Den post-demokratiske tidsalder

Dette er hvad Peter Mandelson, den europæiske handelskommisær, har sagt:

"The age of democracy is over. We are now in the post-democratic age".

Det er en stigende tendens i EU eliten, som dog aldrig har udvist andet end foragt for folkeafstemninger og kritik siden begyndelsen af halvfemserne, til at se demokratiet ikke blot som et problem med hensyn til tempoet af overførslen af magt til EU.
Men yderligere som en forkert styreform, i en stadig mere kompleks og uoverskuelig verden, hvor de rette beslutninger kræver en oplyst elite. Ikke "Populister" som folket vælger.

Allerede ved udformelsen af Maastricht Traktaten trådte EU udemokratiske karakter frem.
Ikke blot i form af uviljen mod folkeafstemninger, samt tage konsekvensen af et dansk nej og tage en tænkepause.
Men først og fremmest ved den famøse gummiparagraf, artikel 308, der gav EU ret til at blande sig i alt de nu fandt indirekte inden for deres interessesfære.
Her i Danmark snakkede politikerne stadig om unionen var omend ikke stendød, så havde den lange udsigter, og Maastricht var knap nok et skridt i den retning.
Det var en farce på et demokrati. Du kunne knap nok opdrive en eneste EU kritisk artikel i nogen avis. På Christiansborg var enigheden så hælsammenklappende skræmmende.

Amsterdam traktaten af 1997, skulle som hovedopgave implementere Schengen samarbejdet. Den gav dog også EU sin første mulighed for at blande sig i landenes asylpolitik. Samt definerede en fællespligt for politiet i de forskellige lande at samarbejde i kampen mod f.eks racisme og xenofobi.

Nice Traktaten i 2001 gav en fundamental forandring for Europa, da den implementerede EUs Charter for fundamentale menneskerettigheder som EUs politik.
Konsekvenserne var at lande som havde højere pensionsalder for kvinder, fordi de lever længere måtte afskaffe disse regler, EU ikke tillod diskrimination, kun positiv diskrimination.

Værre var det at det blev meget besværligt at udvise kriminelle, og mordere som havde fået en høj straf kunne få deres straf nedsat.

Og reglernes indførelse førte en række bureaukratiske kontrolforanstaltninger med i kølvandet som har kostet milliarder for skoler, retsvæsen, politi osv. at implementere.

2004 - 2009. EU konstitution og Lissabon traktaten. Den som vi ikke måtte stemme om, og så er det sidste vi kommer til at stemme om, før den post-demokratiske tidsalder begynder.

For nu kan EU selv tilføje ny magtområder uden nye traktater og folkeafstemninger.
Med andre ord er hele Lissabon traktaten en stor gummitraktat og et formynderisk tag selv bord.

Og EU klarer sig i øvrigt fint uden allerede uden gummitraktater, da EU domstolen forlængst har lært at placere spørgsmål, som den egentlig ikke burde bestemme i en kategori hvor den bestemmer. Et eksempel er en fransk student i Belgien som følte sig diskrimineret i mod, da han ikke kunne få belgisk velfærdsydelser. Selv om EUs studiedirektiver eksplicit siger at en udenlandsstuderende skal kunne forsørge sig selv. EU domstolen gav den franske student medhold. De henviste til hensigtserklæringen om "en stadig tættere union" og at den franske student dermed skulle betragtes som en borger på lige fod med belgiske studenter.
En klassiker er at overføre et spørgsmål til det indre marked. Hvad der ikke kan defineres som tekniske handelshindringer er ikke småting.

Der er sikkert nogle, der stadig håber på EU som en løs konføderation. Men de dage er forlængst forbi. EU detaljeregulerer allerede i et enormt omfang, eller for at sige det med direktøren i EUs Central Bank Jean Claude Trichets ord:

"The Council of ministers will have far more powers over the budgets of the member states than the federal government i the United States has over the budget of Texas"

David Craig og Matthew Elliot, forfattere til bogen "The great European rip off", liberale EU skeptikere, skriver i deres bog, at EU koster cirka det tidobbelte af det offcielle beløb.

I Danmark f.eks. bruger vi 7 procent af statsbudgettet officielt på EU, vi betaler dog forholdvist mere end stort set alle andre lande. Men det er kun de officielle og direkte omkostninger.
Når EU direktiver og love - og dem er der rigtig mange af - skal implementeres i den lokale administration eller i de private erhvervsliv koster det også penge.

Se for eksempel her:

EU koster virksomheder kassen

04. jun. 2009 16.01 Penge Opdat.: 08. jun. 2009 05.00

De erhvervs-love EU har indført fra 1998 til 2008 har kostet europæiske erhvervsvirksomheder over 7.000 milliarder kroner.

Det er handelsorganisationen Eurochambers der står bag det store regnestykke. Regnearbejdet er udført af Manchester og London Business Schools.

Eurochambers danske medlem er Dansk Erhverv. Og her ser man gerne, at tallet bliver mindre.

"Når vi laver sådan en undersøgelse, der kommer frem med et så astronomisk tal, så er det klart, at det gerne skulle provokere politikerne til at handle, siger EU-konsulent Uffe Weest Nielsen fra Dansk Erhverv.

Vagthund
"Lovgiverne lovgiver i blinde. Politikerne er simpelthen ikke klar over, hvilke omkostninger og administrativt besvær, der er i forbindelse med de love de vedtager, siger Uffe Weest Nielsen.

"Vi så meget gerne, at der blev foretaget konsekvens-analyser af lovarbejdet. Så politikerne også skulle tage stilling til, hvad lovgivningen kommer til at koste, hvem der skal betale og hvor besværlig loven er, siger Uffe Weest Nielsen.

Regningen
Da ekstra omkostninger til erhvervslivet i de fleste tilfælde bliver væltet over på priserne, så ender en stor del af regningen hos forbrugerne.

Her har Manchester Business School og London Businees School regnet ud, at omkostningerne svarer til at hver eneste mand, kvinde og barn i EU skal af med 24.000 kroner.

David craig og Matthew Elliot regner med at EU totalt, med implementering af direktiver, krav om kontrol, samt direkte omkostninger, manglende egenkontrol over økonomi osv. koster tilsammen 1000 milliarder engelske pund årligt, eller 8544 millarder danske kroner.

Derudover bruger vores politikere omkring 40 procent af deres tid på EU relaterede opgaver.

Vi skal altså spørge os selv, hvad vi virkelig får for vores penge og tid?