Bag syv røverier men får ingen frihedsberøvelse

Det danske "retssystem" har talt igen. Knægten har ikke bare begået syv røverier, men syv røverier, hvor han var bevæbnet med kniv eller pistol. Han stod til frihedsberøvelse og udvisning af landet, men slipper med at komme i en ÅBEN døgninstitution.

Begrundelsen? fra BT:

- Han blev anset for straffri, fordi han er mentalt retarderet i lettere grad. Det mentale handicap har gjort, at han har meget svært ved at forstå, hvad han rendte rundt og lavede. Og især at overskue konsekvenserne af det og den betydning, det kan have for andre, siger drengens forsvarer - advokat Jacob Kiil - til BT.

’Pengene eller jeg skyder’

Den 16-årige dreng blev dømt for at have begået syv grove røverier i Tingbjerg-området i København. Særligt sidste efterår trak han flittigt en blå fodboldstrømpe over hovedet som maskering, før han truede sig til mindre pengebeløb ved en stribe væbnede røverier, hvor han især truede sine skrækslagne ofre med en pistol.
- Giv mig pengene eller jeg skyder dig, lød truslen eksempelvis ved det sidste af dem mod en kvindelig kassedame i Netto.
Den 16-årige dreng er født i Danmark som tredje-generationsindvandrer, men er marokkansk statsborger.
Derfor havde anklageren også nedlagt påstand om udvisning til Marokko, men domsmandsretten på Frederiksberg nøjedes i går med en betinget udvisning til den 16-årige dreng, da man ellers mente at komme på kant med Menneskerettigheds-konventionen.
- Han har levet hele sit liv heroppe og har ikke noget liv i Marokko, siger hans forsvarer Jacob Kiil.

Sociopater har også svært ved at forstå, hvilken effekt deres handlinger har på andre. Er det nu frikendelsesårsag, når bare de samtidig er dumme?

Men først og fremmest er spørgsmålet, vil han ikke begå røverier igen, nu han er på en åben instution? Han har allerede udsat syv mennesker for grove røverier truet med pistol og truet folk på livet. Sådanne handlinger er alene nok til sende ofrene ned med flaget med posttraumatisk stress. Og hvis argumentet virkelig er, at han ikke kan overskue konsekvenserne af sine handlinger, så kan han vel heller ikke overskue konsekvenserne af at bruge våben. Det eneste vi får ud af denne dom er, at der vil være flere ofre i fremtiden. Det er så tydeligt, hvilken vej vinden blæser, men angående disse ofre er hensynet totalt fraværende.

Sveriges voldelige hockeystavkurve

Jeg skrev tilbage i 2009 om Sveriges private hockeystavkurve, der ikke havde noget stigende temperaturer at gøre, men handlede om et kraftigt stigende antal af voldtægter.

Jeg gjorde dengang opmærksom på, at man ikke bare skal skelne til, at der forgår omkring 5000-6500 voldtægter i Sverige om året, men også til at det kun er mindstedelen af disse, der faktisk anmeldes. Ligeledes skal man se denne uhyrlige udvikling over et længere tidsperspektiv. Altså ikke kun på, at det er en lille andel af den kvindelige befolkning, der på et givet år bliver voldtaget.

Jeg konkluderede dengang, ud fra en en undersøgelse i Malmø blandt unge, der viste at kun 1 ud af 7 voldtægter faktisk blev anmeldt, at der ville være tale om 376.000 voldtægter på et årti, med daværende trend (Det tal var sat på spidsen alene ud fra det forhold, at hvis 4 mænd voldtager en kvinde i Sverige, så tæller det som 4 voldtægter.) Og understregede, at yngre kvinder med nogenlunde godt udseende naturligvis vil være dem, der var mest udsat. Det vil sige, at hver gang du ser en ung og smuk kvinde i Sverige, er sandsynligheden for, at hun bliver voldtaget en dag eller allerede er blevet det, uhyrlig høj - specielt hvis hun bor i en storby med mange indvandrere, for når 33 pct. af alle voldtægtsmænd i Danmark er indvandrere, så er det næppe anderledes i Sverige.

Nu har Eva Agnete Selsings nylige kommentar i Berlingske gjort mig opmærksom på følgende forhold:

"Eksempelvis den frygtindgydende voldtægtsstatistik, hvor Sverige ifølge FN har næstflest voldtægter per indbygger i verden. Tal fra BRÅ, der udarbejder Sveriges officielle kriminalitetsstatistikker, viser, at alene i 2011 blev knap to ud af 50 (3.4 procent) af kvinder i alderen 16-24 år udsat for en voldtægt. Der er vel at mærke ikke tale om anmeldelser, men faktiske begåede voldtægter. De oplyser i øvrigt, at i 58 procent af voldtægterne var der tale om personer, som var helt ukendte for den udsatte."

Disse oplysninger har jeg gravet lidt i, og rapporten de stammer fra, Utsatthet för brott år 2011, kan findes her:



Udviklingen i voldtægtsforbrydelser i Sverige har vi her:


Anmälda brott Brottsförebyggande rådet

	År	År	År	År	År	År	År	År	År	År
	1990	1991	1992	1993	1994	1995	1996	1997	1998	1999
	Antal	Antal	Antal	Antal	Antal	Antal	Antal	Antal	Antal	Antal
Hela landet
Våldtäkt inkl. grov (ingår även i våldsbrott)	1410	1462	1688	2153	1812	1707	1608	1693	1973	2104

Anmälda brott Brottsförebyggande rådet

	År	År	År	År	År	År	År	År	År	År
	2000	2001	2002	2003	2004	2005	2006	2007	2008	2009
	Antal	Antal	Antal	Antal	Antal	Antal	Antal	Antal	Antal	Antal
Hela landet
Våldtäkt inkl. grov (ingår även i våldsbrott)	2026	2086	2185	2565	2631	3787	4208	4749	5446	5937

Anmälda brott Brottsförebyggande rådet

	År	År	År
	2010	2011	2012
	Antal	Antal	Antal
Hela landet
Våldtäkt inkl. grov (ingår även i våldsbrott)	5960	6532	6324

(Markeret med rødt: Sverige ændrede per 2005 forudsætningerne for, hvornår en seksualforbrydelse kaldes for voldtægt, så den kraftige stigning i lige dette år skal ses i dette lys. (Stigningen fra 2006 til 2012 på 59 % kan dog ikke bortforklares)

Nu viser denne undersøgelse, at det kun er knap hver femte voldtægtsoffer, der på landsplan anmelder forbrydelsen.

Men ikke desto mindre kan det antal kvinder, der faktisk voldtages årligt faktisk stadigvæk ende oppe omkring 376.000 over de næste ti år, da voldtægter i Sverige, som i kan se foroven har en stærkt stigende trend.

Det var nemlig i 2011 i alt 29.000 tilfælde af voldtægt, ifølge denne undersøgelse fra Brottsförebyggande rådet med minimum 13.000 deltagere. Det giver 290.000 voldtægter over ti år, og da antallet af voldtægter i Sverige på bare de fem år mellem 2006 og 2011 er steget med over 50 pct., så kan vi let ende med føje over 400.000 ekstra voldtægtofre til dette ubehagelige skæbnehjul for primært unge svenske kvinder eller som minimum over 400.000 tilfælde af voldtægt, da en lille andel af tilfældene vil ramme samme person.

Som Selsing var inde på, er de16-24 årige svenske kvinder mest udsatte og intet mindre end 3,4 pct, af dem blev i 2011 udsat for voldtægt.



Faktisk kan rundt regnet 25 % af de svenske kvinder se frem til at blive voldtaget i løbet af deres liv, ifølge Fria tiders beregning i ovenstående link, og endda reelt langt mere til, da antallet af voldtægter årligt fortsat har en stigende trend - endda en voldsomt stigende trend. Hvis dette ikke forandres over de kommende 20 år, kan andelen ende langt højere.

Ifølge undersøgelsen har 184.000 tusind svenskere været udsat for vold i 2011. Det fordelt på skønsmæssigt 451.000 tilfælde af vold, hvor en person har været offer flere gange på et år. På 40 år taler vi altså let over 20 millioner tilfælde af vold med den også stigende trend på dette område i mente til fordeling mellem cirka 10-15 millioner svenskere, eller hvor mange de nu ender med at være med den høje nettoindvandring. Et mindretal kommer naturligvis til at bære deres broderpart af denne byrde.


Angående vold er det også de unge, der er mest udsat. Ikke mindre end 7,2 pct. af de 20-24 årige angav, at de var udsat for vold i 2011. Mest udsat er unge mænd, hvilket desværre ikke betyder at unge kvinder ikke er kraftigt udsat, men 8,9 pct. af de unge mænd mellem 16-24 år blev udsat for vold i 2011 - det peger på, at andelen blandt unge kvinder i samme alder langt fra er lille. Så hvis vi ser bort fra, at nogle er mere udsatte end andre ud fra fysisk/psykisk statur og lokation, så er det svært at undgå at et offer vold, for en hvilken som helst svensker i denne aldergruppe.

For 72 pct. af mændene er gerningsmanden ukendt, mens for 39 pct. af kvinderne er gerningsmanden en nær relativ.

80.000 svenskere har været udsat for røveri, det i alderen 16-79 år, hvor BRÅ skønner ud fra undersøgelsen, at der så har været cirka 111.000 personrøverier i 2011.

Det er ikke den globale opvarmning, som svenskerne har mest grund til at bekymre sig omkring.

Med et ord: Forfærdeligt.

1 million ud af arbejdsstyrken er nu uden for arbejdsmarkedet

Så nåede vi det magiske tal, 1 million danskere i alderen 15-64 år (bemærk ikke engang op til 67 år) er nu uden for arbejdsmarkedet.

Det skete i 1. kv. 2013 og mig bekendt, er der intet skrevet om det. Der er tale om 788.000 personer uden for arbejdsstyrken og 222.000 AKU-ledige, og den uskønne sandhed om Danmarls beskæftigelse lever skjult og godt i Statistikbanken. (Statistikken: AKU100).

Antallet af beskæftigede per 1. kv. 2013 er det laveste siden 1996, nemlig 2.605.000 beskæftigede.

Vi skal ikke længere tilbage end til 3. kv. 2008 for at finde 2.838.000 bekæftigede i landet.

De 2,6 mio. beskæftigede er meget tæt på antallet af beskæftigede tilbage i 1985, hvor der var 2.582.000 millioner beskæftigede, ifølge publikationen "60 år i tal" fra Danmarks Statistik.

Vi er siden 1985 blevet omkring 400.000 flere danskere, men det kniber med at skabe flere arbejdspladser og da specielt, når vi reelt taler en million mennesker, der med få undtagelser principielt burde arbejde, og der burde være arbejde til.

Som i kølvandet på den høje arbejdsløshed i 1991 har vi igen en regering, der mener, at der skal flere indvandrere og flygtninge til Danmark, mens situationen på arbejdsmarkedet ligesom dengang er historisk dårlig. Og det offentlige igen igen kæmper med underskud. Det på ikke mindre end 4 procent af BNP sidste år.

Alligevel kommer vi stensikkert til at høre myten om, at vi mangler arbejdskraft mange gange endnu ude i fremtiden.

Velkommen til Danmark anno 2013, det er ikke hver dag, jeg føler trang til at give Karl Marx ret, men at historien har det med at gentage sig selv, "først som en tragedie, siden som en farce". Et citat bliver nok ikke mere rammende i denne sammenhæng.

Så siger rumænsk dobbeltmorder farvel til hotel gitterly

Så er det slut med luksusferien, omend med begrænset bevægelsesfrihed, men kommer man fra fattige vilkår, så er et vestligt fængsel da bedre end livet i derhjemme, som flere somaliske pirater har konstanteret.

Fra EB:

"Han har kæmpet med næb og klør. For alt i verden har den dømte dobbeltmorder Marian Clita ikke ønket at vende tilbage til sit fødeland Rumænien. Siden han i februar 2011 blev idømt 14 års fængsel for det bestialske drab på den norske stewardesse Vera Vildmyren, har han nemlig nydt godt af en fredelig og velforplejet hverdag - hidtil i Nyborg Statsfængsel, nu i Østjyllands Fængsel."

"Den hårdkogte vaneforbryder - som dræbte den 42-årige Vera Vildmyren på hendes hotelværelse på Radisson Blu i København under et tyvetogt og efterlod hende død med slag fra et koben, en jernstang og 38 snitsår - har ellers nydt godt af de danske afsoningsforhold. Her har morderen både haft adgang til Playstation og tv og mulighed for selv at lave mad. Standarder der altså ligger meget langt fra de forhold, der vil møde ham, når han sætter fod på rumænsk jord igen.  "

Så gik den ikke længere Grandberg. Få nu indført grænsekontrol med irisanalyse, så vi aldrig ser ham og lignende igen.

Mere af den slags - tak!

Den dobbelte morder og vanekriminelle indbrudstyv Marian Clita skal trods højlydte protester overføres til et fængsel i sit hjemland, Rumænien. Det besluttede den rumænske højesteret i går, og den beslutning er endelig. Kilde: EB

Denne model er sjælden, så måske skulle vi i stedet ændre lidt på, hvor godt vi behandler udenlandske kriminelle, der finder det en god forretning med lav risiko at komme til Danmark og begå kriminalitet. 25 % af de indsatte i danske fængsler er ifølge artiklen ikke danske statsborgere - vel at bemærke ikke fuldt dækkende, da mange udlændinge i fængslet har opnået dansk statsborgerskab.

I Nyborg Statsfængsel har han sin egen celle med tv, Playstation og adgang til køkken, hvor han selv kan lave mad. Han er godt tilfreds med det fynske fængsel, og derfor vil han ikke tilbage til en overfyldt, uopvarmet celle i Bukarest. I Nyborg Statsfængsel tjener han flere penge ved at passe sit arbejde i et grafisk værksted, end hans søster gør som lærer i Rumænien.

Lad os se det i øjnene at for mennesker fra allehånde mere eller mindre fattige lande, for mennesker, der alligevel ikke har et godt liv med mange penge, der er det ren win/win - plus god profit, når de drager til Danmark og begår kriminalitet.

Muslimer er langt mere kriminelle end andre - tallene på bordet

Danmarks Statistik laver hvert år en ufuldstændig rapport om "Indvandrere i Danmark", hvor kriminalitetsindekset for indvandrere i forhold til danskere og snittet åbenbares.

Senest så det således ud:

Som i kan se, så har de fleste af de store muslimske indvandringslande et indeks på over 200, undtaget Iran og Afghanistan (Bosnien udelades som ufuldstændigt muslimsk land) Danskerne har et indeks på 93.

Men indekset tæller alle forbrydelser - også færdselsforseelser, og fortæller dermed ikke noget om, hvordan det ser ud, når vi kommer til de forbrydelser, der er virkelig grove og relativt mangfoldige, nemlig voldforbrydelser, voldtægt, røveri.

Derfor er det nødvendigt at undersøge sagen selv, og det kan heldigvis godt lade sig gøre, da Danmarks Statistik i perioden 2000-2010 (minus årene 2001 og 2003) har ført statistik over dømte og deres landemæssige ophav.

Denne statistik hedder STRAFNA1 og tæller personer dømt for en forbrydelse.

Her kan man finde ud af for eksempel, hvor mange libanesere, der modtog en dom for vold, røveri, trusler og alt andet mellem himmel og jord, og hvor mange, der i alt modtog domme for dit eller dat.

Tager man og undersøger de grove forbrydelser - her i dette tilfælde vold, voldtægt og røveri - og indvandrere og efterkommere fra de store muslimske landes andel af de dømte for ovennævnte forbrydelser, så er overrepræsentationen typisk mere end 3 gange.

Faktisk, hvis man skal dømme ud fra de som fanges og dømmes, så udgør indvandrere og efterkommere fra Tyrkiet, Marokko, Somalia, Afghanistan, Irak, Libanon og Pakistan 20,8 procent af alle voldtægtsforbrydere i Danmark, 11,4 procent af alle voldsforbrydere, 22,7 procent af alle røvere.

Men da de også truer mere og alvorligere end gennemsnittet, kan andelen reelt være højere, for det er ikke sikkert, at modet til at anmelde dem er lige stort, som i andre tilfælde.

Det skal siges at i 2000, hvor denne statistik startede, der udgjorde ovennævnte landegrupper kun 2,8 procent af den mandlige befolkning mellem 15-50 år. 

Ifølge seneste opgørelse (oktober 2011) er andelen vokset til 4,3 procent. Så som et groft snit har de udgjort omkring 3,5 procent af den mandlige befolkning i alderen 15-50 år siden 2000.

Det vil sige af overrepræsentationen ved røverier og voldtægter er på 6-7 gange gennemsnittet for alle mænd og for vold på 3 gange normalen for alle mænd.

Nu er der stor forskel også på ovennævnte lande. Afghanere har det laveste kriminalitetsindeks af de syv landegrupper og Libaneserne det højeste fulgt af somalierne.

Indvandrere og efterkommere fra disse to lande er også de dømte i 7,3 procent af alle voldtægtsdommene i periode 2000-2010 (minus 2001 og 2003 som statistikken ikke dækker).

De er de dømte i 3,9 procent af alle voldsdomme og som prikken over i'et i 9,2 procent af alle domme for røverier.

Deres andel af 15-50 årige mænd?

I år 2000 var den 0,70 procent og i oktober 2011 på 0,92 procent. Altså som groft snit på 0,81 procent.

Altså 9 gange overrepræsenteret i kategorien voldtægt. 5 gange i kategorien vold og 11 gange, når det kommer til røverier.

Man skal vælge ens indvandrere med omhu.

Pladderhumanisterne skal tage med i betragtningen, at deres synspunkt ikke er offerneutrale.

For ovennævnte syv landegrupper består per oktober 2011 af 56790 mænd i aldersgruppen  15-50 år.

De syv landegrupper har leveret 123 personer dømt for voldtægt i perioden. 7456 personer dømt for vold, mange af dem sikkert samme person dømt endnu en gang. Og 1422 personer dømt for røveri.

Det er ikke til at sige, hvor mange ofre der er bag disse tal for dømte. Flere personer kan sagtens dømmes for vold mod den samme person, omvendt bliver kun en tredjedel af al vold anmeldt, og ikke al den anmeldte vold bliver opklaret eller ender med en dom (trusler spiller ofte en rolle her). 

Skyggetallene for voldtægt er endnu højere, og sjældent fører en anmeldt voldtægt til dom. Gaderøverier bliver ikke altid anmeldt - vist nok endda sjældnere, end de bliver anmeldt (Det tyder undersøgelser i Sverige på). Butiksrøverier bliver stort set altid anmeldt og har ofte flere forbrydere og ofre per tilfælde, men de bliver ikke altid opklaret.

Men vi taler helt sikkert ofre i titusindvis, når vi tager i betragtning, at ovennævnte landegrupper har været i landet siden 80'erne og halvfemserne. 

Det bliver værre i fremtiden, for som i kan se er antallet af mænd fra de syv muslimske lande vokset fra 2,8 procent til 4,3 procent på kun 11 år.

Libaneserne er omfattet af en særlig konvention, så vi ikke kan smide dem ud, og folketinget har lige vist, at det ikke vil nægte kriminelle dansk statsborgerskab, uanset hvor grove og mangfoldige deres forbrydelser er. Man har gjort nogle enkelte undtagelser (Fis Fis), hvor man så til gengæld ikke i den praktiske verden kan smide dem ud.

Libaneserne var 5300 mænd i alderen 15-50 år tilbage i 2000, og de er nu oppe på 7630 mænd i samme alder per oktober 2011.

De er dømt - målt på persondomme - for vold i alt 1507 gange i perioden. Det betyder langt fra, at over 20 procent af dem er dømt for vold, primært på grund af gengangere, der får lov til at udvikle sig til massevoldsmænd. I Danmark får man virkelig lov til at slå på tæven mange gange - 16 gange til eksempel - og skal gøre noget livstruende, før hammeren falder.

Der er helt sikkert en vægtig del af denne gruppe, der skaber ofre på samlebånd, men vi kan ikke smide dem ud, for deres rettigheder tæller mere end deres mange ofre, tidligere og kommende.

Vi sætter en enkelt forbryder over vedkommendes mange ofre - for cirka 50 procent af dømte voldsmænd bliver dømt for vold igen - hvor af mange, der udsættes for grove overfald og røverier, får ødelagt deres liv.

Mange af de andre landegrupper har vi svært ved at smide ud, det er vel nærmest kun tyrkere, som vi relativt smidigt kan smide ud?

Når man snakker menneskerettigheder i dette land, er det ikke ofrene for kriminalitet, som man taler om. Det er blot en nøgtern konstatering, og jeg kan personligt ikke tage selektive humanister alvorligt - slet ikke, når de ikke så meget som har et barn i børnefonden, eller personligt yder afsavn, praktiserer hvad de prædiker, bor i en ghetto, eller sender deres børn i en skole med etnisk kolorit.

Skulle nogen undre, hvad personer fra de syv lande har stået bag med hensyn til den groveste forbrydelse af alle, nemlig manddrab?

Svaret er 15 procent af alle manddrabsdomme. Tallet trækkes dog op af den sag, hvor man kollektivt dømte ni pakistanere for manddrab i forbindelse med æresdrabet på Ghazela Khan.

45 manddrabsdomme i alt i perioden.

Danskere er til sammenligning tildelt 219 domme for manddrab i perioden.

79 mord i perioden er begået af indvandrere og efterkommere.

Groft sagt er 27 procent af alle mordere importeret og 2010 satte klokkeklar rekord med 57 domme for mord.

Det samme er 33 procent af alle voldtægtsmænd, for det er indvandrer/efterkommer andelen totalt.

20 procent af alle voldsmænd.

35 procent af alle røvere.

At tænke tilstrækkeligt med år ud i fremtiden

Tænker vi kun tyve år ud i fremtiden, så er der ikke meget, der er forandret. Da udlændingeloven af 1983 blev gennemført stod Birthe Rønn Hornbech med det minoritetssynspunkt, at vi skulle tænke konsekvenserne af loven 20 år ud i fremtiden. Men der skete ikke den store forandring på de tyve år, og der sker heller ikke den store forandring de kommende tyve år. Hvis vi skal forstå den forandring vores samfund undergår, så skal vi tænke over længere tidshorisonter.

Snaphanen kører i dag fokus på en tyve år gammel kronik af Lene Kattrup, citat fra artiklen:

SOM dyrlæge har jeg erfaret, at stridigheder opstår, hvis man i en dyrebestand for hurtigt og ukoordineret lukker for mange andre individer med en lidt fremmed baggrund ind. Det er en naturlov. Det er selvfølgelig lidt ukultiveret og primitivt af dyrene. Men det er en uomtvistelig kendsgerning, man ikke kan lave om på. Faktisk mener jeg ikke, mennesker er så anderledes end dyr, hvad dette angår. Det er pinligt, og det burde ikke være sådan. Men sådan er det.

Det er et ganske alarmistisk budskab, man kunne også sige, at det er for alarmistisk i forhold til den begrænsede forandring af samfundet, som vi er vidne til.

Men skal budskabet så affejes? Eller er problemet med budskabet nærmere, at man betragter problemet, som nært forestående eller en overhængende trussel. Og dermed en klar overdrivelse?

Lene Kattrup nævnede i kronikken for tyve år siden ingen profeti for, hvornår "menneskedyrene" med forskellig baggrund begyndte at bide, rive, flå og slås indbyrdes.

Men kronikken ender med følgende remse:

POLITIKERNE bliver faktisk nødt til at drage konsekvenserne. Gør de det ikke snart, er det lige meget, for så er det for sent alligevel.

Det var altså i hendes optik for tyve år siden et akut problem, som der skulle gøres noget ved her og nu. Her er jeg stærkt uenig.

Antallet af muslimer i Danmark er i dag omkring 4-5 procent af befolkningen. Det har taget 40 år at nå hertil. Frankrigs muslimske er cirka den dobbelte, men selv med en åben ladeport for familiesammenføring risikerer vi ikke nødvendigvis at nå samme andel af befolkningen om 20-30 år.

Det siger jeg af følgende årsager:

Det krævede ikke blot 20 år med åben familiesammenføring at nå hertil, men en meget liberal adgang til de facto flygtninge og familiesammenføring: Et hul, der nu er lukket. Samtidigt står 24 års reglen og tilknytningskravet ved magt.

Antallet af ikke-vestlige efterkommere under 24 år er under alle omstændigheder kun omkring 100.000, hvoraf en ikke uvæsentlig andel er fra lande som Rusland, Ukraine, Thailand, Vietnam osv., der også regnes som ikke-vestlige lande.

En åben ladeport for familiesammenføring kan altså maksimalt føre til 100.000 nye indvandrere de kommende 20+ år. Den åbne ladeport har vi nu ikke engang - lige så vel, som heller ikke alle muslimer vil vælge at hente den kommende ægtemage i udlandet.

Den kraftige muslimske indvandring vi oplevede mellem 1983 og 2001 skyldtes, at vi havde en masse de facto flygtninge og gæstearbejdere, der ikke blot kunne hente ægtemager og børn til landet, men også bedsteforældre.

Den nuværende høje nettoindvandring, vi har i dag, består i ringe grad af muslimer. der kom i 2010 i alt lidt over 3700 polakker til Danmark, hvilket er tæt på det samme antal, der totalt kom fra muslimske lande.
Den andenstørste (genindvandrede danskere ikke medregnet) indvandringsgruppe i 2010 var fra USA med omkring 2650 indvandrere, skarp fulgt af rumænere med omkring 2400. I alt 18 lande leverede over 1000 indvandrere til Danmark i 2010. Og ingen muslimske lande var blandt dem - medmindre man betragter Indien som et muslimsk land!

Den største gruppe af muslimer i Danmark er tyrkerne. Deres indvandring i 2010 var på 763 personer. Den anden største gruppe muslimer, pakistanernes, var på 785.

Alt i alt ud fra en samlet bruttoindvandring til Danmark i 2010 på over 68.000 var under 4000 fra rene muslimske lande. Under 3000 yderligere var lande som Indien og afrikanske lande, hvor der eventuelt kan være tale om muslimer. Altså noget svært at sandsynliggøre, at indvandringen af muslimer tæller så meget som ti procent af den samlede bruttoindvandring til Danmark.
Enhver alarmisme her vil med rette tale til døve øren.

Se selv i denne statistik, hvis du ikke tror mig.

Selv hvis vi forestillede os, at vi om 20 år havde 10 procent muslimer i Danmark. Så er der også grænser for, hvor slemt det er. Frankrig i dag med det dobbelte antal muslimer er stadig Frankrig med et flertal af franskmænd.

Vi vil få flere røverier, mere vold, flere voldtægter, mere hærværk - flere pøbeloptøjer og afbrændte biler, mere chikane af blondiner med store patter og blege danskere, der uheldigvis bor i en ghetto. Det vil ske flere skyderier og baghold mod politiet, som vi ser det i Frankrig.

Men når indvandringen er så lav fra muslimske lande og så meget højere fra ikke-muslimske, så er det svært at se, hvordan vi skulle komme i nærheden af 10 procent muslimer i Danmark om 20 selv 30 år.

Min pointe med dette er, at en hvilken som helst form for akut alarmisme angående muslimsk indvandring er dømt til at være overkill. Den tager ikke udgangspunkt i virkeligheden.

Et akut problem er selve nettoindvandringen uden skelnen til at ophav, for hvor skal 25.000 nettoindvandrere arbejde, hvad skal de leve af? Kan vi skabe 250.000 private arbejdspladser i årtiet? Eller medfører det yderligere 250.000 på overførselsindkomst?

Men islamismens trussel mod det danske samfund er langt fra akut. Den er endnu i småtingsafdelingen.

Betyder det så omvendt, at den manglende alarmisme er den rigtige tilgang?

Det mener jeg heller ikke, at den er.

For kigger vi 60 eller 120 år ud i fremtiden, så er billedet ganske anderledes.

Muslimer føder i gennemsnit 1,7 gange flere børn end danskerne, som jeg tidligere har regnet ud baseret på faktiske fødselstal set i forhold til andelen af kvinder i den fødedygtige alder. Det skyldes kombinationen af flere børn per kvinde, og at muslimske kvinder føder børn i en tidligere alder i gennemsnit.

At de føder 1,7 gange så mange børn har ikke meget betydning, når antallet af muslimske kvinder i den fødedygtige alder kun er til eksempel 100.000. Hvis de 100.000 fødedygtige føder 3 børn per kvinde og dermed 300.000 børn, så gør det ikke den store forskel i forhold til en 1.000.000 danske kvinder i den fødedygtige alder, der føder 1.800.000 børn for at nævne et eksempel.

Men det gør en stor forskel på lang sigt. For når danske kvinder kun føder 1.8 barn per kvinde, så skrumper befolkningen af danske efterkommere, og de vil kun være knap 4 millioner om hundrede år.

De 100.000 tusinde muslimske mødre vil derimod forudsat, at de fortsat føder i gennemsnit omkring 3 børn per kvinde, vokse.

Blandt de 300.000 muslimske efterkommere født af den 100.000 vil 150.000 være kvinder, der vil føde 450.000 børn. Af de 450.000 vil 225.000 være være kvinder, der vil føde 675.000 børn, hvor af halvdelen er kvinder, der vil føde omkring en million børn og så fremdeles. Det skaber store forskelle over 4-5 generationer. Det hvis de altså fortsætter med at føde tre børn per kvinde.

Ændrer fødselsmønstrene hos muslimer sig ikke markant de kommende tre generationer, så ender muslimerne på over 30 procent af befolkningen omkring 100 år fremme i tiden.

For lande som Tyskland er problemet oven i købet akut, men man kan så se på baggrunden af debatten omkring Thilo Sarazzins bog, at når vi taler om matematikken i demografien, så står han og andre med en tabt sag forståelsesmæssigt. Selv når det er akut.

For vores eget vedkommende kommer Tysklands skæbne, næppe om tyve år, men måske nærmere om 40-80 år, til at være en øjenåbner af karat.

Indtil dette sker, taler vi set med mine øjne til døve ører. Lene Kattrups dystre profeti, kan nemlig let tænke sig at blive blodig alvor, når den muslimske befolkning er 30 procent af befolkningen, og den oprindelige tyske kultur ser sig for alvor truet.

Allerede nu er 1/3 barn født i Tyskland med immigrantbaggrund. Som Gunnar Heinsohn er inde på, så vil de langt før, de bliver flertal af den tyske befolkning, være et flertal blandt de unge og samfund, der har overskud af unge mænd har historisk været mere krigsvillige.

Men de fleste i etablissementet vil gå ud fra, at de muslimske kvinder ender med af føde lige så få børn som os. Så her, er der ifølge dem, heller ikke noget problem.

Jeg vil helt klart gå med til, at der er en mulighed for, at de efter nogle generationer ophører med at føde 1,7 gange så mange børn som os. Dels fordi de føder færre børn per kvinde og dels fordi, befolkningspyramiden i første omgang for deres andel kommer til at rumme flere kvinder på 49 år end på 20 år. Begge dele dog kun midlertidigt.

For der er også en mulighed for at, at de muslimske kvinder i en periode først falder med hensyn til børnefødsler, hvorefter de igen vender tilbage til 3 børn per kvinde og endda over 3 barn per kvinde.

Hvordan det kan lade sig gøre, finder man ikke et noget mere tydeligt eksempel på end Israel.
Tidligere fokuserede man i Israel meget på, hvordan araberne i Israel fødte flere børn end israelske kvinder og dermed kunne ende med at blive flertal en dag.

Det taler man ikke længere om, for araberne er forlængst blevet overhalet af en som udgangspunkt mindre gruppe, nemlig de ultraortodokse jøder - haredi-jøderne.

De udgør kun ti procent af den jødiske befolkning, men da de føder over 7 barn per kvinde, så er de ophav til knap 30 procent af børnene i Israel.

Eller sagt på en anden måde, når 1000 israelske kvinder føder omkring 2,7 barn per kvinde (eller fødte for nogle år siden). Så betyder det, at de 900 mere eller mindre verdslige af dem føder omkring 2,2 barn per kvinde i gennemsnit, og de resterende 100 Haredikvinder føder 7 barn per kvinde (faktisk endda omkring 7,6). De 90 pct af de 1000 israelske jødiske kvinder føder altså 2000 børn, hvor de resterende 10 procent føder i alt 700 - i alt 2700 børn.

Hvis dette mønster fortsætter i næste generation, så er der for hver tusinde jødiske kvinder i 300 haredikvinder (Jævnfør at de udgør 30 procent af de kommende mødre), der føder 2100 børn (eller 7 barn per kvinde) og 700 verdslige jødiske kvinder, der føder 1540 børn (eller 2,2 barn per kvinde).

Den samlede fødselsrate for jødiske kvinder vil altså være på 3,6 barn per kvinde i næste generation på grund af at en som udgangspunkt lille gruppe ortodokse jøder føder utroligt mange børn.

Det i et land, hvor den samlede fertilitet per jødiske kvinder faldt fra 6 barn i 1960, til 3 barn i 1980, og siden er faldet lidt mere. I fremtiden vil den gå op ad, er jeg ikke bange for at spå.

Jeg kan kun anbefale bogen af Eric Kaufmann, Shall the religious inherit the earth. Specielt kapitlet om haredi-jøderne.

Kaufmann påpeger blandt andet, at parallelt med at den jødiske fertilitet faldt generelt, så er den hos de ultraortodokse jøder steget og faktisk blevet højere, end den var i firserne. (fra 6,5 barn per kvinde til omkring 7,6 i dag)

Det samme mønster kan vi se blandt muslimer i Danmark. Flertallet af dem bliver angiveligt og forhåbentligt integreret, 80 procent af dem begynder måske at føde to barn per kvinde, hvilket i en generation eller to fører til at fertilitetsraten per muslimske kvinder falder.

Men blandt de muslimske indvandrere i Danmark og andre steder er der også en gruppe på 5-10 procent, der er ultraortodokse og konservative og får 6-7-8 barn per kvinde. Denne gruppe vil angiveligt være større om 2 generationer, medmindre man tror på en urealistisk stor brydning af den sociale og kulturelle arv, og den vil være så stor, at den vil være i stand til at presse fertilitetsraten op for muslimer samlet set, så på langt sigt vil muslimernes fødselsrate altså kunne stige igen - også potentielt over 3 barn per kvinde.

Jeg tror personligt ikke på brydningen af den sociale og i dette her tilfælde kulturelle arv i nævneværdigt omfang. Det vil være svært at have en stor islamisk ortodoks familie, der i bedste fald udstøder en som frafalden, eller hvis man ikke er tilstrækkeligt religiøs. I værste fald vil slå en ihjel, fordi man eventuelt ønsker at finde ens egen ægtemage, eller eventuelt kan mistænkes for at være ateist eller frafalden. Den sociale kontrol og "arv" er i denne sammenhæng noget stærkere, end vi normalt kender til.

Salafisterne, der for tiden er oppe i medierne med deres krav om shariakontrollerede zoner, de er i dag fåtallet af muslimer, men det er dem, der føder børnene, så i fremtiden kan de groft sagt udgøre flertallet af muslimer. En fremtid, der dog ligger nærmere hundrede år ude i fremtiden, nærmere end 20 år.

Som man kan læse i Kaufmanns bog, så troede Israels sekulære grundlæggere ikke, at haredi -jøderne ville overleve det tyvende århundrede. Hvordan kunne så "mørk" en overtro overleve moderne tider?
I den jødiske stats første årtier var haredi-jøderne anonyme, og ingen betragtede dem som et problem. Det var først i 1977, at de fik betydning inden for politik. Fra firserne til i dag, er de gået fra 5 procent af Knesset, Israels parlament, til omkring 15 procent.

Vi kan næppe heller forestille os ortodoks og konservativ, traditionel eller Salafi Islam vokse i fremtiden. Forestille os den overleve det 2100 århundrede og gennemsekulære Danmark. Når jeg siger vi, mener jeg flertallet. For selv er jeg ikke i tvivl, at hvad der har overlevet 1400 år vil også overleve 1500 år og mere. Også i hyggegode og afslappede sekulære Danmark.

Et nødvendigt opgør med myten om manglen på arbejdskraft

Myten om, at vi mangler arbejdskraft, vil ingen ende tage. Den er særdeles sejlivet, men ikke desto mindre en klokkeklar myte.
Ellers særdeles fornuftige personer, som Asger Aamund med flere, henviser til autoriserede kilder, som OECD og Rockwoolfonden og peger på, at vi i fremtiden vil mangle arbejdskraft. Der er bare det, at førstnævntes talgrundlag er dybt forkert. Sidstnævntes præmis er helt forkert.

At OECD begår dens beregninger på et forkert statistisk og talmæssigt grundlag, det har jeg både belyst og bevist her (Artiklen er just omskrevet, så forklaringerne og pointerne burde fremstå tydeligere).

Rockwoolfondens og andres undersøgelser hviler på et forkert præmis. Nemlig det, at vi i efterkrigstiden fødte nogle ekstra store generationer på op omkring 80.000 børn om året, og i firserne gik i den modsatte grøft og fødte nogle historisk lave generationer ned til omkring 50.000 børn året for at nævne ekstremerne.

Når jeg siger forkert præmis, sigter jeg naturligvis ikke til de faktuelt korrekte tal for de historiske børnefødsler. Men til at præmissen bruges til at danne grundlag og belæg for den konklusion, at vi mangler arbejdskraft i fremtiden. Præmissen holder med andre ord ikke i forhold til konklusionen.

Der er nogle andre præmisser, der er mere afgørende for om denne konklusion holder eller ej:

1. Når vi siger, at de store generationer forlader arbejdsmarkedet, så er det faktuelt forkert. De store generationer er nemlig i høj grad på efterløn, førtidspension, eller på anden måde uden for arbejdsmarkedet.

Antallet af 55-66 årige uden for arbejdsstyrken - altså beskæftigelse - var i 2009, da jeg lavede beregningerne, faktisk højere end andelen med et arbejde. Med andre forlader omkring halvdelen af de store generationer ikke arbejdsmarkedet, men en overførselsindkomst.

2. Danmarks befolkning er siden 1980 vokset med 400.000 personer på grund af indvandring. Hvis man antager, der var et hul, der skulle lappes, så er det altså allerede lappet.

3. Man skal først og fremmest måle mangel på arbejdskraft ud fra, hvor mange der faktisk er beskæftigede og ikke ud fra, hvor mange der er til rådighed i arbejdsstyrken.
Antallet af beskæftigede i 2010 - alt inklusive med også arbejdstagere under 15 år og over 67 år var på 2,68 mio. personer. (RASA1 i Statistikbanken).

Arbejdsstyrken (16-66 årige.) til rådighed om 20 år er lig med antallet af 0-46 årige i dag plus fem generationer af endnu ufødte børn (i gennemsnit cirka 65.000 nyfødte om året for tiden), plus eventuel fortsat nettoindvandring (omkring 25.000 om året, hvis nettoindvandringen fortsætter som i 2010 - BEV21 i Statistikbanken)

Tager vi først de 0-46 årige i dag: Så udgør de ifølge Danmarks Statistik per 1. juli 2011 i alt 3,3 mio. personer.

Dertil kommer så fem generationer af ufødte, der også vil indgå i arbejdsstyrken om 20 år - cirka fem gange 65.000, altså 325.000.

Så arbejdsstyrken i grove træk uden yderligere indvandring vil altså være på over 3,6 mio. i 2031.

Så bør der medregnes en eventuel fortsat nettoindvandring på 25.000 om året, for det er nu en gang, den vi har og vil have svært ved at holde lavere i fremtiden (Stramningerne under VKO sendte kortvarigt nettoindvandringen ned, før den igen satte historisk rekord).

Under den antagelse - for nemhedens skyld, at 2/3 dele af kommende indvandrerne har en alder, der medfører, at de fortsat er i arbejdsstyrken i 2031, så vil indvandrerne øge arbejdstyrken i 2031 med yderligere 333.333 personer.

Altså vil arbejdsstyrken bestående af 16-66 årige i alt være omkring 3,9 mio. i 2031.

Men hov, vi har jo kun knap 2,7 mio. beskæftigede i alt. Og ser vi tilbage over de sidste 30 år, så har det antal været nogenlunde konstant mellem 2,5 mio i dårlige tider og 2,8 mio. i gode tider. Det eneste, der reelt er vokset i de sidste 30 år (og mere til), det er antallet af offentlige ansatte.

For eksempel var der 2,74 mio. beskæftigede i 1988 (RAS1 i Statistikbanken), men færre offentlige ansatte dengang. Modregnet offentlige ansatte, var beskæftigelsen faktisk bedre i 1988, end den var i rekordårene 2007-2008.

Der var 801.000 potentielt offentlige ansatte i 1988, ifølge Statistisk årbog 1991 side 166. Det er medregnet kategorien "undervisning og forskning", hvor en del af forskningen angiveligt var i privat regi. Såvel som det samme kan siges om kategorien, sundhedsvæsen og socialvæsen, hvor det kan mistænkes at en lille andel angiveligt også var private ansatte. Så tallet var angiveligt lidt lavere end 800.000.

I 2010 var antallet af offentlige ansatte målt som personer 876.000, hvilket angiveligt er i underkanten af det reelle antal, da den høje grad af udliciteret offentlig beskæftigelse i dag vil tælle som privat arbejde.

En arbejdsstyrke på 3,9 mio. personer i 2031 og selv en på 3,6 mio. er altså ren overkill.

Konklusionen om, at vi mangler arbejdskraft i fremtiden er altså ubetinget forkert, uanset dens respektable ophav i flertal. Den hviler på helt forkert præmisser, hvor det reelle præmis specielt er indbefattet i ovenstående punkt 3.

En anden måde at anskue den formodede mangel på arbejdskraft på, det er ved at i stedet for at regne med antallet af beskæftigede personer. Så regne med hvor mange fuldtidsstillinger, disse beskæftigede repræsenterer.

Tager man disse briller på, så er beskæftigelsesgraden endnu lavere:

Fra INVD1 statistikken i Statistikbanken.
Fuldtidsbeskæftigede - Hele landet	2009
Personer i alt	2.207.402
Indvandrere fra vestlige lande	65.833
Indvandrere fra ikke-vestlige lande	86.782
Efterkommere fra vestlige lande	4163
Efterkommere fra ikke-vestlige lande	11.517
Personer med dansk oprindelse	2.039.107
Fra Folk1 statistikken i Statistikbanken
Indvandrere plus efterkommere i alt (antal af 16-66 år i 2009 tal)
402.625
Beskæftigede indvandrere plus efterkommere i antal	i pct beskæftigede:
168.295	41,80
Dansk oprindelse i alt (16-66 år)
3.291.509
Beskæftigede danskere i antal	i pct beskæftigede:
2.039.107	61,95

Omsat til fuldtidsbeskæftigelse arbejder altså kun 62 procent af arbejdsstyrken med etnisk dansk ophav.

Tager vi indvandrere og efterkommere taler vi kun knap 42 procent, når arbejdet omregnes til fuldtidsbeskæftigelse.

Altså 2,2 mio fuldtidsstillinger pt. og i 2031 kan vi have en arbejdsstyrke på 3,9 mio. hvis den nuværende indvandring fortsætter.

Vi vil angiveligt ende med at mangle kvalificeret og uddannet arbejdskraft, men ikke personer til rådighed i arbejdsstyrken.

Jo mindre vi gør for at kvalificere den allerede til rådighed værende arbejdsstyrke, jo flere indvandrere vi henter i udlandet, jo flere skubber vi uden for arbejdsmarkedet.

Løkke glemmer mindre præmisserne end alle andre

JPs Faktameter er alletiders idé, men nogle gange kastes der med sten fra glashuset.

Lars Løkke Rasmussens påstand undersøges af Faktameteret:

»Hver gang fem forlader arbejdsmarkedet for at gå på pension, står kun fire klar til at tage over,« sagde han i sin nytårstale, og han har siden gentaget budskabet igen og igen.

- og når det giver ham delvist ret. Så synes jeg, vi skal diskutere præmisset og min anke er, at man kun forlader arbejdsmarkedet, når man forlader en arbejdsplads, og det gør kun knap 70 procent af befolkningen i den arbejdsdygtige alder.
Fastholder man princippet fødte, mindre en personer med kort tid til otiummet, så er det korrekt.
Der er bare en mindre andel af befolkningen der arbejder.

I 1981 arbejdede halvtreds procent af befolkningen, i dag 47,6 procent.

De som er på overførselsindkomst, kan kun se frem til at skifte type af overførselsindkomst, for vi har en nettoindvandring på 25.000 for tiden, hvilket er et pænt tilskud og angiveligt primært i den arbejdsdygtige alder.

Den største generation er ikke 55-66 årige, det er en myte. Nok var de mange, da de blev født, men de har nået en alder, hvor de i stigende grad stiller træskoene.

Den største generation er 34-44 årige, ikke fordi vi har født mange børn siden 1967, men fordi vi har modtaget mange indvandrere i den aldersgruppe.

Det store spørgsmål er, hvor skal over 250.000 indvandrere per årti arbejde?

Sådan ser arbejdsmarkedstilknytningen ud i de forskellige aldersgrupper - bemærk af over halvdelen af 55-66 årige ikke arbejder, det gør i det hele taget kun 69,84 procent af alle 15-66 årige:

Indvandringen har ændret karakter

Indvandringen bliver ikke mere økonomisk af at ændre karakter, da antallet af værdiskabende arbejdspladser ikke stiger med de omkring 25.000 om året, som nettoindvandringen for tiden er på. Men ændret karakter har den!
Der kommer flere fra USA, Australien, Canada, end der kommer muslimer til Danmark.
Der kommer flere fra Filipinerne, Kina, Thailand og Ukraine, end der kommer fra muslimske lande.
Som det ser ud nu, er vi på vej mod et rigtigt multikulturelt samfund og ikke et, der består af to solide parallelsamfund, hvor muslimerne bevæger sig mod et flertal, forudsat altså, at de mest ivrige muslimer, der føder over 3 børn i gennemsnit, deres efterkommere holder op med det inden for 4+ generationer.

Der kommer næsten 9 indvandrere fra alene de 22 største indvandringslande i EU og den vestlige verden, når der kommer en indvandrer fra et muslimsk land til Danmark.

Og når vi en dag (i flertal eller markant antal) finder ud af, at enten afmonterer vi velfærdsstaten bid for bid, eller vi begrænser indvandringen - for den er, uanset hvad man tror, ikke begrænset, men historisk høj - så er slutresultatet, mere sink or swim, eller mindre indvandring, ikke nødvendigvis dårligt.

Den økonomiske katastrofe er uafvendeligt på vej. Uanset om vi sorterer indvandringen efter værdiskabelse og kriminalitetsrate, eller indfører mere sink og swim, så kan det kun blive bedre. For samfundet vi har nu, er i økonomisk forstand ved at kollapse under dets egen vægt.

På en måde hylder jeg den nuværende indvandring, da den gør et muslimsk flertal sværere, skubber den uholdbare økonomi det sidste stykke ud over kanten og tvinger os til at lave nogle fundamentale reformer af velfærdsstaten, yde mere og først nyde, når vi har gjort det.

Her er tallene for de seneste fem kvartalers indvandring, sorteret efter mængden i sidste kvartal (Kilde: Statistikbanken):

Blå = top vest og EU-lande		56909	<---sum blå total
Gul = muslimske lande		6588	<---sum gule total
Rød = top 5 ikke vestlige lande		9194	<---sum røde total
	2010K1	2010K2	2010K3	2010K4	2011K1	Landesum
USA	1279	609	1997	473	1294	5652
Sverige	1311	1145	1678	1141	1276	6551
Polen	782	783	1200	878	911	4554
Tyskland	905	625	2032	819	904	5285
Rumænien	454	355	837	712	713	3071
Norge	597	440	1656	365	654	3712
Storbritannien	685	689	1051	610	630	3665
Indien	342	282	458	451	511	2044
Frankrig	417	231	719	332	438	2137
Spanien	435	281	886	441	415	2458
Australien	360	244	434	178	407	1623
Kina	403	237	762	288	395	2085
Ukraine	396	341	373	320	392	1822
Filippinerne	397	449	381	412	389	2028
Litauen	376	338	710	475	385	2284
Grønland	500	409	1066	436	364	2775
Italien	362	171	485	263	348	1629
Letland	213	164	440	244	250	1311
Nederlandene	227	148	327	167	250	1119
Færøerne	258	153	798	158	238	1605
Tyrkiet	211	136	296	162	208	1013
Nepal	49	45	93	68	207	462
Island	229	230	684	110	197	1450
Pakistan	103	148	175	164	197	787
Bulgarien	172	201	385	295	196	1249
Canada	171	94	304	103	191	863
Syrien	63	109	220	123	175	690
Ungarn	146	104	243	128	160	781
Thailand	217	274	305	260	159	1215
Iran	118	131	178	136	157	720
Afghanistan	111	132	209	165	154	771
Schweiz	112	110	210	104	134	670
Finland	145	43	197	58	130	573
Brasilien	123	87	185	90	121	606
Belgien	118	75	226	77	120	616
Rusland	124	87	109	94	119	533
Tjekkiet	93	38	141	65	112	449
Østrig	116	54	164	57	109	500
Singapore	116	93	153	57	108	527
Grækenland	66	23	135	73	107	404
New Zealand	75	66	67	26	93	327
Portugal	71	40	105	58	89	363
Kenya	33	23	45	27	89	217
Japan	62	62	152	45	86	407
Slovakiet	61	46	114	58	70	349
Etiopien	61	59	48	33	65	266
Uoplyst	66	98	80	74	63	381
Mexico	58	30	94	29	60	271
Irland	71	53	98	64	59	345
Vietnam	70	78	82	85	58	373
Sydkorea	38	15	64	19	57	193
Sydafrika	51	32	55	35	51	224
Libanon	43	75	100	64	45	327
Bhutan	1	3	4	3	43	54
Irak	85	60	56	70	43	314
Egypten	22	49	61	22	42	196
Nigeria	18	22	32	33	42	147
Estland	41	24	113	84	39	301
Ghana	26	26	87	37	39	215
Argentina	26	25	17	14	38	120
Somalia	13	25	23	11	36	108
Chile	13	28	42	25	34	142
Sri Lanka	17	20	41	25	34	137
Bangladesh	24	38	60	54	33	209
Uganda	25	45	46	18	32	166
Congo, Demokratiske Republik (tidl. Zaire)	0	13	8	4	30	55
Forenede Arabiske Emirater	33	81	84	41	30	269
Luxembourg	26	16	55	19	29	145
Serbien	20	21	31	38	28	138
Marokko	21	17	47	36	27	148
Qatar	23	52	34	30	27	166
Slovenien	27	9	38	23	26	123
Cameroun	8	5	43	10	25	91
Colombia	27	16	52	22	23	140
Malaysia	63	38	50	34	23	208
Tanzania	14	32	36	32	20	134
Bolivia	5	12	10	9	20	56
Peru	19	16	16	10	20	81
Makedonien	10	22	16	27	19	94
Kosovo	17	16	21	19	16	89
Taiwan	26	8	29	10	15	88
Libyen	1	0	1	1	14	17
Indonesien	20	14	26	12	14	86
Israel	28	40	46	28	14	156
Venezuela	10	5	32	7	13	67
Jordan	7	18	19	11	13	68
Sudan	6	3	17	4	12	42
Usbekistan	7	1	4	3	11	26
Congo	22	3	5	1	11	42
Zambia	11	7	15	11	11	55
Bosnien-Hercegovina	24	17	23	25	10	99
Hviderusland	14	11	29	23	10	87
Gambia	6	9	7	8	10	40
Yemen demo. folkerep	8	3	2	1	10	24
Kroatien	7	2	31	7	9	56
Moldova	10	10	18	6	9	53
Tunesien	6	16	22	9	9	62
Zimbabwe	3	6	6	7	9	31
Costa Rica	13	6	6	5	9	39
Rwanda	88	8	4	0	8	108
Cuba	6	7	4	6	8	31
Bahrain	5	5	5	2	8	25
Myanmar (tidl. Burma)	69	36	13	17	8	143
Cypern	13	7	8	8	7	43
Ecuador	4	8	15	8	7	42
Oman	8	14	8	3	7	40
Georgien	2	3	3	3	6	17
Malta	9	6	6	13	6	40
Saudi-Arabien	5	14	20	11	6	56
Kasakhstan	6	7	16	5	5	39
Burundi	6	5	1	2	5	19
Senegal	4	0	2	3	5	14
Dominikanske Republik	1	6	7	0	5	19
Armenien	3	6	3	6	4	22
Algeriet	4	7	13	7	4	35

For perspektivets skyld, sådan så det ud for de "gule" lande i perioden 1996-2000 (vel at bemærke her er det fire kvartaler, hvor det foroven er fem):

		1996	1997	1998	1999	2000
Hele landet	Bosnien-Hercegovina	2341	1579	415	195	187
	Kosovo	0	0	0	0	0
	Tyrkiet	1480	1153	1377	1352	1303
	Algeriet	38	40	54	22	32
	Egypten	161	150	104	178	161
	Libyen	4	6	16	6	2
	Marokko	288	240	272	251	224
	Nigeria	93	107	77	73	60
	Somalia	2012	1508	1010	583	430
	Sudan	24	20	21	6	14
	Tunesien	55	34	49	62	64
	Afghanistan	307	291	378	287	513
	Bangladesh	75	53	54	80	83
	Forenede Arabiske Emirater	65	65	75	75	48
	Irak	1024	962	1913	899	1377
	Iran	375	357	374	342	601
	Jordan	132	168	325	209	348
	Libanon	289	275	361	306	503
	Oman	16	23	9	6	10
	Pakistan	681	564	721	687	1002
	Qatar	16	69	59	78	83
	Saudi-Arabien	137	264	55	83	90
	Syrien	138	139	259	264	319
	Yemen, Arab.Rep	0	0	0	0	0
	Yemen demo. folkerep	15	24	10	10	3
		9766	8091	7988	6054	7457