torsdag den 25. juni 2009

Mental flatline

Jeg fik mit første frie internet cirka i 1998. En dobbelt ISDN forbindelse til de sølle 500 kroner om måneden den nu kostede.

Jeg elskede at surfe, spille spil, og chatte og ih hvor er der gået meget tid med den slags.

I dag tænker jeg lidt anderledes. Men det har været en lang rejse.

Spiller gør jeg ikke så meget mere. Til gengæld læser jeg med en umættelig rastløshed.

Men internettet fordrer med hånden på hjertet ikke dybden. Det er dog for at grave lidt dybere og stille nogle spørgsmål, som savnes, jeg driver denne blog.

Men fordybelsen, selv det at skrive går fra den ene post til den anden - spørgsmålet er dog, hvis man skriver langt og rigtig grundigt, om det er noget folk efterhånden gider at læse?''

Nej, så hellere den korte lille stikpille ala klummen, hvor tingene bliver vendt og drejet lidt, og så må man selv dreje det langsomt rundt i sin tanke efterfølgende.

Hvis jeg læser en avis, er det klummen som er det store trækplaster. Jo mere fræk og provokerende, dog ikke for polemisk, jo bedre.

Men der er nogle spørgsmål i livet som kræver fordybelse. Der er politiske spørgsmål som kræver mere end en hurtig haglbyge sendt fra hoften.

I gamle dage gik man på andejagt med kanoner. De kunne jo nedlægge en flok med et brag, før den nåede at flygte - et egentligt udmærket princip for at skabe resultater.

På internettet brager vi dagligt løs, dog uden det helt store sigte.

Hjernen bliver vænnet til tusind bolde i luften og tusind rastløse tanker.

Jeg læste mange bøger, før jeg fik internet, men min hukommelse er for dårlig til at lade være med at læse bøger. Og det er jeg næsten holdt op med, omend jeg læser lidt mere i dag igen, end for fem år tilbage.

Heldigvis har jeg bevaret lidt af den evne, til at blot læse et par linjer og så gruble over dem i timevis, jeg dengang fik opbygget.

Når alt kommer alt, er det vel bedre at tænke sine egne tanker, end at forsøge at tænke andres.

Og så dog alligevel. Nogle gange er andres dybe tanker som et puslespil, der aldrig bliver sammenstykket uden at man tager en tur i grubleriet.

Der er vel en balance i al ting, men internettet, jagen efter næste input, jagen efter næste nyhed, jagen efter næste lille eksistens fix.
Det giver mental flatline, næsten som hjertet der stopper uden at banke, så det kan ses og høres, hvis det overdrives.

Det er min tanke i dag, og jeg ved ikke, om jeg skal skræmme folk væk med at gå mere i dybden, eller fortsætte som jeg hidtil har gjort?

3 kommentarer:

WilliamJansen sagde ...

M.h.t. at skræmme folk væk.

Jeg har længe bemærket at din blog får færre kommentarer end den er værdig til. Det har jeg en teori om, og der er ikke en høflig måde at præsentere den på, så nu gør jeg det bare så uhøfligt som muligt:

Din blog er pisse-grim.

Altså ikke indholdet, men præsentationen. Du bruger en tynd font på en ikke-hvid baggrund, hvilket gør at bogstaverne ikke står nær så tydeligt frem som f.eks. på min blog (eller 98% af alle blogs). Bogstaverne springer ikke ind i mine øjne, som de gør andetsteds. Det er ikke en lækker læseoplevelse.

Teksten fylder for lidt. Der er for mange links, referencer til tidligere indlæg og billeder af Bertrand Russell.

Det er som sagt ikke pænt sagt, men jeg har længe tænkt at din blog var den suverænt grimmeste blog (rent visuelt) af alle dem jeg læser regelmæssigt.

Måske hvis du lånte et design som mit, Eksistens-Lottes eller Betydning-Ullas, så ville den fysiske oplevelse ved læsningen være mere behagelig og så ville debatten flyde frit også her.

For du skriver godt, men folk vil både have en lækker læse-oplevelse og interessant læse-materiale. Du leverer kun det sidste.

Anyway; det er hårde ord, men de har lagt mig på sinde et stykke tid. Nu har du givet mig en anledning til at fyre dem af. Jeg er sikker på at du kan tage det.

...og så lige en ting til: Fuck journalist-skolen.

Anna Politsovskaya har sagt: ‘I think the duty of doctors is to give health to their patients, the duty of the singer to sing. The duty of the journalist is to write what this journalist sees in reality.’

Du kan sagtens se virkeligheden og skrive om den uden at gå på journalist-skolen først.

9 ud af 10 'journalister' fra journalist-skolerne lever alligevel ikke op til Anna Politsovskayas beskrivelse af en journalist, og det siger vel en ting eller sytten om den uddannelse.

Lotte sagde ...

Yeeeeeeeez...

Din blog er pissegrim....

William har ret...

Har tænkt det længe...

Du skal over på wordpress. Let manøvre på alle måder...importer og den skid er slået..

Og studiet. Du skal bare hænge på. Om få år er du flertallet....Den slags kalder man en mønsterbryder...

:-)

Thomas Bolding Hansen sagde ...

Jeg elsker min blogs udseende:) Men jeg tror jeg vil tage jeres udsagn som en opfordring til at lave en afstemning på bloggen, angående dens udseende.

Livet og journalisthøjskolen har dog trods alt lært mig, at min smag ikke nødvendigvis er andres smag, og man skal "kill your darlings" :)i blandt.

SUK!

:)

Men ellers ja, man behøver ikke være journalist for at være samfundsdebattør.
Jeg vil blot gerne være journalist, da det er alsidigt arbejde - udenrigskorrespondent, filmanmelder, Interviewe spændende mennesker og få penge for det, spindoktor :P You name it. Det er en profession med mange muligheder.

Hvis mennesker som de er flest, gad at betale for Politsovskayas version af journalistikken, var det den der blev undervist i på DJH, tro mig. Journalistik er vox populi, og går du tilbage i tiden var det Ekstra bladet som der blev solgt flest af, før gratisaviserne kom.

Men omvendt er tiden til at aviserne definerer sig selv som noget af en højere kvalitet, end netop gratisaviserne.