Jeg må indrømme, at de dage er ovre, hvor jeg holder Information og Weekendavisen og tager den tid, det kræver at læse dem.
Jeg er efterhånden langt mere til det mere letbenede i form af nyheder om fodbold.
Men en henvisning på 180Grader fik mig lige sendt over på Informations hjemmeside, hvor der ikke spor overraskende var et par særdeles læseværdige artikler.
Det første er et indlæg fra Ole Thyssen, der stiller spørgsmålet, om vores indsats for de svage i samfundet gør dem mere svage?
Er det muligt, at denne ’svaghed for de svage’ er med til at skabe svaghed? Kan det være fristende at genkende sig selv i svaghedens spejl, opgive sit ansvar, og se sig selv som et offer, som det er synd for?
Dette tab af værdighed støttes af, at hjælpen er nær. Mange lever af at hjælpe dem, som ikke kan hjælpe sig selv.
De er formentlig hverken onde eller kyniske. Men når de ser verden i svaghedens lys, finder de den overalt og ser ingen grænser for deres indsats.
Samtidig vejrer politikere stemmer og gør velfærd til et mål i sig selv, og massemedierne kolporterer glad og gerne føljetoner om samfundets daglige svigt.
Mange hænder drejer velfærdens hjul. Er svaghed et personligt projekt, som styrkes af et kompleks af teori og praksis?
Eller er svaghed et moralsk projekt, hvor den svage slipper sin vilje og herefter leverer stadig nye beviser på, at han eller kun ikke kan?
Det filosofiske spørgsmål handler om, hvilket blik man skal anlægge. Og det kan hverken besvares med tal eller spørgeskemaer.
Læs også Paul Høis fantastiske blogindlæg, "De svage er de ukrænkelige"
Også opfølgningen "De svage er ukrænkelige II" er værd at læse. Fordi den viser, at vi kasserer mennesker fremfor at hjælpe dem. De kunne få oceaner af hjælp for det en førtidspension koster. I stedet for får de førtidspension og ingen hjælp i behandlingssystemet. Jeg har selv været i samme situation, som personen Paul Høi citerer i den anden blogpost. Jeg fik også tilbudt førtidspension, men jeg skulle dælme mig ikke nyde noget af at sidde med en meningsløs tilværelse og have masser af tid til at have det dårligt. Jeg kan ikke sætte ord på, hvor syg og håbløs jeg finder denne tilgang til de svage.
Den anden perle fra dagens Information er af Rune Lykkeberg. En af Danmarks bedste journalister/skribenter, hvis du spørger mig. Han er ikke uddannet journalist, men naturtalent overgår studier.
Han tager fat på kronikken af Marlene Duus og på dogmet om at straf ikke hjælper kriminelle, og det gør han med denne helt knivskarpe underrubrik:
Det virker ikke, siger kriminologer og fornuftige politikere altid om højere straffe, men problemet er, at de må erkende, at man kan sige det samme om deres udsagn: Det virker ikke
Hatten for den! Og lidt næsegrus beundring. Læs det hele, for det indlæg angriber skarpt og logisk og reflekterende den fuldstændig latterlige tankegang, der har formået at dominere kriminologer og Memet dominerer også den danske skole med Flemming Balvig, Britta Kyvsgaard etc. i front.
Der mangler dog noget, som jeg vil tilføje. Forbrydere er ofte vaneforbrydere med eller uden kort straf. Kort straf betyder, at de hurtigere kommer ud i samfundet og dermed kan producere endnu flere ofre for deres forbrydelser.
Og endnu en supplering.
Hvis ikke forbryderne tager i betragtning, hvor lang strafferammen er, og hvor høj opklaringsprocenten er?
Hvorfor begås der så få bankrøverier og så mange indbrud og markant flere gaderøverier (to om dagen i København)? Gevinsten ved et bankrøveri er typisk noget højere, men hov, hvad er ellers højere i tilfældet med bankrøveri?
