Det er en film baseret på en sand livshistorie og en autentisk person, James J Braddock.
Det er der mange årsager til. Det er en film med mange historier i en, med mange nuancer. Men først og fremmest er det en historie om en mand, der kæmper for selve sit eget og sin families liv.
En bokser der har mistet gejsten, troen på sig selv, er plaget af skader og lever et forhutlet liv under den store depression i Amerika.
I kampen for at overleve og genvinde sin stolthed, brødføde sin familie, finder han kræfterne og viljen, frygtløsheden til at rejse sig fra asken til en ny storhed som kulminerer i, at han vinder titlen som verdensmester i sværvægtsbokning.
For nogle år tilbage ville jeg kun havde bidt mærke i historiens bravado dimension. I det klassiske skisma mellem en mand, der forstår der er principper og værdier som er større end hans liv, som forbinder sin stolthed med det at sørge for sin familie. Og hans kone, der ikke forstår hvorfor han vil sætte livet på spil, hvorfor noget er vigtigere end at overleve og være fysisk tilstede for hende og børnene.
Braddock blev et forbillede for millioner. Han gav dem håb. Han blev et symbol i den kamp for overlevelse millioner af familier kæmpede dengang.
Et symbol på at man kunne rejse sig igen og kæmpe ukueligt videre.
Men for mig er der en scene som står stærkere end andre i filmen. Det er ikke en scene om bravado eller fyldt med machotalk. Det handler om principper som dengang drev langt flere mennesker, end de ville gøre i dag.
I dag er det næsten givet og forståeligt at fattige mennesker stjæler. Når unge stjæler er det fordi de er fattige og marginaliserede som standardundskyldningen hedder.
Men under depressionen var der virkelig fattigdom. Ingen fattigdom vi ser i dag, kan på nogen måde sammenlignes med den de så dengang. Hverken i karakter eller udbredelse. Alligevel var der dengang langt mindre kriminalitet. Det skyldtes man havde principper. Og dem holdt man fast i uanset hvad.
Man stjæler ikke, fordi man er fattig. Man stjæler fordi man mangler etiske principper.
I filmen har Braddocks søn stjålet en spegepølse hos en slagter. Braddock tager straks sønnen med hen til slagteren og tvinger ham til at levere spegepølsen tilbage.
På vejen hjem igen, forklarer sønnen, at nogle af hans venner er blevet sendt væk af deres familie, fordi de ikke havde råd til at brødføde dem. Det var det han var bange for skulle ske med ham også, hvis de ikke fik føde.
Braddock udviser forståelse for drengen, men så er der principperne:
Det er i hårde tider, at menneskets karakter træder frem. Jeg ønsker ikke hårde tider for Danmark. For jeg er ikke så sikker på at karakteren i dag er ordentligt dannet hos mine medmennesker. Hverken i forhold til at håndtere svære omstændigheder, eller holde fast i etiske principper om det så gælder ens liv.
6 kommentarer:
...under depressionen var der virkelig fattigdom. ... Alligevel var der dengang langt mindre kriminalitet. Det skyldtes man havde principper.
WJ: Reality-check...
Lynchinger af sorte var først et problem som blev bremset efter depressionen.
Race-diskrimination blev først bremset efter depressionen.
Anti-semitisme var langt mere udbredt, over halvdelen af befolkningen gik ind for diskrimination af jøder iflg. en Roper-Poll.
Ja, folk havde principper dengang. Men de principper var fuldstændigt uacceptable for moderne, danske demokrater.
Men Hip Hip Hurra for at de stjal lidt mindre. Staten havde jo allerede forfordelt dem af helvede til.
Kan vi ikke finde andre epoker at glorificere?
Nu er det ikke det jeg glorificerer.
Jeg holder meget af USA i dag også, men det betyder ikke at jeg synes alt er godt over på den anden side af atlanten.
Man kan jo heller ikke sige, at socialismen ikke bør værdsættes på nogen måde, på grund af Stalin og Anker.
Nej, selvfølgelig er det ikke det du glorificerer.
Men du tager en dimension af depressionen og ophæver det til den daværende kulturs principper (flertalsform), når deres fremherskende principper var noget langt mere mangfoldigt og moralsk tvetydigt.
Jeg elsker også USA, og hvis jeg kunne se et attraktivt forsørgelsesgrundlag derovre, så var jeg flyttet imorgen.
Man havde samme princip i Danmark og stadig lav kriminalitet dengang. Og der var der sikkert også mange som var lige så ludfattige som Braddocks familie var.
Men filmen omhandler USA, og depressionen, og gør det i øvrigt på så malende en måde, at mange lærere bruger filmen som undervisning i USA.
Det samme med England, hvor i følge Theodore Dalrymple:
"In 1921, the year of my mother's birth, there was one crime recorded for every 370 inhabitants of England and Wales; 80 years later, it was one for every ten inhabitants. There has been a 12-fold increase since 1941 and an even greater increase in crimes of violence. So while personal experience is hardly a complete guide to social reality, the historical data certainly back up my impressions."
De var altså fattige dengang på et niveau vi slet ikke er i nærheden af, eller kan forstå, det er noget vi forbinder med Afrika.
De sultede stadig udbredt i Finland så sent som mellem 1960 og 1970.
Principper som man stjæler ikke, man opfører sig ordentligt og respektfuldt over for andre, man forsørger sig selv. I det hele taget mere personligt ansvar.
Det er noget vi godt kunne bruge mere af i dag.
Du har en pointe.
Under depressionen brugte min bedstefar over et år på at cykle rundt til hver eneste flække i Danmark for at finde et job. Han endte på et teglværk. ...og i modsætning til hans samdtige amerikanske modstykker, så tilhørte han ikke en race-overklasse.
Hvor mange i dag ville cykle landet rundt i et forsøg på at finde et forsørgelsesgrundlag, som var så fysisk opslidende som teglværks-arbejde?
Send en kommentar