Værdiladede udtryk væk - zombiesprog ind

Man skal ikke bruge for stærke ord, når synden er lille, men man skal heller ikke bruge for svage ord, når synden er stor. Men den politiske korrekthed eufemistiske udenomssnak fortsætter:

Liberal MP Justin Trudeau said the government should not call honour killings “barbaric” in a study guide for would-be Canadian citizens…

“There’s nothing that the word ‘barbaric’ achieves that the words ’absolutely unacceptable’ would not have achieved,” Trudeau, the Liberal immigration critic, said.

Via Snaphanen

Der er heller ikke noget i Peter Lundins adfærd, eller andre massemorderes, som 'alvorlig forbrydelse' alene kan betegne, eller hvad?

At myrde ens eget afkom, ens egne børn, det er hvad vi normalt her ville forbinde med noget af den stærkeste ondskab og psykopati.

Dr. stone placerer psykopater, der slår deres egne børn ihjel højt på hans skala over "ondskab:"

Nej, alt er ikke bare lige fedt, alle kulturer er ikke lige, og selv om ovenstående ikke kan slå det prima eksempel på rød stær på kulturrelativisme skalaen, som Sam Harris stødte ind i, så er det tæt på.

For den rene er alting er rent

Der granskes bag bøge og i gamle bøger, for at finde det mindste citat som kan inkriminere en DFér, eller et andet højreorienteret "dumt svin".

Sådanne urimelige forhold skal naturligvis ikke times godhedens skarer, der har den rette tro:

Den fiktive Johannes udgav sig for at være en entusiastisk klimadebattør og kom i kraft af sin tilsyneladende store viden i kontakt med alt fra amerikanske skuespillere og medlemmer af den amerikanske regering til medlemmer af folketinget og byrådene rundt omkring i Danmark...

Også Helle Thorning-Schmidt (S) og Manu Sareen (R) har ifølge Marconi korresponderet med figuren Johannes Harboe, men dog ikke i samme grad som eksempelvis den daværende stifter af Borgerligt Centrum, Simon Emil Amitzbøll, der opfordrede Johannes til at komme med forslag til det nye partis klimapolitik.

Kim Marconi lod derfor Johannes på Facebook blive mere og mere militant i sin retorik. Han begyndte at tale om terrorisme i forbindelse med COP15, men der var kun få ud af hans mange venner, der reagerede. Og de få, der gjorde, kom med positiv respons.

”Jeg kunne finde på at citere Baader-Meinhof – et citat, som i øvrigt også blev brugt i forbindelse med Jagtvej 69: ”Når ret bliver til uret, bliver oprør til pligt”. Jeg skrev også ”Boom! Feel anger” eller ”Hvis I ikke vil høre, må I føle”.”

Har man blot retten på sin side, så er vejen brolagt med sympati. Sandheden, ja den bør man i nogle tilfælde holde sig fra, at have på sin side.

Vatikaner af den ene eller anden art, holder jo hånden over sine præster.

Fornuften på retræte

"The Retreat of Reason" af Anthony Browne, er en lille bog på lidt over 100 sider indeholdende skarp kritik og udpensling af politisk korrekthed. Bogen kan det stærkt anbefales at læse. Ikke fordi den bringer så meget nyt på området, for læsere af denne og andre kritiske blogge.
Men fordi den er logisk og sprogligt velopbygget, samt koncist argumenterer for sin sag - det meget stærkt og simpelt.

Her lidt af sammenfatningen af bogen:

"Starting as a reaction to the dominant ideology, it has become the dominant ideology. It defines the terms and parameter of any national debate. Anything that is not PC is automatically controversial. Across the public sphere, it has replaced reason with emotion, subordinating objective truth to subjective virtue..."

"The aim of political correctness is to redistribute power from the powerful to the powerless. It automatically support those it deems victims, irrespective of whether they merit it, and opposes the powerful, irrespectively of whether they are malign or benign..."

Hans hovedpointe er at selv om politisk korrekthed er dobbelt, det vil sige bunder nogle gange i retfærdighed, så er politisk korrekthed i dag overvejende til mere skade, end gavn - dens fordele forlængst høstet:

Så skaber den blindhed over for Islam.

Gør forbrydere til ofre på bekostning af deres ofre.

Skaber dårlig disciplin i skolen og skaber neddroslede eksamenskrav - dårligere undervisning.

Den gør folk til ofre, ja og hele kontinenter som Afrika, og forhindrer dem i at tage ansvar for deres eget liv.

Forfatteren er engelsk. Så han kunne dagligt finde absurde eksempler på politisk korrekthed og fylde tusinder af sider.

Det gør han heldigvis ikke, men holder sig til enkelte symbolske eksempler og en bred diskussion af emnet og forskellige konsekvenser af politisk korrekthed, som parteres i sine enkelte bestandele.

Men som han påpeger, så er man så langt ude, at man kaster sig ud i en afklapsning af en studine som bestiller sin kaffe hvid - hvilket naturligvis betyder med rigtig meget mælk i - i den politiske korrektheds hellige navn. Det religiøse aspekt af denne, er han ikke blind for.

Det er verden til gengæld, som helst vil fornægte den er politisk korrekt, selv om den er det for fuld skrue og stort set ingen er helt undtaget.

Forfatteren er liberal og mener at politisk korrekthed intet har at gøre med den klassiske liberale model, hvor meningen netop var at alt kunne diskuteres ud fra devisen om; at hvis nogen tager fejl, så er der netop noget at diskutere.

Et samfund som ikke mangler noget, kan tillade sig at blive intellektuelt dekadent, som han skriver. Men i sidste instans kommer samfundet til at mangle sandheden, hvilket i dette tilfælde ikke blot bliver til åndeligt armod, men selv til fysisk fattigdom.

Bogen har en guide til at rense sig for Politisk korrekthed. Den kan jeg lige så vel bringe her:

“When you say something in public, ask yourself are you saying it because it is politically correct, or because you know it to be factually correct? Are you choosing intellectual laziness over emotional discomfort?”

“Be open to self-criticism, and criticism from others.”

“Don’t psychologise those you disagree with: judge what they say at face value, rather than believing there are hidden, dark motives that entitle you to dismiss what they say without thinking about it.”

“Stick to rational, evidence-based arguments, not discussions of emotionally difficult cases.”

“Feel compassion for ‘victims’, but don’t defer to them. If their victimhood is self-inflicted, deferring to them will only entrench their victimhood, rather than help them.”

“Don’t do cultural relativism: stick to a level playing field, and judge everyone by the same ethical standards. Just because someone is a ‘victim’ or a ‘minority’ doesn’t excuse unethical behaviour that you wouldn’t accept in an ‘oppressor’ or a ‘majority’.”

“Don’t feel guilty for something you weren’t responsible for: if you weren’t responsible for it, you can’t be guilty. Visiting the sins of the fathers on the sons is a contravention of the UN Convention on Human Rights.”

“Don’t feel guilt by association. Judge people by what they are in themselves, not by their tenuous links to others.”

“Don’t do zero tolerance. Humanity is not black and white, but many shades of grey. Thinking in absolutes is not thinking at all.”

“Don’t indulge in self-loathing. If you think you should be proud of yourself, and your culture, then be so. Coming from a dominant culture doesn’t make you bad.”

Hvad du måske ikke vidste om Fort Hood morderen

En længere gennemgang af forhold som undviger fokus i medierne, læs det hele her:

Selv om det er korrekt, at man ikke automatisk skal mistænke personer som er muslimer, så skal alarm klokkerne ringe, når der er så mange åbne tegn.

Personligt ville mine alarmklokker allerede ringe, når en muslimsk mand klæder sig på denne her måde - og det er Fort Hood morderen fanget på et overvågningskamera:

Jeg et offer - hav ondt af mig

Uskyldens rene offer folder sig ud i Information. En hårrejsende oplevelse, som dog er belejlig, når det skal være lettere at rive hårene af hovedet.

Forfatterinden, Yasmin Alibhai-Brown, er klummeskriver for både Independent og Evening Standard, hvor hun udfolder sig på områder som mulitikultur, immigration og diversitet.
Kritikken af hende er jeg bestemt ikke den første med, Michael Wharton, den afdøde The Times klummeskribent, beærede hende med at navngive en racisme skala efter hende:

“At 3.6 degrees on the Alibhai-Brown scale, it sets off a shrill scream that will not stop until you’ve pulled yourself together with a well-chosen anti-racist slogan.”

Denne skala var oprindeligt, så vidt jeg kan forstå -"The Prejumeter", opfundet af Peter Simple, som han satirisk bemærkede havde en internationalt anerkendt videnskabelig enhed: "Prejudons".

Jeg ved godt, jeg breder mig, men jeg er nødt til at bringe denne lille anekdote om den afdøde Michael Wharton.
På et tidspunkt fik han overtalt en ung pige inden for BBC til at udlevere deres arkiv om ham.
I dette stod der blandt andet, citat:

"Han er ikke BBC materiale"!

Men tilbage til Yasmin og hendes stakkels uskyld i Information.

Indlægget går behændigt uden om det som er den egentlige essens og hører til dem, som man må splitte ad, fordi de så afgjort fortjener det:

En af vor celebre medieateister har sendt mig en e-mail, hvori han spørger, hvordan en »godhjertet, humanistisk indstillet og intelligent kvinde« som jeg kan føle mig knyttet til »en så afskyelig religion«.

Lad mig sige tak for komplimenterne og for hans bekymring, idet jeg dog begræder hans manglende evne til at forstå de elementer i den menneskelige natur - som kærlighed, hengivenhed og jalousi - der ikke kan måles præcist eller få bekræftet deres gyldighed ved den blotte fornuft. Jeg kan forstå, hvorfor en hjerne, der er trænet i eksakt videnskab, må forkaste guddommelige mysterier og troens indre liv, da ingen af delene kan verificeres. Men »afskyelig«? Er det nødvendigt med en så skinger afstandtagen?

Nu er det ikke forhold, at man har et mystisk forhold til gud, beder og mediterer, som kalder på en afstandtagen, eller udgør det afskyelige.
Det er jihad, det er kvindeundertrykkelse. Det er det religionazistiske syn på vantro som undermennesker.
Skal vi tage det på en staveplade, siden det nu er så svært at forstå?

Der findes uskyldige absurditeter og så findes der absurditeter med et blodspor som kan gå jorden rundt utallige gange. Den sidste kategori skal man være ualmindeligt blind, for at overse at Islam tilhører. Den trækker i bogstaveligste forstand dette blodspor dagligt rundt om jorden.

Hendes personlige variant af Islam kan vel være en anden, såvel som den individuelle kommunists version af kommunisme kan være en helt anden end Stalins.

Det fjerner ikke Stalinismen og lignende utallige rædselsregimer, eller jihad, eller kvinderundertrykkelse, som et væsentligt element i hovedideologiens praktiske konsekvens.

Blandt meningsmagere bemærker jeg mig, at stadig flere giver lignende udtryk for afsky over for islam og over for religionens forskellige tilhængergrupperinger end nogensinde før. Hver gang radikale islamister anretter et nyt angreb, vokser denne lede yderligere og med den forestillingen om, at alle muslimer nok på en eller anden måde må opfattes som ‘vore indre fjender’. Sådanne angreb fra ‘Allahs lejesoldater’ har der været mange af på det seneste. Som følge deraf breder mistroens gift sig nu med øget hast.

Nu er "islamofober" ikke så irrationelle, som anklagen her antyder. Alle tænkende mennesker er godt klar over, at alle som er født muslimer ikke nødvendigvis er problemet.
Nu er det bare utroligt svært at vide, hvem der er det og ikke er det. Da enhver muslim, eller for den sags også enkelte ikke-muslimer, fra det ene øjeblik til det andet, kan gå fra at være et almindeligt menneske, med almindelige problemer, til en hjernevasket idiot dybt præget af koranens mest hadske og intolerante budskaber.

Så når grundproblemet er Islam, bliver mistanken også placeret på dem som lukker øjnene for hvad der rummes i koranen og traditionen.
Når øjet er halvlukket, er det godt på vej til at blive helt lukket. Har man købt en del af pakken, hvem siger man ikke kan købe resten?
Et rationelt og kritisk menneske havde smidt pakken væk fra livet, efter blot at have lugtet til den, som en gang kød fra Superbest.

Islamofobiske bloggere koger over og kræver hævn.'

Ja, tak for den, givet hvor mange bloggere som kaldes islamofobiske - ikke så få - hvor mange kan man så finde der råber på hævn?
Så forstår jeg hvorfor Michael Wharton opkaldte "prejumeter" skalaen efter dig.

Og selv eftertænksomme kommentatorer spørger, om vi kan blive nødt til at indføre uliberale forholdsregler for at kontrollere denne plagsomme og åbenbart religiøst profilerede befolkningsgruppe. En jødestjerne for vor tid, kunne man kalde det. De indflydelsesrige antimuslimske stemmer ulejliger sig ikke længere med nuancer. Douglas J. Hagmann, chef for Northeast Intelligence Network i USA, skriver: »Det seneste mordorgie burde være nok til at bevise, at islam er totalt uforenelig med frihed, demokrati og vestlig kultur.

Offerretorik i supervægtklassen. Sandheden er at din hjernelamme religion - og det er mildt sagt - udgør et problem som er os helt fremmed og ukendt, som vi ikke ved hvad vi skal stille op med.
Skammen tilhører først og fremmest den religion, der putter den bedste civilisation verden har set i så mange dilemmaer og skamløst udnytter vores åbenhed.

Det er en absurd sammenligning, med jødestjerner, da om der er nogle som vil slå ihjel baseret på tro, så er det muslimerne.
Skal vi blot acceptere i tavshed, at mennesker som har fået et langt rigere land, et langt bedre land i gave, kvitterer med et ønske om at slå værterne ihjel?
Hvorfor er det kun Islam, som der findes dette problem med? Interessant at en religion som praler med mystisk indadskuen, ikke kan skue ind i egen sjæl og se sit eget ansvar.

Jeg skal ikke bortforklare eller nedtone islamisternes trusler. Vi har bevæget os ind i en æra, hvor den form for islam, jeg kender og elsker, muligvis ikke kan overleve. Palæstinensernes eller irakernes legitime vrede bliver brugt som gødning til at nære en åndsformørket islamistisk doktrin, som vil kvæle alle fremskridt og menneskelige forhåbninger, hvis den vinder frem. Vi kan se dette ske i Pakistan - selv i kulturelt sofistikerede byer som Lahore. Og også i Europa kan vi se det.

Denne vrede er ældre en 2003 og 1967. Den er ældre end korstogene og alle de andre dårlige undskyldninger, koranen er fuld af denne vrede, den er ikke nyligt opstået, omend visse begivenheder tjener som benzin på bålet.

Den islam du kender og elsker har aldrig været eneste Islam. Den radikale form for Islam, har altid eksisteret i forskellige former. Koranen er både en manual i hyklerisk venlighed og ærlig krig.

Resten af artiklen er klassisk offersyndrom, hvor muslimerne er ofre for kedelige omstændigheder og vesten har et ansvar.

Altså den sædvanlige børnene (islam) kan ikke gøre for det, men de voksne (vesten) burde være mere fornuftige.

Yasmin forsøger sig at sætte mellem to stole, hun sætter sig mest på offersiden og det er naturligvis ikke godt nok for de radikale muslimer, som heller ikke bryder sig om hende.

Men det er heller ikke godt nok for sandheden og den vestlige kultur, hun gerne vil lade som om, hun værdsætter.

Mere om Fort Hood

I går skrev jeg om hvordan den politiske korrekthed lammede evnen til at se reelle faresignaler og handle på dem hos Nidal Malik Hasan. Nu dukker nogle af de trends op, man skulle have lagt mærke til - her fra Telegraph:

Major Nidal Malik Hasan, the gunman who killed 13 at America's Fort Hood military base, once gave a lecture to other doctors in which he said non-believers should be beheaded and have boiling oil poured down their throat

He also told colleagues at America's top military hospital that non-Muslims were infidels condemned to hell who should be set on fire. The outburst came during an hour-long talk Hasan, an Army psychiatrist, gave on the Koran in front of dozens of other doctors at Walter Reed Army Medical Centre in Washington DC, where he worked for six years before arriving at Fort Hood in July.

Colleagues had expected a discussion on a medical issue but were instead given an extremist interpretation of the Koran, which Hasan appeared to believe.

Fellow doctors have recounted how they were repeatedly harangued by Hasan about religion and that he openly claimed to be a "Muslim first and American second."

One Army doctor who knew him said a fear of appearing discriminatory against a Muslim soldier had stopped fellow officers from filing formal complaints.

Another, Dr Val Finnell, who took a course with him in 2007 at the Uniformed Services University of the Health Sciences in Maryland, did complain about Hasan's "anti-American rants." He said: "The system is not doing what it's supposed to do. He at least should have been confronted about these beliefs, told to cease and desist, and to shape up or ship out. I really questioned his loyalty."

O´Reiily factor diskuterer sagen og politisk korrekthed, journalisternes røgslør osv:

Don´t mention the M word

Nu hvor det har givet bagslag, at man har overset en mands promuslimske holdning, og hans antiamerikanisme, så skal den politiske korrekthed alligevel ikke afholde den amerikanske hærchef, general George Casey, fra at advare mod at man tager det for givet, at der var religiøse motiver bag skyderiet på Fort Hood.

Dette er ikke det eneste eksempel på, at USA har overset klart promuslimske holdninger og fundamentalisme. Inden for CIA havde Osama Bin Laden en muldvarp, Ali A. Mohamed, som ikke lagde skjul på sin fundamentalisme.

Hvis Nidal Malik Hasan nu ikke havde udtrykt muslimske sympatier, antiamerikanske sentimenter, brugt sin praksis til at propagandere mod Afghanistan krigen, når han havde patienter inde med Post Traumatisk Stress fra samme konflikt! Så havde nok heller ikke haft den mistanke, at religion spillede ind.

Hvis manden i stedet aldrig havde råbe "Allahu Akbar", aldrig havde haft forbindelser med radikale imaner, aldrig været en from muslim, aldrig havde udtrykt antiamerikanisme og modstand mod krigen osv. og i stedet lige var blevet skilt, eller noget i den stil, så kunne man overveje andre forklaringer.

Hvad skulle der ske, ved at være ekstra opmærksomme på muslimer i hæren?

Der er ingen tvivl om, hvad der vil ske, hvis man lader være. Dette er ikke første tilfælde, hvor en muslim dræber amerikanske soldater, fordi hans sympati først og fremmest ligger hos hans trosfæller. Allerede før Irakkrigen, mens de ventede i Kuwait, smed en muslimsk soldat håndgranater ind i et kantine telt og dræbte en håndfuld marinesoldater. Når der kun er 3000 af dem og så mange vakler i deres sympati. Så er det nærmere et argument for at holde godt øje med dem.

Den politiske korrekthed skal ikke helt få os til at lukke øjnene.

Men vi behøver heller ikke at lave strækmarch i spinaten som ham her:



Men pointen er, at når de direkte udtrykker muslimske sympatier, direkte udtrykker afsky over for USAs krig i Afghanistan og Irak, så skal man holde øjnene åbne.

Ali Sina - Understanding the thinking of leftists

Uddrag af en debat med en venstreorienteret apologet:

Det røde er hvad den venstreorienterede apologet fremfører af standardapologi.
Ali Sina giver som sædvanlig, korte, præcise og nådeløse svar - råt for usødet.

"I don’t think we are on the same page yet. FFI is not blaming terrorism. Terrorism is just the tactic the jihadis use to promote Islam. We are blaming Islam.

The Nazis used Blitzkrieg. Blitzkrieg was only a war tactic and not the enemy. It is foolish to blame the tactic of the enemy and not blame the enemy. Likewise, it is foolhardy to blame terrorism and radical Islam and overlook the role of the ideology that is causing them.

If you still think the problem is Wahhabims, radical Islam, and terrorism, you confuse the symptom with the disease. We are against Islam, the religion of Muhammad. It is Islam that is behind all these terrorisms. We want to eradicate the disease, while you are focused on the symptom."

“In some periods of history the leaders of Islamic states used Islam to advocate expansion.”

That is because Islam was created as a tool for expansion and political power. Unlike other religions that focus on individual, his spirituality and salvation, Islam focuses on world domination. It’s a perfect ideology for anyone who wishes to manipulate the gullible masses and make them do his biddings.

The number one concern for reformers was to ‘correct’ the misinterpretation of the Qur’an and Hadith. They argued vehemently that veiling women, ignoring science, having a narrow, useless educational system were all really against the ‘true’ Islam. Their goal was modernization of their society.”

They can argue until the cows come home. Islam is very clear on all these subjects and there is no room for interpretation and reformation. Once one accepts the divinity of the Quran, one is obliged to submit to radical Muslims because they are the ones who have the Quran on their side.

“Islam and Muslims have always needed to adapt, just as other religions have.”

Yes, but they couldn’t and they can never do it because the Quran does not allow any adaptation. No amount of wishful thinking can change that. Even though a few delusional Muslim reformer wannabes say that they are going to do it, they are only pulling wool over the eyes of the gullible westerners. They know they are lying and the entire Muslim world derides at them too. The reformers of Islam are attention seekers. There can be no reform in Islam, in the way the westerners understand it. Islam has had already its reform and it is called Wahhabism.

“The fact that groups still use Islam to justify violence and immoral behavior is not a stain on Islam itself, but on those who commit these deeds.”

How come? If one’s holy book says slay the unbelievers, Jews are pigs, Christians are najis, don’t befriend them, they are worse than animals, God despises them, and they are fuel for hell, etc., how can one blame that believer who follows these teachings to the letter? It’s hypocrisy to tell someone, your religion is fine, but if you practice it then you are a terrorist.

“My one warning was to be careful of painting all Muslims with the same brush.”

Do you really think you have a better grasp of the problem than us? You seem to keep forgetting that you are talking to ex-Muslims and a large part of our kin is still Muslims. Don’t try to be more Catholic than the Pope, or in this case, more concerned about our people than us. That pretense sounds phony.

We are not blaming the Muslims for anything, except ignorance. We are blaming Islam. Our enemy is this evil ideology not its followers whom we see as its main victims.

We are fully aware of the tireless struggle of our people throughout these 1400 years for democracy, reform, rationality and modernity. Why none of these efforts succeeded? It’s because Islam does not allow any change. In the long run all reforms fail. There is no basis for freedom and democracy in Islamic thinking. Islam and democracy are mutually exclusive...

What surprises me is that you see nothing wrong with what Voltaire, Thomas Paine, and all the philosophers of enlightenment said about Christianity, but you do not want anyone to say the same about Islam. I do not understand this mentality.

Why the leftists welcome any criticism of Christianity, but they cannot tolerate criticism of Islam that is a thousand times worse? Why they defend the Islamists and want them have all the freedom to promote their doctrine of hate, under the guise of multiculturalism, (as if Islam is a culture) but they cannot tolerate the ex-Muslims to criticize it?...

Could it be that Bertrand Russell was right when he said there are similarities between Islam and bolshevism because both are totalitarian?

In The Practice and Theory of Bolshevism, published in 1920, Russell wrote,

“Bolshevism combines the characteristics of the French Revolution with those of the rise of Islam….Marx has taught that Communism is fatally predestined to come about; this produces a state of mind not unlike that of the early successors of Mahommet….Among religions, Bolshevism is to be reckoned with Mohammedanism rather than with Christianity and Buddhism. Christianity and Buddhism are primarily personal religions, with mystical doctrines and a love of contemplation. Mohammedanism and Bolshevism are practical, social, unspiritual, concerned to win the empire of this world”.

Is this not the reason for this inexplicable love affair between these two strange bedfellows? In their lifestyle, the liberals and the Muslims could not be farther apart. You love free sex, accept homosexuality, allegedly promote equality between genders, etc., while Islam stones adulterers and gays and regards women as chattel. As a matter of fact, once Muslims come to power, the very first people they will slay will be people like you. Only after they are done with you they will go after the followers of other faiths. Despite that, lefties and Muslims are bedfellows. The leftists of all variations, from International socialists (communists) to national socialists (Nazis) to the run of the mill socialists and liberals, like the Democrats in USA, the NDPs in Canada, and the Labours in UK, including the feminists, always back the Muslims.

There are many sites that attack Christianity, Judaism, Hinduism, even the peaceful Bahai Faith, but you did not go there to stop them. You came here to defend the rag headed zombies and tell us why we should shut up and not offend the terrorists and other brain damaged Muslims. Why Pete? Was Russell right? Is it because in Muslims, the leftists see a reflection of their own image – another totalitarian fascistic group that hates the Jews and tries to divide mankind?

Ali Sina kan ikke holde sig fra at være polemisk, som her til sidst. Men det er et relevant spørgsmål, for der er mange ligheder mellem venstrefløjen og islam, og netop dem som ham polemisk nævner.
Omvendt er mange af venstrefløjens kæledægger netop noget af det første der ryger, og dem selv, sammen islamkritikere, hvis islamister får magten.

Det er virkeligt absurd, at man sådan fornægter realiteter og griber til den grad af kulturrelativisme.

Jeg er ikke fuldstændigt enig med Ali Sina. Jeg er enig på den måde, at den bedste løsning ville være hvis Islam ikke eksisterede, hvis alle muslimer forlod religionen.

Men omvendt regner jeg det ikke som en realistisk løsning, at muslimer i tide, forlader deres religion, så i den henseende er man nødt til at satse på reform hesten.

Men så skal man ikke udelukkende apologere, men lægge pres på Islam, for reformen kommer ikke uopfordret, det er ikke usandt, at wahhabismen er den reelle reform af Islam, og har koranen på sin side.

Bonus fra en anden debat med en Professor Wahid, som eksemplificerer problemet med at reformere Islam, og sætter muhammadtegning krisen i perspektiv:

No Muslim can ever think of, let alone telling, a derogatory word about Prophet Muhammad. Perhaps even you may be having second thought about what you are writing about him. My discussion so far was about the sunnah of Prophet Muhammad as to how he lived perfectly as the model of Islam in accordance with the Quran.

Kritik af terror som et middel kan diskuteres, selv om selv det er begrænset med fordømmelsen på det område.
Men målet om islam overhøjhed over verden kan ikke diskuteres på islamisk teologisk grundlag.
Heller ikke profetens status. Hvilket gør reform af religionen selv så umulig som den har været i 1400 år, og vi har ikke 1400 år mere til at gøre islam fredelig.
Uret tikker suverænt i retning af en mere, og igen, magtfuld islam, hvilket ikke bliver magt til en blid reformbevægelse.

Mere Bonus:

Islams svar på Habermas giver et opfindsomt svar på det muslimske dogma, at andre religioner ikke må bygge tilbedelses-steder under Islam. Men kun praktisere deres religion i privaten.

Dette er nemlig mainstream islamisk tænkning, og ikke kun en Saudi Arabisk opfindelse:

Kulturradikalisme - pænt ord for kulturrelativisme

Nu er Fodnote-Politikens redaktør, Tøger Seidenfaden, kommet gevaldigt i knibe. Jeg har svært ved at forestille mig at han faktisk ryger i fængsel. Men denne sag kan i mine øjne ikke sammenlignes med Frank Grevil sagen, da der kunne føres gode argumenter om, at den sag havde offentlighedens interesse.
Jægerkorpset har altid været omgivet af hemmeligheder, og det gælder selv hvilke våben de bruger, hvor mange de er. Og det gælder i særdeleshed detaljer om deres operationer. Der er altså ikke tale om at regeringen, eller andre har tilbageholdt informationer, som burde have kommet offentligheden til gode, så Tøger og Fodnote-Politiken har bevæget sig ud på dybt vand her.

Ligeledes kan denne sag ikke sammenlignes med "kommissærens dagbog". Omend der er copyrightbrud i begge tilfælde. Så går denne her sag videre langt ind i militære hemmeligheder, for at slet ikke tale om der er to lovbrud, som han kan dømmes for.

Og så har vi den selektive tilgang til ytringsfriheden, med endnu et friskt eksempel her. Nu påberåber Politiken sig ytringsfriheden, hvor den tidligere gik løs på Jyllands-Posten og anklagede denne for at have alle andre motiver, end netop ytringsfriheden.
Det er ikke enestående. I Politikens gemakker ser man det som sin højtidligste pligt at kritisere magten, politi, hær, regering osv.
Det samme så man i Brorsons Kirke sagen, hvor andre mediers brug af politiets video, skarpt kritiseredes af Politiken, fordi man på denne måde svigtede at være kritiske overfor etaten.
Enigheden Politiken er altså ensidighedens vigtigste avis, når der er tale om kritik af magten.
Men i dette tilfælde er der gjort regning uden vært, tror jeg godt, man kan regne med, omend mediers retsstilling er stærkere i tilfælde som dette, end de vil være for en forsvarsansat.
Efter som medierne har lang snor med hensyn til at bryde loven, for at afdække skjulte forhold.
Men jeg tror ærligt talt ikke, det bliver let at påberåbe sig i dette tilfælde.

Men Politikens kritik af staten er nærmest manisk. Og den skal i forhold til loven være velbegrundet. Det er denne sag ikke. Den vil udsætte menneskeliv for yderligere farer. Øge chancen for tilfangetagelse. Forestiller i jer en soldat, som man kender detaljerne omkring fra bogen - "han har handlet sådan og sådan, har det, og det udstyr", derfor hurtigt kan identificeres som en jæger, hvis man tager ham til fange. Den mand vil stensikkert blive udsat for tortur.
Det har intet med ytringsfrihed at gøre og kommer oven i fra humanitetens og anstændigheden selvudnævnte højborg.
B.S. Christensen, er ikke kommer i samme problem, for han har ikke givet detaljer. Det er altså et generelt princip, detaljer om jægerkorpset har altid været hemmelige. Det er ikke for at dække over grumset i Afghanistan. Som maniske og magtparanoide Politiken forestiller sig.

Vi taler om en gigantisk fejlvurdering, og selv om jurister forestiller sig, at Politiken ikke kan dømmes, og verdslige dommere måske kan give dem ret, så har forsvaret en god sag, hvor Tøger har en dårlig, medmindre vi helt skal afskaffe hemmelighedskræmmeriet omkring Jægerne per lov.

Men det mest absurde er Politikens dobbeltmoral, som de med ihærdige pudseklude polerer til fineste moral.
For ikke blot gør de selv hvad de i sin tid kritiserede JP for. Fordi de mener formålet er ædelt og helliger midlet.
Ikke blot udviser de magtparanoia, og afviser kunstnere som ikke passer ind i (M)enigheden Politiken. Afviser at være kritisk over for folkene bag Kirkeasyl.
Der er en anden magt, de fungerer fuldstændigt kritikløst over for. Nemlig EU.
EU tramper rundt i korruption, magtmisbrug, hemmeligheder, diktatoriske foranstaltninger, der går så vidt, at alle dokumenter som uddeles indeholder individuelle kendetegn, så hvis nogen lækker dem, ved man hvem!
Har man nogensinde hørt Politiken gå på brechen mod magten der? Mod hemmeligheder, mod korruption, mod magtmisbrug?
Alle dyr er som sagt ikke lige, i kulturrelativismens hellige navn. Ikke ytringsdyr.
Heller ikke alle magtdyr!

Update:

Forsvarets udtalelser:

"Thomas Rathsack sendte efterfølgende en mail til JGK, hvori han konstaterede, at der ikke forelå ekstraordinære fortrolighedserklæringer mellem JGK og ham selv, og at han således kun var ”omfattet af den, for alle i forsvaret ansatte, gældende militære retsplejelovgivning”. Thomas Rathsack anmodede om at få bekræftet sin udlægning evt. telefonisk. JGK bekræftede derfor efterfølgende telefonisk overfor Thomas Rathsack, at han var underlagt den ”normale” tavshedspligt og meddelte endvidere, at JGK om nødvendigt kunne tilsende Thomas Rathsack dette på skrift."

Tidligere Jægerkorpschef, Poul Dahl, mener ikke der er noget i bogen, som udgør en trussel mod Jægerne.

Det er jo også en mulighed, og dermed kan Tøger have trådt ind, hvor engle ikke tør træde, uden at risikere noget.
Argumentet om at forsvaret skulle have specificeret, hvad de ikke ville have frem, er dog elendigt. Det svarer til at bede dem om at fortælle, præcis hvad de mener er kritiske informationer. Altså udpege disse, for at det så efterfølgende kan blive udstillet som en læs let version af bogen for Taleban.

Det er ikke nogen nyhed, eller hemmelighed, at Jægerkorpset har været involveret i Afghanistan - løbende. Det er klart, der ikke gives detaljer om aktionerne.
At man problematiserer dette, er dog et skridt i retning af at man bør fortælle Taleban, at jægerne vil opererere, der og der, på en given dag, eller periode.

Hvorfor skal det problematiseres, og hvilket vigtigt offentligt spørgsmål hidrører det?

Messerschmidt svarer Curt Sørensen

Morten Messerschmidt svarer på kronikken "Truslen fra højrepopulismen", der på ultrafordrejet vis forsøgte at sætte lighedstegn mellem nazismen og DF:

Curt Sørensen føjer sig til den lange række af triste mørkemænd, som forveksler folkestyre med totalitarisme, og som fejlagtigt bilder sig ind, at venstrefløjen har et slags monopol på den rigtige demokratiopfattelse. I sætning efter sætning mere end antyder Curt Sørensen således ganske skamløst, at der er fælles træk mellem den europæiske ‘højrefløj’, herunder Dansk Folkeparti, og fascistiske partier i 1930’erne.

Karakteristikken af Dansk Folkeparti er så stupid og ensidig, at det skriger til himmelen. Vi skulle angiveligt arbejde for den »rene, rensede nation«, vi blæser på magtens tredeling og vi ignorerer islams historie, idet vi slet ikke anerkender, at araberne nogensinde skulle have gjort noget godt som eksempelvis at genopdage Aristoteles værker eller at bygge vandingsanlæg...
Dansk Folkeparti har stemt for både Green card-ordningen og jobkortordningen, som har åbnet for indvandring af kvalificeret arbejdskraft, hvilket må siges at harmonere dårligt med påstanden om, at vi skulle ønske en ren og renset nation...

Curt Sørensen får i forbifarten nævnt Rune Lykkeberg, som han ikke kan lide, og bliver beskyldt for at fremstille DF som et »harmløst fænomen«. Jeg forstår godt, at Rune Lykkeberg bliver lagt for had i denne sammenhæng. I bogen Kampen om sandhederne beskriver han kulturradikalismens fald fra tinderne, og Klaus Rifbjerg omtales som en »museal figur«. Denne beskrivelse passer aldeles glimrende på Curt Sørensen og hans venner. Deres ærinde er udelukkende af arkæologisk interesse. Danskerne er for længst kommet videre, og jeg kan i den forbindelse forsikre, at demokratiet aldrig har haft det bedre.

Læs det hele her:

Det er ufrivilligt tragikomisk, at anklagen om at ikke kende Islams historie kommer. Hvis der er nogle som ikke kender Islams historie, så er det dem der får gjort 100-200 års filosofisk renæssance, i en begrænset del af Islam verden, til at udgøre det samlede billede af Islam.

Det svarer til at bruge folkevognen, til at tegne et samlet billede af Hitler.

Alle danskere skal dø

Uriasposten har en længere post omkring - eufemisme - "uro-familien".

Trods flere voldelige overfald, trusler, og meget kontante udsagn som "alle danskere og jøder skal dø", hvilket minder mig om en ung hadefuld muslim, personligt oplevet, som mente det samme og at vi i øvrigt alle sammen var jøder. Derudover er der leveret de sædvanlige gloser som "luder", "racist" og så videre ud i skældsord.

Parallelt er en ung mand 15 årig mand i dømt bøder, for at skrive banaliteter, som ganske vist repræsenterer manglende intelligens og åndsvage formuleringer som rotterede og tyvstjålede kvinder.
Er det så meget værre, end at overfalde mennesker fysisk og ønske alle danskere skal dø?

Der er ikke noget at være i tvivl om, at her er alle dyr langt fra lige. Offer og bøddelrollerne er foruddelt, uafhængigt af adfærd.

Da det i 2000 kom frem at 40 procent af voldsmændene i København var indvandrere eller flygtninge.
Så hed det fra Jan Hjarnø, leder af Center for Migration og Etniske Studier på Syddansk Universitet, at så måtte man se politiet efter i sømmene for diskrimination og forskelsbehandling.

Når der er et flertal og en minoritet, kan flertallet per definition kun være skyldige. De stærke mod de svage, og sidstnævntes position er i den optik ikke selvforskyldt.

På et spørgsmål om en gruppevoldtægt begået af skinheads mod muslimske piger ikke ville have indgået - modsat gruppevoldtægt af en dansk kvinde af muslimer med en nedsættende holdning over danske ludere - i en rapport af Den Europæiske kommision mod racisme og intolerance fra en Journalist, Eric Holstein, tilbage i 2001, svarede Eva Smith i følge Morten Uhrskovs bog, Et delt folk, at:

Det er ikke almindeligt for organisationer som ECRI at beskæftige sig med, om der sker overgreb på flertalsbefolkningen.

Der er altså ikke ligevægt i opfattelsen af skyld og ansvar, heller ikke i lovens praktiske funktion - alle er faktisk ikke lige for loven.

Konsekvensen er ikke så meget beskyttelse af mindretal, men beskyttelse af deres asociale adfærd over for flertallet, hvor forkert den end er.

Kortslutning eller polemik?

En statskundsskabsherre ved navn Claus Wittenburg havde i weekenden et åbent brev i Information til Osama Bin Laden, et brev der efterlod mig konfus, og med kvalme, samt med ingen klar fornemmelse af hensigten.
Claus Wittenburg har tidligere skrevet en kronik, hvor han forsvarer de amerikanske atombomber under sidste verdenskrig, så han kan ikke fuldt beskyldes for den sædvanlige automatiske kryptomarxistiske kritik af USA, som omend lande som Kina, i dag og sin tid USSR, handlede langt mere kynisk, end USA nogensinde har gjort det. Så er USA den hovedfæle som kritikken skal rettes mod, i følge dette levn fra den kolde krig og munkemarxisme tiden. Jeg citerer her lidt, omend kronikken i Information bør læses i sin helhed, for så er den er langt sværere at blive klog på:

Du har erklæret De forende Stater og Vesten krig. Ikke underligt. Dit muslimske Mellemøsten er under angreb. I har måttet tåle Vestens ydmygelser og overgreb igennem årtier. Vi har aldrig taget hensyn til almindelige mennesker i den muslimske verden. For at fremme vore interesser har vi allieret os med udvalgte, undertrykkende eliter.

Jeg beklager, men hvordan skulle vi lige have handlet anderledes? Hvordan skulle vi have taget hensyn til denne befolkning, uden at selv regere dem og styre hele samfundet, hvilket næppe ville være en velkommen imperialisme og i øvrigt mere bøvl, end nogen vestlig regering ønsker?

Og hvilke andre regeringer, end netop de siddende, hvad enten demokratiske, eller knap så demokratiske, skulle vi netop alliere os med?
Personligt så jeg dog gerne at lande med diktatorer var konsekvent patria non grata.
Men at vi allierer os med de regeringer som er knap så demokratiske, er for så vidt lige så naturligt som vi allierer os med demokratiske regimer, og siger intet om præferencer, men om at enten samarbejder man, eller så gør man ikke.
Tag for eksempel Egypten, som USA har hjulpet med penge øremærket til specifikke sociale fremskridt. Er det ikke at tage befolkningen alvorligt? Ja, når det bliver nødvendigt at øremærke penge til dette. Så mere alvorligt end den siddende regering gør det. Ellers var det vel ikke nødvendigt at øremærke pengene?

Efter Murens fald og USSR’s kollaps overtog amerikanerne (i samarbejde med Israel) banen alene. De forenende Stater tiltog sig retten til at sætte dagsordenen. En ret baseret alene på magt.

Hvilket land har ellers evnen og viljen? Er en verdensorden hvor nationer og regimer kan gøre som de har lyst til, at foretrække? At USA er meget selektiv skal der ikke være tvivl om. For eksempel er der ikke den store interesse i at blande sig i Sudan, bortset fra Kinas side, som får meget af sin olie fra landet. Hvilket betyder at Kina holder hånden over styret og det involvering i folkemord. Hvor USA omvendt brød med Irak, da Hussein gassede kurderne og i mange tilfælde har brudt forbindelsen med diktatorer som gik for umenneskeligt til værks.
Det er med andre ord ikke sandt, at USA kun stræber efter magt, eller per difinition støtter et hvilket som helst diktatur, som er dets allierede.

Ligeledes søger de fleste små lande tætte forbindelser med USA fuldstændigt utvunget, fordi USA repræsenterer en væsentlig beskyttende magt, og en dollarpung med mange midler i.

Den amerikanske intervention har været præget af arrogance, kynisme og selvretfærdig. Det er ikke tilfældigt. Den er nedarvet. De oprindelige nordamerikanske kolonier blev grundlagt af fanatiske, religiøse fundamentalister, der mente sig bedre end andre. En tro, som de har bevaret indtil i dag. Deraf arrogancen og selvretfærdigheden.

Og kan Wittenburg forklare hvordan andre stormagter har handlet anderledes end USA? og forklare på hvilke område konkret og sammenligneligt, USA har været værre, end de andre? Mere arrogante, kyniske, selvretfærdige osv. Nej, jeg savner ord, når jeg læser sådan en gang ureflekteret og i øvrigt dæmoniserende vås.
Jeg er bestemt ikke begejstret for religiøse galninge, men af samme grund er jeg endnu mindre begejstret for endnu mere religiøse galninge, alá Osama Bin Laden.
At generalisere USA til et fanatisk religiøst samfund, well, så er hele den Islamiske verden ditto, og så må vi hellere diskutere hvilken religiøs fanatisme der er farligst.
Tænk hvis USA var militært impotent, og Islams verden havde USAs våbenmagt. Blot forestil jer tanken.
Jeg påstår nok ikke for meget ved at sige, at det ville være en ny verdensorden, hvor intet ville være at genkende.

Som civilisation er Den muslimske Verden stort set blevet skrevet ud af vores Verdenshistorie op gennem det meste af det tyvende århundrede. Derfor stillede vi ikke spørgsmål til vores egen indblandingspolitik. Dine trosfæller i Mellemøsten har lidt under vores indblanding. De døde, de kvæstede, de forpinte, de fortvivlede og de fordrevne bevidner dette.

Jeg vil ikke fornægte at indblandingen har kostet liv, og ikke altid været den bedste idé, på langt sigt, hvilket ikke er det samme, som at man har ønsket at lave rav i den.

Jeg tror ikke man kunne forstå, hvor alvorligt araberne mente at Israel ikke var velkomment.
Det forstod man heller ikke i FN, for det var FN, som foreslog en opdeling.

Ligeledes var sanktionerne mod Irak en stor tragisk fadæse, som vi ikke kan komme uden om, blev opretholdt langt efter det var klart, at det var den almindelige Iraker som betalte prisen.

Og der var USA særligt uvillig til at lempe sanktionerne, men gik dog med til det. Sanktionerne var set af flere som en god idé, specielt til at begynde med.

I den forstand kan jeg godt selv forstå Osama Bin Laden. At han var rasende over dette.

Men alt er ikke dermed sagt om Osama Bin Laden, han er jo ikke en marxist:

I say that the West's occupation of our country is old, yet new, and that the confrontation and conflict between us and them started centuries ago. The confrontation and conflict will continue because the conflict between right and falsehood will continue until Judgment Day.

Such a confrontation is good for both the countries and peoples. God says: "And did not Allah check one set of people by means of another, the earth would indeed be full of mischief." [part of Koranic verse] Those who interpret the Koran say that this verse means that had the believers not fought the infidels, the latter would have defeated the believers and the earth would have been corrupted by their ill deeds. So, pay attention to the importance of conflict.

Tværtimod er han om noget en radikal religiøs person, hvis vision omfatter en genopstandelse af et muslimsk domineret kalifat, som skal indbefatte gamle muslimske kolonier som Spanien, Balkan, Siclien osv.
Altså han er en imperialist, der vil være imperialist i stedet for imperialisten. Kalif i stedet for kaliffen.
Han lægger ikke skjul på at hans kamp ikke blot gælder "selvstyre", men udslettelse af USA, at gøre guds ord suverænt på jorden, at det er en kamp som fortsætter uendeligt til sejren for islam.

Ligeledes giver han vesten skylden for al ondskab som times muslimerne. Der skelnes ikke mellem Irak og Somalia, hvor USA faktisk forsøgte at opretholde en våbenhvile og gik ind for at vise, at de også kunne handle når deres nationale interesser ikke var på spil.
Dette fik Osama Bin Laden til at sende sine styrker til Somalia og dræbe 17 amerikanske soldater på en dag i 1993 allerede.
Altså USA skal slet ikke blande sig, om der så begås folkemord som i Sudan, eller under nogle som helst omstændigheder.
At USA også greb ind i det tidligere Jugoslavien, for at hjælpe et muslimsk Kosova, og næppe med nogle storinteresser på spil, udover at leve op til sit ry som verdens politibetjent - og man kommer ikke uden om at der mangler internationalt politi - ellers fik USA kun udgifter ud af indgrebet, som kom sent, men det kan man beskylde lande som England, Frankrig, Rusland for nærmere end USA.

Osama Bin Laden begræder og giver vesten (Zionisterne) skylden for stort set alt:

It should not be hidden from you that the people of Islam had suffered from aggression, iniquity and injustice imposed on them by the Zionist Crusaders alliance and their collaborators; to the extent that the Muslims blood became the cheapest and their wealth as loot in the hands of the enemies. Their blood was spilled in Palestine and Iraq. The horrifying pictures of the massacre of Qana, in Lebanon are still fresh in our memory. Massacres in Tajakestan, Burma, Cashmere, Assam, Philippine, Fatani, Ogadin, Somalia, Erithria, Chechnia and in Bosnia Herzegovina took place, massacres that send shivers in the body and shake the conscience.

Selve denne bakken ud af Somalia gav om noget Osama blod på tanden. Det samme vil at bakke ud af Afghanistan gøre det.

De millioner dræbte som konsekvens af denne vilje til at påføre, og bevare lande i tilstanden af, borgerkrig, ustabile forhold, sult og nød, som muhajedins påfører alt fra Pakistan, til Afghanistan, til multiple lande i Nordafrika, til Irak, hvor de er skyld i langt flere døde end amerikanerne, dem begræder Osama og hans lige ikke, tværtimod påtvinger han og hans lige land efter land krige og død.

Så for mig lyder denne anklage om det onde USA noget hult, når den kommer fra munden af Osama Bin Laden. Som roser døden nærmere end beklage den:

But your most disgraceful case was in Somalia; where after vigorous propaganda about the power of the USA and its post cold war leadership of the new world order you moved tens of thousands of international force, including twenty eight thousands American solders into Somalia. However, when tens of your solders were killed in minor battles and one American Pilot was dragged in the streets of Mogadishu you left the area carrying disappointment, humiliation, defeat and your dead with you. Clinton appeared in front of the whole world threatening and promising revenge , but these threats were merely a preparation for withdrawal.

Our youths took note of the meaning of the poetic verse:

" if death is a predetermined must, then it is a shame to die cowardly"

and the other poet saying:

" who do not die by the sword will die by other reason; many causes are there but one death" .

These youths believe in what has been told by Allah and His messenger (Allah's Blessings and Salutations may be on him) about the greatness of the reward for the Mujahideen and Martyrs; Allah, the most exalted said: {and so far those who are slain in the way of Allah, He will by no means allow their deeds to perish.

Men det afholder ikke Wittenburg fra at forstå Osama:

Jeg er fuldt vidende om, at man ikke kan føre krig uden at tilføje sagesløse civile tab. Døde som kvæstede. Men målet må ikke være at ramme de uskyldige civile. Jeg ved godt, at det var europæernes og amerikaners foretrukne måde at føre krig på under Den anden Verdenskrig. Men det ændrer ikke ved det forhold, at det er uanstændigt. Selvfølgelig måtte der forekomme tab af sagesløse civile, da du gik efter symbolerne på den amerikanske, økonomiske, militære og politiske imperialisme – Twin Towers, Pentagon og Capitol – og sendte dine soldater i krig. Det må jeg acceptere.

Han går videre og anklager Madrid og London bomberne som rent forkastelige, da de ikke angreb symboler på vestlig dominans, men rent civile.

Men, vel at bemærke tilkendes de over 3000 ofre for 9/11 ikke samme fordømmelse, da der var tale om vigtige symboler for vestlig magt.

Hvis vi skulle følge det rationale, som desværre ikke er ringe i udbredelse, så ville være lige så berettigede til at bombe kaabaen i Mekka, som et vigtigt symbol på den fjende vi har, og bare acceptere at der ryger en masse tilfældige muslimer med i købet.

Wittenburg fortsætter med næsegrus beundring af Osama Bin Laden og klassisk, vestlig imperialisme er roden til alt ondt:

Som ideologisk, religiøs kriger har du en indlysende god sag, når du bekæmper vestlig indblanding i Mellemøsten. Som militær og politisk strateg er du et geni. Som åndelig leder har du med få og simple midler inspireret utalte tusinder til at ofre deres liv for din sag og skabt sympati for dine ideer blandt millioner. En bedrift forbeholdt en mand med usædvanlige evner. Men du tager fejl, når du tror dig i stand til gennem terror at nå dine politiske mål her i Vesten. Den vilkårlige terror svækker din sag. Muslimer i Mellemøsten lader sig jo ej heller kue af vore væbnede angreb mod jer på jeres hjemmebane. Tvært om.

På grund af sin styrke har De forenede Stater gennem årtier kunnet dominere sine omgivelser med politiske og økonomiske midler og påstå, at de ville freden og en international retsorden. Dog. I samme øjeblik politiske og økonomiske midler ikke slog til, og De forenede Stater ikke kunne nå sit mål med almindeligt accepterede, legale midler, valgte de volden. Helt i overensstemmelse med traditionen fra kolonitiden.

Claus Wittenburg ender med denne kulturrelativistiske betragtning, som dog også påpeger det bedste i at vi adskiller øst og vest, som uforenelige størrelser. Altså vi blander os ikke hos dem og de respekterer vores værdier, hvis de vil bo her.

Værdier, eller de normer, som tilsiger, hvad vi opfatter som værende rigtig og forkert, er ikke én gang givne. De afhænger af tid, sted og omstændigheder. Dine værdier er grundet på en fremmed kultur, og jeg forstår dem ikke. Det kan man heller ikke forlange. Lige så lidt som jeg kan forlange, at du skal forstå mine vestlige værdier.

Derfor er det nok bedst, at vi adskiller tingene. Vestlige værdier i Vesten – mellemøstlige værdier i Mellemøsten. I er velkomne her i Vesten under forudsætning af, at I accepterer vore værdier. Ligesom vi naturligvis skal acceptere jeres værdier, når vi besøger jer.

Jeg håber indlægget er polemisk, men sidder tilbage med fornemmelsen, at det faktisk er ment som det er skrevet.

Men venner som Wittenburg, hvem har dog brug for fjender.

Jeg er enige i at vores værdier er uforenlige. Men jeg er ikke enig i at vi skal gøres til skurke og Osama til en helt. Jeg er heller ikke enig i at alle værdier er lige gode, alle kulturer er bestemt ikke lige gode. De defineres nu engang ud fra deres evne til at skabe samfund som er værd at leve i. Og der er ingen tvivl om, hvem der helst vil flytte, hvem der hilser USA og specielt landets penge velkommen, men også dets værdier, nærmere end Osama Bin Ladens.

Jeg beklager ikke at USA blander sig, blot at de ikke gjorde det i Rwanda og Sudan. Men hvis et land blander sig i et sådant folkemord, uden at der er direkte interesser på spil, er sandsynligheden for at det er USA noget større end det er EU, Kina og Rusland.

Det kan så kalde selvretfærdighed, som Wittenburg. jeg ville kalde det at tage ansvar, moralsk ansvar.

Det er korrekt at omverden sejler i sin egen sø, og det vil Wittenburg så gerne have den fortsat gør.

Jeg synes tvært om, at vi skal handle og blande os lidt oftere, også når der ikke er nationale interesser på spil.

Den omvendte racisme

Peter Laugesen i Information under titlen "Danmark, du lille onde land":

Men hvis der er tale om »professionelle voldsmænd« i den her sag, må det være de politibetjente, der tæskede løs på siddende demonstranter, og deres bebrillede anfører, der forklarede folket, at hvis man sætter sig i vejen for busserne, må man ligesom være klar over, at man kan blive flyttet.

Jo da, men der er andre måder at flytte folk på.

Og dagen efter det modbydelige skuespil kunne man så oven i købet høre regeringens udspil i sagen om kamphundene. Alle hvalpe uden stamtavle skal slås ihjel, så man forhindrer spredning af kamphundenes gener.

Total indavl vil i det lange løb føre til savlende degenereret åndssløvhed, og det er måske den, der har ramt dette lille indavlede, bajersvingende kolonihavefolk.

Og man skal jo som sagt ikke generalisere eller dæmonisere, men hvordan skal man så forklare en af kommentarene til Laugesens artikel?

Per Jongberg siger:

Et land kan ikke være ondt. Mennesker kan være onde.

Danskere er små, selvoptagne, onde mennesker !

Og endnu et eksempel, der driver af dobbeltmoral:

Charlotte Harder Abonnent siger:

Hvor er jeg glad for denne artikel!

Jeg kan frygte for demokratiets fremtid, når politikere synes det er et problem, at befolkningen ytrer deres utilfredshed ved demonstration! Når de forsøger at afholde folk væk ved at kalde dem ekstremister, autonome og og lignende. Som da Fogh kom til at kalde familiefædre og mødre for ballademagere. Det er uhyggelig manipulation i mine øjne og man kan frygte at mange falder for det.

De stakkels uskyldige mennesker, som aldrig anvender vold og andre udemokratiske midler, som slet, slet ikke forsøger af afholde andre mennesker fra deres demokratiske ret, med vold og trusler. Som gerne kalder almindelige mennesker for onde og racistiske, som gerne bruger ord som umenneskelige, om deres medmennesker.

Vi nok gøre os klart, at vi bor nok i det samme land, men vi lever bestemt ikke i den samme verden.
Man siger at islamismen ikke er nogen trussel, her på disse breddegrader, fordi muslimerne er splittede og står ikke sammen.

Men ikke nær så splittede som os. Fra venstre til højre, er der en afgrund af ideologisk forskel. Muslimerne har et fællesideologisk grundlag som kan samle dem. Det har vi ikke.

Nogle dyr er mere lige end andre

Sådan er det jo som sagt, for den politiske korrektheds hypersensitive inkvisition - bekend dine synder - før du overhovedet har begået dem:

En canadisk poker stjerne filosoferede over at rettighederne i dag ikke er lige fordelt, de priviligerede offerkategorier må godt, hvad de onde bøddelkategorier ikke må, han causerede i følge EB over følgende forhold:

Black Entertainment Network og tilblivelsen fa ordet 'African-American'.

Hvad ville folk for eksempel sige, hvis en gut fra Alabama lavede 'White Entertainment Television', spørger han?

Og hvorfor kalder man sorte amerikanere for African Americans, når amerikanere, der stammer fra fx England eller Grækenland, bare er amerikanere. Og hvad ville man egentlig kalde en sort mand fra Canada i USA? African-Canadian?

- Det er dumb, dumb, dumb, dumb and stupid, skriver han.

Straks røg racismekortet naturligvis frem. Til dette havde han følgende kommentar:

Man vist også være amerikaner for at kunne misforstå bloggen så meget. Især når den er skrevet af en mand, som er erklæret Obama-fan, hader hvad George W. Bush står for, og har været gift med en asiat ...

Fænomenet med at lede efter spøgelser og smide racismekortet til højre og venstre, er dog udelukkende isoleret til USA.

Om at bakke for fulde omdrejninger

Der er stort set ingen grænser for, hvad vi spille med på som værende graverende forbrydelse mod den del af menneskeheden som har muslimsk observans.

Her er et eksempel. Et New Zealandsk mejeri selskab laver en billedreklame for mælk, som bliver vist i aviser i Bangladesh. På billedet er en kvinde med lukkede øjne som slikker mælkerester væk fra læben.
Dette er for så vidt en typisk mælkereklame, som også tit foregår med børn, der slikker sig om munden, fordi uhm, mælk er dejligt og godt. Dermed bør dens seksuelle dimension ikke overdrives.

Men hvordan reagerer man i Bangladesh? Med et ramaskrig.

Det er så en ting. Så kommer New Zealands reaktion på ramaskriget:

Trade Minister Tim Groser yesterday said the image was "totally inappropriate".

New Zealand Council of Women president Elizabeth Bang thought the billboard was offensive and was disappointed people would associate it with New Zealand. "We should not be having our name on things like that overseas," she said.

En ting er, at man selvfølgelig skal tilpasse en reklame til et land. Det giver sig selv, at det vil firmaet helst, for de vil nemlig sælge.
Noget helt andet er, at politikere kommer på banen med de helt store undskyldninger og at sagen i det hele teget løftes til den dimension.

Noget helt andet er, med den konstante bakken, når det er vores værdier mod vores - og det er det, for de er ikke forenelige - så kan det da næppe vare længe før vestlige kvinder går med slør og fredagen er helligdag osv. osv. salamiskive efter salamiskive bakker vi helt op i hjørnet, indtil vi indser at valget ud af det lille hjørne står mellem Islam eller kamp for civilisationen, den største civilisation menneskeheden nogensinde har set, eller et syn overvejende fastlagt 1400 år siden i et stammesamfund.

Og reklamen, hvad var hensigten egentlig med den?

New Zealand Dairy Products Bangladesh managing director Samsul Alam Mallick said that in the television version of the ad the woman was overjoyed that she had the strength to study until midnight after drinking the Diploma milk.

But, he said, the photo used on the billboard and in newspaper advertisements had been taken out of context and a dozen people, including Islamist politicians and hardliners, had telephoned to complain.

Muslimer som synes vi læser deres koran ude af kontekst, burde måske også stoppe med at angribe vores kultur helt uden for kontekst.

Det individuelle og det kollektive samt det relativistiske

Eller læs i overskriften, den gode, den onde og den grusomme.

Lotte skrev en kommentar i går til et indlæg her, som falder godt i hak med, hvad jeg tænker for tiden i denne post:

Jeg har besluttet at give mit svar en selvstændig post, og jeg håber Lotte tilgiver mig, at jeg udvider spørgsmålet lidt. Men her er først Lottes kommentar:

Hvis jeg nu havde en søn, så ville jeg (formentlig) sige til ham, at han under INGEN omstændigheder skal, må tale med muslimske piger fremover. Det er simpelthen for farligt.

Der ER en slagside i den her. EB viderebringer et sagsforhold, der HELT SIKKER skal frem. Og det er jo ikke ny viden. Spørg enhver teenager i København om det.

Vi kommer ikke udenom, at også EB´s dækning af slige sager, denne ikke berøringsangst for at oplyse gerningsmandens etnicitet osv OGSÅ er med til at skubbe i retning af mere ballade.

Jeg spekulerer over, om der findes en anden måde at dække den slags på?

Hvis man på den ene side insisterer på at tale med enhver,så risikerer man angiveligt røvfuld mens man på den anden side efterlader pigerne i et univers, der er helt kritisabelt, hvis man lader være.

Det er en "no win" til begge sider.

Hvad tænker du om det?

Jeg tænker, udover at som Lotte ville jeg anbefale min (hypotetiske) søn at undgå kontakt med muslimske kvinder, uanset hvor meget han kan forsvare sig selv, er der ingen grund til at udfordre skæbnen. Hvorfor skulle min søn lige præcis gøre det, når han kun har besværet og ikke samfundets beskyttelse, eller omtanke på nogen måde?

Skal vi så tage min næste tanke, eller måske mere følelse. Så er det frustration over at overhovedet blive TVUNGET til at forholde mig til den slags.

Hvorfor er det et problem, vi skal forholde os til overhovedet?

Så mit korte svar er. Det er ikke os, der løser dette problem. Det er muslimerne, der løser det. Det er deres ansvar. Det er deres indstilling, den er gal med.

Men jeg har også et langt svar:

I går læste jeg Pascal Bruckners Essay, Enlightenment fundamentalism or racism of the anti-racists?, i den oprindelige version - en forkortet version har været bragt i Information.

Det er noget af det mest interessante, jeg har læst for nylig.

Det er jo synligt for enhver, at multikulturalisterne er dobbeltmoralske. Den tilsvining som de anklager andre for, er praksis for dem selv. Den racisme og monolitgørelse af muslimer de anklager andre for, praktiserer de selv, blot på en anden måde, ved at gøre muslimerne til monolitiske ofre.

Men der en ting mere, der stod mig klart. Vi indgår i samme kollektivistiske anskuelse, når vi regner med at muslimerne ikke selv kan løse kan problemerne, men vi skal løse dem.

Hvorfor ikke bare sige, det er deres problem, det er dem selv, der skaber det. Løsningerne har vi egentlig ikke?

Faktum er, at vi vrider og vrider os selv for at finde løsninger, som ikke er der. Fordi problemets rod er intakt. Og skal problemet fjernes, skal dets årsag væk.

Jeg tænker personligt så det knager, HVAD KAN VI GØRE? - timevis, dag ud og dag ind.

Men når en løsning for mig er at stoppe indvandringen, så vidt muligt. Så er det jo netop fordi, jeg kan ikke komme i tanke om særlig mange løsninger.

Hvem kan?

Vi snakker om integration mig her og der, vi snakker om problemerne spalte op og spalte ned. Men hvor er løsningerne?

Alligevel tager vi det som givet, at vi fortsat skal have indvandring og lade problemer vokse sig større, vi ikke engang har en løsning på i det små.

Det vi kan komme frem til, er slet ikke løsninger, men at lægge låg på dampen - holde dampen på et nogenlunde kontrollabelt niveau. Det er lappeløsninger, som tit skaber nye huller.

Hvad der skal til for at dampen slet ikke opstår, det diskuterer vi ikke.

Vi diskuterer det som givet, at muslimerne ikke forandrer sig, at de ikke selv kan tage ansvar, at de er som retarderede, eller børn som ikke selv kan gøre for det.
Som ikke kan tænke selv eller tage ansvar selv.

Det er som om muslimer er født kroniske muslimer. Kollektive enheder uden individualitet som ikke selv kan tage ansvar. De er ofre, børn, uskyldige og kan ikke selv gøre for det. Det synes kulturrelativisterne. Men når vi søger løsninger, som vi skal finde! Falder vi i samme grøft.

Hvis vi virkelig skulle regne dem som lige, så skulle vi kræve det samme af dem, som vi kræver af andre. Vi skulle kræve de selv gør noget, de selv tager ansvar, at de bliver individer, fremfor en kollektiv karikatur af islamisk tankegang.

Det er ikke kun multikulturalisterne der tænker sådan, det er i princippet alle som mener, at VI SKAL LØSE problemet og de kan ikke selv.

Enter Pascal Bruckner, hvor han først går i kødet på tendensen til at sammenligne den som kæmper mod fascismen med fascister, og så påpeger, at den bedste version af oplysningen i princippet vandt.

(Blokopdelingen, kursiveringen, understregning, osv. er foretaget af undertegnede og det jeg citerer er kun dele af essayet - sæt endelig tid af til at læse det hele):

"It's not enough that Ayaan Hirsi Ali has to live like a recluse, threatened with having her throat slit by radicals and surrounded by bodyguards. She - like the French philosophy professor Robert Redeker who has also been issued death threats on Islamicist websites - has to endure the ridicule of the high-minded idealists and armchair philosophers. She has even been called a Nazi in the Netherlands. (6)

Thus the defenders of liberty are styled as fascists, while the fanatics are portrayed as victims!

...
Similarly, the Enlightenment is often depicted as nothing but another religion, as mad and intransigent as the Catholicism of the Inquisition or radical Islam.

After Heidegger, a whole run of thinkers from Gadamer to Derrida have contested the claims of the Enlightenment to embody a new age of self-conscious history. On the contrary, they say, all the evils of our epoch were spawned by this philosophical and literary episode: capitalism, colonialism, totalitarianism.

For them, criticism of prejudices is nothing but a prejudice itself, proving that humanity is incapable of self-reflection.

For them, the chimeras of certain men of letters who were keen to make a clean slate of God and revelation, were responsible for plunging Europe into darkness. In an abominable dialectic, the dawn of reason gave birth to nothing but monsters (Horkheimer, Adorno).

The entire history of the 20th century attests to the fanaticism of modernity. And it's incontestable that the belief in progress has taken on the aspect of a faith, with its high priests from Saint Simon to August Comte, not forgetting Victor Hugo. The hideous secular religions of Nazism and communism, with their deadly rituals and mass massacres, were just as gruesome as the worst theocracies - of which they, at least as far as communism goes, considered themselves the radical negation. More people were killed in opposition to God in the 20th century than in the name of God. No matter that first Nazism and then communism were defeated by democratic regimes inspired by the Enlightenment, human rights, tolerance and pluralism. Luckily, Romanticism mitigated the abstraction of the Enlightenment and its claims to having created a new man, freed from religious sentiment and things of the flesh.

Today we are heirs to both movements, and understand how to reconcile the particularity of national, linguistic and cultural ties with the universality of the human race.

Modernity has been self-critical and suspicious of its own ideals for a long time now, denouncing the sacralisation of an insane reason that was blind to its own zeal. In a word, it acquired a certain wisdom and an understanding of its limits. The Enlightenment, in turn, showed itself capable of reviewing its mistakes.Denouncing the excesses of the Enlightenment in the concepts that it forged means being true to its spirit.

These concepts are part and parcel of the contemporary make up, to the point that even religious fanatics make use of them to promote their cause. Whether we like it or not, we are the sons of this controversial century, compelled to damn our fathers in the language they bequeathed to us. And since the Enlightenment triumphed even over its worst enemies, there is no doubt that it will also strike down the Islamist hydra, provided it believes in itself and abstains from condemning the rare reformers of Islam to the darkness of reprobation."

Islam er kun en trussel mod os, fordi vi har glemt, hvor vi kommer fra. Vi har glemt at en form for "fundamentalistisk" modernitet og konsekvens af oplysningen sejrede over en anden.

Det var lande, der holdt "fanatisk" fast i demokrati og menneskerettigheder, der besejrede de lande som holdt fanatisk fast i den totalitære ideologi, eller stærke leder.

Men vi har mistet troen på vores egen civilisation. Den selvkritik som er både god og nødvendig til en grænse, har taget overhånd og er blevet til manglende tro på vores egne værdier. Til manglende standhaftighed, hvad angår værdier som demokrati, ytringsfrihed, pluralisme, menneskerettigheder og frihed, individuelt ansvar, oplysning og videnskab, rationalitet.

Vi har med andre ord forvekslet de værdier som byggede det samfund, vi har, med de som gjorde oprør mod disse tanker og skabte nye totalitære samfund.

Hvis vores civilisation skal overleve, må vi også holde stejlt fast på de værdier som har skabt den.

Men så har vi pærevællingen af de traumatiserede, munkemarxistiske, overkritiske, appeasende mennesker - civilisationskritiske mennesker, hvilket betyder udelukkende kritik af vores egen civilisation, som ikke kan skelne mellem barnet og badevandet, eller ikke vil skelne, fordi de er ideologiske modstandere af mange af selve de kerneværdier som vores civilisation hviler på.

De mangfoldige som kalder dem som holder fast i vores værdier og kritiserer totalitarismen for fundamentalister - sammenligner dem med de islamiske fundamentalister som holder fast i helt andre værdier, der udsletter individet og friheden, demokratiet, fritænkningen osv.

Den første løsning, er at vi holder fast i hvem vi er og hvad vores civilisation bygger på og opnår indsigt i og kæmper mod det som nedbryder disse værdier. Vores problem!

Bruckner om multikulturalismen som er bedre beskrevet som en kulturrelativisme, der fylder mere i den reale verden:

Today we combine two concepts of liberty: one has its origins in the 18th century, founded on emancipation from tradition and authority. The other, originating in anti-imperialist anthropology, is based on the equal dignity of cultures which could not be evaluated merely on the basis of our criteria.

!Relativism demands that we see our values simply as the beliefs of the particular tribe we call the West.!

Multiculturalism is the result of this process. Born in Canada in 1971, it's principle aim is to assure the peaceful cohabitation of populations of different ethnic or racial origins on the same territory. In multiculturalism, every human group has a singularity and legitimacy that form the basis of its right to exist, conditioning its interaction with others. The criteria of just and unjust, criminal and barbarian, disappear before the absolute criterion of respect for difference.

There is no longer any eternal truth: the belief in this stems from naïve ethnocentrism.!

Anyone with a mind to contend timidly that liberty is indivisible, that the life of a human being has the same value everywhere, that amputating a thief's hand or stoning an adulteress is intolerable everywhere, is duly arraigned in the name of the necessary equality of cultures. As a result, we can turn a blind eye to how others live and suffer once they've been parked in the ghetto of their particularity. Enthusing about their inviolable differentness alleviates us from having to worry about their condition.

However it is one thing to recognise the convictions and rites of fellow citizens of different origins, and another to give one's blessing to hostile insular communities that throw up ramparts between themselves and the rest of society. How can we bless this difference if it excludes humanity instead of welcoming it?

This is the paradox of multiculturalism: it accords the same treatment to all communities, but not to the people who form them, denying them the freedom to liberate themselves from their own traditions. Instead: recognition of the group, oppression of the individual. The past is valued over the wills of those who wish to leave custom and the family behind and - for example - love in the manner they see fit.

One tends to forget the outright despotism of minorities who are resistant to assimilation if it isn't accompanied by a status of extraterritoriality and special dispensations. The result is that nations are created within nations, which, for example, feel Muslim before they feel English, Canadian or Dutch. Here identity wins out over nationality. Worse yet: under the guise of respecting specificity, individuals are imprisoned in an ethnic or racial definition, and plunged back into the restrictive mould from which they were supposedly in the process of being freed. Black people, Arabs, Pakistanis and Muslims are imprisoned in their history and assigned, as in the colonial era, to residence in their epidermis, their beliefs.

Thus they are refused what has always been our privilege: passing from one world to another, from tradition to modernity, from blind obedience to rational decision making. "I left the world of faith, of genital cutting (7) and marriage for the world of reason and sexual emancipation. After making this voyage I know that one of these two worlds is simply better than the other. Not for its gaudy gadgetry, but for its fundamental values", Ayaan Hirsi Ali wrote in her autobiography (8). The protection of minorities also implies the right of individual members to extract themselves with impunity, through indifference, atheism and mixed marriage, to forget clan and family solidarities and to forge their own destinies, without having to reproduce the pattern bequeathed to them by their parents.

Out of consideration for all the abuses they may have suffered, ethnic, sexual, religious and regional minorities are often set up as small nations, in which the most outrageous patriotism is passed off as nothing more than the expression of legitimate self-esteem. Instead of celebrating freedom as the power to escape determinism, the repetition of the past is being encouraged, reinforcing the power of collective coercion over private individuals. Marginal groups now form a sort of ethos-police, a flag-waving micro-nationalism which certain countries of Europe unfortunately see fit to publicly support. Under the guise of celebrating diversity, veritable ethnic or confessional prisons are established, where one group of citizens is denied the advantages accorded to others.

Indvandrerne er ikke blot set som ofre. Det er forventet, at de forbliver ofre. De er frarøvet en selvstændig identitet. De er frarøvet retten til at være som os, til at leve op til den frihed under ansvar, som vi andre forventes at leve op til, omend vi knap selv forventes at leve op til dette efterhånden, efter som stadigt mere er "samfundets skyld", mens individuelt ansvar er stadigt mindre betydende. Men selv i den relative ramme, forventes der stort set intet andet af muslimerne, end de forbliver de "ædle vilde", de er.

Og hvad langt værre er som Hirsi Ali forsøger at forklare os. Vi beskytter ikke de individer, specielt kvinder, som vil være som os, vi forventer - de facto - at de skal være anderledes end os og undertrykte, en kollektiv gruppe hvor individet ikke eksisterer, ikke længes efter frihed, efter at gifte sig med den de forelsker sig i. At de skal leve i både en fysisk og mental ghetto.
Det er de facto vi gør dette. En del af forklaringen er nok simpelthen, at vi ikke kan forstå at denne æres, klan, kvindeundertrykkende kultur er virkelig og reel på den alvorlige måde.

Nok skal der være ret til at være anderledes, men også ret til at være ens - dog uret til at tvinge andre til at være ens.

De værdier som byggede vort samfund, skal vi ikke blot holde fast i. Indvandrerne skal have den ret til at være individer, som indgår i vestlige værdier. De skal have beskyttelse ikke blot i form af bodyguards, når der er truet på livet, men i mennesker som tilskynder til individuelt valg og ansvar. I mennesker som afviser forsøg på at kollektivisere dem, ghettoficere, offerliggøre og blindt problematisere dem.

I at de skal ses som individuelle væsener, er der også vejen til at bryde isen mellem den antiracistiske blok og den islamkritiske. Som begge ser muslimer som monoliter på hver sin måde.
Der er nøglen til at genfinde os selv, som den civilisation vi er, uden at hænge fast i fortidens spøgelser, som onde imperialister, eller kollektive idealister, nazister og kommunister, osv.

Til at holde fast i de værdier som har skabt vores civilisation og lade muslimer indgå i dem.
Det kan ikke være uden krav. Uden at de betragtes som medansvarlige for egen skæbne. Uden at der skelnes mellem det som er demokratiske, oplysnings og frihedsværdier, og det som ikke er det.

Bruckner fortsætter med en pointe som jeg deler og som er kommet frem mange gange, blandt andet af Mark Steyn i "Multiculturalists are the real racists", men her er Bruckners vinkel:

"The Enlightenment belongs to the entire human race, not just to a few privileged individuals in Europe or North America who have taken it upon themselves to kick it to bits like spoiled brats, to prevent others from having a go.

Anglo-Saxon multiculturalism is perhaps nothing other than a legal apartheid,

- accompanied - as is so often the case - by the saccarine cajolery of the rich who explain to the poor that money doesn't guarantee happiness. We bear the burdens of liberty, of self-invention, of sexual equality; you have the joys of archaism, of abuse as ancestral custom, of sacred prescriptions, forced marriage, the headscarf and polygamy. The members of these minorities are put under a preservation order, protected from the fanaticism of the Enlightenment and the "calamities" of progress. Those termed "Muslims" (North Africans, Pakistanis, Africans) are prohibited from not believing, or from believing periodically, from not giving a damn about God, from creating a life for themselves far away from the Koran and the rites of the tribe.

Multiculturalism is a racism of the anti-racists: it chains people to their roots. Thus Job Cohen, mayor of Amsterdam and one of the mainstays of the Dutch state, demands that one accept "the conscious discrimination of women by certain groups of orthodox Muslims" on the basis that we need a "new glue" to "hold society together."

In the name of social cohesion, we are invited to give our roaring applause for the intolerance that these groups show for our laws.

The coexistence of hermetic little societies is cherished, each of which follows a different norm. If we abandon a collective criterion for discriminating between just and unjust, we sabotage the very idea of national community. A French, British or Dutch citizen will be prosecuted for beating his wife, for example. But should the crime go unpunished if it turns out that the perpetrator is a Sunni or Shiite? Should his faith give him the right to transgress the law of the land? This is the glorification in others of what we have always beaten ourselves up about: outrageous protectionism, cultural narcissism and inveterate ethnocentrism!

This tolerance harbours contempt, because it assumes that certain communities are incapable of modernising. Could it be that the dissidence of British Muslims is not only a function of the retrograde rigorism of their leaders, but also stems from a vague suspicion that all the consideration show to them by the state is little more than a subtle form of disdain, basically telling them that they are just too backward for modern civilisation ? Several communes in Italy are planning to reserve certain beaches for Muslim women, so they may bathe unexposed to male eyes. And within a few years the first "Islamic hospital," complying in all points with the prescriptions of the Koran, may open in Rotterdam. Anyone would think we are reliving the days of segregation in the southern United States. Yet this segregation has the full backing of Europe's most prominent progressives! Theirs is a fight on two fronts: minorities must be protected from discrimination (for example by encouraging the teaching of regional languages and cultures and adapting the school calendar to religious holidays); and private individuals must be protected from intimidation by the community in which they live.

Finally, one last argument militates against Anglo-Saxon multiculturalism: on the government's own avowal it doesn't work. Not content to have serves as an asylum for Jihad for years on end, with the dramatic consequences known to all, the United Kingdom must admit today that its social model based on communitarianism and separatism doesn't work.

Many people scoffed at French authoritarianism when parliament voted to forbid women and young girls from wearing headscarves in school and in government offices (news story). Timothy Garton Ash for his part, who starts his review in Seine Saint-Denis, demonstrates a Francophobia worthy of Washington's Neocons.

Yet now political leaders in Great Britain, the Netherlands and Germany, shocked by the spread of hijab and burqa, are considering passing laws against them (12).

The facts speak against the appeasers, who enjoin Europe to fit in with Islam rather than vice versa. For the more we give in to the radicalism of the bearded, the more they will harden their tone. Appeasement politics only increase their appetite. The hope that benevolence alone will disarm the brutes remains for the moment unfounded.

...
But modern France was forged in the struggle against the hegemony of the Catholic Church. And two centuries after the Revolution it will not support the yoke of a new fanaticism. That is why attempts by revanchist Islamic tendencies such as the Saudi Wahabites, the Muslim Brotherhood, the Salafists or Al Qaida to gain ground on European territory and reconquer Andalousia resembles a colonial enterprise that must be opposed (13). How did Europe and France become secular societies? Through an unrelenting struggle against the Church, and its hold on the right to regiment people's minds, punish recalcitrants, block reforms and maintain the people - primarily the poorest - in the stranglehold of resignation and fear. The fight was extraordinarily violent on both sides, but it brought about incontestable progress and eventually led to the law of the separation of Church and state being passed in 1905.

The superiority of the French model (copied by the Turkey of Mustafa Kemal) is a result of the victory over obscurantism and events like the St. Bartholomew's Day massacre.

How could we tolerate in Islam that which we no longer tolerate in Catholicism? Secularism, which incidentally is written into the Gospels, is based on a few simple principles: freedom of religious affiliation, peaceful coexistence, neutrality of the public space, respect of the social contract, and the common acceptance that religious laws are not above civil ones but reside in the hearts of believers."

Det burde være så indlysende, at det som man så aktivt bekæmpede i kirken, skal man ikke omfavne, når det er langt værre og hedder Islam. Men det er i disse tider så langt fra indlysende.

Bruckner har desværre så utroligt meget ret i at multikulturalisme, i den form den har i dag, er legalt apartheid.

Det er ikke tilladt at skelne mellem skidt og kanel, ikke hvad angår Islam i hvert fald. Dobbeltmoralen lever dog i så bedste velgående, at hvad angår den manikæiske skelnen mellem såkaldte islamofober og racister, såkaldte tolerante og progressive, må man gerne skelne, hvilket siger alt om, hvem der reelt har vundet værdikampen på det område, omend i vores land taber de heldigvis mere og mere terræn og udviklingen går, for at sige det mildt, mod deres teori.

Men vi er ikke tjent med denne mudderkastning. Det er vores civilisations fremtid vi taler om. Ikke blot et spørgsmål om hvem der har de skinnede glorier, eller den bedste tro.

Hvis Islam ikke assimileres i Europa, kommer Europa til at blive assimileret i Islam.

Der er selve kernen i dette spørgsmål, på langt sigt. Hvor langt sigt er for så vidt ligegyldigt.

Et samfund er både kollektivt og individuelt.

Noget er et kollektivt ansvar og andet er individuelt, såvel som noget er både og.

For at nævne et eksempel på kollektivt ansvar, altså noget som primært pårører regering og myndigheder. Så har vi for eksempel lov og orden. Intet individ kan skabe lov og orden. Det er altså overvejende et kollektivt spørgsmål, omend individet kan levere små bidrag.

Som eksempel på noget som er både kollektivt og individuelt ansvar, kan man nævne det at få et arbejde.
Individet kan selv gøre meget for at få et arbejde, tage en uddannelse og forbedre ens kundskaber, arbejde for gode karakterer, færdigheder og blive ved med at søge stillinger.
Men det er også et stort kollektivt ansvar, for individet kan ikke sættes til ansvar for arbejdspladser som ikke er der, eller uddannelsespladser som ikke er der.

Så for at nævne noget som primært er et individuelt ansvar, så er det at adlyde landets love og normer. Det er også et kollektivt ansvar i og med at man sikrer at børn får en god opvækst og skolegang, så vidt muligt.
Men i sidste instans er der kun et menneske som kan beslutte at være kriminel, eller ikke kriminel. Det er i princippet individet selv, altså et overvejende individuelt ansvar i sidste instans.
Det kollektive ansvar kunne udvides, hvis valget stod mellem at sulte eller stjæle. Men i et land som Danmark duer den undskyldning reelt ikke.

Så for at gøre det lange svar på Lottes spørgsmål kort:

Så er det først og fremmest muslimernes ansvar at finde en løsning, på et problem som de selv skaber.
Det er forkert, at vi skal finde løsninger. For der findes ingen rigtige løsninger uden om problemets ophav.

Når det så er sagt. Hvad nu hvis de ikke vil vil bidrage med løsningen, eller bidrage nok med den?

Så må vi stadig stå fast på, at løsningen ligger hos dem.

At holde fast i at mennesker skal have et frit valg, er ikke det samme som at tvinge dem til et specielt valg. Der er en afgrund til forskel og den forskel afspejler den grundlæggende forskel mellem vores kultur og deres.
Friheden skal ikke forkastes, fordi nogle forvalter den på en måde man ikke bryder sig om.
Friheden giver tværtom mennesket mulighed for at forvalte sin frihed på den måde vedkommende ønsker det og det skal respekteres. Såvel som alle indgreb mod denne individuelle frihed aldrig skal accepteres udover hvad lov og orden, barnets tarv påkræver.

Derudover må vi ty til lappeløsninger og rettere mange af dem. for en enkel løsning batter som en skrædder i helvede. Lappeløsninger vil ikke løse problemet, men de vil inddæmme det.

I det her konkrete tilfælde:

Så må vi trodse deres kultur, dem der tør, afkræve at de opgiver deres apartheid.

Men det meningsløst uden lovmæssig opbakning og beskyttelse.

Apartheidforbrydelser som denne må straffes ekstra hårdt.

Ligeledes skal man tænke udover denne problematik og gå i kødet på selve kernen, de arrangerede ægteskaber og apartheiden, simpelthen håndhæve forbuddet mod disse en mere omfattende måde.
Selve tanken om at en muslimsk kvinde ikke kan gifte sig med en ikke muslimsk mand, og at et ægteskab ikke er noget individet selv bestemmer er forkert.

Ligeledes må man gribe hårdere ind over for æresforbrydelser generelt, når kvinden må søge beskyttelse for sin familie, skal der være sanktioner over for familien og trusler om udvisning, selv ophævelse af statsborgerskab, hvis de gør alvor af truslerne, som i sig selv skal straffes hyppigere.

Det skal med andre ord stå klokkeklart, at vi ikke vil acceptere denne adfærd.

Alt andet er at acceptere den og lade den fortsætte og udvide sig.

Dette er dog ikke løsninger, men lappeløsninger. Løsningerne er først og fremmest muslimernes. Det samme er ansvaret.

Så at diskutere problemet uden om dets ophav er først og fremmest forkert. At diskutere løsningen uden de som har hovednøglen er ligeledes helt forkert.
At betragte muslimer som deres tro og ikke som personer, der kan agere individuelt og tage skæbnen og ansvaret i egen hånd, er det helt forkerte udgangspunkt, omend man ikke skal være blind over for de enrettende tendenser i selve Islamtroens opbygning og fuldt afvise disse.

Ellers sagt på en måde. Vi skal kræve af dem, at de er individer og borgere i vestligt samfund, ikke muslimer, som de kan være i hjertet, men ikke i deres offentlige opførsel og krav.

Jeg tror personligt, at der findes få alternativer der:

1. Frafald fra Islam, konvertering eller udvisning.

2. Adoption af en moderat Islam, som får sine egne uddannede imaner og finansieres over skattebilleten, kombineret med forbud mod radikale moskeer og udvisning af radikale imaner.

Islam er nok ingen monolit, men vi skal ikke glemme, at der findes skruppelløse radikale muslimer som vil gøre alt og bruge alle midler, terror, vold, trusler, infiltration af samfundet, true moderate muslimer med helvede og allahs vrede, bortset fra fysiske trusler, for at gøre Islam til netop deres monolit.

Dem skal vi ikke acceptere.

Så vender vi ryggen til både moderate muslimer, muslimerne som individer og vores egen kultur.

Men på problemet Islam findes kun en primær løsning. Dens ophør som tro, eller totale liberalisering og sekularisering og deres komplette assimilation. Det er deres løsning, ikke vores. Vi har kun få løsninger, som ikke er rigtige løsninger, men inddæmninger af problemet.

Hvis i har lyst til mere læsning af Pascal Bruckner, kan et gammelt interview på Uriasposten anbefales.