Konklusioner og perspektivering - immigrationskritik del 4

De tre poster om immigrationsmyten og arbejdsløsheds/markeds-myten:

Del 1.
Del 2.
Del 3.

De små årgange i firserne (1982-1990) er opsuppleret af allerede foretaget indvandring, med et gennemsnit på 23188 ekstra børn.

De som udgjorde de 438600 0-4 årige i 1948, den største population af børn i den alder nogensinde, er faldet til 374291 af 60-64 årige i 2008.

Af gruppen de 60-66 årige, "som snart går på pension", er per 2008, allerede 295035 på pension.

Vi har over 800000 tusinde uden for arbejdstyrken i den arbejdsdygtige alder, plus ledige, vi er altså bare i færd med at flytte mennesker fra en kategori af overførselsindkomst/pension til en anden.

Kun 50,6 procent af dem over på 55 år eller derover er faktisk beskæftigede.

Det reelle antal arbejdsløse, når man fraregner folk på revalidering, voksenlærlinge, orlov, feriedagpenge, sygedagpenge, efterløn, førtidspension, barselsorlov, altså dem som i forskellige former for aktivering og jobtræning, opkvalificering + dem som er fuldtidsledige er på ca. 225000 mennesker.

Samlet set ryger alle på overførselsindkomst i den arbejdsdygtige alder næsten op på 900000.

Vi har historisk set ikke skabt mange arbejdspladser, der var 2.741,407 millioner beskæftigede i 1998.
Et lavpunkt på 2.584,866 millioner beskæftigede i 1994 under sidste lavkonjunktur.
Der var 2.772.868 millioner beskæftigede da Fogh overtog posten.
Der var 2.706,434 millioner beskæftigede i 2004, altså et fald på 68000 i forhold til 2001, hvilket ikke afholdt visse fra at tale om fald i arbejdsløsheden.
Der var rekord beskæftigelse i 2. kvartal 2008, på 2.842,000 millioner. Altså 100000 tusinde mere end i 1988.
Alligevel blev der sat en rekord, med hensyn til mennesker uden for arbejdsmarkedet i den arbejdsdygtige alder på 837000 mennesker per 1. kvartal i 2008.
Det skyldes at vi har fået over 300000 flere borgere at beskæftige. Fra 1980 til 2007 er befolkningen i Danmark vokset fra 5.135.000 millioner til 5.447.000 millioner.

I perioden 1995-2008:
Antallet af arbejdstagere der arbejder mellem 15 og 36 timer om ugen er steget med næsten 160000.
Antallet af arbejdstagere som arbejder 37 timer om ugen er faldet med 253000
Antallet af arbejdstagere som arbejder mellem 38-48 timer om ugen er steget med 280000.

Antallet af offentlige ansatte er minimum vokset med 57000 og muligvis med op over 100000, alt efter hvordan man regner det ud. (se del 3.)
Altså er de lig med væksten på 100000 beskæftigede, fra højdepunktet i 1988 til højdepunktet i 2008. (se del 2.)

Fra 1988 til 2007 væksten i lønudgifter i offentligt regi vokset fra 136 milliarder til 284,5 milliarder! Altså over fordoblet, desuagtet mængden af udlicitering.

Vi mangler ikke decideret arbejdskraft og står over for en recession, hvor antallet af beskæftigede kan falde med over 100000.
Vi mangler kun uddannet arbejdskraft inde for begrænsede felter, mest det offentlige, som løsning på dette problem giver det at uddanne flere, holde dem fast på uddannelsen og på det danske arbejdsmarked med økonomisk incitament, mere raison end at håbe på at udenlandsk arbejdskraft falder ned fra himlen.
Immigration er altså generelt den forkerte løsning på et knapt eksisterende problem, vi har ikke haft vækst i de arbejdspladser som udgør det private erhvervsliv for alvor, og den vi har haft skyldes i høj grad friværdiboblen og byggeboom. Et midlertidigt fænomen.
En immmigrant er per definition, en som skal have et understøttelsesgrundlag, helst uden for offentligt understøttelsesregi, en som skal have bolig, lægehjælp, skolegang til sine børn. Alle disse områder er voldsomt presset, økonomisk og arbejdskraftmæssigt. Derfor giver immigration næsten uden grund, absolut ingen logisk mening.
En åbenhed over for at ansætte kompetent udenlandsk arbejdskraft, efter devisen: "arbejdskraften kan ikke skaffes lokalt", giver mening efter i forholdet: 1. stilling = 1. immigrant. Men det giver langt mere mening at udnytte allerede eksisterende demografiske reserver og uddanne dem.

For stor indvandring kan ganske vist sætte gang i byggebranchen igen og måske et nyt friværdiræs og gøre det nær umuligt at få bolig, altså afsat de dyre luksusboliger som kollektiver for mennesker som ikke har andet valg.
Men taberne i dette spil, bliver de fattige i Danmark:

163000 mennesker i dagens Danmark, alle 20 år eller derover, tjener under 74999 kroner om året.

193000 mennesker, 20 år eller derover, tjener mellem 75000-99999 kroner.

251000 mennesker, +20 år, tjener mellem 100000-124999.

Med stigende fødevarepriser, leveomkostninger og få almennyttige boliger, som er for dyre at bygge med nutidens priser på håndværkere og byggematerialer, grund osv. med ringere mulighed for at komme ud af gruppen på permanent, eller næsten permanent overførselsindkomst, bliver de, de helt store tabere.

Med pres på sociale og offentlige udgifter risikerer vi store nedskæringer, der nok næppe kommer til at ramme, hvor det er bedst.
Vi får jo allerede som situationen og reglerne er nu, trods 24 års regel osv. stadig en nettotilstrømning af immigranter.
Altså øgede offentlige udgifter.

Immigrationspolitikken skal væk fra spørgsmålet om kolonihaver og fremmede, og derhen hvor den bliver til en nøgtern matematisk vurdering med dens langsigtede sociale konsekvenser med i betragning.

Denne post bliver placeret link under "udvalgte blogposts".

Liberalisme Light del 2

Det er vigtigt for ethvert parti at markere sig i offentligheden, komme ud over den position som tørvetrillende deltager i folketingets processer, eller som et fedtet medlem af diverse udvalg.

Når det gælder befolkningen, så ve det parti som ikke har en solid politik, og ve det parti der regner med, at man kan få stemmer ved at fremlægge en minutiøst udarbejdet politik for befolkningen. Her gælder programtalen gyldne middelvej.

Derfor har den politiske kampscene også udviklet sig i en retning af en kamp med mærkesager og selviscenesættelse, sloganagtig italesættelse, med andre ord, gid den bedste spin må vinde.

Det repræsenterer i sig selv et demokratisk problem i kraft af, at politikken indsnævres til det som sælger i medierne, men det er samtidigt en naturlig konsekvens af, at den politiske virkelighed ser ud som den gør, med mange "illoyale" zappervælgere, mange partier samt kort, eller dyrkøbt, medietid for hvert parti.

For at vende tilbage til Mette Frederiksens teser, så lyder den første:

1: Det enkelte menneskes frihed står over alt andet.
- udsatte børns behov skal vægtes højere end kulturelle normer
- den vigtigste frihedskamp er at bekæmpe negativ social arv

Altså, i sig rummer denne tese en vurdering af, at frihed som politisk fixord og som hovedtema er vigtigt.
Men begrebet frihed er et fleksibelt gummiord, det er vigtigt at forstå, at de fleste ord brugt af politikere ikke nødvendigvis indeholder den samme konkrete substans, som man tror. Som man kan se i uddybningen, menes der ikke det samme som hos Venstre. Ikke at venstre ikke vil inkludere disse som et tegn på praktisk levet frihed. Venstre ville dog nok sætte valgfriheden med hensyn til offentlig service højere, samt ytringsfriheden.

Men hvis man læser Venstres valgbrochure fra sidste valg "Frihed, tryghed og det personlige ansvar".
Sammenholder det med hvad Mette Frederiksens teser går ud på, kunne man faktisk som udenforstående let tro at man læste materialet fra nøjagtig det samme parti.
Med andre ord skellet mellem socialdemokratiet light og liberalisme light bliver hermed udvisket.

Det er sikkert ikke en tosset strategi, men vælgernes gunst er nok ikke sidste instans vundet ved retorik. Det drejer sig om noget mere subtilt, som hvilket parti der vurderes det bedste til at lede.

Socialdemokratiet må komme med nogle konkrete bud på, hvordan de gør Danmark til et bedre og rigere land at leve i. Det gælder i sær den socialpolitik som en del af deres vælgersegment savner, som er rykket ud til SF. Og den økonomisk politik som vil kunne rykke vælgere ind fra højre, blandt dem som hælder til en socialliberalistisk tankegang.
Hvis Socialdemokratiet vil vokse, må det først og fremmest generobre initiativet på de to områder.

Sprogligt nytter det ikke noget at lege liberal, medmindre den konkrete politik er sammenfaldende med liberale tanker.
Omvendt er frihed et universal begreb, som ingen kan være uenige i som udgangspunkt, som bør tilskikkes alle undtaget kriminelle. Så det koster ikke noget som sådan at anvende dette luftige begreb.

Friheden er jo hellere ikke blevet større for de fleste under Fogh. Tag foreksempel friheden til at bo hvor man vil - vel intet indgreb har der været over for stigende boligpriser.
Eller tag friheden for den arbejdsløse, vedkommende er blevet tvunget til at søge ledige jobs inklusive det arve skidt som de færreste vil havde. Heldigvis kan de jo søge løs af de gode jobs, som for længst er væk. Hvad med friheden for den psykisk syge, som er blevet kronisk frarøvet sin ret til behandling i kraft af stadige nedskæringer og fastfrysning af budgetter. Friheden for offentlige ansatte som presses til at udfylde skemaer en masse i et stadigt voksende spindelvæv af kontrol.
Men hvis socialedemokratiet kom til magten, kan man til gengæld forvente, at nogle ville miste friheden til at beholde penge de har arbejdet hårdt for. At de vil miste noget valgfrihed i forhold til at vælge selv og havde konkurrence i service sektoren. Samt at i øvrigt den offentlige medarbejder stadig skulle udfylde flere skemaer og den psykiske syge stadigvæk ville savne sengepladser.

I virkeligheden har vi ikke et liberalt parti i Danmark, Heller ikke blandt dem som betragter sig som mest liberale.
Frihed er frihed for alle, for store og for små, for de socialt udsatte og de velfungerende.

Frihed bliver først vægtigt begreb, når man tilsigter med det enkelte individ som udgangpunkt, at give det maksimal frihed.
I virkelighedens verden har vi et enormt ufrit samfund, som ingen partier reelt er opsat på at gøre mere frit.

Liberalisme light eller socialdemokratiet light, problemet er måske? Det er svært at skelne. Og ingen af dem faktisk er socialdemokratiske eller liberalistiske.

Demokrati og fornuft

"Man once surrendering his reason, has no remaining guard against absurdities the most monstrous, and like a ship without rudder, is the sport of every wind."

"To impose on our citizens no unnecessary burden, [* * *] [is one of] the landmarks by which we are to guide ourselves in all our proceedings. "

Thomas Jefferson

Demokratiet opstod ikke ved en tilfædighed. Demokratiet var et barn af oplysningstiden og vi kan takke stærke rationelle tænkere med en kombineret rationel og etisk fornuftsbase, som feks. Jefferson, Madison, Mill, Dahl, for dens udvikling i retning af det nogenlunde velfungerende demokrati som vi ser i dag. Jeg ved godt, at jeg undlader socialistiske tænkere. Det gør jeg fordi at socialismen i sin essens er klasseideologi, altså en ideologi som ekskluderer dele af menneskeheden - et majoritets-tyranni. (Keynes som økonomisk tænker, har dog bidraget til demokratiet, hans tanker passer både ind i socialliberalistisk såvel som socialdemokratiske ideologier. Socialdemokratiet i sig selv er i min optik et parti i krydsningsfeltet mellem socialliberalisme og socialisme.)
Der findes i mit perspektiv, kun en sand målestok for menneskeheden. Det er den som begrebligøres i individer. Og demokrati må tænkes i Individer!
Fra post marxistisk tradition kommer der ganske vist interessante tanker, som radikalt pluralistisk demokrati. Men i sidste instans er venstrefløjens udvikling ud i demokratisk tankegang en senere forekomst, i høj grad på grund af dens utilbøjelighed til at kappe livlinen til visse firkantede dogmer i Marx´s teorier.

Men når liberalismen i stigende grad går fra sit filosofiske og rationelle grundlag, og bliver ideologisk sejlskib drivende i meningsmålings strømme og stemmevinden. Forlader det også demokrati diskursen, og gør netop dermed denne post marxistiske tanke en vægtig kandidat til videreudvikling af demokratiet.
Ikke at jeg vil male fanden på væggen, men demokratiet er ved at stabilisere sig som Flertalstyranni plus lidt symbolsk leflen for vægtige mindretalsgrupper.
Et konsensus-demokrati som vores eget, er et skridt i den rigtige retning. Det er demokrati der ligger sig i mellem majoritets-demokratiet og individ-demokratiet.
Men et demokrati bliver aldrig fuldt udfoldet, før det tilsigter at give alle individer mulighed og rammer for, at det kan leve et liv i overensstemmelse med sin natur og med udpræget valgfrihed, uanset hvem man er.

Altså savnes der et andet udgangpunkt end meningsmålinger og stemmer i dagens demokrati. Der savnes en Jeffersonsk fritænkningsfornuft og respekt for det enkelte menneske. Der savnes en filosofisk dimension, hvor man gør sig dybe og seriøse overvejelser over, hvad det vil sige at bygge et demokrati, der er lige for alle i udgangspunkt? Hvad det vil sige, hvad kræver det at give individet frihed? hvad det vil sige, hvad kræver det at give alle mennesker, uanset hvem de er, et godt liv og et godt samfund?
Fornuften og respekten for det enkelte individ, er nøglesten i dannelsen af demokratiet.

Demokrati går ikke ud på at styre for individet, det går ud på at styre med udgangspunkt i individet.

Demokratiet må altid logisk opbygge og vedligeholde sig selv. bliver det taget for givet eller som fordelingen af stemmer. Så dør det langsomt.