Det gemmer tørklædet

Jeg har aldrig set noget udtrykt så klart omkring kvinders stilling inden for Islam. Det er ikke kun æresvold, kvinderevselse og vold for at sætte kvinden på plads, der er problemet. Det er ikke kun tvangsægteskabet et sted derude der ude i fremtiden, eller tørklædet, der tynger den muslimske kvinde. Nej, ovennævnte er blot de ultimative trumfer i et totalitært syn på kvinden præget af så mange kontrol- og undertrykkelsesmekanismer, at det er svimlende svært at få dem alle med.

Marva er rejst til USA og har fundet friheden, den er også svimlende, en afgrund med en udsigt, man skal have savnet dybt og længe for at elske.

Alt det vi tager for givet, alt det vi betragter som værende tildelt mennesket per automatik, det var ikke hendes skæbne i det miljø hun voksede op i, selv i delvist liberale Libanon.

Læs hendes beretning om den nyfundne frihed, og den ryger til udvalgte blogposter her på bloggen (det hele bliver citeret, så det ikke går tabt med tiden):

I have keys.
When I first moved to the United States eleven months ago, it took me several weeks to grasp this bit of information.
I have keys.
I have keys to my own front door and I can open this front door and walk down the street whenever I want to.
I can walk down the street without being watched through the windows and without anyone calling my parents and telling them I am roaming loose on the street.
I can walk down the street, sit down on a bench under a tree, and eat an iced cream cone. Then I can stand up and walk back home.
There will be nobody waiting for me at my house to ask me where I have been, refuse to let me in, call me a liar, and use my walk as renewed incentive to rifle through all of my possessions for proof that I am doing something wrong.
Because the simple desire to take a walk cannot but hide something deviant.
Because there is no good reason why a woman should want to walk down the street just to walk, and expose herself to the questioning and predatory eyes of the neighbors and strange men.
I have keys to my front door, now, and I can open my front door and walk down the street whenever I want to.
In the first weeks when I was in the United States, I had so much fear and trembling at this freedom. I stayed in my apartment alone during my first two days in my new home, and when I did finally venture out, I checked to make sure my keys and ID and wallet were in my purse a thousand times. I wore long, flowing dresses and tied my hair up in a scarf even though it was August and very hot, even though I am an atheist who happens to find no personal value in modesty, even though I was not going out to meet anybody and knew not a single man in town, even though I tried to convince myself that in this land it wouldn’t matter if I was. I looked around every corner and checked over my shoulder in case my father was somehow watching, lurking.
It took a couple of months to stop expecting to see my father in a place I was going or coming from.
I soon got into the groove of my new life, my new graduate program, my teaching and department readings and events. I actually went to bars and stopped feeling guilty about it. I met people. I made friendships, some of them with men, none of them that I had to hide or lie about. I had sexual and romantic relationships.
And all this while, and even now, it sometimes feels like I am another person living a distant dream. A phantom woman. A woman who is only pretending to do things and be things that were never hers.
Even now, I sometimes cannot believe I am not hallucinating all of this from a dark room in Beirut.
Even now, I wake up from dreams of Lebanon and think, “I have my own place. My front door. MY key. And I can open the door and walk out into the street? Whenever I want? And I have MY papers and MY things and MY income? And I can just go somewhere. When I want? I can do this?”
It must be a sick joke.
And I can be at the library however late I want without panicking and fearing for my safety once I go home? Without knowing the neighbors will call me a whore? I can have people over when the sun is down and some of them can be men and we can play games and eat and drink and talk together and nobody will hurt me because of it?
Yes.
And if I leave something someplace, I will come back and find it where I left it, unless I moved it myself.
And if it’s somewhere else, it is likely I moved it and forgot, and I will not start panicking, wondering where and why and how it was moved. I will not wonder: if whoever moved it saw it, did they see that other thing and did they do something with it and what do they know and what do they not know?
Even though I am hiding simple things. A tube of mascara. Some lacy underwear just to see what it feels like to wear that. A poem I really love from the persona of the devil. Something written by a Jewish author. A novel a boy in my class gifted to me. A box of tampons.
I can write things without hiding, coding, burying, and stashing them. I can make notes for myself in a notebook that are for my eyes only without fearing anybody reading them and demanding I reveal their meaning. I can have a password on my computer and to my email and facebook accounts that my parents do not know. I can save my contacts under their real names and not under various female pseudonyms.
I can keep my texts when I receive them and not instantly erase them. I can take my phone off silent mode and if it vibrates in my pocket I can take it out and answer it or turn it off without having a panic attack and without having to find a reasonable excuse to sneak out of the room without seeming flustered.
I can talk on the phone without somebody listening on the other end.
I can ignore a phonecall from my father when I am in class or teaching.
I can forget my phone in another room and not be asked where I am and with whom, and what I am doing because I missed a call from him.
If I spend more than five minutes in the bathroom, nobody will bang on my door demanding to know what I am doing in there.
I can shave my legs without being interrogated as to why I’d do such a thing when nobody ever sees them.
I can brush my hair and look in the mirror and try on clothes and try to feel like I can manipulate and move and enjoy my body, try to feel pretty, without being interrogated and asked who he is and how long I have been seeing him and what I am doing with him and whether I am a prostitute or pregnant.
I can slim down inadvertently or say I am not hungry for dinner without anybody demanding to know why and for whom I am trying to lose weight,.
I can shower without being asked why.
I can smile because I had a good day at work without being forced to explain why I am so happy.
I can cry at my empty, robotic life without being forced to explain why I am unhappy.
I can have facial expressions. Facial expressions.
I can have facial expressions.
I can have facial expressions.
It has been so hard to train myself to voice my feelings and opinions. To turn my face on.
I can sit however I want within my own house without being told that the position my legs are in is immodest.
I can stay up late doing work and reading philosophy or just derping around on teh interwebz without being forced to go to bed.
I can read and use the internet without surveillance and censorship.
I can watch a movie without turning it over for examination first.
I can sleep when I want, wake when I want, eat when I want or don’t want to.
I do not have to pretend to fast and pray.
I can prioritize my work over serving other people. Never again will I pull somebody’s socks off and bring them their food and drink on command.
I can get up in the middle of the night and use the bathroom or get a drink of water without tiptoeing in terror.
I can lock my room door. I can lock the door of my own room.
Saying I want to be alone, that I need space, that I do not want to reveal personal information, that I do not choose to answer that question, that it is none of your damn business, that this is my body and I can position it on the furniture however I like, that I do not have to explain to you why I am smiling, that this is my time, that this is my work, this is my mind and I can use it to read and write what I please…
I can say these things now.
I never could before.
We never could, before. So many of us cannot, still.
This way of living–having to regulate and hide our personalities, our humanity–the tone of our voices, their volume and timbre, the manner in which we sit or stand or walk or speak, whether and when we can leave our homes, how and when we speak to people, what we do and do not read, can and cannot think or express–this way of living is the reality and default for so many of us.
We are suppressed beyond imagining.
Notice that the above does not even begin to touch upon the horrendous physical violence–abuse, marital rape (or just rape), child marriage (enslavement and rape), rape, whipping, stoning, genital mutilation–that happens to a not insignificant number of women who violate the above code of living.
Pretend that isn’t even a thing. Ignore the violence, for now. Set that aside.
And think, now, how even setting all of that horror aside, and pretending that it doesn’t come hand-in-hand with an obsession with the control of our bodies and our conduct and honor and shame, even setting it aside, this is how we have lived.
This is how my sister lives still, my mother, my cousins, my friends.
Think of this, and try to understand what freedom means to women like us. What it means to have choice. What it means to have true choice and not just a variety of empty options. because we too can walk into an iced cream shop and choose what flavor we want just like we could in America, and this is not freedom.
Chronic misunderstanding of institutional forms of oppression is blind to this distinction. The pervasive and fallacious argument that women from Muslim families and/or who live in in Muslim-majority countries with laws on the books allowing them to do everything I have cited as forbidden, that allow them to have technically as many options as men, or as women in the West,  claiming that nobody forces them to do anything absolutely–this is akin to saying that African American kids growing up in inner city slums have the same opportunities as straight white males.
Yes, many of us can go to school, can work, can earn and spend our own money. But what we study or work at, and how and why and when and where and with whom and wearing what–all of this is controlled. If we try to do otherwise, there are institutional mechanisms in place–sectarian politics, social norms and customs ignored by law, people in positions of influence at our workplaces and schools and police stations and government–that can destroy us. That this is a common and chronic condition wherever Muslims live and socialize is true–that it also occurs in other third world societies and countries where Muslims do not live and socialize  makes this no less of an actuality in places where Muslim thought and custom constitute and contribute to society and politics.
We have freedoms that are not freedoms, and we can continue to go to school and go to work and be empty robots all the while. And if we gave up and stayed at home, we would be giving up our education and our careers, it is true, as limited as those things are, but we would also be giving up the chronic hopelessness and self-defeat and empty confusion of striving, striving, striving to be fulfilled when we are effectively mannequins.
It is like three quarters of our limbs and muscles are controlled by strings, and the quarter we have some ability to move keep trying to overcompensate and convince us we are real people.
Giving up is so, so tempting.
But sometimes, sometimes, we escape.
And after we escape, or after things change for us?
We will spend some time adjusting. We will be able to grasp, eventually, what it is like to have freedoms.
Some days we will even take them for granted, and if we realize we’ve done so, we will feel a sort of confused resentment at ourselves for being such spoiled first-world brats and then guilt for feeling that having human rights means we are spoiled because rights should be just that–granted.
Some days, however, we’ll be very aware of our rights. The ridiculous pervasiveness of choice around us will paralyze and confuse us, and we will feel empty, incomplete.
I have had a panic attack choosing pizza toppings when my partner would not take ‘whatever you want’ as an answer for the umpteenth consecutive time.
I have become so used to choosing things according to a quick assessment of what other people want, prefer, or require, so that they will be happy and content and thus my life around them will be easier, so that they will not hurt me or destroy me–so used to choosing what will make others happy– I have become so used to that that I  am deeply depressed trying to make anything meaningful for myself.
I do not know how to become invested in my work and my art, because my life was never more than a big empty chamber of apathetic nothingness at best, and horrible torture at worst.
And I am afraid of becoming capable of being free. I am afraid of transcending my ability to let my trauma and unhappiness consume me. I am afraid that succeeding in pulling together that broken part of me that does not know how to choose or care or be, how to quit compulsively faking emotions and detaching–I am afraid of becoming free because I am afraid of being no longer angry, no longer cognizant of this incredible injustice, being blind to what it means to not to be free.
I am afraid of being happy because it might mean I accept and am blind to my former chains.
I am afraid of forgetting what it means to be free.
I am afraid that once I have freedom, I will no longer understand what freedom is worth and why it is important.
This is my reminder.

Machofascismen er død, længe leve femifascismen

Machofascismen kender vi alle som ubehagelig, nu mangler vi kun at anerkende, at femifascismen ikke er bedre.

Da Helmuth Nyborg i 2003 offentliggjorde sin forskning om den kønsspecifikke intelligensforskel, satte universitetet en arbejdsgruppe til at gennemgå hans forskning, og flere af universitetets medarbejdere bidrog desuden til at hænge ham ud i pressen. Anklager om alt fra nazisympatier til fascisme og pædofili føg gennem luften.

Kilde: Sappho

Kønsnoteret økonomi

Der er forskel på kønnene. Lidt pudsige tal om Danmarks forbrug og åbenbaret af Nordea i dag - desværre ingen online kilde - viste en interessant kønsnoteret økonomisk krise.

Salget af computere og andet elektronisk legetøj led af et fald på omkring 15 pct. så vidt jeg husker. (husker ikke det helt nøjagtige tal)

Salget af sko derimod var steget med omkring 15 pct.

Der var andre interessante forhold af samme kønsnoterede karakter, det vender jeg lige tilbage til i morgen.

Jeg kan lige huske, at salget af blomster bestemt ikke lider under krisen.

Gogo tøser, godt i holder gang i hjulene.

Politisk korrekthed og feminim tilgang til problemer

Som jeg skriver i mine statements, mener jeg at ytringsfriheden er et ubetinget gode, det gælder uanset hvor dumt, det som bliver sagt er, ellers skulle Christiansborg have mundkurv på, specielt de unge der: Det skal vi faktisk allesammen, for ryger nogle finker af panden, som Villy udtrykte det.

Derfor er jeg også tilbøjelig til at mene at politisk korrekthed, er et ubetinget onde.

Fordi det repræsenterer et snæversyn, der uanset om det vinkler positivt, ikke desto mindre er et snæversyn.

Fordi det indskrænker mennesket og tabuiserer, hvad der faktisk hverken er dumt eller ondt, men ganske legitime meninger, der, uanset hvad man mener om dem, er meninger som mennesker har ret til at have. Her kunne jeg nævne, at man for eksempel har ret til at mene homoseksualitet er forkert - selvfølgelig har man det, såvel som folk har ret til at være homoseksuelle uden at blive personligt angrebet. Det er for så vidt ikke anderledes, end at man har ret til mene rygning er forkert, men man har også ret til at ryge og det nytter ikke noget at slå mennesker oven i hovedet, fordi de ryger.

Vi har feminint samfund, som opererer med at sminke facaden og opererer med tyngende internaliseret skyld som hovedvåben.

I virkelighedens verden, har vi ikke en smuk facade eller et smukt samfund og dem som skaber problemerne føler ingen skyld, uanset hvor meget du siger FY FY skamme.

En undersøgelse viser, at den nuværende generation af mænd født i 1960erne har langt mindre testosteron (14%), end mændene i generationen født i 1920erne. Man giver hormonforstyrrende stoffer skylden, og det skal der nok være noget om.
Jeg så det dog gerne undersøgt om ikke kvinderne testosteron niveau er steget. Det tror jeg.
Måske hormonforstyrrende stoffer, der forhindrer hovedhormonet i at blive frigjort? For det er i så fald det som det skal gøre til bagdel for selve hoved- kønshormonet.

Måske fordi fordi nutidens samfund spiller på de feminine heste og prægningen, opdragelsen også spiller ind på hormondannelsen/frigørelsen?

I dag er det forbudt til ildeset at tale klarsprog og banke i bordet. Det er i hvert fald hvad den politiske korrekt tilstræber. At udrydde sandheden og indsnævre den. At udrydde konsekvensen og omfavne blødt.

Jeg er helt med på, at man ikke skal være personlig og direkte, personligt ondskabsfuld, såvel som at man skal tænke sig om, før man taler - Det skal man faktisk også gøre selv om man alligevel ikke vil sige noget, da at tænke sig grundigt om kunne løse mange problemer generelt og grundliggende altid er en god idé.

Men den politiske korrekthed går videre og forbyder mennesker at tænke tanker, er efter dem hvis de har antydningen en reaktion på fy fy skalaen.

Det er kvindens natur at opdrage og beskytte. Det er mandens natur at vise eksempler og lade børn gøre nogle forsøg og erfaringer, men også konsekvent sætte nogle nødvendige grænser.

Man kan kalde folk for idioter, hvis det er ens mening, men man kan ikke tabuisere selve det at have en bestemt mening. Slet ikke i et demokrati, der bygger på forskellige meninger og debat.

Prisen for politisk korrekthed og manglende vilje til konsekvens er høj og det er den dagligt, for de såkaldte indskrænkede synspunkter, skader mest personen selv, der ikke formår at tænke bedre og udstiller sin mangelfuldhed.
Den politiske korrekthed og den manglende konsekvens skader mennesker på stribe. For eksempel via forbrydelser, der overgår stadig flere, fordi vi ser med omsorg på forbryderen.

Vi kan ikke både beskytte forbryderen og offeret på en gang, vi må kort sagt vælge en af dem.

Ser vi forbryderen som et offer, der skal behandles mildt. Så glemmer vi konsekvensen i form af hans nye og kommende ofre. Altså vi vægter hans offer tilstand som mere end både hans forrige ofre og de kommende.

Grundlæggende drejer det sig igen om den pæne facade og kombination med politisk korrekthed.

Prisen er et samfund, hvor ondskaben ler og har frie hænder, mens pænheden nyder sminken i spejlet.

Feminint prægede vil gerne fremstå som gode og undgå at føle en internaliseret skyld, og så er de for så vidt ligeglade med konsekvenserne for andre. Bare de ikke selv lider den tort at fremstå skammeligt og have dårlig samvittighed.

Kunsten at tabe med succes

Det er med at nyde de sidste tider i dagens tabersamfund. Lykkeligvis er vi mange, der er så gamle, at vi ikke får det værste med, og har tid til at planlægge rejsen væk fra den glidende udvikling, der bevæger sig i uheldig glidende retning, langt væk fra det vi husker i vores barndom.

Vi taber med succes, ud og gøre karriere, feste, have masser af penge til os selv og gemme det med børn til sent, hvis overhovedet?

Sådan uddør vi langsomt. Sådan tilhører samfundet på sigt muslimer, der ikke svigter at føde børn, sådan ryger velfærden og sammenhængskraften i samfundet.

Børn går ud over trivslen og nu er det videnskabeligt bevist.

De mest ulykkelige er dem, der har børn. Det er resultatet af et større lykkeforskningsprojekt, der gør op med forestillingen om, at børn er nøglen til et lykkeligt liv. Undersøgelsen viser, at det, der gør os lykkelig, er vores partner, vores sociale relationer, økonomiske frihed, familie og job. Ikke vores børn.

Noget de barnløse har gennemskuet for længe siden - nu foreligger dokumentationen så.

Undersøgelsen hviler på 15 års forskning, men helt vildt grænseoverskridende er den nu ikke. Som Christian Bjørnskov, lykkeforsker og lektor ved Aarhus Universitet, siger til Berlingske Tidende, så begrænser børn vores frihed. Ja tak, intet nyt her.

At den ellers normalt noget skarpere Anne Sophia Hermansen ukritisk reciterer følgende, skuffer mig dog:

Moderskabet er blevet en subtil form for kvindeundertrykkelse, siger den franske filosof Elisabeth Bandinter. Hun har skabt ravage i Frankrig med sit essay om Konflikten, Kvinden og Moderen og skitserer her en ny kvindetype, som ikke lader sin kvindelighed definere af moderskabet. Det giver de nemlig afkald på. For moderskabet er blevet en sur askese, fortsætter Badinter, en endeløs række af pligter og sær opfattelse af kvinden som et pattedyr, der lystfuldt fusionerer med sit barn. Med en stramning forskyder en barnefødsel lykken med 18 år, nemlig til den dag barnet er flyttet hjemmefra.

Kvinden sætter urimelige krav til, hvad der skal investeres i børn og der er problemet. Man behøver ikke at nurse sine unger døgnet rundt, de skal faktisk lære at handle selv, og selv tage initiativer. Hvis nogen undertrykker kvinder er det dem selv, med krav til madlavning, rengøring, børnepleje for at slet ikke at tale om at vi mænd også skal vendes og drejes og skrues på i timevis. Krav om middage med veninderne, krav om sociale ting vi skal nå.
Kvinder ved grundlæggende ikke at døgnet har 24 timer, og i de timer skal man huske at nulstille sig selv og slappe af. Der findes masser af undtagelser, men tiden er til inflation i kravene med stadigt større udbud af alt fra Facebook til modetøj og lidt større udvalg end flæsk, persille og kartofler i supermarkedet.

Jo mere man kan og vil, jo mere æder det en op.

Og i Tyskland, der jo føder 1,1 barn per kvinde og i færd med at halvere sin befolkning, ser det ifølge "karrierekvinden", sådan her ud:

I Tyskland er fremtiden ved at være nu; 38 % af de veluddannede kvinder siger, at de ikke ønsker at få børn. Jeg er ikke bekendt med en tilsvarende dansk undersøgelse, men lykkeprojektet synes at pege på, at vi skal have redefineret vores tilgang til at få børn og ikke mindst revideret deres betydning for vores liv. Måske kan vi passende begynde at spørge os selv, hvorfor børn er vigtige og ikke bare spørge til andres fravalg, som var det et tegn på dårlig dømmekraft. For hvorfor egentlig få børn? Åbenbart ikke for vores lykke skyld.

Personligt er jeg på udkig efter et godt sted at blive pensionist. Spørgsmålet bliver hvor?
Dette her land og så mange andre tilhører på sigt uuddannede og muslimer og så en masse voksne, der spilder krudtet de forkerte steder, og derfor ikke har energien til at give børnene en opdragelse og et selvansvar og eget initiativ.

Vil gerne og det vil vi fordi ...

Vil gerne have flere kvindelige medarbejdere og ledere og det vil vi fordi, fordi, fordi vi vil.

Jeg er en doven mand, der heller ikke gider at arbejde i døgndrift, så jeg sakser bare nogle citater, men hvis man vil frem, skal man også skubbe andet til side og fokusere, sådan er det og ikke at ville gå op i arbejdet med liv og sjæl og ud over 37 timer om ugen er fair nok, det er bare ikke den måde, man bliver den bedste på.

Først herfra:

Samfundet må indstille sig på, at mange højtuddannede kvinder hellere vil gå på nedsat arbejdstid end knokle sig til en karriere. Det mener de to danske virksomheder ATP og Abakion.

Begge virksomheder har taget konsekvensen og indført særlige ordninger for at sikre, at de får mest muligt ud af de kvalificerede kvinder. Det skriver Politiken torsdag.

»Vi har højtuddannede kvinder ansat, og vi vil gerne have flere. Derfor har vi gjort os klart, hvad de efterspørger, og det er gennemgående, at de efterspørger at kunne arbejde på deltid«, siger kommunikationskonsulent Maja Bavngaard fra konsulentfirmaet Abakion til Politiken.

...

Det er fuldstændig misforstået at mene, at kvinder skal konkurrere på mændenes vilkår«, siger Lillian Mogensen til Politiken. Hun mener, at der er for mange mandlige værdier i den ledelsesstil, virksomheder har i dag:

»Det er sådan en jæger-samler-kultur, hvor møderne bliver lagt på sene tidspunkter, og det bliver fremhævet som en værdi at knokle. Der kan vi tydeligt se, at mange kvinder simpelthen bakker ud. Vi må som samfund indse, at kvinder gerne vil gøre karriere, men de vil ikke give afkald på at være mor for at gøre det. Hvis vi skal have kvinderne med, må vi tilpasse arbejdskulturen derefter og sørge for, at man godt kan gøre karriere med en 37 timers arbejdsuge«, siger Lillian Mogensen til Politiken.

...

Og herfra:

Kvinder bliver straffet på lønnen, når de sætter børn i verden. Mænd præmieres med mere i lønposen.

Når kvinder bliver mødre, tjener de mindre end andre kvinder, mens mænd, som sætter børn i verden, tjener mere end andre mænd, som har samme erfaring på arbejdsmarkedet. Det viser en ny undersøgelse, som forsker og lektor ved Århus Universitet Marianne Simonsen har udarbejdet for Beskæftigelsesministeriet.

- Resultaterne viser, at det målt på timelønnen er omkostningsfyldt at få børn for kvinder men
ikke for mænd. Afhængigt af lønbegrebet tjener mødre i gennemsnit 2 – 5 % mindre end
tilsvarende ikke-mødre, mens fædre i gennemsnit tjener 2 – 6 % mere end tilsvarende ikkefædre, skriver Marianne Simonsen i rapporten.

Hvis en kvinde nu med rettidig omhu husker at skyde moderstadiet ind mellem barndomsfasen og karrierefasen og ikke udsætter projekt børn til 35+ alderen, så vil hun i sin bedste alder, erhvervs og erfaringsmæssigt, være i stand til at satse på en karriere. Den er egentlig ikke meget længere.

En kommentar på første artikel skal også lige havde en gang copy - paste:

Jeg er da helt sikker på. at de lande vi konkurrerer med har fuld forståelse for danske kvinders ønske om at arbejde på deltid.
De vil derfor med sikkerhed med glæde betale en overpris for danske varer i forhold til markedsværdien af varerne. Det drejer jo om danske kvinders ret til ikke at arbejde så meget og alligevel blive godt lønnet og blive forfremmet i stedet for hårdt arbejdende og bedre kvalificerede mænd.
Det manglede da bare.

Vågn op, se ud ad vinduet og opdag hvordan verden ser ud

Savner stadig Nyrup

Socialdemokratiet er gået fra et parti, der omtalte SF som et hængekøje-parti, til et der ligger hængekøjen og fabulerer, mens skyerne driver forbi.

Alle børsnoterede danske virksomheder skal mindst have 40 pct. kvinder i bestyrelserne i 2014, hvis oppositionen vinder magten efter næste valg.

Modsætter virksomhederne sig kønskvoteringen, er Socialdemokratiet klar til at tvangsopløse virksomheder som for eksempel rederigiganten Mærsk.

Det fastslår ligestillingsordfører Julie Rademacher (S).

Jeg er ikke specielt begejstret for unge i politik, og jeg fristes til at sige, endnu mindre begejstret for unge kvinder i politik.

Ingen af delene er dog helt fair, da der findes kvalificerede blandt både unge og tøser. Men det er et fåtal.

Men det her forslag er hul i hovedet, og vil skade landet utroligt meget. Her er blandt andet hvorfor:

Man nævner igen og igen, at der er få kvindelige topchefer og bestyrelsesmedlemmer i Danmark. Så referer man til at kvinder udgør flertallet på mange uddannelser.

Her er det man skal gøre klart, at de fleste topchefer og bestyrelser ikke kun er mænd. De er typisk mellem 50-70 år gamle. Så man skal altså gå 30 år tilbage i tiden og spørge, hvor mange kvinder uddannede sig den gang, og hvad uddannede de sig til?

Man skal også spørge, og det skal kvinderne spørge om. Hvad har de mænd gjort de sidste 20-30 år for at kvalificere sig til den position, de sidder i nu.
Hvordan tænker de og hvor meget vil de ofre? Vil de lave en Lene Espersen? Eller bliver der krævet lidt mere af dem? Hvad er de kan, og hvad har de gjort for at evne det?

Der er ikke mange kvinder, der siger nej til en rigtig dygtig og kvalificeret kvinde, men de vil ikke have gavn af, at blive påtvunget en halvkvalificeret kvinde, der kun får pladsen, fordi de skal tage en kvinde.
Det vil kort sagt betyde flere fejl og virksomheder, det går skidt, eller som flytter ud i protest, og dermed færre kroner i den gyldne pung, som Socialdemokratiet mener har potentiale til mere offentligt forbrug, trods det, at den nuværende regering slår rekorden i offentligt forbrug, målt som andel af BNP.

Der er dømt dobbelthængekøje.

Dagens bondemandsbrok og kvinden er den evige martyr

Jeg har sultet mine læsere for en stund. Det er såmænd ikke fordi, der ikke er noget at skrive om. Der er masser at skrive om, men jeg bliver træt af, at hvordan tingene kører i ring.

Men så er der jo Politiken. Den avis er jo altid leveringsdygtig i et eller andet, som får rystet ens rationelle verdensbillede så man tror, det er løgn. Jeg vil gå så langt som til at sige, at hvis man leder efter nutidens mest moderigtige dogmer, ud i det politisk korrekte og indspiste, indforståede offer/bøddel verdensbillede, følerierne og mavefornemmelserne, så er der altid leveret. Mon ikke der er en slagside i Q retningen blandt læserne. Det skorter i hvert fald ikke på væverier i navlepilleriafdelingen, baseret på intuitioner og mavefornemmelser, uden kritisk sans.

Nu lyder det som om jeg vil til at hudflette både Politiken og kvindekønnet, men sådan er det nødvendigvis ikke.
En lille firkantet karikatur i musikalsk form er jeg dog nødt til at gengive, for den er sgu morsom:

"inderst inde er hun lige som alle os andre, hun gider bare ikke tænke de samme tanker."

Men tilbage til artiklen i Politiken. Den handler om kvinder, der får stress. Og man taler om at mænd er pylrede og klynker, men der er næppe nogen som lider i mindre tavshed end kvinder.
Det som får mig op på dupperne, findes allerede i indledningen af artiklen:

Og når de drøner hjem fra job nummer 1, venter job nummer 2 med mand, børn og kampen mod nullermændene i det tilstræbt pæne hjem.

Nej, der venter ikke noget job, der venter nogle små praktiske opgaver, medmindre man overdriver det og det gør mange kvinder. Problemet er, at kvinder ikke kan finde ud af at sænke deres ambitioner og nyde livet.
Og vi mænd er (indsæt bandeordene) ikke noget JOB! Lav dog være med at fise rundt og strømline hver en milimeter, lad opvasken stå, tag det stille og roligt, så hele familien kan få lidt ro. Børnene bliver da stressede af sådan en mor, der uanset hvor godt hun vil gøre det, egentlig gør det modsatte. Vi mænd gider sgu ikke at jage rundt i de inflaterede kravs endeløse vind, når vi har fri. Nej, vi brygger kaffe og smører rugbrød, og så sidder vi og summer, for det har vi og i øvrigt også kvinder brug for, at koble af, før man kobler for igen.

Så kører idealiseringen ellers derudaf senere i artiklen:

De siger ikke fra, men påtager sig alle opgaver uden at kræve noget til gengæld«

Hvor findes hun? Ikke fordi det lyder rart, det gør det ikke, det lyder som en, der ikke hviler i sig selv. Men en kvinde som ikke havde en lang liste af krav, oftest underforståede og gemt i tankelæserverdnen, har jeg da aldrig mødt. Og jeg vil være skeptisk over for muligheden, medmindre vi da taler et omvandrende telt fra Afghanistan.

Nej, lad os nu droppe den der med at kvinden er engel sendt fra himlen, jo vist er hun smuk og hun kan da også være ganske fornuftig og helt uden de nykker og åndsvage indfald, en der har forstået at tage livet, som det det er og i det tempo det kommer i.

Nej, hun er et stort tudefjæs af en ærkemartyr. Hun stiller urimelige krav til sig selv og sine omgivelser. Kvinde er kvinde værst siger man, og mener dermed ofte andre kvinder end kvinden selv. Men den allerværste er da kvinden selv - over for sig selv!

Så klynker hun i lange baner over at andre ikke vil bakke op omkring projekt "Det-kan-aldrig-blive-godt-nok".

Hun burde udstyres med en skruetrækker og en masse skruer, så hun kunne lære på den praktiske måde, at skruer faktisk har en ende og skruer man videre, så ødelægger man både sig selv, skruen og skruetrækkeren.

Fald nu ned på jorden kvinder, slap af og tag nogle dybe åndedrag.

Så er vi mænd sørme blevet white trash

Politiken havde for en del dage siden en rigtig skævvinklet artikel, som William var så flink at give et tips om forleden en dag.

Læs bare overskriften:

White trash er den nye underklasse

Artiklen er skrevet af Lars Trier Mogensen, som før har vendt tingene så meget på hovedet, så de ikke ligner virkeligheden.

Sådan formuleres det:

Danmark har i de senere år fået en stigende gruppe, især af yngre mænd i de sydlige og vestlige udkantskommuner, der lever afkoblet fra både arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet. Danmark har fået en ny etnisk underklasse af ’white trash’-tabere – eller ’det hvidt skidt’ i en direkte oversættelse til hverdagsdansk.

Jeg troede ellers Politiken stod for kammertonen, men her kan vi blive klogere.

Og så skal der lige laves et associationstrick til de muslimske indvandrere:

Ligesom man med godt ret kan argumentere for, at særlige indvandrergruppers relativt mere patriarkalske og kulturkonservative værdier står i vejen for pigernes udfoldelsesmuligheder, hæmmes mange af de hvide mænd i randområderne af en ikkeboglig afhængighedskultur.

Hver anden dreng dropper i dag ud af erhvervsskolerne. Alt for mange drenge er tilsyneladende ikke klædt på socialt og kulturelt til at klare sig igennem en kompetencegivende uddannelse. Forklaringen er næppe koranlæsning eller mangel på fedtholdigt svinekød. Snarere at barndomshjemmets kultur har forhindret en fuld integration i det danske samfund.

Vi har altså en gruppe svært integrerbare unge danske mænd, uha da da, hvem kan i øvrigt være sikre på, at det er "white trash, som udgør stigningen"? Jeg mener etniske danske unge som blev marginaliseret, var der da mange af i halvfemserne, uden de brændte biler af og lavede gaderøverier. Så hvis der skulle være flere nu, tja, det vil jeg stille et stort spørgsmålstegn ved.

Men associationstricket mangler stadig sin apoteose:

Problemet er reelt det samme for indvandrerpigerne og for frafaldsdrengene: Forældrenes værdier og livsstil blokerer for børnenes uddannelse. Hvor indvandrerpigerne med god grund har fået meget opmærksomhed i de senere år, har det dog været totalt tabuiseret at tale om de hvide taberdrenge.

Hvis unge indvandrerkvinder har fået fokus, er det ikke på grund af manglende uddannelse. Tværtimod er de flere gange blevet sammenlignet med deres etniske fæller af unge mænd, som forlader skolen som funktionelle analfabeter i hobetal. Mere her:

Men så er det tabuiseret at tale om de hvide taberdrenge? Mig bekendt er man blevet gjort opmærksom på problemet, at man så ikke vælger at diskutere dette dag ud og dag ind, kan skyldes så meget, men næppe tabu.

Men associationstricket er langt fra færdigt, tværtimod er det selve vinklen i artiklen:

Indvandrerpiger uddanner sig bedre end jævnaldrende drenge, ikke kun fra ’den rådne banan’, men fra hele Danmark. Prognosen for en pige med indvandrerbaggrund er i dag bedre end for en gennemsnitlig dansk dreng: 35 procent af kvindelige efterkommere af indvandrere tager nu en videregående uddannelse mod kun 22 procent af alle unge mænd

Lad os få en ting på plads. Når unge danske mænd tager en uddannelse som tømrer, murer, automekaniker, butikassistent, eller anden lærlinge uddannelse, så tæller det ikke som en videregående uddannelse. Men de får stadig en uddannelse, som giver over 400.000 om året i løn, selv om den ikke tæller som videregående, som en sygeplejerskes, der naturligvis tjener mindre.

At kvinder generelt i højere grad søger ind på en SU berettiget videregående uddannelse, er det et træk som også gælder danske kvinder vs danske mænd.

Fra uddannelsesguiden:

I 2006 blev 26.806 kvinder og 16.864 mænd optaget på en videregående uddannelse. På stort set alle de uddannelser, der kræver over 9 i gennemsnit, er der et flertal af kvindelige studerende.

Det vil sige at over 50 procent flere unge kvinder får en videregående uddannelse.

Tager vi en uddannelse, altså en hvilken som helst uddannelse:

Så er det kun 20 procent flere piger som bliver uddannede. Hvilket måske/måske ikke er et problem.

Men ser vi på det historisk, har der næppe nogensinde været uddannet så mange drenge som de sidste år, se selv:



Kvinder egner sig ikke lagerarbejde, slagteriarbejde, havnearbejde og andet hårdt fysisk. Denne form for arbejde kræver ikke nogen uddannelse og besiddes i reglen af mænd uddannelse, ergo skal man ikke gøre problemet større end det er. For at slet ikke tale om alle de mænd, som er blevet IT eksperter uden at nogensinde at tage en uddannelse i den retning.

I en lavkonjunktur er mændene som i højere grad findes i de stillinger det går ud over, det rettet sig af sig selv, når der kommer en højkonjunktur igen.

Artiklen af Lars Trier Mogensen ender med denne absurditet:

Sidste uge lavede AE-rådet en beregning, der viser, at den voksende gruppe af uuddannede unge årlig koster samfundet 6 mia. kr. Kulturfaktoren er derfor afgørende. Men i dag er det primært den impotente machokultur blandt de hvide mænd i udkantskommunerne, der om noget truer velfærdssamfundet indefra.

Heldigvis sætter de ambitiøse indvandrerpiger et farverigt eksempel til efterfølgelse for alle de hvide taberdrenge.

Hvis nogen skulle være i tvivl om vinklen?

AE skriver i øvrigt for nyligt, at:

Her er kvinderne allerede hjemme i forhold til 2015-uddannelsesmålene, idet godt 53 pct. af kvinderne får en videregående uddannelse. For mændene er det kun knap 37 pct., der får en videregående uddannelse.

Hvem der så har ret, AE eller tallene som Trier finder, eller har fundet i bøger fra halvfemserne? Det må guderne vide, faktum er stadig, at mange mænd klarer sig fint med en håndværkeruddannelse, eller som ufaglært medarbejder i en privat virksomhed. Helt uden at figurere som med videregående uddannelse ikke sjældent langt klogere, end dem som tager en.

Langballe anti-politisk-korrekt provo

Jesper Langballe har rigtig skabt røre i den politisk korrekte andedam.

Jeg er overbevist om at formuleringen er valgt præcis så den kunne skabe maksimalt furore.

Kjærsgaard krummer sikkert tæer over sine to præster, der ikke vil undlade at sige deres mening, på den måde det nu passer dem.

Men pointen er, at man har ret til sin mening, og man har også ret til at formulere den "kluntet".

I andre tilfælde er der ikke noget problem med såkaldte generaliseringer, for eksempel "danske kvinder snupper en fortrydelsespille". Hvor gud og hver mand er klar over at det ikke er alle som gør det. Langballes er selvfølgelig sat på spidsen, men således udstilles flyvskheden i andedammen:

"Selvfølgelig skulle Lars Hedegaard ikke have sagt, at der er muslimske fædre, der voldtager deres døtre, når sandheden i stedet synes at være, at de nøjes med at slå døtrene ihjel (de såkaldte æresdrab) - og i øvrigt vender det blinde øje til onklers voldtægt."

Det er ren obstruktion af debatten, at man ikke kan påpege problemer med æresdrab, møddomskultur vs seksuelle overgreb og vold. Spørgsmålet er, at hvis formuleringen var mere præcis, eller for den sags skyld mere tåget og intetsigende, om det så ikke bare ville blive mødt med tavshed?

Måske foretrækker man egentlig bare det upræcise, eller at folk helt holder kæft? Allerhelst det sidste.

Æresdrab er et stort problem, ikke fordi mange bliver dræbt, men fordi mange bliver kuet af det.

Lige som blot et drab på Theo Van Gogh, trusler mod Rushdie, drab på forlæggere kan få bævre-ryste flokken til at forsværge alle former for islamkritik.

Det er ganske effektivt da blot tanken og truslen, får de fleste til at klappe i som østers.

For at slet ikke at tale om, at selv om pigen ikke risikerer æresdrab, kan hun blive smidt ud af familien med hele dens store netværk, der chikanerer hende og spytter efter hende på gaden, eller hvad de nu gør.

Og møddommen, det er ikke så længe siden det var fremme, hvordan unge muslimer udnyttede muslimske kvinder seksuelt.

Tvang og vold er en stor bestanddel af behandlingen af kvinder inden for den muslimske kultur. Det er rigeligt undersøgt i udlandet, vi burde undersøge på stedet hvor stort problemet er i Danmark.

Sådan burde disse udtalelser bruges. Lad os få det undersøgt, afklaret, kortlagt.

For at citere en muslimsk kvinde:

I min familie er alle ægteskaber til alle tider arrangerede, med mere eller mindre tvang involveret. For arrangerede ægteskaber handler om tvang, det er der ingen tvivl om.(…) Hvis vi ser bort fra de klassiske metoder såsom vold og isolation, så er tvang nemlig en temmelig snu størrelse med mange ansigter. ”

Tvang og ydmygelse har nemlig langt flere ansigter end vold og voldtægt.

Vi skal også have kortlagt, hvor mange der har fået genskabt deres mødom, der er trods alt kun ganske få tusinde unge muslimske kvinder i Danmark, og der er noget der tyder at relativt mange af dem har fået genskabt deres mødom.

Debatten er nødvendig, hvis det cirkus af tvang og kontrol skal ende. Og set bredt omfatter det sikkert så mange muslimske kvinder, at man med god grund kan generalisere.



Se også Eksistens betragtninger om Langballes artikel.

Og Polemikens: "præcision i løgnens tjeneste"

Det er slet ikke sundt med for stor tro

Lær af Thorkild Grosbøll.

Kvinder lever jo længere, end mænd, skriver Politiken: blot ikke kvindelige teologer:

I opgørelsen 'Døde siden sidste udgave' i referenceværket fra 2009 optræder 37 kvindelige teologer, hvis gennemsnitlige dødsalder er 68,2 år, og 280 mænd, hvis gennemsnitsalder var 81,4 år, da de døde.

Og billedet går igen i udgaven af håndbogen fra 2004, hvor gennemsnitsalderen for kvinderne er 72,1 år, mens mændenes gennemsnitsalder er 79,6 år.

Selvfølgelig skal mændene have skylden, når man ikke kan give CO2 den, eller DF:

»Det har jo været et traditionelt mandeerhverv, og der kan faktisk være noget hårdt ved at gå ind i sådan et erhverv som kvinde«

Og det er en veldresseret mand, der mener det.

Et skud fra hoften:

Kan man være medfølende, sjælesørger i så høj grad, at det påvirker ens egen livslængde og livslyst?

At gifte sig er at fordoble sine forpligtelser og halvere sine rettigheder

En ny undersøgelse omkring ægteskaber fra EBs trivialitetsafdeling:

Der er kun en fordel ved at ikke blive gift: Sandsynligheden for, at du får psykiske problemer, hvis ægteskabet ikke holder, er stor.

Et studie, hvori indgik næsten 35.000 mennesker fra 15 lande, viser, at ægtepar har mindre risiko for at få en depression og udvikle angst.
Til gengæld kan det gå det grueligt galt, hvis de blive skilt, separeret eller den ene dør: Kvinder har større risiko for at havn i et alkohol- eller pillemisbrug, mens mænd reagerer ved få en depression...

Og der er tilsyneladende fordele ved at være gift. I hvert fald har begge køn færre psykiske problemer, hvis de er gift, end hvis de ikke er.

Selv om man kan sige, at det er min forbandede pligt at sørge for at der bliver født nogle børn med gode gener, hvad angår intelligens, nærmere end at bidrage til "Idiocracy".
Så har jeg altid hældt mere til Francis Bacon og Schopenhauer på området:
Bacon:

HE that hath wife and children hath given hostages to fortune; for they are impediments to great enterprises, either of virtue or mischief. Certainly the best works, and of greatest merit for the public, have proceeded from the unmarried or childless men; which both in affection and means have married and endowed the public. Yet it were great reason that those that have children should have greatest care of future times; unto which they know they must transmit their dearest pledges. Some there are, who though they lead a single life, yet their thoughts do end with themselves, and account future times impertinences. ^[1] Nay, there are some other that account wife and children but as bills of charges. Nay more, there are some foolish rich covetous men, that take a pride in having no children, because they may be thought so much the richer. For perhaps they have heard some talk, Such an one is a great rich man, and another except to it, Yea, but he hath a great charge of children; as if it were an abatement to his riches. But the most ordinary cause of a single life is liberty, especially in certain self-pleasing and humorous ^[2] minds, which are so sensible of every restraint, as they will go near to think their girdles and garters to be bonds and shackles.

Intet nyt under solen, et dillemma hinsides tiden.
Og nej, jeg deler ikke Schopenhauers syn på kvinder og det er ikke fordi jeg ikke tør, det er fordi jeg ikke er enig.
Denne her er sat på spidsen, men ikke helt ved siden af:

Marrying means, to grasp blindfolded into a sack hoping to find out an eel out of an assembly of snakes."

De to herrer var dog rationalister før den politiske korrekthed spillede ind og har ret i meget.

Generation nå dada

Når jeg læser en klumme som denne her, så ligger det aldeles til højrebenet at hudflette hunkønnet af i dag.

Når jeg så ikke gør det, er det fordi, at nok kan den politiske korrekthed rende mig et vist sted. Men virkeligheden er mere broget og den største forskel ligger mellem individ til individ, fremfor mellem hunkøn og hankøn.

Og så er der den anden side af sagen. Det er jo ikke kun hunkønnene i dag, der er snotforkælede, forvænte, og går i små modesko.
Det er hel generation, som helt uvant i det dyrerige vi kommer fra, ikke er blevet oplært af deres forældre.
Det vi skal kunne er noget skolen står for, forældrene skal bare sørge for at vi har tøj på og får mad. Det er groft sagt.

Mange forældre går naturligvis videre det, og klæder deres børn ordentligt på til livet.
Men der er en tendens til at opdragelse og livsindhold, er noget børnene selv skal kunne finde ud af.
Kriser er noget de selv må definere, som når tøsen i klummen, der har rundet de tredive, går i spåner over ikke at have 7500 kroner til et par sko.

Det er både mænd og kvinder i min generation, som aldrig er blevet voksne, for ingen har lært dem at blive det.
Det med opdragelse og dannelse, livsstil, er noget vi selv skal definere. Det kan nogle godt finde ud af, og i teorien er det jo et demokratisk, progressivt projekt, når det virker!

Andre må kæmpe med den forlængede barndom, og stå i stampe menneskeligt, for at udtrykke det med manglende omsvøb.

Jeg er ikke fuldt til Ole Birk Olesen, eller Mark Steyns tanker. Men de skal have ret, når de har ret, og de har ret langt hen af vejen.

Hvor priviligerede er vi ikke, når vi kan surfe fra kvinde til kvinde, børnepengene kommer fra staten, når vi ikke har råd og verden går i grus, når vi ikke kan hente, lige det vi ønsker i modebutikken.

Ingen kan forestille sig mennesket lidt tilbage i tiden, være i stand til at sige. "Jamen i dag gider jeg ikke gå på jagt, for det regner." Eller; "jeg gider ikke spise vildsvin i dag, jeg vil hellere ha vagtler"
Omvendt så havde dette menneske ikke implicitte krav om at skulle have fladskærm, blankpoleret glasbord, læse magasiner dagligt, og en helt masse andet.

Men, vi har det godt i dag. Rigtig godt endda.
Det er der heller ikke noget forkert i, men jeg kan alligevel ikke helt frigøre mig fra tanken om, at denne bedste civilisation som verden har set, er også den mindst overlevelsesdygtige.

Der går en spændende diskussion i øjeblikket på Snaphanen, som jeg har fulgt på sidelinjen, om samme emne, dog kun i forhold til den dimension af problemet, som hedder Islam vs Vesten.

Jeg svæver selv et sted mellem nihilisme og optimisme. Jeg både tror - og tror ikke - vi har det, som der skal til for at overleve.
Måske er det bare sådan, at nogle individer har det og andre har det ikke?

Men fakta er som Mark Steyn så glimrende ridser op. Vi får ingen børn, så det bliver gamle mennesker uden formål og vilje en dag, mod masser af unge med formål og vilje.
Fakta er, at vi er konfliktsky som ind i helvede. Vi bukker og skraber - i hobetal - hellere for ondskaben, end vi konfrontere den.

Som enkelte kommentatorer påpeger, så lykkedes det aldrig muslimerne, at helt at knægte viljen til dissens, det lykkedes heller ikke kirken, eller kommunismen, det er aldrig lykkedes nogen.
Men det udelukker jo stadig ikke århundreder under åget, for det er lykkedes at skabe totalitære åg som varede århundreder og brugte de århundreder på at ganske vist forgæves at knække dissensens rygrad i alle afskygninger. Så sad de dog i al den tid ved roret.

Nej, jeg tvivler på, at vi har det som der skal til, når krisen kradser. Omvendt tror jeg ikke der er sket den store genetiske mutering endnu, det ligger måske under overfladen? Overlevelsesinstiktet, altså? Ikke helt bedøvet, ikke helt væk og overflyttet til den forkælede nutid, pakket ind i velfærdsvat og alt er andres ansvar.

Men hvis vi ikke forandrer nogle fundamentale ting, bliver det stadig gamle gråhårede vatnisser mod unge islamoprægede testosteronbomber, en revolution af samfundet som end ikke Lenin, eller Hitler kunne drømme om.

Og dette er jo kun et aspekt af udviklingen, økonomisk og åndeligt ser det ikke bedre ud.

Jeg ved ikke, om jeg skal grine, eller græde. Være optimist eller pessimist.

Hr Kastrato er ankommet

Skandinaviske mænd er toppen når det gælder bleskiftning, putte småbørn og læse godnat historier.

Og det går fremad med syvmileskridt.

I 2001 brugte kvinden 123 procent mere tid på småbørnene, end mændene. I dag er forspringet kun 55 procent og når barnet er fyldt syv, bruger manden lige så meget tid som kvinden.

Dermed bruger forældre langt mere tid på deres børn, end tidligere.

Så kan jo sige, at kvinden stadig løfter den største byrde i hjemmet. At manden stadigvæk gemmer sig med at oliere værktøj og polere bilen, mens konen drøner rundt med støvsugeren og arbejder langt mere i sit ansigt gruelige sved.

Men man kunne også spørge, hvem har egentlig definitionsretten med hensyn til, hvad der skal bruges tid på, og hvor meget tid der bør bruges?

Manden klager jo ikke over at konen aldrig slår græs, klipper hæk, polerer bilen, smører værktøjet, og at hun ikke bruger mere tid på dette, gør han?

Manden ville sikkert også være tilfreds med hakkebøffer og kartofler, og med at der bliver støvsuget hurtigt og generelt, men det er konen angiveligt ikke. osv. osv.

Så spørgsmålet er ikke alene, hvem der bruger mest tid, men hvem der definerer, hvad der skal bruges tid på og hvor meget tid der bruges, før der opnåes et tilfredsstillende resultat.

På det område er ligestilling vist ikke særligt aktuelt.

Inspiration fra artikel i Information.

Feminiserede action film

Når der så endelig vises en actionfilm, er den naturligvis feminiseret:

I dag kl. 21.30 - 23:05 på Kanal 5


­Fire unge kvinder er ikke bare usædvanlig velskabte, de er også dødbringende eksperter i kampsport. Derfor er det heller ikke så mærkeligt, at de bliver inviteret til at deltage i en illegal turnering, kaldet DOA, på en afsides ø, hvor kun de allerbedste har adgang - og dét ike med fly, men i faldskærm. Førstepræmien er en gigantisk bunke penge, så det er bare med at komme i gang med at dele øretæver ud. Og det er tøserne også helt gode til.

Genre: Action
Fra: USA

En kvinde, der er trænet i kampsport vil naturligvis have overhånden mod en mand, som ikke er det. Men mod en mand som er kampsportstrænet og blot over middel stor, forget it.

Glem alt om Kill Bill - Uma Thurman ville højst kunne trampe med en høj hæl på et ømt punkt - punktere en flødebolle med et armstød - nej!
Våben ligestiller, fysik gør ikke.

Girlpower eksemplerne fra den virkelige verden er få.

Heldigvis er dagen ikke tabt på gulvet:

The Contractor

I dag kl. 21.20 - 23:20 på TV3

­Amerikansk/britisk actionfilm fra 2007

Den tidligere CIA-agent James Dial vender tilbage for at slå en terrorist i London ihjel. Alt går galt, og han må skjule sig, hvilket fører til, at han møder og starter et venskab med en pige på tolv.

Genre: Action

Den lykkelige narkoman

Den højre hånd ved ikke, hvad den venstre gør. Politik er nogle gange et rent studie i Kompartmentaliseret tænkning, eller dobbelt-tænkning.

Hvis i er i tvivl om, hvad det er, jeg mener. Så prøv at sammenligne debatten omkring henholdsvis kriminaliseringen af prostitution og legaliseringen af stoffer.

Vi taler om to områder, begge med en kriminel, og dybt tragisk menneskelig, dimension.

Men på det ene område overvejer man forbud. På det andet overvejer man statsstyring og legalisering.

Er jeg den eneste, der kan se noget galt her?

Med andre ord, eksisterer den lykkelige narkoman, og eksisterer den lykkelige luder?

Den lykkelige narkoman, som ødelægger sit liv og helbred med uomgængelig sikkerhed. Er der noget stof, som det er ufarligt at forbruge, som ikke bare skaber lidt psykologiske problemer. Problemer som i øvrigt er direkte en konsekvens af de kemiske forandringer forårsaget af stofferne, ikke af en stigmatiserende, snerpet, kristen, venstredrejet kønsfascistisk snæversyn - en løftet pegefinger og den typiske moralske besserwissen, fy skamme.

Den lykkelige narkoman? Nogen?

Den lykkelige luder, altså ikke hende, som er tvunget med en pistol for panden, eksisterer som en illegal eksistens uden rettigheder, og behandles som det rene skidt af både bagmænd og kunder, fordi begge har krammet på hende.
Nej, den lykkelige luder. Hende der selv har valgt det, har almindelige kunder som hun tager sig nænsomt af, og tjener godt på det, faktisk rigtig godt på det.
Hende der foretrækker det arbejde, fremfor at prostituere sin krop på en fabrik, hvor monotomt arbejde giver hende smerter og kroniske sygdomme, til en løn der slet ikke kan konkurrere med den hun tjener som prostitueret, eksisterer hun?
Og hvorfor er mænd som prostituerer sig slet ikke det samme problem i det hele taget?
Hvorfor er kvinder som går til mandlig prostitueret ikke nogle svin?

Hende, der faktisk nyder sit arbejde, tjener fantastisk, og ikke ville bytte. Hende som almindelige mænd, går til og betaler dyrt, meget dyrt, for en tjenesteydelse som vel ikke er så meget værre, end at gå i farlige kemiske dampe, have ensformigt og nedslidende arbejde, på en anden måde og til langt ringere løn.

Men først og fremmest, kan nogen som helst - Rationelt! fuldstændigt rationelt! forklare mig, hvorfor man skal overveje legalisering og statsstyring af det ene, og forbud af det andet?

Løn som fortjent?

På Vesterbro er man godt og grundigt træt af politiet:

»Flyt på landet, hvis du ikke kan klare mosten,« og »Sæt dit kryds et andet sted til næste valg.« Sådan har politiet svaret Mette Buch, når hun klager over den åbenlyse narkohandel på sit dørtrin på hjørnet af Helgolandsgade og Istedgade i København. Flere andre beboere i området har fået lignende beskeder.

Selv om 10-25 narkohandlere konstant og åbenlyst sælger kokain på åben gade, anholdte politiet i juli måned kun otte pushere i området.

Sådan lyder apatisk macho retorik i en offentlig sektor, hvor man skal i bogstavligste forstand skal stå for skud. Altså mellem det, at man skal tømme alle politistationer i land og rige, for at holde styr på autonome og andre holigans. Eller mandsopdække retssale med flere mand, fordi, fordi, fordi, politiet og den offentlige medarbejder i dag er noget man truer og råber efter, uden det har konsekvenser. Fordi, fordi, anarki er gået på mode, og politibetjente forventer man er en slags overmennesker, der holder hovedet koldt, når man kaster brosten efter dem og generer dem ihærdigt.

Politiet har travlt. Guderne må vide, hvad de skal se og opleve på en almindelig dag i anarkiet?

Jeg misunder dem ikke. Og slet ikke deres løn. Mange uddannede sidder og hygger sig med et spændende arbejde, for en langt højere løn.

Nu har de offentlige medarbejdere fået en klækkelig lønforhøjelse, som knapt nok dækker det de er bagud. Men politibetjentene har ikke fået så meget som sygeplejerskerne:

Tallene viser en lønstigning på i alt 7,4 procent for sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, lærere og pædagoger på et år. Politifolk og andre statsansatte har fået 4,6 procent mere i årets 2. kvartal sammenlignet med samme periode 2008.

Var der noget med at kvindefag er lavt lønnede? Er politifaget et kvindefag?

En politibetjent tjener:

Aflønning af politibetjente ved fastansættelsen efter 3 år

Stedtillægsområde
II: 23.679,58,-
III: 24.038,50,-
IV: 24.287,00,-
V: 24.645,83,-
VI: 24.894,25,-

Aflønning af politiassistent med 10 års anciennitet

Stedtillægsområde
II: 25.318,-
III: 25.593,67,-
IV: 25.784,33,-
V: 26.059,75.-
VI: 26.250,33

Arbejde uden for normal arbejdstid

For arbejde i tidsrummet kl. 17.00 – kl. 06.00 ydes et tillæg på 25% af timelønnen.

En sygeplejerske, tjener:

Gennemsnitlig månedsløn	Grundløn og faste tillæg	Genetillæg	Månedsløn før pension
Sygeplejerske med 0 - 1 års erfaring	21.266	2.750	24.061
Sygeplejerske med 9 - 10 års erfaring	26.691	2.750	29.441

Yep, sikke en ligestilling.

Begge former for arbejde er hårdt. Begge funktioner er vitale for vort samfund.
Såmænd om ikke at 25 procent af sygeplejerskerne må leve med trusler om året, og 17 procent oplever fysisk vold i løbet af et år. Anarki og trusselskultur mig her og der.

Hvad en politibetjents hverdag består af, det må guderne vide. Men positive møder er der nok ikke så mange af, givet klientellet.

Med alle de anarkister - både dem som kalder sig det og opfører sig sådan - vi skal holde styr på, ghettoer som skal overvåges, forbrydelser forhindres og opklares, retssale som skal mandsopdækkes, får vi brug for flere betjente i fremtiden.
Det er ikke lønnen og hyggen der lokker.

Og der mangler allerede betjente, og en stor andel er på vej til pension.

Endnu et ligkistesøm i samfundets udvikling. I det mindste er det en uddannelse, hvor man ikke skal på SU, men får løn under forløbet. Hvis ikke, var der nok mangel på ansøgere.

Det feminiserede TV

Jeg har gransket TV udsendelserne på det seneste. De glimrer ved fraværet af gode actionfilm, western og den slags, altså udover b og c varianter af samme. Til gengæld må er der ikke problemer med at finde thriller, romantiske komedier, drama. osv.

Er der kun sport tilbage til os mænd? Gad vide hvordan det kønsnoterede planlægnings budget ser ud hos tv-selskaberne?

Hvordan får vi mange seere så billigt som muligt?

TV2 film sender så lige nu her "Knockaround guys", som er en ok action film.

Single mødre debatten

Debatten har nu fundet vej til Information, også der går bølgerne højt. En spændende debat faktisk.

Hvad der sker ikke familielivet er både et symptom på en samfund i forandring, men hvad man skal gøre sig klart, er at det er udvikling som forgrener sig langt ud i fremtiden, med de konsekvenser det nu har:

Helmuth Nyborg ser det som en positiv selektionsproces, hvor de intelligente kvinder kan få adgang til "intelligent" sæd og vi får løst problemet med at intelligente får færre børn delvist, ved at kvinder som måske ellers ikke ville få børn, får det alligevel.

Men spørgsmålet er om de intelligente kvinder ikke i stedet kunne få adgang til intelligente mænd.

Men så er vi ovre i noget som ikke kan besluttes politisk, noget med personlighed og indstilling.
Noget med evnen til at tage det sure med det søde. Noget med at være åben over for hvad andre mennesker kan give uden at stirre sig blind på det man ikke får.

Lev og lad leve. Og huske at give kejseren, undskyld ægtemagen, hvad ægtemagens er.

En af debatørene linker dog til en undersøgelse, som viser at børn af enlige mødre klarer sig dårligere.

Her gælder det naturligvis, at det er nok ikke ressourcestærke kvinder man har undersøgt - overvejende i hvert fald.

Men enlige mødre er der til gengæld mange af.

Fra undersøgelsens resultater:

Lone mothers

Are poorer

• Lone mothers are twice as likely as two-parent families to live in poverty at any one time (69% of lone mothers are in the bottom 40% of household income versus 34% of couples with children).²³
• Lone parents have twice as much risk of experiencing persistent low income (spending three out of four years in the bottom 30% of household income) as couples with children – 50% versus 22%.²⁴
• Lone parents are more than twice as likely as couples with children to have no savings (68% versus 28%).²⁵
• Lone parents are eight times as likely to live in a workless household as couples with children (45% versus 5.4%).²⁶
• Lone parent households are over twelve times as likely to be receiving income support as couples with dependent children (51% versus 4%). They are 2.5 times as likely to be receiving working families tax credit (24% versus 9%).²⁷

Are more likely to suffer from stress, depression, and other emotional and psychological problems

• At the age of 33, divorced and never-married mothers were 2.5 times more likely than married mothers to experience high levels of psychological distress. Even after accounting for financial hardship, prior psychological distress, and other demographic factors, lone mothers were still 1.4 times more likely to have psychological distress.²⁸
• Lone mothers are seven times as likely to report problems with their ‘nerves’, even after controlling for other demographic factors.²⁹

Have more health problems

• Results from the British General Household Survey show that, even after controlling for demographic and socioeconomic circumstances, lone mothers still have significantly poorer health than partnered mothers for four out of five health variables.³⁰
• Divorced women have death rates which are 21% higher on average than those of married women. Death rates for divorced women aged 25 and older range from 35%-58% higher than those of married women of the same age.³¹

May have more problems interacting with their children

• Young people in lone-parent families were 30% more likely than those in two-parent families to report that their parents rarely or never knew where they were.³²
• After controlling for other demographic factors, lone parents were
• 2.25 times more likely to report their child’s behaviour was upsetting to them.
• 30% more likely to report significant arguments with their children.
• 60% more likely to expect too much or have too high expectations of their child.³³

---

Non-resident biological fathers

Are at risk of losing contact with their children

• Twenty to thirty percent of non-resident fathers have not seen their children in the last year. Another 20%–40% see their children less than once per week.³⁴

Are more likely to have health problems and engage in high-risk behaviour

• Divorced men aged 20 to 60 have 70%–100% higher rates of death than married men.³⁵
• In a population of young adults, divorced men and women were twice as likely to increase their drinking compared to those who remained married. In this case, there was virtually no selection effect. In other words, heavy drinking did not lead to divorce. Rather, divorce led to heavy drinking.³⁶
• Divorced non-residential fathers were significantly more likely to smoke marijuana and to drive a car after drinking alcohol.³⁷
• Divorced men reported the highest rates of unsafe sex, with 15.7% reporting both multiple partners and lack of condom use in the previous year, compared with 3% of married men, 10.4% of cohabiting men, and 9.6% of single men.³⁸

---

Children living without their biological fathers

Are more likely to live in poverty and deprivation

• Children living in lone-parent households are twice as likely to be in the bottom 40% of household income distribution compared with children living in two-parent households (75% versus 40%).³⁹
• Even after controlling for low incomes, children growing up with never-married lone mothers are especially disadvantaged according to standard scales of deprivation.⁴⁰
• After controlling for other demographic factors, children in lone-parent households are still 2.8 times as likely to forego family outings.⁴¹

Are more likely to have emotional or mental problems

• After controlling for other demographic factors, children in lone-parent households are 2.5 times as likely to be sometimes or often unhappy. They are 3.3 times as likely to score poorly on measures of self-esteem.⁴²
• Among children aged five to fifteen years in Great Britain, those from lone-parent families were twice as likely to have a mental health problem as those from intact two-parent families (16% versus 8%).⁴³
• A major longitudinal study of 1,400 American families found that 20%–25% of children of divorce showed lasting signs of depression, impulsivity (risk-taking), irresponsibility, or antisocial behaviour compared with 10% of children in intact two-parent families.⁴⁴

Have more trouble in school

• Children from lone-parent families are more likely to score poorly on tests of reading, mathematics, and thinking skills.⁴⁵
• After controlling for other demographic factors, children from lone-parent households were
• 3.3 times more likely to report problems with their academic work, and
• 50% more likely to report difficulties with teachers.⁴⁶

Tend to have more trouble getting along with others

• After controlling for other demographic factors, children from lone-parent households are three times as likely to report problems with friendships.⁴⁷
• Children from lone-parent households are more likely to have behaviour problems or engage in antisocial behaviour.⁴⁸
• Boys from lone-parent households are more likely to show hostility to adults and other children, and be destructive of belongings.⁴⁹

Have higher risk of health problems

• It has been estimated that parental divorce increases children’s risk of developing health problems by 50%.⁵⁰
• In England and Wales during 2000, the sudden infant death rate for babies jointly registered by unmarried parents living at different addresses was over three times greater than for babies born to a married mother and father (0.66 per 1,000 live births as compared with 0.18). Where the birth was registered in the sole name of the mother, the rate of sudden infant death was seven times greater than for those born within marriage (1.27 per 1,000 live births as compared with 0.18).⁵¹
• After controlling for other demographic factors, children living in lone-parent households were 1.8 times as likely to have psychosomatic health symptoms and illness such as pains, headaches, stomach aches, and feeling sick.⁵²

Are at greater risk of suffering physical, emotional, or sexual abuse.

• According to data from the National Society for the Prevention of Cruelty to Children (NSPCC), young people are five times more likely to have experienced physical abuse and emotional maltreatment if they grew up in a lone-parent family, compared with children in two-birth-parent families.⁵³
• All studies of child-abuse victims which look at family type identify the step-family as representing the highest risk to children⁵⁴ – with the risk of fatal abuse being 100 times higher than in twobiological- parent families according to international from 1976.⁵⁵ However, the use of the term step-father has become problematic, as, whilst it used to refer to men who were married to women with children by other men, it is now used to describe any man in the household, whether married to the mother or not. An NSPCC study of 1988 which separated married step-fathers from unmarried cohabiting men found that married step-fathers were less likely to abuse: ‘for nonnatal fathers marriage appears to be associated with a greater commitment to the father role’.⁵⁶
• Analysis of 35 cases of fatal abuse which were the subject of public inquiries between 1968 and 1987 showed a risk for children living with their mother and an unrelated man which was over 70 times higher than it would have been for a child with two married biological parents.⁵⁷

Are more likely to run away from home

• Children from lone-parent families are twice as likely to run away from home as those from two-birth-parent families (14% compared to 7%).⁵⁸

---

Teenagers living without their biological fathers

Are more likely to experience problems with sexual health

• According to the National Survey of Sexual Attitudes and Lifestyles, children from lone-parent households were more likely to have had intercourse before the age of 16 when compared with children from two-natural-parent households. Boys were 1.8 times as likely (42.3% versus 23%) and girls were 1.5 times as likely (36.5% versus 23.6%). After controlling for socio-economic status, level of communication with parents, educational levels and age at menarche for girls, the comparative odds of underage sex actually increased to 2.29 for boys and 1.65 for girls.
• Compared to young adults from two-naturalparent households, young men from lone-parent households were 1.8 times as likely to have foregone contraception at first intercourse (13.6% versus 7.5%) and young women were 1.75 times as likely (16.1% versus 9.2%). After controlling for other factors, these comparative odds were reduced to 1.11 for men and 1.23 for women.
• Girls from lone-parent households were 1.6 times as likely to become mothers before the age of 18 (11% versus 6.8%). Controlling for other factors did not reduce the comparative odds.⁵⁹

Are more likely to become teenage parents

• Analysis of data from the National Child Development Study (NCDS) indicated that women whose parents had divorced were twice as likely to become teenage mothers as those from intact families (25% versus 14%). Men from divorced families were 1.8 times more likely to become fathers by the age of 22 than men from intact families (23% versus 13%). After controlling for childhood poverty and behavioural and educational problems, the odds for teenage motherhood and early fatherhood were reduced to 1.4. This means that children of divorce were still 40% more likely to become parents early, even after considering other family background factors.⁶⁰

Are more likely to offend

• Children aged 11 to 16 years were 25% more likely to have offended in the last year if they lived in lone-parent families.⁶¹
• Young men from lone-parent families were 1.6 times as likely to be persistent offenders as those from two-natural-parent families. The effects of living in lone-parent families seem to operate indirectly, through reduced levels of parental supervision.⁶²
• In focus group discussions, young people in prisons spoke frequently about disruption in their family lives and about their fathers’ absence.
  

Det er så yndigt at følges ad, ikke nødvendigvis. Det virker dog ikke som lykken at lade være, det giver andre bekymringer.

Berlingeren træder i rørte vande

Jeg elsker når aviser skaber debat, tør tage et emne op som skaber røre i sindene i Danmark. Bare synd der er en masse områder, de ikke kunne drømme om at bevæge sig ud på.

Men i Berlingeren har man sat enlige kvinder, som vælger kunstig befrugtning til diskussion. Det er sigende ting, der kommer frem. Om navlefornemmelser og næsetipsradius i beskuelsen af tilværelsen, for at nævne de forskellige egocentriske tendenser hos kønnene, som nu om dage ikke er klar at over, at frihed ikke ligger i manglen på ansvar, eller i at få sin vilje så parallelt med ens snudetip som muligt. Der er mere frihed i at kunne påtage sig et ansvar og ikke lade sig genere af det. Friheden ligger i de byrder man bærer ubesværet, nærmere end i det umulige, overvejende fravær af disse.

Indlæggende i debatten byder på guldkorn som denne her:

»I bund og grund handler det om, at kvinderne er blevet for kloge og mændene for dumme. De fleste kvinder vil gerne have en kernefamilie, men de kan ikke finde en mand, der matcher deres krav,« siger han.

Den kan man jo så vende og dreje på mange måder, blandt andet spørge om virkelig er hold i selve påstanden, hvilket jeg tvivler på, for de færreste mænd er dumme og mange kloge mænd er faktisk singler. Men spørgsmålet er om kloge mænd gider moderne kvinder, der mener de har den gyldne løsning på hvordan alting skal styres derhjemme og forventer at manden skal indpasse sig i det system, jeg gider i hvert fald ikke. Jeg vil nemlig ikke laves om, det er der ingen grund til. Hvis der er en grund skal jeg nok selv finde den.
Det her spørgsmål stikker noget dybere ind i den tid vi lever i, som man kan sætte mange vinkler og begreber på, som blandt andet:

Voksne forkælede pattebørn, der aldrig har lært hvad det vil sige at være voksne, endsige børn og alligevel har forstokket sig selv i en selvopfattet mig mig og atter mig har ret tilværelse.

En forskruet opfattelse af parforhold, hvor der fokuseres på småting og overfladiske forhold, men hvor det allervigtigste glemmes. Nemlig lev og lad leve, og behold sympatien for et menneske der er anderledes og skal have lov til at være anderledes.

Kvindens fristilling, som var lige så meget mandens frigørelse fra redens lænker, som gør at hun føler sig berettiget til at bestemme, nu manden har "gjort" det tidligere. Og manden føler at ansvaret er noget man skal flygte fra så længe som muligt. Specielt når hans rolle knap nok værdsættes nu om tider, men han betragtes som barn - "plus" - i forholdet.

Fra den anden side af spektret lyder det:

Børn, der af den ene eller anden grund vokser op uden en far, vil helt givet mangle en mandlig rollemodel eller modstykke på et helt eksistentielt plan, som vil påvirke deres selvfølelse og relationer til andre mennesker, siger han og advarer de enlige mødre om at gøre børnene til ’projektbørn’, da det kan give børnene lav selvfølelse at vokse op i evigt fokus.

Vinklen er for så vidt ok, men med de individuelle forbehold som det nu kræver. Men det er en videreudvikling af problemet. En datter har nok lettere ved at være med sin mor, da hun er den primære rollemodel, men omvendt er det naturligvis for drengebørnene, hvis hormoner trækker i en anden retning og som af naturlige årsager kan have svært ved at finde en rollemodel i deres mor.
Men der findes individuelle forbehold, for man kan være mere end sit køn, man kan være et stort menneske uanset køn. Et stort menneske alle kan lære en masse af.

Så er der en anden reel vinkel:

De fleste mænd vil helst gifte sig nedad, så de fremstår stærke og maskuline.

Men den er ikke mere reel, end at der findes en helt anden på selv samme problematik.
Mænd finder nok livet med en kvinde som er under vedkommendes status som noget mindre kompliceret, end med en kvinde som er over.

Det skyldes ikke kun stolthed - ikke at det ikke spiller en rolle. Det skyldes såkaldte stærke kvinder, der for så vidt ikke er mere stærke end de klynger sig til nogle forestillinger om at de har fundet de vises sten. Om det så nok så meget reelt kun er navlefornemmelser.
Det skyldes at netop selvsamme kvinder ser sig berettiget til at blande sig i mandens liv. Fra alt til hans tøj, til hans fornøjelser osv. Samt at der selvfølgelig ikke skal være tvivl om hvem der bestemmer derhjemme. Er man en stærk kvinde kan man klare sig alene, altså manden må jo indse at han kun lever på nåde.

Jeg har tidligere satiriseret over kvindens opfattelse af det hjemlige pointsystem:

Men som sagt har artiklerne skabt debat, og det er herligt når medierne går ind på områder der skaber debat med høj bølgegang. Ikke overraskende er de fleste forargede mænd:

Lidt eksempler på reaktioner her:

- Det er egoisme når det er værst. At kvindens ret og krav til at få et barn nu står højere hævet end barnets ret til en far. Faren er såmænd ikke blevet frasorteret, fordi han er alkoholiker eller på anden måde syg og uegnet som far, men alene fordi kvinden med statens velsignelse nu får lov til helt at frasortere en far, fordi hun har et egoistisk og feministisk behov for at blive mor.

Det er et samfundsproblem, at en mand og en kvinde ikke er villig til at leve i et parforhold, fordi det indskrænker deres personlige frihed (…). Dette betyder nemlig, at den manglende vilje til at tage hensyn til andre er lille og sandsynligvis mindskes, jo længere man er 'fri'. Heri ligger et ordentligt søm til velfærdsstatens ligkiste,

De bliver i forvejen bombarderet med kvindelige værdier i hele institutionstilværelsen, så et velfungerende hjem med både en far og en mor er eneste garanti for at børnene kan fungere nogenlunde normalt når de kommer ud på den anden side af pasnings- og uddannelsestilværelsen, skriver han og beder os andre overveje den omvendte situation: en stigende tendens til mænd, der opfostrer børn helt alene - ’Claus Poulsen’ har en formodning om, at det ville afstedkomme et ramaskrig fra kvinder, der var bekymrede for de små poders mangel på omsorg og tryghed,

For at flette lidt på sidste, så udgør det et væsentligt samfundsproblem, at den mandlige halvdel af befolkningen på denne måde tilsidesættes og drenge skal indpasses i et system der for de klogeste af dem betyder en kedelig tilværelse uden at deres behov bliver mødt, og for de andre, at de ikke får forbilleder som ligger tættere på deres natur.