Uh det var noget dyrere end jeg troede

Kom lige i tanke om at man faktisk kan tjekke, hvad det koster med de offentlige ansatte hos Danmarks Statistik.

Selv om tallet tæller både kommunernes og statens udgifter til offentlige ansatte, så hvis vi tager beløbet fra 2008 ligger det faktisk ganske tæt på Løkkes ti milliarder, nemlig knap 9 milliarder. Når man dividerer det fulde beløb med 37.
Nu er det så her både kommunerne og staten og ikke kun staten, der påføres de ekstra omkostninger.
Da ikke alle offentlige medarbejdere arbejder 37 timer, kan det det kun bruges som et hint. Samtidigt inkluderer tabellen blandt andet offentlige selskaber, som må være F.eks DONG og de står for 27 mia. kr. af lønudgifterne og tjener angiveligt de penge ind igen nogenlunde.

Ikke mindre end 332,5 milliarder af de samlede offentlige udgifter på omkring 1000 mia. kr. går til lønudgifter ifølge denne tabel, hvilket svarer til en gennemsnitsløn på 332.563 kr. om året, når jeg regner med 900.000 ansatte.

Det er dog stadig ganske misvisende, når Løkke siger det vil koste 10 mia. mere, for en del af de her penge ryger tilbage i form af skat og moms osv. Angiveligt over halvdelen.

Så hvis S og SFs udvidelse af arbejdstiden skal bringe 15 mia. i statskassen, så skal der tages højde for, at der skal tjenes ind til de offentligt ansatte først, såvel som i øvrigt, at kommunerne får nogle af skatteindtægterne, så hvis vi siger, at staten skal tjene 20 mia. kr. fra det private arbejdsliv før den kan betale sine offentlige medarbejdere for at arbejde og samtidigt 15 mia. netto i statskassen.
Så skal den have cirka 20 mia. divideret med de cirka 1,8 mio. private medarbejdere, hvilket giver 11.111 per private ansatte og divideret med 52 uger er det 213 kr. for den ekstra time.
Da de 213 kr. som ryger i statskassen angiveligt kun repræsenterer omkring 1/3 del, af hvad den private medarbejder faktisk tjener, for de 213 kr. er kun dem som netto ryger i statskassen, så skal den gennemsnitlige private medarbejder inklusive kassedamen, frisøren, osv. altså tjene 639. kr for den ekstra time brutto. før så meget kan ryge i statskassen netto.

Som sagt da kassedamen næppe vil skabe så meget værdi, ved at arbejde mere og det gælder mange virksomheder. Så er der altså nogle som skal tjene rigtig meget ind for at så mange penge kan ende i statskassen. Hvis de kan tjene så store beløb, hvorfor skulle de ikke ansætte ekstra under de nuværende 37 timer, eller lade deres medarbejdere arbejde overtid?

For at en virksomhed kan smide 100 kr. i statkassen, skal den tjene på bundlinjen omkring 400 kr. og for for at en medarbejder kan smide 100 kr. i statskassen skal han tjene omkring 250-300 kr i timen.

Selv hvis vi siger 40 pct. ryger i statskassen og ikke 33 pct. som jeg har regnet med her. Så er vist fortsat noget tvivlsomt, at staten får så meget ud af, at vi arbejder en time mere. Kommunerne får så også lidt ud af det, via kommuneskatten

Mange af de penge, som S og SF regner med at kunne opnå, er der simpelthen ikke. Ergo de vil øge underskuddet, som de nuværende regering allerede undervurderer, og der vil komme en væsentlig rentebyrde over de nuværende 29 mia. kr. detunder en regering der har lovet, at der ikke vil blive skåret i velfærden, hvilket på sigt betyder, at de skattehævninger de har luftet nu, kun bliver begyndelsen, de er ikke tilstrækkelige, hvis de fortsat vil undgå nedskæringer i det offentlige.
Det bliver en rigtig dyr regering.

Sig navnet

Kodeordet: "kan ikke udelukkes" i økonomisk jargon, er et man skal holde øje med. Økonomer ved hvor sensitivt markedet er, og vil ikke puste til ilden. Det tolkes sikkert som alt er ok hos mange.

"Kan ikke udelukkes" blev også brugt om Grækenland indtil for nylig, nu tør man godt bruge ord som "frygt" og "risiko" :)

What´s next?

Tja Spanien og Portugal, men stopper det der?

Nej, der er mere som ikke kan udelukkes:

De internationale finansmarkeder har en interesse i at vise, at landet er ved at gå bankerot. I første omgang tjener de masser af penge på de ekstreme renter. Derefter bliver landet reddet af EU - og så har spekulanterne ikke mistet noget, siger Svend E. Hougaard Jensen, professor på CBS i København til P1 Business.

Kan nå til Nordeuropa
Derfor mener professoren også, at der er en stor risiko for, at finansmarkederne vil presse et nyt land ud i tovene i jagten på hurtig profit.

- Selvom vi føler, vi har løst den græske krise, så kan det sprede sig til fx Spanien og Portugal. Finansmarkederne tjener så mange penge på det, at det er svært at stoppe, siger professoren, der heller ikke udelukker, at de også kan spekulere mod et nordeuropæisk land med stor statsgæld.

EU sagde det i går, statsgælden i eurozonen er virkelig truende og fokusset er på ........................ . Find selv det nordeuropæiske land i farezonen:

Det er i det land man i valgkampen taler om bankernes uansvarlighed, med hensyn til at låne penge ud.

Sådan er kapitalismen, og det er sørme synd. Men kommunismen skabte mere elendighed og skabte faktisk meget lidt velstand og socialismen bruger for mange penge.

Det er for så vidt ikke anderledes, vi er alle kapitalister med de penge, vi har på bankontoen og i den forstand at vi ved godt her, at vi ikke kan bruge løs uden omtanke, på alt det vi nu lige synes, vi mangler.

Når det ryger op i det abstrakte statsbudget, så bliver vi rigtig abstrakte og glemmer at der findes også en konto med en begrænset sum.

Renterne er pt. lave. Det bliver de ikke ved med. Så skal staterne til at betale høje renter, før de overhovedet kan betale af på gælden og bruge flere penge på velfærd. Alternativt kan de gå bankerot, spare kraftigt, omstrukturere gælden så investorerne taber penge og holder sig langt væk fra England i fremtiden eller kræver megarenter.

Kort sagt ingen gode alternativer.

England, ja nettogælden for 2010 forventes at stige med over 20 pct. :

In the following or forecasted year, 2010, General Government Net Debt (% GDP) for United Kingdom was or will be 75.06 %, which is 20.84% more than the 2009 figure.

Med et BNP på 12.500 milliarder kroner, taler vi altså om renter, der skal betales af rundt regnet 9400 milliarder kr.
Lad os se på lidt obligationsrenter, for de er indtil videre ganske gunstige på det kortsigtede renteniveau. Så lad os nøjes med en medianrente på 2,5 pct. Så skal englands stat "kun" betale 235 milliarder kroner i renter om året, før de kan afdrage på gælden og bruge flere penge i det offentlige.
Stiger renten så til 5 pct. så taler vi naturligvis det dobbelte. osv. ud af et offentligt budget på cirka 4400 milliarder kroner, skal England altså betale over 5 pct. eller 10 pct. i renter alene, alt efter, hvordan renten udvikler sig og for at nedbringe gælden, skal der enten skæres mere end 5-10 pct. i budgettet eller indtægterne skal forøges.

For at perspektivere, så er der også en nettogæld i Danmark. Den er mere interessant end bruttogælden, hvor der for alvor tjenes ind på gyngerne, hvad der mistes på karrusellen.
Der er en forunderlig tavshed omkring nettogælden for tiden.

Nettogælden er per marts måned 2010 på 329 milliarder for staten og vi tjener også lidt på gyngerne her, da dem staten selv har lånt ud til, angiveligt betaler mere i rente, end vi gør på vores gæld. Det bemærkelsesværdige er, at regeringen ikke reklamerer med forholdet som i 2007, da nettogælden var på vej til at blive afskaffet. Pudsigt :) Søg på google og led forgæves.

Hvis statens renter er på 2,5 pct. så skal vi betale sølle 8 milliarder, eller 20 pct. af hvad det koster at have folk på efterløn. Ikke sådan at forstå, at hvis vi afskaffede efterlønnen ville vi både kunne afdrage på gælden og betale renterne. Nej, sådan fungerer det ikke, dem på efterløn ville angiveligt blive arbejdsløse og en del ville søge førtidspension i stedet.
Det viser på en måde den håbløse situation, for hvor vil man spare, så man virkelig sparer?

Danmark BNP i 2009 var på 1740 milliarder, så indtil videre taler altså en statslig negativ nettogæld på omkring de 19 pct. af BNP med udgangspunkt i BNPet fra sidste år.

Men det mest interessante perspektiv, er hvor meget nettogæld regeringen forventer i 2010. Den forventede i konvergensprogrammet for 2009, at Danmarks nettogæld bliver positiv på 1,8 pct. af BNP. Og her er der så både tale om statslig og kommunal gæld, men vil personligt blive utroligt overrasket, hvis kommunerne har positiv nettogæld overhovedet.

Politikerne er notoriske for at dybt underestimere både væksten i offentligt forbrug og med al sandsynlighed også Danmarks gældssituation i fremtiden og har i mine øjne en overdrevent optimistiske tiltro til, hvor hurtigt indtægterne som krisen kappede bort vender tilbage til statskassen.


Situationen er ikke nær så graverende som Grækenlands og Englands, men deres situation vil sænke tempoet i vores vækst og det vil smitte.

Så Løkkes spareplan er ikke nogen hestekur, men et stearinlys ude i det fri hvor det blæser og regner.

En lille grafisk præsentation af 15 års kamp mod nettogælden, der aldrig blev vundet, heller ikke i 2007, og nu er sat tilbage igen med stejlt stigende kurve op ad.

Spørgsmålet er så, hvilke spareknapper er der at skrue på i dag, som der ikke allerede er skruet løs på og hvor højt nettogældsbølgerne vil stige til de kommende år?

De Radikale falder ned på jorden

De Radikale opgiver nu, mere eller mindre, kampen mod 24 års reglen og tilknytningskravet.

I stedet vil de fokusere på kamp mod Robin Hood skatteoplægget:

I avis-interviewet - foretaget fredag, men først bragt onsdag - erkender Margrethe Vestager, at slaget om udlændingepolitikken alligevel er tabt på forhånd:

- Jeg kan konstatere fuldstændig nøgternt, at uanset hvor meget jeg er imod 24 års regel og tilknytningskrav, så kræver det 90 mandater at få det ændret, siger hun og fortsætter:

- S går ind for reglerne, og SF har accepteret dem, så derfor har det godt nok lange udsigter at samle de 90 mandater.

Helt nede på jorden, er man dog ikke endt.

Selv om de radikale er modstandere af millionærskatten og de varslede stigninger i selskabsskatten.

Så mener De Radikale dog, at man på anden måde bør gøre livet mere besværligt for det danske erhvervsliv, og save den gren over, som er det indtægtmæssige grundlag, for alle de verdenfrelser og velfærdsinflationære tiltag, som oppositionen ellers gerne så indført:

I udspillet "Skat der virker" ønsker de Radikale højere grønne afgifter, især for erhvervslivet og transport, samt en markant lempelse af topskatten.

De Radikale kræver grænsen for topskattebetaling hævet med 50.000 kr., så topskat først skal betale af indkomster over 460.000 kr. Idag betaler mange almindelige lønmodtagere topskat - herunder mange lærere og sygeplejersker, siger partiet.

Både Socialdemokraterne og SF afviser at lempe topskatten. Skal skatten lempes, skal det ske i bunden, ikke i toppen, siger de.

Stem for et Danmark med mådehold, der bevarer pengene til en indsats hvor den er strengt nødvendig, og bevarer grundlaget for denne indtægt. Fremfor at skabe en generel inflation i velfærd, som vi ikke har råd til, ender med gæld og dermed yderligere udgifter.

Tiden er løbet fra Robin Hood politik og der bliver mindre penge til velfærd per dansker i fremtiden.

Bonus læsning:

De penge kan kun findes to steder via besparelser eller via forhøjede skatter – hvis man altså går uden om den reelle, men politisk urealistiske tredje mulighed, der hedder en afskaffelse af velfærdsstaten. Og den udfordring er ifølge Greve langt mere væsentlig at se på end f.eks. en vækstpakke, som tvivlsomt kan nå at blive sparket i gang, fordi der allerede er mange investeringer i gang i anlægssektoren. Det er problemet med underfinansieringen af de offentlige udgifter, der er den virkelige udfordring. En problematik, der formentlig vil ramme os i 2011. Og det vel at mærke oven i den finanskrise, som vi, hvis uheldet er ude, stadig kan mærke...

Det Økonomiske Råd hos vismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.

»Olien er inde over, fordi indtægten er aftagende. Det er nogle dejlige indtægter, der forsvinder, som sammenholdt med det måske vigtigste – den stigende forsørgerbyrde – gør, at reformer er nødvendige. Det er selvfølgelig en indtægt, som vi skal lære at klare os uden,« siger Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.

Pakistan - verdens terrorstat nummer 1 - del 2

I 1970`erne voksede radikale islamister i både antal og i fanatisme og mod. Som min tidligere artikel beskrev, blev Pakistans militær i stigende grad infiltreret af Jamaat - e - Islami. Og Pakistan endte i hænderne på en islamistisk diktator, Zia - ul - Haq.

Men i 1979 skete der tre begivenheder på en gang, som rystede den islamiske verden og som alle, på hver sin måde, skulle spille en rolle i at radikal Islam er et stigende problem i dag.

Den største var den islamiske revolution i Iran, som jagede skræk i livet på de mange, mere eller mindre, sekulære regimer i den arabiske verden.

Den anden var terror angrebet i selve Mekka rettet mod den store moske af 1300-1500 militante.
Et angreb som efterlod omkring over 370 døde.

Den tredje var Sovjets invasion af Afghanistan, for at hjælpe den kommunistiske regering med at bekæmpe de lokale muhajedins, som USA var begyndt at støtte i 1973, det på trods advarsler om at dette ville styrke islamisk fundamentalisme.

Disse tre begivenheder til sammen kom til at betyde en kraftig acceleration i udviklingen af radikal Islam. Radikal Islam i den forstand, at den ønsker teokrati med sharia og afviser sekulære regimer, demokratier, og i øvrigt er tilhænger af khalifatets genopståen og en genoptagelse af jihad mod de vantro regimer - sekulære arabiske inklusive.

For Saudi Arabien blev kuppet mod den store moske en øjenåbner i forhold til at denne form for radikal islam var vokset til et problem som gik op over knæene på kongeriget.
Selv om de ansvarlige for kupforsøget blev henrettet, var det generelle svar appeasement, ved at Saudi Arabien indførte mere islamisk konservative love og i øvrigt begyndte deres økonomiske sponsorat af Wahhabisme for alvor.

Ydermere sendte den Iranske revolution muslimske masser ud i gaderne under sloganet "Død over Amerika", (Hvor spontant det var, kan diskuteres, såvel som hvem stod bag), hvilket ikke blot var et tegn på en islamistisk revival, men for den kvikke arabiske leder, også en hensigtsmæssig lynafleder i forhold til et uheldigt fokus på dem selv.

Pakistan henvendte sig til Saudi Arabien, for at få penge til krigen mod kommunistregimet i Afghanistan, hvilken krig for Pakistan vedkommende, var drevet ikke blot af islamistisk jihad tankegang, men også simpel geostrategisk frustration over for et naboregime med et nogenlunde venskabeligt forhold til Indien, eller for at undgå krigsherrer med Indien som allieret skulle vinde.

På det samme tidspunkt begyndte Pakistan at udvikle atomvåben. Så fra Saudi Arabisk perspektiv gav involveringen i Pakistan rigtig god mening.

Det gjorde det af flere årsager:

1. Dels at have en ekstra allieret som var militært stærk. Pakistan sendte foreksempel tropper til Saudi Arabien for at beskytte Mekka under den første Golf krig og har haft 15.000 soldater i Saudi Arabien i halvfjerdserne og firserne.

2. Dels for at vise deres islamistiske modstandere, at man var på den "rigtige" side.

3. Dels for at beskæftige de mest militante islamister med noget andet, end at lave terrorangreb og plotte mod kongedømmet.

Så Saudi Arabien blev altså følgende kraftigt involveret i Pakistan, ikke blot i form af støtte til regeringen og muhajedinerne som kæmpede i Afghanistan, med både store pengebeløb og bidrag i form af tusindvis af Saudi Arabiske "hellige krigere" - 20.000 ud af 100.000 udenlandske hellige krigere i alt.
Men involverede sig også kraftigt i finansieringen af radikale moskeer, som de i øvrigt også gør på verdensplan (Indonesien med sin store befolkning er et andet fokusområde for spredningen af Wahhabisme), og udbredelsen af ekstremistiske religiøse koranskoler, madrassaer, som i dag måske er så mange som 40.000 og har op til omkring 2 millioner studerende i Pakistan.
Spredningen ville ikke have sket uden Saudi Arabisk finansiering.
Saudi Arabien har også bygget hovedandelen af USAs 2000 moskeer, hvilket igen viser det geostrategiske fokus i denne spredning, selv om Saudi Arabien nu har indrømmet, at deres sponsorering af Wahhabisme fremmer radikal Islam.

I Danmark har Saudi Arabien også tilbudt at betale en stormoske i København til en kvart million. Dog strandede det på, at de ikke ville betale grundens pris som var 160 millioner.

Som nævnt i den forrige artikel ønskede Pakistan at Saudi Arabien sendte en kongelig prins, for at deltage aktivt i samarbejdet, som et tegn på deres dedikation.

I stedet sendte de Osama Bin Laden, som samarbejde med den Saudi Arabiske efteretningstjeneste - han havde forbindelser til dem som minimum - for at rekruttere hellige krigere fra den arabiske verden.
Samtidigt blev madrassaerne altså til udklækningscentraler for hellige krigere, ud af den store fattige befolkning i Pakistan. Mange af dem har militær træning som en del af undervisningen og er knyttet til træningslejre for muhajedins. Som den jeg nævnte for nylig, hvor 200 børn var blevet hjernevasket til at dræbe selv deres forældre.

Under krigen i Afghanistan udbygges relationen mellem taleban og Bin Laden med ISI, den pakistanske efterretningstjeneste. Båndet mellem dem eksisterer den dag i dag, hvilket er hovedforklaringen på at Al Qaidas top stadigvæk er uberørt og har base i Pakistan, nærmere end Somalia eller Sudan.

Stik mod hensigten går meget, det meste, af USAs og Saudi Arabiens støtte til Muhajedinerne, til udviklingen af Pakistans atomprogram og ISI. USA var knap så begejstret for tanken om Pakistan med A-våben og overvejede at lave et luftangreb mod de nukleare faciliteter i 1979.
Det er dog spørgsmålet om ikke Saudi Arabien har været meget tidligt involveret i Pakistans udvikling af atomvåben. Allerede i 1981 tilbyder Saudi Arabien Pakistan penge målrettet udviklingen af A-våben, under betingelse af, at de ikke deler viden med Iraq og Libyen - Noget A. Q. Khan dog sidenhen gør, som han gør det med Nord Korea og Iran. Skridt han næppe har fået lov til at tage uden støtte i ISI.

Der har været rygter om at Saudi Arabien allerede har atomvåben, som de har fået overleveret i færdig stand fra Pakistan. Dette benægtes dog af Saudi Arabien, men de vil ligeledes benægte at de har et selvstændigt atomvåben program under udvikling, hvilket er noget tættere på en officiel hemmelighed.

I de seneste år har forholdet mellem Pakistan og Saudi Arabien udviklet sig til en hemmelig "Atomvåben pagt", billig olie for A våben, i følge højtstående kilder. Dette benægtes naturligvis af begge lande. Saudi Arabien har allerede missilerne, videnskabsfolkene og det basale på plads.
Pakistan siger de har en klar politik om at ikke sprede disse våben, hvilket A. Q, Khan så er et levende bevis på, at denne politik har modifikationer.
ISI siges dog at være en stat i staten, så hvad de gør, er ikke nødvendigvis godkendt af den tilsyneladende regering i Pakistan.

Faktisk er problemet, at den verdslige regering i praksis er uden indflydelse langt hen af vejen.

Det er også hovedproblemet i den nuværende konflikt, PAKAF, hvor Taleban er praktisk talt urørlige og hvorfor det aldrig har været klart om Musharref faktisk var et dobbeltansigt, eller blot kæmpede for den smule indflydelse han havde.

Pakistan dobbelte rolle i støtten til Talebans magtovertagelse, og efterfølgende modarbejdning af nedkæmpelsen af dem, samt involveringen i 9/11 bliver temaet for tredje artikel.

Den Post Demokratiske tidsalder 2

Dette er en opfølgning på en tidligere post om den post demokratiske tidsalder, baseret på hvad handels kommissær, Peter Mandelson, angiveligt har sagt:

"The age of democracy is over. We are now in the post-democratic age".

Allerede i mine unge SF dage, var jeg skeptisk over for EU. Det lugtede langt væk af afskaffelsen af demokrati, hvor meget subsidiaritetsprincip de end snakkede.

Peter Mandelson citatet er måske fake? Men at vi lever i en post demokratisk tidsalder er ikke og dette citat er mig bekendt ikke fake, men betegnende for EUs aktivitet, fra en artikel af Fjordman:

Jean-Claude Juncker, Luxemburg’s prime minister, once described the EU’s “system” in this way: “We decide on something, leave it lying around and wait and see what happens,” he explained. “If no one kicks up a fuss, because most people don’t understand what has been decided, we continue step by step until there is no turning back.”

Så det er vigtigt, to kick up a fuss, sparke lidt til støvet i blandt, omend man højst kan forvente i recirkulering af præcis samme idé, sneget uden om demokratiske beslutningsprocesser som Lissabon traktaten:

Og som denne herre fra The Economist, columnist Charlemagne [Gideon Rachman] har beskrevet:

“What Mr Juncker and those who think like him are trying to do is, in essence, to drown opposition to European federation in a mass of technical detail, to bore people into submission. As a strategy, it has gone a long way.

Er det noget man kan genkende? Well hold selv øjnene åbne, som en lille interaktiv oplevelse, prøv som eksempel at slå "gummiparagraffen" op på google, er det noget du har hørt om før?

Hvilket bringer mig til denne her tekst, jeg lige fundet, som jeg ikke er enig med alt i, men smid endelig ikke barnet ud med badevandet:

“The X-Files is about one of the most important philosophical problems of our everyday political lives—publicity. The secrecy of contemporary governments is destroying democracy by undermining one of the pre-conditions without which democracy is not possible. Democracy requires that citizens make informed decisions about public policy; that cannot be done without publicity. If political leaders are making decisions in secret, those decisions are outside the scope of public discussion and argument. They are undemocratic. ”

Informeret debat er en komplet nødvendighed i udfoldelsen af demokratiet. Denne debat forsøger EU så vidt muligt at forbi passere, uden selv at sparke støv op, på listefødder.

Manglen på informeret debat, informerede beslutninger, hemmelige beslutninger, eller åbenlyse hvis konsekvenser og detaljer bestemmes absolut af en domstol. Alt er skadeligt for demokratiet, og det er hvad EU i høj grad har betjent sig af. Dermed bliver det også hvad EU faktisk primært står for.

Til medierne:

There is a free press in the USA, but it is caught up with being respectable and conventional. It trusts conventional sources and conventional evidence.

The writers of 200 plus years ago such as Immanuel Kant and Jeremy Bentham and Thomas Jefferson and even John Stuart Mill assumed that a constitutionally free press guaranteed that the truth would come out. In our own time we have discovered that a comfortable, establishment mass media monopolizing most of the normal ways people get their information can have problems truth-telling and truth-seeking.

One of the greatest philosophers of the twentieth century said, “The safest general characterization of the European philosophical tradition is that it consists of a series of footnotes to Plato.” That’s an exaggeration, of course, but only a slight one, and only slightly less of one than saying that politics is also a series of footnotes to Plato. In the interest of social stability and absolute loyalty Plato thought it was not just permissible but necessary for the rulers to lie to their subjects. These lies are Noble because instead of trying to advance their personal wealth or status, the rulers are trying to advance the interests of the citizens. In our recent political history Watergate is the most widely discussed example of the Noble Lie. President Nixon, and the other members of his administration, was engaging in deception on several levels, but while he was drowning, Nixon claimed that no one intended to profit from the deceptions; they had the interests of the citizens in mind.

Beyond this ethical reason for democracy there are some good practical reasons for it. Democracy generates consent: People make the rules and they have ways to change the rules using their political institutions. You don’t have to have a bloodbath to get rid of a bad ruler like Claudius in Hamlet. Leak it to the newspapers, haul him into court, have an election. There’s less drama, but there’s much more order because people can go about their business. They are “represented” by the whole design of democracy. (Sure, plenty of people are overrepresented and underrepresented in the real democracies we all know including the USA, but the solution isn’t less democracy, but more.)8

In Spheres of Justice, Michael Walzer characterizes democracy this way: “The citizens must govern themselves. ‘Democracy’ is the name of this government, but the word doesn’t describe anything like a simple system; nor is democracy the same thing as simple equality. Indeed, government can never be simply egalitarian, for at any given moment, someone or some group must decide this or that issue and then enforce the decision, and someone else or some other group must accept the decision and endure the enforcement. Democracy is a way of allocating power and legitimating its use…. What counts is argument among the citizens.” Argument among the citizens is essential to democracy and that argument cannot be legitimate unless it is informed. By its nature argument is rational, and the citizens cannot be informed without publicity, enabling public scrutiny. Leaders must make public the information that citizens need to make rational policy decisions.
Since those in power are conspiring to deceive, there is ample room for conspiracy theories

Personligt tror jeg der er to musts, for at genskabe demokratiet, om nødvendigt kun i Danmark med ryggen til EU, hvis de ikke selv kan finde ud af sætte grænser for deres magt.

1. Vi skal have retten til at udskrive og afholde bindende folkeafsteminger som folk, efter Schweizisk eksempel, som DF ønsker det.

2. Vi skal som supplement til DR have et offentligt støttet, så der er råd til at researche grundigt, debat magasin eller avis, med absolut pligt! til at gå så kritisk til værks i forhold til alle emner i Politik og samfundet. naturligvis saglig kritik, men pligt til hård kritik, til at skabe debat og til at have en omfattende debat sektion, altså blive et kerneforum for politisk debat i Danmark. Nyhederne kan man så overlade til de almindelige aviser.

At demokratiet bliver udvandet, og aviserne efterhånden fungerer som nutidens "brød og skue", er et tegn på at ikke bare har vi en post demokratisk tidsalder, med kontraktpolitiske smuler til befolkningen og symbolpolitik. Den har stadig lettere vilkår.

Totalitær vision

Som Theodore Dalrymple nævner som i en lille detalje i sit Essay, the barbarians at the gate of Paris, ville arkitekten Le Corbusier jævne det "gammeldags" Paris for at bygge noget nyt - rationelt og moderne, med lige linjer og skarp opdeling af byen i forskellige funktioner, Velhavere for sig, middelklasse for sig, arbejdere for sig, erhverv for sig.

Le Corbusier tilhørte første generation af en skole, som kaldte sig "internationalisterne" og var tilhænger af funktionalismen og naturligvis beton og atter beton.

Men det som gjorde mest indtryk på mig, var citatet han bringer af Le Corbusier, et citat der virkeligt skærer ind gennem øjnene og ind i hukommelsen:

"The despot is not a man. It is the ... correct, realistic, exact plan...that will provide your solution once the problem has been posed clearly.... This plan has been drawn up well away from ... the cries of the electorate or the laments of society's victims. It has been drawn up by serene and lucid minds."

Det er nemlig sandt. Totalitarisme kræver ingen diktator, ingen despot.

Alt det kræver er en absolut plan og vision, lysende klar, rationel, som helst skal holdes så langt fra indflydelse som overhovedet muligt, som modstandere af, helst skal henrettes åndeligt, hvis man ikke kan henrette dem fysisk.

Denne tankegang er bestemt ikke død. Og her mener jeg inden for Europa grænser, som Peter Mandelsons ord om den post demokratiske tidsalder vidner om.

Under de store visioners magt, forventes mennesker at bøje sig i støvet og lade vejen mod "fremskridt" stå fri og åben.

Stalins betonkasser til Le corbusiers. Det er det som ligger bag vores golde ghettoørkener i dagens verden.

Vi er ikke glade for at bygge disse arkitektoniske monstre af beton, glas og stål længere.

Men på det politiske plan er de rene, rette linjer, de skystræbende betonklodser stadig normen i EU samarbejdet, det er Le Corbusier omsat til politik.

Kan man trives som mennesker i et miljø som dette, er det noget befordrer at mennesket føler sig respekteret og lyttet til?



For at citere Dalrymple i en anden artikel:

Hvis de magtfulde ikke bekymrer sig om verden, hvorfor skulle de magtesløse så gøre det?

Nej. Det er ikke Danmark vi skal havde tilbage. Det er demokratiet som udvandes af både EU og elitær arrogance.


Update bonus info fra Enclopædia Britannica:

New Brutalism

one aspect of the International Style of architecture that was created by Le Corbusier and his leading fellow architects Ludwig Mies van der Rohe and Frank Lloyd Wright and that demanded a functional approach toward architectural design. The name was first applied in 1954 by the English architects Peter and Alison Smithson to the post-1930 style of the major French architect Le Corbusier.

Le Corbusier's expressionist interpretation of the International Style involved the use of monumental sculptural shapes and of raw, unfinished molded concrete, an approach that, in contrast to Mies van der Rohe's use of glass and steel, represented a New Brutalism to the English architects. Brutalism, as a reform movement, advocated the return to functionalist principles—in services, materials, and structure. The Smithsons, Sir Denys Lasdun, and other New Brutalist architects displayed a willful avoidance of polish and elegance in their buildings, in which such structural elements as steel beams and precast concrete slabs are exposed to view and convey a stark, austere rectilinearity.

Brutalisme som arkitektonisk ideal, velkommen til den fagre nye verden af golde byørkner i glas og stål, beton.

Salman Rushdie var engang alene

Et glimrende interview med Salman Rushdie i Information:

Det er dog efterhånden mange år siden, pointerer Salman Rushdie. Trussels-niveauet imod ham er faldet, og han er efterhånden begyndt at kunne lave sjov med fatwaen.

"Jeg vil give V.S. Naipaul ret, når han siger, at det var en ekstrem form for litteraturkritik," siger han og klukker.

I mange år var Salman Rushdie stort set alene med dødstrusler hængende over hovedet i vores kulturkreds som religionskritiker. Uden livvagter og sikkerhed havde han angiveligt lidt den samme skæbne som Theo Van Gogh.

Som Robert Redeker påpegede i et andet interview i Information for nylig, gør man ofret til forbryderen, ved at dæmonisere de mennesker som vover at kritisere Islam. (Update: fik linket den forkerte artikel, sorry)

Salman Rushdie kan i dag leve højt på, at det er længe siden "De sataniske vers" udkom, og han i dag blot er en på listen, blandt dem som stiller livet på højkant i kampen for den ret til kritisere religion som vores forfædre tog for givet, uden at man skulle trues med bål og brand, henrettelse fysisk eller psykisk.
Men opbakningen til de mennesker der tør stikke snuden frem, er ikke den største. Hvilket den relativistiske - venden op og ned på tingene - reaktion på muhammadtegningerne så glimrende illustrerede i alle farver. Fra rødt til lyseblåt, nærmere end fik den sorte farve placeret på den væg, hvor den hørte til.

Salman Rushdie, Robert Redeker, Hirsi Ali, og mange andre, gør ikke noget anderledes, end hvad Spinoza, Thomas Jefferson, Voltaire, Bertrand Russell og mange andre gjorde.

De opfordrer ikke til drab eller forfølgelse. De hader ikke muslimer. De ser bare nødvendigheden af, at religion ikke spiller en væsentlig rolle i et samfund, at religion er organiseret hykleri med en potentielt intolerant og mere eller mindre dogmatisk tilgang til tilværelsen, med lige så potentielt katastrofale konsekvenser.

De praktiserer med andre ord en nødvendig kritik rettet mod religionen Islam, der er lige så nødvendig som oplysningstidens kritik mod Kristendommen: En kamp der stod på i årtier og hvilken åndelig føde indeholder mest vitamin? Sig navnet, Darwin, som forstod, at han måtte bruge mange år på et solidt dokumenteret arbejde, før hans teori havde en chance.
Forsøget var gjort før ham, men Adam og Eva var ikke sådan at placere på den mytologiske hylde og der er stadig mange i dag, der tror på Adam og Eva, jordens skabelse for få årtusinder siden.
Det samme krav har vi i dag, til kampen mod de politiske religioner. Kun en dyb og velunderbygget modteori, kan vinde kampen.
For vi kæmper mod to religioner på en gang, en åndelig og en politisk. Og religioner placeres kun på sin rette hylde med overvældende fakta og bevisbyrder.

"Frihed er uenighed. Demokrati er diskussion. I et åbent samfund må man acceptere, at andre synes noget andet, end man selv synes. Alt andet ender i blodbad," siger han.

Hvis vi alle var enige om alt, så ville det kun være et tegn på, at dogmatismen og totalitarismen har vundet, hvad enten det er sket med fysisk eller åndelig magt.

Det betyder ikke, at alle holdninger og idéer er lige gode og lige sande. Men af selvsamme årsag, skal enkelte idéer og tanker aldrig dominere, de skal udveksles, kæmpe mod hinanden. Ingen idé eller tro skal være urokkelig og leve i fred. Ingen tanker skal undgå at blive underkastet en grundig afvejning på kritikkens vægtskål, undgå at ty til et solidt forsvar med tyngde.

"Uden migration havde jeg ikke været til. Mit liv er blevet skabt af bevægelser rundt på jordkloden. Sådan er det for mange moderne mennesker. Og det ligger der et stort potentiale i. Synspunkter mødes, og der opstår nye ideer," siger han og tilføjer:

Salman Rushdie er tilhænger af migration, men han er jo heller ikke økonom. Uddannet arbejdskraft kan vi altid bruge, men det sker jo ikke uden at berøve samfund, der har mere brug for kompetente og uddannede personer, end vores, deres allerede sparsomme elite, omend deres situation i visse tilfælde kan synes håbløs.
Det er blandt de paradoksale verdensforhold, at palæstinenserne i kraft FN hjælp, er blandt de mest veluddannede i den arabiske verden, en rationel og veluddannet elite har ikke nødvendigvis en stor chance.

Multikulturen er allerede en realitet, i alle byer på kontinentet, det på både godt og ondt.
Migration uden filter betyder mere på ondt, end på godt.

"På grund af 11. september er der opstået en mistænksomhedskultur. Folk er blevet bange for dem, der er anderledes. De er farlige. Og det, mener jeg, er meget tragisk."

Der tager han fejl. Den "mistænksomhedskultur" eksisterede i forhold til Islam lang tid før 9/11.
Med det der skete den dag, fik den blot et mere klar og frygtindgydene konkretitet, end de mere enkeltstående og diffuse ud i kriminalitet, velfærdsmisbrug, og truslen mod national egenart og sammenhæng - demokratiet.
Hvor sørgeligt det end er, så er det en diskussion parallelt med at gifte par med børn skilles og de små ting på stribe, der udløser skilsmissen.
Det er menneskets natur og at man i højt tempo, fra politisk hold siden 1983 og 1986, har arrangeret et tvangsægteskab mellem to modvillige kulturer, begge uden den store villighed til at omfavne hinanden, gør ikke chancen for succes større.

For ser man på moderne despotier, er det bemærkelsesværdigt, hvor puritanske de er, mener han. Og det bliver netop fremhævet i romanen via kontrasten til fortidens promiskuøse tyrannier.

"Hvis du for eksempel tager Taleban, er de mere interesserede i kulturelle restriktioner end i realpolitiske projekter. Musik hader de virkelig. Og dans, teater, film og korte skørter. Det, de vil forbyde, er nydelsen," siger han og fortsætter:

"Men underligt nok er puritanismen ikke kun noget, der hører religiøse despotier til. Se på Kina for eksempel. Der lægger de heller ikke ligefrem op til løssluppenhed. Det er, som om der findes et element af frihed i nydelsen, som er farligt for de lukkede samfund."

Jeg vil tilføje at lige som tilslutningen den klassiske totalitarisme vandt udbredelse inden for demokratiet. Så vinder denne nye totalitarisme, uden at kunne betjene sig af despotiske metoder, terræn i Europa, omend der kues med jura i baghånden i lande som specielt England og ved eksklusion, samt stigmatisering af budskaber og budbringere som ikke kan bringes for retten.

Men den findes også her i Danmark, hvor indblandingen i privatlivet, både mentalt og fysisk, bliver mere og mere omfattende. Både i erhvervslivet, hvor kravene ikke længere stilles til enkelte fagspecifikke kompetencer, men også til personens sjæleliv.
Man skal være omstillingsparat, fleksibel, optimistisk, kreativ, brændende engageret, ben i næsen osv. Se en række jobannoncer og find selv flere "rigtige". Regeringen kalder på mere ansvar, hvilket er fair nok, for personligt ansvar er noget, vi savner i dagens Danmark. Men områderne den søges fremtvunget på, så som arbejdsløshed, er bestemt ikke udelukkende drevet af det personlige ansvar, men af udbud.

Hvor ansvaret ikke er klart, skubbes det rundt. Konfliktskyhed og frygten for at begive sig ud i situationer, hvor man ikke kender udfaldet bliver større, for man har nok at kæmpe med som det allerede er.
Så ansvar der burde tages, bliver ikke taget, og ansvar som er meningsløst og et overgreb på individer, bliver afkrævet metodisk på en stadigt mere vidtforgrenet glidebane mod større styrke i kravene.

Regeringen blander sig i sundhed samtidigt med, at den beklager ældrebyrden og finder desperate og buksevædende løsninger på selvsamme. Den skaber omfattende de problemer, som den beklager eksistensen af. Så kommer der råd om at købe mad ude, samtidigt med at junkfood, let og hurtig mad, kritiseres. Så er folk for tykke og ryger for meget, samtidigt med at alkoholpriserne nedsættes og sodavand gøres billigere og hospitalerne ikke har tid, personale, til at undersøge patienterne ordentligt.
Der skal være sammenhæng ikke blot i samfundet, men også i de idealer og idéer som driver det og fylder det med mening.

Men ikke kun erhvervslivet og politikerne står bag fænomenet. Samtalekøkkenet skal være pinligt rent, og i øvrigt så har vi frustrationen og den dårlige samvittighed over at samtalekøkkenet ikke anvendes efter hensigten.

Livsstils magasiner, kulturelle skribenter, reklamer fokuserer på en aktiv og gennemdesignet fritid, hvor dellerne skal motioneres væk og ikke ligge på panden, sociale og kulturelle oplevelser skal være en del af ugens pensum, børnene skal have kvalitetstid, både familien og arbejde skal stå i et omfattende og gennemdefineret centrum med så mange plusparametre som muligt. Mad skal være både sund og kulinarisk.
Så er der lige Facebook og det store netværk, ups hvor tiden går. Det kræver virkelig selvkontrol, samt evne til skelne mellem skidt og kanel, at leve i dagens Danmark.

Resultatet er kontrol og mere kontrol, krav og flere krav, mere dårlig samvittighed oven på endnu mere dårlig samvittighed.
Stress er efterhånden en folkesygdom og tilværelsen er blevet en overfladisk jagen efter vind, som ikke giver mening med hensyn til bevarelsen af det, som virkeligt skabte dette her samfund.
Nemlig et mere simpelt sæt værdier, som ordentlig opdragelse, grundig skolegang og læring, arbejde lig med flid efter afgrænset og tillært evne, den samvittighedsfulde udførelse af selvsamme i et anstændigt og realistisk tempo. En sammenhæng af værdisæt og ydelse, der gik i lige linje fra barnsben til rullestol, uden at rutche op og ned, forsvinde helt for at pludseligt vende tilbage med infernalsk kraft. Uden skemaer og jobudviklingskurser. Uden udbredelse ud i meningsløse detaljer.

At man selv er herre over sit liv, og nok kan man pege fingre af samfundet, men i sidste instans er de rigtige fingre, dem man peger mod sig selv - uden at stille urimelige og unødvendige omfattende krav til det som ikke tæller - de er de eneste rigtige fingre at pege med og dem som gør udslaget.
Ældre mennesker er mere præget af både mere simple og færre, men stærke værdier, der var udslaget i at vi blev det samfund, som vi er i dag.

Denne inflation af krav, og censur med hensyn til, hvad man bør mene om bestemte ting, om hvordan ens psyke og fritid bør være, er totalitarisme indført af bagdøren. Det er dog ikke så galt endnu, at danskerne generelt ikke nyder deres tilværelse. Men der er en udvikling i gang, hvor på alle planer bliver muligheden for at nyde tilværelsen mindre.

Og hvis tilværelsen ikke skal nydes, i respekt for andre menneskers ditto mulighed og den måde de gør det på, hvad skal den så?

Et samfund kan ikke bygges, eller bestå uden stærke værdier - fælles værdier - og viljen til at tage et frivilligt, personligt ansvar, hvor det tæller. Men et samfund med overflow af irrelevante, eller fejlplacerede krav, baseret på rettigshedsfundamentalisme, nærmere end en balance mellem ydelse og nydelse, er et samfund i frit forfald.
Og det betragter jeg vort samfund som værende, endnu ikke på den stejleste skrænt, men på kurs mod samme.

Et samfund kan ikke bestå uden rygrad, det kan heller ikke udvikle sig i ren konsensus og i en påtaget, elitestyret og tilsyneladende enighed.

Fødeby Bagdad eller nydansker?

I morgen, tirsdag, kommer del 2. af programmet Fødeby Bagdad på National Geographic, både klokken 21.00 og 24.00.

Programmet kan absolut anbefales. Det følger tre unge universitetsstuderende mænd og deres venner. Hvor de fortæller om deres liv og deres drømme.
Den yngste er 19 år. Kun han har endnu bevaret drømmen om, at det kan betale sig at blive i Irak og forandre landet.
Det er spørgsmålet om han om fem til ti år fremme stadig har den tro?

Hvis man er et ungt, ressourcerigt menneske, der kan lægge to og to sammen, så er der mange lande i verden, hvor det er fuldstændigt perspektivtløst at være født.

Jeg er nok indvandringskritisk, men jeg har altid været på det rene med, at jeg har mere tilfælles med en fornuftig Egypter, Sudaner, eller med andre ord, det har ikke en pind med nationalitet eller hudfarve, religiøst ophav at gøre. Det drejer sig om det indre, mentalitet, hvordan man tænker, eller ikke tænker. Hvad man dyrker og hvilke værdier, hvad musik man hører, hvad man læser, hvad man tror på, drømmer om. Den individuelle faktor.

Det er med andre ord mange af de samme faktorer som, som spiller en rolle i et varigt parforhold.

Derfor ser jeg også tit på indvandringpolitikken og den manglende erkendelse af den kulturelle kløft, mellem tilbagestående, traditionelle, dybt religiøse indvandrere, som et tvangsægteskab arrangeret af regeringen mellem to folk, to umage par. Ikke til fordel for nogen af parterne.

For min skyld var disse unge stakler fra Bagdad og fornuftige demokratiske mennesker, velkomne i Danmark. De fortjener et samfund, der kan leve op til deres drømme, og hvor deres ressourcer er velkomne.

Men hvordan skelner man i modtagelsen mellem de forskellige? IQ tests? Nej, det kunne jo være intelligent terrorist eller iman, eller forbryder.

Det nærmeste man kommer, er nok et pointsystem, baseret på på en bred vifte af både psykologiske/personligheds tests og IQ tests, på uddannelsesmæssige og kreative ressourcer, tilhørsforhold til demokratiske organisationer, partnerens uddannelse, oprindelsesland (altså; har vi allerede mange fra det land? Jo, færre vi har fra landet i forvejen, jo flere point=lettere integration og mindre parallelsamfund, burde det være). Jo bedre score i ens tests, jo flere betingelser man opfylder, jo flere point får man, og jo længere frem i køen kommer man.

Tror man, at danskerne er indvandringsfjendske, kolonihavementalitet agtige, fremmedfjendske, racistiske osv. Så er man en fordomsfuld idiot, undskyld udtrykket, men det er fortjent. Selvfølgelig findes der dumme danskere. Men hovedsagen er nok at danskerne tænker selvstændigt og kritisk, ikke er så religiøse, ej heller hvad gælder politik. Og de kan godt se, det ikke nytter at have portene åbne for menneskemasser som er svært integrerbare, giver ekstra sociale problemer, som ikke klarer sig godt i skolen, som fylder for meget i kriminalstatistikkerne osv. De er godt klar over at velfærdskagen ikke er af ubegrænset størrelse, at det kommer til at koste personligt og hvor det gør ondt. Det kan man så kalde egoistisk, men det står enhver frit for, at invitere mennesker ind i sit personlige hjem, at selv individuelt give penge til de fattige, at arrangere et tvangsægteskab på et makroplan er en hel anden ting.

At vi i indvandringsdebatten stadig befinder os i stenalderen, er beklageligt. Der er mennesker som fortjener et bedre samfund, og som ikke vil ligge os til last, i hvert fald ikke mere, end gennemsnitsdanskeren vil. Dog, under alle omstændigheder, skal der være et fornuftigt forhold mellem indvandring og antallet af arbejdspladser. Det giver ingen mening at invitere indvandrere til arbejdsløshed og sociale ydelser, medmindre man ønsker et sammenbrud af velfærdsstaten.

Den oversete økonomiske dimension

Lørdag den 21. maj 2007 indtraf en yderst sjælden begivenhed, om ikke enestående i det danske erhvervsliv, så dog en begivenhed så unik, at den måske af selvsamme årsag fraskrev sig muligheden for at gøre permanent indtryk.
Det var den dag, at ejeren af Blue Water Shipping, Kurt Strand, besluttede sig for at forære sine 750 medarbejdere 75 procent af aktierne i virksomheden.
Fra den dag af, blev virksomheden altså kvit og frit medarbejderejet og en af landets største, hvis ikke den største? Af slagsen.

Medarbejderejede virksomheder er der langt i mellem i Danmark, selvom medarbejderaktier bliver mere udbredt, er det så som så med aktiemajoritet blandt medarbejdere.
Der findes dog en lille gruppe små, 100 procent medarbejderejede virksomheder. Såsom MC Emballage
og Bendix Transport og nogle få andre. Ligeledes findes der virksomheder som Unimerco med andre procentandele af medarbejdereje. Unimerco, som gentagne gange er kåret blandt landets ti bedste arbejdspladser og har et sygefravær på under en procent.

Men sammenligner vi os selv med USA, Canada, stamper vi stadig i gruset under stafetten, når det gælder både medarbejdereje og medarbejderaktier.
I følge Professor ved Ålborg Universitet, Gorm Winther, er det beklageligt, for sammenlignende studier viser, at disse virksomheder klarer sig relativt bedre, end almindelige virksomheder.
De har større vækst i både omsætning og medarbejdere. Incitamentet som strækker sig til medarbejderen, giver virksomheden et drive som nok så effektiv topstyring og korpsånd, kan have svært ved at erstatte, det ene udelukker aldrig det andet, i øvrigt.

I Baskerlandet i Spanien findes Europas største medarbejderejede virksomhed, Mondragon, Som i dag har omkring 78000 medarbejdere fordelt på 150 individuelle virksomheder, altså Mondragon er nærmere en medarbejderejet korporation, end virksomhed.
Mondragon er baseret på visionen om at Demokrati, socialt engangement og profit kan forenes. 50 procent af overskuddet i virksomheden placeres i medarbejderejede kapitalopsparingsfonde, 40 procent går til research, investeringer og jobskabelse. De sidste ti procent er møntet på sociale formål, miljø og sundhed.
resultatet er en virksomhed som forgrener sig langt ud i samfundet, som en lille velfærdsstat i velfærdsstaten.
Virksomheden står for fire procent af Baskerlandets samlede BNP, omsatte i 2005 for omkring 23 milliarder EURO, og har vist en gennemsnitlig årlig vækst på 8,5 procent.

Strukturen er som følgende, citeret fra ovenstående link, en artikel af Sally Khallash Bengtsen og Peter Khallash Bengtsen:

"Mondragón Group er i dag opdelt i tre søjler:

* Den finansielle gruppe, som inkluderer livsnerven i virksomheden, banken Cajun Laboral med over 100 afdelinger i Spanien. Den finansielle gruppe tilbyder derudover social velfærdsstøtte, sygesikring, forsikring m.m. til medlemmer.
* Den industrielle gruppe indeholder otte divisioner, som producerer varer som fx værktøj, elektronisk udstyr og services som konsulentydelser og rådgivning.
* Distributionsgruppen, som består af forskellige kommercielle distributions- og fødevarevirksomheder.

Derudover ejer koncernen en række forsknings-, erhvervsvejlednings- og læringscentre, et universitet med cirka 4.000 studerende, sit eget hospitalsvæsen, en supermarkedskæde, hele boligkvarterer, egne skoler og børnehaver. Alt er organiseret på andelsbasis efter princippet om demokratisk ledelse."

I 1973 fremsatte Anker Jørgensen sit forslag om ØD, Idéen blev skudt ned og forsvandt langsomt ud af Socialdemokratiets partiprogram. Men som man kan se, kan medarbejderaktier også opstå ganske uden statens indblanding.

Problemet for de fleste medarbejderejede virksomheder er at opnå kreditværdighed, at få støttet sine etableringsomkostninger.
Her kunne Staten blive en aktør, for staten er i besiddelse af kapitalen. Ofte vil medarbejdere som bliver fyret, når en virksomhed flytter udenlands, gerne genoprette virksomheden, det sker specielt i slagteribranchen og lignende, hvor indtrængningsbarrierne ikke er så store. Her kunne staten gå ind med kapital, oprette ØD og selv beholde en portion aktier alt efter investeringsgrad.

I yderste instans, kunne staten selv starte virksomheder, baseret på medarbejderdemokrati og medarbejdereje og på denne måde ikke blot skabe gode arbejdspladser, bekæmpe globaliseringen, men også supplere sine skatteindtægter, for at slet ikke tale om at nedsætte sine socialeudgifter og hvis rigtig succesfuld, faktisk effektivt nedsætte skattetrykket for alle, gøre Danmark til et attraktivt sted at drive virksomhed for alle.
Et ØD system, med demokratisk magt til medarbejderne, bedre indtjening for disse og en lang række medarbejdergoder i form af kost, sociale tilbud, trivselstiltag og andet som gør ØD foretag attraktive, vil også skabe konkurrence om at forbedre forholdene for medarbejdere generelt, og smitte af på den måde private virksomheder er drevet.
Mange private virksomheder er i øvrigt allerede i gang med at investere i medarbejdertrivsel, på eget initiativ.

Jeg spår ØD og mearbejdereje en stor fremtid, som løsningen på mange af de strukturproblemer, vores nuværende økonomiske og samfundsmæssige globale struktur giver.

Både staten og og den almindelige medarbejder, og den arbejdsløse, bliver de store vindere i denne proces.

Offentlig vækst - immigrationskritik del 3

Denne post bliver ganske kort, for immigrationsmyten hænger i den grad sammen med arbejdsløshedsmyten og to myter sammenlagt ophæver ikke hinanden.

Det allervæsentligste at se på, når vi taler om vækst i arbejdsmarkedet, og hvor der mangler arbejdskraft er først og fremmest, hvor stor en andel drejer sig om det offentlige?
Eller mest interessant, hvor stor en andel af væksten af arbejdspladser er sket i det offentlige?
Det er interessant, fordi der findes en makroøkonomisk forskel på offentlige og private ansatte. Som min gamle lærer handelsskolen udtrykte det, så selv vi snothamrende ukoncentrerede teenagere kunne følge med, "vi kan ikke leve af at klippe og barbere hinanden".
Før jeg bringer væksten i offentlige ansatte på banen, de offentlige ansatte udgør jo som sagt omkring 1/3 del af de ansatte, så vil jeg for god ordens skyld gentage noget fra del 2. af min kritik:

Historisk set er antallet af beskæftigede, altså selvforsørgende, gået op og ned.

I 1981 havde vi 2.551.858 millioner beskæftigede. I 1988 havde vi 2.741.407 Millioner. Så indtraf krisen og lavkonjunkturen, som den er ved at indfinde sig igen med en ny global recession, og vi havde et nyt lavpunkt i 1994, hvor der kun var 2.584.866 millioner beskæftigede.
Da Fogh overtog regeringsmagten i 2001 var beskæftigelsen oppe på 2.772.868 millioner.

Trods det opsving alle har talt om - de gode tider for Danmark, økonomi i topform osv. faldt antallet af beskæftigede faktisk med 68000 i forhold til Nyrups sidste år ved magten til 2.706.434 millioner i 2004. Det steg kun med omkring 3000 året efter.

Per 2. kvartal 2008 har vi en historisk høj grad af beskæftigede, nemlig 2.842.000 millioner. Men som det svarer kun til 100.000 mere end firsernes højdepunkt og 70.000 flere end Nyrups højdepunkt.
Hvorimod antallet af beskæftigede dykkede til 2.551.858 millioner under sidste økonomiske krise.
Antallet af beskæftigede går op og ned, og man kan ikke lave byggeboom og friværdi hvert år.

I følge "Danmark i tal" fra 2008 er antallet af offentlige ansatte vokset fra 786,000 tusinde i 1990 til 843,000 tusinde i 2006. Altså stigning på 57000.

Jeg tror dog ikke det tal er helt dækkende (der er tale om en anden måde at gøre det op på nemlig ved, hvor mange fuldtidstillinger, der er tale om, modsat individuelle ansatte), så har været inde og kigge i Statistikbanken på ansatte inden for følgende områder:

Offentlig administration
Undervisning
Sundhedsvæsen
Sociale institutioner
Foreninger, kultur og renovation

Enkelte af disse kan være både privatejede og have private kunder, men jeg tror også man kan regne med at de fleste repræsenterer offentlige udgifter.

Stigningen her er:

Fra 896,113 tusinde i 1993 til 998,392 tusinde i 2007, altså en stigning på over 100000, eller en stigning lig med forskellen mellem beskæftigede i 1988 og 2008!


En anden indikator som det er værd at kigge på i sammenhængen er stigningen i lønudgifter i det offentlige:

Fra 1988 hvor vi havde omkring 100000 færre beskæftigede end i dag, er væksten i lønudgifter i offentligt regi vokset fra 136 milliarder til 284,5 milliarder! Altså over fordoblet!

Vi mangler arbejdskraft i det offentlige. Faktisk i følge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er søgningen i det private ophørt, manglen på arbejdskraft er i det offentlige, først og fremmest læger, sygeplejersker, folkeskolelærere, hvor vi for først og sidstnævntes vedkommende har over 40 procent, der er over 50 år, altså på vej ud af arbejdsmarkedet, som kan læses i denne rapport.

Vi kan påregne, vi mangler færre ufaglærte, og at stigningen ikke vil ske i det private, men i det offentlige, generelt kan vi se frem til større arbejdsløshed grundet global recession. Vi vil mangle uddannet arbejdskraft, men vi har også rigeligt med folk at uddanne, fremfor at satse på at uddannet arbejdskraft falder ned fra himlen, bør vi uddanne den selv. Hvad angår læger og sygeplejersker, kan vi risikere at immigration af disse, betyder dødsfald i de lande de kommer fra.
Derfor må vi uddanne nok og sørge for, at de som bliver uddannet forbliver i Danmark med incitamenter. Det samme gælder med hensyn til SU incitament, evt. bonus for at fuldføre en uddannelse. Frafaldet på Sygeplejerskeskolerne er omkring 30 procent.
Folkeskolelærere kommer vi ikke uden om at uddanne selv.

Immigrationsmyten er altså overvejende et luftkastel fjernt fra virkeligheden, selv der hvor arbejdskraft mangler, er det naivt at satse på at andre uddanner den arbejdskraft for os.

Til gengæld bør det være let at få uddannet arbejdskraft ind, som vi mangler. Et underskrevet brev fra den lokale arbejdsformidling, om at de ikke kan levere varen, burde i princippet være nok.

Læs Immigrationskritik del 2 - myten om den lave arbejdsløshed her:

Og del 1 - Ideologi er noget bras her:

Ideologi-idioti

Det er for mig, det bedste udtryk for når ideologiske idéer danner basis for en politik, der har den empiriske virkelighed i mod sig.

En sådan Ideologi-idiotisk tankegang er Venstres privatiseringstanker, som nu er de facto udvidet til at alt kan privatiseres.

Selve tanken er absurd. Privatiseringen af sygehusene har kostet det danske samfund milliarder, fordi de private sygehuse er dyrere i drift end offentlige, som er gennemeffektiviseret gennem en lang årrække, omend de spilder en del tid på papirnusseri.

Ligeledes har man det absurde forhold, at en offentlig ansat læge, henviser til operation på et privat hospital, kører selv hen på hospitalet og opererer. Fordi der tjener han og sygeplejerskerne flere penge.
Oven i skal så ligges en profit for privathospitalet, for privathospitalets første prioritet er at generere profit, at holde udgifterne er underordnet og det er kun nødvendigt at gøre det i det omfang, det kan resultere i man genererer mere profit .

Hvad vi absolut ikke har brug, det er en omfattende privatisering, hvor kæmpefirmaer overtager kæder af folkeskoler, plejehjem, sygehuse, med omfattende standardisering af alle forhold til følge - fra den mikrobølgeovnsopvarmede junkfood - til standardisering og ensretning af skoler og børn, pædagogisk metode osv.

Privatiseringen af sygehusene vil slet ikke løse noget. De vil blot føre til dyrere behandling - når der tænkes i profit, får vi et helt andet sundhedsvæsen og et dyrere et.
Om det så blev koblet med privat sundhedssikring, hvilket sikkert vil være venstres langsigtede mål, ville det stadig ikke kunne konkurrere med et gennemeffektiviseret offentligt hospital, hvor profitten ikke er en del af beregningen.

Nej vi har nærmere brug for et andet opgør, nemlig et opgør med tanken om at stat er dårligt og privat er godt.

Hospitaler skal ikke være forretninger, det skal heller ikke skoler, plejehjem, osv. Kun som de sidetilbud de er nu.

Omvendt burde staten begynde at bevæge sig ind på det private område. Begynde at starte virksomheder, med indtjening til statskassen og skattelindring, penge til bedre service som formål.

Privatisering, kan i nogle tilfælde være en god idé, men på makroplanet er det udelukkende en dårlig idé. Private alternativer er godt i det små, men i det store, nej tak!

SF pejler sig ind på regeringsmagten

Først kom de ni teser fra Mette Frederiksen. Så kom SF´s bud på musik til teserne, så der kan blive danset fællesdans på hovedmængden af taburetterne i Tinget.

Nogle af forslagene er tynde, så som at fjerne skattefradrag for virksomheder der tegner private sundhedsforsikringer og færre reklamer i børnehøjde.

Noget er ikke specielt originalt, så som senioroffensiv for at sikre arbejdskraft. Hvad med en ungdomsindsats og flere uddannelsespladser? Vil SF nu afskaffe efterlønnen, eller hvordan skal det fortolkes? Nej de vil som så mange andre lade mennesker som har overskredet pensionsalderen arbejde længere. Inkluderet tanke i denne er en tidsbank. Et højst mærkeligt, men dog anderledes fænomen. Hvordan skal man i praksis implementere denne og hvor lang tid bør et menneske arbejde? "for at sætte i banken"? Er det egentlig ikke et andet ord for afspadsering? Hvem vil ansætte en som har masser af afspadsering til gode? For at slet ikke tale om kvinder med børnefødsler, barsel og masser af afspadsering og orlov til gode.
Hvad er der egentlig blevet af tankerne om at nedsætte arbejdsugen i stedet?

En af mine hovedanker mod SF har altid været, at de hælder mod at bruge penge de forkerte steder. Jeg støtter helhjertet mere ulandshjælp, og flere penge til de værdigt trængende i Danmark. Deres tiltag til at bryde den sociale arv er ikke tossede men mainstream valgflæsk.
Men miljøpolitisk hælder jeg til Lomborg, de penge er meget bedre brugt andre steder, og der er mere skadelige forhold at både beskatte og fokusere på. Miljøpolitik kan gøre mere skade end gavn, på samfundøkonomien. Omvendt kan den også gavne denne, hvis man i stedet smider penge i udviklingen af alternativ energi, fremfor at slå folk selskaber og individer oven i hovedet for at bruge energi.
Den største partikel forurening kommer fra Pejseovne: Dernæst kommer dieselbiler vist, som ellers har været så populære på grund af en marginal mindre CO2 udslip. Disse og toxiner, er langt mere skadelige for vores helbred og langt bedre påvist skadelige end vores CO2 udslip er.
Under alle omstændigheder har jeg ikke tro på, at SF vil gøre verden bedre ved at fordyre strømforbrug og pålægge virksomheder en nytteløs byrde.

SF vil have en skattereform, som begunstiger mennesker med arbejde. Her synes jeg socialpolitikken bliver fraværende, men omvendt vil de havde en skattereform som er "social retfærdig".
Med det mener de sikkert en gammel mærkesag, nemlig et løft i frikortet. Personligt mener jeg at vi bør skelne til flere lande i udlandet som har mindre skat på lave indkomster. Selvfølgelig kan det være hips som haps om man løser det med højt bundfradrag eller lav skatteprocent.

Men skattereform til gunst for de arbejdende, det lyder som den nuværende regering.
Men i populistisk optik, er det jo lige i øjet, eftersom folk gerne vil havde skattelettelser og en følelse af det ikke går ud over velfærden.
Personligt savner jeg nogle opgør med tanken om at staten ikke må tjene penge, ikke bedrive lønsom virksomhed. Med andre ord, noget ØD. Staten som står for arbejdsløse, kunne med fordel ansætte disse og lave en rentabel virksomhed i processen, og motivere medarbejderne og sætte præcedens, ved at give medarbejderne løn i takt med evt. overskud i den enkelte virksomhed. Staten får både skat, og overskud som kan gå i stedet for personskat, får ansat mennesker på passiv forsørgelse som stat eller kommune sparer, giver mennesker indhold i tilværelsen.
Men det er nok ikke noget SF kunne komme i regering på, må jeg tilstå.
Men virksomhederne fortjener konkurrence, på lønforhold, hvordan de behandler medarbejdere, på at give individuelle skæbner en chance.

En anden interessant tanke er at afskaffe landbrugsstøtten, og give pengene til ulandene.
Der er dog nogle forbehold. Nogle lande fungerer som sorte huller hvad angår penge, hvis man skal hjælpe dem, skal man havde pengene uden om regeringen ud og arbejde i de små samfund. Stort skal man kun satse på relativt velfungerende lande som har et vist mål af orden og demokrati.
En anden anke er at afskaffelsen af landbrugsstøtten vil skabe dårligere konkurrenceforhold for vestlige bønder. De har alt andet lige helt andre omkostninger ved køb af grund og bygninger, arbejdskraft og skat, regler og eget oprethold end bønder i ulandene vil havde. Desuden er transporten lig med ødslen af en forgængelig ressource som olie.

Alt i alt, tror jeg ikke det her er noget der skaber konkurrence på det politiske område, selvom det indeholder momenter af alternativ politik.

Update: SF klar til at sænke topskatten og mellemskatten.

Der hersker en populistisk optimisme, at man kan sænke skatten gratis, det kan man ikke, lav skat er ikke per definition = gang i økonomien, slet ikke i det omfang man kommer til at mangle penge, og hvem er det lige som skal betale? Topskatten er med stor sandsynlighed demotiverende for en del. Men Er det gamle Oda som skal have færre hjemmehjælpstimer eller den psykiske syge som smides på gaden, - hvem skal betale?

Kunsten at DJØFFE i kor

Effektiviseringstanken er ganske fornuftig. Men ville det private erhvervsliv bruge så meget tid på formalia, som det offentlige gør?
Nej vel?
Et bureaukrati er kvælende, ikke blot for dem som udsættes for det som klienter, det er ligeledes kvælende for de mennesker som mekaniserer sig frem inde i dets centrum af koldt stål.

Det danske samfund dehumaniseres dagligt. De over 800000 mennesker på overførselsindskomst jages, som om de bare er brikker, der skal føje samfundets spil.
I den nominelle arbejdsløsheds navn, skal de føle sig specielt kaldet til de kedelige jobs, de lavtlønnede jobs, de nedslidende jobs, de dårlige arbejdspladser, som er dem folk forlader - hvornår har i sidst mødt et menneske som forlod et godt arbejde, hvis ikke der var noget lige så godt, eller bedre i farvandet?

Akademikere skal som betinget refleks søge arbejde der ligger uden for deres evner og lyst.
Og hvorfor? Hvem tror på vi kan fremtrylle 800000 arbejdspladser her og nu?
Arbejdsløsheden har aldrig været lavere - hvilken herlig, men lettere rundgang om sandheden, diskurs.
Ved i hvad? Antallet på overførsels indkomst har kun en gang været højere end for nylig. Det var i begyndelsen af halvfemserne, dengang arbejdsløsheden var oppe over 12 procent.

Nej og vi har heller ikke brug for flere, end de allerede 800000-900000 parkerede ansatte i etaten med portefølje, til at udfylde skemaer i det offentlige.

Vi har behov for at skabe frihed og dynamik, standse dehumaniseringen og kværningen af menneskeskæbner på begge sider af skranken i det offentlige.
Frihed og dynamik kommer ved at lade mennesker sejle i deres sø et sted hvor de altid kan bunde.
For mig at se kommer friheden og dynamikken ikke ind i det danske samfund uden borgerløn på et lavt niveau - SU niveau. Givet kvit og frit til alle, senere betalt tilbage igen af en tilpasset topskat.
Lad alle få dagpenge i 3 måneder når de bliver arbejdsløse, derudover skal de kun have ret til det supplement, som de selv har optjent. Lad pensionister få pensionstillæg - gamle som unge førtids og invalider. Men lad også dem tjene, hvad de vil ved siden af.
Lad folk være syge uden økonomiske bekymringer, giv dem sygedagpenge og lad dem trappe op på arbejdet i den takt de kan uden besvær.
Genhumaniser Danmark. Bring liv og trivsel tilbage, dynamik og frihed, fjern kæderne fra det danske folk.

Om ikke andet, så stop dog den dehumaniseringsbølge og det overdrevne DJØFFERI: