Adoption er lig med barnets tarv

Din drøm er et barn, men du kan ikke få det.

Først skal du finde den rigtige kæreste.

Dernæst skal det lykkes dig og din partner at opnå et befrugtet æg og en fuldbyrdet graviditet.

For 15 procent af alle voksne, er ufrivillig barnløshed en realitet, forstået således at det tager over et år at lykkes med graviditeten.

For dem er adoption en oplagt mulighed, der er mange i verden som har flere børn end de kan overkomme, og mange giver slip på dem, og endnu flere kunne give slip på dem, hvis de fik penge for det, penge som kunne give deres andre børn et bedre liv.

Men adoption er en besværlig proces hæmmet af utroligt mange krav, alt for mange krav!

Først skal moderen havde et halvt års fortrydelsesret, så skal det forsøges at finde en lokal adoptant jævnfør konventionen på området.

Men ikke nok med det, så stilles der krav til adoptanterne her i landet, som ingen der kan føde sit eget barn skal leve op til.
Krav til helbred og sociale forhold, for at slet ikke tale om, at det let kan koste op til 130000 at adoptere. Ligeledes vil adoptanter have undersøgt barnets helbred.

Er der egentlig noget spørgsmål om, at flere børn i den tredje verden kunne få et meget bedre liv her?
Er det i barnets tarv, at det skal opholde sig over et år på et børnehjem, og tillære sig at det er alene, uden voksne som er stabile elementer i dets liv, uden at have nogen at fæste tillid til? Uden nogen som kærligt møder det og viser det, at her er et menneske som er til rådighed for det.

Jeg mener ikke det er i barnets tarv, eller til fordel for barnløse par som er motiverede, at denne proces er så svær.
Der findes rigeligt med undersøgelser som påviser at voksentilknytning og omsorg, fra dedikerede forældre, er utroligt vigtigt for et lille barn.

Det lugter af menneskehandel og rugemødre, jeg ved det. Men jeg mener det. Det er til fordel for alle at adoption bliver lettere. De fattige i den tredje verden er ikke rugemødre, de er mennesker som ikke bruger prævention, de vil føde en masse børn, uanset hvor lidt de evner at brødføde dem.

De børn kunne få det meget bedre i Danmark og de behøver ikke superforældre, blot gennemsnitsforældre for at få det.

Reglerne på området er for stive og modvirker i højere grad barnets tarv end de hjælper verdens fattige børn.

Hensigten er god nok, men effekten er det ikke nødvendigvis.