flere og flere kritiske røster, og omend kritiske røster er godt, så er det spørgsmål, der ikke bliver rejst - Hvad ville der ske, hvis vi forlod landet? Svaret er både banalt og brutalt, Taliban ville genvinde magten i hele landet og genskabe et af de mest uhyggelige totalitære samfund, der er set i sidste århundrede. Man kan da kun håbe, at modstanden mod indsatsen i landet, skyldes ren uvidenhed omkring hvad Taliban står for, men det er næppe, desværre, tilfældet.
Jeg husker specielt en dokumentar, med et interview af små børn, der havde oplevet deres mor blive skudt ned foran øjnene på dem, fordi hun havde været så fræk at påtale, at Taliban uden grund gik ind i deres hjem. Dette er kun en enkelt historie ud af mange. Bøger som drageløberen, googling, giver ikke en gang toppen af isbjerget.

Forestil jer at gangstere brød ind i et hjem i Danmark og gjorde det samme. Hvad ville det offentlige ramaskrig være? Et godt bud er vel mere politi og en større indsats mod kriminalitet?
Ville der være nogen overhovedet, der ville foreslå afskaffelse af politiet, at man trak det tilbage, fordi det alligevel ikke kunne forhindre kriminalitet? Nej, vel. Alligevel er det præcis, hvad et substantielt antal danskere mener om vores indsats i Afghanistan.

Og hvad værre er, der findes endda dem som mener, at vi ville gøre Afghanistan en tjeneste ved at gøre det.

Når vi kan være blinde overfor den totalitære magt, i dette spørgsmål. Så er der vel ikke noget at sige til, at det totalitære er yderst succesfuldt - har altid været det, men vil forhåbentlig ikke altid være det.

I Bosnien, blev naboer og venner pludseligt ens bødler i stedet. Vi lever i et samfund, hvor vores menneskelighed ikke for alvor kommer på prøve. Vi kan være flinke på overfladen, uden at vores moralske kompas nogensinde bliver testet i en storm. Men hvis Milgram eksperimentet blev udført her i landet igen, eller en borgerkrig brød ud, så ville sandheden om vores moralske styrke, vores personlige etiske rygrad, komme frem. Poul Martinsen fra DR har interesseret sig bredt for ondskaben i mange år og fastslået, at vi i Danmark ikke fungerer så meget anderledes.
De tyske soldater under anden verdenskrig, som ved østfronten mejede uskyldige mennesker ned på stribe og lod dem dumpe direkte ned i en massegrav. De havde faktisk muligheden for at søge til en anden deling og funktion, men få brugte den mulighed.
Omend man kan sige det danske folk i anden verdenskrig blev prøvet under storm og besættelse, og kom ud af affæren med en etisk rygrad nogenlunde intakt.

Milgram og lignende forsøg viser, at alene med autoritet og med magtpositioner kan man nå langt.

I det gamle Sovjet, i Irak, vil man stadig finde tilhængere af Stalin og Saddam. Her går vi udover det blot autoritære hierarki, til tilbedelsen af den stærke alfa-leder.
Her kommer dyreriget frem i mennesket. Under millioners af års evolution, er det blevet indprentet i os, at vores overlevelse afhænger af flokken vi tilhører, og dens naturlige leder er den stærkeste i flokken.

Her går vi over i den sidste vigtige brik til forståelsen af det totalitæres magt. Det totalitære er nemlig ikke kun succesfuldt, fordi vi til tider tror blindt på autoriteter, eller fordi vi mangler empati i forhold til det som falder uden for flokken. ja, for et fåtals vedkommende, mangler empati over for alt og alle. Nej det totalitære er succesfuldt, ligeledes, fordi vi mangler mod og frygten i blandt er større end alt andet.

De fire største åbne sluser for den totalitære magt er:

Autoritetstro
Tilbedelse af magt og en stærk leder
Manglende empati
Frygt

I vores eget strukturerede samfund er de tre første menneskelige svagheder på forskellige måder tøjlede af kultur og opdragelse, mere var end er, dog. Det i form af et fokus på en selvstændig tankegang og tilværelse, så vidt muligt.
I form af et konsensus-demokrati og et veludbygget lov og straffesystem.
Ovennævnte forhold forandrer ikke menneskets natur, men sætter grænser for dens udfoldelse. Selv i militæret er der ret til at undlade at adlyde en ikke velbegrundet ordre.
Derfor er det netop frygten, der i dag er det mest virkningsfulde totalitære redskab.

For at illustrere det med en lille anekdote, så fortalte min mor, som bor i Sverige, at hun kendte mange som overvejede at stemme på Sverige-Demokraterne, men de turde ikke! Selv om afstemningen er hemmelig, så var de bange for, at man ville kunne se det på dem bagefter.
Hvis nogen kom og spurgte dig, hvem du stemmer på og kiggede dig ind i øjnene, hvad skulle du så som svensker svare, og hvis du ikke sagde sandheden, eller nægtede at svare, hvad ville dine øjne så ikke røbe?
Det er totalitært og autoritært og det virker! Helt uden trusler om vold, arveløshed, eller konkrete trusler om at blive udstødt af det gode selskab.
At det betragtes som et legitimt synspunkt, som knap ingen løfter et øjenbryn over, at ville hive de danske styrker ud af Afghanistan og lade afghanerne sejle i sin egen sø, mens det betragtes som illegitimt og moralsk på den forkerte side, at støtte DF eller Sveriges Demokraterne, eller endda blot stemme på Venstre, viser alt om, hvem der er autoritet på områder ikke omfattet af loven, og hvorledes frygten hæmmer, selv hvor en autoritet ikke har de store sanktionsmuligheder.

Mordet på Theo Van Gogh, og den efterfølgende effekt, at mennesker der ikke tør tegne Muhammad og nu ikke tør lave et print af tegningen, viser hvor lidt der skal til.
Islam er en religion, hvor skarer fastlåst i frygt for helvede, fastlåser sig selv og omverdenen i frygt.
Netop religionerne, specielt Kristendommen og Islam, var de første store totalitære ideologier, som fortsatte og fortsætter, uafhængigt af enkeltpersoner. Med en evig diktator i himlen og en evig trussel om helvedes bål og brand til dem som ikke retter ind, har de opnået, hvad alle konger og diktatorer har forsøgt forgæves, at sikre deres efterkommere magten gennem århundrede efter århundrede.
Det er skræmmende simpelt, og skræmmende lidt der skal til.

Når autoritær kontrol virker uden trusler om vold eller brug af den, uden trusler om arveløshed, udstødning eller lignende. Er der så noget at sige til, at den virker i de samfund, hvor vold bliver brugt, så snart det er nødvendigt? Hvor udstødelse virkelig er udstødelse?
Forestil dig at være født i Palæstina. Selv om du ikke i sjælen støtter Hamas, selv om ønsker fred af hele dit hjerte, ville du turde andet end at stemme på dem, når støtter af Hamas kan stille dig spørgsmålet? Ville du turde smide tørklædet? Ville du turde tale i mod? Ville du turde at give slip på din sjæl og åbent trodse Hamas?

Social kontrol med frygten som våben er en magtfuld faktor. Den bruges af muslimske indvandrere til at sørge for at deres piger ikke snakker med danske mænd og går med tørklæde. Den ville blive brugt af danske unge, hvis et antal mænd pludseligt besluttede at gå med kjole.
For manden vil det foretrukne våben være fysisk intimidering. For kvinden ville det være sladder.
Under alle omstændigheder er der tale om det totalitæres usynlige magt.

Det totalitære findes i alle mennesker, ingen går fri, derfor er totalitære regimer, den dag i dag, succesfulde.