Et nødvendigt opgør med myten om manglen på arbejdskraft

Myten om, at vi mangler arbejdskraft, vil ingen ende tage. Den er særdeles sejlivet, men ikke desto mindre en klokkeklar myte.
Ellers særdeles fornuftige personer, som Asger Aamund med flere, henviser til autoriserede kilder, som OECD og Rockwoolfonden og peger på, at vi i fremtiden vil mangle arbejdskraft. Der er bare det, at førstnævntes talgrundlag er dybt forkert. Sidstnævntes præmis er helt forkert.

At OECD begår dens beregninger på et forkert statistisk og talmæssigt grundlag, det har jeg både belyst og bevist her (Artiklen er just omskrevet, så forklaringerne og pointerne burde fremstå tydeligere).

Rockwoolfondens og andres undersøgelser hviler på et forkert præmis. Nemlig det, at vi i efterkrigstiden fødte nogle ekstra store generationer på op omkring 80.000 børn om året, og i firserne gik i den modsatte grøft og fødte nogle historisk lave generationer ned til omkring 50.000 børn året for at nævne ekstremerne.

Når jeg siger forkert præmis, sigter jeg naturligvis ikke til de faktuelt korrekte tal for de historiske børnefødsler. Men til at præmissen bruges til at danne grundlag og belæg for den konklusion, at vi mangler arbejdskraft i fremtiden. Præmissen holder med andre ord ikke i forhold til konklusionen.

Der er nogle andre præmisser, der er mere afgørende for om denne konklusion holder eller ej:

1. Når vi siger, at de store generationer forlader arbejdsmarkedet, så er det faktuelt forkert. De store generationer er nemlig i høj grad på efterløn, førtidspension, eller på anden måde uden for arbejdsmarkedet.

Antallet af 55-66 årige uden for arbejdsstyrken - altså beskæftigelse - var i 2009, da jeg lavede beregningerne, faktisk højere end andelen med et arbejde. Med andre forlader omkring halvdelen af de store generationer ikke arbejdsmarkedet, men en overførselsindkomst.

2. Danmarks befolkning er siden 1980 vokset med 400.000 personer på grund af indvandring. Hvis man antager, der var et hul, der skulle lappes, så er det altså allerede lappet.

3. Man skal først og fremmest måle mangel på arbejdskraft ud fra, hvor mange der faktisk er beskæftigede og ikke ud fra, hvor mange der er til rådighed i arbejdsstyrken.
Antallet af beskæftigede i 2010 - alt inklusive med også arbejdstagere under 15 år og over 67 år var på 2,68 mio. personer. (RASA1 i Statistikbanken).

Arbejdsstyrken (16-66 årige.) til rådighed om 20 år er lig med antallet af 0-46 årige i dag plus fem generationer af endnu ufødte børn (i gennemsnit cirka 65.000 nyfødte om året for tiden), plus eventuel fortsat nettoindvandring (omkring 25.000 om året, hvis nettoindvandringen fortsætter som i 2010 - BEV21 i Statistikbanken)

Tager vi først de 0-46 årige i dag: Så udgør de ifølge Danmarks Statistik per 1. juli 2011 i alt 3,3 mio. personer.

Dertil kommer så fem generationer af ufødte, der også vil indgå i arbejdsstyrken om 20 år - cirka fem gange 65.000, altså 325.000.

Så arbejdsstyrken i grove træk uden yderligere indvandring vil altså være på over 3,6 mio. i 2031.

Så bør der medregnes en eventuel fortsat nettoindvandring på 25.000 om året, for det er nu en gang, den vi har og vil have svært ved at holde lavere i fremtiden (Stramningerne under VKO sendte kortvarigt nettoindvandringen ned, før den igen satte historisk rekord).

Under den antagelse - for nemhedens skyld, at 2/3 dele af kommende indvandrerne har en alder, der medfører, at de fortsat er i arbejdsstyrken i 2031, så vil indvandrerne øge arbejdstyrken i 2031 med yderligere 333.333 personer.

Altså vil arbejdsstyrken bestående af 16-66 årige i alt være omkring 3,9 mio. i 2031.

Men hov, vi har jo kun knap 2,7 mio. beskæftigede i alt. Og ser vi tilbage over de sidste 30 år, så har det antal været nogenlunde konstant mellem 2,5 mio i dårlige tider og 2,8 mio. i gode tider. Det eneste, der reelt er vokset i de sidste 30 år (og mere til), det er antallet af offentlige ansatte.

For eksempel var der 2,74 mio. beskæftigede i 1988 (RAS1 i Statistikbanken), men færre offentlige ansatte dengang. Modregnet offentlige ansatte, var beskæftigelsen faktisk bedre i 1988, end den var i rekordårene 2007-2008.

Der var 801.000 potentielt offentlige ansatte i 1988, ifølge Statistisk årbog 1991 side 166. Det er medregnet kategorien "undervisning og forskning", hvor en del af forskningen angiveligt var i privat regi. Såvel som det samme kan siges om kategorien, sundhedsvæsen og socialvæsen, hvor det kan mistænkes at en lille andel angiveligt også var private ansatte. Så tallet var angiveligt lidt lavere end 800.000.

I 2010 var antallet af offentlige ansatte målt som personer 876.000, hvilket angiveligt er i underkanten af det reelle antal, da den høje grad af udliciteret offentlig beskæftigelse i dag vil tælle som privat arbejde.

En arbejdsstyrke på 3,9 mio. personer i 2031 og selv en på 3,6 mio. er altså ren overkill.

Konklusionen om, at vi mangler arbejdskraft i fremtiden er altså ubetinget forkert, uanset dens respektable ophav i flertal. Den hviler på helt forkert præmisser, hvor det reelle præmis specielt er indbefattet i ovenstående punkt 3.

En anden måde at anskue den formodede mangel på arbejdskraft på, det er ved at i stedet for at regne med antallet af beskæftigede personer. Så regne med hvor mange fuldtidsstillinger, disse beskæftigede repræsenterer.

Tager man disse briller på, så er beskæftigelsesgraden endnu lavere:

Fra INVD1 statistikken i Statistikbanken.
Fuldtidsbeskæftigede - Hele landet	2009
Personer i alt	2.207.402
Indvandrere fra vestlige lande	65.833
Indvandrere fra ikke-vestlige lande	86.782
Efterkommere fra vestlige lande	4163
Efterkommere fra ikke-vestlige lande	11.517
Personer med dansk oprindelse	2.039.107
Fra Folk1 statistikken i Statistikbanken
Indvandrere plus efterkommere i alt (antal af 16-66 år i 2009 tal)
402.625
Beskæftigede indvandrere plus efterkommere i antal	i pct beskæftigede:
168.295	41,80
Dansk oprindelse i alt (16-66 år)
3.291.509
Beskæftigede danskere i antal	i pct beskæftigede:
2.039.107	61,95

Omsat til fuldtidsbeskæftigelse arbejder altså kun 62 procent af arbejdsstyrken med etnisk dansk ophav.

Tager vi indvandrere og efterkommere taler vi kun knap 42 procent, når arbejdet omregnes til fuldtidsbeskæftigelse.

Altså 2,2 mio fuldtidsstillinger pt. og i 2031 kan vi have en arbejdsstyrke på 3,9 mio. hvis den nuværende indvandring fortsætter.

Vi vil angiveligt ende med at mangle kvalificeret og uddannet arbejdskraft, men ikke personer til rådighed i arbejdsstyrken.

Jo mindre vi gør for at kvalificere den allerede til rådighed værende arbejdsstyrke, jo flere indvandrere vi henter i udlandet, jo flere skubber vi uden for arbejdsmarkedet.

At man ønsker at aflive en myte er ikke det samme som den dør

En læser af bloggen har gjort mig opmærksom på følgende perle fra Dansk Industri.

Nemlig en undersøgelse af, at 26-30 årige efterkommere med en videregående uddannelse tjener flere penge, end ditto danskere i samme gruppe.

Det skal der nok være noget om. Det er ikke utænkeligt, at de tænker mere på karriere og indtjeningsmulighederne end Louise, der gerne vil være pædagog. Per, der gerne vil være arkæolog og for den sags skyld er mere arbejdsomme og mindre forkælede.

Men, hvad vi fortsat mangler, både på kontoen af danske- og efterkommer unge, er personer, der vil være ingeniører, økonomer og biologer, altså er til de tungt boglige og matematiske fag.

Og der hvor filmen virkelig knækker, er når en konsulent fra DI messer følgende:

Det afliver én gang for alle myten om, at indvandrere og deres efterkommere ikke bidrager til det danske samfund, fortæller DI’s konsulent, Claus Andersen.

Det gør det fortsat ikke. For spildprocenten er fortsat høj. I den anden ende af skalaen har vi de, som koster det danske samfund rigtig mange penge på grund af dårlig integration og høj kriminalitet. De ligger fortsat under danskerne i generelt uddannelsesniveau og under os i gennemsnitsindtægt generelt.

Derudover er der mange flere forbehold - blandt andet følgende:

Alle de Somaliske efterkommere er der for eksempel ingen af i alderen 26-30 år.

Til gengæld er der er der flere af dem i gruppen af 0-5 årige, kvantitativt flere, end der er Tyrkere i aldersgruppen 26-30 år. ( Se senere tabel - Kilde: Statistikbanken).

Libaneserne er heller ikke med i denne aldersgruppe. Så når vi skruer tiden 25 år frem, er det det dårligst integrerede danske efterkommere, der fylder mest i den aldersgruppen mellem 25-30 år.

Med andre ord, så indvandrere er ikke bare indvandrere, der er forskel, stor forskel, fra land til land.

En anden ting. Lad os forestille os at i morgen inviterer vi 1 mio. af de mest flittige og intelligente kinesere, vi kan finde, der er uden personlig formue.

Det ville da skabe en masse offentlig beskæftigelse, en masse gang i boligbyggeriet, en masse nye butikker, frisører osv. Det vil også skabe et boost i BNP. Men vil det gøre os rigere? Svaret er nej, for der er ikke arbejde til dem.

Så hvad skal de leve af? Hvor skal vi skære ned for at forsørge dem, eller de personer, som de tager arbejde fra?

For de 26-30 årige her gælder det, at de fik chancen på et historisk gunstigt tidspunkt, hvor der var mangel på arbejdskraft, hvor der var en højkonjunktur, der ikke vender igen foreløbig. En boligboble og kreditboble båren højkonjunktur med overgejlet optimisme, ikke blot her, men i flere lande, specielt USA.

Når vi nu lukker 25.000 nye indvandrere ind årligt, som vi gør, så lukker vi dem ind ti gange så hurtigt - med et slag på tasken, som vi skaber reelle arbejdspladser.

Ergo, det bliver aldrig en myte, at indvandrere ikke bidrager positivt til samfundet. Det gør de reelt kun, når de skaber arbejdspladser, eller kommer med en uddannelse i baglommen, hvor vi selv ikke har uddannet nok og er løbet tør.

Sådan ser efterkommer fordelingen ud per 1 januar 2010 i aldersgruppen 26-30 år - de lande som ikke kan mønstre tocifrede antal er sorteret fra:

	26 år	27 år	28 år	29 år	30 år
Finland	6	6	10	13	11
Jugoslavien (eks.)	90	95	116	111	121
Makedonien	16	7	16	16	19
Norge	10	28	13	9	16
Polen	35	48	44	44	57
Storbritannien	19	15	11	21	16
Sverige	16	24	30	18	25
Tyrkiet	449	468	525	484	448
Tyskland	21	15	20	19	19
Egypten	14	7	9	13	10
Marokko	57	84	80	64	71
Filippinerne	12	9	10	19	17
Indien	25	23	27	21	20
Jordan	16	21	18	19	20
Pakistan	187	194	212	244	209
Vietnam	68	63	40	39	11

Myten - generationen der forlader arbejdsmarkedet er større end den som kommer til

Vi hænger fortsat fast i myten om, at fordi nogle store generationer blev født efter anden verdenskrig - op til næsten 95.000 fødsler i rekordåret 1945 (rammer pensionsalderen lige nu). Så vil på papiret de generationer, der kommer ind på arbejdsmarkedet i fremtiden være mindre, end dem der forlader arbejdsmarkedet.
(De små generationers bundrekord lå på bundrekorden nede omkring 50.000 fødsler årligt i firserne)

Citat det Økonomiske Råds rapport om dansk økonomi i foråret 2010:

Den demografiske udvikling indebærer, at de generationer, der i de kommende årtier forlader arbejdsmarkedet, er større end dem, der kommer ind på arbejdsmarkedet.

På papiret lyder det plausibelt, men det er fuldstændig ligegyldigt, hvor store generationerne er, hvis de store efterkrigs-generationer faktisk ikke forlader en arbejdsplads, men forlader en overførselsindkomst: sygedagpenge, arbejdsløshedsunderstøttelse, førtidspension, efterløn, altså går fra en dyrere overførselsindkomst, end folkepensionen. Så er den eneste ekstra byrde den i sundhedssektoren, hvor ældre mennesker kræver mere service og behandling.

Med andre ord, hvis der skal være flere ældre som forlader arbejdsmarkedet, end det kommer til, så skal de faktisk også forlade en stilling på arbejdsmarkedet - det gør de bare ikke i højere antal, end der kommer nye friske unge til:

Beskæftigede (arbejdssted) efter tid, alder og område
	Hele landet
2009 35-39 år i alt 327 720 personer Gennemsnit 65.544 40-44 år i alt 362 004 ... Gennemsnit 72.400 45-49 år i alt 327 238 ... Gennemsnit 65.447 50-54 år i alt 298 300 ... Gennemsnit 59.660 55-59 år I alt 277 052 ... Gennemsnit 55.410 60-64 år I alt 162 606 ... Gennemsnit 32.521

Gennemsnittet for antal fødte siden 1980 - det vil sige inklusive bundrekorderne i firserne er på 62.272.

Ovenstående udsagn fra vismændene taler om de kommende årtier, så lad os tage de to kommende årtier:

De som forlader arbejdsmarkedet, altså dem der faktisk arbejder og nu er mellem 45-64 år: er i årligt gennemsnit 53.259 personer. De store årgange arbejder altså mindre, end de små og mindre årgange.

De nye generationer, der kommer til, altså født de sidste tyve år - eller født mellem 1990 og 2009: er i gennemsnit: 65.851. årligt.

Det er rigeligt til at kompensere for de lave årgange i firserne, som allerede er på arbejdsmarkedet, Uddannelse kan de mangle, men som personer mangler de ikke.

Medmindre man da vil bevare både efterløn, førtidspension i nuværende form og fortsat ansætte løs i det offentlige, hvilket der under ingen omstændigheder er råd til, da den bærende gren, det private erhvervsliv, er ved at knække.

Det er stadigvæk rendyrket forkert, at flere forlader arbejdsmarkedet, end der kommer til - i de kommende årtier.

Sandheden er, at vi har kasseret og udrangeret en masse mennesker på sidespor i det offentlige, overførselsindkomster og offentlig beskæftigelse, og det er der ikke fortsat råd til, hvilket egentlig er godt nyt, for det vil gavne statskassen, hvis vi får en højere andel af arbejdsstyrken ind i det private.


Sådan ser antallet af personer ud for ovenstående aldersgrupper.

Beskæftigelsesprocenten i 2009 var på 85,3 pct. for 40-44 årige og 78,8 pct. for 55-59 årige.

Folketal pr. 1. januar efter alder og tid
	2009		Beskæftigede		Beskæftigede i pct.
40 år	78292
41 år	83834
42 år	90014
43 år	87080
44 år	85172
	424392		362004		85,3
45 år	83363
46 år	78825
47 år	76605
48 år	76528
49 år	73414
	388735		327238		84,18
50 år	73480
51 år	73008
52 år	73471
53 år	72354
54 år	70797
	363110		298300		82,15
55 år	71795
56 år	70214
57 år	68850
58 år	70646
59 år	70014
	351519		277052		78,82

Hvor stammer "ældrebyrde" myten fra ?

Forleden en dag, havde vi Asger Aamund ude med påstand om at en arbejdsstyrke på 2,7 mio danskere er røget ned til en arbejdsstyrke på 1 mio. danskere om bare ti år i 2020.

I Mogensen og Kristiansen har vi så Jan Trøjborg, der taler om at om ikke så længe, så har vi otte der forlader arbejdsmarkedet, som skal erstattes af fem unge personer.

Hvor stammer sådanne tal ? De stammer i hvert fald ikke fra Danmark Statistik. Her er tallene for de 0-67 årige i Danmark:

Folketal efter område, alder og tid
		2010M01
Hele landet	0 år	63178
	1 år	65977
	2 år	65205
	3 år	66248
	4 år	65459
	5 år	65546
	6 år	65534
	7 år	64941
	8 år	65976
	9 år	67877
	10 år	67216
	11 år	67534
	12 år	69069
	13 år	69514
	14 år	72044
	15 år	72546
	16 år	70482
	17 år	71164
	18 år	68151
	19 år	68585
	20 år	67428
	21 år	66525
	22 år	64575
	23 år	64683
	24 år	63324
	25 år	61319
	26 år	60402
	27 år	61909
	28 år	61797
	29 år	65543
	30 år	66812
	31 år	69010
	32 år	68645
	33 år	71457
	34 år	77445
	35 år	76310
	36 år	76502
	37 år	79810
	38 år	78985
	39 år	75786
	40 år	75578
	41 år	78186
	42 år	83808
	43 år	89948
	44 år	87053
	45 år	85078
	46 år	83259
	47 år	78679
	48 år	76456
	49 år	76363
	50 år	73151
	51 år	73255
	52 år	72749
	53 år	73155
	54 år	71987
	55 år	70362
	56 år	71338
	57 år	69775
	58 år	68357
	59 år	70172
	60 år	69486
	61 år	72553
	62 år	76715
	63 år	78633
	64 år	75270
	65 år	70842
	66 år	64507
	67 år	60075

Der findes ganske vist nogle rigtig store årgange i begyndelsen af 40 års alderen, som skal på pension en dag. Men generelt kan man ikke sige, at forholdet er 5/8 og slet ikke, at arbejdsstyrken er mere end halveret med 1,7 mio. om 10 år!

Hvis man skiller de her tal i to halvdele. De 0-33 årige og de 34-67 årige. Så er forskellen 295.953 personer på langt sigt - over 20-30 år. En ratio på 8.8/10.

Så under forudsætning, af at vi bibeholder en tilstand hvor 800.000 til 900.000 mellem 16-66 år er uden for arbejdsmarkedet og bevarer det samme antal arbejdspladser, eller at de vokser lidt, så har vi et mindre problem.

Men nu bibeholder vi næppe så mange uden for arbejdsmarkedet, forhåbentlig ikke, for det er da et kasseringssamfund der vil noget.

Og kigger vi på tilknytningen til arbejdsmarkedet, så er den højest i de yngre rækker og lavest i de ældre, og de 55-66 årige, ja over halvdelen af dem er allerede uden for arbejdsmarkedet og forlader altså ikke en stilling, der skal besættes:

Befolkningen (15-66 år) i 1000 efter tid, alder og beskæftigelsesstatus
		Beskæftigede	Arbejdsløse	Uden for arbejdsstyrken
2009K4	15-29	642	76	267
	30-54	1632	97	193
	55-66	416	23	419

442.000 personer i arbejdsstyrken mellem 55-66 år er altså allerede på pension, eller allerede uden for arbejdsmarkedet!

Så kort sagt. Selv når vi bruger det præmis, at vi mister næsten 300.000 i den arbejdsdygtige alder, når vi kun kigger på alder og ikke skelner til om de faktisk er tilknyttet arbejdsmarkedet, kan vi nøjes med 500.000 uden for arbejdsmarkedet i den arbejdsdygtige alder om 30 års tid, hvilket fortsat vil være dyrt, men knap så dyrt som 800.000-900.000.

De er bare ikke tilknyttet arbejdsmarkedet, dem mellem 16-66 år i dag, og der vil fortsat være langt flere personer i den arbejdsdygtige alder, end der er plads til på arbejdsmarkedet.

Det er klart, at vi ikke kan førtidspensionere 25 pct. af de nuværende børn og unge, men det er faktisk tæt på, at vi selv kan overleve selv det på langt sigt, eftersom vi kun har omkring 2,7 mio. stillinger at besætte, og der har i øvrigt ikke rigtig været nogen stor vækst i antallet af arbejdspladser siden 1989. bortset fra en vækst på 100.000 stillinger i det offentlige ( som vi måske alligevel ikke har råd til. ) Så der er ingen grund til at formode, at vi pludselig skaber 300.000 - 400.000 flere stillinger.

Faktisk hvis man tager de nuværende 0-33 årige og tilføjer et gennemsnit af antallet af årligt fødte børn, som pt. ligger på omkring 65. 000 årligt x 20, og skærer 25 procent væk af dem som førtidspensionister og lignende, for at danne et indtryk af arbejdsmarkedet om 40 år, altså hvor mange der er mellem 20-63 år i 2050 og er kandidater til arbejdsmarkedet.
Så ender vi stadig på 2.674.256 som passer nogenlunde med den nuværende arbejdsstyrke. EFTER! at man har skåret 25 procent væk af de 20-63 årige om 40 år, som værende på evt. førtidspension , efterløn, arbejdsløse osv.

Vi snakker altså et ikke-problem her, baseret på forkerte data og spekulationer. Jeg tror ikke det er af ond vilje eller manipulation, det er blot manglende eftertænksomhed og tjek på de egentlige fakta og vildledende oplysninger fra OECD og andre, der ikke selv har taget data fra Danmarks Statistik og efterprøvet de mange forkerte tal og spekulationer i omløb.

For at slet ikke at sige dårlige matematiske kundskaber, man kan da godt frygte, at folkeskolen ikke formår at yde sit bidrag til at ændre billedet.

I dybden med babyboomet i England

Som jeg skrev i går, i den første post om babyboomet i England, "Så mangler vi alt bortplapren og gyden olie på vandene, omkring det ikke skyldes immigranter".

Der tog jeg selvfølgelig fejl, den bortplapren er naturligvis allerede produceret, med en søvngængers sikkerhed.

Lige som i Frankrig skyldes det naturligvis overvejende at de "oprindelige, eller aboriginal britiske" kvinder føder flere børn, i hvert fald, når der skal spinnes, og rent spin er det. Spin er jo ikke løgne, men halve og fordrejede sandheder.

Det hedder det også i en rapport med titlen, "Have women born outside the UK driven the rise in UK births since 2001?", fra England officielle statistiske kontor, selv om 2/3 dele af væksten skyldes immigranter:

The number of births to foreign born women has risen each year since 2001, increasing by 66,731 over the six-year period. In contrast, there were 36,391 more births to UK born women in 2007 than 2001, despite small decreases between some years. A consequence of these changes is that two-thirds of the total increase in births between 2001 and 2007 can be attributed to women born outside the UK.

Alligevel får de de gjort den stigende fertilitet blandt britiske kvinder til hovedårsagen:

The recent rapid increases in the TFR are mainly due to increasing fertility among UK born women.

Og henviser til Frankrig, hvor lignende resultater er fundet:

Similar results have also been found in France, where rising fertility rates are mainly due to increasing fertility among women born in France.

Rygdækningen for denne konklusion, er denne:

The rise in births to women born in the UK can be attributed to rising fertility rates among UK born women, but the rise is not as high as it might otherwise have been, due to falling numbers of UK born women aged 25–39. In contrast, the rise in the number of births to foreign born women can be attributed to the increase in the population of women born outside the UK, particularly at ages where fertility is highest, and the higher fertility levels displayed by foreign born women in the UK compared with their UK born counterparts.

Altså underforstået, da væksten blandt børn af immigranter skyldes, at der er indvandret flere af dem - altså er flere af dem, som føder.
Hvor den for briternes vedkommende skyldes - og der faktisk er færre af dem i den fødedygtige alder - at de får flere børn, selv om deres fertilitet er 1,79, hvilket stadig under det niveau, som der kræves for at de kan vokse, hmmm?

Således, trylle, trylle, skyldes væksten i børnefødsler ikke at immigranter får flere børn. Nej, der er blot blevet flere af dem.

Den præmis holder naturligvis, omend i praksis er den uden forskel og befolkningssammensætningen forandrer sig stadigt hastigt med syvmileskridt.
Men den kan bruges, og bliver brugt som ren bluff, til at nedkøle bekymringen for Europas radikalt forandrede demografi - som eksemplet Frankrig viser.

Indvandrere udgør dog, i øvrigt, en høj andel af befolkningen i den fødedygtige alder i England. En andel som ligger beroligende nær deres andel af fødslerne. Men så beroligende er det heller ikke, for det minder angiveligt om Danmark, hvor ikke-vestlige indvandrere ligger på omkring 7-8 procent af befolkningen i den fødedygtige alder (her 18-42 årige) og indvandrere samlet set er 14 procent af befolkningen i den fødedygtige alder. Men de danske indvandrere samlet set føder "kun" 12 procent af børnene. Billedet er dog radikalt et helt andet for de ikke-vestlige indvandrere som føder 9,3 procent af børnene, altså over 3/4 dele af børnene født af indvandrere.
Der føder de britiske indvandrere 24 procent af børnene, men deres andel i den fødedygtige alder er også højere, kan ikke finde nøjagtigt tal på andelen, men der er denne graf, som tyder på i hvert fald over 20 procent, eller tæt derpå, af kvinderne i fødedygtig alder:


Så er der grund til bekymring i det hele taget?

Hvis man husker det lige nævnte eksempel fra Danmark, hvor ikke-vestlige indvandrere står for halvdelen af indvandrerne, men over 75 procent af indvandrernes fødsler, så, ja, er der grund til bekymring. De ikke-vestlige indvandrere igen, også for Danmarks vedkommende, er et vidt begreb som dækker over for eksempel russiske og asiatiske kvinder, som ikke føder så mange børn.

Det forholder sig nok ikke meget anderledes i England. Faktisk fremgår det klart af rapporten, at der findes grupper som føder flere børn, end andre:

For example, in England and Wales in 2001, the TFR for UK born women was 1.6 children, compared with 4.7 children for women born in Pakistan and 3.9 children for those born in Bangladesh.

Nu er fertiliteten for britiske kvinder steget lidt til 1,79, men er stadig ikke er over det niveau på 2,1 børn, som det kræver at opretholde sit befolkningsantal. Mens der er flere med Pakistansk og Bangladeshiransk baggrund, som stadig holder en langt højere fertilitet, per kvinde.

For at slet ikke tale om at alle immigranters fertilitet, samlet set er høj - og fertilitetsrate nævnt efterfølgende, inkluderer vel at bemærke også vestlige indvandrere i England, alle kvinder født i udlandet:

The estimated TFR for foreign born women in 2007 was 2.51 children, up slightly from 2.48 in 2004. In contrast, the TFR for UK born women increased from 1.68 children in 2004 to 1.79 in 2007.

Skulle man skære i gennem og kigge på praktisk fertilitet, fremfor den teoretiske i spinafdelingen. Så føder britiske kvinder først flere børn, end immigranter, den dag hvor de vokser med samme procentmæssige rate som immigranterne og efterkommerne, eller alternativt, den dag hvor deres relative vækst er større, end immigranters og efterkommeres.
Intet af det ovenstående, er noget et hvilket som helst land i Europa med over 3-4 procent ikke-vestlige indvandrere så meget som i nærheden af.

De har lidt lidt tid at løbe på, til at opnå dette, da de i særklasse fertile immigranter, endnu, og det varer ikke længe, er en mindre del af befolkningen.

Top ti for immigrant fødsler i 2007 ser sådan her ud:



De her tal gælder som sagt kun kvinder som er født i udlandet. England har haft pakistanske og bangladeshiranske indvandrere siden 1950, hvorfor der er mange efterkommere, som ikke tæller som immigrantfødsler.

Det skal dog siges i tilfældet en familiesammenføring af en efterkommer "mand", med en indvandrer "kvinde", vil fødslen tælle som en indvandrerkvindes fødsel, hvor den ikke vil gøre det i det omvendte tilfælde, hvor det er manden som er immigranten, og kvinden som er efterkommeren.
I følge Christopher Caldwells bog, "Reflections on the revolution in Europe", bliver 60 procent af pakistanerne i England familiesammenført med en fra udlandet. Der er altså angiveligt en pæn portion af efterkommerne som gifter sig med andre efterkommere, hvis fødsler altså ikke kommer med i denne statistik, og som angiveligt står for en andel af det som kaldes naturlig vækst blandt britisk fødte. En uvis andel, men ingen tvivl om der er en andel og det er let at mistænke, at eftersom indvandrerne kan stå for 2/3 dele af væksten i fødsler i det hele taget, kan efterkommerne også let stå for hovedandelen af den vækst som kaldes etnisk britisk.
Det samme kan man mistænke i Danmark, kort sagt hele Europa.

Fertiliteten hos de britisk fødte efterkommere af pakistanere og bangladeshiranere er ganske vist faldet, i forhold til første generations indvandrere. Men den er stadig høj!:


Såvel som en fertilitetsrate under 1,5 barn per kvinde, repræsenterer en meget kritisk skrumpningsrate af befolkningen. Så repræsenterer en fertilitet over 2,5 barn per kvinde en markant befolkningstilvækst.
Dens potentiale til at stacke i en befolkning, hvor en stadig større andel af befolkningen er unge, giver på sigt en flerdobling af befolkningen.
Simpelt sagt, vil 2,5 barn per kvinde, give eksponetiel større vækst, skridt for skridt, som det bliver 20 procent af befolkningen som er unge og føder 2,5 barn, 25 procent af befolkningen som er unge og føder 2,5 barn. 30 procent af befolkningen som er unge og føder 2,5 barn, eller 10 millioner, 15 millioner, 20 millioner osv..

Det oven i det forhold at 2,5 barn i sig selv er nok til en markant befolkningsvækst.

Tag blot udviklingen over fire generationer af efterkommere, hvor moder A får 1,8 børn og det samme får hendes efterkommere og Moder B får 2,5 barn, ditto hendes efterkommere:

Moder A vil kun få 10 efterkommere.

Moder B vil få 39 efterkommere.

Langt større bliver forskellen hvis moder B og efterkommere får 3 børn:

Nemlig 81 efterkommere. Bid mærke i at pakistanerne har stabiliseret sig tæt på 3 børn i et land som har haft Pakistanske efterkommere i over 50 år. Og værre er det for Bangladeshiranerne.

Dertil kommer stackningen, hvor et stadigt større antal fødedygtige kvinder, vil føde 2,5 barn, eller mere. En som igen forøges af nyindvanding, som det vel nærmest er utopisk vi helt undgår.

Og hvor vi i vesten repræsenterer den omvendte model, hvor et stadigt mindre antal kvinder vil føde under 2,1 barn per kvinde. Altså skrumpe.

Dertil kommer en forskel i gennemsnitsalder for førstefødsler.

Tager du alle de forhold sammenlagt, er en tidobling, eller mere af muslimske indvandrere og efterkommere meget sandsynlig af muslimer i Europa.

Det er så simpelt, som det er tragisk, og det er ekstremt vigtigt, at vi ikke æder den slags spin, uden at tænke selv.

Det er højst utænkeligt, givet specielt deres indvandringsrater, at lande som Frankrig, England, Sverige ikke har muslimsk flertal før dette århundrede er ovre - Norge og Holland ligeledes i farezonen.

Hvis de skal have en chance for at undgå dette. Skal indvandringen stoppe helt inden for et årti, eller deromkring, eller markant reduceres.

Sådan ligger landet, og det kræver minimal matematisk sans at regne det ud. Alligevel går vi som søvngængere en demografisk revolution i møde.

Europas farligste myte

Den er, at med en aldrende befolkning har Europa brug for en væsentlig indvandring, og det gælder både, at den er så specielt aldrende igen og har brug for indvandring.

Det er en myte så komplet, som en myte kan være. Og en myte der i konsekvens har betydet, at vi har ladet et stort muslimsk mindretal indvandre, uden at tænke på de langsigtede konsekvenser. Dermed er det den farligste politiske myte i Europas historie, siden myten om Zionismens konspirationer opstod.

Konsekvensen bliver på sigt, krig og konflikt i uvist omfang - et Europa, der befinder sig et ukendt sted mellem Beirut på en god dag og Bosnien under borgerkrigen på en dårlig.

Men det er også en myte, at vi overhovedet har brug for indvandring.

At tale om Europas aldrende befolkning, er, hvad angår lande som Danmark, Sverige, England, Frankrig, Norge, Finland, Holland, helt, helt forkert, for deres naturlige vækst er nogenlunde stabil.

For de øvrige lande er det korrekt, de har et problem i den forstand, at de føder få børn, se selv en liste her:

Men mange lande i Europa har slet ikke et problem og har for lang tid sinde sikret sig en løsning på et problemet, nemlig indvandring fra især muslimske lande, som på sigt vil garantere en væsentlig befolkningsforøgelse, nærmere end en sænkning, og som på sigt vil skabe flere problemer, end den har løst.

Fremskrivningerne af Europas befolkning er notorisk forkerte. Foreksempel skrev FN for bare ganske få år siden om Frankrig (i 2001 baseret på beregninger fra 1998) :

Scenario I, the medium variant of the 1998 United Nations projections, assumes a total of 525,000 net immigrants from 1995 to 2020 and none after 2020. It projects that the total population of France would increase from 58.0 million in 1995 to 61.7 million in 2025, and decline to 59.9 million in 2050

Frankrig har i dag 65,073,482 borgere! Altså 3,5 millioner flere borgere, end FN havde regnet med, de ville have i 2025!

Man kan for alvor sige at organisationer som FN og OECD halter bag udviklingen.

Disse beregninger, har angiveligt afsæt i beregninger helt tilbage fra firserne, da fertiliteten var lav og Danmark, såvel som sikkert også andre lande, fødte sine mindste generationer længe.

Men myten lever i bedste velgående, selv i Frankrig som slet ikke har behov for indvandring, tværtimod, Frankrig har mere brug for en regulering af børnefødsler.

Så sent som 2008, kom en kommision nedsat i Frankrig med dette resultat:

"France needs the immigration, otherwise all of our discussions on the funding of the pension system would not make any sense."

Frankrig siges at have en stor generation af ældre på vej. Men det samme siges om Danmark og disse tal fra OECD om Danmark, er det rene vås, som vi skal have indvandring af over tre millioner pensionister, hvis skal stemme. Og det er ikke spor utænkeligt, at for Frankrig er det endnu mere forkert, givet det at landets fertilitetsrate er kraftigt på vej op.

Endnu en nylig artikel fra England påregner at i 2060 vil UK være Europa mest folkerige land, med 77 millioner indbyggere.
Hvilket er uigennemtænkt givet at Frankrig faktisk kun mangler 12 millioner for at nå det antal, og kan have nået 100 millioner på det tidspunkt.

Problemet, som er nominelt for de fleste lande i Europa og ikke eksisterende for resten, er også taget op på EU plan, som vrider deres hjerner forgæves, og hvis de vælger immigrationsløsningen kommer til at skabe reelle problemer.

Her er de løsninger de overvejer:

• Immigration: to the South and East of Europe lie considerably poorer countries with young and growing populations. However, immigration is a growing issue in its own right. Also the immigrants themselves will eventually age.
• Work longer and start receiving your pension later - but are Europeans willing to vote for governments that suggest this?
• New birth policies - encourage people to have more children using the tax system perhaps?

Bemærk fokusset på de fattige lande syd, med et kæmpe befolkningsoverskud. Og når vi taler et land med voksende befolkning i Øst, så taler vi primært Tyrkiet, for de tidligere USSR stater har ikke befolkningsoverskud, de har til gengæld heller ikke arbejde til alle.

Dette er løsningen på et ikke reelt problem, som vil skabe en lang række nye problemer, stort set uløselige, i sit kølvand, nemlig indvandring fra muslimske lande. Europas farligste myte i en nøddeskal.

Og der er meget reelle planer om at åbne porten op, et såkaldt Blue Card:

The demographic make-up of Europe is changing. Europe is getting older and the number of people of working age is decreasing. A study commissioned late in 2007 called “Europe’s Demographic Future” found that around 56 million immigrant workers could be needed by 2050 to compensate for this decline.
A report on the demographic future of Europe by Member of the European Parliament Françoise Castex of France will be discussed by MEPs in their February plenary session. It is likely to stress the positive role immigration can play...

A proposed European “Blue Card” based on the American Green Card has been one way suggested of managing immigration. Under the proposed scheme it would facilitate the free movement of “brains” around the Union.

Altså 56 millioner indvandrere, hvor man har oprettet et jobcenter i Mali, for at netop foregribe denne udvikling og tiltrække "hjerner" til Europa og dens "svindende" befolkning.

Myten er ikke alene farlig, måden den bliver omsat på er endnu farligere.

Andetsteds hedder det også mere nøjagtigt (Når den højre hånd ikke ved, hvad den venstre laver):

The European Union has opened a job center in Bamako, Mali to help people in Africa find legal work in the EU. The center is an effort by the EU to encourage legal lower-skilled immigration.

Der vil komme en dag, hvor man for alvor spørger, hvad EU eliten faktisk tænkte dengang, hvad gik der gennem hovederne på dem?

Hvor det er korrekt, at på papiret vil enkelte lande i Europa komme til at mangle arbejdskraft, er det ikke nødvendigvis sådan, selvom befolkningen synker i antal.

Først og fremmest bliver en lille generation fødte på sigt til en lille generation pensionister. Det er altså i det omfang, det er et problem overhovedet, et midlertidigt problem, som højst kalder på en midlertidig løsning. Ikke en permanent indvandring med fulde rettigheder til permanent ophold og sociale ydelser, hvilket hurtigt kan skabe en langt større forsørgerbyrde, end den som det postuleres, den har til hensigt at modvirke.

Derudover skal det tages i betragtning, om der faktisk er arbejdspladser til de mennesker som allerede er Europa.

Det er der nemlig ikke.

De fleste europæiske lande har nemlig allerede nu en meget høj andel af den arbejdsdygtige befolkning, som er uden arbejde. Ligeledes har det de sidste 30 år set relativt dårligt ud med evnen til at skabe vækst og bevare arbejdspladser.

Sådan ser beskætigelsesgraden af befolkningen i den arbejdsdygtige alder i EU ud per 2008:



Og opdelt i køn:



Som i kan se har lande i Europa generelt en beskæftigelsesfrekvens på under 70, hvilket gør manglen på arbejdskraft til noget nær det mindst akutte problem i Europa.

Som i også kan se, er Italien, Spanien blandt de lande med tæt på, eller middel af beskæftigede i Procent. Det er de lande, der kan siges at føde katastrofalt få børn.

Selv Frankrig som ikke mangler befolkningstilvækst, tværtimod, har en lav beskæftigelse, hvilket ikke forhindrer den politiske elite i at messe videre om den nødvendige indvandring.

Tyskland har måske et mindre problem, men akut er det ikke, da kun omkring 70 procent af befolkningen er beskæftigede.

Så hvorfor tænker man i EU og øvrige politiske organer ikke først og fremmest i at få beskæftiget flere i den arbejdsdygtige alder, ja specielt kvinder, som i kan se har en meget lav erhvervsfrekvens i mange lande?

Det er vel godt et spørgsmål, et spørgsmål de burde stille sig selv, og alternativt befolkningen stille til dem.

Imens lever Europas farligste myte i bedste velgående, med de skæbnesvangre konsekvenser den får, som minimum for velfærdsniveauet og økonomien, men værre endnu, måske også for selve vores sammenhængskraft, den sociale, kulturelle fremtid, samt sidst men ikke mindst - fred og fordragelighed.

Frankrig kan få muslimsk flertal efter 2060

Mens debatten raser omkring truslen fra Islam og dens vækst i Europa, domineret af mennesker, der ikke ved, hvad de taler om, eller har svært ved at se sandheden i øjnene for at sige det mildt. Så er det rart, at der findes nogle få dissident-økonomer, der faktisk gider at sætte sig ned og regne på så vigtigt et spørgsmål. Faktisk det vigtigste for Europa overhovedet, med uendelige marginaler.

Det har en fransk økonom gjort. På et fuldt solidt, matematisk fundament, har han bekræftet, hvad mange længe har mistænkt. At muslimerne i Frankrig er over de 5-10 procent, man siger, de er i dag. Ligeledes bekræfter han den mistanke, at Frankrig seriøst er i fare for at få et muslimsk flertal i dette århundrede.

Faktisk på peger han, at hvis nuværende trends i den naturlige vækst og immigrationen nogenlunde holdes, vil indvandrere og efterkommere tredje verden borgere, fra Afrika, Mellemøsten, Asien i Frankrig være flertal allerede i 2060.

Metoden, han har nået frem til det resultat via, er simpel, omend et større matematisk arbejde og flere detaljer kan læses her:

Han har taget udgangspunkt i befolkningstallet siden 1946, hvor den franske befolkning var omkring 40 millioner, mod 62 millioner i dag.
I en periode op til 1970érne havde Frankrig sin egen naturlige, pæne, naturlige befolkningstilvækst og en mindre immigration. Og befolkningen voksede til 49 millioner i 1975. I 1974 blev der så åbnet for famillesammenføringer og samtidigt begyndte de etniske franskmænd at føde langt færre børn, som alle andre europæere. Det vil sige, at der derfra ikke var nogen naturlig befolkningsvækst blandt de etniske franskmænd. Måske endda nærmere en negativ vækst.

Altså befolkningsvæksten fra dengang til nu, på i alt cirka 13 millioner, er sket primært via indvandring og deres efterkommere.

På grundlag af disse beregninger, giver han et estimat på, at der er ni millioner afrikanere, arabere, asiatere i Frankrig, plus et estimat på 500.000 illegale. I alt 15 procent af befolkningen, hvoraf de fleste er muslimer, da de både udgør hovedandelen af indvandringen fra den tredje verden og absolut af efterkommerne.

Derefter har han sat en naturlig vækst for disse på 1,75 procent, som er et mellemestimat. Det vil sige, der er både chance for at det kan stige lidt, men også falde. Hvilket man kan håbe på, men et kraftigt fald er så absolut håb.

Med denne naturlige vækstrate vil tredje verdens indvandrere og efterkommere vokse til 24 millioner i 2060.

Derudover har han regnet med en 250.000 immigranter årligt fra den tredje verden, hvilket svarer til, hvad der kom ind i 2006, plus 100.000 illegale årligt. Man kan diskutere de illegale, men med familiesammenføring aktiv, kan man også diskutere om tallet vil forblive 250.000. Omend det bliver strengt nødvendigt, at sætte markante grænser for denne indvandring på et tidspunkt, så der vil nok komme politiske indgreb.

Denne indvandring med deres naturlige vækst på 1,75 procent, giver i alt 31 millioner i tilvækst.

Så i alt vil det være 24 millioner baseret på naturlig vækst, af de allerede værende i Frankrig og 31 millioner via den nye indvandring og deres naturlige vækst. I alt 55 millioner, eller et flertal i Frankrig, hvor etniske franskmænd angiveligt vil forblive omkring de 53 millioner de er i dag, og muligvis endda have minusvækst.

Men dette er naturligvis forudsat en fortsat indvandring og en naturlig tilvækst blandt tredje verdens Ind/Eft, som er høj, men ikke så høj igen. Faktisk ikke højere end væksten er i 77 lande i verden, hvoraf flertallet muslimske eller afrikanske, som flertallet af af Frankrigs tredje verden immigranter også er.

Man kan så både forestille sig at den naturlige vækst falder, og endnu mere usandsynligt, at immigrationen helt stopper.

Men her kommer en vigtig pointe til, som jeg tit har forsøgt at forklare.

Når de allerede eksisterende indvandrere og efterkommere fra den tredje verden, allerede er 15 procent af befolkningen. Så er løbet i og for sig allerede kørt, retningen er bestemt. Det er kun et spørgsmål om en forskel på årtier, medmindre den naturlige vækst reduceres til langt under en procent årligt og det i løbet af få generationer.

Derfor er det utroligt vigtigt at få stoppet immigrationen af tredje verdens borgere, mens den er omkring vores, nemlig 4-5 procent. De garanterer et stadigt input af første generations demografi og forsinker i øvrigt assimilationen.

Så Frankrig, for at give tre eksempler, vil få muslimsk flertal alene og udelukkende gennem den naturlige vækst blandt de allerede 15 procent af befolkningen, som har ophav i den tredje verden.

Her for at nævne tre eksempler på vækstrater, når udgangspunktet er 9.500.000:

Hvis vækstraten, blandt de allerede eksisterende tredje verdensindvandrere og efterkommere, bliver 2,5 procent, hvilket med stor sandsynlighed er for meget, men ikke umuligt.
Så vil Frankrig havde flertal af dem i 2078, helt uden ny indvandring.

Til sammenligning ville Danmark, hvis vores muslimer vokser med 2,5 procent årligt, med sine omkring 4-5 procent muslimer (jeg har sat dem til 250.000 i beregningen), "kun" have omkring 2,5 millioner af dem i 2100, altså cirka en 1/3 del af befolkningen, givet de etniske danskere forbliver omkring 5 millioner.

Hvis den naturlige vækstrate blandt Frankrigs tredje verdensborgere holder sig stabilt på det halve af 2,5 procent, nemlig 1,25 procent. Så skal vi helt frem til 2147, før de er flertal. Det er vel at bemærke stadigvæk kun medregnet naturlig vækst blandt de allerede eksisterende, altså helt uden nyindvandring. Og det er en relativt lav naturlig vækstrate, langt fra usandsynlig, hvad angår en kultur som gifter sig tidligt, får børn tidligt og har en fetish, hvad angår drengebørn. Så kan man spørge om det er et bedre tidspunkt, at få muslimsk flertal på, end 80 år før?

Hvis væksten blandt muslimer i Danmark er den samme, altså 1,25 procent, og der ingen nyindvandring forekommer, så vil danske muslimer i 2147 være omkring 1,4 millioner, eller cirka 20 procent af befolkningen.

Jeg håber dermed jeg har fået illustreret det, så selv de tungnemme kan forstå det? At der er markant forskel på 5 procent muslimer og 10 eller 15 procent, som basisgrundlag for demografisk vækst og udgangspunkt for den efterfølgende.

At gå fra 5 procent til 10 procent og videre, er ganske let med nyindvandring. Det er faktisk på denne måde, at vi i løbet af ganske kort tid har fået fem procent muslimer.

Alt over en procent i befolkningsvækst er som udgangspunkt kritisk. Specielt hvis man har været så ubetænksom at lave en lynindvandring så muslimerne er blevet over 10 procent af befolkningen.

Tag i betragtning at vi i Danmark kunne præstere at få 10 procent muslimer på blot et årti med radikal, eller anden gutmenchen politik ved roret, og 25.000 nye indvandrere om året. Eller alternativt på 20 år med et gennemsnit på 12.500. Mere kræver det ikke for at forrokke den demografiske balance i landet betragteligt!

Så jo hurtigere vi kan få indvandringsstop, af alt andet end uddannet og kvalificeret arbejdskraft og genindført gæstearbejder begrebet, dog kun hvis strengt nødvendigt! Og som et solidt og urokkeligt begreb, der betyder at arbejdskraften forlader landet, når der ikke er arbejde til dem, eller efter en bestemt periode, hvor de kan tjene penge i Danmark og derefter skal rejse hjem med pungen fuld, jo bedre er det. For den nuværende politik leger med en ild, man ikke forstår.

OECD og Aamund

Asger Aamund lufter på EPN den 5. august i år sine bekymringer:

»Danske politikere har fuldstændig mistet fornemmelse for, hvad der er nødvendigt. Reformviljen er visnet. Forlænger vi det 10 år endnu, bliver det endnu værre,« lyder den krasse kritik, som ikke mindst går på, at store dele af danskerne får deres indkomst fra det offentlige - enten som offentligt ansat eller som modtager af overførselsindkomst.

En udvikling, der ikke vil mindskes over de kommende år.

Når flere ældre går på pension og med færre unge til at finansiere gildet, hænger det ikke sammen, anfører han.

»I 2020 vil 40 pct. af danskerne være over 60 år, og tre af fire vil være på offentlig forsørgelse, og der vil kun være 1 mio. tilbage til at forsørge dem. Det er en kæmpe offentlig forsørgerbyrde, og vi er på vej ind i et dødens gab og risikerer at ende som en andenrangsvelfærdsnation,« siger Asger Aamund.

40 pct. af danskerne over 60 ud af en befolkning på 5,6 mio. til den tid. Eller 2,2 mio. Det vil vist kræve at gennemsnitsalderen stiger lidt for at sige det mildt.

De tal for denne andel af pensionister i befolkningen har han angiveligt fra OECD. Asger Aamund er ikke alene om at glemme kildekritik, når der kommer tal fra OECD. Men i dette tilfælde er der rigtig god grund til at være ekstra kritisk.

I følge Statistikbanken er de 0-44 årige i Danmark per 1 januar 2009, dem som vil være mellem 21 og 65 år i 2030, lig med 3.154.529 borgere. Dertil skal lægges de endnu ikke fødte mellem 0 og 21 år, som, hvis de holder gennemsnittet for antallet af fødte de sidste ti år, vil være i alt 1.381.800.
I alt vil den danske befolkning under 66 år være 4.536.329 i 2030 uden yderligere indvandring.

Hvordan så arbejdstyrken så ud 2008? Hvor der vel at bemærke var en historisk rekordbeskæftigelse i andet kvartal før krisen, der var blandt de 16-65 årige i alt 2.766.005 beskæftigede (Statistikbankens "RAS207" statistik.) En lille andel angiveligt i kunstigt aktiveringsjob.
Hvor mange 16-65 årige vil der være i 2030?
Der vil være 3.483.529, hvis kvinder i Danmark føder samme antal børn, i snit, de næste fem år, som de har gjort de sidste ti år. (Her er så ikke medregnet tidlig død eller nyindvandring.)

Så stik mod OECD og den almene forventning, vil der heller ikke være arbejde til alle om 21 år.
Omend antallet uden for arbejdstyrken i den arbejdsdygtige alder vil være mindre, end de cirka 800.000 - 900.000 personer, som har været på sidesporet de sidste tyve år. Hvoraf mange over 50 i øvrigt allerede er på overførselsindkomst - efterløn og førtidspension osv.

Aamund har så ret i, at vi mister private arbejdspladser. Kun handel og service sektoren kan påvise reel fremgang i fuldtidsstillinger. Resten er stigningen i offentlige stillinger.

Ligeledes bliver der mangel på uddannet arbejdskraft, og der har folketinget et ansvar for at reagere på forhånd, helt fra folkeskoleplanet, ikke efter problemerne er opstået.

Samtidigt skal vi havde et opgør med efterløn og førtidspension. Ikke fordi der er plads til alle på arbejdsmarkedet, men fordi det er principielt forkert, at omfordele, tilsidesætte og kassere, udvalgte mennesker, mere eller mindre frivilligt, på denne måde. Det er forskelsbehandling, som ikke tager værdien af et socialt og aktivt liv med i betragtningen.
Det er ansvarsflugt, både fra individets og samfundets side.

Fælles EU skole for kriminologer og journalister?

Man skulle næsten tro det. Men de vil selvfølgelig sige, det er fordi sådan hænger verden nu sammen - I Sverige lyder kriminologer og journalister, politi præcis som i Danmark:

Det råder en allmänt utbredd missuppfattning att våldet i samhället har ökat kraftigt under senare år. Det finns emellertid inget stöd i forskningen som visar att det skett en faktisk ökning av våldet under de senaste decennierna. /Tommy Hoff, Poliskommisarie

Väck en kriminolog mitt i natten och du kan vara säker på att han kommer att utbrista: "Brottsligheten har inte ökat!"
Ställ samma kriminolog i en gatukorsning i Bagdad och han kommer att ropa: "Det är bara anmälningsbenägenheten som har ökat".
Anna Dahlberg
Ledarskribent på Expressen

Hvordan de vil slippe af med den i Sverige, det må guderne vide. For der kan man virkelig tale om en eksplosion af anmeldte tilfælde.

En interessant ny svensk blog har set dagens lys, en ren kriminalstatistik blog.

Der findes da også en undersøgelse hvor de - som med det rigtige grundlag, nemlig dem som faktisk ankommer til en skadestue og er blevet udsat for vold - er blevet spurgt om de vil anmelde volden.
I Danmark laver vi stikprøver, spørger op til 2000 mennesker, og finder måske 40, hvoraf de 15 vil anmelde, som er blevet udsat for vold i løbet af et år. På det grundlag med stor statistisk usikkerhed, kan svinge mindst 2 procent +/-, konkluderer kriminologer så med sikkerhed, at stigningen i anmeldt vold skyldes øget tilbøjelighed til anmeldelse og ignorerer i øvrigt alt der peger i en anden retning, såsom skadestuernes samlede redegørelse og stigningen i faktisk dømte personer for vold.

Som sagt. Selvsamme dårlige undskyldning findes over på den anden side af Øresund og Kattegat.
Men hvad viste den den svenske undersøgelse så?

“I en sjukhusstudie från 1988 i Stockholm uppgav 61 procent att de hade polisanmält misshandel. Några år senare sjönk den andelen till 55 procent. I dag (2008) är den helt omvänd. Av dem som kommit till Södersjukhuset uppger 61 procent att de inte tänker polisanmäla misshandeln, 30 procent vill anmäla det inträffade och 10 procent vet inte.”

At på tyve år er dem som vil anmelde vold, sunket fra 61 procent til 30 procent. Fik i den Kriminologer? Nu har vi nok ikke en sådan historisk undersøgelse, at tage udgangpunkt i her, så når myten kan overleve i Sverige, kan den noget lettere, desværre, overleve her.

Affes blog har lavet nogle grafer over udvikling i vold, med den anmeldte og den fundet på skadestuerne i Stockholms Län (amt):

For at starte med udviklingen i anmeldt vold (Stockholms amt) perioden 1975 - 2008:



Så følger en udregning medtaget skyggetallene, det vil sige også dem som ikke anmeldte efter skadestueundersøgelsen at dømme - den er generaliseret til hele Stockholms Lãn, så det kan dog godt tænkes at anmeldelses hyppigheden i de mindre voldramte områder af Stockholms amt er højere, men:


Som i kan se antallet af voldramte så steget fra omkring 40.000 til 75,387 mellem 1998 og 2008, eller på blot ti år.

Hvor mange bor der egentlig i Stockholm Lãn?

I 2007 boede der 1.918.104.

Det vil sige at sådan cirka rundt regnet, har der været 500.000 - 600.000 voldstilfælde fordelt på lidt under 2 millioner borgere de sidste 10 år.

Forsætter udviklingen bliver det vel omkring 1.050.000 - 1.150.000 voldtilfælde fordelt mellem lidt over 2 millioner borgere i Stockholms amt, de næste ti år.

Nok er det et mindretal blandt indvandrere som begår kriminalitet, og et mindretal blandt unge uopdragne svenskere. Men sikke et mindretal.

Sverige har alt hvad "vi" ønsker. En salig multikulturel godhedstone, der næsten kun bortforklarer og ikke tillader forfærdelige fremmedfjendske toner. Et retssystem som ser forbryderen som et offer, der skal have en mild straf.
Og en vold der er 4-5 gange så udbredt som i Danmark, mindst!

Vil i bytte? jeg vil ikke.

Og før i påtænker at flytte til Malmø for at spare på huslejen, så husk lige denne her.