Vores egen lille Brumbasseminister og journalisterne

Politikere er i reglen kedelige at høre på og mere end det. Derfor er det nu godt med lidt kolorit, som den vores helt egen Brumbasseminister leverer, når journalisterne går vedkommende på klingen.

Sensationsjournalistik for de uoplyste

I det forløb, jeg er i gang med lige nu, lærer vi at være rigtig kritiske. Vi er faktisk tvunget til at være kritiske, ellers dumper vi - og vi kan dumpe af mange andre årsager.
Men vores historie skal holde, der skal være belæg for den og evt. modsigelser skal være undersøgt grundigt. Ellers er vi sikre på at dumpe uanset hvad.
Men et er skolen, noget andet er når de studerende slippes løs i virkelighedens journalistiske verden, så falder kravene prompte:

"Et stort problem", ministerierne bruger flere penge på præsentation, vand og sandwiches og den slags, Ritzau journalisten må være ret så forelsket i sin overskrift:
"Pengene fosser ud af ministerierne"
Tag den Fogh og Venstre!

Hvad er pointen med en sådan historie? At antyde at regeringen frådser?

I artiklen står det:

Alene sidste år steg repræsentationsudgifterne med 15 procent

Well, så er det måske på sin plads at undersøge prisindekset for fødevarer, eller hur? Blot måske, det kan da ikke være så svært.

Og Ekstra Bladet selv, som gladeligt videresender Ritzau telegrammet, behøver da ikke at kigge særligt langt, for at finde en artikel om stigende fødevare priser:

Det er blevet grundigt udpenslet i medierne de sidste par uger. I takt med, at vi alle har fået både skattelettelser og en historisk velstand, er der en grundlæggende ting, der går den forkerte vej: Fødevarer er næsten fordoblet i pris.

Det viser Danmarks Statistiks prisindeks over dagligvarer fra december 2005 til december 2007.

Men hvor galt står det i virkeligheden til på specifikke produkter?

Af indekset fremgår det, at icebergsalaten i gennemsnit er steget med 82 procent i perioden. En laksefilet er blevet 46 procent dyrere, gryn er steget 44 procent i pris.

Og både æble- og appelsinjuice er blevet 39 procent dyrere for forbrugerne.

Vi mangler lige sandwichingrediensen mel i ovenstående, men hvis man ikke har bemærket at brødpriserne de sidste to år er stejlet, så følger man vist ikke så godt med. Pålæg er sikkert også steget lidt, Ost er i hvert fald.
Godt denne journalist ikke skal til eksamen på journalisthøjskolen.

Ros til ministerierne fordi udgifterne ikke er steget mere, skal der i hvert fald lyde herfra.

Den nye store Stasi og den lille

Hans Martin Tillack, hedder en tysk Journalist, der for nogle år tilbage gravede godt og dybt i korruptionsmøget nede i Bruxelles.

Det skulle han aldrig havde gjort, der blev straks svaret igen med anklager om, at han havde bestukket sine kilder. Ikke nok med det. Det lykkedes EUs antikorruptionsorgan, OLAF, at pudse det belgiske politi på ham ud fra den undskyldning, at man ville finde frem til hans hemmelige kilder. Det ubetinget mod EUs egen menneskerettighedskonvention og pressens særstilling i forhold til kildebeskyttelse. Han blev fængslet for nogle timer og fik 4 mobiltelefoner, 2 computere beslaglagt og 16 bokse med dokumenter.

Disse papirer fik han først tilbage sidste år, efter 4,5 år!

Politiet opgav først, at anklage ham for at bestikke sine kilder i tirsdags og lukkede sagen.

Altså man har fortsat, selv efter 2007, hvor EU domstolen dømte at hans ytringsfrihed var blevet antastet og pålagte Belgien at betale en erstatning til ham på 10.000 Euro.

Mere magtmastodontisk, verderstyggelig magtarrogant adfærd skal man lede længe efter.

Men der findes altid en lille Stasi i medieverdenen.

Som Paula Larrain skriver for "journalisten", "Fri presse er en illusion":

Det mærkelige består i, at netop Christian - om nogen - ved, hvad journalistik kan komme til at koste. Christian var som ungt, blændende talent primus motor for de berømte historier om Riffelsyndikatet, der kort tid efter sendte den gamle tante ud i det ene frasalg efter det andet.

Det var nogle dramatiske dage, vi var igennem dengang. For den frie presses skyld. Retten til at skrive kritisk om hvad som helst – imod en hvilken som helst parts interesser. Også vores hovedaktionærers.

...

Det er på tide at indrømme, at den helt frie presse ikke findes. Kun ved at erkende dette, kan vi slippe journalistikken fri

Jeg er meget uenig. Pressen er naturligvis kun fri, hvis den skriver om det den ved. At der så er kommercielle interesser er klart og det kan lægge låg på ytringsfriheden, er en anden sag.
Så hvad vi kan erkende, er at pressen er ikke fri. Selv ikke når den har en god historie, som kunne sælge flere aviser.
Det bedste argument for en artikel, i en kommerciel mediebranche, er jo at artiklen sælger aviser, profilerer avisen og sætter dagsorden.
Selv når dette er på plads, som i sagen med riffelsyndikatet, så kan ytringsfriheden ryge.

Eller man kan sige det på en anden måde. Det er netop der ytringsfriheden for alvor ryger.

Løn som fortjent?

Det har altid været et mysterium for mig, hvorfor de mest interessante former for arbejde oftest er de højst lønnede. Det har ikke nødvendigvis noget med den klassiske udbud og efterspørgsel at gøre.
Nej tag for eksempel sygeplejerskerne, dem er der stor mangel på og det fortsætter der angiveligt med at være, da der for tiden allerede på studierne falder næsten hver tredje fra, specielt dem med høj karakter falder fra.
De står ganske vist vist over for et væsentligt løft i deres løn - men det rokker ikke ved at deres udgangspunkt er lavt.

Denne megen snak om lav løn skaber naturligvis dårlig stemning. Men hvorfor tage en lang uddannelse, ende i et stresset, men samfundsnødvendigt arbejde med mange tragiske skæbner transit i ens liv, og tjene mindre end foreksempel en kommende journalist som mig?
Et af de første virkelighedstjek vi fik smækket i hovedet, da vi startede på vores uddannelse var det forhold, at vores mindsteløn allerede var lige så høj som det løntrin en sygeplejerske med 10 års anciennitet ligger på. Dertil skal det så lige siges, at de færreste journalister starter på mindstelønnen omkring 25000 kroner, mens sygeplejerskerne går mere kronologisk til værks og starter konsekvent på lidt over 20000 kroner. Det er frugten af en relativ lang og tung uddannelse.
Når vi så tilføjer at en menig sygeplejerske aldrig kan stige til mere end omkring 30000 kroner om måneden, mens gennemsnitslønnen for journalister ligger omkring 36500 kroner om måneden.
Hvorfor er det sådan? At være journalist er nok stresset og presset, hvis man ikke formår strukturere sit arbejde og sætte grænser. Men der er ikke mangel på journalister, og det er et fag som er hulens spændende. Hvorfor skal vi tjene mere?

En masse proponenter for den feminine offerrolle vil sikkert bringe begrebet kvindefag på banen nu som led i en forklaringsmodel.
Men den holder ikke, det samme problem finder vi nemlig ved politiet som vist godt kan karakteriseres som historisk værende et maskulint præget fag.
24 timer i går fredag havde en artikel om en politibetjent der havde fået nok af dårlig løn, skæve arbejdstider, administrativt arbejde hvis nytteværdi angiveligt kunne diskuteres.
Betjenten i fokus havde været 15 år ved politiet - hans løn efter 15 år? 24.600 kroner!

Det er mindre end en sygeplejerske med 10 år på hospitalsgangene.

Flere betjente forlader deres arbejde for tiden. Det burde ikke være svært at regne ud hvorfor.
Det er mig et mysterium at mennesker vil leve med en hverdag af vold og trusler, og menneskeheden fra dens mest uheldige side, til den løn.

Problemet er ikke kvindefag, problemet er den offentlige sektor som ikke værdisætter sin mest nødvendige arbejdskraft ordentligt, hvilket den absolut burde!
Oven i kan selvsamme offentlige sektor finde ud af sende det ene mistillidsvotum efter det andet til sine medarbejdere i form af skemaer og kontrol og ansætte stadigt mere administrerende og ledende personale, naturligvis til en noget bedre løn end politibetjenten og sygeplejersken.

Den offentlige sektor som skal udgøre samfundets menneskelige ansigt mod det enkelte individ, borger og ansat, lever ikke op til det ansvar.

Derfor er det ikke nødvendigvis nok med 12.8 procent mere i løn, centrale funktioner i samfundet bør værdisættes mindst lige så meget som de for tiden mest trendige karriere-varianter af kejserens nye klæder.

Mindre administration og mere menneskelighed tak!