Islamofobi er et spinord

Ferdinand De Saussure, var en Schweizisk lingvist, som skrev sig ind i verdenshistorien med den simple konstatering at forholdet mellem symbolet, og det som det symboliserer, er et arbitrært forhold. Forstået sådan, at det er tilfældigt, at vi kalder en stol for en stol, på andre sprog kalder man den noget andet. Den eneste logiske årsag til, at vi kalder en stol for en stol, er, at vi skal kunne adskille symbolet fra andre symboler. Vi ville ikke kun nå til fælles forståelse i detaljer, hvis vi kun havde et ord eller symbol tilfælles.

Det er derfor vigtigt, at vi som evigt udgangpunkt adskiller symbolet og det som det symboliserer - den virkelighed, der ligger bag.

Det specielt vigtigt i disse tider, for sproget har en strategisk dimension, hvor man via spin, forsøger at gøre forholdet mellem sproget og virkeligheden endnu mere arbitrært.
Med spin forsøger man faktisk at udvande betydningnen af sproget, eller overføre en anderledes og modsat betydning til et virkeligt forhold.

I dag kunne ingen politiker i Danmark, med mange stemmer som mål, finde på at undlade brugen af begrebet velfærdsstat.
I dette tilfælde har vi et konkret redskab, at måle værdien af udsagnet med, nemlig bliver der brugt flere penge på velfærd?
At vi har en statsminister som sprogligt har kritiseret velfærdsstaten forandrer ikke det faktum, at pengene fosser ud af statskassen.

Omvendt er det med begrebet "islamofobi", der har vi ikke noget direkte og konkret middel (slet ikke noget simpelt) til at måle vægten af udsagnets sammenfald med virkeligheden.
Der er med andre ord frit slag, til at anvende begrebet i flæng.

Islamofober beskyldes for at dæmonisere Islam, men begrebet islamofobi dæmoniserer islamkritik.

Det er let at slippe af med. For hvis man skal kvalificere eller diskvalificere begrebets sandhedsværdi, ville det kræve en enorm viden omkring Islam og Islams historie, om nuværende forhold for kvinder og vantro. Noget som kun kan vurderes i helhed, men affærdiges i enkeltdetaljer.

Som eksempel, kan man påpege at kvindeundertrykkelse og vold mod kvinder ikke kun er begrænset til Islam. Det er ganske let og uden besvær at fremsætte den i øvrigt sande påstand, mens det kræver vidtgående kendskab til kvinders forhold i Islamiske lande og den historiske og tekstuelle baggrund at kvalificere det forhold, at vægten af påstanden er lav, og at kvinder inden for Islam faktisk bliver udsat for mere vold og mere undertrykkelse, end andre kvinder.
Eller vold, er mere udbredt inden for Islam, end inden for vores kultur.

Det samme omkring folkemord og krig. Alle kulturer har ført krig og begået folkemord (Ikke nødvendigvis i religionens navn, som i tilfældet Kampuchea), så det er let at påpege det forhold.
Men det kræver omfattende historisk viden omkring Islams mange massakrer i Indien, Eurasien, Balkan, hvordan hele egne blev ladt øde, alt slået ihjel og den Islamiske dogmatiks rolle i denne hyppigt gentagne fremgang, at blive sikker i sin påstand omkring at Islam ikke lader noget stå tilbage i forhold til Barbarer, tyranner, og andre totalitære ideologier med megadrabstendenser, på det punkt.

Så selv om vi brøster os af et videnssamfund, så er spin netop effektiv, på grund af uvidenhed, selv på felter, hvor viden er let at opnå.

Det er der ikke så meget, man kan gøre ved, andet end at forsøge at bringe viden på banen, fremfor beskyldninger og karaktermord.

Men har begrebet ikke en berettigelse? Jo det har det! Det har en berettigelse som araknofobi, men burde så hedde muslimofobi, for der findes mennesker, der er bange for alle muslimer, hvilket giver lige så meget mening som at være bange for alle edderkopper.
Omvendt er det jo interessant, at bemærke, at det ikke betragtes som Kommunist-fobi, Nazi-fobi, når man frygter eller afskyr alle tilhængere af disse ideologier.
Det er jo langt fra sikkert at alle kommunister er blodtørstige, hensynsløse, de er jo også mennesker som alle os andre og kommunismen, eller den revolutionære socialisme er jo heller ingen monolith.

Men begrebet bliver sjældent vendt mod mennesker som frygter alt inden for Islam og alle muslimer. I stedet bliver det vendt mod kritik af islam generelt og brugt til at dæmonisere denne kritik. Det lader sig kun gøre fordi der mangler viden og fordi bevidstheden omkring både sproget og den virkelighed som den afspejler, er mangelfuld.

Robert Redeker om Islamofobi og begrebets historie:

Ordkonstruktionen ‘islamofobi’ er en fælde lagt af islamister i den hensigt at vanskeliggøre islamkritik. En sproglig nydannelse har vundet indpas i den offentlige debat: ordet islamofobi. Dette ord, der lydligt kan ligne xenofobi, er konstrueret i den hensigt at indgyde frygt ved ubevidst at skabe forestillinger om had, forfølgelse og diskrimination - og dermed til hensigt at indgyde skyld. Stadig flere anvender dette ord som synonym for ‘racisme’ eller en parallel til antisemitisme. Men er denne brug tjenlig for det, som må være republikkens fornemmeste forpligtelser: at værne om samfundets sekulære orden og bekæmpe racisme? Fører det ikke til tankemæssig uklarhed, der kan få skadelige konsekvenser for republikken, dens værdier og kulturelle arv?
Forskeren Caroline Fourest har sporet ordet til dets oprindelse, og dets historie rummer artige overraskelser, der er afslørende for dets ophavsmænds intentioner. Det viser sig, at udtrykket islamofobi først blev brugt af radikale islamister imod feminister.
Kate Millet, den berømte amerikanske kvindesagsaktivist, blev udskældt som islamofob efter at have opfordret iranske medsøstre til at nægte at bære slør. Tilsvarende var det i de følgende i sammenhæng med muslimsk kvindeapartheid - tørklædetvang i skoler og institutioner, kønsadskillelse i svømmehaller osv. - at beskyldninger for islamofobi i stigende grad blev rettet imod dem, som talte imod bestræbelser på at ophøje denne apartheid til officielt anerkendt norm...

Ordet islamofobi vender tingene på hovedet og placere åndsformørkelsen i offerets position og det sekulære demokrati i aggressorens. Det sekulære demokratis forsvarere burde afholde sig fra brugen af dette ord, samtidig med at de må skærpe indsatsen for at bekæmpe virkelig racisme, især arabofobi.

Ærle PERLE pif paf PERKER

Jeg vil blande mig i den herserende diskussion og se frem til at Kaptajn Haddock også bliver censureret i Danmark. Så fandens til Plebejer sprog kan man jo ikke have i et civiliseret land - vel?

Politibetjente repræsenterer jo etaten, og som så bør de naturligvis veje deres ord på en guldvægt, men det er et latterligt krav at stille til mennesker under ekstreme forhold, at de helt og aldeles skal afholde sig fra at kalde klaphatte for klaphatte, idioter det de er; idioter.

Nu var hr. betjent jo ikke så diskret som vores gamle gårdvagt på skolen, der var mere raffineret, både når der var tale om vold - som bestod i at han smækkede sit nøgleknippel ned i issen på os, så man skulle kronrages for at fremvise beviset, hvis der overhovedet var et, for et nøgleknippel gør ondt selv med ringe kraft deroppe. Nej vores kære gårdvagt var så raffineret, at han kaldte os for nødder. Et såre udspekuleret og neutralt begreb, der jo kunne betyde, at vi havde en skal som var svær at knække, eller bare var små. betydningen var dog, at vi havde hjerner på størrelse med en nød i hans univers og opførte os derefter.

Nej hr. betjent tyede til det næsten farligste af alle begreber, nemlig "perker".
Og det var naturligvis dumt, når den politiske variant af SE og HØR stod lige ved siden af og ventede på ethvert tegn, der kunne fordrejes til den helt store skandale.
Lige som Se og Hør tolker gladeligt på små tegn i vejr og vind, gør Redox det samme.
Uhm; Mads Mikkelsens hånd strejfede Sidsel Babett Knudsens! De er helt sikkert kærester! Og betjenten som sagde PERKER! Er helt sikkert racist!

At Perker så står i ordbogen og bruges af indvandrerne selv, som en fælles identitetsbetegnelse for deres mellemøstlige baggrund, det er så ikke noget, der tæller i den her sammenhæng, for konnoteringen var jo negativ! Uha dadadadadadada.

Jeg er ked af det, jeg kan ikke følge hysteriet og slet, slet ikke uligheden for loven, og den vender jeg tilbage til. En politibetjent har ret til at sige Perker, idiot, fjols, fatsvag og en helt masse andet. Højst skal han da have en mindre reprimande af sin chef. Kølhales og slæbes for retten skal han fanme ikke. Hvad tænker vi dog på?

Nu til ligheden for loven. Hvis denne betjent skal dømmes for at sige perker. Så skal mennesker og betjente der kalder nordmænd for fjeldaber ligeledes slæbes for retten. Fjeldabe er ikke engang et dobbeltbetydnings udtryk med andet end nedsættende tolkninger. Det samme skal mennesker der kalder mig jydepotte! Eller danskere for svinehunde og klaphatte. Mennesker der kalder tyskerne for sauerkrautere, franskmænd for frøædere. Det er lighed for loven, det andet er heksejagt og ikke værdigt for et retssamfund.

Nu vil jeg advare svage sjæle. Nu kommer der altså skælds og smædeord, der vil noget. Da jeg ikke er agiteret og ophidset, vil jeg dog med kold beregning rette disse sinistre gloser mod en, som man godt må hade. Altså en som hører til i den politiske korrekthads kategori. Det kunne være Pia Kjærsgaard, men jeg foretrækker at rette disse hadefulde angreb mod en som vitterligt har fortjent dem.

Er i klar på en gang hatespeech?

Modsat hr. betjent, Pia og hvem Redox og SE og HOR nu mener fortjener det. Er der her tale om en gedigen klaphat, båtnakke, ærkeprimat, dummernakke, et tågehorn som virkeligt har gjort sig fortjenstlig til æren: Nemlig den elendige, fladpandede glatnakke som skubbede en ældre herre, perker, ud foran et tog og næsten tog livet af ham.
Magen til neandertal skal man da lede længe efter i nutidens Danmark. Sikke et hulkort, en tomhjernet øgle af et forhistorisk format. White trash og afblegede karklude har vi sgu nok af.
Sikke et psykopatisk fjols, hvilken svumpukkel, et menneskedyr på niveau med en bavian og en hyæne. Hvilken Valhallaamøbe, mageløst uintelligent skabelse, hamrende stupid, udsuget æggeskal af et tatoveret monster. Hvilken totalt hjernelam, underudviklet underart af den nordiske race.

Nå det burde række til, jeg kunne dømmes for lidt af hvert, hvis loven altså var lige for alle!

Latinsk er for elitært

Vi skal alle være lige, ikke bare lidt lige, eller lige lige, men helst helt lige.
Derfor kan man jo ikke have sådan noget elitært skelsættende mellem mennesker, som de få latinske vendinger vi bruger endnu i sproget.
Vice versa, et cetera, ad hoc, nota bene, summa summarum, alt det skal helst snart være slut, mener de i flere engelske byråd.

Vi skal jo ikke udelukke mennesker, hvis gennemsnitlige ordforråd er på 3000 ord.

Det ville da være så sørgeligt, hvis vi havde flere sproglige tangenter at spille på, og faktisk ville være i stand i til at begrebsliggøre det som rumsterer inde i os.

Stereotyper og fordomme

En af mine yndlingstænkere er Thomas Jefferson og et af mine yndlingscitater af denne herre er dette:

Nothing can stop the man with the right mental attitude from achieving his goal; nothing on earth can help the man with the wrong mental attitude.
Thomas Jefferson

Vi tænker ikke altid over vores egen indstilling til tingene, hvor meget denne betyder. Vi har det med at give samfundet og omgivelserne skylden når noget går galt.
Men dybest set er vores største fjende måske netop os selv, vores egen mentalitet, vores egne fordomme og stereotyper.

Der er en spændende artikel om dette forhold at finde på Scientific Americans hjemmeside.

For at give et kort resumé: Så kan ens egne fordomme spille en rolle på ens præstationer. Altså hvis en kvinde går til prøve i matematik, kan hun ende med at underminere hendes egne individuelle evner, ud fra en stereotype om at kvinder er dårligere til matematik og rumlige forhold.
Ligeledes kan et på papiret dårligere sportshold underpræstere, og som man kan se med danske fodboldlandsholdskampe, kan et ellers godt hold få alvorlige problemer med underdogs når de går friskt til værks. Fodboldens Wilbek needed.

På Stanford i begyndelsen af halvfemserne satte man afro amerikanske topelever til at løse en prøve, som man fortalte i det ene tilfælde var en intelligenstest og i den anden at det ikke var nogen prøve af betydning. Da de troede det var en intelligenstest underpræsterede de i allerhøjeste grad.
Når man taler social arv og køn, taler man også om fastgroede forestillinger og naturligvis også om stimulation eller mangel på samme.
Men det er vigtigt at forstå, at det er individet selv der gør forskellen, og i allerhøjeste grad dette individs indstilling.

Når vi taler om samfundets svage, om at mænd er bedre ledere, om at kvinder ikke kan parkere, om at grupper af andengerationsindvandrere er bander. Så italesætter vi også en virkelighed som ikke er givet.
Den vigtigste italesættelse er dog naturligvis individets egen. Det selvbillede et menneske skaber og opretholder af sig selv, har lettere ved at blive virkelighed end et menneskes dybeste drømme.

Derfor skal man også for at bryde sociale mønstre i samfundet, forandre den måde vi tænker på.
Der går masser af kræfter til spilde inde i båse af fordomme og stereotyper. Som samfund præger vi individet og individet positionerer sig delvist i sine båse ud fra herskende stereotyper i samfundet.

Et menneske skal have frihed, og den frihed er både noget indre og noget ydre, at befri sig selv for fordomme og stereotyper, de indre og de ydre, er en frihedskamp, der er ikke mindre vigtig end at befri sig politisk autokrati.

Sproget gør forskellen

Her er et spritnyt eksempel hvor meget sprogbrug egentlig betyder:

Kunsten ligger altid i selve formuleringen, men det er ikke altid man kan måle effekten så nøjagtigt som her.

Liberalisme Light del 2

Det er vigtigt for ethvert parti at markere sig i offentligheden, komme ud over den position som tørvetrillende deltager i folketingets processer, eller som et fedtet medlem af diverse udvalg.

Når det gælder befolkningen, så ve det parti som ikke har en solid politik, og ve det parti der regner med, at man kan få stemmer ved at fremlægge en minutiøst udarbejdet politik for befolkningen. Her gælder programtalen gyldne middelvej.

Derfor har den politiske kampscene også udviklet sig i en retning af en kamp med mærkesager og selviscenesættelse, sloganagtig italesættelse, med andre ord, gid den bedste spin må vinde.

Det repræsenterer i sig selv et demokratisk problem i kraft af, at politikken indsnævres til det som sælger i medierne, men det er samtidigt en naturlig konsekvens af, at den politiske virkelighed ser ud som den gør, med mange "illoyale" zappervælgere, mange partier samt kort, eller dyrkøbt, medietid for hvert parti.

For at vende tilbage til Mette Frederiksens teser, så lyder den første:

1: Det enkelte menneskes frihed står over alt andet.
- udsatte børns behov skal vægtes højere end kulturelle normer
- den vigtigste frihedskamp er at bekæmpe negativ social arv

Altså, i sig rummer denne tese en vurdering af, at frihed som politisk fixord og som hovedtema er vigtigt.
Men begrebet frihed er et fleksibelt gummiord, det er vigtigt at forstå, at de fleste ord brugt af politikere ikke nødvendigvis indeholder den samme konkrete substans, som man tror. Som man kan se i uddybningen, menes der ikke det samme som hos Venstre. Ikke at venstre ikke vil inkludere disse som et tegn på praktisk levet frihed. Venstre ville dog nok sætte valgfriheden med hensyn til offentlig service højere, samt ytringsfriheden.

Men hvis man læser Venstres valgbrochure fra sidste valg "Frihed, tryghed og det personlige ansvar".
Sammenholder det med hvad Mette Frederiksens teser går ud på, kunne man faktisk som udenforstående let tro at man læste materialet fra nøjagtig det samme parti.
Med andre ord skellet mellem socialdemokratiet light og liberalisme light bliver hermed udvisket.

Det er sikkert ikke en tosset strategi, men vælgernes gunst er nok ikke sidste instans vundet ved retorik. Det drejer sig om noget mere subtilt, som hvilket parti der vurderes det bedste til at lede.

Socialdemokratiet må komme med nogle konkrete bud på, hvordan de gør Danmark til et bedre og rigere land at leve i. Det gælder i sær den socialpolitik som en del af deres vælgersegment savner, som er rykket ud til SF. Og den økonomisk politik som vil kunne rykke vælgere ind fra højre, blandt dem som hælder til en socialliberalistisk tankegang.
Hvis Socialdemokratiet vil vokse, må det først og fremmest generobre initiativet på de to områder.

Sprogligt nytter det ikke noget at lege liberal, medmindre den konkrete politik er sammenfaldende med liberale tanker.
Omvendt er frihed et universal begreb, som ingen kan være uenige i som udgangspunkt, som bør tilskikkes alle undtaget kriminelle. Så det koster ikke noget som sådan at anvende dette luftige begreb.

Friheden er jo hellere ikke blevet større for de fleste under Fogh. Tag foreksempel friheden til at bo hvor man vil - vel intet indgreb har der været over for stigende boligpriser.
Eller tag friheden for den arbejdsløse, vedkommende er blevet tvunget til at søge ledige jobs inklusive det arve skidt som de færreste vil havde. Heldigvis kan de jo søge løs af de gode jobs, som for længst er væk. Hvad med friheden for den psykisk syge, som er blevet kronisk frarøvet sin ret til behandling i kraft af stadige nedskæringer og fastfrysning af budgetter. Friheden for offentlige ansatte som presses til at udfylde skemaer en masse i et stadigt voksende spindelvæv af kontrol.
Men hvis socialedemokratiet kom til magten, kan man til gengæld forvente, at nogle ville miste friheden til at beholde penge de har arbejdet hårdt for. At de vil miste noget valgfrihed i forhold til at vælge selv og havde konkurrence i service sektoren. Samt at i øvrigt den offentlige medarbejder stadig skulle udfylde flere skemaer og den psykiske syge stadigvæk ville savne sengepladser.

I virkeligheden har vi ikke et liberalt parti i Danmark, Heller ikke blandt dem som betragter sig som mest liberale.
Frihed er frihed for alle, for store og for små, for de socialt udsatte og de velfungerende.

Frihed bliver først vægtigt begreb, når man tilsigter med det enkelte individ som udgangpunkt, at give det maksimal frihed.
I virkelighedens verden har vi et enormt ufrit samfund, som ingen partier reelt er opsat på at gøre mere frit.

Liberalisme light eller socialdemokratiet light, problemet er måske? Det er svært at skelne. Og ingen af dem faktisk er socialdemokratiske eller liberalistiske.

Sproget er ikke virkeligheden

”Spin is a variation on the truth; lying has no connection to the truth." (Bill Press)

Spin er kommet for at blive, alle elsker det. Organisationer, politikere, selv eksperter. Men mest af alt elsker vi journalister det. For det gør vores arbejde lettere. God spin er aldrig løgn. Kan det blive bedre?

Spin, er ikke kun når organisationer, politikere osv. Ghostwriter medieindslag. Nej, om igen. Spin er også når vi journalister udvælger interviewpersoner, uanset hvor mange, og holder mikrofonen for dem.
Spin er heller ikke kun når organisationer eller politikere snurrer os journalister rundt, uden at trække direkte i næsen. Nej, spin er også en metode vi selv anvender, rettet mod organisationer og politikere etc.
Spin er, kort defineret, når vi som skribenter, forskere, politikere, interessegrupper selekterer og afgrænser sandheden.

I gamle dage ville man nok havde kaldt spin for manipulation.
Nu har vi allerede fået indblik i at sproget ikke er identisk med virkeligheden. At et negativt klingende begreb kan erstattes med et mere acceptabelt eller positivt begreb, kædet til akkurat samme virkelighed, som når Post Danmark er så fræk at kalde massive forringelser i service for forbedret service. Eller når delvis uhæmmet våbenmagt kaldes ”collateral damage”.
Man kan også anvende et mere bredt begreb. Erstat selv begrebet ”fyringer” med ”nedskæringer”. Eller ”stress” med ”travlhed”.

Hvis vi vil bedrive kritisk journalistik, eller kritisk tankevirksomhed generelt, må vi starte med at være kritiske over for sproget. Det er aldrig præcist. Det er en overenskomst mellem mennesker, om at bruge et bestemt symbol for et bestemt objekt eller flere. Det anvendte sprog er baseret på en mere eller mindre klar overenskomst. Netop derfor er det vigtigt at vi tyder virkeligheden bagved nærmere end begrebet selv. Det er først når vi går bag et begreb, at det for alvor bliver interessant.

Det forhold gælder specielt for overordnede begreber med fleksible rammer. Et begreb kan være nogenlunde entydigt som til eksempel ”vådt”. Men det kan også være flertydigt og abstrakt, og ikke alene det. Det kan forgrene sig langt ned i virkeligheden og faktisk i et vist omfang styre, og være med til forme, denne. Tag et begreb som status, eller selvværd blot for at nævne nogle eksempler.
Jo mere overordnet et begreb er, jo mere kan det betyde og gradbøjes.

Se blot den sidste valgkamp. Næppe nogensinde har en valgkamp i medierne været så blottet for konkret politik, så domineret af spin med overordnede begreber: ”Velfærd”, ”frihed til forskellighed”. Velfærd for hvem? Dem som skal betale omfordelingen over skattebilletten? Forskellighed, hvordan hænger det lige sammen med den faktisk implementerede politik?
Begge begreber er så overordnede, at de er svære at sige nej til. De skal tolkes i deres konkrete effekt, ud fra implementeringen.

Løgn er upopulær i den journalistiske verden, men spin er jo ikke løgn.
Man siger om fiskenet, at de kun fanger små fisk. De store svømmer lige i gennem. Det samme kan siges om journalister og begreber.