The Kurt Thyboe tale

Dagens friske pust i et samfund, hvor den ene historie lyder som den anden.
En fortælling der syder og bobler af livskraft fra et af Danmarks sidste ærlige mennesker.
Historien får måske et par strøg med digter penslen, men det skulle ikke undre mig om kræften faktisk forsvandt, spirit triumphs matter og en kriger kæmper altid:

For et år siden kunne Kurt Thyboe kun gå et trin op ad trappen af gangen. Så skulle han puste. Lungerne var helt smadrede, og derfor er det ikke uden dækning i virkeligheden, når den 70-årige bokseekspert kalder det naturstridig, at han i aftes dansede en opsigtsvækkende chachacha med smukke Karina Frimodt til premieren på ’Vild med dans’ 2010...

Jeg er et nyt menneske i forhold til den gamle macho, jeg levede som, før min død i 2003. Den gang tog jeg hverken mig selv eller mit helbred alvorligt, og selv om jeg længe havde haft alvorlige problemer med lungerne, der gik i krampe under voldsomme hosteanfald, reagerede jeg først i det øjeblik, det hele klappede sammen. Jeg døde simpelthen...

Men så da jeg var ved helt at give efter, sagde en anden stemme i hjernen: ’Du kan jo også slås imod’. Og så fik jeg øje på en modbydeligt skelet, som rakte ud efter mig. Vi røg i clinch. Seriøst. Men pludselig føler jeg, at jeg falder, og så sker der en masse mærkelige ting, inden jeg længe efter vågner op.

Uden mén
På hospitalet får sønnen Nicky og fruen, Marianne besked om, at der er en ca. fem procent chance for, at dette går godt, men allerede efter et par timer vågner Kurt, fordi hans hjerne ifølge ham selv koger og ikke kan holde uvirksomheden ud.

– Jeg vågnede uden mén. Helt uden hjerneskade. Eller rettere her er fruen og jeg uenige. Marianne mener, at jeg har fået adskillige hjerneskader, men lad det nu ligge. Summa summarum er, at vi får at vide, at dette kan ske igen. Og det gør det så igen for alvor i 2008.

I den mellemliggende tid oplevede Kurt, at hans ’crossover’ eller nærdødsoplevelse i den grad havde skærpet hans sanser. F.eks. havde han et elendigt syn, som kun hans macho-forfængelighed forhindrede ham i at afsløre med et par briller. Men pludselig kunne han se klart. Han kunne også høre de mest utrolige ting, og lugte og smage på et helt nyt plan.

Opkast
– Jeg har siden mødt andre, som også har krydset over, og de bekræfter, at alt bliver forøget med 1000 procent. Så jeg har valgt at se mit dødsfald som et los i nosserne fra min skaber om, at jeg skulle til at tage mig sammen.

To-tre gange om året frem til 2008 oplevede Kurt de voldsomme hosteanfald, der gjorde, at han lå og rodede rundt på gulvet i en blandt af opkast og diarré.

– Det var fandme råddent og beskidt at slås for livet, og det sendte iskold angst igennem min krop, men den lærte man mig at bekæmpe. Ud fra filosofien om, at ’døden er dit livs stærkeste ven. Han står altid for enden af vejen’, blev jeg instrueret i at gå ind i min angst. Bade i den så at sige. Tage fat om den og sige: ’I know you, you mother fucker’. Og det har virkelig hjulpet på angsten, men jeg bliver desværre stadig hidsig og rasende, griner han.

Angstbekæmpelse
I 2008 væltede tyk blod ud af munden på ham, og på hospitalet spurgte de, om han kunne tåle sandheden. Den viste sig at være en aggressiv tumor og max 30-40 dage tilbage at leve i.

– Her hjalp min angstbekæmpelse mig. For mens jeg lå der, fremmanede jeg det monster, der var ved at slå mig ihjel. Igennem fire nætter forsøgte jeg mentalt at tæve monsteret ud af min krop. Jeg mødte ham lige som i virtual reality, og jeg forsøgte at hugge ham ned, men kunne ikke ramme ham, og så til sidst åd jeg ham.

Efter den næste scanning viste Kurts tumor sig at være væk. Helt væk. Først troede lægerne ham ikke, når han fortalte, at han havde ædt den, men så til sidst mødte han nogle, som troede ham.

– Indtil for et år siden havde jeg kun en lungekapacitet på en liter. Men så besluttede jeg, at jeg ville tænke mine lunger raske, og for et halvt år siden var min kapacitet oppe på 3,5 liter.

Kilde: EB

Den var værd at tænke lidt ekstra over

Her tænker jeg på et lille zoom ind i den artikel jeg postede i går:

Dén tort, borgerlige led for få årtier siden, hvor end ikke et liberalt suk kunne ytres uden at afsenderen begravedes i underlødige beskyldninger, ja, den er nu givet videre til islamkritikerne. Og ikke nok med det; dem, der lægger til ved bålet er de borgerlige selv! Den mobbede bliver mobberen.

Når man nu er i det uheldige tilstand, at blive mobbet. Hvad er så mere oplagt, end at overføre mobningen til en anden person, så man selv kan få fred?
I stedet for være i bunden af sociale fødekæde i eksklusionszonen, kan man ved at bøje sig for mobningens og hetzningens grundregler, komme i den inklusive zone, sammen med de andre "rigtige" i klassen.

Det er en almen psykologisk mekanisme, som kan opleves hver dag i børnehaver og folkeskoler. At denne psykologiske mekanisme, som så mange andre bæres ind i voksenalderen på et andet plan, det vil jeg ikke helt udelukke:



Den politiske korrekthed fungerer i hvert fald med kuen og hetz, uden den mindste betragtning omkring retfærdigheden i og belægget for hetzen.

Rød stær - den nye folkesygdom

Sygdommen vokser epidemisk for tiden og har gjort det siden de glade tressere, da det menneskelige intellektuelle immunforsvar blev alvorligt svækket af den marxistiske virus.

Som andre former for stær, er det en betændelsestilstand, som angriber ens "øjne" og gør en gradvis blind.

De første symptomer som melder sig er tunnelsyn, siden tiltagende nærsyn og stadig højere grad af blindhed. Jo hårderede øjnene bliver ramt, jo mere mister man evnen til at orientere sig, indtil man slet ikke kan opfatte andet, end bevægelse og slørede former. Som man så henholdvist bliver overset, eller overdrevet, alt efter tolkningen.

Specielt farven rød, og alt hvad der har med denne at gøre, bliver man komplet blind over for. Mens farven blå fremstår som sort.

Betændelsen kan i svære tilfælde angribe hjernen, således at ens evne til at bruge storhjernen permanent forringes, hvor man så drives til at kompensere ved overdrevent forbrug af det limbiske system og reptilhjernen - frygt, sympati og antipati, uden vejledende logik.

Da egen synsevne på det tidspunkt er fuldstændig fraværende, opererer dem som er hårdest ramt af rød stær i stedet for med faste kategorier for godt og ondt, faste offer og bøddelkategorier, som er aldeles urokkelige, da den syge ikke selv kan se og iagtage forandringer og nuancer.

Gå aldrig natten mildt imøde

Hvis man ikke raser over galskaben og ondskaben i verden, magter man ikke at bekymre sig - det vil sige i virkeligheden er man ligeglad, ikke nødvendigvis kynisk, men oftest fordi ens sjæl ikke kan håndtere at se virkeligheden i øjnene.

Der er naturligvis også den mulighed at man er mere eller mindre blind og dum, men den gælder nok reelt de færreste, hvor det for flertallet nok nærmere kniber med ærligheden og lysten til at se realiteterne i øjnene.

Verden fortjener bedre, end at vi som paralyserede krystere lader galskaben og ondskaben råde.

Der går let en Chamberlain i os alle, som ønsker det bedste og fornægter det værste.

Chamberlain ønskede det virkelig, han mistede sin livskraft og døde, da den krig kom som han havde kæmpet for at undgå.

Churchill, som det er de fleste ubekendt, kæmpede også for at undgå den! Han er husket som den der ville opruste og ryste med sablen i forhold til Tyskland. Men han var også den der talte for, længe før at Hitler kom til magten, at man skulle lempe Versailles traktatens strenge sanktioner mod Tyskland, før løbet var kørt og de rasende Tyskere fuldt opsat på at få hævn.

Den sure mand, pessimisten er mere opmærksom på den ubehagelige virkelighed, som var essensen af denne forrige post.
Optimisten overser alt som ikke stemmer overens med den drømmeverden, som findes inde i hovedet på vedkommende og som vedkommende, måske oprigtigt, ville ønske af godt hjerte eksisterede i den ydre.

Men den drømmefulde kryster giver op, når virkeligheden angriber, som Chamberlain.

Vi skal brænde mod ondskaben og galskaben, ellers er vi den plane vej, som den tromler let henover.
Sådan fungerer verden. Ondskaben og galskaben har ingen hæmninger og får det dermed langt lettere, når godheden er et stort kompleks af handlingslammelse.

Jeg har bragt dette digt før, men jeg bringer det gerne igen og igen:

Do not go gentle into that good night,
Old age should burn and rave at close of day;
Rage, rage against the dying of the light.

Though wise men at their end know dark is right,
Because their words had forked no lightning they
Do not go gentle into that good night.

Good men, the last wave by, crying how bright
Their frail deeds might have danced in a green bay,
Rage, rage against the dying of the light.

Wild men who caught and sang the sun in flight,
And learn, too late, they grieved it on its way,
Do not go gentle into that good night.

Grave men, near death, who see with blinding sight
Blind eyes could blaze like meteors and be gay,
Rage, rage against the dying of the light.

And you, my father, there on the sad height,
Curse, bless me now with your fierce tears, I pray.
Do not go gentle into that good night.
Rage, rage against the dying of the light.

-Dylan Thomas

Digtet er ganske vist skrevet ved hans faders dødsleje og handler om at ikke give slip på livet. Men digtet kan på et højere plan tolkes som om, at man aldrig skal acceptere mørket uden kamp.

Her i Dylan Thomas´ helt fantastiske recitation:

Hvad alle vi harmdirrende gnavpotter godt vidste i forvejen

En australsk psykolog giver den kreative klasse kam til deres urban modefrisure:

Er du i dårligt humør?

Det skal du ikke være ked af - det er nemlig sundt.

En australsk psykolog har fundet ud af, at sure mennesker er bedre til at tænke klart, de er mindre godtroende og bedre til at tage beslutninger.

Professor, Joe Forgas, der er tilknyttet The University of New South Wales i Sydney, mener, at i modsætning til positive mennesker, der har tendens til at være mere kreative, så er negative personer mere opmærksomme, og de klarer sig bedre i pressede situationer.

- Positivt humør fremmer kreativitet, fleksibilitet og samarbejde, hvorimod negativt humør sætter gang i en mere påpasselig og forsigtig tankegang, hvor man lægger mere mærke til den ydre verden, skriver Joseph Forgas i undersøgelsen.

Freud kan rende og hoppe. Dette er for os gnavpotter og pessimister århundrets gennembrud inden for psykologien :P

Og hvorfor er det lige jeg tænker på K i Mark Steyns anekdote?

K, som da Mark Steyn konfronterede hende med en radikal muslim, som direkte sagde at han ønskede at udslette vantro, svarede: Jamen, "så må vi jo bare fordoble vores indsats for at integrere dem".
Hvilket naturligvis betød, jeg aner ikke, hvad vi skal gøre? Og jeg ønsker ikke at spolere min positive lille bobleverden ved at tænke over det.

Den kreative klasse er tiden mest over hypede fænomen, en boblemode, lidt lige som den overdimensionerede tiltro til Silicone Valley, der ledte til verdensomspændende økonomisk krise, da boblen brast.

Den her boble med Islam og dialog, eller ild og benzin, siger nok lidt mere bang, end alle de andre. Så er der slet ikke underdrevet, overhovedet ikke :) Kunne aldrig falde mig ind.

Flertal siger klart nej til 16 åriges stemmeret

Fra DR:

Tre ud af fire danskere i alderen fra 25 år og opefter afviser at valgretsalderen bør sænkes fra de nuværende 18 til 16 år, viser en undersøgelse udført for paraplyorganisationen, Dansk Ungdoms Fællesråd.

Hvis i spørger mig, skal aldersgrænsen for at stemme ikke sættes ned, men sættes op til 21.

Her er hvorfor:

Hos mennesket er hjernen ikke fuldt udviklet, før man er 25 år gammel, det gælder følgende vigtige center:

Det center i hjernen, frontallappen, som styrer dømmekraften, impulskontrol, skelnen mellem godt og ondt, overblik over de langsigtede konsekvenser af ens beslutninger, er slet ikke færdigudviklet på det tidspunkt, og i øvrigt markant underudviklet indtil begyndelsen af tyverne.
Der er en grund til at helt unge fremstår som egoister, asociale, og verificeret er langt mere kriminelle.

Skulle jeg være ond, understøtter vi ikke i særlig høj grad udviklingen af de funktioner via opdragelse. Hyppigt indtag af alkohol i øvrigt, i højere grad andre stoffer, udretter også skade på centret, der er mere eller mindre permanente. Ligeledes spiller usund levevis en rolle, altså dårlig kost.

Således er selv 25 + årige i dag, med manglende funktionalitet i det center.

16 årige skal bestemt ikke have stemmeret, deres evne til tænke, vurdere, reflektere, tænke de langsigtede konsekvenser i gennem, er nok bedre end et 6 årigt barns, men slet ikke på højde med et mere modent menneskes, hvis frontallap er færdig i sin udvikling.

Hvad er psykologi - hvad er reelt?

Et af de spørgsmål jeg stiller mig selv tit, er hvad der psykologi i økonomien, og hvad der er reelt empirisk grundlag.

Når vi har en krise som nu, så mister folk arbejde, ja, men det bliver selvforstærkende i psykologisk forstand, ved at man ophører med at forbruge.

Jeg tror en stor del af denne krise skyldes reelle forhold såsom lånbaseret overforbrug, afhængigt af en friværdi i ens hus, hvis pris var sat for højt i forhold til markedets bæreevne.

Altså værdi man troede man havde, og pludselig fandt ud af var overvurderet.

Ligeledes spiller det en rolle, at bankerne har lånt for meget ud i forhold til deres reelle kapital.

Men når forbruget falder så meget, og konsekvenserne bliver så dybe.

Så får jeg en mistanke om at vi psykologisk gør det værre end det er. At vi kunne undgå store dele af denne krise ved at simpelthen anlægge en anden psykologisk tilgang, have mere is i maven kort sagt.

Det er blot en af mange årsager, til at jeg gerne vil studere økonomi. Den primære årsag er dog politisk.
Skal man have løsninger på udviklingen i fremtidens verden, skal man være stærk i økonomi.
Skal man kunne kritisere politik, skal man forstå, hvad de gør galt i økonomisk forstand.
Statsbudgettet og velfærdsstaten handler om økonomi i sidste ende. Er der er ikke penge, er der ikke råderum økonomisk. Er der ikke råd, må der prioriteres.

For økonomien er per demografiske og psykologiske forhold, under stærkt pres.

Det psykologiske ligger i manglen på eget ansvar og offerroller, velfærdsinflation, samt ovennævnte psykiske overreaktion.

Det demografiske ligger i at vi bliver flere mennesker, og er der ikke et fornuftigt forhold mellem væksten i mennesker og væksten i økonomi, bliver vi fattigere, kort og simpelt og et forsøg på at skrue på fordelingen via højere skatter, gør blot at vi saver den gren over, vi sidder på.

Single tasking - stress og tragedier

Ikke et ord om Bagger eller Jackson her, det skrives der rigeligt om.

Men et 1 årig barn er dødt fordi en angiveligt stresset far simpelthen glemte barnet i bilen.

Når mænd fylder deres hoved med noget, fylder det simpelthen det hele, sådan generaliserende sagt.

Jeg har heldigvis kun selv glemt at slukke kogeplader og den slags, og manden er angiveligt angrende i den grad for resten af sit liv, så det er ikke det jeg vil vade i.

En psykolog kommer med et ikke helt dårligt bud på, hvorfor manden kan have handlet som han har gjort:

- Det kan også have været en særligt udfordrende arbejdssituation, han har stået i den dag, noget som har optaget hans mentale kapacitet og fået ham til at være fraværende i morgenens øvrige opgaver, siger hun.

Og det er rent faktisk en måde, vores hjerne reagerer på, når vi udsættes for stress - den får os til at fokusere på den opgave, der også stresser os.

- Hvis vi er stressede lige nu og her, så bliver vores hjerne faktisk rigtig god til at være struktureret og fokuseret, men vi får også lidt tunnelsyn. Og hvis han har været meget optaget af en særligt udfordrende opgave på arbejdet den dag, så kan der være sket det, at alle de andre rutiner i hjernen, de har måttet vige.

Min pointe her er børnenes tarv generelt. Dette er et ekstremt eksempel, men jeg mener at stress er en stor del af forklaringen på at manglende omsorg og opdragelse i dag er så udbredt.

Arbejdslivet fylder mere. Vi ser mere tv end nogensinde. Internettet kommer oven i. I alt dette forsvinder nærværet med familien. Det synes jeg ikke er en god udvikling. Omend internettet og tvet er en dejlig ting, og et godt arbejde har værdi i sig selv. Så skal der balance i tilværelsen, og i øvrigt balance inden i en selv.

Nærvær!

“Det gælder om at leve i evigheden og dog høre stueuret slå”.
Søren Kierkegaard

Det rationelle menneske - hvor?

En af mine grueligste opdagelser i livet, i både min egen introspektive og ekstrospektive rejse rejse gennem livet - undskyld de besværlige ord, men de betyder at iagtage og reflektere over det ydre og det indre - er i hvor høj grad primitive/instinktive og irrationelle faktorer danner basis for vores adfærd, følelser og tanker.

Information har i dag en interessant artikel over samme tema:

Vi er alle Pavlovs køtere

Vi tror, vi er så kloge. Men ring med en klokke, og vi kommer løbende med savl ned af blusen. Det moderne menneske er stadig i drifternes vold og handler overvejende irrationelt. Information har talt med den internationale anerkendte hjerneforsker Martin Lindstrøm om, hvorfor vi i virkeligheden gør, som vi gør

Det harmonerer næppe med vores selvbillede. Men gransker vi os selv, samt verdenen med ærlighedens mikroskop, skærer gennem selvfortryllelsens og idealernes slør over vores kerne med den skarpeste analytiske skalpel, vil vi finde ud af, at vores idealer og selvopfattede civiliserede menneskelighed, blot er et tyndt lag glinsende lak over en ru og og primitivt bearbejdet overflade.

Det er også i dette lys, at ideologi er noget korporligt, antivirkeligt sludder. Det gælder kommunismen, næstekærligheden, multikulturalismen, liberalismen osv. De tilhører laget af tynd fernis, hvor vi befinder os på den forkerte side af den spejlblanke overflade.
Idealer og visioner er kun så gode som de er i pagt med menneskets natur.
Hvor de ikke er det, er de kun en blodig kollision med virkeligheden.

Vi er underkastet automatiske funktioner, der i høj grad er uden for vores kontrol.
I artiklen nævnes et interessant eksempel på, hvor mennesket reagerer stik i mod hensigten:

Og netop resultatet af hans målinger af de processer, der sker i hjernen, når vi udsættes for de mindre glædelige budskaber - som med cigaretter - er noget af det, der har fået folk til at spærre øjnene op. For hvor vi måske rationelt set ikke har det store behov for at dræbe os selv, så fungerer vi på det ubevidste plan anderledes. Vi fungerer ifølge Lindstrøm rent faktisk som den russiske nobelprisvinder Ivan Pavlovs hunde. Det, der sker, er, at vi koder lystoplevelsen ved at ryge sammen med mærkaterne på tobakspakkerne. De bliver et 'tegn' forbundet med den lystfølelse, som rygningen giver os, og fremkalder således en betinget reaktion. Så på samme måde som Pavlov kunne få hunde til at savle ved lyden af en klokke, skaber advarslen en rygetrang. Det lyder irrationelt, og det er det også.

Den politiske elite forstår hverken dette, eller forstår at repressiv trods af folkets mening, ender med at folket lader sjælens og naturens trods af det politikerne står for, være deres modsvar.

Rationaliteten kæmper hårdt i denne verden. Politikerne ved det så langt, at de gerne spiller på vores frygt, at de gerne bruger shaming. Nogle gange virker det. Men mod menneskets samlede natur kæmper selv langt mere oplyste mennesker end politikerne forgæves.

Specielt når politikerne forveksler den rationalitet, de selv står for, med noget pøbelen bør overtage som givet går det helt galt.
Et menneskes rationalitet, i det omfang det har denne, er menneskets eget.

Skal man snakke rationalitet med et menneske, skal man ind og starte rationaliteten inde i mennesket selv - lade det være det menneskes egen rationalitet, være med på at følge på den rute som det enkelte menneskes naturligt er på vej ud af egen intellektuel kraft.
Idealer, ideologier, indpodet skam, spillen på frygt, bliver aldrig andet end et fordømt forsøg på at omgå menneskets natur, som på et tidspunkt, hvad enten det tager århundreder eller dage, er dømt til at lide en modstand og modreaktion, der er kontraproduktivt.

Oraklet i Delfis inskription, "kend dig selv" er for evigt Alfa Omega i den menneskelige eksistens.

For politikerne gælder også "kend dit folk".

Men desværre er politikerne så ideologi fortabte, som et figenblad over politisk fantasiløshed, at de ikke kender sig selv. Endnu mindre kender de det folk, som de er sat til at regerere over - ud fra andet end meningsmålinger og lignende, som de alligevel overhører i elitær arrogance, når de ikke stemmer overens med deres idiosynkrasier.

Intet demokrati uden kend dig selv, kend dine medmennesker, dybt ind under overfladen.

Det er realisme, nærmere end konservatisme - demokrati er menneskets ærlighed over for det selv, og ærlige erkendelse af sine medmenneskers tanker, følelser, instinkter og natur, og naturligvis at tage undgangpunkt i denne.

Kompleksitetens kunst

Striden mellem tilhængere af rationalitet og intuition, mellem det mystiske og det konkrete, er urgammel.

På en måde kan man sige, at historien bevæger sig i bølger og epoker, eller i en Hegeliansk dialektik, hvor det mystiske tager overhånd over det rationelle, for at igen bøtten vender og processen gentager sig selv på et stadigt højere niveau.
Eller omsat mere konkret, blev den klassiske epokes rationalitet erstattet af det kristne, mystiske verdenbillede, som så igen blev udfordret af en gryende videnskab, som kulminerede i oplysningstiden, der igen fik en modreaktion i form af romantikken som satte følelserne frm for alt, for at fornuften igen fik overhånd med videnskabens endelige udbredelse og teknologiens tidsalder, som så igen fik en modsvar i for af 1968 revolutionens "fantasien til magten".
Dette er naturligvis groft skitseret og med mange forbehold. Men faktum er, at intution vs logik, mystik vs det konkrete, er spørgsmål som stadig "plager" menneskeheden, hvad er egentlig bedst?

I dag er spørgsmålet flyttet ind på universiteterne og ind i domænet af kontrollerede forsøg. Men disse forsøg kommer, vanen tro, med forskellige bud på hvilken af de to kognitive tilgange er den mest effektive.

Faktum er jo, at vi som mennesker i mange tilfælde, er i fuld stand til at tage de rigtige beslutninger, uden at reflektere meget over det.
Michael Laudrup og Lionel Messi har/havde jo for eksempel ikke tid til at logisk gennemgå enhver bevægelse, de laver på en fodboldbane.
Det samme er tilfældet for personen som er tæt på et trafikuheld. Vedkommendes eventuelle liv afhænger måske faktisk af, at han/hun kan træffe en meget hurtig beslutning, uden at tænke over det.
Så der er jo en pointe i at, at vi kan træffe de rigtige beslutninger uden at tænke nævneværdigt, og at vi faktisk i ovennævnte tilfælde ville ødelægge det hele for os selv, hvis vi begyndte at tænke det hele logisk i gennem.

Men Laudrup ved i det øjeblik, han betragter det, hvor modspillerne er placeret. Han ved hvordan man skal ramme bolden, hvordan foden skal vendes, hvilken kraft der skal bruges og så videre. Det samme gælder bilisten, han/hun kan se, faren er, hvor udvejen er og ved også hvilken retning det er mindst farligt at sende bilen i.
Altså de er begge klædt på til opgaven på forhånd, og er de det ikke, går det slet ikke godt.
Altså kan man sige, at ens forudviden, som angiveligt er reflekteret med logik og erfaret/verificeret, gør udslaget, selv når man "handler uden at tænke" over det.

Jo mere vi ved forud, jo lettere er det at træffe den rigtige beslutning.

Men når man kommer ind i laboratoriet, udsættes man vel for noget nyt? Altså man er på forskerens mark, nærmere end herrens.
Forsøg viser jo som sagt skiftevis værdien af at ikke tænke over komplekse beslutninger og det, at man gør det:

Pouget says that Kahneman's approach was to tell a subject that there was a certain percent chance that one of two choices in a test was "right." This meant a person had to consciously compute the percentages to get a right answer—something few people could do accurately.

Pouget has been demonstrating for years that certain aspects of human cognition are carried out with surprising accuracy. He has employed what he describes as a very simple unconscious-decision test. A series of dots appears on a computer screen, most of which are moving in random directions. A controlled number of these dots are purposely moving uniformly in the same direction, and the test subject simply has to say whether he believes those dots are moving to the left or right. The longer the subject watches the dots, the more evidence he accumulates and the more sure he becomes of the dots' motion.

Forskerne havde som hypotese:

We wanted to see if, in fact, humans are really good decision makers after all, just not quite so good at doing it consciously.

Så er resultatet jo lige som givet. Forsøgspersonerne var dog gode til gætte resultatet, det skyldes ikke viden om de matematisk/logiske beregninger bag prikkernes bevægelser, som forvirrer de fleste, men menneskets evne til underbevidst tænkning kan give et f.eks. 60-70 procents nøjagtigt estimat på forholdsvis kort tid.

Men der er jo sandsynligt, at denne metode kun er mere effektiv, givet at vi ikke evner at tage en bedre beslutning på et logisk og gennemtænkt grundlag.

I et andet forsøg, når man også frem til at komplekse beslutninger ikke er noget, det kan betale sig at tænke for meget over:

The researchers found that there are situations where unconscious thought will not result in the best choice being selected. The findings showed that in some instances (when the payoffs were similar), thinking about the task for as only as long as it takes to make a decision was as effective as unconscious thought, resulting in the most profitable options being chosen. However, when there were large differences in the amount of money to be won, mulling over the decision at their own pace led the volunteers to larger payoffs than unconscious thought.

Bemærk dog, at når der var stor belønning, blev menneskets evne til at træffe bedre beslutninger ved dybere refleksion.
Men de har dog en vigtig pointe som kan være en del af forklaringen på, hvorfor kort tankevirksomhed eller underbevidst tankevirksomhed kan være en fordel:

The authors explain that those volunteers had “too much time to think” about the task and suggest that their attention shifted “to information of lesser relevance,” resulting in less profitable decisions.

Jo længere tid man tænker, jo større bliver sandsynligheden for at tankevirksomheden bliver spredt og mindre målrettet, men det kan man jo omvendt se som et kraftigt argument for graden af målrettet tænkning.

Er det så bedre at sove på en beslutning, eller at træffe den med det samme?
Et tredje forsøg, vil anbefale en middelvej mellem de to:

But in the new study, to be published in The Quarterly Journal of Experimental Psychology, scientists ran four experiments in which participants were presented with complex decisions and asked to choose the best option immediately ("blink"), after a period of conscious deliberation ("think"), or after a period of distraction ("sleep on it"), which is claimed to encourage "unconscious thought processes".

In all experiments, there was some evidence that conscious deliberation can lead to better choices and little evidence for superiority of choices made "unconsciously". Faced with making decisions such as choosing a rental apartment and buying a car, most participants made choices predicted by their subjective preferences for certain attributes (for example, safety, security, colour or price), regardless of the mode of thinking employed.

Logisk tænkning afhænger af, at man har nogle konkrete parametre at arbejde ud fra og stykke sammen. Personligt vil jeg hælde til den logiske variant, omend det bør medregnes, at jo mere kompleks en ligning er, jo større er chancen for fejlberegning.
Det rokker dog ikke ved, at hvis man kender alle parametrene, kan man lave udregningen med 100 procents nøjagtighed. Det gælder for så vidt alt. Selv en rullende stens bane ned af en bjergskråning. En orkans opståen og rute. Problemet er så, at vi i rigtig mange tilfælde ikke kender alle parametrene, derfor er intuitionen og gætteværket, en del af vores grundvilkår.

Det skal derfor ikke udelukkes, at intuitionen kan være logikken overlegen fra tid til anden.
En ting er sikkert. Den arkaiske kamp mellem intuition og logik, mystik og det konkrete, fornuft og følelse fortsætter.

Jeg vil slutte med et digt af Piet Hein, en mand der om nogen brugte begge sider af sin natur:

Kuglen og Digtet

Den, som har opfundet kuglen
gjorde det ikke gradvis
føjende del til del.
Den, som har opfundet kuglen,
så den som et syn i rummet
afsluttet, endelig, hel.

Sådan skal digtet fødes,
ikke stykkevis stables
til en syntetisk præken,
men som et mene tekel
skabt ved et spring i sindet
stå som et vers på væggen.

Wiki artikel om Logik for dem som vil vide mere.

Et lille miniessay om frygt.

Nogle af de mest bevingede ord, nogensinde sagt af en amerikansk præsident, efter Thomas Jefferson naturligvis, er Franklin D. Roosevelts, "nothing to fear, but fear itself", ved hans indsættelsestale i 1933:

This is preeminently the time to speak the truth, the whole truth, frankly and boldly. Nor need we shrink from honestly facing conditions in our country today. This great Nation will endure as it has endured, will revive and will prosper. So, first of all, let me assert my firm belief that the only thing we have to fear is fear itself—nameless, unreasoning, unjustified terror which paralyzes needed efforts to convert retreat into advance. In every dark hour of our national life a leadership of frankness and vigor has met with that understanding and support of the people themselves which is essential to victory. I am convinced that you will again give that support to leadership in these critical days.

Et recitations mesterstykke som kan høres her:



En tale for alle tider. Specielt i en tid præget af økonomisk angst og frygt for hvad man siger.

Jeg har aldrig været helt og aldeles frygtløs, dvs. der var en kort periode, hvor jeg faktisk var det, men ikke mere end jeg faktisk blev utryg ved mig selv og den styrke som ligger i at være helt uden frygt.
Men jeg har aldrig elsket frygten, har aldrig brudt mig om den, for den er oftere en ufornuftig hindring, end en fornuftig en. Forstået sådan, at fornuften i sig selv skaber handling med omtanke. Frygten i den sammenhæng er omtrent fuldstændig nytteløs, medmindre da fornuften under alle omstændigheder svigter.
Min modstand mod frygten går længere tilbage, end min kritik af Islam, skal det lige siges. For frygten hæmmer en igennem hele livet, skaber en tilknytning til resultater, der hæmmer enhver handling, om det er så er privat eller professionelt, drejer sig om lægge an på en kvinde, eller søge et arbejde, uanset i hvilket tilfælde man tager en chance, så er frygten en hæmsko og i reglen en fuldstændig irrationel af slagsen.

Nogle gange skaber frygten, præcis det problem man frygter. De økonomiske kriser er et tegn på dette. Aktie og valutamarkeder er ikke en uvæsentlig del hysteri. Et hysteri der så udnyttes af spekulanter.
Et berømt eksempel på dette er familien Rothschilds børskup i London efter slaget ved Waterloo, hvor de øvrige på børsen forventede af Rothschild var bedre informeret om slagets udkomme. Da Rothschild så begyndte at sælge alle deres aktier, troede de øvrige at Wellington havde tabt, kurserne rutchede ned og på et tidspunkt købte Rothschildfamilien aktier tilbage for billige penge, mangedoblende deres formue.

Omend Rothschilds familens første tanke ikke var at tjene på efterretningen, de underrettede regeringen om slagets udkomme som det første og begivenheden er blevet brugt til antisemitisk propaganda, så er dog noget hold i historien stadigvæk, det er muligt at spekulere i hysteri, og det sker den dag i dag.

Et andet eksempel er 2. verdenskrig. Hvor frygten for krig, eller respektivt håbet om fred, gjorde situationen langt værre.
Hitler tog til München med frygt for at den mobiliserede engelske flåde ville åbne ild. I virkeligheden var England og Frankrig endnu mindre forberedt på krig, end han kunne frygte. Hvis man fra deres side havde oprustet og reageret i tide, ville krigen måske aldrig havde indtruffet, under alle omstændigheder blevet mindre omfattende. Det er naturligvis lettere at skue bagud end forud. Men der kan ikke være tvivl om at beredtheden på krig, havde givet et andet resultat end en ikke beredthed baseret på fornægtelse.

På den anden side kan man sige at frygten for konsekvenserne spillede en rolle i afblæsningen af Cuba krisen.

Alligevel vil jeg påstå, at vi generelt er bedre stillet uden frygt end med.

Der findes intet som strengt nødvendiggør frygt, men mange situationer hvor frygten afholder os fra at gøre det rette.
Der findes givet også situationer, hvor frygten rationaliseres, således at ærligheden over for motivationen kræver et dybere spadestik ind i ens sjæl.

Muhammadtegningerne og de mange der siden intellektuelt fik positioneret sig på frygtens side, nærmere end respektens som eksempel. De samme mennesker vil ikke have et problem med at fornærme personer, de intet havde at frygte fra. Deres forsvar for at holde hovedet dukket, er gennemintellektualiseret.

Dog kan det måske siges, at for nogle er deres motivation drevet af et fjendebillede, der gør DF til en større fjende end Islam.

Men effekten er til at få øje på, uden den store intellektualisering. Instruktøren af animationsfilmen, "Rejsen til Saturn", formåede at dybt fornærme Kristendommen og afstod bevidst fra at fornærme Islam. Selv Jens Jørgen Thorsen, måtte i sin tid sande, at der er forskel på at fornærme Jesus og Muhammad, og han bøjede sit hoved.
Det er naturligvis korrekt, at der skal være grænser for fornærmelsen, i hvert fald når vi taler fornærmelsen, for fornærmelsens egen skyld.
Men Westergaards Muhammadtegning er noget mere tro mod virkeligheden, end Thorsens Pornojesus var det.
Hvad angår sandheden, skal intet holdes tilbage, selv om sandheden gør ondt eller fremføres polemisk eller satirisk. Slet ikke mod religioner, hvis fredede status nærmere hviler på tradition end fortjeneste.

Det er religioner, der er førende i produktionen af menneskelige lidelser, sammen med de religiøst prægede og anti-demokratiske politiske ideologier.

Fra decideret folkedrab og forfølgelse, til rituel omskæring, undertrykkelse af kvinder og vold, drab, til nedvurdering af mennesker som tilhører en anden tro. Fra pariaer, til kvinder som brændes fordi deres tilgift er for ringe. Fra bekæmpelse af prævention og vaccination mod kønssygdomme. Fra fornægtelse af denne verden til accept af lidelse som karma og arvesynd.
Modsat andre lidelser, afhængige af tid og sted, diktatorer og konger, har religioner reproduceret død og elendighed i århundrede efter århundrede og de fortsætter den dag i dag.

Hvad får mennesker til at følge religionen? Jeg synes et godt bud er frygt, ikke som enestående faktor, men som væsentlig faktor, den væsentligste. Frygt både for ens skæbne efter døden, samt frygt for ens status i samfundet og sociale liv. Religion har altid udgjort et subtilt diktatur. Hvad angår de Abrahamæiske religioner, med en subtil diktator som ikke kan væltes. Hinduismen har om ikke en Jahve. Så dog sit kastesystem og ringe status for kvinden.
Buddhismen sit lave fokus på materiel udvikling.

Det er frygten for det nye og det anderledes, der holder os tilbage, både som individer og som samfund.

Vores evne til at rationalisere denne frygt er omfattende, men ændrer ikke ved det grundforhold, at vi klynger os til, det vi kender, eller som udgør en ny variation af det som vi kender.

Frygten antager en skikkelse som virkeligheden ikke altid honorerer. Frygten for Islam, frygten for Socialisme, frygten for DF. Frygten for upopulære politiske beslutninger, eller frygten for at tale med hinanden. Frygten for afslag, eller frygten for at blive misforstået, frygten for at ikke slå til, frygten for at miste, variationerne er mange. Frygt er frygt.

Vi er på alt for mange områder slaver af frygten, og som sådanne bærer vi lænker ingen anden end os selv, i sidste instans har lænket os med.

Bekymre sig, det kan man altid gøre, leve, det kan man kun nu!

Vi vil aldrig mangle fjender, modstand og besværligheder i livet. Men glem aldrig at ens største fjende er en selv. Den største modstand og de største besværligheder findes inde i en selv.
Et menneskes egen mentalitet er dets bedste ven, eller dets største fjende! Din egen sjæl er din dæmon eller engel.

Livet ender, der hvor vi frygter, begynder først der hvor vi lever uden frygt.
Et frygtsommeligt liv, er et liv levet i et selvpålagt fangenskab.

Spild ikke tid på frygten, tag livet i strakt arm som det kommer.
Men lad aldrig noget, der virker ved frygt, få den mindste magt over dig. Religion eller meningsdiktatur, trusler om dette eller hint. Gå alt i møde med hovedet rejst højt og åben pande, den som lader sig kue en gang, kalder blot på næste gang og næste gang igen.

Et godt ægteskab er en god søvn værd

Nu viser en undersøgelse, at et lykkeligt ægteskab er godt for kvindens sjælefred om natten.

Lykkeligt gifte kvinder sover bedst om natten, mens skilte sover dårligst - dårligere end selv ulykkeligt gifte.

Jeg går ud fra, at samme resultat kan reproduceres blandt ikke-gifte par.

Men resultatet er ganske interessant, selvom pessimister gennem tiderne har ment, at ægteskabet er at fordoble ens bekymringer, ja, måske ville man også få det resultat hos mænd.

Men det interessante er jo, at hvis der er noget vi har svært ved i dag, så er det at bevare et godt ægteskab. På trods af at nok de fleste af os kunne være enige om, hvis noget gør en lykkelig, er det et godt parforhold/ægteskab.

Alligevel skal overdrevne forventninger, for stor tillid til mavefornemmelser og for lille tillid den mand, som ikke kan laves om langs den lange tynde linje af krav, som de historisk forsmåede kvinder, med en voldsom trang til at bestemme, spinner. Alligevel skal traumer og gen-projektioner af alle hendes projektioner på eks-kæresten, nye projektioner blandet med en lille smule virkelighed, alligevel ødelægge det hele.

Små dumme småting på stribe, ødelægger både kærligheden og søvnen.

Men det er kærligheden som skaber lykken, ikke ens lunefuldheder afrundet med en hastig flugt.

Nu vil jeg ikke generalisere, men jeg tror godt jeg kan slippe af sted med påstanden om, at flertallet lever i knap så lykkelige parforhold.
Det sjove er, jo mere intelligente personerne er, jo sværere bliver det. Egentlig burde det jo være helt anderledes. Intelligente mennesker burde kunne sætte sig over sine luner og lade følelserne afrundes af fornuften.
De burde kunne tænke mere i helheder, og dermed mener jeg ikke helheder af partnerens fejl, men helheden af ens egne fejl.

Helheden af fejl, hverken partnerens eller egne, gør aldrig en lykkelig. Det gør kærligheden til gengæld.


Det er så simpelt og dog så svært, elsk, elsk, elsk hinanden og åbn hinandens arme.

Update: Kvinder får 40 procent mindre tilbøjelighed til at gifte sig for hver 16 IQ point de stiger, hvorimod mænds tilbøjelighed til at være gift stiger med 35 procent, for 16 IQ point de stiger.
Altså singlekvinder har en højere IQ, som de bruger til at undgå kærligheden med.

Stereotyper og fordomme

En af mine yndlingstænkere er Thomas Jefferson og et af mine yndlingscitater af denne herre er dette:

Nothing can stop the man with the right mental attitude from achieving his goal; nothing on earth can help the man with the wrong mental attitude.
Thomas Jefferson

Vi tænker ikke altid over vores egen indstilling til tingene, hvor meget denne betyder. Vi har det med at give samfundet og omgivelserne skylden når noget går galt.
Men dybest set er vores største fjende måske netop os selv, vores egen mentalitet, vores egne fordomme og stereotyper.

Der er en spændende artikel om dette forhold at finde på Scientific Americans hjemmeside.

For at give et kort resumé: Så kan ens egne fordomme spille en rolle på ens præstationer. Altså hvis en kvinde går til prøve i matematik, kan hun ende med at underminere hendes egne individuelle evner, ud fra en stereotype om at kvinder er dårligere til matematik og rumlige forhold.
Ligeledes kan et på papiret dårligere sportshold underpræstere, og som man kan se med danske fodboldlandsholdskampe, kan et ellers godt hold få alvorlige problemer med underdogs når de går friskt til værks. Fodboldens Wilbek needed.

På Stanford i begyndelsen af halvfemserne satte man afro amerikanske topelever til at løse en prøve, som man fortalte i det ene tilfælde var en intelligenstest og i den anden at det ikke var nogen prøve af betydning. Da de troede det var en intelligenstest underpræsterede de i allerhøjeste grad.
Når man taler social arv og køn, taler man også om fastgroede forestillinger og naturligvis også om stimulation eller mangel på samme.
Men det er vigtigt at forstå, at det er individet selv der gør forskellen, og i allerhøjeste grad dette individs indstilling.

Når vi taler om samfundets svage, om at mænd er bedre ledere, om at kvinder ikke kan parkere, om at grupper af andengerationsindvandrere er bander. Så italesætter vi også en virkelighed som ikke er givet.
Den vigtigste italesættelse er dog naturligvis individets egen. Det selvbillede et menneske skaber og opretholder af sig selv, har lettere ved at blive virkelighed end et menneskes dybeste drømme.

Derfor skal man også for at bryde sociale mønstre i samfundet, forandre den måde vi tænker på.
Der går masser af kræfter til spilde inde i båse af fordomme og stereotyper. Som samfund præger vi individet og individet positionerer sig delvist i sine båse ud fra herskende stereotyper i samfundet.

Et menneske skal have frihed, og den frihed er både noget indre og noget ydre, at befri sig selv for fordomme og stereotyper, de indre og de ydre, er en frihedskamp, der er ikke mindre vigtig end at befri sig politisk autokrati.