mandag den 1. juni 2009

Nypolitisk ordbog

Jeg holder meget af information. Det sker virkelig i blandt, at de lever op til en pæn andel objektivitet og går lidt dybere til værks, end i hvert fald de øvrige medier gør.

Men en gang i mellem lyder Information som en dårlig kopi af Politiken. Når jeg siger dårlig, er det fordi Politiken trods alt vil tone rent flag, når de kører ensporet derudaf.

Men i en artikel i weekendens avis omkring EU afstemningen og den fælles modstand på både højre og venstre side går det helt galt:

Folkebevægelsen mod EU's kamp om pladserne i Europaparlamentet er båret af en retorik, der er tæt på Dansk Folkepartis. Unionsmodstanden forener de yderste højre- og venstrefløje, men gør det svært for vælgerne at skelne nationalisme fra nærdemokrati.
Så hvis det står til Information, bliver vi altså nødt til at omskrive vores ordbog:

EU modstander på højrefløjen = En nationalist, som ikke ønsker at forpligte sig internationalt og er ligeglad med nærdemokrati.

EU modstander på venstrefløjen = En internationalist som bekymrer sig om nærdemokrati.

Det er så karikeret, snævert, manikæisk som noget næsten kan være.

Hvis DF netop ikke er et parti, der ønsker nærdemokrati, synonymt med et effektivt folkestyre - med folkevalgte politikere, der må gennem en omfattende procedure med første og anden og tredje behandling af lovforslag, i stedet for en arrogant kommision, der spytter lovforslag ud i et ihærdigt, bureaukratisk tempo, som et fortravlet ministerråd så skal løbe i gennem på rekordtid. Så ved jeg ved gud ikke, hvad DF står for.
Det er da netop EUs evne til at sætte demokratiet ud af spil og manglen på selvsamme nærdemokrati, der er kernen i enhver EU modstand.

Folkebevægelsen vil helt ud af EU samarbejdet, det vil DF trods alt ikke. Ligeledes kan DF godt samarbejde med foreksempel USA, DFs nationalisme er ikke mere nationalisme , end den anerkender andre demokratier som tilhører den vestlige kulturkreds. Mens internationalismen hos venstrefløjen egentlig mest gælder det uden for den vestlige verden, altså er den ikke mere international, end som så. Men nærmere en forening for fremmelse af den tredje verden på bekostning af demokratierne, som bare skal punge ud og pudse glorie, åbne grænser og finansiere en fatal dysfunktionalitet, uden at stille spørgsmål.

Jeg så hellere en interdemokratisme, end en internationalisme.

Hvis verdens demokratier kunne stå sammen og indse, at demokratiet er ikke en naturlov i denne verden, men et nyligt opstået og skrøbeligt projekt, der på sigt kan blive kuet økonomisk og militært af de kombinerede hel og halvtotalitære regimer i verden, såsom Kina og den islamiske verden med vedhæng, for at slet ikke tale om elitære projekter alá EU.

Jeg så langt hellere en union af demokratiske lande, der går sammen og styrker hinanden, lover at forsvare hinanden og demokratiet.

Jeg så gerne den demokratiklub var åben for alle lande som indfører demokrati.

Jeg så gerne at økonomisk støtte og liberale toldmure var betinget af, at man levede op til en lang række krav, menneskerettigheder, kvinders ligestilling, lav fertilitet, korruptionsbekæmpelse.

Jo grovere ens brud mod disse, jo mindre støtte og højere told.
Lande som Kina, Iran, Sudan og andre grove menneskerettighedsforbrydere, skal ikke blot have toldmure omkring sig. De skal have ekstra høje toldmure, alt efter i hvor høj grad de er i konflikt med ovenstående kriterier. De skal simpelthen have en forbryderstats særtold.

Hvorfor mener jeg det?

1. Demokratierne i denne verden er ikke givet i sig selv. De skal styrkes og belønnes for at være demokratier. De er for få til at lade stå til.
De demokratiske landes førsteprioritet må så absolut være bevarelsen og styrkelsen af demokratiet.

2. At belønne regimer for at være ustabile og udemokratiske inciterer ikke disse regimer til at foretage demokratiske og humanitære reformer, eller få styr på deres befolkningsvækst.
Det gør stigende økonomisk støtte og fjernelse af toldmure i takt med at de begiver sig ud i en sådan udvikling til gengæld.

0 kommentarer: