Et nødvendigt opgør med myten om manglen på arbejdskraft

Myten om, at vi mangler arbejdskraft, vil ingen ende tage. Den er særdeles sejlivet, men ikke desto mindre en klokkeklar myte.
Ellers særdeles fornuftige personer, som Asger Aamund med flere, henviser til autoriserede kilder, som OECD og Rockwoolfonden og peger på, at vi i fremtiden vil mangle arbejdskraft. Der er bare det, at førstnævntes talgrundlag er dybt forkert. Sidstnævntes præmis er helt forkert.

At OECD begår dens beregninger på et forkert statistisk og talmæssigt grundlag, det har jeg både belyst og bevist her (Artiklen er just omskrevet, så forklaringerne og pointerne burde fremstå tydeligere).

Rockwoolfondens og andres undersøgelser hviler på et forkert præmis. Nemlig det, at vi i efterkrigstiden fødte nogle ekstra store generationer på op omkring 80.000 børn om året, og i firserne gik i den modsatte grøft og fødte nogle historisk lave generationer ned til omkring 50.000 børn året for at nævne ekstremerne.

Når jeg siger forkert præmis, sigter jeg naturligvis ikke til de faktuelt korrekte tal for de historiske børnefødsler. Men til at præmissen bruges til at danne grundlag og belæg for den konklusion, at vi mangler arbejdskraft i fremtiden. Præmissen holder med andre ord ikke i forhold til konklusionen.

Der er nogle andre præmisser, der er mere afgørende for om denne konklusion holder eller ej:

1. Når vi siger, at de store generationer forlader arbejdsmarkedet, så er det faktuelt forkert. De store generationer er nemlig i høj grad på efterløn, førtidspension, eller på anden måde uden for arbejdsmarkedet.

Antallet af 55-66 årige uden for arbejdsstyrken - altså beskæftigelse - var i 2009, da jeg lavede beregningerne, faktisk højere end andelen med et arbejde. Med andre forlader omkring halvdelen af de store generationer ikke arbejdsmarkedet, men en overførselsindkomst.

2. Danmarks befolkning er siden 1980 vokset med 400.000 personer på grund af indvandring. Hvis man antager, der var et hul, der skulle lappes, så er det altså allerede lappet.

3. Man skal først og fremmest måle mangel på arbejdskraft ud fra, hvor mange der faktisk er beskæftigede og ikke ud fra, hvor mange der er til rådighed i arbejdsstyrken.
Antallet af beskæftigede i 2010 - alt inklusive med også arbejdstagere under 15 år og over 67 år var på 2,68 mio. personer. (RASA1 i Statistikbanken).

Arbejdsstyrken (16-66 årige.) til rådighed om 20 år er lig med antallet af 0-46 årige i dag plus fem generationer af endnu ufødte børn (i gennemsnit cirka 65.000 nyfødte om året for tiden), plus eventuel fortsat nettoindvandring (omkring 25.000 om året, hvis nettoindvandringen fortsætter som i 2010 - BEV21 i Statistikbanken)

Tager vi først de 0-46 årige i dag: Så udgør de ifølge Danmarks Statistik per 1. juli 2011 i alt 3,3 mio. personer.

Dertil kommer så fem generationer af ufødte, der også vil indgå i arbejdsstyrken om 20 år - cirka fem gange 65.000, altså 325.000.

Så arbejdsstyrken i grove træk uden yderligere indvandring vil altså være på over 3,6 mio. i 2031.

Så bør der medregnes en eventuel fortsat nettoindvandring på 25.000 om året, for det er nu en gang, den vi har og vil have svært ved at holde lavere i fremtiden (Stramningerne under VKO sendte kortvarigt nettoindvandringen ned, før den igen satte historisk rekord).

Under den antagelse - for nemhedens skyld, at 2/3 dele af kommende indvandrerne har en alder, der medfører, at de fortsat er i arbejdsstyrken i 2031, så vil indvandrerne øge arbejdstyrken i 2031 med yderligere 333.333 personer.

Altså vil arbejdsstyrken bestående af 16-66 årige i alt være omkring 3,9 mio. i 2031.

Men hov, vi har jo kun knap 2,7 mio. beskæftigede i alt. Og ser vi tilbage over de sidste 30 år, så har det antal været nogenlunde konstant mellem 2,5 mio i dårlige tider og 2,8 mio. i gode tider. Det eneste, der reelt er vokset i de sidste 30 år (og mere til), det er antallet af offentlige ansatte.

For eksempel var der 2,74 mio. beskæftigede i 1988 (RAS1 i Statistikbanken), men færre offentlige ansatte dengang. Modregnet offentlige ansatte, var beskæftigelsen faktisk bedre i 1988, end den var i rekordårene 2007-2008.

Der var 801.000 potentielt offentlige ansatte i 1988, ifølge Statistisk årbog 1991 side 166. Det er medregnet kategorien "undervisning og forskning", hvor en del af forskningen angiveligt var i privat regi. Såvel som det samme kan siges om kategorien, sundhedsvæsen og socialvæsen, hvor det kan mistænkes at en lille andel angiveligt også var private ansatte. Så tallet var angiveligt lidt lavere end 800.000.

I 2010 var antallet af offentlige ansatte målt som personer 876.000, hvilket angiveligt er i underkanten af det reelle antal, da den høje grad af udliciteret offentlig beskæftigelse i dag vil tælle som privat arbejde.

En arbejdsstyrke på 3,9 mio. personer i 2031 og selv en på 3,6 mio. er altså ren overkill.

Konklusionen om, at vi mangler arbejdskraft i fremtiden er altså ubetinget forkert, uanset dens respektable ophav i flertal. Den hviler på helt forkert præmisser, hvor det reelle præmis specielt er indbefattet i ovenstående punkt 3.

En anden måde at anskue den formodede mangel på arbejdskraft på, det er ved at i stedet for at regne med antallet af beskæftigede personer. Så regne med hvor mange fuldtidsstillinger, disse beskæftigede repræsenterer.

Tager man disse briller på, så er beskæftigelsesgraden endnu lavere:

Fra INVD1 statistikken i Statistikbanken.
Fuldtidsbeskæftigede - Hele landet	2009
Personer i alt	2.207.402
Indvandrere fra vestlige lande	65.833
Indvandrere fra ikke-vestlige lande	86.782
Efterkommere fra vestlige lande	4163
Efterkommere fra ikke-vestlige lande	11.517
Personer med dansk oprindelse	2.039.107
Fra Folk1 statistikken i Statistikbanken
Indvandrere plus efterkommere i alt (antal af 16-66 år i 2009 tal)
402.625
Beskæftigede indvandrere plus efterkommere i antal	i pct beskæftigede:
168.295	41,80
Dansk oprindelse i alt (16-66 år)
3.291.509
Beskæftigede danskere i antal	i pct beskæftigede:
2.039.107	61,95

Omsat til fuldtidsbeskæftigelse arbejder altså kun 62 procent af arbejdsstyrken med etnisk dansk ophav.

Tager vi indvandrere og efterkommere taler vi kun knap 42 procent, når arbejdet omregnes til fuldtidsbeskæftigelse.

Altså 2,2 mio fuldtidsstillinger pt. og i 2031 kan vi have en arbejdsstyrke på 3,9 mio. hvis den nuværende indvandring fortsætter.

Vi vil angiveligt ende med at mangle kvalificeret og uddannet arbejdskraft, men ikke personer til rådighed i arbejdsstyrken.

Jo mindre vi gør for at kvalificere den allerede til rådighed værende arbejdsstyrke, jo flere indvandrere vi henter i udlandet, jo flere skubber vi uden for arbejdsmarkedet.

Samlet demografi og kriminalitet post - muslimer i Danmark

Jeg har ønsket at samle fragmenter fra gamle poster og lave nye, mere præcise og dækkende.
Det har jeg her i første omgang gjort med demografi og kriminalitet hos muslimer i Danmark.
De to perspektiver skal ses i sammenhæng, da de er både mere kriminelle og vil i fremtiden fylde stadigt mere blandt den unge befolkning.

Der er andre perspektiver som kunne have fundet en plads i denne post. Meget væsentligt, foreksempel, at vi ikke har arbejdspladser til de mange nye mennesker i Danmark. Vi mister løbende arbejdspladser i de fleste klassiske erhverv, og væksten i arbejdspladser sker i service og handel, samt offentlige stillinger. Vi har i princippet ikke skabt nye arbejdspladser i over 20 år.
Undtaget i det offentlige og i de servicefag som servicerer det stigende antal borgere i Danmark.
At der er brug for flere i service, når vi bliver flere mennesker. Det giver sig selv. Det siger intet om hvor pengene kommer fra, som puttes i hænderne på disse borgere. De kommer i højere grad fra offentlige midler.
De offentlige udgifter er fordoblet siden 1970erne, efter de er korrigeret for inflation.

Ligeledes berører denne post ikke nettoudgiften til ikke-vestlige indvandrere. Noget som jeg i øvrigt vil zoome nærmere ind på et senere tidspunkt, hvad angår muslimers tilknytning til arbejdsmarkedet. Da ikke-vestlige indvandrere er et bredt begreb.
Men i økonomisk perspektiv alene, er vi på et kæmpe vildspor. Dertil kommer sammenhængskraft, frihed, demokrati osv. Se blandt andet denne post for nærmere detaljer.

Men denne post vil først berøre demografi. Min tidligere post har fået en væsentlig update med tal for den generelle overfødselshyppighed for de udvalgte lande:

Demografi:

Læs også den senere post om, at muslimske mødre føder børn i en tidligere alder end danske kvinder.


Læs også om, hvorfor muslimsk flertal i Danmark har lange udsigter, men med en vigtig hage, nemlig at, som man kan se tydeligt ud fra det israelske eksempel, så er det fundamentalistiske muslimer, der vil føde de mange børn, som giver dem flertallet.


Læs også om, at selv om det har lange udsigter i Danmark, så sker det inden for få generationer i Tyskland og eventuelt andre lande, at muslimerne bliver flertal. Europas skæbne er delvist forseglet.

Jeg lover ikke for meget, hvis jeg hævder at følgende tekst, er noget af det vigtigste, du kan læse omhandlende dette lands fremtid. Ikke at du skal bekymre dig for meget. Det hjælper ikke noget, og gør blot dit øjeblik på jorden, det du har fået tildelt, mindre værd.

Men de kommende generationer, dine børn og børnebørn, fortjener din dybe omtanke og det er vigtigt, du afsætter tid til at læse det hele med et åbent og eftertænkende sind.

Et muslimsk flertal en dag i Danmark er en mulighed, specielt når vi bevæger os ind i næste århundrede. Så det er vigtigt at vi går mod dette spørgsmål med øjnene åbne og ønsketænkningen lukket ned.
Jeg tror ikke på decideret borgerkrig. Men med de gnidninger, problemer, konsekvenser som allerede er med kun 4 procent som værende muslimer i Danmark, tvivler jeg på at det vil blive meget bedre, når de er over det tidobbelte. Vi har for at sige det lige ud - ødelagt et godt land i et øjebliks ubetænksomhed. Nu drejer det sig om at redde, hvad reddes kan af resterne.

Det er vigtigt at forstå, at selv uden ny indvandring, bliver vi mange flere i Danmark, grundet de allerede eksisterende muslimers høje demografi.
Det er vigtigt at forstå, at det er praktisk talt utopisk at lukke helt ned for indvandring. Men vi kan omtænke vores indvandringpolitik,(linkede post har en oversigt over muslimske indvandrere og efterkommere i Danmark) så den ikke skaber flere problemer end den løser.
Det er vigtigt at forstå, at flere millioner nye borgere også kræver flere arbejdspladser, ellers skal de leve af overførselsindkomst og det har vi på sigt ikke råd til på samme plan som i dag - altså er det selve velfærdsstaten som er under pres og for så vidt allerede undermineret, selv om konsekvensen først træder igennem for alvor om omkring 2 generationer fremme.

Denne demografi beregning, er baseret kun på kvinder mellem 16 år og 42 år, hvor de fleste bør føde plus minus nogle få. Det skal dog siges somalierne fortsætter med at føde helt op til de er 49 år gamle i nogen grad, dog ikke i så højt antal, det kan ses på den sidste grafik, jeg bringer i denne post.

(Det skal yderligere siges denne beregning kun tager udgangpunkt i forekomsten af de 16 årige til 42 årige kvinder fra diverse etniske grupper i 2005. Hvor fødselstallene for de diverse etniske grupper stammer fra rapporten, "Indvandrere i Danmark 2008" fra Danmarks Statistik, og er et gennemsnit af årene 2003-2007 Så nedenstående tal skal tages med det forbehold at de er et øjebliksbillede af nuværende demografi, lige som det at fødselsraten på nuværende tidspunkt, ikke siger noget om, hvorvidt man på et tidspunkt i senere alder, sene trediveåralder, hvor indvandrere nuværende er lavere repræsenteret, vil have et 3 eller 4 barn, eller den samlede fertilitet, men giver et helt nøjagtigt øjebliksbillede)

Tallene ser sådan her ud som gennemsnit mellem 2003-2007 i følge mine beregninger baseret på rapporten fra Danmarks statistik, et screenshot med en oversigt over tallene følger senere:

Danske: 66 børn per tusinde kvinder
Tyrkisk: 80 børn per tusinde kvinder, eller 121 procent så mange børn som danske kvinder.
Somaliske: 159 børn per tusinde kvinder, eller 241 procent så mange børn som danske kvinder.
Afghanske: 107 børn per tusinde kvinder, eller 162 procent så mange børn som danske kvinder.
Irakiske: 116 børn per tusinde kvinder, eller 175 procent så mange børn som danske kvinder.
Libanesiske: 115 børn per tusinde kvinder, eller 174 procent så mange børn som danske kvinder.
Pakistanske 115 børn per tusinde kvinder, eller 174 procent så mange børn som danske kvinder.

Den samlede ikke-vestlige indvandrer fødselsrate ligger højere end den danske, og det jeg nu har opdaget, er at i fremtiden, vil der være færre danske kvinder i den alder, hvor danske kvinder typisk føder, nemlig med en gennemsnitsalder på 29 og oftest først efter 24 års alderen.
Samtidigt er der langt flere indvandrer kvinder og efterkommere under den fødedygtige alder end over den, altså vil der blive født færre børn af danskere og flere af Indvandrere og efterkommere i fremtiden alene af den grund + overdemografien!.

I perioden 2003-2007, fødte ikke-vestlige indvandrere samlet set, 6023 ud af de 64.505 børn født i Danmark, en andel på 9,3 procent.

Ikke-vestliges indvandreres andel af befolkningen i 2006, af 15-44 årige er 145.966 ud af i alt 2.077.222 personer i alt i hele aldersgruppen. Fødselstallene som sagt et snit af en femårs periode 2003-2007.
Ikke vestlige indvandreres andel af befolkningen i den aldersgruppe var 7 procent.
Det vil sige 7 procent af den fødedygtige gruppe af ikke-vestlige indvandrere fødte 9,3 procent af børnene, altså en klar ekstra demografi, som skal vurderes i forhold til at ikke-vestlige indvandrere er alt uden for EU, USA, Canada, New Zealand og Australien, altså også russere, kinesere osv. med lav demografi.

Zoomer vi mere direkte ind og ser på kvinderne fra de seks udvalgte lande, Tyrkiet, Somalia, Afghanistan, Irak, Libanon, Pakistan.
Så var i 2005 deres andel af de samlede 18-42 årige kvinder i Danmark, 2,8 procent.
Deres andel alene som snit i perioden 2003-2007, af de ikke-vestlige indvandreres fødsler, er 3067 fødsler -ud af 6023 i alt. Over halvdelen altså.
Deres andel af de samlede fødsler i Danmark er 4,8 procent, altså 1,71 gange så mange fødsler som normalen.

Så omend vi kan håbe på at demografien falder med tiden og integrationen, så er det dog et falsk håb, eftersom der hele tiden vil være supergrupper inden for de ikke-vestlige indvandrere, som vokser konstant. Selv supergrupper inden for de muslimske indvandrere, af konservative muslimer, som vil vokse mod et flertal. Jo mindre den supergruppe er som udgangspunkt, jo mere anonym vil den være, tilsyneladende. Men med tiden vil den vokse og kan naturligvis vokse til et flertal.

Hvad mener jeg med det? Jo, hvis i teorien 80 procent af de ikke-vestlige indvandrere, samt efterkommere har en så lav demografi som vores, vil det se ud som hele gruppen har lav demografi.
Men hvis der inden for denne gruppe findes en supergruppe af 20 procent kulturkonservative muslimer, som har tradition for tidlige ægteskaber og helst mange drengebørn.
Så vil denne gruppe vokse eksplosivt, nogle efterkommere vil nok udvikle sig til at tilhøre den assimilerede gruppe med lav demografi, men til gengæld netop familiesammenførte vil konstant supplere dem. Men for at sætte tal på det.
Hvis vi siger, der er 300.000 muslimer i Danmark, de 80 procent af dem bliver integrerede og føder næsten lige så få børn som os, mens kun 20 procent vedbliver med en tradition af tidlige ægteskaber og forsøg på at få mange drengebørn.
Så vil de 80 procent, eller 240.000 ikke vokse særligt meget, eller slet ikke. mens de tyve procent, som nu udgør 60.000 kan let vokse op til ti gange, det vil sige, de kan gå fra at være 60.000 til 600.000, på 4-5 generationer.
Den vil udgøre 66 procent af muslimerne i Danmark, i stedet for tyve procent, og ikke længere være anonym, men toneangivende.
Derfor er det en falsk sutteklud, når man tror at, hvis fåtallet er konservative muslimer, er det ikke noget problem. Demografi kan relativt hurtigt gøre dem til alt andet end et fåtal. For at slet ikke tale om nye familiesammenføringer og nyindvandring. Og konservative/fundamentalistiske muslimer har det i øvrigt med at være grupperinger de færreste tør gå imod, eller som hvis man skal gå i mod dem, skal gøre det med en for os uvant repressiv magt.

For at forstå demografien, er det meget vigtigt at forstå den eksponentielle effekt.
Hvis en befolkning stiger med 2,5 procent om året, vil den ikke vokse meget inden for 20 år. Men når perspektivet er hundrede år, vil den vokse 12 gange:

Dertil kommer indvandring. 10.000 muslimer om året er mindre, end vi havde i 2001, hvor vi i følge visse havde en såkaldt anstændig indvandringspolitik. 10.000 om året bliver dog 1.000.000 på hundrede år plus potentialet, eksponentielt, for demografisk vækst!

Det er meget muligt at tredje og fjerde og femte generations ikke-vestlige indvandrere generelt vil sænke deres fertilitet markant, men næppe helt til vores niveau. Det er omvendt meget sandsynligt, at en islamisk kulturkonservativ kerne vil bevare en markant højere fertilitet. Selv om denne gruppe er lille som udgangspunkt, så taler vi om eksponentiel vækst.

Det er vigtigt, at forstå at den ekspontielle vækst har en langsom dramatisk effekt. Hvis vi antager at gruppen med kulturkonservative normer, er 50000 i antal i dag med en årlig vækst på 2,5 procent, så vil det ikke første omgang være særligt synligt i den samlede danske demografi bestående af 5,4 millioner menesker med en årlig befolkningsvækst på 0,33 procent for landet som helhed, som var tallet for 2007.

Men en vækst blandt en lille gruppe med højt demografisk potentiale, bliver over årtier mere markant. Det første årti er væksten kun fra 50,000 til 64,000. Men efter 50 år er de 50,000 blevet til 167,000. Hvilket svarer til lidt over en tredobling. Men den eksponentielle effekt fortsætter. Over 100 år vil de 50,000 blive til 590,000, altså næsten en TOLVDOBLING, og vækstprocenten har hele vejen været 2,5 procent årligt.

Det er, hvad en eksponentiel vækst betyder, hvis blot 50000 eller 20 procent af muslimerne, på den ene eller anden måde med nytilkomne og efterkommere, holder fast i en vækst i reproduktionsrate på 2,5 procent årligt vil denne gruppe tolvdobles på hundrede år.
Sætter vi en parallelgruppe på 100000, med det halve af den vækstrate, nemlig 1,25 procent, vil den så til gengæld kun vokse 3,5 gange over 100 år til 346,000.
Der er altså en gigantisk forskel på 2,5 procent og 1,25 procent årlig vækst over 100 år.

(og det kan i parentes bemærkes, at de somaliske efterkommere i Danmark mellem 2008 og 2009 voksede med 4,3 procent, hvor de somaliske indvandrere faktisk faldt i antal.

De libanesiske efterkommere voksede i samme periode med 2,5 procent, hvor antallet af indvandrere voksede med 1 person i antal!

De tyrkiske efterkommere voksede med 2,6 procent, hvor de tyrkiske indvandrere voksede med 1,3 procent. Så jo en vækst over 2 procent årligt er sandsynlig taget i betragtning, at med deres "lave demografi" vil tyrkerne om 1-2 generationer ikke længere være den største gruppe af muslimer i Danmark! - eksponentiel vækst igen - Her er det i øvrigt vigtigt at forstå, at antallet ikke afspejler det helt korrekte antal efterkommere, et barn af en Tyrker født i Danmark, men familiesammenført med en tyrkisk indvandrer, vil ikke figurere som efterkommer, da den ene af forældrene er født i Danmark, og har angiveligt dansk statsborgerskab, så det relle tal er lidt højere for tyrkiske muslimer, hvor af en del i fødedygtig alder er født i Danmark)

Findes der så nogle lande, der har så høj en fordoblingsrate som 2,5 procent, eller over denne?

Ja, det gør der faktisk - nemlig 34 lande i verden. Det er dog i den ekstreme afdeling, medhørende til eksempel Somalien, som har en årlig demografisk vækst på 2,85 procent, en gennemsnitsfertilitet per kvinde på 6,76 børn. Men Somalien er også et land med lav gennemsnitslevetid og borgerkrig, hvilket sænker den årlige befolkningsvækst i procent.
Tager vi Pakistan er den årlige befolkningsvækst på 2,2 procent og gennemsnitsfertiliteten per kvinde er 3,58 børn.

Tager vi til gengæld mere moderniserede muslimske lande som Tyrkiet, bliver vi vidne til en bizar forestilling, nemlig at trods en gennemsnitsfertiliteten per kvinde hedder 1,92 børn - under det man siger, er det nødvendige for at opretholde status quo i befolkningen - så vokser befolkningen alligevel med 1,04 procent om året. Jeg vil anbefale, man holder øje med Tyrkiet, for det land viser om noget, hvor stor en forskel et lille mindretal med højt demografisk output kan gøre. Fortsætter Tyrkiet med 1,04 procent årlig demografisk vækst, vil landet vokse fra 70 millioner mennesker til 196 millioner på 100 år. Bid mærke i at Tyrkiet har en neutral netto immigration!
Et andet moderat land er Jordan. Det har en gennemsnitsfertilitet per kvinde på 2,63 børn. Det lyder ikke af meget i forhold til danskernes 1,85 børn per kvinde. Men Jordans årlige befolkningsvækst er på 2,338 procent. Jordan i dag har en befolkning på cirka 6,2 millioner. Med en årlig vækstrate 2,338 procent vil Jordans befolkning på 100 år vokse til 65 millioner. Altså en tidobling. Jordanerne har den samme gennemsnitalder, cirka, som danskerne. Jordan har den dobbelte fødselsrate per 1000 indbyggere af Danmark, på trods af at fertilitetsraten per kvinde ikke er den dobbelte.
De to eksempler Tyrkiet og Jordan, viser os altså, at en tilsyneladende lav gennemsnitsfertilitet per kvinde, ikke nødvendigvis er det samme som en lav befolkningstilvækst.
Den mest oplagte forklaring på dette, er at de i gennemsnit føder børn i en tidligere alder, samt at de eventuelt har et efterslæb af store årgange af unge, fra tidligere endnu højere demografiske perioder. Men de har angiveligt også en væsentlig andel højdemografiske familier med et konservativt syn på familieliv og status i at få mange drengebørn.

Det skal dog ikke tages som et lettelsens punkt. Fertiliteten i Tyrkiet er gået op igen på det seneste og kulturkonservative muslimer vil altid vokse. Og jo mere hoveddelen af "moderne" muslimer sænker deres demografi, jo lettere bliver det for kulturkonservative at vokse og blive en stadig større andel af befolkningen - meget vigtigt at forstå!
En modernisering af 80 procent af muslimerne, som så føder lige så få børn som os, vil resultere i et markant fald i fertilitet generelt. Men de 20 procent som ikke bliver moderniserede, vil vokse stadigvæk og blive et flertal i løbet af få generationer, medmindre en væsentlig andel af dem også bliver lavfertile.

Tyrkiet har en fødselsrate på 16,15 børn per 1000 indbyggere, mod 10,71 per 1000 indbyggere i Danmark. Det på trods af at forskellen på gennemsnits børnefødsels antal per kvinde, mellem Danmark og Tyrkiet, er så lav som 0,07 procentpoint, 1,85 mod 1,92.

Så vores succes med at undgå for stor demografisk ekspansion af ikke-vestlige indvandrere og såkaldte integrationsproblemer, er altså lig med mere eller mindre komplet assimilation.
De skal ophøre med at arrangere ægteskaber og gifte sig tidligt, men efter lyst og kærlighed og når de har lyst, få børn i sen alder lige som os.
Der skal findes noget mere effektivt, end 24 års reglen alene til at opnå dette med.

Men tilbage til alderfordelingen af indvandrer kvinder med efterkommere, samt danske kvinder i den fødedygtige alder.
Selv om begge grupper opretholder samme demografi, så vil der i fremtiden blive født flere efterkommere og færre børn af dansk etnisk oprindelse.

Det vil alene af den grund, at de danske kvinder som føder nu, tilhører de sidste store årgange:

40-44 årige danske kvinder i 2006 var i antal: 371.199
35-39 årige danske kvinder i 2006 var i antal: 359.855
30-34 årige danske kvinder i 2006 var i antal: 342.941
25-29 årige danske kvinder i 2006 var i antal: 291.209

Og de kommende mødre, som qua vores kultur først går sent i gang med at føde:

20-24 årige danske kvinder i 2006 var i antal: 251.887
15-19 årige danske kvinder i 2006 var i antal: 221.130

Altså 150.000 i forskel på de 40-44 årige og de 15-19 årige.

Der kommer til at blive født langt færre børn af danske forældre.
Så vi kan sige, at selv om vi havde et demografisk hul, som trængte til at blive lappet.
Så er problemet bare det ikke blot bliver lappet, men vi får flere huller.

Demografien hos kulturkonservative muslimer bliver noget vi får meget bøvl med for den er eksponentielt voksende, og har konsekvenser gennem hele systemet, i form af sænkning af uddannelses niveau, omkostninger til kriminalitet, integration og en hel masse andet.

Og der bliver flere indvandrer og efterkommer mødre til at føde endnu flere efterkommere om ti år, se selv følgende grafik, hvor fordelingen af 5-42 årige er, eller som den var i året 2005, som jeg tog udgangspunkt i da den lå i midten af perioden 2003-2007, hvor tallene fra rapporten "Indvandring i Danmark 2008" er fra, tallene her tæller dog både indvandrere og efterkommere:

KLIK PÅ GRAFIKKEN HVIS DU VIL HAVE DEN TYDELIGERE!


Så alene af den grund, bliver der flere efterkommere af muslimer.

Dertil kommer et andet meget vigtigt aspekt, demografisk udvikling er nemlig ikke kun et spørgsmål om, hvor mange børn man får, det er også et spørgsmål omkring, hvor tidligt man føder dem.
Og indvandrere føder børn meget tidligere, end vi gør og konsekvensen, på sigt, er, at de er i gang med 4-5 generation, når vi generelt kun er nået til tredje. Også alene af den grund vil de have en højere demografi, end vores.

Det kan i se på denne grafik fra "Indvandring i Danmark 2008", og den dækker vel og mærke perioden 2003-2007, hvor 24 års reglen allerede er i effekt:

Som i kan se i ovenstående, ligger ikke-vestlige indvandreres demografi, fra de her nævnte muslimske lande i aldersgruppen 20-24 år, hele tre til fire gange over vores egen.
Det skyldes ganske simpelt traditionen for tidlige ægteskaber, som helst skal føre til en søn så hurtigt som muligt. En tradition der er vores egen overlegen, hvad angår demografisk udvikling.
Først når vi kommer op over 30 års alderen begynder danske kvinder at føde flere børn end tyrkerne, men pakistanerne og de øvrige føder på intet tidspunkt færre børn end danskerne. Tyrkerne er med andre ord vores bedste og omkring eneste bud på lav demografi blandt muslimer, hvilket afhænger af stop af familiesammenføringer. Men som konsekvens af deres demografi, vil de blive en af de mindre muslimske grupper i Danmark en dag og de vil stadig vokse i antal markant.

En gruppe mennesker som føder de fleste af deres børn, mens de er mellem 20-25, vil producere en generation ekstra inden for cirka 100 år i forhold til en gruppe som føder de fleste af deres børn, når de er i alderen 27-32. sidstnævnte gælder for gennemsnitsdanskeren af hunkøn. Således vil selv en marginalt større fertilitet per kvinde koblet med et kulturelt mønster, der fremmer tidlige ægteskaber og tidlige fødsler, resultere i en eksponentiel kæmpeforskel i babyoutput over 100 år. Man kan på nuværende tidspunkt, hvor ikke vestlige indvandrere udgør 6,1 procent af befolkningen, ikke se den store forskel. Det kan man om 100 år.

For at sætte tal på denne forskel, hvordan den kan se ud: Så en dansk moder "A" med efterkommere der føder to børn når vedkommende er 29 og 31 år gammel, og hvis børn følger samme mønster:
Så går der 31 år før A´s to børn har fået deres fire børn. Igen 31 år før de fire børn har fået har fået deres otte børn, Så igen 31 år før de otte børn har fået deres 16 børn, Så igen 31 år før de seksten børn har fået deres 32 børn.
I alt tog det 124 år før 2 danskere blev til en generation med 32. I alt blev det til 62 efterkommere af Moder A.

Så tager vi en anden familie, moder "B" med efterkommere. De får 3 børn når de er mellem 19-22 år. På den tid det tog A at få 32 børn i femte led, er B på vej mod syvende led. Hvis det var to børn som A og alene forskellen i tidlig fødsel, ville B være otte år fra 128 efterkommere. Nu er det tre børn i gennemsnit i stedet, så det er 3 - 9 - 27 - 81 - 243 - 729 - og så otte år fra de 132 år det vil tage for denne familie at få en generation 2187 efterkommere, som er lidt mere end 32 for at sige det mildt.
Efter 132 År vil Efterkommerne af af Moder B løbe op i alt 3280. 53 gange så mange som moder A!
Det er eksponentiel vækst med omkring 10 års forskel i gennemsnitsalder for fødsler og en ændring på et barn i antal gennemsnitsfødte.

Tager vi gennemsnitsalder for moder "C" på 25 år med 2,5 barn per voksne så tager det 25 år før der er 5 børn, 50 år før der 12,5 børn, 75 år før der 31,25 børn, 100 år før der er 78,125 børn og efter 125 år, er der 195,3 børn. I alt vil Moder Cs efterkommere efter 125 år være 324,6 efterkommere. Over fem gange så mange som Moder A. Det er nogle variabler, man skal have med i betragtningen.

Det er hvad den tilsyneladende lille forskel i alder, og to eller tre børn, betyder på sigt. Tre børn i gennemsnit lyder ikke af meget, men det er præcis hvad der skaber eksplosiv demografisk vækst på sigt, sammen med tidlig fødsel.

Hvordan efterkommerne vil opføre sig demografisk i fremtiden, kan vi kun gætte omkring, bortset at alle efterkommere i alderen 20-24 år, som vi har en del af modsat dem over 30 år. De føder altså tidligere end os generelt her og nu. Det behøver vi ikke gætte os til.

Tyrkerne, som føder omkring næsten lige så få børn som vores, føder dem altså i høj grad ti år før vi gør, med 3 gange så mange børn i 20-24 års alderen og lidt flere i 25-29 års alderen. En tradition for at man forlader sit fosterhjem til ægtehjemmet. Det alene betyder en forskel.
Så et bedre bud på lav demografi er de heller ikke, for at slet ikke at tale om somalierne, der er på kurs til at angiveligt mindst ti doble deres antal, af demografisk vej alene, i løbet af dette århundrede.

Fertiliteteten for kvinder af dansk oprindelse var 1,78, mens den samlet set for ikke-vestlige indvandrerkvinder var 2,22. Men husk at fertilitetsraten ikke nødvendigvis siger meget om, hvor mange børn de føder per år.

Den aldersbetingede fertilitetskvotient er nemlig næsten 350 procent højere for ikke-vestlige indvandrere mellem 15-19 år og 267 procent højere for ikke-vestlige indvandrere mellem 20-24 år, end den er for kvinder af dansk oprindelse i samme aldersgruppe.

Vi kan ikke satse på at, efterkommernes fertilitet falder. Kun fire procent af ikke-vestlige efterkommerne er fyldt 30 år. 49 procent er under ti år gamle, så vi har ikke det fulde billede af deres fertilitet endnu. At tro den falder, er håb, ikke fakta! Det er muligt med et fald, men ikke et fald til vores demografirate, det tror jeg er meget urealistisk og igen, de kulturkonservative vil presse op ad, uanset flertallets lave demografi.
Fakta er at de yngre efterkommere, som vi har lidt flere af, føder flere børn end unge danskere, markant flere, selv om de generelt tilhører de relativt lavfertile tyrkere.

Kun tyrkere og pakistanere har efterkommere i relativ høj alder, fordelingen ser sådan her ud (2008):
At der er under 100 tyrkiske efterkommere over 35 år.
At der er under 100 pakistanske efterkommere over 34 år.
At der er under 100 libanesiske efterkommere over 22 år.
At der er under 100 irakiske efterkommere over 19 år.
At der er under 100 somaliske efterkommere over 16 år.
At der er under 100 afghanske efterkommere over 15 år.

De mest højdemografiske grupper såsom Somalierne og libaneserne, kan vi altså intet reelt sige om, endnu. I følge nuværende metode, vil deres børn heller ikke tælle som efterkommere, men som børn af dansk herkomst.

Der er uanset, hvordan man vender og drejer det, en tendens til betragtelig højere demografi blandt muslimske indvandrere.
Og der er ingen grund til at satse på, at det vil forholde sig så meget anderledes med kommende generationer.
Selv med en streng indvandringspolitik, steg antallet af personer fra udvalgte muslimske lande og deres efterkommere med 2,3 procent mellem 2007 og 2008. Mellem 2008 og 2009 steg de med 1,7 procent.
Disse tal er ikke statiske, da højdemografiske grupper som somalierne vil presse demografien op ad på sigt, og den danske indvandringspolitik kan blive både strammere, eller mere lempelig, hvad angår familiesammeføringer, hvilket alene er nok til at sikre en stabil, markant og eksponentielt voksende vækst i antallet af muslimer.

Selv hvis vi forestiller os, at det næste hundrede år er et eventyr. Et eventyr hvor der ingen integrationsproblemer og kulturkonflikter er, ingen nyindvandring er, at de 2 millioner ekstra borgere vi får er mindst lige så dydige og dygtige, kompetente borgere, som gennemsnitsdanskeren er i dag. Selv endda mere.
Så taler vi stadig om angiveligt godt over 2 millioner ekstra borgere, som der skal være indkomst og arbejde til, skolelærere og sygeplejersker til, boliger og øvrige velfærdsydelser til.

Jeg er derfor ikke bange for at spå at i sidste halvdel af dette århundrede forsvinder helt den velfærdsstat, som vi kender i dag, og vi lever ikke i et eventyr. Der vil være både integrationsproblemer, konflikter og nyindvandring.
Jeg kan ikke se nogen mirakelkur som kan gøre andet, end det at gøre skaden mindre.

Det er vigtigt vi forstår dette. Og jeg overvejer kraftige at omsætte udvalgte dele af min blog til en bog i stedet, med ordentlig korrektur og mere kræsen for sproget :P.

Mine samlede poster om demografi findes her.

Statstikken brugt her er BEF3 i Statistikbanken.

Indvandrer Krimnalitet - udvalgte muslimske lande:

I 2007 udgjorde indvandrere fra alene Tyrkiet, Pakistan, Libanon, Somalien, Irak og Marokko i alt 99.165 personer, eller 1,8 procent af den samlede befolkning.

I følgende kategorier stod indvandrere - og efterkommere er ikke regnet med her (da hovedandelen er så unge, at de ikke kommer i fængsel) - de for en langt højere andel af de samlede domme end deres antal tilsvarer:

Voldtægt

Voldsforbrydelser ialt

Vold o.l. mod off. myndighed

Manddrab

Simpel vold

Alvorligere vold

Særlig alvorlig vold

Trusler

Røveri

Lov om euforiserende stoffer

Våbenloven

I alt for 4027 domme inden for disse kategorier inden for årene:
2000-2002-2004-2005-2006-2007.

Andelen af unge mænd mellem 16-42 er dog så høj som 3,1 procent af alle 18-42 årige mænd for deres vedkommende blandt indvandrerne fra de nævnte lande (2009 tal.) De er altså lettere overrepræsenteret blandt den yngre befolkning, men slet ikke i den grad de er overrepræsenteret inden for grov kriminalitet.
Det er altså korrekt at korrigere for alderssammensætning.
Men, det er indforstået at de vil fortsat vil udgøre en større andel af de unge, eftersom de føder flere børn.
Når muslimerne er foreksempel 20 procent af befolkningen som helhed en dag, vil deres andel af 16-42 årige også være større. Den vil angiveligt være omkring 30-40 procent af de 16-42 årige.
Desuden er der ikke loft over deres overrepræsentation i kriminalitet, efterkommerne er typisk mere kriminelle, end selv indvandrerne.
Jo mere kriminalitet, jo sværere betingelser får politiet for opklaring. Jo flere kriminelle, jo mere breder den sig som ringe gennem vandet, da flere kender og har kontakt til kriminelle.
Jo sværere at få et arbejde, jo mere kriminalitet - også videre. Udviklingen kan for så vidt fortsætte uden grænser.
Desuden måler denne statistik ikke karakteren af volden. Den måler heller ikke om ofret er uforskyldt, et tilfældigt offer. Dem tror jeg der er flere af og en tendens til at volden bliver mere brutal.

Men for at tage deres andel af fængselsdomme, og vi taler domme, altså det kan være en person dømt for flere forhold, eller flere personer dømt for samme forbrydelse. Så er den stadig, uanset korrigering meget højere, end danskernes for disse grove forbrydelser.

Specielt når de ikke bliver blandet med mildere forbrydelser, andre ikke-vestlige indvandrere, hvor af nogle er langt mindre kriminelle end etniske danskere.

Når vi taler domme, og jeg har her kun regnet med ubetinget fængsel, ikke anbringelse på sikret institution, foranstaltningsdomme og alle de andre i øvrigt, så står indvandrere fra Tyrkiet, Pakistan, Libanon, Somalien, Irak, Marokko samlet set for:

15,70 procent af voldtægtsdommene.
14,67 procent af dommene for manddrab.
13,11 procent af domme for røverierne.
10,49 procent af vold mod offentlig myndighed.
7,32 procent af den simple vold.
9 procent af alle domme for voldsforbrydelser.
10,46 procent af den alvorligere vold.
11,13 procent af domme for trusler.
9,47 procent af brud på våbenloven.
8,63 procent af særligt alvorlig vold.

Alt en meget klar overrepræsentation, og jo grovere en forbrydelse, jo større.

Kilder i Statistikbanken: ( KRBEF3: Folketal 1. januar efter kommune/region, alder, køn, herkomst, statsborgerskab og oprindelsesland
STRAFNA1: Strafferetlige afgørelser efter overtrædelsens art, afgørelsestype, national oprindelse, oprindelsesland, alder og køn )

Sveriges demografi vs Danmarks 2

Som jeg nævnte i første post om Danmarks demografi, vs Sveriges, kunne der godt være forskel i andelen af muslimer og højdemografiske indvandrere i sammensætningen relativt - og det er der, og det er der ikke. Dels består både Sveriges og Danmarks andel af indvandrere af cirka 1/3 del muslimer. Men en forskel er der. Sverige totale andel af indvandrere som procent andel af befolkning er større, og det er den også, når vi taler muslimer.

I Danmark havde vi i 2009 i alt 401.771 indvandrere og 124.265 efterkommere.

Af de 401.771 indvandrere i Danmark kommer 138.692 fra muslimske lande (20 udvalgte lande som nævnes i denne her post)

De tyve muslimske lande står for 79.646 af efterkommerne i Danmark. Altså næsten 1/3 del af indvandrere står for næsten 2/3 dele af efterkommerne. Tal om en forskel i demografi - eftersom mange muslimer først er kommet til sent i Danmarks indvandringshistorie.

Omvendt er mange andre indvandrere gift med en dansker, så børnene ikke tæller som efterkommere.

At demografien er højere blandt muslimer er der dog ikke tvivl om, behandlet her tidligere!

Det er den ikke kun alene ved at føde flere børn per kvinde, men også føde dem tidligere - en struktur med at man flytter fra sine forældres hus til ægtemagens hus, og tidligere indgår giftemål og får børn.

Resultatet af tidligere fødsel alene, er at de i løbet af cirka et århundrede vil føde en generation mere. Hvis 25 år er gennemsnitsfødselstidspunktet for indvandrere, vil det tage 100 år at nå femte generation. Hvis det er 30 år for danskere, vil det tage 120 år, at nå til femte generation.

I Sverige udgør de muslimske indvandrere lidt over 400.000, fra udvalgte 32 lande, altså lidt flere end dem den danske beregning er udført i forhold til (Update - har lavet en ny beregning af danske muslimer) - men kun Indien betyder en substantiel forskel. Bemærk væksten fra 2000 (klik på billedet for fuld størrelse):



Den samlede andel af indvandrere i Sverige ser sådan her ud, i alt 1.750.000 indvandrere - over fire gange så mange som i Danmark:


Cirka 4,1 procent af de svenskerne er altså muslimske indvandrere, eller kommer fra muslimske lande, med forbehold for de lande som ikke er talt, og de personer fra for eksempel Indien og Bosnien som ikke er muslimer.

Hertil skal lægges efterkommere som snildt kan være 2/3 del af de 400.000. altså cirka. over 666.000 muslimer i Sverige.

Hvor der er 220.000 indvandrere og efterkommere i Danmark fra muslimske lande, cirka.

De muslimske indvandrere, 138,692 udgør 2,5 procent af den danske befolkning.

Tre gange så mange (næsten i 2008 tal - helt og aldeles nu - angiveligt), i et land som kun er 75 procent større end Danmark i population.

Dette lyder ikke af en dramatisk forskel. Men med det indvandringstempo Sverige har, vil der være en meget dramatisk forskel om to generationer allerede. Endnu mere dramatisk om tre-fire generationer, medmindre de selv føder flere børn, eller stopper indvandringen helt. Ingen af delene er noget man skal satse på. Lige så vel som det er utopisk at tro, at muslimerne bliver fuldt integreret og føder lige så få børn som os - hvis halvdelen gør det, skal vi være glade.

Jeg gentager, Sverige har praktisk set uundgåeligt muslimsk flertal i løbet af dette århundrede, eller tæt derpå, medmindre der sker, og snarligt, væsentlige forandringer i indvandringspolitikken og/eller deres egen fødselsrate. Forandringen i indvandringspolitikken skal ske senest inden for 10-20 år og betyde et nær komplet indvandringsstop.

Så vi skal gøre os klart, hvad for et samfund tror man det vil være, når vi skærer al ønsketænkningen og den politisk korrekte nyreligiøse tro væk?

Kilder: Statistiska Centralbyrån i Sverige

Og KRBEF3 i Statistikbanken.

OECD og den aldrende befolkning

Jeg hoppede egentlig ind på OECD for at lede efter noget helt andet.

Men når politikere argumenterer for indvandring, så henviser de ofte til OECDs tal om den svindende befolkning i Europa, og den med dette undskyldte bydende nødvendighed for indvandring.

Gæt selv. OECDs tal er langt ude i skoven!

De påstår at Danmarks befolkning over 65 år vil udgøre ikke mindre end 52.16633414 procent i forhold til arbejdsstyrken (16-65 årige) i 2030.

Ahem!

Jeg skyndte mig at hoppe i Statistikbanken, det lugtede langt væk af bullshit.

Befolkningen i den arbejdsduelige alder svarer groft sagt til dem, som er 0-44 år gamle i dag og endda til lidt flere og de næste års ufødte, da personer ned til 16 år tælles i arbejdstyrken.

Alene de 0-44 årige i 2009 udgør i alt 3.154.529 millioner, og de svarer i runde træk til de 21-65 årige i 2030. Der er ikke noget at rafle om, da de allerede er født, og Danmark har i øvrigt oven i en positiv nettoindvandring på over 20.000 om året - næppe af pensionister.

Dertil skal tillægges den endnu ikke fødte børneårgang i 2030. Vi har stigende antal børnefødsler i forhold til firserne, vores fertilitet er på vej op.

Men tager vil blot gennemsnittet af de sidste ti års børneårgange, taler vi om 65.800 børn per år.

Det skal så ganges med 21 = 1.381.800

De to tal tilsammen udgør 4.536.329.

Danmarks Arbejdsstyrke i 2030 (16-66 årige - eventuelt 16-67 årige) vil altså bestå af over 3,4 mio. personer.

Skal OECDs tal holde med flere over end 65 år, end i den aktive arbejdsstyrke, kræver det, at antallet af personer over 65 i grove træk er mindst 3,4 mio. i 2030.

Samtidigt skal vi huske, at der også er de 0-15 årige i 2030. Vi kan diskutere om antallet at nyfødte til den tid vil være højere eller lavere end i dag. Men lad os for nemhedens skyld sige, at antallet er 65.000 i gennemsnit i perioden 2015-2030, mod 65.800 i gennemsnit for de seneste ti år. Så er der 975.000 børn i aldren 0-15 år i 2030.

Altså sammenlagt skal vi have omkring 3,4 mio. i arbejdsstyrken.
Plus 3,4 mio. over 65 år.
plus 1 mio. børn.
I alt omkring 8 mio. borgere i Danmark i 2030.

Hvis OECDs tal skal holde, skal vi altså sørge for en rigtig kraftig indvandring af ældre personer og pensionister. For med den nuværende befolkning og dens fødselstrends plus den aktuelle nettoindvandring, som næppe er pensionistmateriale hele bundtet, er vi kun lige nået lidt over 6 mio. borgere i 2030.

Ligeledes vil vi heller ikke mangle arbejdskraft, for de sidste tredive år er antallet af folk beskæftigelse svinget mellem 2,6 mio. og 2,8 mio. alt efter, om vi talte krise eller opsving. Vi har ikke skabt reel vækst i arbejdspladser, når stigningen i offentlige stillinger modregnes.

I 2030 vil arbejdstyrken bestå af mindst 3,4 mio. personer uden yderligere indvandring. Antallet af stillinger, vil angiveligt ikke være meget højere end i dag.

I den nuværende pulje af de mellem 55-65 årige er kun omkring halvdelen tilknyttet arbejdsmarkedet. De er med andre ord allerede på pension.

I 2030 vil vi stadig havde omkring 700.000, der ikke er plads til arbejdsmarkedet, under forudsætning af, at vi bevarer de arbejdspladser, vi har nu. Plus realistisk set flere, fordi vi har en høj nettoindvandring, og dem er der heller ikke arbejde til.

Og når de Radikale messer, luk ørene, de aner ikke, hvad de taler om.

Det vi kan se frem til, er at få færre af dem her:



I følge AE rådets rapport, "Myter og realiteter om de 850.000 på overførselsindkomst", så Har Danmark i øvrigt en af de højeste beskæftigelsesrater i OECD, faktisk noget højere end en del lande som også siges at mangle indvandrere - se Spanien, Frankrig:



Se Schweiz hvordan de klarer sig, de har stadigvæk den flid og så har de holdt sig langt væk fra EU - fornuftigt land, hvor kedeligt det så end er, som nogen synes.

Det er ikke min pointe at en land skal være kedeligt, blot at det skal arbejde med flid og være demokratisk, og holde sig langt væk fra EU.

Nye demografiske betragtninger

Jeg kom i tanke om, at jeg kunne præcisere mine demografiske beregninger yderligere, ved at kun regne med kvinder.

Så jeg lavede en ny beregning, baseret kun på kvinder og jeg indskrænkede feltet lidt til mellem 16 år og 42 år, hvor de fleste bør føde plus minus nogle få. Det skal dog siges somalierne fortsætter med at føde helt op til de er 49 år gamle i nogen grad, dog ikke i så højt antal, det kan ses på den sidste grafik, jeg bringer i denne post.

(Det skal yderligere siges denne beregning kun tager udgangpunkt i de 16 årige til 42 årige i 2005, hvor fødselstallet jeg har hentet i rapporten, Indvandrere i Danmark 2008, er et gennemsnit af årene 2003-2007 og mine tidligere beregninger var et gennemsnit af 15-44 årige i perioden 2003-2007, så nedenstående tal skal tages med det forbehold, lige som det at fødselsraten på et år, ikke siger noget om, hvorvidt man på et tidspunkt i senere alder, sene trediveåralder, hvor indvandrere nuværende er lavt repræsenteret, vil have et 3 eller 4 barn, eller den samlede fertilitet, men giver et helt nøjagtigt øjebliksbillede)

Tallene ser sådan her ud:

Danske: 66 børn per tusinde kvinder
Tyrkisk: 80 børn per tusinde kvinder, eller 1,21 gange så mange børn som danske kvinder.
Somaliske: 159 børn per tusinde kvinder, eller 2,41 gange så mange børn som danske kvinder.
Afghanske: 107 børn per tusinde kvinder, eller 1,62 gange så mange børn som danske kvinder.
Irakiske: 116 børn per tusinde kvinder, eller 1,75 gange så mange børn som danske kvinder.
Libanesiske: 115 børn per tusinde kvinder, eller 1,74 gange så mange børn som danske kvinder.
Pakistanske 115 børn per tusinde kvinder, eller 1,74 gange så mange børn som danske kvinder.

Den samlede ikke-vestlige indvandrer fødselsrate ligger højere end den danske, og det jeg nu har opdaget, er at i fremtiden, vil der være færre danske kvinder i den alder, hvor danske kvinder typisk føder, nemlig med en gennemsnitsalder på 29 og oftest efter 24 års alderen.
Samtidigt er der langt flere indvandrer kvinder og efterkommere under den fødedygtige alder end over den, altså alene af ovenstående grunde, vil der blive født færre børn af danskere og flere af Indvandrere og efterkommere i fremtiden alene af den grund + overdemografien!.

I perioden 2003-2007, fødte ikke-vestlige indvandrere samlet set, 6023 ud af de 64.505 børn født i Danmark, en andel på 9,3 procent.

Ikke-vestliges indvandreres andel af befolkningen i 2006, altså den var mindre i 2003-2005 og kun højere i 2007 - som fødselstallene er et gennemsnit af, var, når man kun regner med aldersgruppen 15-44 årige 145.966 ud af i alt 2.077.222 personer i alt i hele aldersgruppen.
Det vil sige deres andel var 7 procent af aldergruppen primært i fødedygtig alder.
Det vil sige 7 procent af den fødedygtige gruppe af ikke-vestlige indvandrere fødte 9,3 procent af børnene, altså en klar ekstra demografi, som skal vurderes i forhold til at ikke-vestlige indvandrere er alt uden for EU, USA, Canada, New Zealand og Australien, altså også russere, kinesere osv. med lav demografi.

Går vi mere direkte ind og ser på kvinderne fra de seks udvalgte lande, Tyrkiet, Somalien, Afghanistan, Irak, Libanon, Pakistan.
Så var i 2005 deres andel af de samlede 18-42 årige kvinder, 2,8 procent.
Deres andel alene, af de ikke-vestlige indvandreres fødsler, er 3067 fødsler -ud af 6023 i alt. Over halvdelen altså.
Deres andel af de samlede fødsler i Danmark er 4,8 procent, altså 1,71 gange så mange fødsler som normalen.

Så omend vi kan håbe på at demografien falder med tiden og integrationen, så er det dog et falsk håb, eftersom der hele tiden vil være supergrupper inden for de ikke-vestlige indvandrere, som vokser konstant. Selv supergrupper inden for de muslimske indvandrere, af konservative muslimer, som vil vokse mod flertal. Jo mindre den supergruppe er som udgangspunkt, jo mere anonym vil den være. Men med tiden vil den vokse og kan naturligvis vokse til et flertal.

Hvad mener jeg med det? Jo, hvis i teorien 80 procent af de ikke-vestlige indvandrere, samt efterkommere har en så lav demografi som vores, vil det se ud som hele gruppen har lav demografi.
Men hvis der inden for denne gruppe findes en supergruppe af 20 procent kulturkonservative muslimer, som har tradition for tidlige ægteskaber og helst mange drengebørn.
Så vil denne gruppe vokse eksplosivt, nogle efterkommere vil nok udvikle sig til at tilhøre den assimilerede gruppe med lav demografi. Men for at sætte tal på det.
Hvis vi siger, der er 300.000 muslimer i Danmark, de 80 procent af dem bliver integrerede og føder næsten lige så få børn som os, mens kun 20 procent vedbliver med en tradition af tidlige ægteskaber og forsøg på at få mange drengebørn.
Så vil de 80 procent, eller 240.000 ikke vokse særligt meget, eller slet ikke. mens de tyve procent, som nu udgør 60.000 kan let vokse op til ti gange, det vil sige, de kan gå fra at være 60.000 til 600.000, på 4-5 generationer.
Den vil udgøre 66 procent af muslimerne i Danmark, i stedet for tyve procent, og ikke længere være anonym, men toneangivende.
Derfor er det en falsk sutteklud, når man tror at, hvis fåtallet er konservative muslimer, er det ikke noget problem. Demografi kan relativt hurtigt gøre dem til alt andet end et fåtal. For at slet ikke tale om nye familiesammenføringer og nyindvandring. Og konservative/fundamentalistiske muslimer har det i øvrigt med at være grupperinger de færreste tør gå imod, eller som hvis man skal gå i mod dem, skal gøre det med en for os uvant repressiv magt.

Så vores succes med at undgå for stor demografisk ekspansion af ikke-vestlige indvandrere og såkaldte integrationsproblemer, er altså lig med mere eller mindre komplet assimilation.
De skal ophøre med at arrangere ægteskaber og gifte sig tidligt, men efter lyst og kærlighed og når de har lyst, få børn i sen alder lige som os.
Der skal findes noget mere effektivt, end 24 års reglen alene til at opnå dette med.

Men tilbage til alderfordelingen af Indvandrer kvinder med efterkommere og danske kvinder i den fødedygtige alder.
Selv om begge grupper opretholder samme demografi, så vil der i fremtiden blive født flere efterkommere og færre børn af dansk etnisk oprindelse.

Det vil alene af den grund, at de danske kvinder som føder nu, tilhører de sidste store årgange:

40-44 årige danske kvinder i 2006 var i antal: 371.199
35-39 årige danske kvinder i 2006 var i antal: 359.855
30-34 årige danske kvinder i 2006 var i antal: 342.941
25-29 årige danske kvinder i 2006 var i antal: 291.209

Og de kommende mødre, som qua vores kultur først går sent i gang med at føde:

20-24 årige danske kvinder i 2006 var i antal: 251.887
15-19 årige danske kvinder i 2006 var i antal: 221.130

Altså 150.000 i forskel på de 40-44 årige og de 15-19 årige.

Der kommer til at blive født langt færre børn af danske forældre.
Så vi kan sige, at selv om vi havde et demografisk hul, som trængte til at blive lappet.
Så er problemet bare det ikke blot bliver lappet, men vi får flere huller.

Demografien hos kulturkonservative muslimer bliver noget vi får meget bøvl med for den er eksponentielt voksende, og har konsekvenser gennem hele systemet, i form af sænkning af uddannelses niveau, omkostninger til kriminalitet integration og en hel masse andet.

Og der bliver flere indvandrer og efterkommer mødre til at føde endnu flere efterkommere om ti år, se selv følgende grafik, hvor fordelingen af 5-42 årige er, eller som den var i året 2005, som jeg tog udgangspunkt i da den lå i midten af perioden 2003-2007, hvor tallene fra rapporten "Indvandring i Danmark 2008" er fra, tallene her tæller dog både indvandrere og efterkommere:

KLIK PÅ GRAFIKKEN HVIS DU VIL HAVE DEN TYDELIGERE!


Så alene af den grund, bliver der flere efterkommere.

Dertil kommer et andet meget vigtigt aspekt, demografisk udvikling er nemlig ikke kun et spørgsmål om, hvor mange børn man får, det er også et spørgsmål omkring, hvor tidligt man føder dem.
Og indvandrere føder børn meget tidligere, end vi gør og konsekvensen, på sigt, er, at de er i gang med 4-5 generation, når vi generelt kun er nået til tredje. Og alene af den grund vil de have en højere demografi, end vores.

Det kan i se på denne grafik fra "Indvandring i Danmark 2008", og den dækker vel og mærke perioden 2003-2007, hvor 24 års reglen allerede er i effekt:

Som i kan se i ovenstående, ligger ikke vestlige indvandreres demografi, fra de her nævnte muslimske lande i aldersgruppen 20-24 år, hele tre til fire gange over vores egen.
Det skyldes ganske simpelt traditionen for tidlige ægteskaber, som helst skal føre til en søn så hurtigt som muligt. En tradition der er vores egen overlegen, hvad angår demografisk udvikling.
Først når vi kommer op over 30 års alderen begynder danske kvinder at føde flere børn end tyrkerne, men pakistanerne og de øvrige føder på intet tidspunkt færre børn end danskerne. Tyrkerne er med andre ord vores bedste og omkring eneste bud på lav demografi blandt muslimer, hvilket afhænger af stop af familiesammenføringer.

Hvordan efterkommerne vil opføre sig demografisk, kan vi kun gætte omkring, bortset at alle efterkommere i alderen 20-24 år, med både vestlige og ikke-vestlige rødder, i følge ovenstående grafik føder 50 procent flere børn end danske 20-24 årige.

Men tyrkerne, som føder omkring næsten lige så få børn som vores, føder dem altså i høj grad ti år før vi gør, med 3 gange så mange børn i 20-24 års alderen og lidt flere i 25-29 års alderen.
Så et bedre bud på lav demografi er de heller ikke, for at slet ikke at tale om somalierne, der er på kurs til at angiveligt ti doble deres antal, af demografisk vej alene, i løbet af dette århundrede.

Der er uanset, hvordan man vender og drejer det, en tendens til betragtelig højere demografi blandt muslimske indvandrere.
Og der er ingen grund til at satse på, at det vil forholde sig så meget anderledes med kommende generationer.

Mine demografiserier er nu efterhånden så omfattende, at jeg bør overveje at koge hovedpunkterne ned i en ny post en dag.

Statstikken brugt her er BEF3 i Statistikbanken.

Cepos - når kloge mennesker bliver ideologi-idioter

Jeg har et yndlingsbegreb for politisk religiøse mennesker, altså mennesker som lader deres fornuft paralysere af politiske dogmer, ikke mindre end religiøse lader deres paralysere. Dette begreb er ideologi-idioter.

Dette fænomen har ikke noget med intelligens som sådan at gøre, selv meget kloge mennesker har en tendens til at gøre det. Måske endda i højere grad, fordi de ved, at der faktisk findes eksperter og folk, der har tænkt dybere over et emne, end de selv har gjort det.

Det har til gengæld meget at gøre med, om man har en gennemkritisk tilgang til alt, hvad man hører, ser, og i øvrigt selv tænker. Altså virkelig anstrenger sig for at finde modsigelser, antiteser til det man er tilbøjelig til at tage som givet.

Der er faktisk lavet forskning med brug af hjernescanning, hvor det viser sig, at mennesker som modtager finansielle råd fra en ekspert, ophører med deres selvstændige tænkning på området. I disse finanskrisetider er der sikkert en del, der fortryder det. Gamle paranoide Magda som har puttet pengene i hovedpuden kan derimod i dag føle hun har handlet fornuftigt, omend hun dog kunne have sat pengene i banken til den almindelige lave indlånsrente.

Men politik og religion hviler på mere end autoritet, de hviler også på idealisme og en hjerteblodsvinkel på tilværelsen, hvor skuffelsen ved at have uret, vil være større end glæden ved at tænke selv og gennemgå tvivlens usikre fase, før man overhovedet når til det punkt.
Derfor er det letteste altid at holde fast i sin barnetro.

CEPOS har udgivet en rapport om indvandreres påvirkning af de offentlige finanser. Den er baseret på en analyse ved brug af DREAM modellen, som er blevet brugt i andre undersøgelser og hvis resultater, samt input, følgende konklusioner fra DJØF magasinet, er blevet kritiseret af undertegnede i tidligere poster, her og her.

CEPOS' undersøgelse har en anden vinkel, men deres resultater er i højere grad et klasseeksempel på ideologi-idioti i fuld aktion.

Omend de når frem til at en ikke-vestlig indvandrer koster statkassen 2 millioner kroner mere, end vedkommende ligger i den, så mener de ikke, det er et problem:

I det de primært skyldes den førte indvandrings-, social- og
arbejdsmarkedspolitik, der dels tiltrækker indvandrere med beskedne formelle kvalifikationer, dels fastholder mange indvandrere i det sociale ydelsessystem. Det er imidlertid muligt at vende indvandringen til en økonomisk fordel, hvis man ændrer indvandrings-, social- og arbejdsmarkedspolitikken, så man fremover i højere grad belønner beskæftigelse og gør indkomstoverførslerne mindre generøse.

Altså blot man fraholder dem indførselsindkomster, så vil flere mennesker automatisk føre til mere velstand.
Det er enten meget dumt, eller så er det et bevidst forsøg på at få mindstelønnen og indførselindkomsterne ned generelt, tvinge staten til at spare ved at påføre den yderligere udgifter. Hvilket højere formål skal sådan noget egentlig tjene?
Jeg kan allerede her adressere to hovedpunkter, som i yderste konsekvens ikke hænger sammen.

Et. Selv om man nægter nye indvandrere overførselsindkomst, ville de job de tager stadig gå fra danskere som er på overførselsindkomst, og dem har vi over 800.000 af i den arbejdsdygtige alder (som er smidt på ud på et sidespor, netop for at tidligere tiders indvandring ikke skulle fylde så meget i statistikken - selv under disse omstændigheder har vi arbejdsløshed i dag, så indvandring vil kun forøge arbejdsløsheden), så man kan ikke isoleret kigge på indvandreres nettobidrag, som i øvrigt er fuldt betinget af de private arbejdspladser, vi har svært ved at bevare. Ej heller vil det reelt være gratis forstået sådan, de skal jo havde ret til lægebehandling og sygehusophold, og medmindre vi vil smide dem hurtigt ud igen, pension og deres børn skal gå i skole, hvilket er en markant udgift, der som regel overstiger de penge, de smider i skat.
Ligeledes tager dette regnskab ikke i betragtning, hvad kombinationen af ny-indvandring, lavere lønninger, og overførselsindkomster, vil betyde for udviklingen i kriminaliteten, og udviklingen inden for den. En lukket fængselsplads alene koster 800.000 om året, dertil skal lægges omkostninger til retssager og politiarbejde.

To. Hvis pointen så er alle danskere skal modtage lidt eller intet i overførselsindkomst og mindstelønnen ned, så vil de jo stadig være udgift i og med, at de stadig koster under skolegang, skal have lægehjælp og hospitaler, og pension, medmindre de gamle skal sulte ihjel.
Lavere lønninger betyder naturligvis lavere indtægter til staten og i øvrigt også virksomheden, det vil sige det bliver nødvendigt at justere udgifterne til skolegang, gøre lægebehandling afhængig af indkomst, samt skære i pensionen.
Lav løn vil angiveligt give lidt flere ansatte, men lad os i så fald i første omgang koncentrere os om de mennesker, vi har svært ved at få ansat og som er på overførselsindkomst og løse resten med gæstearbejdere, nærmere end permanente borgere og udgifter.

Personligt ville jeg hælde mere til en model, hvor overførselsindkomster reduceres til SU niveau, der skabes flere uddannelsespladser og en højere overførselsindkomst end SU betinges af sygdom, invaliditet, eller tilpasses den grad man selv har forsikret sig ud fra parametre som hvor længe man har arbejdet og hvor mange penge man har forsikret sig selv med.
Men lav løn er ingen garanti for, at der ikke fortsat vil være arbejdsløshed, findes der noget land uden arbejdsløshed? Nej! Sverige var dog et, indtil det lod grænserne åbne for en million flere parallelt med en økonomisk nedtur. Resultatet er en reel arbejdsløshed på over 20 procent, det samme er tilfældet for os, omend vi kun har lukket omkring 400.000 ekstra ind.
Det under ikke blot en krise, men også et midlertidigt opsving, vel og mærke.
Hvordan man kan forestille sig, at i fremtiden vil udviklingen tegne sig anderledes, på trods af værre betingelser end tidligere, er mig en gåde.

Nye borgere bliver aldrig gratis, ikke engang gæstearbejdere, når de tager et arbejde en allerede herboende borger kunne have fået. Og nettoforholdet mellem skattebetalinger og overførselsindkomster er kun en isoleret del af regnskabet.

CEPOS citerer følgende regel af den amerikanske økonom Julian L. Simon:

If the marginal immigrant makes a non-negative contribution to the treasury you continue to admit immigrants until the contribution goes to zero.

Sådanne regler kan være ganske gode, men det er under betingelse af, at man regner alle parametre med, og det gør man ikke. Det vil sige det reelle belæg, for denne påstand, er ikke eksisterende. Man regner ikke med, indirekte udgifter til indvandreres børn, kriminalitet, eller allerede eksisterende borgere som får snuppet en arbejdsplads lige foran snuden på dem, pension og udgifter til sprogskoler, sygepleje osv.

CEPOS sammenligner fri bevægelse af arbejdskraft, med frihandel:

Det økonomiske argument for fri vandring er, at arbejdskraften kan søge derhen, hvor den er mest produktiv. Det er til fordel for den vandrende arbejdstager, som dermed opnår en store indkomst. Og det er samlet set en fordel for det øvrige samfund, idet den mere produktive anvendelse af arbejdskraften betyder billigere varer og serviceydelser. Ser man således kun på disse økonomiske effekter, er fordelen ved fri vandring mellem lande den samme som fordelen ved frihandel mellem lande og den samme som fordelen ved fri vandring mellem eksempelvis
Fyn og Sjælland5.

Sammenligningen er falsk. Afskaffelsen af toldmure er ikke det samme som afskaffelsen af indvandringsbarrierer. Der er grænser for mange produkter vi vil købe og har råd til, der er ikke grænser for, i fornuftig regulerings forstand, hvor mange børn man vil føde i den fattige del af verdenen.
Underliggende påstand her er, at 6 milliarder, snart stigende til 9 milliarder fattige menneskers frihed til at søge arbejde i den rige del af verdenen, hvor man i forvejen har svært ved at finde arbejde til en enkelt milliard, vil resultere i mere velstand. Det er om noget ikke gennemtænkt, eller præget af den mindste realpolitiske flair, eller psykologiske erkendelse. Selv om man kan sige at indvandringen vil naturligt ophøre, når vi bliver dysfunktionelle og fattige samfund præget af indre stridigheder og raseri rettet mod de skyldige i den her idioti.

For det første er udgiftniveauet i et samfund alene på boligområdet betinget af pres på samme. Flere mennesker, lig med dyrere boliger. En ordentlig indtjening på boligområdet, er betinget af høje priser på boligområdet, nedsættes udgifterne til lønning af folk i boligbranchen, får man ganske vist lavere omkostninger, omend selve presset på området vil holde priserne oppe og angiveligt have en tendens til at holde omkostninger oppe uden at de sænker sig nævneværdigt, alt efter pres. Men selv om man får billigere boliger via nedsætning af omkostninger, vil der være et efterslæb af boliger bygget under andre betingelser, hvor prisen er sat efter hvad flertallet dengang havde råd til, ikke de fattigste.
Bare på dette område hænger virkeligheden og ideologien ikke sammen.

Det samme vil gælde selv fødevarer, hvor prisen vil blive sat primært, efter hvad flertallet har råd til. Man kan sagtens skabe en forhutlet underklasse på 20 procent af befolkningen, som nu og da må stille sig i kø ved gadekøkkenet for at blive mætte, uden at det generelle prisniveau vil falde betragteligt. Vi har et højt prisniveau i Danmark og det er usandsynligt, at det vil falde alene ved at fjerne både toldmure og mindstelønninger, medmindre vi taler general lønnedsættelse, hvilket så igen fratager virksomheder deres profit fra et højt prisniveau. Som blot et eksempel koster Knorr pulversovser langt under det halve i Sverige, end det gør i Danmark. Folk er i det hele taget nødt til at betale den pris fødevarer koster, ellers sulter de. Hvilket betyder de må supplere deres indkomst med kriminalitet eller gå til gadekøkkenet. Priserne kan kun falde ved at sænke lønningerne generelt, og så falder virksomhedernes indtægter også, så er vi princippet lige vidt, bortset fra vi har fået genindført reel fattigdom.

Fornuften i dette ligger i at skære i overførselsindkomster og gøre staten mindre afhængig af skatter, altså på den måde skabe flere frie penge til forbrug og ligeligt fordele skattelettelsen mellem virksomheder og medarbejdere. Lønnedgang er en midlertidig løsning, som kun i omstillingsfasen mellem fortsat høje priser og lavere lønninger vil skabe en fordel, men vil udjævne sig efterhånden.
Disse løsninger er kun virksomme via mindre udgifter til staten, noget indvandring er en garanti for, vil aldrig ske.

CEPOS giver et rids af dansk indvandringspolitik:

I Danmark var der i en del af efterkrigstiden en liberal indvandrings- og
socialpolitik med forholdsvis fri indvandringsmulighed og ret høj grad af pligt til økonomisk at klare sig selv. Modellen mindede således en del om en såkaldt Åbne-grænser-lukkede-kassermodel. Denne model blev imidlertid erstattet af en model med a) lukkede grænser for arbejdsindvandring, b) barrierer på arbejdsmarkedet for personer med beskedne formelle
kvalifikationer, c) åbne grænser for familiesammenføring og d) åbne kasser for passiv forsørgelse. Den førte indvandringspolitik efter 1973 – og især efter udlændingelovens ændring i 1983 – karakteriseres ikke desto mindre nogle gange som ”liberal”, men i realiteten har der været tale om en detailregulerende politik, der selektivt fremmede indvandring af personer, som ikke primært var motiveret af at opnå beskæftigelse, og bremsede indvandring af personer, som primært ville have været motiveret af at opnå arbejde.

Det er så ugennemtænkt, at det skriger til himlen, jeg vil kun kritisere det i korthed, men med de vigtigste detaljer, for mere er det ikke værd.

1. Efterkrigstiden kan på ingen måde sammenlignes med hverken nutid og slet ikke fremtid. For det første var indvandringen dengang ikke så stor. For det andet var der nogle unikke forhold som aldrig kommer igen, som kan beskrives kort som: Det er lettere at skabe vækst fra lavteknologisk udgangspunkt end et højteknologisk. Eksemplificeret kunne en dansker med lidt kapital og lidt teknisk snilde starte en TV fabrik i 50´erne og 60´erne uden at skulle konkurrere med store multinationale giganter som Sony osv og dermed skabe hundredvis af arbejdspladser. Med Sony som modstander med et kæmpe masseproduktions apparat til rådighed og en avanceret teknisk kunnen og et etableret brand, er dette ikke længere muligt. Dengang voksede industrien og den private sektor, i dag har vi problemer med at blot holde Status Quo og industrien forsvinder udenlands, noget som ganske vist kalder på en nedsættelse af deres udgifter, men ikke af deres indtægter. Og nedsættelsen af deres udgifter sker ikke først og fremmest ved indvandring, men ved at få statsbudgettets indtægter forøget på anden måde end ved at beskatte virksomheder og arbejdskraft, primært ved at få folk allerede på overførselsindkomst her i arbejde - dette er ubetinget første del af løsningen.

2. Den liberale politik 1983-86 var liberal og oven i købet totalt ugennemtænkt. Indvandrerene blev ikke arbejdsløse fordi de ikke ville arbejde, men fordi der ikke var arbejde! Arbejdsløsheden i den periode var nu engang rekordhøj, blot for at blive endnu mere rekordhøj med indvandringen.
Og årsagen til at vi stadig havde i 2008 (RAS207 i Statistikbanken), hvor beskæftigelsen slog alle rekorder, 59.859 arbejdsløse, 93.404 midlertidigt uden for arbejdstyrken (aktiverede osv.), 138.220 tilbagetrukket fra arbejdsmarkedet, 312.054 på en eller anden form for pension, 287.744 andre uden for arbejdsstyrken, i alt 891.281 mennesker i alderen 16-66 år uden for arbejdsmarkedet, eller kun 20.000 fra rekorden i 1993, det selv om 100.000 flere er ansat i den offentlige sektor plus det løse via udlicitering, der registreres som privat arbejdskraft, skal findes i det forhold, at vi har importeret langt mere arbejdskraft, end vi havde brug for.
Det repræsenterer om noget, det mest liberalidiotiske i dansk politik nogensinde. Omend det er korrekt at høje overførselsindkomster og dermed statslige udgifter som skal dækkes via skat spiller en rolle, så er netop det forhold, at man har importeret overflødig arbejdskraft, skyld i at selv samme er blevet værre, og man har været tvunget til at sende hundredtusindvis ud på pensioner og dermed øget skattetrykket. En lignende fremtidig løsning, er lig med endnu større økonomisk deroute. En stor del af disse overførselsindkomstudgifter dækkes kun midlertidigt af olieindtægter i størrelsesordnen 30-40 milliarder årligt.

CEPOS' ønske om arbejdskraft til under mindsteløn, er i øvrigt allerede en realitet, da man ved at ansætte Polakker via et vikarfirma, eller firma med adresse i Polen, kan få deres arbejdskraft til den polske overenskomst, hvilket gør deres indvandringstankegang, hvormed angiveligt menes permanente borgere, endnu mere suspekt og idiotisk, og idiotisk er det rette begreb, for ikke blot er det ugennemtænkt, det ville få katastrofale følger, hvis gennemført.
Med den fidus' udbredelse vil vi naturligvis se flere arbejdsløse, da 40-60 kroner i timen for en i øvrigt lige så flittig arbejdskraft, hvis ikke mere, er attraktiv. Det vil også øge interessen for at flytte virksomheden til Polen selv, for at kunne retfærdiggøre en fuld ansættelse af billig arbejdskraft. At fyre alle de danske medarbejdere for at genåbne virksomheden med billigere arbejdskraft i Danmark ville medføre en boykot og fremprovokere en forbruger reaktion.

Grunden til, at indvandrere fra mere udviklede lande præsterer et positivt bidrag til de offentlige finanser, er, at de ofte først kommer til Danmark, når de er uddannede (dermed trækker de ikke i så høj grad på de offentlige udannelsesudgifter), og at de ikke belaster de offentlige finanser ved at modtage indkomstoverførsler (bl.a. fordi de i relativ høj grad er i beskæftigelse og i nogle tilfælde forlader Danmark inden alderdommen).

For at gentage mig selv, hvad så hvis de bliver? Så taler vi pension og deres børn som skal gå i skole, på sigt endnu flere mennesker som skal have skolegang, forsørgelse osv. for at slet ikke tale om at de kun får et arbejde på reel bekostning af en af de næsten 900.000, vi har uden for arbejdsmarkedet i arbejdsdygtige alder.
Det vil sige at al indvandring undtaget uddannet arbejdskraft, er i princippet overflødig arbejdskraft, direkte eller indirekte. Selv uddannet er det, eftersom vi kunne havde uddannet i stedet for sende over 400.000 på for tidlig pension.
Og de næsten 900.000 er opstået på trods af et stort opsving og et midlertidigt friværdi og byggeboom, noget vi ikke har til rådighed i fremtiden.

Mere har jeg ikke at sige til følgende indspark, udover at gentage hvor i høj grad det repræsenterer ideologi-idioti og en allerede verificeret forkert løsning på vores problemer, som kun kan blive endnu værre, ved at gentage den!

Makværk!

Danskerne har aldrig støttet indvandringen

En af de ting, som ikke bliver undersøgt for ofte, er danskernes holdning til indvandringen. Vi skal så vidt jeg ved, helt tilbage til 2002, for at finde sidste undersøgelse (Danskernes holdning til indvandring).

Det er heller ikke rart at vide, at danskerne faktisk aldrig har støttet indvandringen i det omfang, som den har fundet sted.

Det der skete i 2001, var ikke at danskerne havde ændret holdning, nej, men at et flertal blandt politikerne for første gang lyttede til den skepsis der rumsterede i befolkningen.

Nej, danskerne har hele tiden været skeptiske. Men hvor lidt man forstår dette, viser denne overskrift i rapporten fra 2002 "Ambivalente holdninger":

Selv om uenigheden mht. overordnede fortolkninger ikke blot har betydning for
udpegningen af forklaringer, men også på selve synet på holdninger som sådan, er der dog ikke den store uenighed om, at danskernes syn på flygtninge/indvandrere er mangesidet og ambivalent. Det er først og fremmest Øystein Gaasholt og Lise Togeby, der i bogen I syv sind (1995) har påpeget det flertydige og ambivalente i danskernes holdninger til indvandrere.
De påpeger på den ene side en række fordomme og negative forestillinger. Således mente i 1993-undersøgelsen 76 pct., at ‘De mange indvandrere og flygtninge er med til at øge Danmarks økonomiske problemer’; 65 pct. var enige i, at ‘Mange indvandrere er kommet til Danmark for at udnytte vores sociale system’; og 68 pct. tilsluttede sig synspunktet, at ‘Der følger øget kriminalitet og vold med indvandrere’
(Gaasholt & Togeby 1995: 40).

På den anden side tilslutter 77 pct. sig det synspunkt, at ‘Danmark bør tage imod mennesker på flugt, uanset fra hvilken del af verden, de kommer’, 65 pct. er enige i, at ‘Selvfølgelig har vi råd til at tage ordentligt mod flygtninge her i landet’ og 64 pct. i synspunktet om, at ‘Det danske samfund har en forpligtelse til at stille ordentlige boliger til rådighed for flygtningene’ (Gaasholt & Togeby 1995: 46).

Endelig har gæstfriheden også sine grænser: Kun 15 pct. svarede ‘nej’ til at ‘...indføre begrænsninger i muligheden for at foretage familiesammenføringer i forhold til, som det er nu’, og kun 27 pct. svarede ‘nej’ til at ‘...man bør indføre begrænsninger i flygtninges adgang til Danmark i forhold til, som det er nu’. Og kun 18 pct. var imod, at ‘Indvandrere, der begår handlinger, der fører til fængselsstraf, bør omgående udvises’.

Ambivalent, betyder som modstridende tankegang, altså to tanker i samme sind som ikke peger i samme retning.

Men hvor ligger det ambivalente i, at man gerne vil hjælpe nogle flygtninge i nød, men man er også klar over, at vi ikke kan hjælpe alle?
Og Indvandring i øvrigt og familiesammenføring har ikke, og har aldrig, haft meget at gøre med folk i nød, eller på flugt fra krig, de fleste af dem som er kommet ind i landet er nu engang ikke flygtninge, men indvandrere.
Og hvor ligger det fordomsfulde i at kunne regne ud, at det koster økonomisk? Vi taler altså om en undersøgelse fra 1993, hvor arbejdsløsheden var rekordhøj.
At åbne Danmarks grænser for andet end flygtninge, på et tidspunkt hvor man har 800000-900000 på overførselsindkomst, det var tåbeligt! At kalde kritik af det for fordomsfuldt, er ligeledes tåbeligt.

At tvinge folk til at bide på en formulering som at "udnytte det danske system", på et punkt hvor der ikke kan være tvivl om, at mange indvandrere har haft de økonomiske goder for øjnene, da de valgte at flytte til Danmark, det er lige så tarveligt som at kalde mennesker fordomsfulde når de bider på.
Selvfølgelig har velfærdssystemet, alt indbefattet, tiltrukket en masse og gør det stadigvæk.
Hvis du kom fra relativt fattige og elendige forhold, men er rig nok til at skrabe sammen til en rejse til Danmark, ville du så ikke gøre det?

Hvad angår kriminaliteten der følger med, så er den for længst bekræftiget, men det var den også 1993. Selv om der ikke var lavet så mange undersøgelser endnu, så vidste man godt, hvem det var der blev fremstillet flest af i Københavns byret og hvem der var mest tilbøjelig til at føre en kniv.

Humlen er, danskerne har altid gerne ville hjælpe en andel flygtninge, men aldrig har støttet den masseindvandring som vi har haft.

Hvorfor har danskerne så ikke reageret mere før? Det skyldes den manglende vægt man har givet spørgsmålet, bortset fra lige i en kort periode omkring 1986, efter "verdens mest liberale indvandringslov" - indført i 1983 med defacto flygtninge og familiesammenføring - blev stadfæstet, har man ikke før midthalvfemserne, betragtet spørgsmålet som et vigtigt politisk spørgsmål.
Udviklingen i vægten ser sådan her ud:


Udviklingen i danskernes holdning til begrænsning af flygtninge og indvandrere har været konstant. Men bemærk dog den toppede i 1986, hvor 82 procent mente, der skulle begrænsninger til og faldt til 55 procent i 2002. Altså præget af en reaktion på nærværende ændringer i politikken.
Det kunne være interessant at få en ny undersøgelse, med mere detaljerede holdningsundersøgelser, på nuværende tidspunkt. Ligeledes som det er interessant at se, hvor meget vægt man egentlig tildeler spørgsmålet i dag?
Men her kan man se hvor mange, der har ønsket grænser i indvandring i forhold til daværende niveau (det er ikke det, der står i grafen, men det må være det som menes, eftersom modstanden mod ubegrænset indvandring ville være højere):


Ligeledes konstant efter 1986, har holdningen til om vores nationale egenart er truet været:



Endelige trækker undersøgelsen Islamofobikortet, for det viser sig at danskernes generelle sympati for Islam kan ligge på et meget lille sted, hvor skalaen går fra 0, som betyder meget lidt sympati, til 10, som betyder meget stor sympati, svarer 46 procent, at de har meget lidt sympati altså 0. I den modsatte ende er de nød til at samle karakterene for kun 9 procent angiver en symapatigrad mellem 6-10, hvilket vel må svare til muslimerne selv og en de mest naivistiske venstreorienterede og radikale.

Sympatierne fordeler sig således:



Undersøgelsen påpeger også at danskerne er det mest religions-skeptiske folk i verden (Med hensyn til religionens konfliktskabende og intolerante potentiale). På et skepsisdiagram hvor -100 er mest skeptisk og + 100 mest skeptisk scorer danskerne +64, 10 point over nummer to på listen som er Norge. USA scorer naturligvis kun +5:



Danskernes forhold til Indvandring og Islam har altid været præget af skepsis og sund fornuft. Elitens har været præget af bekymring over racisme, svinehunde (der findes da også et fåtal der bjæffer grimt) lukkethed, kolonihavementalitet osv.
Men andre ord, præget af fordomme mod den danske befolkning, som egentlig blot ikke lader sig binde blår i øjnene.
Hvis man gad at undersøge det, ville man angiveligt finde, at specielt hvis al øvrig indvandring blev stoppet, undtaget den af uddannet arbejdskraft og man lavede nogle fornuftige regler på området, så ville danskerne være villige til at tage flere flygtninge, altså folk der virkelig har grund til at flygte.
Havde man lyttet til befolkningen i tide, var vi aldrig kommer til, hvor vi er nu.
Dette er i virkeligheden et dybt svigt af de folkevalgte og en historisk fejltagelse, hvis fulde konsekvenser vi kun er i begyndelsesfasen af.