Velskrevet ønsketænkning - den falske svanesang

Information har en artikel i dag, af John Gray, filosof og professor emeritus ved London School of Economics, med en titel som hedder intet mindre end: "Nekrolog over den amerikanske tidsalder".

Nu plejer nekrologer jo at være noget man skriver, når folk er døde, ikke når de er sengeliggende med feber.

Men det generer ikke John Gray og en lang række andre eurocentriske og venstreorienterede meningsdannere, som ikke kan finde nok tegn at tolke kapitalismen, eller USAs totale undergang og fallit ud i:
Kaffegrums, skåle fyldt med sort blæk, knogler fra en pose - alt kan simpelthen bruges og de kan slet ikke vente på at have ret.

Problemet er bare, de aldrig får ret - i hvert fald ikke i dette århundrede. Kapitalismen fejler ikke noget i sig selv. Det er den måde man bruger den på, eller de forgængelige ressourcer man evt. forbruger for mange af, hvilket så er selvregulerende, for prisen vil stige når der er mangel. Kapitalismen kan til gengæld lige så godt bestå i udviklingen og salget af elbiler, udviklingen i solenergi, eller Vestas er faktisk noget af det mest succesfulde kapitalistiske foretagende, vi har herhjemme.

Kapitalismen sikrer simpelthen bare velstand og materielle fremskridt til en pris almuen har råd til at betale. Det er der intet katastrofalt i, tværtimod. Det er vejen frem for alle lande.

Men tilbage til nekrologen, et stærkt begreb. Ikke at stormagter aldrig forgår. Men nekrologen tilhører den forkerte del af verden. Skal vi over i nekrolog afdelingen, skal vi skrive om den europæiske civilisation og ikke om USA, som måske nok om 30-40 år bliver overhalet af Kina som verdens økonomiske stormagt, men det er jo kun totalt BNP, slet, slet ikke BNP per Capita. At Kina bliver verdens største BNP økonomiske stormagt, måske endda en militær, på papiret, er ikke nødvendigvis det samme, som at USA ophører med at være den største magt i verden. De har langt mere at investere i per capita, i den enkelte amerikaner og bliver næppe overgået af noget stort eller større land i dette århundrede i indkomst per capita. Luxemborg, Norge, Brunei osv. er nok rigere per capita, men stormagter bliver de aldrig. Lige som at Kina heller ikke nødvendigvis bliver en stormagt, fordi deres BNP er større en USAs.
Fra artiklen i Information lyder det:

Det finansielle systems næsten totale disintegration turde ellers have vist, at de seneste to årtiers velstand i overvejende grad var en illusion - en indbildning i højere grad skabt af hæmningsløs kreditekspansion end af produktiv foretagsomhed.

Det er korrekt at USA har haft sine subprime lån, og sine Collaterized Debt Obligations (CDOs).
Men samme problem har vi haft i Danmark i mindre format, en kunstig og midlertidig vækst, baseret på boligmarkedet.
Vi har også for tiden minusvækst og økonomisk krise, det er ikke i sig selv farligt. Det er faktisk naturligt, at når man har haft en vækst baseret på kunstige og midlertidige forhold. Så går væksten i en periode i minus, indtil vækstgrundlaget er tilbage og hviler på sit realøkonomiske grundlag - nemlig den bæredygtige og permanente økonomiske base i industri og solide forretninger og investeringer.

De stigende priser på aktier og boligmarkedet afspejlede ikke en modsvarende vækst i Amerikas velstand. De på papiret så eskalerende aktiver var kunstprodukter bragt til veje af de abnormt lave rentesatser, som USA-s centralbankdirektør Alan Greenspan lod indføre i perioden efter hedgefonden Long Term Capital Managements kollaps. LTCM var verdens største spekulationsfond, og dens fald i 1998 var et forvarsel om den ekstreme skrøbelighed, som følger af højt gearet lånefinansiering.

Men ironisk nok var effekten af Greenspans politik, at hele Amerikas økonomi blev finansieret ved lån.

Anker Jørgensen, finansierede, ikke et forbrug, men en offentlig sektor ved lån og kæmpegæld.
Det tog cirka 15 år at få vendt skuden. Men det var også en tung og lang skude at vende.
USA skal nok kæmpe med sine nuværende problemer lidt længere end os andre, altså de næste 5-10 år. Men USA står i sit udgangspunkt langt stærkere på langt sigt, end noget europæisk land, det er den forkerte svanesang.

Verden indser, at USA har opbygget en gæld så astronomisk, at den aldrig kan tilbagebetales.

Her kammer svanesangen helt over - ganske vist er der astronomiske beløb på spil, men USA producerer, har produceret, vækst i astromiske størrelser og vil fortsat gøre det.

På toplisten over lande med en kæmpegæld gæld i BNP, vil man finde 5-6 Europæiske lande, før man finder USA.

Det som skete under Anker Jørgensen, af uransagelige årsager kåret som danmarks ottende bedste statsminister, hvor Danmarks gæld blev fordoblet på ganske få år, ville vi ikke kunne overleve en gang til.

Anker Jørgensen som Socialdemokratiet stadig roser med de helt store, svævende, lyserøde tanker:

Intet tyder på, at denne kampagne har gjort indtryk på danskerne. Det skyldes, at den er komplet meningsløs. Alle regeringer i hele Europa – uanset partifarve – havde nogenlunde de samme økonomiske problemer i halvfjerdserne. Danmark var ingen undtagelse – heller ikke under Anker. Men når det gjaldt overforbrug og manglende styring af økonomien, kunne han slet ikke følge med VKR-regeringen fra 1968 til 1971. Og når det gjaldt virkelig langsigtede udfordringer, traf Anker Jørgensen de rigtige beslutninger. Eksempelvis med en fremsynet energipolitik, som i dag har gjort Danmark selvforsynende med olie og gas.

Lad os se lidt på udviklingen i nogle poster under Anker og siden, statistikken OFF23 i Statistikbanken - Enheden er millioner kroner, dvs. f.eks 112.290 er 112,290 milliarder :

Generelle offentlige tjenester:
1971 = 4318
1975 (ved hans overtagelse)= 4650
1982 (ved hans afgang) = 48.551
2008 = 112.290

Folkeskole:
1971 = 9574
1975 = 17.162 ( Han fik den op på 15118 allerede første regeringsperiode mellem 1972-73)
1982 = 36.783
2008 = 60.888

Sundhedsvæsen
1971 = 9323
1975 = 17.238 (Igen fik den op i første regeringperiode 1972-73)
1982 = 39.021
2008 = 131.650

Social beskyttelse

1971 = 18.848
1975 = 37.388
1982 = 100.922
2008 = 373.632 ( Det er 373 milliarder, intet mindre! En inflation i ydelse, krav og forventning som er nær praktisk umulig at tilbagerulle)

Jeg har ofte sagt, at det værste der kunne ske for Danmark var en selvopfattelse af Danmark som et rigt land, med råd til flere offentlige investeringer.

At jeg ikke griber en sådan bekymring ud af den bare luft, kan Helle Thorning Schmidt give belæg for, for at slet ikke nævne hendes potentielle regeringsmakker, flinkeonkel Villy med den store spenderingspung. Hør blot Helle Thorning her i Folketingets afslutningsdebat:

Jeg vil i dag gøre noget særligt ud af debatten om ikke bare fremtidens, men også nok så meget nutidens danske velfærdssamfund og især den offentlige velfærdsservice, der nu i 5 år har været underlagt en økonomisk spændetrøje af det regerende VKO-flertal...
Hvorfor er det sådan i et rigt land som Danmark. Vi kan gøre det bedre.

Der skal ikke være tvivl om at, jeg gerne på enkelte områder så flere investeringer. f.eks i bedre behandling af psykisk syge, bedre skolegang og flere tvangsfjernelser af børn, da det betaler sig ind i igen siden.
Men den økonomiske spændetrøje - Ser man på væksten i det offentlige forbrug:

1970 = 58.057
1982 = 244.748
1990 = 470.007 (Økonomisk krise i to led fra 1987, sorte mandag, til 1991 kort oliekrise efter Golfkrigen)
1992 = 521.562
2001 = 728.015
2008 = 900.296

Så vokser det dog stadig, med eller uden spændetrøje.

Update: De offentlige udgifter er fra 1970 til 2008 vokset med over 1500 procent. Inflationen i samme periode, (PRIS9 tabellen i statistikbanken) = 672,5 procent, altså en fordobling af de reelle omkostninger ved velfærdsstaten. Inflationen var 314 procent af 1970 beløbet allerede i 1982 - Efter krisen mellem 1987 og 1992 var den oppe på 473,5 procent af 1970 beløbet.

Nu kommer min hovedpointe - det er den falske svanesang.

USA skal nok overleve, for ingen i USA forventer at Onkel Anker kommer og redder dem med den store gyldne pung. De forventer kun, at de skal arbejde sig hårdt ud af krisen.
De har ikke store forventninger til minimumsløn og offentlig velfærd.

En økonomi som den danske kan derimod ikke overleve en omgang Anker til. Ikke engang en halv Anker og slet ikke en hel Villy.

Vores forventninger til mindsteløn og offentlig velfærd er skruet så langt op over det bærbare niveau, at det er kun er godt, vi har en økonomisk krise. For det er en sund og nødvendig tænkepause for vores vedkommende.

Vi har sat vores velfærd under unødvendigt stort pres med høj indvandring, høj mindsteløn og gigantiske velfærdsbudgetter. Noget som slet ikke er kompatibelt med det forhold at virksomheder kan flytte til billige lande - for dem i et logistiksmut nærheden - og at vi faktisk har en virksomhedsflugt og efterhånden får en større personflugt af højtuddannede, eller det faktiske bæredygtige økonomiske grundlag. Eller EUs regler om at virksomheder som bliver i Danmark kan ansætte f.eks polske arbejdere til polsk overenskomst - i Danmark!

Det værste er, at vi ikke forstår de langsigtede konsekvenser, at vi stadig hænger fast i offentlig ekspansion, på et ligeligt helt og aldeles luftigt grundlag, Nemlig oliepengene og den midlertidige boligboble, økonomi på ren damp.

Det værste der kunne ske var en ny omgang offentlig ekspansion, modsat Ankers bliver den noget sværere at redde kastanjerne ud af ilden efter denne.

Nej, svanesangen tilhører Europa - ikke USA.