Fornuften på retræte

"The Retreat of Reason" af Anthony Browne, er en lille bog på lidt over 100 sider indeholdende skarp kritik og udpensling af politisk korrekthed. Bogen kan det stærkt anbefales at læse. Ikke fordi den bringer så meget nyt på området, for læsere af denne og andre kritiske blogge.
Men fordi den er logisk og sprogligt velopbygget, samt koncist argumenterer for sin sag - det meget stærkt og simpelt.

Her lidt af sammenfatningen af bogen:

"Starting as a reaction to the dominant ideology, it has become the dominant ideology. It defines the terms and parameter of any national debate. Anything that is not PC is automatically controversial. Across the public sphere, it has replaced reason with emotion, subordinating objective truth to subjective virtue..."

"The aim of political correctness is to redistribute power from the powerful to the powerless. It automatically support those it deems victims, irrespective of whether they merit it, and opposes the powerful, irrespectively of whether they are malign or benign..."

Hans hovedpointe er at selv om politisk korrekthed er dobbelt, det vil sige bunder nogle gange i retfærdighed, så er politisk korrekthed i dag overvejende til mere skade, end gavn - dens fordele forlængst høstet:

Så skaber den blindhed over for Islam.

Gør forbrydere til ofre på bekostning af deres ofre.

Skaber dårlig disciplin i skolen og skaber neddroslede eksamenskrav - dårligere undervisning.

Den gør folk til ofre, ja og hele kontinenter som Afrika, og forhindrer dem i at tage ansvar for deres eget liv.

Forfatteren er engelsk. Så han kunne dagligt finde absurde eksempler på politisk korrekthed og fylde tusinder af sider.

Det gør han heldigvis ikke, men holder sig til enkelte symbolske eksempler og en bred diskussion af emnet og forskellige konsekvenser af politisk korrekthed, som parteres i sine enkelte bestandele.

Men som han påpeger, så er man så langt ude, at man kaster sig ud i en afklapsning af en studine som bestiller sin kaffe hvid - hvilket naturligvis betyder med rigtig meget mælk i - i den politiske korrektheds hellige navn. Det religiøse aspekt af denne, er han ikke blind for.

Det er verden til gengæld, som helst vil fornægte den er politisk korrekt, selv om den er det for fuld skrue og stort set ingen er helt undtaget.

Forfatteren er liberal og mener at politisk korrekthed intet har at gøre med den klassiske liberale model, hvor meningen netop var at alt kunne diskuteres ud fra devisen om; at hvis nogen tager fejl, så er der netop noget at diskutere.

Et samfund som ikke mangler noget, kan tillade sig at blive intellektuelt dekadent, som han skriver. Men i sidste instans kommer samfundet til at mangle sandheden, hvilket i dette tilfælde ikke blot bliver til åndeligt armod, men selv til fysisk fattigdom.

Bogen har en guide til at rense sig for Politisk korrekthed. Den kan jeg lige så vel bringe her:

“When you say something in public, ask yourself are you saying it because it is politically correct, or because you know it to be factually correct? Are you choosing intellectual laziness over emotional discomfort?”

“Be open to self-criticism, and criticism from others.”

“Don’t psychologise those you disagree with: judge what they say at face value, rather than believing there are hidden, dark motives that entitle you to dismiss what they say without thinking about it.”

“Stick to rational, evidence-based arguments, not discussions of emotionally difficult cases.”

“Feel compassion for ‘victims’, but don’t defer to them. If their victimhood is self-inflicted, deferring to them will only entrench their victimhood, rather than help them.”

“Don’t do cultural relativism: stick to a level playing field, and judge everyone by the same ethical standards. Just because someone is a ‘victim’ or a ‘minority’ doesn’t excuse unethical behaviour that you wouldn’t accept in an ‘oppressor’ or a ‘majority’.”

“Don’t feel guilty for something you weren’t responsible for: if you weren’t responsible for it, you can’t be guilty. Visiting the sins of the fathers on the sons is a contravention of the UN Convention on Human Rights.”

“Don’t feel guilt by association. Judge people by what they are in themselves, not by their tenuous links to others.”

“Don’t do zero tolerance. Humanity is not black and white, but many shades of grey. Thinking in absolutes is not thinking at all.”

“Don’t indulge in self-loathing. If you think you should be proud of yourself, and your culture, then be so. Coming from a dominant culture doesn’t make you bad.”

Anmeldelse "The end of faith"

Sam Harris bog er en rejse ind i religionskritik, når den er bedst. Det lidt muntre i den sammenhæng er dog, at Sam Harris har raget sig uklar med andre ateister af den mere kategoriske og militaristiske slags, på grund af sin åbenhed overfor spiritualisme og fornuftsbaseret mysticisme.
Men svaret på hvorfor er enkelt, han afviser ikke, at der er fænomener som er svært forklarlige, han afviser at anerkende ufornuft, og mener den spirituelle verden skal angribes via kritisk fornuft. Men andre ord skal religion ikke have særstilling, hvad angår fritagelse for bevisbyrde eller modsigelse, det åndelige skal undersøges på videnskabelig vis med beviser og accept af modbeviser.
Videnskabelig empiri er netop værdifuld, fordi den er vores dedikerede indsats ud i at undersøge om vores opfattelse af virkeligheden er sand, den leder målrettet og aktivt efter beviser. (s.76)

Religious faith is the one species of human ignorance that will not admit of even the possibility of correction. "The end of faith" s.223

Som han skriver, så er vi ikke mere frie, hvad angår, hvad vi vil tro om gud, end vi er frie til at tro hvad som helst om videnskab og historie. Eller frie til at mene hvad som helst når vi bruger et begreb som "nord" eller "nul". Hvis man have lov til at mene hvad som helst, bør man ikke være overrasket over at andre mennesker ophører med at tage en alvorligt. (s.51)

Men når vi har det fænomen ud i kollektiv absurd ufornuft, med flere milliarder "disciple", så kalder vi det religion. Har den absurde ufornuft færre tilhængere kalder vi den galskab, psykotisk, vrangforestillinger (s.72)
Sam Harris påpeger har religion og tro altid har ført krig med sig, religioner er per definition enten fjendtlige overfor andre, i bedste tilfælde føler de sig blot bedre end andre. De såkaldte ateistiske politiske ideologier var funktionelle trossystemer.

Problemet med religion er manglen på fordele som han formulerer:

"In the best case, faith leaves otherwise well-intentioned people incapable of thinking rationally about many of their deepest concerns; at worst, it is a continuous source for human violence." s.223

Hvis nogen sprænger en bombe i en bus og dræber 20 mennesker, ville nogen af os have svært ved at gætte hans religion? Nej som Harris siger, vi ville være i stand til at sætte vores liv på højkant i gættet.
Dette er tro i aktion, tro er blot ord indtil du tror dem. Men problemet er, når du tror dem, føler du dig berettiget til at handle i overenstemmelse med din tro, og mod dem som ikke deler din tro. (s.12-13)
Martyrbomberen er religionens absurde yderpunkt. Men det gør ikke såkaldt moderat religion meget bedre. Problemet med moderat religion er, at den ikke tillader, at noget kritisk bliver sagt om den ordrette fortolkning af religionen. (s.20) Og skaber den kontekst i hvilken fundamentalisme og religiøs vold aldrig kan blive tilstrækkeligt modsagt (s.45)
Som Harris påpeger, så svigter de moderate både troen og fornuften. (s.21)

De religiøse påpeger ofte skønheden i deres religiøse værker. Men der findes skønne værker som ingen har slået andre ihjel for - Shakespeare foreksempel er fuld af visdom og skønhed, og hvorfor spørger Harris, har gud gjort Shakespeare til en større forfatter end ham selv? (s.35)

Islam og Kristendom i særdeleshed står for skud i bogen.

Kristendommen bragte til verden nok den mest totalitære institution nogensinde, nemlig inkvisitionen, inspireret af oldeguden Jahve i det gamle testamente (5 Moses bog kap.13:12-16), om hvem Harris siger han viste:

"A genius for totalitarism that few mortals have ever fully implemented" (s.82)

Et helt kapitel er dedikeret til inkvisitionen, med mange eksempler på dens absurde adfærd og funktion. Han påpeger, at man kun behøver at tro på et eneste doktrin, uden bevis, for eksempel det at vantro og kættere ryger i helvede, for at blive i stand til hvad som helst. (s.85)
Her er vi ved kernen i problematikken i de to religioner, et alt eller intet monopolsyn på frelsen eller vejen til paradis.

Begge deler desuden en skræmmende antisemitisme som har resulteret i de forfølgelser og mord som kulminerede i holocaust, og det er en bombe som tikker videre den dag i dag . (s.92-107) Hitler var Katolik, og det siger en masse, at han aldrig er blevet ekskommunikeret lige som Galileo der ikke blev absoluteret før 1992. (s.105).
Antisemitismen lever den dag i dag, i både de amerikanske kristnes tro på jødernes ret til Israel og støtten til samme. I begge religioners forventning om de sidste dage, hvor Armageddon skal blive til virkelighed, en profeti som det er sandsynligt bliver selvopfyldende, og den lever i de muslimske lande glødende antisemitisme og forventning om de sidste dage, som profeteret af Muhammad, hvor muslimerne skal dræbe jøderne. (s.154)

Reagan, den for nogen "glorværdige helt" havde de to radikale eskatologiske prædikanter, Hal Lindsay og Jerry Falwell i sine nære cirkler (de samme to er stadig inde for i varmen delvist ) Men Reagan skulle have sagt i 1971, at alt er på plads for Armageddon og Kristus andet komme. Et synspunkt som de radikale kristne taler åbent om, specielt Falwell og Lindsay. (s.153 og s.266)
I USA mener 70 procent af befolkningen, at det er vigtigt at deres præsident er stærkt religiøs. (s.230)
Kristendommen farver også politikken i USA, hvad er ellers forklaringen på at anal og oral sex er forbudt i 13 stater den dag i dag? (s.160)

Et af vores problemer i dag er, at vi har overlegen våbenteknologi og verdensmagt, delvist i hænderne på mennesker præget af et komplet irrationelt tankesystem langt ovre på den modsatte side af middelalderen. (s.224)
Hvad angår Islam, er dette et alvorligere problem end man umiddelbart skulle tro. Som Harris skriver, så er den eneste fremtid fromme muslimer kan forestille sig, en hvor de vantro er blevet underkastet Islam. Hvis moderat Islam eksisterer, gør den et lige så godt job med hensyn til at gemme sig, som moderat Kristendom gjorde for 600 år siden. (s.110-111)
I kritikken af Islam, kommer man ikke uden om tekstuel kritik, som Harris påpeger:

"On almost every page, the Koran instructs observant Muslims to despise non-believers" (s.123)

Der tager han ikke helt fejl.

Mange undskylder islamisk fundamentalisme med imperialisme, fattigdom og manglende læseevne, osv.
Men som Harris påpeger, så kommer vi ikke uden om essensen i de religiøse tekster. En fundamentalistisk jainisme ville ikke true nogen som helst. Problemet er religionens tekster i sig selv. (s.148)

Tro og fornuft står i opposition, men det gør kærlighed og fornuft ikke, eller for den sags skyld spiritualitet og fornuft skriver Harris. (s.165)
Sam Harris bevæger sig nu langsomt mod det etiske spørgsmål. Religion siges at bibringe etik. Men faktum er, at etik har eksisteret glimrende i samfund uden dogmatisk religion og gør det den dag i dag.
En rationel tilgang til etik bliver virkelighed i det øjeblik, vi gør os det klart, at rigtigt og forkert er basalt set et spørgsmål om andres menneskers lykke eller lidelse. (s.170)
At sige at religion er fordrende for moral, er at overse i hvor høj grad den begrænser samme.
Under alle omstændigheder er det fuldt muligt for ikke religiøse, at have en moral der er langt højere end de religiøse.
Harris spørger, hvad vi kan gøre for udbrede vores moralske sympati udover vores snævre identitet, religiøst, etnisk, national?
Svaret er simpelt:

"We can be reasonable. It is the very nature of reason to fuse cognitive and moral horizons. Reason is nothing less than the guardian of love" (s.190)

Bogen indeholder mange betragtninger. Det er ikke muligt at gengive dem alle. Men bogen kan absolut anbefales. Den er en udfordring til vores fastlåste tankevirksomhed, et kald til fornuft og til at ophøre med at acceptere og frede en kollektiv ufornuft ud i det absurde, som i øvrigt gerne påberåber sig frihed fra nogen som helst korrektion.

Our credulity must scale with the evidence (s.165)