Nej til slack - ja til pacing

Effektivisering. Der kan altid justeres på lidt tandhjul, her og der, i det offentlige, og det skal guderne vide, der også er gjort. Men er man tilfreds? Nej, for der kan jo altid detalje-styres en lille smule mere og så en lille smule mere.

En af mine liberale venner udtrykker det således, at regeringen går alt for meget op i kontrol og for lidt op i tillid. Han synes faktisk slet ikke, det er borgerlig politik.
Hvis man laver en cost/benefit analyse af det offentlige, er der helt sikkert meget at komme efter. Men at pace de offentlige medarbejder med styringsteknologier og mistillid. Det er ikke så meget at spare, som det er at nedbryde menneske efter menneske, og det sparer man ikke meget på, når man skal ud og hente vikarer som er dyrere og mindre bekendt med opgaver og arbejdsgang - tværtimod skyder man selv sig i foden.

Når man påfører offentlige ansatte skemaudfyldning i lange baner, diverse kontrol og pacingredskaber. Så giver det for så vidt sig selv, at den offentlige sektor bliver dyrere, uden nogen som helst fornuftig grund.
Hvis man vil have en bedre og billigere offentlig sektor, kræver det en god ledelse og trivsel på arbejdspladsen, ikke så meget andet.

Alligevel er vi i stigende grad besat af kontrol. DJØFFERIET har gjort sit helt store indtog på det danske arbejdsmarked.

Med økononomer og øvrige klerikale med fast greb i selerne og håndfast greb om pisken er effektivisering blevet en faktor, vi tager for givet. Skal der spares, skal der effektiviseres.

Hvor isoleret fra omverdenen disse pacere er viser, blandt så meget andet, denne artikel fra JP.

Sæt økonomer i deres elfenbenstårn til at vurdere forholdene på gulvet, og du er sikker på, at det går ud af en tangent.

Hør blot dette guldkorn af professor Peter Nannestad fra Aarhus Universitet:

Man kan se, om der har været slack i en organisation, hvis man presser den til at være mere effektiv.
Så længe det er muligt at forbedre effektiviteten, er det bevis for, at der har været slack.

Jeg anbefaler hr. Nannestad, at melde sig til fremmedlegionen, så han kan finde ud af i hvor høj grad, der er slack i samfundet.
Der er jo ingen konkret top på, hvor meget vi kan få mennesker til at løbe hurtigere. Der er også stor forskel på, hvordan forskellige private virksomheder klarer sig. For der er en individuel forskel på, hvor meget individuelle mennesker kan præstere, sjovt nok. Jeg er ret sikker på, at Nannestad ikke vil bruge dem som klarer sig middelmådigt som parameter på, hvordan de øvrige bør klare sig.
Men andre ord, offentlige effektivisering er en skrue uden ende. Og frem for at bruge cost- benefit vurderinger, er der en tendens til at skrue den skrue ind i rumpen på den enkelte medarbejder.

Og flere DJØFFERE:

To økonomer, Henrik Christoffersen fra AKF og Martin Paldam fra Aarhus Universit, undersøgte for nogle år siden effektiviteten af rengøringen på mere
end 1.000 folkeskoler...

Resultatet var, at de private firmaer opnåede den samme rengøringskvalitet som de kommunale rengøringsfolk, men at de gjorde det 30 pct. billigere, fordi de var mere effektive. Ifølge forskerne var det omvendt udtryk for slack og mangel på effektivitet i den offentlige rengøring.

Jeg vil æde min gamle hat på, at de to herrer aldrig har arbejdet i den private rengøringssektor. Det har jeg. Og jeg kan garantere for, at der mange steder bliver løbet meget hurtigt, for hurtigt og er en urealistisk normering. (Omend der findes enkelte oaser, hvor der er rigeligt med tid). Også så hurtigt at mange ansøgere falder fra efter kort tid, får stress og mavesår. Så er det den med gyngerne og karrusellen. Hvem betaler for sygemeldinger, stress og mavesårsbehandlingen, invalidepensionen til personer med slidgigt og andre som falder ud af ræset?
Jo vist hyggesnakker de offentlige rengøringspersonager i blandt. Det gør DJØFFERE angiveligt også og går lige på facebook, på den private email og hyggesurfer lidt. Der er også penge at spare i DJØFFERNES rækker. Det ville være både en besparelse og en lettelse for de offentlige medarbejdere.
Antallet af personer på sygedagpenge er omkring fordoblet inden for det sidste årti.
Velkommen til den nye fagre pacing verden.
Husk vi kan allesammen yde mere.
Meld jer selv til fremmedlegionen og find ud af, præcist hvor meget.

Breaking news fra et kontrolsamfund

Line...

Line har fundet et arbejde, som hun skal overtage om et par måneder.
Men Line skal alligevel søge fire stillinger om ugen, fordi:

- Vi synes jo, at man bør møde den ledige med lidt større tillid. Men det er op ad bakke, ministeren er ikke rigtig lydhør over for vores meldinger.

Udtaler forbundsformand i Sprog og Kommunikation, Birgitte Jensen.

Claus Hjort Frederiksen synes åbenbart at linen skal holdes stramt, det er jo et selvansvar at finde et arbejde, nu da regeringer i årtier har forfejlet at skabe arbejdspladser til befolkningen, må opgaven jo naturligvis udliciteres til den enkelte, så det kan få fingeren ud af *********, og selv finde et arbejde.

Men der er håb for Line. Hun skal blot søge de over 80 procent jobannoncer som repræsenterer et arbejde, der for længst er taget.

Derudover kan hun jo bare skrive en dårlig ansøgning, som falder i bunden af 50-200 ansøgninger, hvis det ikke lige er 1000 ansøgninger, som nogle stillinger faktisk ryger op på.

Tillid er godt, men kontrol er jo bedre. Kontrol forandrer bare ikke den virkelighed, at der faktisk er mangel på arbejdspladser.

En DJØFers bekendelser

Nyhedsavisen har et interview i tirsdags med arbejdsmarkedsforsker fra Aalborg Universitet, Flemming Ibsen.

Han finder det naturligt, at offentligt ansatte tjener noget mindre end private, da førstnævnte jo ikke skal konkurrere på et globalt marked.

Han fremhæver, som eksempel, sygeplejersken versus ingeniøren og siger den første ikke må tjene mere end den anden. I artiklen nævnes det dog lige, at forskellen ser således her ud; 27.005 kroner og 37.401.

Gæt selv hvem der tjener det mindste beløb.

Forskellen i gennemsnitlig indtægt er 38 procent. Noget mere end de tre løntrin op, og 12,8 procent mere i posen kan kompensere for.
Og denne lønstigning er jo blot et tegn på, at de offentlige lønninger har bevæget sig minimalt siden begyndelsen af firserne.

Men Ibsen væver videre, sygeplejerskerne er jo ikke produktive og skellet mellem løn på ingeniører og sygeplejersker er lavere end i flere af vores nabolande.
Han påstår, at løngabet mellem de offentlige og det private automatisk bliver reguleret.
Men nu vi taler om ingeniører, så tjener den offentligt ansatte ingeniør faktisk 8842 kroner mindre i løn om måneden end den privatansatte. Går vi tilbage til 1980 var der næsten ingen forskel i lønnen mellem de to.

Han er bange for at de store lønstigninger vil smitte af på det private. Det er for så vidt fair nok, økonomisk årsag og effekt er økonomisk årsag og effekt.
Men han skal lige have nogle holdninger ud mellem sidebenet.

Han finder det naturligt, at det giver flere penge at producere varer og viden, end at passe syge.

Skal vi følge den logik til dørs, har alle som ikke opfinder eller skaber produkter meget ringere værdi, end dem som gør det. Det er for så vidt fair nok, at de som faktisk skaber varer og arbejdspladser tjener godt, men de er ikke mange, heller ikke i det private.
Dem der vedligeholder menneskelegemer har åbenbart mindre økonomisk værdi, end den som vedligeholder maskiner og køretøjer og tager del i produktionen af varer.

Han fortsætter om tryghed i ansættelsen, nogle steder lavere tempo, kvinders lyst til at arbejde med syge og gamle.
Her taler en arbejdsmarkedforsker. Altså en person som burde vide, at frafaldet på Sygeplejerskeuddannelsen er på omkring 1/3 del. At grunden til dette er, at det at arbejde med mennesker fylder stadig mindre og lønnen er dårlig.
At der er utroligt meget stress på mange hospitalsafdelinger på grund af manglen på sygeplejersker, på grund den DJØFSKE management og kontrol tankegang, skemaudfyldning og optimistisk tiltro til de edbsystemer der tit ikke fungerer.

Men hvad er det lige, som i det hele taget gør, at evnen og lysten til at have med andre mennesker at gøre, er mindre værd, end evnen og lysten til at arbejde med matematiske størrelser?
Vi taler i begge tilfælde om en lang og hård uddannelse og jeg kan ikke se, hvorfor den ene skulle være mere samfundnyttig end den anden?
Det sparer også penge for det private erhvervsliv med en ordentlig behandling af syge mennesker som kræver sygeplejerskerne vågne overblik. Det er under alle omstændigheder en samfundsnyttig funktion, der kommer alle til gode.

Summa summarum, det er svært at skaffe sygeplejersker, det er ikke svært at skaffe ingenører. Bortset fra i det offentlige, hvor lønnen jo som sagt generelt er lav.

Hvad med politibetjenten som tjener mindre end sygeplejersken, skal han også bare æde sin minimal løn for en maksimalt hård offentlig tjans?

Det er skadeligt for et samfund, at man placerer et for snævert økonomisk cost/benefit skema over det.
Økonomi, selv pekuniær, kommer også af menneskelig trivsel. Af at der er nogen som diagnosticerer og medicinerer de syge.
At investere i mennesker koster, men det betaler sig også at gøre det. Først investerer man i gode vækst og uddannelsesvilkår, derefter gode arbejds og livsvilkår. Det koster alt sammen, men det betaler sig også.

I sidste instans taler vi også først og fremmest om mennesker - heller ikke som makroøkonomisk størrelse har penge følelser og sjæl, i det hele taget et liv. Det har mennesker.

Løn som fortjent?

Det har altid været et mysterium for mig, hvorfor de mest interessante former for arbejde oftest er de højst lønnede. Det har ikke nødvendigvis noget med den klassiske udbud og efterspørgsel at gøre.
Nej tag for eksempel sygeplejerskerne, dem er der stor mangel på og det fortsætter der angiveligt med at være, da der for tiden allerede på studierne falder næsten hver tredje fra, specielt dem med høj karakter falder fra.
De står ganske vist vist over for et væsentligt løft i deres løn - men det rokker ikke ved at deres udgangspunkt er lavt.

Denne megen snak om lav løn skaber naturligvis dårlig stemning. Men hvorfor tage en lang uddannelse, ende i et stresset, men samfundsnødvendigt arbejde med mange tragiske skæbner transit i ens liv, og tjene mindre end foreksempel en kommende journalist som mig?
Et af de første virkelighedstjek vi fik smækket i hovedet, da vi startede på vores uddannelse var det forhold, at vores mindsteløn allerede var lige så høj som det løntrin en sygeplejerske med 10 års anciennitet ligger på. Dertil skal det så lige siges, at de færreste journalister starter på mindstelønnen omkring 25000 kroner, mens sygeplejerskerne går mere kronologisk til værks og starter konsekvent på lidt over 20000 kroner. Det er frugten af en relativ lang og tung uddannelse.
Når vi så tilføjer at en menig sygeplejerske aldrig kan stige til mere end omkring 30000 kroner om måneden, mens gennemsnitslønnen for journalister ligger omkring 36500 kroner om måneden.
Hvorfor er det sådan? At være journalist er nok stresset og presset, hvis man ikke formår strukturere sit arbejde og sætte grænser. Men der er ikke mangel på journalister, og det er et fag som er hulens spændende. Hvorfor skal vi tjene mere?

En masse proponenter for den feminine offerrolle vil sikkert bringe begrebet kvindefag på banen nu som led i en forklaringsmodel.
Men den holder ikke, det samme problem finder vi nemlig ved politiet som vist godt kan karakteriseres som historisk værende et maskulint præget fag.
24 timer i går fredag havde en artikel om en politibetjent der havde fået nok af dårlig løn, skæve arbejdstider, administrativt arbejde hvis nytteværdi angiveligt kunne diskuteres.
Betjenten i fokus havde været 15 år ved politiet - hans løn efter 15 år? 24.600 kroner!

Det er mindre end en sygeplejerske med 10 år på hospitalsgangene.

Flere betjente forlader deres arbejde for tiden. Det burde ikke være svært at regne ud hvorfor.
Det er mig et mysterium at mennesker vil leve med en hverdag af vold og trusler, og menneskeheden fra dens mest uheldige side, til den løn.

Problemet er ikke kvindefag, problemet er den offentlige sektor som ikke værdisætter sin mest nødvendige arbejdskraft ordentligt, hvilket den absolut burde!
Oven i kan selvsamme offentlige sektor finde ud af sende det ene mistillidsvotum efter det andet til sine medarbejdere i form af skemaer og kontrol og ansætte stadigt mere administrerende og ledende personale, naturligvis til en noget bedre løn end politibetjenten og sygeplejersken.

Den offentlige sektor som skal udgøre samfundets menneskelige ansigt mod det enkelte individ, borger og ansat, lever ikke op til det ansvar.

Derfor er det ikke nødvendigvis nok med 12.8 procent mere i løn, centrale funktioner i samfundet bør værdisættes mindst lige så meget som de for tiden mest trendige karriere-varianter af kejserens nye klæder.

Mindre administration og mere menneskelighed tak!

DJØFFERI Igen igen

I en nylig post, talte jeg mod DJØFFERIET i den offentlige sektor, som dehumaniserer og presser både subjekter og medarbejdere, inden for arbejdsløshedsområdet i særdeleshed, selv om det er et fænomen, der strækker sig gennem hele den offentlige sektor, sundhedsvæsen, serviceområder osv.
Nu er der kommet, en ny undersøgelse af foretaget af 3F som viser, at de fleste jobs som er annonceret ledige af A-kassen slet ikke er ledige længere. Faktisk taler vi om 13650 jobs ud af 15000. Et job, som ikke er virkeligt elendigt, har det nu engang med at blive besat ganske hurtigt.
Det er spild af tid og kræfter, at presse mennesker med kontrol og atter kontrol, - jeg vil endog sige destruktivt - samt at sætte offentlige medarbejdere til at udøve denne.

Det hører sig ikke til i demokratisk samfund, og det er undergravende for det samfund, vi lever i at det konstant spinnes, at vi ikke kan have tillid til hinanden. Kontrol var et nøgleord for Stalin, det er ikke uden grund, det var nemlig et kvælende kontrolsamfund han skabte.
Hvert skridt vi tager i den retning, det er et skridt for meget.

Det gode i det danske samfund er baseret på, den tillid vi har til, og den respekt vi har for, hinanden som individer. Menneskæbner er ikke brikker, der kan placeres efter centralt behag.

Kunsten at DJØFFE i kor

Effektiviseringstanken er ganske fornuftig. Men ville det private erhvervsliv bruge så meget tid på formalia, som det offentlige gør?
Nej vel?
Et bureaukrati er kvælende, ikke blot for dem som udsættes for det som klienter, det er ligeledes kvælende for de mennesker som mekaniserer sig frem inde i dets centrum af koldt stål.

Det danske samfund dehumaniseres dagligt. De over 800000 mennesker på overførselsindskomst jages, som om de bare er brikker, der skal føje samfundets spil.
I den nominelle arbejdsløsheds navn, skal de føle sig specielt kaldet til de kedelige jobs, de lavtlønnede jobs, de nedslidende jobs, de dårlige arbejdspladser, som er dem folk forlader - hvornår har i sidst mødt et menneske som forlod et godt arbejde, hvis ikke der var noget lige så godt, eller bedre i farvandet?

Akademikere skal som betinget refleks søge arbejde der ligger uden for deres evner og lyst.
Og hvorfor? Hvem tror på vi kan fremtrylle 800000 arbejdspladser her og nu?
Arbejdsløsheden har aldrig været lavere - hvilken herlig, men lettere rundgang om sandheden, diskurs.
Ved i hvad? Antallet på overførsels indkomst har kun en gang været højere end for nylig. Det var i begyndelsen af halvfemserne, dengang arbejdsløsheden var oppe over 12 procent.

Nej og vi har heller ikke brug for flere, end de allerede 800000-900000 parkerede ansatte i etaten med portefølje, til at udfylde skemaer i det offentlige.

Vi har behov for at skabe frihed og dynamik, standse dehumaniseringen og kværningen af menneskeskæbner på begge sider af skranken i det offentlige.
Frihed og dynamik kommer ved at lade mennesker sejle i deres sø et sted hvor de altid kan bunde.
For mig at se kommer friheden og dynamikken ikke ind i det danske samfund uden borgerløn på et lavt niveau - SU niveau. Givet kvit og frit til alle, senere betalt tilbage igen af en tilpasset topskat.
Lad alle få dagpenge i 3 måneder når de bliver arbejdsløse, derudover skal de kun have ret til det supplement, som de selv har optjent. Lad pensionister få pensionstillæg - gamle som unge førtids og invalider. Men lad også dem tjene, hvad de vil ved siden af.
Lad folk være syge uden økonomiske bekymringer, giv dem sygedagpenge og lad dem trappe op på arbejdet i den takt de kan uden besvær.
Genhumaniser Danmark. Bring liv og trivsel tilbage, dynamik og frihed, fjern kæderne fra det danske folk.

Om ikke andet, så stop dog den dehumaniseringsbølge og det overdrevne DJØFFERI: