18. Maj 1993 - da demokratiet blev sendt på hospice

Den 18. maj i 1993 sad jeg nede baggården hos Folkebevægelsen mod EU i Guldsmedegade i Århus.

Afstemningen var afsluttet, og det stod klart, at Danmark havde bukket og skrabet for de tomme løfter i Edinburgh-erklæringen.

Mindedagen i går, 20 års jubilæum for afstemingen om Edinburgh, udviklede sig til en debat omkring skyderierne den aften.

Men for mig står dagen for noget helt andet, nemlig for den dag den gradvise afskaffelse af demokratiet for alvor begyndte.

Lad os skrue tiden tilbage til Mitterands og Kohls kronede dage for revitalisering af de to forsmåede europæiske stormagters arkaiske drømme. Sommeren 1992 fik Maastricht-traktaten nådestødet af de danske vælgere. Reglerne var sådan, at hvis et land afviste Maastricht-traktaten, så skulle hele traktaten skrives om. Ingen vej uden om genforhandling. Men denne juridiske regel på sort og hvidt følte EU-jubilanterne sig hævet over, de gav i stedet en række meningsløse undtagelser til danskerne, der reelt var intet værd.
Ja, faktisk var undtagelser et helt forkert udtryk, læs fx. undtagelsen for det retslige samarbejde.

Danmark vil deltage fuldt ud i samarbejdet om retlige og indre anliggender på grundlag af bestemmelserne i afsnit VI i Traktaten om Den Europæiske Union.

Det samme med undtagelsen om borgerskab:

Det Europæiske Fællesskab giver medlemsstaternes statsborgere de yderligere rettigheder og den yderligere beskyttelse, der nævnes i den pågældende del. De træder ikke på nogen måde i stedet for nationalt statsborgerskab. Spørgsmålet om, hvorvidt en person besidder statsborgerskab i en medlemsstat, afgøres udelukkende efter vedkommende medlemsstats egen lovgivning. 

Ovenstående er ingen undtagelse, men en omformulering.

Det eneste, vi opnåede med Edinburgh, var ........................... Ingenting og slet ikke ingen fordele.

Vi beholdt kronen, men vores valutakurs er bundet til euroen alligevel og bundet så tæt (må kun afvige med 2,25 procent), at vi lige så godt kunne have Euro som valuta. Det skal så siges, at vi faktisk har friheden til at lade valutakursen på kronen flyde frit, men historisk har vi altid knyttet vores kronekurs til Tyskland (førhen DMark) og siden Euroen.

Så her er der tale om en fordel, vi aldrig ville bruge alligevel. Og det vidste man angiveligt godt dengang i de embedskredse, der udarbejdede forliget, men man skulle samle noget sammen, der lød flot og flyttede stemmer.

Sidst har vi undtagelsen omkring forsvarssamarbejdet. Det er kun blevet brugt til at slå os oven i hovedet med. EU har slået vores politikere oven i hovedet med det, hver gang der er truffet beslutninger på det område: "Desværre lille Danmark er i ikke med i forsvarssamarbejdet, så i kommer ikke med til vores møder". Politikerne har så konsekvent brugt dette forhold til at føre krig mod vores forbehold. "Vi er sat uden for indflydelse på grund af dette tåbelige forbehold", har jammerlapperne gentangent sagt for at gøde grunden for afskaffelsen af forbeholdene.

Oven i hatten, så har Edinburgh gjort os til paria i EU. Franskmændene krævede nemlig at EU-Parlametet skulle flytte delvist til Strassbourg, hvilket betyder at selv i dag, så pakker man 12 gange om året udstyr og materialer sammen, fx. papirmasser i tonsvis - det produceres jo ikke ringe mængder bureaukratisk lovmateriale dernede - og sender flere tusinde embedsmænd og parlamentarikere med et specialtog til Strassbourg.  Det koster 1,4 mia. kr. årligt.

Hver gang det sker, 12 gange om året, så tænker man naturligvis ikke på de skide franskmænd, der krævede denne favorisering. Man tænker på de ******* danskere, der i det hele taget gjorde kravet muligt.

Edinburgh-forliget har ingen fordele givet os. Men vi har bevaret alle bagdelene og endda fået flere end de andre EU-lande.

En genforhandling af en traktat burde føre til konkrete og håndgribeligt fordele. Reglerne var klare nok, hele traktaten skulle til genforhandling, den skulle tilbage på tegnebordet!

Ingen af delene blev til noget - ingen genforhandling, ingen fordele - mine damer og herrer, Edinburgh-traktaten er det største politiske bedrag den danske befolkning er blevet udsat for siden 2. verdenskrig. Helle Thornings mange løfter og den skærende kontrast fra disse til den faktuelt førte politik er en værdig konkurrent, men regeringen kan væltes (bliver væltet - hedder det) ved næste valg. Med hensyn til EU har vi kun to muligheder. Helt og aldeles ud af samarbejdet, eller total ja og amen.

Europa havde i det danske nej en enestående chance for at tænke sig mere grundigt om og stikke en mere demokratisk kurs. Men interessen i specielt de to store EU-lande var ikke reelt tilstede.

Tilbage i 1992 var union stadig et ikke-ord, Specielt hvis du spurgte danske politikere, spurgte du Helmuth Kohl eller Mitterand, så fik du et noget klarere svar:

Vi blev lovet nærdemokrati, og der blev snakket meget om subsidiaritetsprincippet, Nemlig princippet om, at beslutningerne skal træffes så tæt på borgeren som muligt, eller faktisk skal EU slet ikke træffe beslutningen, hvis den kan træffes bedre i lokalt regi:

På de områder, som ikke hører ind under dets enekompetence, handler Fællesskabet, i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, kun hvis og i det omfang målene for den påtænkte handling ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes af medlemsstaterne og derfor, på grund af den påtænkte handlings omfang eller virkninger, bedre kan gennemføres på fællesskabsplan.

Virkeligheden har surprise/surprise vist at være noget mere anderledes, Da EU ikke bare bestemmer utroligt meget. Udviklingen/evolutionen i EU er gået fra begrænset indflydelse fra EU, til at man i EU bestemmer alt, hvad man føler sig berretiget til, og med den famøse gummiparagraf er det potentielt nærmest alt der betyder det mindste. Lakmustesten kan være, hvor mange politiske beslutningsområder kan du komme i tanke om, hvor det er utænkeligt, at EU nogensinde vil blande sig?

Det hedder populært, at EU-lovgivning står bag 50-60 pct af de love, som vedtages i dag i Danmark.

Det tal afspejler dog på ingen måde, hvor meget EU reelt bestemmer i dag.

Tag tal fra Tyskland i perioden 1998-2004. Der måtte man indføre ikke mindre end 18,187 EU regler  750 EU-direktiver.

Der findes ingen som helst kritisk tilgang til disse love og reglers faktiske nødvendighed, men de påfører embedssystemet en væsentlig arbejdsbyrde.

I Danmark har vi et fantastisk princip omkring grundig behandling af love, nemlig kravet om tre særskilte behandlinger af hver lov. Resultatet er meget få love om året. Det burde give bedre love, selv om man ikke altid har den oplevelse. Det er under alle omstændigheder langt overlegent, det vi ser i EU.

Min pointe med at trætte jer med ovenstående er meget simpel. EU er ikke kun en trussel mod demokratiet i kraft af, hvor meget EU efterhånden bestemmer.
EU er også en trussel i kraft af, hvor mange ressourcer i embedssystemet i EU lægger beslag på. Tid og energi, penge og ressourcer, der kunne være brugt på en mere grundig første, anden, tredje behandling af for os fornuftige love. På beslutninger taget tættere på befolkningen. Ikke at man skal overdrive Folketingets evne til at træffe beslutninger tæt på borgeren. Men den fjerne kolos i Bruxelles' evne er bestemt ikke noget at råbe hurra for.

Demokratiet blev sendt på hospice den 18. maj 1993, så galt gik det trods alt ikke for dem, der blev skudt på Nørrebro.

Hvor mange skolebørn er muslimer og mere demografi

Til min forrige post, er der kommet en kommentar, der stiller et interessant spørgsmål:

Hvor stor en andel af en nystartet skoleårgang har indvandrer-baggrund og hvor stor en andel har muslimsk baggrund.
Så kan man selv regne på hvordan det ser ud om tyve år.
Er 10% urealistisk ?

Det er spørgsmål, som det nogenlunde kan lade sig gøre at besvare.

I dag udgør muslimerne et sted mellem cirka 4-5 procent af landet totale befolkning, hvis man skal give et kvalificeret bud. Eftersom vi ikke har nogle undersøgelser af, hvor mange der rent faktisk betegner sig selv som muslimer, så mener jeg med et kvalificeret bud, at man simpelthen regner ud, hvor indvandrere og efterkommere vi har fra muslimske lande med muslimsk flertal. Cirka 50 lande i alt.

Antallet er sandsynligvis en lille smule højere end dette antal, da selv om man kan argumentere for, at ikke alle nødvendigvis er muslimer fra disse lande - et godt eksempel er Nigeria og Indonesien, der kun lige har flertal af muslimer. Så er der altså tilsvarende lande, som Bosnien Herzegovina, Indien, Rumænien, som har store muslimske mindretal, men ikke flertal - som vi har mange indvandrere fra.
Derudover er der nogle få tusinde personer, der reelt er efterkommere, men regnes som danskere i statistikken. Og der er en lille portion statsløse, der angiveligt for flertallets vedkommende er statsløse palæstinensere.

Men selve antallet er ikke næppe meget større, da kun lige flygtningene fra Bosnien Herzegovina findes i stort antal (lidt over 22.000) , hvor der i øvrigt næppe er mange konservative muslimer blandt. Det samme kan i øvrigt siges om Iran, hvor der er mange flygtninge fra, men jeg tror ikke flertallet er begejstret for Islam. Men iranerne er med i dette regnestykke, fordi de nominelt kommer fra et muslimsk flertalsland.

Ifølge den seneste opgørelse (7 måned 2011 - FOLK1 i Statistikbanken) over indvandrere og efterkommere fra cirka 53 lande med muslimsk flertal, som jeg har regnet, så er det i alt knap 225.000. Plus alt, hvad man kan kalde muslimer fra andre lande, hvilket næppe er over 20.000.

Det svarer til lidt over 4 procent af befolkningen - 4,5 procent, som et relativt kvalificeret maksimumsbud på 250.000 i alt. Flere er det næppe. Spørgsmålet er også om, om man skal betegne Alevier og Ahmadier som muslimer. Jeg ville være tilbøjelig til at betragte dem som selvstændige religioner, baseret på noget helt andet end koranen og haditherne og muslimer. Det er ikke dem, du vil se begå terrorangreb, eller angreb på, eller chikane mod anderledes troende, eller kvinder uden tørklæde, heller ikke en lille minoritet af dem.
Så et minimumsbud kunne i den optik eventuelt godt lige snige sig under 200.000.

Tager man så og kigger på skole- og førskolebørnene, så kan man bruge samme landegrupper (de 54 lande med muslimsk flertal) til at regne ud, hvor mange børn, der er muslimer, i Danmark.

Her andelen højere i procent, men det interessante er, at den mindre i de små og seneste generationer. Andelen i procent falder faktisk over de seneste 7-8 år - jo længere du kommer ned i alder, og det er støt og stabilt med et lille fald hvert eneste år.

24 års reglen, og støt faldende indvandring fra de muslimske lande efter 2001, har altså også her ydet sit.

Andelen af både indvandrere og efterkommere fra de 54 muslimske lande (+ Bosnien, som jeg her har regnet med) er blandt alle 8-årige børn er på 6,9 procent. herefter er den som sagt støt faldende og er blandt 0-årige børn på 5,4 procent.
Det er på trods af, at den nuværende totale generation af 0-årige er den suverænt mindste siden firserne - endnu en krisereaktion angiveligt. Den er kun på 61500 børn. Gennemsnittet de sidste tyve år har været på over 65.000 børn om året.

Tager du derimod tiden før 2001, her de 10-16-årige. Så var trenden anderledes. Her er "muslimerne" blandt den yngste gruppe, nemlig de 10-årige, den højeste procentandel 6,9 procent i det hele taget. (6,878 procent før oprunding til 6,9 procent)

Det er dog i procent, tager vi "muslimerne" blandt de 16 årige, så var de større i antal, nemlig 4721 i alt, selv om de kun er lige knap 6,5 procent af de unge børn i den alder. Det skyldes, at vi har en usædvanlig stor generation af 16-årige i Danmark på cirka 73.500. Men "muslimerne" blandt de 10 årige er på 4626 i antal. Så nogen stærkt faldende tendens er der heller ikke.

Den er til tilgengæld klokkeklar, efter at 24 reglen blev indført, de facto flygtningereglen afskaffet og så videre.
Kun 3325 "muslimske børn er der blandt de 0-årige, hvilket er tæt på forældrestammens andel af den totale befolkning.

Så svaret er, at jeg tror ikke - der er utroligt ringe sandsynlighed for, at muslimer kan udgøre 10 procent af de startende skolebørn i 2031.

Hvis indvandringsmønstret ændrer sig en smule, kan de måske udgøre 10 procent af en enkelt årgang, men det vil være et ekstremt udsving og ikke en trend og der vil fortsat være et godt stykke vej til de 10 procent af befolkningen som helhed.

Så længe 24 årsreglen og øvrige stramninger står ved magt, så har det en effekt, som man ikke skal underkende. Omvendt fjernes de regler helt, går det hastigt den forkerte vej.

Dog hører det også med til historien, at de "muslimske" kvinder i alderen 20-30. år er de mest tilbøjelige til at føde. (Specielt under 25 år, som redegjort for i denne post)

Ser man med de briller på mønstret, så var de for de ti år siden flere i den alder, end de er i dag.

Faktisk er de 22-28- årige den tyndest befolkede afdeling blandt 10-40- årige kvinder fra de 54 muslimske lande + Bosnien. Kun i en årgang af de 22-28- årige får de sneget sig over 2000 i antal og ligger ellers stabilt på 1900+

Til sammenligning er der 2374 "muslimske" kvinder i årgangen med 14- årige, og i gennemsnit 2219 blandt de "kommende eller næsten kommende muslimske mødre" i aldergruppen 10-20 år.

Der er gennemsnittet blandt de 20-30- årige så på 2037, der er med andre ord næsten ti procent flere i generationen af 10-20 årige.

Blandt 30-40- årige er der er i gennemsnit 2095 "muslimske kvinder" per årgang. Den gruppe var altså også mindre end de kommende "muslimske mødre".

Omvendt gruppen af 0-10- årige den suverænt mindste, nemlig kun på 1936 "muslimske" kvinder i gennemsnit.

Der er altså dømt bølge op og siden ned med hensyn til fødselstallet (antal) alene på den baggrund over de kommende tyve år. Det er dog stadig ikke tilstrækkeligt til at forklare det store fald i antallet af fødte muslimske børn fra omkring 4700 til omkring 3300, hvilket er et fald på omkring 30 procent. Jeg mener heller ikke at en god forklaring er, at de føder færre børn på grund af integration, og "de bliver som os". Var stramningen af reglerne efter 2001 ikke sket, havde vi ikke set dette fald. (en del børn i kulturkonservative familiesammenføringsfamilier bliver i øvrigt født i Malmø, hvor de ellers ville have blevet født i Danmark).

Det har dog fortsat rigtig lange udsigter for muslimsk flertal i Danmark med den nuværende indvandringspolitik.

Faktisk er det muligt, at de ikke engang vil være 10 procent af befolkningen om 40 år.

Selv 5000 børnefødsler om året kan ikke konkurrere med 20.000 nye indvandrere fra ikke- muslimske lande - kort og godt.

Men på et tidspunkt vender bøtten, nemlig når de kulturkonservative muslimer har bygget en relativt stor grundstamme op og naturligvis fået forankret sig solidt i et parallelsamfund, så går det i værste fald hurtigt og på få generationer (3-4) går de fra at være omkring 10 procent af befolkningen til næsten halvtreds procent.

Det kan vi lære af det israelske eksempel, som nævnt i min forrige post. I en verden hvor moderate og verdslige føder få børn, inklusive moderate og verdslige muslimer, der vil ekstremisterne, der holder fast i høje fødselsrater overtage mere og mere af magten og indflydelsen gennem at de vokser i befolkningen via fødselsgangen. Det er det, vi ser i den muslimske verden, og den dag kommer, hvor vi ser det i Europa også.

Men vi når slet ikke til at opleve sådanne problemer i Danmark isoleret set - for vi taler om noget, som selv i værste tilfælde først sker ind i det næste århundrede.

Før vi når dertil, har vi set konsekvenserne i forskellige lande tæt på os. Sverige, England, Frankrig og ikke mindst Tyskland, hvor allerede 35 procent af børnene under fem år har immigrantbaggrund. (linket angiver med stor sansynlighed forkerte tal (44 pct.) - her er mere solide tal fra Tysklands statistik (35 pct.))

Det skyldes ikke kun, at indvandrerne føder mange børn, men at tyskerne føder katastrofalt få børn. Omkring 1,2 barn per kvinde, hvilket betyder, at de oprindelige tyskeres efterkommere kun vil være 20 procent af de nuværende cirka 70 mio. etniske tyskere, altså cirka 14 mio. om 100 år.
Og den tyske befolkning, der er levende i mellemtiden, vil være gammel og træt længe før dette.

Hvad der sker i et roligt og afslappet, ikke-specielt religiøst - pacifistisk, vestligt land, som Tyskland, når der bliver muslimsk flertal, eller det truer? Det når mange af os nulevende at se. Men selv om Danmark ligner Tyskland på mange måder, så gør vi det heldigvis ikke på det her punkt med få børnefødsler.

Jeg tror også, at de fleste af os kommer til at opleve blod i stride strømme i England og Frankrig. Selv om disse lande ikke har så mange procent muslimer som Tyskland og Italien om 20-40-60 år. Så har man tidligt set en reaktion i begge lande. Le Pen og English Defense League - begge moderate reaktioner i forhold til det som følger. Jeg tror ikke, at man er så pacifistisk i Frankrig og England, som man er det i Tyskland og Danmark. Heller ikke i Italien for den sags skyld.

Jeg kan ikke på nogen måde se, hvordan det skal ende godt i de her ovennævnte lande. Her i Danmark skal vi nok klare den. Fordi (Hvis og forudsat at) Islam vil gå ned med et ordentligt brag i løbet af dette århundrede, og tror jeg, ende som endnu en blodig skamstøtte, som Nazismen og Kommunismen på historiens mødding, men det brag kommer mest til at foregå i andre lande.

Ikke at det egentlig er noget at glæde sig over, for det bliver hamrende sørgeligt, og ublodigt er helt urealistisk.

Læs også den senere post om, at muslimske mødre føder børn i en tidligere alder end danske kvinder.


Læs også om, hvorfor muslimsk flertal i Danmark har lange udsigter, men med en vigtig hage, nemlig at, som man kan se tydeligt ud fra det israelske eksempel, så er det fundamentalistiske muslimer, der vil føde de mange børn, som giver dem flertallet.


Læs også om, at selv om det har lange udsigter i Danmark, så sker det inden for få generationer i Tyskland og eventuelt andre lande, at muslimerne bliver flertal. Europas skæbne er delvist forseglet.

Økonomien er tiltet - dansk økonomi er kaput

Den danske stats indtægter, uden de ekstraordinære, står nærmest stille og er knap vendt tilbage på 2007 niveau.

Samtidigt er de offentlige udgifter steget med 160 mia. kr. Udgifterne til sociale overførsler - overførselsindkomster er steget med næsten 100 mia. kr. siden 2007.

Statens budget 2011, sammen med kommunernes og regionernes, er steget næsten 20 procent bare i perioden 2007-2011, fordi udgifterne er løbet amok.

I 2007 var det offentlige budget på 860.6 mia. kr. i 2011 er der budgetteret med udgifter for 1024,5 mia. kr.

Det kommer en efterlønsreform ikke til at ændre på, heller ikke, at man holder lidt igen i det offentlige forbrug.

Danmark er på røven, vi har bare ikke indset det endnu, og vi skal nok frem til næste krise, før vi forstår det.

Det tog Tyskland og Sverige omkring tyve år, at gå fra hård krise til genopstand. Vi er ikke engang der, hvor vi erkender, at vi skraber bunden, som de to lande gjorde i begyndelsen af halvfemserne.

Vi har ikke den stærke industri som rygrad, som de to lande har. Vi lever i en anden tidsepoke, hvor virksomhederne har en hårdere konkurrence, og flere flytter til lavtlønslande. Vi har knyttet os til Euroen og kan ikke devaluere som svenskerne.

Det var en lang smertelig vej for Sverige og Tyskland, med besparelser og løntilbageholdenhed. Den bliver angiveligt endnu længere og mere smertefuld for os.

For ikke bare er vores udgangspunkt værre, verdenssituationen er også værre, vi får en ny krise snart, og den kommer til at ramme Danmark relativt hårdere.

For at løse underfinansieringen af det offentlige, kommer vi naturligvis til at se højere skatter og afgifter, politikkerne har ikke mod til andet, for selv nulvækstplanen i det offentlige forbrug blev straffet hårdt i meningsmålingerne.

Det er ikke fåtallet, der skal indse, hvor galt det står til, det er folket generelt, så de ikke stemmer på dem, der lover at bruge flere penge. Vi skal tættere på Grækenlands situation, før politikerne, selv Socialdemokratiet, holder op med at bruge flere penge.

Det er ved at være længe siden, at Buster Larsen skreg "lorteland" for åben skærm, men det er ved at blive en profeti, Danmark er på vej mod bunden af OECD og på vej til at blive overhalet af tidligere u-lande.

Får vi en ny krise er den en gave, for det er nødvendigt, at vi sadler om, og det vil tage årtier, eller en hård krise, før vi erkender det. Jeg foretrækker en hård krise, for vi har ingen tid at spilde. Gode virksomheder og driftige mennesker vil forlade dette land i stigende grad, og kun få vil vende tilbage igen.

Verden blev forandret til en, som vi ikke er gearet til tilbage i 2008, da Lehman Brothers krakkede, som symbolet på låneboblen.

Statens finanser sejler, og det skyldes primært behandlingsgarantien, flere offentlige ansatte og de høje lønstigninger i det offentlige, samt sidst men ikke mindst langt flere på overførselsindkomst end nogensinde før.

Det som sker nu er værre, end det som skete under Anker Jørgensen, Når S og SF har været yderligere til fadet, så kan både den nuværende regering og den kommende dele skylden.

Det sørgelige er jo, at den nuværende regering intet vover at stille op, selv om den nok er klar over, at problemet er alvorligt. S og SF er tvunget til at byde over, og man kunne få den mistanke, at de reelt intet begreb har om økonomi, og det ikke bare skyldes, at de skal høste flertallets stemmer.

Klassifikation af offentlige udgifter efter funktion og tid
	2007	2008	2009	2010	2011
1-10 I alt	860.574	901.543	969.911	1.012.750	1.024.508
1. Generelle offentlige tjenester	106.816	115.635	135.258	135.440	132.011
2. Forsvar	25.627	23.715	22.979	25.312	26.468
3. Offentlig orden og sikkerhed	16.878	18.141	19.745	19.480	19.148
4. Økonomiske anliggender	59.734	60.087	52.314	54.606	55.830
5. Miljøbeskyttelse	9.314	9.578	8.521	8.345	9.130
6. Boliger og offentlige faciliteter	8.889	9.336	10.066	5.616	7.872
7. Sundhedsvæsen	121.453	129.795	142.786	144.958	149.028
8. Fritid, kultur og religion	26.258	27.744	27.690	28.850	28.046
9. Undervisning	127.971	133.697	130.599	142.561	140.167
10. Social beskyttelse	357.635	373.816	419.953	447.582	456.808
Enhed mio. kr.

Recession 201X

Handelsbanken spår negativ vækst i fjerde kvartal 2010, det er dog ikke en recession, fordi den kræver, at væksten er negativ i to kvartaler i træk. Det bliver den næppe i denne omgang.

Omvendt tror jeg godt, at vi kan regne med en ny decideret recession inden for de næste to år.

Det skyldes flere forhold. Først og fremmest efterspørgslen efter olie. Vi er i en situation nu, hvor opsving er lig med efterfølgende recession. Simpelthen fordi forbruget vokser hurtigere end efterspørgslen. Det kommer til at ramme alle råvarer, og så den elektronik mange sjældne metaller bruges til, men det slår langt hårdere, at der opstår knaphed på olie.

Det får dels energipriserne til at stige stejlt, hvilket så påvirker andre varer, der jo skal transporteres og ekstraregning for opvarmning på 10.000 kr. for opvarmning med oliefyr i denne vinter. Samtidigt bliver trafikken lammet, som den allerede er det i Kina og har været det længe, fordi det er svært for lastbilerne at få diesel.


Olie er nemlig ikke bare olie:

Der er kæmpe forskel i kvaliteten på råolie, og derfor har det stor betydning for verdensmarkedet, hvor olien kommer fra. Masser af raffinaderier kan kun bruge én olietype...

”Det er oliens svovlindhold, der er afgørende for, om en olie er let eller tung. Raffinaderierne vil generelt helst have de lette olietyper, som blandt andet kommer fra Nordsøen, Nigeria og Libyen. Let olie er nemmere at raffinere, og det betyder ganske enkelt, at man f.eks. får mere benzin ud af en tønde råolie fra Nordsøen, Nigeria og Libyen,” fortæller Arne Lohmann, olieanalytiker i Danske Bank.

Den danske økonomi er på vej mod et sort hul, skriver Børsen med udgangspunkt i chefstrateg Anders Nellemose fra Danske Bank, hvilket skyldes:

Højere energipriser (olie, benzin, elektricitet) – Udgifter til brændsel og varme vil fylde mere af vores økonomi. Olieprisen er allerede omkring 120 dollar pr. tønde, mens en liter benzin koster i omegnen af 12 kroner.

Regeringen har i deres energiplan varslet højere elpriser og flere afgifter. Det betyder især, at madlavningen (køl, frys og varme) ender op med at blive dyrere end i dag.

Dyrere fødevarer (ris, mel, vand, korn) - Efterspørgslen vokser. Befolkningen i de nye vækstmarkeder (Asien og Latinamerika) bliver rigere, hvilket får dem til at ændre deres fødevareforbrug. Det vil øge efterspørgslen på basisvarer.

Samtidig kan den globale fødevareproduktion ikke følge med befolkningstilvæksten. Udbuddet er for lille. Situationen kan forværres af, at der netop i fødevareproduktionen (basisvarer) har været underinvesteret i teknologi og produktion igennem de seneste mange år.

Højere renteniveau (gæld og forbrug) – Prisen på penge vil på et tidspunkt stige kraftigt i vejret. Det bliver dyrere at være husejer og have gæld.

Det vil blive dyrere at låne til forbrug. Det er farligt alene at basere sin fremtidige økonomi, ud fra det lave renteniveau, vi ser i dag. Den lave rente skyldes en finansiel krise, hvilket til gengæld skaber en høj regning, der senere skal betales tilbage med en højere rente.

Faldende købekraft (inflation og løn) – Den stigende inflation udhuler vores købekraft i kroner, hvilket gør, at vi får mindre for vores penge. Samtidig vil lønudviklingen være svag, mens beskatningen vil være højere eller den samme som i dag.

Mindre økonomiske reserver (friværdi) – En flad eller svag udvikling i boligpriserne vil gøre, at de fleste boligejere om fem år vil have den samme friværdi som i dag.

Danskerne står til flere lussinger på begge kinder af stigende råvarepriser, øget moms og punktafgifter ad libitum, og så en blodtud for de dyre boliger de har købt for afdragsfrie lån og rentetilpasningslån. Gælden skal betales, og renten kommer til at stige. Det er disse boligejere, vanvittige hoveder foreslår skal betale mere i ejendomsskat, som de ikke får nok at se til med stigende renter, stigende opvarmningspriser siddende i boliger 20 pct. af boligejerne kun kan sælge med tab, fordi de er teknisk insolvente.

Hvad langt værre er, det er, at USA er i samme situation som os, eller hvad angår boligmarkedet - værre - da fortsat 27 pct. af boligmarkedet præget af teknisk solvens. Boligmarkedet får lige nu kunstigt åndedræt af lave renter, men det varer ikke ved. USA er ved at knække over med statsgælden, ganske vist i langsomt tempo, for det er fortsat en af de mest dynamiske økonomier i verden.

Men på den korte bane kommer USA angiveligt også ind i en recession, man kan ikke holde renten nede under en høj inflation, uden at det er som at tisse i bukserne på vej til bunden af gletsjeren. Det skyldes blandt andet, at for at man kan låne ud til lav rente, så skal der være noget at låne ud af, og en del af disse forhadte rige (fornuftige) mennesker vil ikke skyde indlån ind til en lav rente, når inflationen samtidigt æder deres penge væk. Så de hæver færre penge, end de satte ind.

Dog er der knapt noget sikkert papir tilbage i verden, måske lige med undtagelse af tyske statsobligationer, der nu heller ikke giver en høj rente. Der findes nu nogle relativt solide banker, der giver pæne indlånsrenter.

USA lider selvfølgelig også at højere benzinpriser, mens fødevarerne næppe spiller den store rolle, da der er kun er prisstigninger, ikke høj moms og afgifter oven i.

Sandsynligheden for at USA går mod en ny recession vil jeg betragte som utroligt høj.

Danmark vil selv uden en recession i USA blive ramt i hele ansigtet. Men det bliver dobbelt op med en recession i USA:

Tag følgende perler fra denne artikel i JP - Sorgløse danskere ignorerer krisen:

Direktør Jørgen Horwitz fra bankernes interesseorganisation, Finansrådet, kalder det »alarmerende«, at så få danskere kan se, at der er noget galt med økonomien:

»Der er ikke den nødvendige krisebevidsthed til stede i befolkningen. Det ser ud til, at danskerne er blevet et mageligt folkefærd, der tager velfærden for noget naturgivent. Men realiteten er, at vi i fuld fart er på vej ned ad bakken på 1. klasse,« siger Jørgen Horwitz,

Vist er vi nemlig fortsat på første klasse, mens togvognen vælter ned ad skrænten.
Den gode nyhed er, at den kommende S og SF regering knap når at gøre alting samlet set tre gange værre med deres - bare vi arbejder 12 timer mere om dagen, så skal det hele nok gå - før vi får solide tæsk. De skal dog nok lige at nå at gøre verdens største skattetryk større. Verdens andenstørste skattetryk i verden er vist omkring 90 pct. af det danske, men det skal man jo ikke se som et tegn på, at man ikke kan indføre flere afgifter og stramme skruetvingen yderligere - vel?

Så deres bidrag med at gøre det hele en ½ gang værre, skal de nok nå at levere.

Velfærdsforskeren, professor Jørgen Goul Andersen fra Aarhus Universitet deler bekymringen.

Han har netop udarbejdet en undersøgelse, der viser, at den danske vækst gennem de seneste tre år er den laveste i 200 år og kun ganske få lande, som f.eks. Zimbabwe, har oplevet et større fald i BNP end Danmark.

Vi kan lige overhale Zimbabwe. Det skal vi vel være stolte af? Eller måske ikke.
Jeg synes ikke, at der mangler vink med selv en førsteklasses togvogn, med hensyn til at den danske økonomi er hullet som en si, og det skyldes kun vores fortsat - så længe det varer - kraftige pumper, at vi ikke synker til bunds - lodret.

Jeg personligt bange for, at vi kan bevare illusionen en tyve-tredive år endnu. På det tidspunkt har Danmark mistet arbejdspladser på stribe, der aldrig kommer igen. Personer med penge og evner har været så kloge at finde et andet land at bo i. Hele velfærdsbabeltårnet til den tid er stablet så højt, at det både vil smadre landet at vælte det og ikke at vælte det. - ja det er allerede godt på vej, men bygmestrene har planer om at bygge det højere, tro mig, de vil gøre det.

Til den tid er der knap nogle rester tilbage at redde alligevel.

Det kan godt være at regnedrenge mangler humor, som Bob Glitter har skrevet.

Jeg vil dog nok mene, at jeg har humor i de fleste af livets tilfælde. Men lige i det her tilfælde, er jeg mere tilbøjelig til at græde, end til at grine. For jeg holder trods alt af landet, men der er stadigt færre færre sørgelige rester tilbage af det land, jeg blev født i, og jeg vil næppe dø i det, der findes i dag bedre steder og om 20-30 år, så er det med at komme væk, endda helst i god tid.

Hvis der altså ikke sadles om, helst i begyndelsen af dette årti.




Bonus: Se hvor meget afgift der er på benzin, kaffe, chokolade, mandler, the og utroligt meget andet og forstå, hvorfor det er så dyrt.
P.S. Punktafgifter pålægges før moms, altså varen gange 1,X for afgiften og så oven i gange 1,25 for moms.

Staten har lånt 69.000 per dansker

Staten har lånt 69.000 per dansker. Det lyder ikke af meget, men det er kun begyndelsen.

Hvis vi regner per voksne dansker, er det omkring 100.000 kr. rundt regnet. Prøv at gå hen i banken og få et forbrugslån på 100.000 kr.

Staten lånte netto omkring 85 mia. kr. i 2010. Personligt formoder jeg, at det lånebehov ikke bliver mindre de kommende år. Specielt set i lyset af at den næste regering, S og SF, er dårligere til at styre økonomien.

Selv om det skulle blive reduceret, så bliver det ikke markant uden nedskæringer, eller ubetinget nulvækst. Jeg regner nulvækst som en umulighed. Der er lønstigninger i det offentlige som disse her:

Samlet set giver aftalen 4,35 procent. Men lønmodtagerne ”skyldte” i forvejen omkring 1,7 procent, fordi de offentlige lønninger de seneste år er steget mere end lønningerne på det private arbejdsmarked som følge af reguleringsordningen. Derfor er den reelle udmøntning en lønstigning på 2,65 procent i 2012.

Kilde:

Dertil kommer alle de uforudsete udgifter, såsom - UPS vinter - og sociale udgifter, der har det med at overraske igen og igen. Det skyldes nok kun den indeværende periode høje inflation, at man formår at lade udgifterne vokse under inflationen, hvis man egentlig formår det? Nulvækst vil jeg fortsat se, før jeg tror på den. Den kommende regering vil helt droppe tanken.

Om man så får halveret den årlige statsgæld, så er den fortsat i intervallet 40-50 mia. kr. og i vækst.

Får man så det? (Kilde Statens låntagning og Gæld 2010 - s. 50)



Bemærk, at gælden korrigeret for udgifter til bankindskud og lignende udlån er vokset med 87,6 mio. kr i 2010. Det vil sige, at selv uden disse udgifter ville der være en forværring.

Bemærk først og fremmest, at der er tale om en forværring i forhold til 2008-2009.

Danmarks ØMU-gæld, det vil sige ikke bare statens gæld, men hele det offentliges gæld, har udviklet sig således i de to seneste opgjorte år ( fra 3 kvartal i 2008 til 3 kvartal i 2010 )

Danmarks kvartalsvise ØMU-gæld efter tid og funktion
	Offentlig ØMU-gæld i DKK
2008K3	428,7
2008K4	600,1
2009K1	618,5
2009K2	661,5
2009K3	678,3
2009K4	691,9
2010K1	729,8
2010K2	770,8
2010K3	780,8
Data opgøres tre måneder efter kvartalets udløb. (Altså må vi vente til 1. april med tal for 4 kvartal 2010) (ØMU-gælden er i øvrigt på cirka 140.000 kr per dansker)

Det er en vækstrate på 100 mia. kr, om året. Der vil den kvikke så hurtige regne ud, at det statens gæld, der er vokset mest og Danmark ØMU-gæld nærmere sig på nuværende tidspunkt allerede 50 pct. af BNP.

Det kommer dog ikke til at vare ved. Det offentlige havde en nettoformue så langt frem som til netop 3 kvartal 2010. Et år før - 3. kvartal 2009 - steg den fortsat.

I 3 kvartal 2010 faldt den offentlige nettoformue så med 24 mia. kr. og blev forvandlet til nettogæld på 16 mia. kr. En nettogæld, det havde taget over 25 år at komme af med siden Anker J. Den blev afskaffet i 2007.

Det betyder, at reelt er væksten i ØMU-gælden på over 150 mia. kr. årligt. Man har trukket på nettoformuen, for at begrænse væksten i gælden.
Det bliver altså fra i år af, at det bliver mest interessant at følge væksten i ØMU-gælden, da den ikke længere har en positiv nettokonto at trække på.

Kommuner og regioner har ikke overraskende et omkring lige så stort underskud som staten, hvor de modsat staten har haft en nettoformue at trække på.

Forandrer det sig ikke nævneværdigt, så er vi tæt på en ØMU-gæld på 100 pct. af BNP omkring 5-7 år fremme.

Den underliggende økonomi skal så nok forbedre sig en smule. Samtidigt bliver de offentlige finanser dog angiveligt dårligere styret under en S og SF regering. Så jeg vil tro, at S og SF overlever en regeringsperiode og måske to. Så skal der ryddes op.

Schlüter ventede tre år med at rydde op. Man tør jo knap som politiker. Så odds for at ØMU-gælden ryger over 100 pct. af BNP, hvad enten i dette årti, eller kort efter 2020. De odds vil jeg betragte som så lave som oddsene for en FCK sejr mod Chelsea.

Det er værd at bemærke, at statsgælden under Anker Jørgensen målt i BNP før den sidste oliekrise var lavere end i dag. Anker Jørgensen blev statsminister igen i 1975:



Han tillod så voldsom vækst i de offentlige udgifter allerede fra starten af.

Det samme har den nuværende regering dog gjort de seneste par år, og som jeg har skrevet om før, så har den nuværende regering overgået Anker Jørgensen i offentligt forbrug målt i procent af BNP.
Kan man ikke styre den offentlige lønvækst, så er alternativet at i stedet fyre offentlige medarbejdere, hvilket er værre samfundsøkonomisk, end at holde væksten i deres lønninger nede, da usikkerheden omkring fyringer - altså have en løn til rådighed, eller en arbejdsløshedsunderstøttelse - kommer til at præge alle offentlige medarbejdere og deres forbrug.

Den væsentligste forskel ligger dog i de renter, som Anker Jørgensen og den nuværende regering betaler på gælden.

Renterne tilbage i Anker Jørgensens tid var skyhøje. I dag er de historisk lave. Det bliver de bare ikke ved med.

Danske statsobligationer regnes i øjeblikket som sikre papirer, med en gennemsnitlig kuponrente på 3,7 pct.

Det er kun Tyskland, der betaler lavere renter, end Danmark gør det:

[teimf050] - Long term government bond yields
Monthly average (NSA)
geo\time	2010M10		2010M11		2010M12
Euro area	3,37		3,76		4,16
European Union (27 countries)	3,51		3,85		4,19
Belgium	3,21		3,48		3,99
Bulgaria	5,82		5,74		5,76
Czech Republic	3,43		3,59		3,89
Denmark	2,46		2,65		3,01
Germany (including former GDR from 1991)	2,35		2,53		2,91
Ireland	6,42		8,22		8,45
Greece	9,57		11,52		12,01
Spain	4,04		4,69		5,38
France	2,72		3		3,34
Italy	3,8		4,18		4,6
Cyprus	4,6		4,6		4,6
Latvia	9,24		8,99		7,55
Lithuania	5,15		5,15		5,15
Luxembourg	2,73	(i)	2,94	(i)	3,32
Hungary	6,87		7,38		7,92
Malta	3,9		4,12		4,42
Netherlands	2,58		2,79		3,16
Austria	2,82		3,01		3,43
Poland	5,53		5,82		5,98
Portugal	6,05		6,91		6,53
Romania	7,02		7,04		7,09
Slovenia	3,56		3,77		4,11
Slovakia	3,67		3,8		4,06
Finland	2,63		2,82		3,19
Sweden	2,64		2,86		3,21
United Kingdom	2,8		3,03		3,34

Tal for obligationer med 10 års løbetid fra Eurostat.

Den kommer ikke til at holde sig så lav, med en så voldsom vækst i ØMU-gælden.

Det bliver næppe græske tilstande, men den danske rente kan sagtens ryge over 6 pct. i en periode. Det er markedets måde at sige til regeringerne på, vi tror ikke på, at i kan betale alle pengene tilbage, medmindre i styrer det offentlige forbrug bedre.

Den besked venter den danske regering et sted i den nærmeste fremtid.

Og er der noget, som hverken den nuværende og slet ikke den kommende regering, er i stand til. Så er det at styre det offentlige forbrug. I øjeblikket har andre europæiske lande mere tydelige problemer. Sådan bliver det ikke ved med at være.

Danmarks dødsdom

Hvis nogen skulle være i tvivl omkring, hvorvidt Venstre stadig har en rest af økonomisk ansvarlighed og hensyn til landets ve og vel tilbage inde under jakkesættet. Så blev dagen i dag den dag, hvor partiet bekræftede, at det blot vil kvæle Danmark i et lidt langsommere tempo i velfærdsflødeskum, end venstrefløjen.

I dag blev Danmarks dødsdom, som et af verdens bedste samfund, endelig skrevet:

Skatteminister Troels Lund Poulsen (V) melder nu klart ud, at regeringen ingen planer har om at sænke skatten på arbejde yderligere.

”Jeg ser ikke for mig, at vi står overfor at skulle lave en ny skattereform. Hverken på kort sigt eller på lidt længere sigt. Der har vi gjort det, der skal gøres,” siger han til epn.dk.

Forlad landet hvem der kan. For løbet er absolut kørt og selv om nogle sørgelige rester bliver reddet, er landet forlængst sunket så dybt, at det ikke længere kan konkurrere med de andre bedste lande i verden.

Selv et dårligere land, der i det mindste udvikler sig fremad, vil være at foretrække, fremfor et stadigvæk nogenlunde godt land, der kun kan blive dårligere.

Måske vil vi savne den lyse nat, men ikke det lange mørke:

Den lyse nat - det klare hvælv
som møder os i mindet
Den er et tegn for Danmark selv
dets åbenhed i sindet.

Den stille sne - den hvide fred
omkring vor barndoms banke
Den er et træk vi kendes ved
en svalhed i vor tanke.

Det åbne sind, den svale ro
så god en arv at gi os.
De bar os vidt. Vi blev dem tro.
De to er Danmark i os.

Hvor fjernt omkring vor kurs er sat,
vi lyder Danmarks stemme,
for sneen og den lyse nat
Dem kan vi aldrig glemme.

(Piet Hein - Sneen og den lyse nat)

Sig navnet

Kodeordet: "kan ikke udelukkes" i økonomisk jargon, er et man skal holde øje med. Økonomer ved hvor sensitivt markedet er, og vil ikke puste til ilden. Det tolkes sikkert som alt er ok hos mange.

"Kan ikke udelukkes" blev også brugt om Grækenland indtil for nylig, nu tør man godt bruge ord som "frygt" og "risiko" :)

What´s next?

Tja Spanien og Portugal, men stopper det der?

Nej, der er mere som ikke kan udelukkes:

De internationale finansmarkeder har en interesse i at vise, at landet er ved at gå bankerot. I første omgang tjener de masser af penge på de ekstreme renter. Derefter bliver landet reddet af EU - og så har spekulanterne ikke mistet noget, siger Svend E. Hougaard Jensen, professor på CBS i København til P1 Business.

Kan nå til Nordeuropa
Derfor mener professoren også, at der er en stor risiko for, at finansmarkederne vil presse et nyt land ud i tovene i jagten på hurtig profit.

- Selvom vi føler, vi har løst den græske krise, så kan det sprede sig til fx Spanien og Portugal. Finansmarkederne tjener så mange penge på det, at det er svært at stoppe, siger professoren, der heller ikke udelukker, at de også kan spekulere mod et nordeuropæisk land med stor statsgæld.

EU sagde det i går, statsgælden i eurozonen er virkelig truende og fokusset er på ........................ . Find selv det nordeuropæiske land i farezonen:

Det er i det land man i valgkampen taler om bankernes uansvarlighed, med hensyn til at låne penge ud.

Sådan er kapitalismen, og det er sørme synd. Men kommunismen skabte mere elendighed og skabte faktisk meget lidt velstand og socialismen bruger for mange penge.

Det er for så vidt ikke anderledes, vi er alle kapitalister med de penge, vi har på bankontoen og i den forstand at vi ved godt her, at vi ikke kan bruge løs uden omtanke, på alt det vi nu lige synes, vi mangler.

Når det ryger op i det abstrakte statsbudget, så bliver vi rigtig abstrakte og glemmer at der findes også en konto med en begrænset sum.

Renterne er pt. lave. Det bliver de ikke ved med. Så skal staterne til at betale høje renter, før de overhovedet kan betale af på gælden og bruge flere penge på velfærd. Alternativt kan de gå bankerot, spare kraftigt, omstrukturere gælden så investorerne taber penge og holder sig langt væk fra England i fremtiden eller kræver megarenter.

Kort sagt ingen gode alternativer.

England, ja nettogælden for 2010 forventes at stige med over 20 pct. :

In the following or forecasted year, 2010, General Government Net Debt (% GDP) for United Kingdom was or will be 75.06 %, which is 20.84% more than the 2009 figure.

Med et BNP på 12.500 milliarder kroner, taler vi altså om renter, der skal betales af rundt regnet 9400 milliarder kr.
Lad os se på lidt obligationsrenter, for de er indtil videre ganske gunstige på det kortsigtede renteniveau. Så lad os nøjes med en medianrente på 2,5 pct. Så skal englands stat "kun" betale 235 milliarder kroner i renter om året, før de kan afdrage på gælden og bruge flere penge i det offentlige.
Stiger renten så til 5 pct. så taler vi naturligvis det dobbelte. osv. ud af et offentligt budget på cirka 4400 milliarder kroner, skal England altså betale over 5 pct. eller 10 pct. i renter alene, alt efter, hvordan renten udvikler sig og for at nedbringe gælden, skal der enten skæres mere end 5-10 pct. i budgettet eller indtægterne skal forøges.

For at perspektivere, så er der også en nettogæld i Danmark. Den er mere interessant end bruttogælden, hvor der for alvor tjenes ind på gyngerne, hvad der mistes på karrusellen.
Der er en forunderlig tavshed omkring nettogælden for tiden.

Nettogælden er per marts måned 2010 på 329 milliarder for staten og vi tjener også lidt på gyngerne her, da dem staten selv har lånt ud til, angiveligt betaler mere i rente, end vi gør på vores gæld. Det bemærkelsesværdige er, at regeringen ikke reklamerer med forholdet som i 2007, da nettogælden var på vej til at blive afskaffet. Pudsigt :) Søg på google og led forgæves.

Hvis statens renter er på 2,5 pct. så skal vi betale sølle 8 milliarder, eller 20 pct. af hvad det koster at have folk på efterløn. Ikke sådan at forstå, at hvis vi afskaffede efterlønnen ville vi både kunne afdrage på gælden og betale renterne. Nej, sådan fungerer det ikke, dem på efterløn ville angiveligt blive arbejdsløse og en del ville søge førtidspension i stedet.
Det viser på en måde den håbløse situation, for hvor vil man spare, så man virkelig sparer?

Danmark BNP i 2009 var på 1740 milliarder, så indtil videre taler altså en statslig negativ nettogæld på omkring de 19 pct. af BNP med udgangspunkt i BNPet fra sidste år.

Men det mest interessante perspektiv, er hvor meget nettogæld regeringen forventer i 2010. Den forventede i konvergensprogrammet for 2009, at Danmarks nettogæld bliver positiv på 1,8 pct. af BNP. Og her er der så både tale om statslig og kommunal gæld, men vil personligt blive utroligt overrasket, hvis kommunerne har positiv nettogæld overhovedet.

Politikerne er notoriske for at dybt underestimere både væksten i offentligt forbrug og med al sandsynlighed også Danmarks gældssituation i fremtiden og har i mine øjne en overdrevent optimistiske tiltro til, hvor hurtigt indtægterne som krisen kappede bort vender tilbage til statskassen.


Situationen er ikke nær så graverende som Grækenlands og Englands, men deres situation vil sænke tempoet i vores vækst og det vil smitte.

Så Løkkes spareplan er ikke nogen hestekur, men et stearinlys ude i det fri hvor det blæser og regner.

En lille grafisk præsentation af 15 års kamp mod nettogælden, der aldrig blev vundet, heller ikke i 2007, og nu er sat tilbage igen med stejlt stigende kurve op ad.

Spørgsmålet er så, hvilke spareknapper er der at skrue på i dag, som der ikke allerede er skruet løs på og hvor højt nettogældsbølgerne vil stige til de kommende år?