De tre poster om immigrationsmyten og arbejdsløsheds/markeds-myten:
Del 1.
Del 2.
Del 3.
De små årgange i firserne (1982-1990) er opsuppleret af allerede foretaget indvandring, med et gennemsnit på 23188 ekstra børn.
De som udgjorde de 438600 0-4 årige i 1948, den største population af børn i den alder nogensinde, er faldet til 374291 af 60-64 årige i 2008.
Af gruppen de 60-66 årige, "som snart går på pension", er per 2008, allerede 295035 på pension.
Vi har over 800000 tusinde uden for arbejdstyrken i den arbejdsdygtige alder, plus ledige, vi er altså bare i færd med at flytte mennesker fra en kategori af overførselsindkomst/pension til en anden.
Kun 50,6 procent af dem over på 55 år eller derover er faktisk beskæftigede.
Det reelle antal arbejdsløse, når man fraregner folk på revalidering, voksenlærlinge, orlov, feriedagpenge, sygedagpenge, efterløn, førtidspension, barselsorlov, altså dem som i forskellige former for aktivering og jobtræning, opkvalificering + dem som er fuldtidsledige er på ca. 225000 mennesker.
Samlet set ryger alle på overførselsindkomst i den arbejdsdygtige alder næsten op på 900000.
Vi har historisk set ikke skabt mange arbejdspladser, der var 2.741,407 millioner beskæftigede i 1998.
Et lavpunkt på 2.584,866 millioner beskæftigede i 1994 under sidste lavkonjunktur.
Der var 2.772.868 millioner beskæftigede da Fogh overtog posten.
Der var 2.706,434 millioner beskæftigede i 2004, altså et fald på 68000 i forhold til 2001, hvilket ikke afholdt visse fra at tale om fald i arbejdsløsheden.
Der var rekord beskæftigelse i 2. kvartal 2008, på 2.842,000 millioner. Altså 100000 tusinde mere end i 1988.
Alligevel blev der sat en rekord, med hensyn til mennesker uden for arbejdsmarkedet i den arbejdsdygtige alder på 837000 mennesker per 1. kvartal i 2008.
Det skyldes at vi har fået over 300000 flere borgere at beskæftige. Fra 1980 til 2007 er befolkningen i Danmark vokset fra 5.135.000 millioner til 5.447.000 millioner.
I perioden 1995-2008:
Antallet af arbejdstagere der arbejder mellem 15 og 36 timer om ugen er steget med næsten 160000.
Antallet af arbejdstagere som arbejder 37 timer om ugen er faldet med 253000
Antallet af arbejdstagere som arbejder mellem 38-48 timer om ugen er steget med 280000.
Antallet af offentlige ansatte er minimum vokset med 57000 og muligvis med op over 100000, alt efter hvordan man regner det ud. (se del 3.)
Altså er de lig med væksten på 100000 beskæftigede, fra højdepunktet i 1988 til højdepunktet i 2008. (se del 2.)
Fra 1988 til 2007 væksten i lønudgifter i offentligt regi vokset fra 136 milliarder til 284,5 milliarder! Altså over fordoblet, desuagtet mængden af udlicitering.
Vi mangler ikke decideret arbejdskraft og står over for en recession, hvor antallet af beskæftigede kan falde med over 100000.
Vi mangler kun uddannet arbejdskraft inde for begrænsede felter, mest det offentlige, som løsning på dette problem giver det at uddanne flere, holde dem fast på uddannelsen og på det danske arbejdsmarked med økonomisk incitament, mere raison end at håbe på at udenlandsk arbejdskraft falder ned fra himlen.
Immigration er altså generelt den forkerte løsning på et knapt eksisterende problem, vi har ikke haft vækst i de arbejdspladser som udgør det private erhvervsliv for alvor, og den vi har haft skyldes i høj grad friværdiboblen og byggeboom. Et midlertidigt fænomen.
En immmigrant er per definition, en som skal have et understøttelsesgrundlag, helst uden for offentligt understøttelsesregi, en som skal have bolig, lægehjælp, skolegang til sine børn. Alle disse områder er voldsomt presset, økonomisk og arbejdskraftmæssigt. Derfor giver immigration næsten uden grund, absolut ingen logisk mening.
En åbenhed over for at ansætte kompetent udenlandsk arbejdskraft, efter devisen: "arbejdskraften kan ikke skaffes lokalt", giver mening efter i forholdet: 1. stilling = 1. immigrant. Men det giver langt mere mening at udnytte allerede eksisterende demografiske reserver og uddanne dem.
For stor indvandring kan ganske vist sætte gang i byggebranchen igen og måske et nyt friværdiræs og gøre det nær umuligt at få bolig, altså afsat de dyre luksusboliger som kollektiver for mennesker som ikke har andet valg.
Men taberne i dette spil, bliver de fattige i Danmark:
163000 mennesker i dagens Danmark, alle 20 år eller derover, tjener under 74999 kroner om året.
193000 mennesker, 20 år eller derover, tjener mellem 75000-99999 kroner.
251000 mennesker, +20 år, tjener mellem 100000-124999.
Med stigende fødevarepriser, leveomkostninger og få almennyttige boliger, som er for dyre at bygge med nutidens priser på håndværkere og byggematerialer, grund osv. med ringere mulighed for at komme ud af gruppen på permanent, eller næsten permanent overførselsindkomst, bliver de, de helt store tabere.
Med pres på sociale og offentlige udgifter risikerer vi store nedskæringer, der nok næppe kommer til at ramme, hvor det er bedst.
Vi får jo allerede som situationen og reglerne er nu, trods 24 års regel osv. stadig en nettotilstrømning af immigranter.
Altså øgede offentlige udgifter.
Immigrationspolitikken skal væk fra spørgsmålet om kolonihaver og fremmede, og derhen hvor den bliver til en nøgtern matematisk vurdering med dens langsigtede sociale konsekvenser med i betragning.
Denne post bliver placeret link under "udvalgte blogposts".
Viser opslag med etiketten løn. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten løn. Vis alle opslag
fredag den 17. oktober 2008
Offentlig vækst - immigrationskritik del 3
Denne post bliver ganske kort, for immigrationsmyten hænger i den grad sammen med arbejdsløshedsmyten og to myter sammenlagt ophæver ikke hinanden.
Det allervæsentligste at se på, når vi taler om vækst i arbejdsmarkedet, og hvor der mangler arbejdskraft er først og fremmest, hvor stor en andel drejer sig om det offentlige?
Eller mest interessant, hvor stor en andel af væksten af arbejdspladser er sket i det offentlige?
Det er interessant, fordi der findes en makroøkonomisk forskel på offentlige og private ansatte. Som min gamle lærer handelsskolen udtrykte det, så selv vi snothamrende ukoncentrerede teenagere kunne følge med, "vi kan ikke leve af at klippe og barbere hinanden".
Før jeg bringer væksten i offentlige ansatte på banen, de offentlige ansatte udgør jo som sagt omkring 1/3 del af de ansatte, så vil jeg for god ordens skyld gentage noget fra del 2. af min kritik:
I følge "Danmark i tal" fra 2008 er antallet af offentlige ansatte vokset fra 786,000 tusinde i 1990 til 843,000 tusinde i 2006. Altså stigning på 57000.
Jeg tror dog ikke det tal er helt dækkende (der er tale om en anden måde at gøre det op på nemlig ved, hvor mange fuldtidstillinger, der er tale om, modsat individuelle ansatte), så har været inde og kigge i Statistikbanken på ansatte inden for følgende områder:
Offentlig administration
Undervisning
Sundhedsvæsen
Sociale institutioner
Foreninger, kultur og renovation
Enkelte af disse kan være både privatejede og have private kunder, men jeg tror også man kan regne med at de fleste repræsenterer offentlige udgifter.
Stigningen her er:
Fra 896,113 tusinde i 1993 til 998,392 tusinde i 2007, altså en stigning på over 100000, eller en stigning lig med forskellen mellem beskæftigede i 1988 og 2008!
En anden indikator som det er værd at kigge på i sammenhængen er stigningen i lønudgifter i det offentlige:
Fra 1988 hvor vi havde omkring 100000 færre beskæftigede end i dag, er væksten i lønudgifter i offentligt regi vokset fra 136 milliarder til 284,5 milliarder! Altså over fordoblet!
Vi mangler arbejdskraft i det offentlige. Faktisk i følge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er søgningen i det private ophørt, manglen på arbejdskraft er i det offentlige, først og fremmest læger, sygeplejersker, folkeskolelærere, hvor vi for først og sidstnævntes vedkommende har over 40 procent, der er over 50 år, altså på vej ud af arbejdsmarkedet, som kan læses i denne rapport.
Vi kan påregne, vi mangler færre ufaglærte, og at stigningen ikke vil ske i det private, men i det offentlige, generelt kan vi se frem til større arbejdsløshed grundet global recession. Vi vil mangle uddannet arbejdskraft, men vi har også rigeligt med folk at uddanne, fremfor at satse på at uddannet arbejdskraft falder ned fra himlen, bør vi uddanne den selv. Hvad angår læger og sygeplejersker, kan vi risikere at immigration af disse, betyder dødsfald i de lande de kommer fra.
Derfor må vi uddanne nok og sørge for, at de som bliver uddannet forbliver i Danmark med incitamenter. Det samme gælder med hensyn til SU incitament, evt. bonus for at fuldføre en uddannelse. Frafaldet på Sygeplejerskeskolerne er omkring 30 procent.
Folkeskolelærere kommer vi ikke uden om at uddanne selv.
Immigrationsmyten er altså overvejende et luftkastel fjernt fra virkeligheden, selv der hvor arbejdskraft mangler, er det naivt at satse på at andre uddanner den arbejdskraft for os.
Til gengæld bør det være let at få uddannet arbejdskraft ind, som vi mangler. Et underskrevet brev fra den lokale arbejdsformidling, om at de ikke kan levere varen, burde i princippet være nok.
Læs Immigrationskritik del 2 - myten om den lave arbejdsløshed her:
Og del 1 - Ideologi er noget bras her:
Det allervæsentligste at se på, når vi taler om vækst i arbejdsmarkedet, og hvor der mangler arbejdskraft er først og fremmest, hvor stor en andel drejer sig om det offentlige?
Eller mest interessant, hvor stor en andel af væksten af arbejdspladser er sket i det offentlige?
Det er interessant, fordi der findes en makroøkonomisk forskel på offentlige og private ansatte. Som min gamle lærer handelsskolen udtrykte det, så selv vi snothamrende ukoncentrerede teenagere kunne følge med, "vi kan ikke leve af at klippe og barbere hinanden".
Før jeg bringer væksten i offentlige ansatte på banen, de offentlige ansatte udgør jo som sagt omkring 1/3 del af de ansatte, så vil jeg for god ordens skyld gentage noget fra del 2. af min kritik:
Historisk set er antallet af beskæftigede, altså selvforsørgende, gået op og ned.
I 1981 havde vi 2.551.858 millioner beskæftigede. I 1988 havde vi 2.741.407 Millioner. Så indtraf krisen og lavkonjunkturen, som den er ved at indfinde sig igen med en ny global recession, og vi havde et nyt lavpunkt i 1994, hvor der kun var 2.584.866 millioner beskæftigede.
Da Fogh overtog regeringsmagten i 2001 var beskæftigelsen oppe på 2.772.868 millioner.
Trods det opsving alle har talt om - de gode tider for Danmark, økonomi i topform osv. faldt antallet af beskæftigede faktisk med 68000 i forhold til Nyrups sidste år ved magten til 2.706.434 millioner i 2004. Det steg kun med omkring 3000 året efter.
Per 2. kvartal 2008 har vi en historisk høj grad af beskæftigede, nemlig 2.842.000 millioner. Men som det svarer kun til 100.000 mere end firsernes højdepunkt og 70.000 flere end Nyrups højdepunkt.
Hvorimod antallet af beskæftigede dykkede til 2.551.858 millioner under sidste økonomiske krise.
Antallet af beskæftigede går op og ned, og man kan ikke lave byggeboom og friværdi hvert år.
I følge "Danmark i tal" fra 2008 er antallet af offentlige ansatte vokset fra 786,000 tusinde i 1990 til 843,000 tusinde i 2006. Altså stigning på 57000.
Jeg tror dog ikke det tal er helt dækkende (der er tale om en anden måde at gøre det op på nemlig ved, hvor mange fuldtidstillinger, der er tale om, modsat individuelle ansatte), så har været inde og kigge i Statistikbanken på ansatte inden for følgende områder:
Offentlig administration
Undervisning
Sundhedsvæsen
Sociale institutioner
Foreninger, kultur og renovation
Enkelte af disse kan være både privatejede og have private kunder, men jeg tror også man kan regne med at de fleste repræsenterer offentlige udgifter.
Stigningen her er:
Fra 896,113 tusinde i 1993 til 998,392 tusinde i 2007, altså en stigning på over 100000, eller en stigning lig med forskellen mellem beskæftigede i 1988 og 2008!
En anden indikator som det er værd at kigge på i sammenhængen er stigningen i lønudgifter i det offentlige:
Fra 1988 hvor vi havde omkring 100000 færre beskæftigede end i dag, er væksten i lønudgifter i offentligt regi vokset fra 136 milliarder til 284,5 milliarder! Altså over fordoblet!
Vi mangler arbejdskraft i det offentlige. Faktisk i følge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er søgningen i det private ophørt, manglen på arbejdskraft er i det offentlige, først og fremmest læger, sygeplejersker, folkeskolelærere, hvor vi for først og sidstnævntes vedkommende har over 40 procent, der er over 50 år, altså på vej ud af arbejdsmarkedet, som kan læses i denne rapport.
Vi kan påregne, vi mangler færre ufaglærte, og at stigningen ikke vil ske i det private, men i det offentlige, generelt kan vi se frem til større arbejdsløshed grundet global recession. Vi vil mangle uddannet arbejdskraft, men vi har også rigeligt med folk at uddanne, fremfor at satse på at uddannet arbejdskraft falder ned fra himlen, bør vi uddanne den selv. Hvad angår læger og sygeplejersker, kan vi risikere at immigration af disse, betyder dødsfald i de lande de kommer fra.
Derfor må vi uddanne nok og sørge for, at de som bliver uddannet forbliver i Danmark med incitamenter. Det samme gælder med hensyn til SU incitament, evt. bonus for at fuldføre en uddannelse. Frafaldet på Sygeplejerskeskolerne er omkring 30 procent.
Folkeskolelærere kommer vi ikke uden om at uddanne selv.
Immigrationsmyten er altså overvejende et luftkastel fjernt fra virkeligheden, selv der hvor arbejdskraft mangler, er det naivt at satse på at andre uddanner den arbejdskraft for os.
Til gengæld bør det være let at få uddannet arbejdskraft ind, som vi mangler. Et underskrevet brev fra den lokale arbejdsformidling, om at de ikke kan levere varen, burde i princippet være nok.
Læs Immigrationskritik del 2 - myten om den lave arbejdsløshed her:
Og del 1 - Ideologi er noget bras her:
onsdag den 23. april 2008
En DJØFers bekendelser
Nyhedsavisen har et interview i tirsdags med arbejdsmarkedsforsker fra Aalborg Universitet, Flemming Ibsen.
Han finder det naturligt, at offentligt ansatte tjener noget mindre end private, da førstnævnte jo ikke skal konkurrere på et globalt marked.
Han fremhæver, som eksempel, sygeplejersken versus ingeniøren og siger den første ikke må tjene mere end den anden. I artiklen nævnes det dog lige, at forskellen ser således her ud; 27.005 kroner og 37.401.
Gæt selv hvem der tjener det mindste beløb.
Forskellen i gennemsnitlig indtægt er 38 procent. Noget mere end de tre løntrin op, og 12,8 procent mere i posen kan kompensere for.
Og denne lønstigning er jo blot et tegn på, at de offentlige lønninger har bevæget sig minimalt siden begyndelsen af firserne.
Men Ibsen væver videre, sygeplejerskerne er jo ikke produktive og skellet mellem løn på ingeniører og sygeplejersker er lavere end i flere af vores nabolande.
Han påstår, at løngabet mellem de offentlige og det private automatisk bliver reguleret.
Men nu vi taler om ingeniører, så tjener den offentligt ansatte ingeniør faktisk 8842 kroner mindre i løn om måneden end den privatansatte. Går vi tilbage til 1980 var der næsten ingen forskel i lønnen mellem de to.
Han er bange for at de store lønstigninger vil smitte af på det private. Det er for så vidt fair nok, økonomisk årsag og effekt er økonomisk årsag og effekt.
Men han skal lige have nogle holdninger ud mellem sidebenet.
Han finder det naturligt, at det giver flere penge at producere varer og viden, end at passe syge.
Skal vi følge den logik til dørs, har alle som ikke opfinder eller skaber produkter meget ringere værdi, end dem som gør det. Det er for så vidt fair nok, at de som faktisk skaber varer og arbejdspladser tjener godt, men de er ikke mange, heller ikke i det private.
Dem der vedligeholder menneskelegemer har åbenbart mindre økonomisk værdi, end den som vedligeholder maskiner og køretøjer og tager del i produktionen af varer.
Han fortsætter om tryghed i ansættelsen, nogle steder lavere tempo, kvinders lyst til at arbejde med syge og gamle.
Her taler en arbejdsmarkedforsker. Altså en person som burde vide, at frafaldet på Sygeplejerskeuddannelsen er på omkring 1/3 del. At grunden til dette er, at det at arbejde med mennesker fylder stadig mindre og lønnen er dårlig.
At der er utroligt meget stress på mange hospitalsafdelinger på grund af manglen på sygeplejersker, på grund den DJØFSKE management og kontrol tankegang, skemaudfyldning og optimistisk tiltro til de edbsystemer der tit ikke fungerer.
Men hvad er det lige, som i det hele taget gør, at evnen og lysten til at have med andre mennesker at gøre, er mindre værd, end evnen og lysten til at arbejde med matematiske størrelser?
Vi taler i begge tilfælde om en lang og hård uddannelse og jeg kan ikke se, hvorfor den ene skulle være mere samfundnyttig end den anden?
Det sparer også penge for det private erhvervsliv med en ordentlig behandling af syge mennesker som kræver sygeplejerskerne vågne overblik. Det er under alle omstændigheder en samfundsnyttig funktion, der kommer alle til gode.
Summa summarum, det er svært at skaffe sygeplejersker, det er ikke svært at skaffe ingenører. Bortset fra i det offentlige, hvor lønnen jo som sagt generelt er lav.
Hvad med politibetjenten som tjener mindre end sygeplejersken, skal han også bare æde sin minimal løn for en maksimalt hård offentlig tjans?
Det er skadeligt for et samfund, at man placerer et for snævert økonomisk cost/benefit skema over det.
Økonomi, selv pekuniær, kommer også af menneskelig trivsel. Af at der er nogen som diagnosticerer og medicinerer de syge.
At investere i mennesker koster, men det betaler sig også at gøre det. Først investerer man i gode vækst og uddannelsesvilkår, derefter gode arbejds og livsvilkår. Det koster alt sammen, men det betaler sig også.
I sidste instans taler vi også først og fremmest om mennesker - heller ikke som makroøkonomisk størrelse har penge følelser og sjæl, i det hele taget et liv. Det har mennesker.
Han finder det naturligt, at offentligt ansatte tjener noget mindre end private, da førstnævnte jo ikke skal konkurrere på et globalt marked.
Han fremhæver, som eksempel, sygeplejersken versus ingeniøren og siger den første ikke må tjene mere end den anden. I artiklen nævnes det dog lige, at forskellen ser således her ud; 27.005 kroner og 37.401.
Gæt selv hvem der tjener det mindste beløb.
Forskellen i gennemsnitlig indtægt er 38 procent. Noget mere end de tre løntrin op, og 12,8 procent mere i posen kan kompensere for.
Og denne lønstigning er jo blot et tegn på, at de offentlige lønninger har bevæget sig minimalt siden begyndelsen af firserne.
Men Ibsen væver videre, sygeplejerskerne er jo ikke produktive og skellet mellem løn på ingeniører og sygeplejersker er lavere end i flere af vores nabolande.
Han påstår, at løngabet mellem de offentlige og det private automatisk bliver reguleret.
Men nu vi taler om ingeniører, så tjener den offentligt ansatte ingeniør faktisk 8842 kroner mindre i løn om måneden end den privatansatte. Går vi tilbage til 1980 var der næsten ingen forskel i lønnen mellem de to.
Han er bange for at de store lønstigninger vil smitte af på det private. Det er for så vidt fair nok, økonomisk årsag og effekt er økonomisk årsag og effekt.
Men han skal lige have nogle holdninger ud mellem sidebenet.
Han finder det naturligt, at det giver flere penge at producere varer og viden, end at passe syge.
Skal vi følge den logik til dørs, har alle som ikke opfinder eller skaber produkter meget ringere værdi, end dem som gør det. Det er for så vidt fair nok, at de som faktisk skaber varer og arbejdspladser tjener godt, men de er ikke mange, heller ikke i det private.
Dem der vedligeholder menneskelegemer har åbenbart mindre økonomisk værdi, end den som vedligeholder maskiner og køretøjer og tager del i produktionen af varer.
Han fortsætter om tryghed i ansættelsen, nogle steder lavere tempo, kvinders lyst til at arbejde med syge og gamle.
Her taler en arbejdsmarkedforsker. Altså en person som burde vide, at frafaldet på Sygeplejerskeuddannelsen er på omkring 1/3 del. At grunden til dette er, at det at arbejde med mennesker fylder stadig mindre og lønnen er dårlig.
At der er utroligt meget stress på mange hospitalsafdelinger på grund af manglen på sygeplejersker, på grund den DJØFSKE management og kontrol tankegang, skemaudfyldning og optimistisk tiltro til de edbsystemer der tit ikke fungerer.
Men hvad er det lige, som i det hele taget gør, at evnen og lysten til at have med andre mennesker at gøre, er mindre værd, end evnen og lysten til at arbejde med matematiske størrelser?
Vi taler i begge tilfælde om en lang og hård uddannelse og jeg kan ikke se, hvorfor den ene skulle være mere samfundnyttig end den anden?
Det sparer også penge for det private erhvervsliv med en ordentlig behandling af syge mennesker som kræver sygeplejerskerne vågne overblik. Det er under alle omstændigheder en samfundsnyttig funktion, der kommer alle til gode.
Summa summarum, det er svært at skaffe sygeplejersker, det er ikke svært at skaffe ingenører. Bortset fra i det offentlige, hvor lønnen jo som sagt generelt er lav.
Hvad med politibetjenten som tjener mindre end sygeplejersken, skal han også bare æde sin minimal løn for en maksimalt hård offentlig tjans?
Det er skadeligt for et samfund, at man placerer et for snævert økonomisk cost/benefit skema over det.
Økonomi, selv pekuniær, kommer også af menneskelig trivsel. Af at der er nogen som diagnosticerer og medicinerer de syge.
At investere i mennesker koster, men det betaler sig også at gøre det. Først investerer man i gode vækst og uddannelsesvilkår, derefter gode arbejds og livsvilkår. Det koster alt sammen, men det betaler sig også.
I sidste instans taler vi også først og fremmest om mennesker - heller ikke som makroøkonomisk størrelse har penge følelser og sjæl, i det hele taget et liv. Det har mennesker.
lørdag den 12. april 2008
Løn som fortjent?
Det har altid været et mysterium for mig, hvorfor de mest interessante former for arbejde oftest er de højst lønnede. Det har ikke nødvendigvis noget med den klassiske udbud og efterspørgsel at gøre.
Nej tag for eksempel sygeplejerskerne, dem er der stor mangel på og det fortsætter der angiveligt med at være, da der for tiden allerede på studierne falder næsten hver tredje fra, specielt dem med høj karakter falder fra.
De står ganske vist vist over for et væsentligt løft i deres løn - men det rokker ikke ved at deres udgangspunkt er lavt.
Denne megen snak om lav løn skaber naturligvis dårlig stemning. Men hvorfor tage en lang uddannelse, ende i et stresset, men samfundsnødvendigt arbejde med mange tragiske skæbner transit i ens liv, og tjene mindre end foreksempel en kommende journalist som mig?
Et af de første virkelighedstjek vi fik smækket i hovedet, da vi startede på vores uddannelse var det forhold, at vores mindsteløn allerede var lige så høj som det løntrin en sygeplejerske med 10 års anciennitet ligger på. Dertil skal det så lige siges, at de færreste journalister starter på mindstelønnen omkring 25000 kroner, mens sygeplejerskerne går mere kronologisk til værks og starter konsekvent på lidt over 20000 kroner. Det er frugten af en relativ lang og tung uddannelse.
Når vi så tilføjer at en menig sygeplejerske aldrig kan stige til mere end omkring 30000 kroner om måneden, mens gennemsnitslønnen for journalister ligger omkring 36500 kroner om måneden.
Hvorfor er det sådan? At være journalist er nok stresset og presset, hvis man ikke formår strukturere sit arbejde og sætte grænser. Men der er ikke mangel på journalister, og det er et fag som er hulens spændende. Hvorfor skal vi tjene mere?
En masse proponenter for den feminine offerrolle vil sikkert bringe begrebet kvindefag på banen nu som led i en forklaringsmodel.
Men den holder ikke, det samme problem finder vi nemlig ved politiet som vist godt kan karakteriseres som historisk værende et maskulint præget fag.
24 timer i går fredag havde en artikel om en politibetjent der havde fået nok af dårlig løn, skæve arbejdstider, administrativt arbejde hvis nytteværdi angiveligt kunne diskuteres.
Betjenten i fokus havde været 15 år ved politiet - hans løn efter 15 år? 24.600 kroner!
Det er mindre end en sygeplejerske med 10 år på hospitalsgangene.
Flere betjente forlader deres arbejde for tiden. Det burde ikke være svært at regne ud hvorfor.
Det er mig et mysterium at mennesker vil leve med en hverdag af vold og trusler, og menneskeheden fra dens mest uheldige side, til den løn.
Problemet er ikke kvindefag, problemet er den offentlige sektor som ikke værdisætter sin mest nødvendige arbejdskraft ordentligt, hvilket den absolut burde!
Oven i kan selvsamme offentlige sektor finde ud af sende det ene mistillidsvotum efter det andet til sine medarbejdere i form af skemaer og kontrol og ansætte stadigt mere administrerende og ledende personale, naturligvis til en noget bedre løn end politibetjenten og sygeplejersken.
Den offentlige sektor som skal udgøre samfundets menneskelige ansigt mod det enkelte individ, borger og ansat, lever ikke op til det ansvar.
Derfor er det ikke nødvendigvis nok med 12.8 procent mere i løn, centrale funktioner i samfundet bør værdisættes mindst lige så meget som de for tiden mest trendige karriere-varianter af kejserens nye klæder.
Mindre administration og mere menneskelighed tak!
Nej tag for eksempel sygeplejerskerne, dem er der stor mangel på og det fortsætter der angiveligt med at være, da der for tiden allerede på studierne falder næsten hver tredje fra, specielt dem med høj karakter falder fra.
De står ganske vist vist over for et væsentligt løft i deres løn - men det rokker ikke ved at deres udgangspunkt er lavt.
Denne megen snak om lav løn skaber naturligvis dårlig stemning. Men hvorfor tage en lang uddannelse, ende i et stresset, men samfundsnødvendigt arbejde med mange tragiske skæbner transit i ens liv, og tjene mindre end foreksempel en kommende journalist som mig?
Et af de første virkelighedstjek vi fik smækket i hovedet, da vi startede på vores uddannelse var det forhold, at vores mindsteløn allerede var lige så høj som det løntrin en sygeplejerske med 10 års anciennitet ligger på. Dertil skal det så lige siges, at de færreste journalister starter på mindstelønnen omkring 25000 kroner, mens sygeplejerskerne går mere kronologisk til værks og starter konsekvent på lidt over 20000 kroner. Det er frugten af en relativ lang og tung uddannelse.
Når vi så tilføjer at en menig sygeplejerske aldrig kan stige til mere end omkring 30000 kroner om måneden, mens gennemsnitslønnen for journalister ligger omkring 36500 kroner om måneden.
Hvorfor er det sådan? At være journalist er nok stresset og presset, hvis man ikke formår strukturere sit arbejde og sætte grænser. Men der er ikke mangel på journalister, og det er et fag som er hulens spændende. Hvorfor skal vi tjene mere?
En masse proponenter for den feminine offerrolle vil sikkert bringe begrebet kvindefag på banen nu som led i en forklaringsmodel.
Men den holder ikke, det samme problem finder vi nemlig ved politiet som vist godt kan karakteriseres som historisk værende et maskulint præget fag.
24 timer i går fredag havde en artikel om en politibetjent der havde fået nok af dårlig løn, skæve arbejdstider, administrativt arbejde hvis nytteværdi angiveligt kunne diskuteres.
Betjenten i fokus havde været 15 år ved politiet - hans løn efter 15 år? 24.600 kroner!
Det er mindre end en sygeplejerske med 10 år på hospitalsgangene.
Flere betjente forlader deres arbejde for tiden. Det burde ikke være svært at regne ud hvorfor.
Det er mig et mysterium at mennesker vil leve med en hverdag af vold og trusler, og menneskeheden fra dens mest uheldige side, til den løn.
Problemet er ikke kvindefag, problemet er den offentlige sektor som ikke værdisætter sin mest nødvendige arbejdskraft ordentligt, hvilket den absolut burde!
Oven i kan selvsamme offentlige sektor finde ud af sende det ene mistillidsvotum efter det andet til sine medarbejdere i form af skemaer og kontrol og ansætte stadigt mere administrerende og ledende personale, naturligvis til en noget bedre løn end politibetjenten og sygeplejersken.
Den offentlige sektor som skal udgøre samfundets menneskelige ansigt mod det enkelte individ, borger og ansat, lever ikke op til det ansvar.
Derfor er det ikke nødvendigvis nok med 12.8 procent mere i løn, centrale funktioner i samfundet bør værdisættes mindst lige så meget som de for tiden mest trendige karriere-varianter af kejserens nye klæder.
Mindre administration og mere menneskelighed tak!
Abonner på:
Opslag (Atom)
