Jeg har et yndlingsbegreb for politisk religiøse mennesker, altså mennesker som lader deres fornuft paralysere af politiske dogmer, ikke mindre end religiøse lader deres paralysere. Dette begreb er ideologi-idioter.
Dette fænomen har ikke noget med intelligens som sådan at gøre, selv meget kloge mennesker har en tendens til at gøre det. Måske endda i højere grad, fordi de ved, at der faktisk findes eksperter og folk, der har tænkt dybere over et emne, end de selv har gjort det.
Det har til gengæld meget at gøre med, om man har en gennemkritisk tilgang til alt, hvad man hører, ser, og i øvrigt selv tænker. Altså virkelig anstrenger sig for at finde modsigelser, antiteser til det man er tilbøjelig til at tage som givet.
Der er faktisk lavet forskning med brug af hjernescanning, hvor det viser sig, at mennesker som modtager finansielle råd fra en ekspert, ophører med deres selvstændige tænkning på området. I disse finanskrisetider er der sikkert en del, der fortryder det. Gamle paranoide Magda som har puttet pengene i hovedpuden kan derimod i dag føle hun har handlet fornuftigt, omend hun dog kunne have sat pengene i banken til den almindelige lave indlånsrente.
Men politik og religion hviler på mere end autoritet, de hviler også på idealisme og en hjerteblodsvinkel på tilværelsen, hvor skuffelsen ved at have uret, vil være større end glæden ved at tænke selv og gennemgå tvivlens usikre fase, før man overhovedet når til det punkt.
Derfor er det letteste altid at holde fast i sin barnetro.
CEPOS har udgivet en rapport om indvandreres påvirkning af de offentlige finanser. Den er baseret på en analyse ved brug af DREAM modellen, som er blevet brugt i andre undersøgelser og hvis resultater, samt input, følgende konklusioner fra DJØF magasinet, er blevet kritiseret af undertegnede i tidligere poster,
her og
her.CEPOS' undersøgelse har en anden vinkel, men deres resultater er i højere grad et klasseeksempel på ideologi-idioti i fuld aktion.
Omend de når frem til at en ikke-vestlig indvandrer koster statkassen 2 millioner kroner mere, end vedkommende ligger i den, så mener de ikke, det er et problem:
I det de primært skyldes den førte indvandrings-, social- og
arbejdsmarkedspolitik, der dels tiltrækker indvandrere med beskedne formelle kvalifikationer, dels fastholder mange indvandrere i det sociale ydelsessystem. Det er imidlertid muligt at vende indvandringen til en økonomisk fordel, hvis man ændrer indvandrings-, social- og arbejdsmarkedspolitikken, så man fremover i højere grad belønner beskæftigelse og gør indkomstoverførslerne mindre generøse.
Altså blot man fraholder dem indførselsindkomster, så vil flere mennesker automatisk føre til mere velstand.
Det er enten meget dumt, eller så er det et bevidst forsøg på at få mindstelønnen og indførselindkomsterne ned generelt, tvinge staten til at spare ved at påføre den yderligere udgifter. Hvilket højere formål skal sådan noget egentlig tjene?
Jeg kan allerede her adressere to hovedpunkter, som i yderste konsekvens ikke hænger sammen.
Et. Selv om man nægter nye indvandrere overførselsindkomst, ville de job de tager stadig gå fra danskere som er på overførselsindkomst, og dem har vi over 800.000 af i den arbejdsdygtige alder (som er smidt på ud på et sidespor, netop for at tidligere tiders indvandring ikke skulle fylde så meget i statistikken - selv under disse omstændigheder har vi arbejdsløshed i dag, så indvandring vil kun forøge arbejdsløsheden), så man kan ikke isoleret kigge på indvandreres nettobidrag, som i øvrigt er fuldt betinget af de private arbejdspladser, vi har svært ved at bevare. Ej heller vil det reelt være gratis forstået sådan, de skal jo havde ret til lægebehandling og sygehusophold, og medmindre vi vil smide dem hurtigt ud igen, pension og deres børn skal gå i skole, hvilket er en markant udgift, der som regel overstiger de penge, de smider i skat.
Ligeledes tager dette regnskab ikke i betragtning, hvad kombinationen af ny-indvandring, lavere lønninger, og overførselsindkomster, vil betyde for udviklingen i kriminaliteten, og udviklingen inden for den.
En lukket fængselsplads alene koster 800.000 om året, dertil skal lægges omkostninger til retssager og politiarbejde.
To. Hvis pointen så er alle danskere skal modtage lidt eller intet i overførselsindkomst og mindstelønnen ned, så vil de jo stadig være udgift i og med, at de stadig koster under skolegang, skal have lægehjælp og hospitaler, og pension, medmindre de gamle skal sulte ihjel.
Lavere lønninger betyder naturligvis lavere indtægter til staten og i øvrigt også virksomheden, det vil sige det bliver nødvendigt at justere udgifterne til skolegang, gøre lægebehandling afhængig af indkomst, samt skære i pensionen.
Lav løn vil angiveligt give lidt flere ansatte, men lad os i så fald i første omgang koncentrere os om de mennesker, vi har svært ved at få ansat og som er på overførselsindkomst og løse resten med gæstearbejdere, nærmere end permanente borgere og udgifter.
Personligt ville jeg hælde mere til en model, hvor overførselsindkomster reduceres til SU niveau, der skabes flere uddannelsespladser og en højere overførselsindkomst end SU betinges af sygdom, invaliditet, eller tilpasses den grad man selv har forsikret sig ud fra parametre som hvor længe man har arbejdet og hvor mange penge man har forsikret sig selv med.
Men lav løn er ingen garanti for, at der ikke fortsat vil være arbejdsløshed, findes der noget land uden arbejdsløshed? Nej! Sverige var dog et, indtil det lod grænserne åbne for en million flere parallelt med en økonomisk nedtur. Resultatet er en reel arbejdsløshed på over 20 procent, det samme er tilfældet for os, omend vi kun har lukket omkring 400.000 ekstra ind.
Det under ikke blot en krise, men også et midlertidigt opsving, vel og mærke.
Hvordan man kan forestille sig, at i fremtiden vil udviklingen tegne sig anderledes, på trods af værre betingelser end tidligere, er mig en gåde.
Nye borgere bliver aldrig gratis, ikke engang gæstearbejdere, når de tager et arbejde en allerede herboende borger kunne have fået. Og nettoforholdet mellem skattebetalinger og overførselsindkomster er kun en isoleret del af regnskabet.
CEPOS citerer følgende regel af den amerikanske økonom Julian L. Simon:
If the marginal immigrant makes a non-negative contribution to the treasury you continue to admit immigrants until the contribution goes to zero.
Sådanne regler kan være ganske gode, men det er under betingelse af, at man regner alle parametre med, og det gør man ikke. Det vil sige det reelle belæg, for denne påstand, er ikke eksisterende. Man regner ikke med, indirekte udgifter til indvandreres børn, kriminalitet, eller allerede eksisterende borgere som får snuppet en arbejdsplads lige foran snuden på dem, pension og udgifter til sprogskoler, sygepleje osv.
CEPOS sammenligner fri bevægelse af arbejdskraft, med frihandel:
Det økonomiske argument for fri vandring er, at arbejdskraften kan søge derhen, hvor den er mest produktiv. Det er til fordel for den vandrende arbejdstager, som dermed opnår en store indkomst. Og det er samlet set en fordel for det øvrige samfund, idet den mere produktive anvendelse af arbejdskraften betyder billigere varer og serviceydelser. Ser man således kun på disse økonomiske effekter, er fordelen ved fri vandring mellem lande den samme som fordelen ved frihandel mellem lande og den samme som fordelen ved fri vandring mellem eksempelvis
Fyn og Sjælland5.
Sammenligningen er falsk. Afskaffelsen af toldmure er ikke det samme som afskaffelsen af indvandringsbarrierer. Der er grænser for mange produkter vi vil købe og har råd til, der er ikke grænser for, i fornuftig regulerings forstand, hvor mange børn man vil føde i den fattige del af verdenen.
Underliggende påstand her er, at 6 milliarder, snart stigende til 9 milliarder fattige menneskers frihed til at søge arbejde i den rige del af verdenen, hvor man i forvejen har svært ved at finde arbejde til en enkelt milliard, vil resultere i mere velstand. Det er om noget ikke gennemtænkt, eller præget af den mindste realpolitiske flair, eller psykologiske erkendelse. Selv om man kan sige at indvandringen vil naturligt ophøre, når vi bliver dysfunktionelle og fattige samfund præget af indre stridigheder og raseri rettet mod de skyldige i den her idioti.
For det første er udgiftniveauet i et samfund alene på boligområdet betinget af pres på samme. Flere mennesker, lig med dyrere boliger. En ordentlig indtjening på boligområdet, er betinget af høje priser på boligområdet, nedsættes udgifterne til lønning af folk i boligbranchen, får man ganske vist lavere omkostninger, omend selve presset på området vil holde priserne oppe og angiveligt have en tendens til at holde omkostninger oppe uden at de sænker sig nævneværdigt, alt efter pres. Men selv om man får billigere boliger via nedsætning af omkostninger, vil der være et efterslæb af boliger bygget under andre betingelser, hvor prisen er sat efter hvad flertallet dengang havde råd til, ikke de fattigste.
Bare på dette område hænger virkeligheden og ideologien ikke sammen.
Det samme vil gælde selv fødevarer, hvor prisen vil blive sat primært, efter hvad flertallet har råd til. Man kan sagtens skabe en forhutlet underklasse på 20 procent af befolkningen, som nu og da må stille sig i kø ved gadekøkkenet for at blive mætte, uden at det generelle prisniveau vil falde betragteligt. Vi har et højt prisniveau i Danmark og det er usandsynligt, at det vil falde alene ved at fjerne både toldmure og mindstelønninger, medmindre vi taler general lønnedsættelse, hvilket så igen fratager virksomheder deres profit fra et højt prisniveau. Som blot et eksempel koster Knorr pulversovser langt under det halve i Sverige, end det gør i Danmark. Folk er i det hele taget nødt til at betale den pris fødevarer koster, ellers sulter de. Hvilket betyder de må supplere deres indkomst med kriminalitet eller gå til gadekøkkenet. Priserne kan kun falde ved at sænke lønningerne generelt, og så falder virksomhedernes indtægter også, så er vi princippet lige vidt, bortset fra vi har fået genindført reel fattigdom.
Fornuften i dette ligger i at skære i overførselsindkomster og gøre staten mindre afhængig af skatter, altså på den måde skabe flere frie penge til forbrug og ligeligt fordele skattelettelsen mellem virksomheder og medarbejdere. Lønnedgang er en midlertidig løsning, som kun i omstillingsfasen mellem fortsat høje priser og lavere lønninger vil skabe en fordel, men vil udjævne sig efterhånden.
Disse løsninger er kun virksomme via mindre udgifter til staten, noget indvandring er en garanti for, vil aldrig ske.
CEPOS giver et rids af dansk indvandringspolitik:
I Danmark var der i en del af efterkrigstiden en liberal indvandrings- og
socialpolitik med forholdsvis fri indvandringsmulighed og ret høj grad af pligt til økonomisk at klare sig selv. Modellen mindede således en del om en såkaldt Åbne-grænser-lukkede-kassermodel. Denne model blev imidlertid erstattet af en model med a) lukkede grænser for arbejdsindvandring, b) barrierer på arbejdsmarkedet for personer med beskedne formelle
kvalifikationer, c) åbne grænser for familiesammenføring og d) åbne kasser for passiv forsørgelse. Den førte indvandringspolitik efter 1973 – og især efter udlændingelovens ændring i 1983 – karakteriseres ikke desto mindre nogle gange som ”liberal”, men i realiteten har der været tale om en detailregulerende politik, der selektivt fremmede indvandring af personer, som ikke primært var motiveret af at opnå beskæftigelse, og bremsede indvandring af personer, som primært ville have været motiveret af at opnå arbejde.
Det er så ugennemtænkt, at det skriger til himlen, jeg vil kun kritisere det i korthed, men med de vigtigste detaljer, for mere er det ikke værd.
1. Efterkrigstiden kan på ingen måde sammenlignes med hverken nutid og slet ikke fremtid. For det første var indvandringen dengang ikke så stor. For det andet var der nogle unikke forhold som aldrig kommer igen, som kan beskrives kort som: Det er lettere at skabe vækst fra lavteknologisk udgangspunkt end et højteknologisk. Eksemplificeret kunne en dansker med lidt kapital og lidt teknisk snilde starte en TV fabrik i 50´erne og 60´erne uden at skulle konkurrere med store multinationale giganter som Sony osv og dermed skabe hundredvis af arbejdspladser. Med Sony som modstander med et kæmpe masseproduktions apparat til rådighed og en avanceret teknisk kunnen og et etableret brand, er dette ikke længere muligt. Dengang voksede industrien og den private sektor, i dag har vi problemer med at blot holde Status Quo og industrien forsvinder udenlands, noget som ganske vist kalder på en nedsættelse af deres udgifter, men ikke af deres indtægter. Og nedsættelsen af deres udgifter sker ikke først og fremmest ved indvandring, men ved at få statsbudgettets indtægter forøget på anden måde end ved at beskatte virksomheder og arbejdskraft, primært ved at få folk allerede på overførselsindkomst her i arbejde - dette er ubetinget første del af løsningen.
2. Den liberale politik 1983-86 var liberal og oven i købet totalt ugennemtænkt.
Indvandrerene blev ikke arbejdsløse fordi de ikke ville arbejde, men fordi der ikke var arbejde! Arbejdsløsheden i den periode var nu engang rekordhøj, blot for at blive endnu mere rekordhøj med indvandringen.
Og årsagen til at vi stadig havde i 2008 (RAS207 i Statistikbanken), hvor beskæftigelsen slog alle rekorder, 59.859 arbejdsløse, 93.404 midlertidigt uden for arbejdstyrken (aktiverede osv.), 138.220 tilbagetrukket fra arbejdsmarkedet, 312.054 på en eller anden form for pension, 287.744 andre uden for arbejdsstyrken,
i alt 891.281 mennesker i alderen 16-66 år uden for arbejdsmarkedet, eller kun 20.000 fra rekorden i 1993,
det selv om 100.000 flere er ansat i den offentlige sektor plus det løse via udlicitering, der registreres som privat arbejdskraft, skal findes i det forhold, at vi har importeret langt mere arbejdskraft, end vi havde brug for. Det repræsenterer om noget, det mest
liberalidiotiske i dansk politik nogensinde. Omend det er korrekt at høje overførselsindkomster og dermed statslige udgifter som skal dækkes via skat spiller en rolle, så er netop det forhold, at man har importeret overflødig arbejdskraft, skyld i at selv samme er blevet værre, og man har været tvunget til at sende hundredtusindvis ud på pensioner og dermed øget skattetrykket. En lignende fremtidig løsning, er lig med endnu større økonomisk deroute.
En stor del af disse overførselsindkomstudgifter dækkes kun midlertidigt af olieindtægter i størrelsesordnen 30-40 milliarder årligt.CEPOS' ønske om arbejdskraft til under mindsteløn, er i øvrigt allerede en realitet, da man ved at ansætte Polakker via et vikarfirma, eller firma med adresse i Polen, kan få deres arbejdskraft til den polske overenskomst, hvilket gør deres indvandringstankegang, hvormed angiveligt menes permanente borgere, endnu mere suspekt og idiotisk, og idiotisk er det rette begreb, for ikke blot er det ugennemtænkt, det ville få katastrofale følger, hvis gennemført.
Med den fidus' udbredelse vil vi naturligvis se flere arbejdsløse, da 40-60 kroner i timen for en i øvrigt lige så flittig arbejdskraft, hvis ikke mere, er attraktiv. Det vil også øge interessen for at flytte virksomheden til Polen selv, for at kunne retfærdiggøre en fuld ansættelse af billig arbejdskraft. At fyre alle de danske medarbejdere for at genåbne virksomheden med billigere arbejdskraft i Danmark ville medføre en boykot og fremprovokere en forbruger reaktion. Grunden til, at indvandrere fra mere udviklede lande præsterer et positivt bidrag til de offentlige finanser, er, at de ofte først kommer til Danmark, når de er uddannede (dermed trækker de ikke i så høj grad på de offentlige udannelsesudgifter), og at de ikke belaster de offentlige finanser ved at modtage indkomstoverførsler (bl.a. fordi de i relativ høj grad er i beskæftigelse og i nogle tilfælde forlader Danmark inden alderdommen).
For at gentage mig selv, hvad så hvis de bliver? Så taler vi pension og deres børn som skal gå i skole, på sigt endnu flere mennesker som skal have skolegang, forsørgelse osv. for at slet ikke tale om at de kun får et arbejde på reel bekostning af en af de næsten 900.000, vi har uden for arbejdsmarkedet i arbejdsdygtige alder.
Det vil sige at al indvandring undtaget uddannet arbejdskraft, er i princippet overflødig arbejdskraft, direkte eller indirekte. Selv uddannet er det, eftersom vi kunne havde uddannet i stedet for sende over 400.000 på for tidlig pension.
Og de næsten 900.000 er opstået på trods af et stort opsving og et midlertidigt friværdi og byggeboom, noget vi ikke har til rådighed i fremtiden.
Mere har jeg ikke at sige til følgende indspark, udover at gentage hvor i høj grad det repræsenterer ideologi-idioti og en allerede verificeret forkert løsning på vores problemer, som kun kan blive endnu værre, ved at gentage den!
Makværk!
