Mental flatline

Jeg fik mit første frie internet cirka i 1998. En dobbelt ISDN forbindelse til de sølle 500 kroner om måneden den nu kostede.

Jeg elskede at surfe, spille spil, og chatte og ih hvor er der gået meget tid med den slags.

I dag tænker jeg lidt anderledes. Men det har været en lang rejse.

Spiller gør jeg ikke så meget mere. Til gengæld læser jeg med en umættelig rastløshed.

Men internettet fordrer med hånden på hjertet ikke dybden. Det er dog for at grave lidt dybere og stille nogle spørgsmål, som savnes, jeg driver denne blog.

Men fordybelsen, selv det at skrive går fra den ene post til den anden - spørgsmålet er dog, hvis man skriver langt og rigtig grundigt, om det er noget folk efterhånden gider at læse?''

Nej, så hellere den korte lille stikpille ala klummen, hvor tingene bliver vendt og drejet lidt, og så må man selv dreje det langsomt rundt i sin tanke efterfølgende.

Hvis jeg læser en avis, er det klummen som er det store trækplaster. Jo mere fræk og provokerende, dog ikke for polemisk, jo bedre.

Men der er nogle spørgsmål i livet som kræver fordybelse. Der er politiske spørgsmål som kræver mere end en hurtig haglbyge sendt fra hoften.

I gamle dage gik man på andejagt med kanoner. De kunne jo nedlægge en flok med et brag, før den nåede at flygte - et egentligt udmærket princip for at skabe resultater.

På internettet brager vi dagligt løs, dog uden det helt store sigte.

Hjernen bliver vænnet til tusind bolde i luften og tusind rastløse tanker.

Jeg læste mange bøger, før jeg fik internet, men min hukommelse er for dårlig til at lade være med at læse bøger. Og det er jeg næsten holdt op med, omend jeg læser lidt mere i dag igen, end for fem år tilbage.

Heldigvis har jeg bevaret lidt af den evne, til at blot læse et par linjer og så gruble over dem i timevis, jeg dengang fik opbygget.

Når alt kommer alt, er det vel bedre at tænke sine egne tanker, end at forsøge at tænke andres.

Og så dog alligevel. Nogle gange er andres dybe tanker som et puslespil, der aldrig bliver sammenstykket uden at man tager en tur i grubleriet.

Der er vel en balance i al ting, men internettet, jagen efter næste input, jagen efter næste nyhed, jagen efter næste lille eksistens fix.
Det giver mental flatline, næsten som hjertet der stopper uden at banke, så det kan ses og høres, hvis det overdrives.

Det er min tanke i dag, og jeg ved ikke, om jeg skal skræmme folk væk med at gå mere i dybden, eller fortsætte som jeg hidtil har gjort?