Kulturkløfter og hulebygning

I går da jeg kom cyklende, kørte en bil ud foran mig. Normalt ville dette få mig op i det røde felt, da jeg absolut ikke bryder mig om egoisme og hensynsløshed, når det kan føre til skade på andre.

Normalt ville jeg havde set denne egoisme og hensynløshed, og blevet sur, uafhængigt af om der sker noget. Fordi, hvis mine bremser havde svigtet, hvis det havde været en anden person, som havde tillid til at personen ville holde tilbage, en kvinde hvis bremser ikke er ordentligt vedligeholdt og med langsomme reflekser, osv. Så var det gået galt, blot fordi denne person var egoistisk og hensynsløs. I mine øjne fuldstændigt uacceptabelt.

Men i går reagerede jeg slet ikke. Jeg trak bremserne, lod bilen køre, kørte videre uden at opfatte det.

Det var fordi, jeg var fordybet i mine tanker. Jeg var altså fuldstændigt fraværende. Ville kun have reageret, hvis jeg var blevet kørt ned, personligt!

Jeg husker ikke, hvad jeg tænkte på. Blot jeg var fordybet. Men et halvt minut efter, vågnede jeg op. Hov, en bil kørte ud foran mig og han slap for min knyttede næve, mit synlige raseri. Faktisk kom der slet ingen reaktion.

Det satte mine tanker i gang, og denne gang kan jeg huske, hvad jeg tænkte.

For det er faktisk vores psykologiske tilstand i en nøddeskal. Hvis det ikke rammer os direkte, tænker vi ikke over det. Vi er slet ikke tilstede i det som sker, men mest tilstede i vores egen lille drømmeverden, isoleret fra omverdenen.

Vi ved alle, at et meget almindeligt træk ved børn, er at de bygger huler.
I de huler gemmer de sig, og afskærmer sig fra omverdenen, og leger små lege.
I denne verden er mor, som kommer og afbryder legen og siger "nu skal der ryddes op" meget uvelkommen, men børnene er magtesløse i dette tilfælde.

Hvad vi er knap så klar over. Er, at vi fortsætter denne hulebygning som voksne. Nu er der ingen mor, som har magt til at afbryde den. Der er kun virkeligheden, der rammer en som forhammer, tilbage til at afbryde den. For nu er autoriter borte og vi er centrum i vort eget liv.
Jeg vil sige, som alle børn bygger huler, bygger alle voksne det også.
Det skal forståes bredt, såsom; at dyrke kunst, begrave sig i tanker, se TV, høre musik, spise og leve sundt, købe et parcelhus. Alt, er det ikke blot beskæftigelse og tidsfordriv. Det er en afskærmning fra den verden, som kan ramme en som en forhammer, ja, den vil gøre det på den ene eller anden måde, på et tidspunkt.

Det er at skabe en fantasiverden, en verden der er overskuelig, en verden der er meningsfuld, en verden, der er tryg, og uden uheldige afbrydelser.

Det er for så vidt en meget forståelig psykologisk mekanisme.

Jo mere ondt verden gør, jo mere desperat og inderligt kaster man sig over det formodede remedie.
Hvad enten det er tanker, filosofi, religion, politik, sex, alkohol, fornøjelse, projekter. Det er abstraktioner fra tingenes tilstand og livets vilkårlighed, den sikre død.

Abstraktionerne bliver i nogle tilfælde til rene fantasi verdener, som får sit helt eget liv.

Små huleverdener, "hvor man leger far, mor og børn, og alt er harmoni."

Det er ikke nok, med ondskaben i radioen, for at bryde ind i den fantasiverden. Det eneste der kan afbryde den, er taget der falder ned, brand i stuen, eller skæbnens forhammer rettet med fuld kraft mod selve fantasiverdenens ophav.

I fantasiverdenen adskilles øst og vest, højre og venstre, USA og Europa.

I virkelighedens verden rammes vi alle af skæbnens forhammer på et tidspunkt, bløder, eller dør.

Hvad der slår mig her! Er, at der ikke den store forskel på vores reale verden, den vi lever i, og vores fortid i hele verden. Der er til gengæld store forskelle i vores mentale tilgang.

Vi står afgrundsdybt fra hinanden, når det gælder synet på samme tilstand.

Grøften er dyb og bred, ikke blot mellem Islam og Vesten. Men også internt i vesten, mellem venstre og højrefløj, for at slet ikke tale om mellem Europa og USA.

Grøften er afgrundsdyb selv mellem højrefløj i Europa, og højrefløj i USA.

Værdipolitisk og intellektuelt er socialisme normen i Europa. Højrefløjens stort set eneste fællesbastion er den økonomiske politik.

Der har været en diskret og meget succesfuld revolution i Europa.

Denne revolution bliver alt mere klarere, i forskellen mellem USA og Europa.

I går blev jeg konfronteret med en som var chokeret over David Horowitz udtalelser, i hans interview med Clement Kjersgaard.

Clement siges, at være lidt til højre politisk, men han er europæer og Horowitz er konservativ "the American way".
Kulturkløften mellem konservative i USA og højreorienterede i Europa, er næsten større, end kulturkløften er mellem venstreorienterede og Islam. De kan dog trods alt enes om modstand mod USA, om at se USA som verdens satan.
En konservativ som David Horowitz, ville nok ikke stå den store chance, for at blive konservativ politiker i Danmark. For det ville være mere gnidningsfrit for begge parter, at være uenige i den økonomiske politik, end i den værdipolitiske, i grundholdningen til magt og frihed.

Jeg satte mig selvfølgelig til at høre interviewet med David Horowitz i gennem. For i nogle tilfælde er kritik lig med reklame, og jeg ville selv høre, om han virkelig gjorde så dårlig en figur.

Jeg er ikke i tvivl om, at for de fleste europæeres vedkommende, kunne Clements lige så godt have interviewet Pat Robertson. Antipatien er den samme for det som Horowitz siger.

Jeg er dog ikke i tvivl om, at hvor Pat Robertson er langt ude, så har David Horowitz derimod næsten fuldstændig ret i hvad han siger.

Jeg vil anbefale alle at se programmet, som kan ses her:

Men her er et mindre og udvalgt referat:

Det første han siger, er Islamofascismen er den reelle trussel. Dette er ikke nogen krig mod terror. For terror er kun en teknik, et middel til opnåelsen af et mål, et mål der deles af alle islamofascister. Problemet er en meget stor bevægelse inden for Islam, som ønsker at etablere Islamisk lov i hele verden.
Med hvilket middel de opnår dette, er sekundært:

"Hvis vesten ikke kan udpege sin fjende og sige, hvad er hans motivation? Så kan vesten ikke vinde krigen".

Så kommer Clement på banen, og siger jamen Hizbollah og Hamas er vel bare politiske bevægelser, på godt og ondt, som alle andre?

Horowitz svarer - jamen, det var nazisterne da også, Hizbollah ønsker at dræbe alle jøderne, den ønsker død over Amerika.
Det har han ret i, men hvad nytter det at påpege det, når mennesker ikke vil se det. Men hellere se USA som verdens hovedskurk, eller Israel.

Horowitz fortsætter lidt efter:

"Det som betyder noget, er ikke hvad man siger, men det som man gør. Venstrefløjen kan kritisere Saddam Hussein lige så tosset de vil, og de gjorde det samme med russerne. Men når det kritiske punkt kom, gik den internationale venstrefløj, i milliontal på gaderne for at redde et af det tyvende århundredes mest brutale monstre, Saddam Hussein".

Det er selvfølgelig en provokerende udtalelse, men usand er den ikke. Venstrefløjen vil naturligvis sige, de gik på gaden for at spare det irakiske folk for en krig.
Men igen, et er hvad man siger, noget andet er hvad man gør. Alternativet til at gå ind og vælte Saddam, var at lade ham fortsætte sit brutale regime, lade hans sønner tage over.
I en mere fornuftig verden havde USA gjort det helt rigtige, de havde afskaffet en tyran og et monster, og skabt demokrati og fred.
Men nu lever vi ikke i en fornuftig verden, men i en verden båret af irrationelt had til USA. Der skaber irrationelle sympatier mellem radikale Muslimer og venstrefløjen i Europa.
Skaber myter om besættelse, olie, amerikanske pengeinteresser. Og myten om en retfærdig "befrielseskamp" (reelt afskaffelse af demokrati) over ligene af titusinder af Irakere.

Horowitz nævner senere eksemplet Japan, hvor USA får lavet et religiøst, militært, autokratisk og brutalt styre, om til et demokratisk og pacifistisk på fem år.

I en anden verden var netop dette sket, for USA gjorde i princippet det rigtige og afskaffede en brutal diktator, banede vejen for et demokratisk og humanistisk styre i et veluddannet og ressourcerigt land, et de mest sekulære regimer i mellemøsten.
Hvad de havde undervurderet, var ikke alene, hvor mange tropper det ville tage, hvor manglende gnidningsfrit det ville være. Det de mest havde undervurderet, var hadet til USA, ikke blot i Irak og den islamiske verden, men i hele verden. Den partiskhed mod USA, der ville være i medierne og i Europa. De manglende tropper en naturlig konsekvens af sidstnævnte overgearede og irrationelle had, og dæmonisering af USA, nærmere end noget andet.

Clement bryder ind og siger, jamen Socialdemokrater i Europa støttede jo krigen. Hvilket er sandt, men det er jo ikke hvad Horowitz forbinder med venstrefløjen.
Venstrefløjen er en del af Socialdemokratiet, såvel som Demokraterne i USA, de er jo ikke hele partierne i sin helhed.

Demokraternes rolle i denne affære er speget. Det var jo Clinton som gjorde "Regime Change" i Irak til officiel amerikansk politik, som han korrekt påpeger. Hvilket han kalder forræderi mod både USA, krigen, og deres egen tidligere kurs.

Så går Horowitz hårdt i kødet på Europa igen, det er ikke sagt mildt, men det gør det ikke mindre usandt:

"Europæerne kan kun tillade sig, at foregive at angribe USA, fordi de ved at USA vil beskytte dem. Europa er et kulturelt tivoli (Cultural Theme park), det har ingen magt, fordi europæere nægter at opbygge det nødvendige forsvar. Europæerne lever i ly af USAs paraply, og som forkælede børn rakker de ned på USA".

Det er ikke sukret ind, men usandt er det ikke.

Men Clement forsøger nu at fange ham på det forkerte ben, nærmere, end beder ham uddybe, hvad han lige har sagt. Horowitz har sagt at Hillary vil blive i Irak, fordi det er drevet af nødvendighed. Er Hillary ikke venstreorienteret spørger Clements?

Han påpeger, at forskellen går mellem at leve i en fantasiverden og den virkelige verden, hvilket en venstreorienteret godt kan gøre. (hvis tvunget)

Så forsøger han at forklare, hvor svært det er for os, at forstå, at titusinder af mennesker er trænet i terrorisme, lever blandt os, og venter på en mulighed for at slå 100.000 ihjel, (hvilket er det tal han nævner - i princippet har de ingen hæmninger ved at slå flere ihjel, men knap mulighed, endnu, for at slå hundredtusinde ihjel). Han skal til at fortsætte med at fortælle om Admadinejad, da Clement afbryder ham, for han vil nemlig gerne have ham til at indrømme problemet med at tvangsdemokratisere Irak.

Svaret er slet ikke tosset, her uddrag fra interviewet:



USA, både gør noget forkert, når USA støtter diktatorer og spreder demokrati, og væk forsvandt hukommelsen om resolution 1441.

Horowitz bliver igen forsøgt fanget på det forkerte ben, omkring Hillary - Hvad er problemet, hvis hun stadig vil forblive i Irak? Problemet er selvfølgelig ikke Hillary, så meget som hendes bagland, at USA står splittet, og fjenden ved det, og vil misbruge det. Det samme kunne siges om Europa og USA, faktisk er denne splittelse allerede noteret og brugt i den grad.

Splittelsen og den manglende støtte, både hjemme og i Europa, bagbinder USA, blandt med hensyn til at konfrontere Iran, Horowitz:

"Jeg fatter ikke, at europæerne ikke er bekymrede, hvis de ikke er det over en diktator i Iran som bygger atomvåben" (Clements forsøger at afbryde - for som europæer er det vel uforståeligt, hvorfor USA og Israel er bekymret) - "Hvorfor bygger han atomvåben, for at få tilbage den 12 iman og få et paradis på jord".

Clement afbryder, "ja, eller så er han bekymret over at USA opbygger i Iran og Afghanistan", tanken om at Ahmadinejad, eventuelt kunne mene præcis, hvad han siger, passer ikke ind i skyggebillederne på tæppehulens trygge væg.

Det er en vrangforestilling siger Horowitz - ønsketænkning er nok nærmere betegnelsen.

Horowitz fortsætter:

"Lad os gå tilbage. Hvornår sang millioner af iranere i Teherans gader, død over Amerika? Det var ikke under George Bushs præsident tid, det var under Jimmy Carter, som lige havde hjulpet ayatollahen med at vælte Shahen, det handler ikke om USAs politik, eller om USAs tropper, der har reddet millioner af muslimer."

Det tal kan diskuteres, om USA har reddet millioner af muslimer. Men at de hjalp i Afghanistan, hjalp i Somalia, Hjalp i Kosova, som han nævner, kan ikke diskuteres. Ligeledes kan det heller ikke diskuteres, at der var få amerikanske tropper i mellemøsten da Ayatollah Khomenei kom til magten, og dem der var der, var der for at hjælpe på opfordring, eller for at beskytte ambassader. De hjælper ofte økonomisk og med nødhjælp.

Det er heller ikke hele historien om USAs involvering i den del af verden, men det er det negative billede heller ikke.

Pointen er at fanatisk, religiøst had, er en del af forklaringen, uanset hvordan man vender og drejer det, og nærmere det end andet.

Igen drejer Clement interviewet, han vil gerne Horowitz til at sætte ord på, hvad USA bør gøre med Iran og Syrien.

Horowitz svarer, jamen, vi kan ikke gøre noget, fordi vi mangler støtte fra Demokraterne og Europa. Der bryder Clements igen ind, og siger:





Horowitz har selvfølgelig ret. Europa vil støtte USA, når der er nok døde europæere. Han er sikker på at det vil ske, og det er selvfølgelig spørgsmålet, vil det ske? Har Admadinejad denne hensigt, som ikke blot direkte udtalt og antydet, men som faktisk fysisk hensigt.

Vil han komme med A bomber og forstyrre os i vores hyggelige lille hule, isoleret fra omverden, og forstyrre freden med at føre en nuklear forhammer lige, direkte ind i vores ansigt.

Det er ikke vores perception, der afgører dette. Det er heller ikke Horowitzs, eller Chamberlains. Det er Ahmadinejads handling. Vil han gøre det, eller ikke gøre det?

?

Hvis han har til hensigt at gøre det! Er der fundamentalt tre muligheder.

1. Et præventivt angreb på Irans Atomanlæg.

2. En oprustning, og en krigsretorik, der omend passiv, nærmere end aktiv, forsøger at overbevise Ahmadinejad om, at hvis han har til hensigt, at angribe med A-våben, Israel, Europa. USA, hvem det nu bliver. Så vil han møde et forenet vesten, et stærkt militært vesten, og han har havde gør klogt i at lade være. Det var ikke lige ham som skulle bringe dommedag nær, og den 12 imans genkomst, ikke lige ham, der skulle oprette et muslimsk tusindsårsrige, eller evighedsrige.

3. Vi bliver taget på sengen, endnu en gang, uden fantasi til at forestille os, at Ahmadinejad faktisk er en religiøs galning, der hvis han ser en chance, vil han tage den, angribe i ly af natten, og med en alternativ terroristisk, fragmentarisk, men lammende blitzkrieg, overvinde vores nedrustede forsvar og skabe mere kaos, end vi kan håndtere.

Mulighed et og tre er de mest sandsynlige. Og et forsinker kun tre! Det er den verden, vi muligvis lever i. Det er Ahmadinejad som bestemmer og svinger forhammeren. For at slet ikke at tale om Taleban sympatisørerne i Pakistan, Hamas, Hizbollah, Al Qaida celler i hele Europa.

Vil de, så kan de. Døden er ikke noget de frygter.

Mulighed et og to er Europa og venstrefløjen i USA slet ikke med på.

Så spørgsmålet er og forbliver, hvem er Ahmadinejad, hvem er Hamas, Hvem er Hamid Gul i Pakistan, hvis drøm er et nukleart Kalifat?

Hvad den end er, hvad den end gør, har det intet med vores drømmeverden bag tæppet at gøre, intet at gøre med vores forestillinger. Hvis en bil kører ud foran dig, fordi bilisten er en egoist og tænker på noget andet, end dig, så gør vedkommende det, uanset din tillid til at vedkommende ikke vil gøre det, eller ej.

Er du ikke som minimum forberedt på dette, brager du frontalt ind i den virkelighed, du ikke havde forestillet dig, fuldstændigt uforberedt.

Anden verdenskrig blev ikke kun blodig, fordi Hitler angreb. Den blev blodig, fordi England og Frankrig ikke havde forberedt sig ordentligt på at Hitler ville angribe, ikke havde oprustet i tide og franskmændene havde falsk tillid til Maginot linjens styrke.

Europa vidste godt at det var truet under den kolde krig og handlede i reglen derefter.

Intet skete, netop derfor!

I dag er situationen en helt anden. Vi har gemt os trygt i hulen og glemt der er en verden udenfor, hvor folk slår hinanden ihjel for mindre, end religiøs tro, mindre end profetier.

Jeg vil runde denne post af. Der er meget mere at komme efter i interviewet med Horowitz.

Men i dag har øst og vest, de to skal aldrig mødes, en anden betydning, end tidligere.

Kulturkløften, den intellektuelle kløft findes ikke kun mellem Islam og Vesten. Den findes også mellem Højre og venstre, mellem USA og Europa.

Virkeligheden er som virkeligheden er. Den træffer os i ansigtet en dag, uanset hvilken opfattelse vi bærer på.

Har Horowitz ret, eller har Chamberlain? Det vil tiden vise, men vi er ikke forberedt på at Horowitz eventuelt kunne have ret. Som vi ikke var forberedt på at Churchill havde ret, for det havde han.

Frihed - dybt strøet ind i nordens bryst

Lord Byron tog til Grækenland, for at kæmpe mod Ottomanerne besættelse. Det blev en blodig kamp, men Byron døde af naturlige årsager.

Selv om jeg generelt er fuldt enig med Goethe i, at Byron er kun stor når han digter, ikke når han tænker, så bringer jeg dette kort udsnit fra Childre Harolds pilgrimage:

Yet, Freedom! yet thy banner, torn, but flying,
Streams like the thunder-storm against the wind;
Thy trumpet voice, though broken now and dying,
The loudest still the tempest leaves behind;
Thy tree hath lost its blossoms, and the rind,
Chopp'd by the axe, looks rough and little worth,
But the sap lasts, - and still the seed we find
Sown deep, even in the bosom of the North;
So shall a better spring less bitter fruit bring forth

Det individuelle og det kollektive samt det relativistiske

Eller læs i overskriften, den gode, den onde og den grusomme.

Lotte skrev en kommentar i går til et indlæg her, som falder godt i hak med, hvad jeg tænker for tiden i denne post:

Jeg har besluttet at give mit svar en selvstændig post, og jeg håber Lotte tilgiver mig, at jeg udvider spørgsmålet lidt. Men her er først Lottes kommentar:

Hvis jeg nu havde en søn, så ville jeg (formentlig) sige til ham, at han under INGEN omstændigheder skal, må tale med muslimske piger fremover. Det er simpelthen for farligt.

Der ER en slagside i den her. EB viderebringer et sagsforhold, der HELT SIKKER skal frem. Og det er jo ikke ny viden. Spørg enhver teenager i København om det.

Vi kommer ikke udenom, at også EB´s dækning af slige sager, denne ikke berøringsangst for at oplyse gerningsmandens etnicitet osv OGSÅ er med til at skubbe i retning af mere ballade.

Jeg spekulerer over, om der findes en anden måde at dække den slags på?

Hvis man på den ene side insisterer på at tale med enhver,så risikerer man angiveligt røvfuld mens man på den anden side efterlader pigerne i et univers, der er helt kritisabelt, hvis man lader være.

Det er en "no win" til begge sider.

Hvad tænker du om det?

Jeg tænker, udover at som Lotte ville jeg anbefale min (hypotetiske) søn at undgå kontakt med muslimske kvinder, uanset hvor meget han kan forsvare sig selv, er der ingen grund til at udfordre skæbnen. Hvorfor skulle min søn lige præcis gøre det, når han kun har besværet og ikke samfundets beskyttelse, eller omtanke på nogen måde?

Skal vi så tage min næste tanke, eller måske mere følelse. Så er det frustration over at overhovedet blive TVUNGET til at forholde mig til den slags.

Hvorfor er det et problem, vi skal forholde os til overhovedet?

Så mit korte svar er. Det er ikke os, der løser dette problem. Det er muslimerne, der løser det. Det er deres ansvar. Det er deres indstilling, den er gal med.

Men jeg har også et langt svar:

I går læste jeg Pascal Bruckners Essay, Enlightenment fundamentalism or racism of the anti-racists?, i den oprindelige version - en forkortet version har været bragt i Information.

Det er noget af det mest interessante, jeg har læst for nylig.

Det er jo synligt for enhver, at multikulturalisterne er dobbeltmoralske. Den tilsvining som de anklager andre for, er praksis for dem selv. Den racisme og monolitgørelse af muslimer de anklager andre for, praktiserer de selv, blot på en anden måde, ved at gøre muslimerne til monolitiske ofre.

Men der en ting mere, der stod mig klart. Vi indgår i samme kollektivistiske anskuelse, når vi regner med at muslimerne ikke selv kan løse kan problemerne, men vi skal løse dem.

Hvorfor ikke bare sige, det er deres problem, det er dem selv, der skaber det. Løsningerne har vi egentlig ikke?

Faktum er, at vi vrider og vrider os selv for at finde løsninger, som ikke er der. Fordi problemets rod er intakt. Og skal problemet fjernes, skal dets årsag væk.

Jeg tænker personligt så det knager, HVAD KAN VI GØRE? - timevis, dag ud og dag ind.

Men når en løsning for mig er at stoppe indvandringen, så vidt muligt. Så er det jo netop fordi, jeg kan ikke komme i tanke om særlig mange løsninger.

Hvem kan?

Vi snakker om integration mig her og der, vi snakker om problemerne spalte op og spalte ned. Men hvor er løsningerne?

Alligevel tager vi det som givet, at vi fortsat skal have indvandring og lade problemer vokse sig større, vi ikke engang har en løsning på i det små.

Det vi kan komme frem til, er slet ikke løsninger, men at lægge låg på dampen - holde dampen på et nogenlunde kontrollabelt niveau. Det er lappeløsninger, som tit skaber nye huller.

Hvad der skal til for at dampen slet ikke opstår, det diskuterer vi ikke.

Vi diskuterer det som givet, at muslimerne ikke forandrer sig, at de ikke selv kan tage ansvar, at de er som retarderede, eller børn som ikke selv kan gøre for det.
Som ikke kan tænke selv eller tage ansvar selv.

Det er som om muslimer er født kroniske muslimer. Kollektive enheder uden individualitet som ikke selv kan tage ansvar. De er ofre, børn, uskyldige og kan ikke selv gøre for det. Det synes kulturrelativisterne. Men når vi søger løsninger, som vi skal finde! Falder vi i samme grøft.

Hvis vi virkelig skulle regne dem som lige, så skulle vi kræve det samme af dem, som vi kræver af andre. Vi skulle kræve de selv gør noget, de selv tager ansvar, at de bliver individer, fremfor en kollektiv karikatur af islamisk tankegang.

Det er ikke kun multikulturalisterne der tænker sådan, det er i princippet alle som mener, at VI SKAL LØSE problemet og de kan ikke selv.

Enter Pascal Bruckner, hvor han først går i kødet på tendensen til at sammenligne den som kæmper mod fascismen med fascister, og så påpeger, at den bedste version af oplysningen i princippet vandt.

(Blokopdelingen, kursiveringen, understregning, osv. er foretaget af undertegnede og det jeg citerer er kun dele af essayet - sæt endelig tid af til at læse det hele):

"It's not enough that Ayaan Hirsi Ali has to live like a recluse, threatened with having her throat slit by radicals and surrounded by bodyguards. She - like the French philosophy professor Robert Redeker who has also been issued death threats on Islamicist websites - has to endure the ridicule of the high-minded idealists and armchair philosophers. She has even been called a Nazi in the Netherlands. (6)

Thus the defenders of liberty are styled as fascists, while the fanatics are portrayed as victims!

...
Similarly, the Enlightenment is often depicted as nothing but another religion, as mad and intransigent as the Catholicism of the Inquisition or radical Islam.

After Heidegger, a whole run of thinkers from Gadamer to Derrida have contested the claims of the Enlightenment to embody a new age of self-conscious history. On the contrary, they say, all the evils of our epoch were spawned by this philosophical and literary episode: capitalism, colonialism, totalitarianism.

For them, criticism of prejudices is nothing but a prejudice itself, proving that humanity is incapable of self-reflection.

For them, the chimeras of certain men of letters who were keen to make a clean slate of God and revelation, were responsible for plunging Europe into darkness. In an abominable dialectic, the dawn of reason gave birth to nothing but monsters (Horkheimer, Adorno).

The entire history of the 20th century attests to the fanaticism of modernity. And it's incontestable that the belief in progress has taken on the aspect of a faith, with its high priests from Saint Simon to August Comte, not forgetting Victor Hugo. The hideous secular religions of Nazism and communism, with their deadly rituals and mass massacres, were just as gruesome as the worst theocracies - of which they, at least as far as communism goes, considered themselves the radical negation. More people were killed in opposition to God in the 20th century than in the name of God. No matter that first Nazism and then communism were defeated by democratic regimes inspired by the Enlightenment, human rights, tolerance and pluralism. Luckily, Romanticism mitigated the abstraction of the Enlightenment and its claims to having created a new man, freed from religious sentiment and things of the flesh.

Today we are heirs to both movements, and understand how to reconcile the particularity of national, linguistic and cultural ties with the universality of the human race.

Modernity has been self-critical and suspicious of its own ideals for a long time now, denouncing the sacralisation of an insane reason that was blind to its own zeal. In a word, it acquired a certain wisdom and an understanding of its limits. The Enlightenment, in turn, showed itself capable of reviewing its mistakes.Denouncing the excesses of the Enlightenment in the concepts that it forged means being true to its spirit.

These concepts are part and parcel of the contemporary make up, to the point that even religious fanatics make use of them to promote their cause. Whether we like it or not, we are the sons of this controversial century, compelled to damn our fathers in the language they bequeathed to us. And since the Enlightenment triumphed even over its worst enemies, there is no doubt that it will also strike down the Islamist hydra, provided it believes in itself and abstains from condemning the rare reformers of Islam to the darkness of reprobation."

Islam er kun en trussel mod os, fordi vi har glemt, hvor vi kommer fra. Vi har glemt at en form for "fundamentalistisk" modernitet og konsekvens af oplysningen sejrede over en anden.

Det var lande, der holdt "fanatisk" fast i demokrati og menneskerettigheder, der besejrede de lande som holdt fanatisk fast i den totalitære ideologi, eller stærke leder.

Men vi har mistet troen på vores egen civilisation. Den selvkritik som er både god og nødvendig til en grænse, har taget overhånd og er blevet til manglende tro på vores egne værdier. Til manglende standhaftighed, hvad angår værdier som demokrati, ytringsfrihed, pluralisme, menneskerettigheder og frihed, individuelt ansvar, oplysning og videnskab, rationalitet.

Vi har med andre ord forvekslet de værdier som byggede det samfund, vi har, med de som gjorde oprør mod disse tanker og skabte nye totalitære samfund.

Hvis vores civilisation skal overleve, må vi også holde stejlt fast på de værdier som har skabt den.

Men så har vi pærevællingen af de traumatiserede, munkemarxistiske, overkritiske, appeasende mennesker - civilisationskritiske mennesker, hvilket betyder udelukkende kritik af vores egen civilisation, som ikke kan skelne mellem barnet og badevandet, eller ikke vil skelne, fordi de er ideologiske modstandere af mange af selve de kerneværdier som vores civilisation hviler på.

De mangfoldige som kalder dem som holder fast i vores værdier og kritiserer totalitarismen for fundamentalister - sammenligner dem med de islamiske fundamentalister som holder fast i helt andre værdier, der udsletter individet og friheden, demokratiet, fritænkningen osv.

Den første løsning, er at vi holder fast i hvem vi er og hvad vores civilisation bygger på og opnår indsigt i og kæmper mod det som nedbryder disse værdier. Vores problem!

Bruckner om multikulturalismen som er bedre beskrevet som en kulturrelativisme, der fylder mere i den reale verden:

Today we combine two concepts of liberty: one has its origins in the 18th century, founded on emancipation from tradition and authority. The other, originating in anti-imperialist anthropology, is based on the equal dignity of cultures which could not be evaluated merely on the basis of our criteria.

!Relativism demands that we see our values simply as the beliefs of the particular tribe we call the West.!

Multiculturalism is the result of this process. Born in Canada in 1971, it's principle aim is to assure the peaceful cohabitation of populations of different ethnic or racial origins on the same territory. In multiculturalism, every human group has a singularity and legitimacy that form the basis of its right to exist, conditioning its interaction with others. The criteria of just and unjust, criminal and barbarian, disappear before the absolute criterion of respect for difference.

There is no longer any eternal truth: the belief in this stems from naïve ethnocentrism.!

Anyone with a mind to contend timidly that liberty is indivisible, that the life of a human being has the same value everywhere, that amputating a thief's hand or stoning an adulteress is intolerable everywhere, is duly arraigned in the name of the necessary equality of cultures. As a result, we can turn a blind eye to how others live and suffer once they've been parked in the ghetto of their particularity. Enthusing about their inviolable differentness alleviates us from having to worry about their condition.

However it is one thing to recognise the convictions and rites of fellow citizens of different origins, and another to give one's blessing to hostile insular communities that throw up ramparts between themselves and the rest of society. How can we bless this difference if it excludes humanity instead of welcoming it?

This is the paradox of multiculturalism: it accords the same treatment to all communities, but not to the people who form them, denying them the freedom to liberate themselves from their own traditions. Instead: recognition of the group, oppression of the individual. The past is valued over the wills of those who wish to leave custom and the family behind and - for example - love in the manner they see fit.

One tends to forget the outright despotism of minorities who are resistant to assimilation if it isn't accompanied by a status of extraterritoriality and special dispensations. The result is that nations are created within nations, which, for example, feel Muslim before they feel English, Canadian or Dutch. Here identity wins out over nationality. Worse yet: under the guise of respecting specificity, individuals are imprisoned in an ethnic or racial definition, and plunged back into the restrictive mould from which they were supposedly in the process of being freed. Black people, Arabs, Pakistanis and Muslims are imprisoned in their history and assigned, as in the colonial era, to residence in their epidermis, their beliefs.

Thus they are refused what has always been our privilege: passing from one world to another, from tradition to modernity, from blind obedience to rational decision making. "I left the world of faith, of genital cutting (7) and marriage for the world of reason and sexual emancipation. After making this voyage I know that one of these two worlds is simply better than the other. Not for its gaudy gadgetry, but for its fundamental values", Ayaan Hirsi Ali wrote in her autobiography (8). The protection of minorities also implies the right of individual members to extract themselves with impunity, through indifference, atheism and mixed marriage, to forget clan and family solidarities and to forge their own destinies, without having to reproduce the pattern bequeathed to them by their parents.

Out of consideration for all the abuses they may have suffered, ethnic, sexual, religious and regional minorities are often set up as small nations, in which the most outrageous patriotism is passed off as nothing more than the expression of legitimate self-esteem. Instead of celebrating freedom as the power to escape determinism, the repetition of the past is being encouraged, reinforcing the power of collective coercion over private individuals. Marginal groups now form a sort of ethos-police, a flag-waving micro-nationalism which certain countries of Europe unfortunately see fit to publicly support. Under the guise of celebrating diversity, veritable ethnic or confessional prisons are established, where one group of citizens is denied the advantages accorded to others.

Indvandrerne er ikke blot set som ofre. Det er forventet, at de forbliver ofre. De er frarøvet en selvstændig identitet. De er frarøvet retten til at være som os, til at leve op til den frihed under ansvar, som vi andre forventes at leve op til, omend vi knap selv forventes at leve op til dette efterhånden, efter som stadigt mere er "samfundets skyld", mens individuelt ansvar er stadigt mindre betydende. Men selv i den relative ramme, forventes der stort set intet andet af muslimerne, end de forbliver de "ædle vilde", de er.

Og hvad langt værre er som Hirsi Ali forsøger at forklare os. Vi beskytter ikke de individer, specielt kvinder, som vil være som os, vi forventer - de facto - at de skal være anderledes end os og undertrykte, en kollektiv gruppe hvor individet ikke eksisterer, ikke længes efter frihed, efter at gifte sig med den de forelsker sig i. At de skal leve i både en fysisk og mental ghetto.
Det er de facto vi gør dette. En del af forklaringen er nok simpelthen, at vi ikke kan forstå at denne æres, klan, kvindeundertrykkende kultur er virkelig og reel på den alvorlige måde.

Nok skal der være ret til at være anderledes, men også ret til at være ens - dog uret til at tvinge andre til at være ens.

De værdier som byggede vort samfund, skal vi ikke blot holde fast i. Indvandrerne skal have den ret til at være individer, som indgår i vestlige værdier. De skal have beskyttelse ikke blot i form af bodyguards, når der er truet på livet, men i mennesker som tilskynder til individuelt valg og ansvar. I mennesker som afviser forsøg på at kollektivisere dem, ghettoficere, offerliggøre og blindt problematisere dem.

I at de skal ses som individuelle væsener, er der også vejen til at bryde isen mellem den antiracistiske blok og den islamkritiske. Som begge ser muslimer som monoliter på hver sin måde.
Der er nøglen til at genfinde os selv, som den civilisation vi er, uden at hænge fast i fortidens spøgelser, som onde imperialister, eller kollektive idealister, nazister og kommunister, osv.

Til at holde fast i de værdier som har skabt vores civilisation og lade muslimer indgå i dem.
Det kan ikke være uden krav. Uden at de betragtes som medansvarlige for egen skæbne. Uden at der skelnes mellem det som er demokratiske, oplysnings og frihedsværdier, og det som ikke er det.

Bruckner fortsætter med en pointe som jeg deler og som er kommet frem mange gange, blandt andet af Mark Steyn i "Multiculturalists are the real racists", men her er Bruckners vinkel:

"The Enlightenment belongs to the entire human race, not just to a few privileged individuals in Europe or North America who have taken it upon themselves to kick it to bits like spoiled brats, to prevent others from having a go.

Anglo-Saxon multiculturalism is perhaps nothing other than a legal apartheid,

- accompanied - as is so often the case - by the saccarine cajolery of the rich who explain to the poor that money doesn't guarantee happiness. We bear the burdens of liberty, of self-invention, of sexual equality; you have the joys of archaism, of abuse as ancestral custom, of sacred prescriptions, forced marriage, the headscarf and polygamy. The members of these minorities are put under a preservation order, protected from the fanaticism of the Enlightenment and the "calamities" of progress. Those termed "Muslims" (North Africans, Pakistanis, Africans) are prohibited from not believing, or from believing periodically, from not giving a damn about God, from creating a life for themselves far away from the Koran and the rites of the tribe.

Multiculturalism is a racism of the anti-racists: it chains people to their roots. Thus Job Cohen, mayor of Amsterdam and one of the mainstays of the Dutch state, demands that one accept "the conscious discrimination of women by certain groups of orthodox Muslims" on the basis that we need a "new glue" to "hold society together."

In the name of social cohesion, we are invited to give our roaring applause for the intolerance that these groups show for our laws.

The coexistence of hermetic little societies is cherished, each of which follows a different norm. If we abandon a collective criterion for discriminating between just and unjust, we sabotage the very idea of national community. A French, British or Dutch citizen will be prosecuted for beating his wife, for example. But should the crime go unpunished if it turns out that the perpetrator is a Sunni or Shiite? Should his faith give him the right to transgress the law of the land? This is the glorification in others of what we have always beaten ourselves up about: outrageous protectionism, cultural narcissism and inveterate ethnocentrism!

This tolerance harbours contempt, because it assumes that certain communities are incapable of modernising. Could it be that the dissidence of British Muslims is not only a function of the retrograde rigorism of their leaders, but also stems from a vague suspicion that all the consideration show to them by the state is little more than a subtle form of disdain, basically telling them that they are just too backward for modern civilisation ? Several communes in Italy are planning to reserve certain beaches for Muslim women, so they may bathe unexposed to male eyes. And within a few years the first "Islamic hospital," complying in all points with the prescriptions of the Koran, may open in Rotterdam. Anyone would think we are reliving the days of segregation in the southern United States. Yet this segregation has the full backing of Europe's most prominent progressives! Theirs is a fight on two fronts: minorities must be protected from discrimination (for example by encouraging the teaching of regional languages and cultures and adapting the school calendar to religious holidays); and private individuals must be protected from intimidation by the community in which they live.

Finally, one last argument militates against Anglo-Saxon multiculturalism: on the government's own avowal it doesn't work. Not content to have serves as an asylum for Jihad for years on end, with the dramatic consequences known to all, the United Kingdom must admit today that its social model based on communitarianism and separatism doesn't work.

Many people scoffed at French authoritarianism when parliament voted to forbid women and young girls from wearing headscarves in school and in government offices (news story). Timothy Garton Ash for his part, who starts his review in Seine Saint-Denis, demonstrates a Francophobia worthy of Washington's Neocons.

Yet now political leaders in Great Britain, the Netherlands and Germany, shocked by the spread of hijab and burqa, are considering passing laws against them (12).

The facts speak against the appeasers, who enjoin Europe to fit in with Islam rather than vice versa. For the more we give in to the radicalism of the bearded, the more they will harden their tone. Appeasement politics only increase their appetite. The hope that benevolence alone will disarm the brutes remains for the moment unfounded.

...
But modern France was forged in the struggle against the hegemony of the Catholic Church. And two centuries after the Revolution it will not support the yoke of a new fanaticism. That is why attempts by revanchist Islamic tendencies such as the Saudi Wahabites, the Muslim Brotherhood, the Salafists or Al Qaida to gain ground on European territory and reconquer Andalousia resembles a colonial enterprise that must be opposed (13). How did Europe and France become secular societies? Through an unrelenting struggle against the Church, and its hold on the right to regiment people's minds, punish recalcitrants, block reforms and maintain the people - primarily the poorest - in the stranglehold of resignation and fear. The fight was extraordinarily violent on both sides, but it brought about incontestable progress and eventually led to the law of the separation of Church and state being passed in 1905.

The superiority of the French model (copied by the Turkey of Mustafa Kemal) is a result of the victory over obscurantism and events like the St. Bartholomew's Day massacre.

How could we tolerate in Islam that which we no longer tolerate in Catholicism? Secularism, which incidentally is written into the Gospels, is based on a few simple principles: freedom of religious affiliation, peaceful coexistence, neutrality of the public space, respect of the social contract, and the common acceptance that religious laws are not above civil ones but reside in the hearts of believers."

Det burde være så indlysende, at det som man så aktivt bekæmpede i kirken, skal man ikke omfavne, når det er langt værre og hedder Islam. Men det er i disse tider så langt fra indlysende.

Bruckner har desværre så utroligt meget ret i at multikulturalisme, i den form den har i dag, er legalt apartheid.

Det er ikke tilladt at skelne mellem skidt og kanel, ikke hvad angår Islam i hvert fald. Dobbeltmoralen lever dog i så bedste velgående, at hvad angår den manikæiske skelnen mellem såkaldte islamofober og racister, såkaldte tolerante og progressive, må man gerne skelne, hvilket siger alt om, hvem der reelt har vundet værdikampen på det område, omend i vores land taber de heldigvis mere og mere terræn og udviklingen går, for at sige det mildt, mod deres teori.

Men vi er ikke tjent med denne mudderkastning. Det er vores civilisations fremtid vi taler om. Ikke blot et spørgsmål om hvem der har de skinnede glorier, eller den bedste tro.

Hvis Islam ikke assimileres i Europa, kommer Europa til at blive assimileret i Islam.

Der er selve kernen i dette spørgsmål, på langt sigt. Hvor langt sigt er for så vidt ligegyldigt.

Et samfund er både kollektivt og individuelt.

Noget er et kollektivt ansvar og andet er individuelt, såvel som noget er både og.

For at nævne et eksempel på kollektivt ansvar, altså noget som primært pårører regering og myndigheder. Så har vi for eksempel lov og orden. Intet individ kan skabe lov og orden. Det er altså overvejende et kollektivt spørgsmål, omend individet kan levere små bidrag.

Som eksempel på noget som er både kollektivt og individuelt ansvar, kan man nævne det at få et arbejde.
Individet kan selv gøre meget for at få et arbejde, tage en uddannelse og forbedre ens kundskaber, arbejde for gode karakterer, færdigheder og blive ved med at søge stillinger.
Men det er også et stort kollektivt ansvar, for individet kan ikke sættes til ansvar for arbejdspladser som ikke er der, eller uddannelsespladser som ikke er der.

Så for at nævne noget som primært er et individuelt ansvar, så er det at adlyde landets love og normer. Det er også et kollektivt ansvar i og med at man sikrer at børn får en god opvækst og skolegang, så vidt muligt.
Men i sidste instans er der kun et menneske som kan beslutte at være kriminel, eller ikke kriminel. Det er i princippet individet selv, altså et overvejende individuelt ansvar i sidste instans.
Det kollektive ansvar kunne udvides, hvis valget stod mellem at sulte eller stjæle. Men i et land som Danmark duer den undskyldning reelt ikke.

Så for at gøre det lange svar på Lottes spørgsmål kort:

Så er det først og fremmest muslimernes ansvar at finde en løsning, på et problem som de selv skaber.
Det er forkert, at vi skal finde løsninger. For der findes ingen rigtige løsninger uden om problemets ophav.

Når det så er sagt. Hvad nu hvis de ikke vil vil bidrage med løsningen, eller bidrage nok med den?

Så må vi stadig stå fast på, at løsningen ligger hos dem.

At holde fast i at mennesker skal have et frit valg, er ikke det samme som at tvinge dem til et specielt valg. Der er en afgrund til forskel og den forskel afspejler den grundlæggende forskel mellem vores kultur og deres.
Friheden skal ikke forkastes, fordi nogle forvalter den på en måde man ikke bryder sig om.
Friheden giver tværtom mennesket mulighed for at forvalte sin frihed på den måde vedkommende ønsker det og det skal respekteres. Såvel som alle indgreb mod denne individuelle frihed aldrig skal accepteres udover hvad lov og orden, barnets tarv påkræver.

Derudover må vi ty til lappeløsninger og rettere mange af dem. for en enkel løsning batter som en skrædder i helvede. Lappeløsninger vil ikke løse problemet, men de vil inddæmme det.

I det her konkrete tilfælde:

Så må vi trodse deres kultur, dem der tør, afkræve at de opgiver deres apartheid.

Men det meningsløst uden lovmæssig opbakning og beskyttelse.

Apartheidforbrydelser som denne må straffes ekstra hårdt.

Ligeledes skal man tænke udover denne problematik og gå i kødet på selve kernen, de arrangerede ægteskaber og apartheiden, simpelthen håndhæve forbuddet mod disse en mere omfattende måde.
Selve tanken om at en muslimsk kvinde ikke kan gifte sig med en ikke muslimsk mand, og at et ægteskab ikke er noget individet selv bestemmer er forkert.

Ligeledes må man gribe hårdere ind over for æresforbrydelser generelt, når kvinden må søge beskyttelse for sin familie, skal der være sanktioner over for familien og trusler om udvisning, selv ophævelse af statsborgerskab, hvis de gør alvor af truslerne, som i sig selv skal straffes hyppigere.

Det skal med andre ord stå klokkeklart, at vi ikke vil acceptere denne adfærd.

Alt andet er at acceptere den og lade den fortsætte og udvide sig.

Dette er dog ikke løsninger, men lappeløsninger. Løsningerne er først og fremmest muslimernes. Det samme er ansvaret.

Så at diskutere problemet uden om dets ophav er først og fremmest forkert. At diskutere løsningen uden de som har hovednøglen er ligeledes helt forkert.
At betragte muslimer som deres tro og ikke som personer, der kan agere individuelt og tage skæbnen og ansvaret i egen hånd, er det helt forkerte udgangspunkt, omend man ikke skal være blind over for de enrettende tendenser i selve Islamtroens opbygning og fuldt afvise disse.

Ellers sagt på en måde. Vi skal kræve af dem, at de er individer og borgere i vestligt samfund, ikke muslimer, som de kan være i hjertet, men ikke i deres offentlige opførsel og krav.

Jeg tror personligt, at der findes få alternativer der:

1. Frafald fra Islam, konvertering eller udvisning.

2. Adoption af en moderat Islam, som får sine egne uddannede imaner og finansieres over skattebilleten, kombineret med forbud mod radikale moskeer og udvisning af radikale imaner.

Islam er nok ingen monolit, men vi skal ikke glemme, at der findes skruppelløse radikale muslimer som vil gøre alt og bruge alle midler, terror, vold, trusler, infiltration af samfundet, true moderate muslimer med helvede og allahs vrede, bortset fra fysiske trusler, for at gøre Islam til netop deres monolit.

Dem skal vi ikke acceptere.

Så vender vi ryggen til både moderate muslimer, muslimerne som individer og vores egen kultur.

Men på problemet Islam findes kun en primær løsning. Dens ophør som tro, eller totale liberalisering og sekularisering og deres komplette assimilation. Det er deres løsning, ikke vores. Vi har kun få løsninger, som ikke er rigtige løsninger, men inddæmninger af problemet.

Hvis i har lyst til mere læsning af Pascal Bruckner, kan et gammelt interview på Uriasposten anbefales.

Berlingeren - Ahmadinejad er højreradikal

Fra tante Agathes fortrukne:

Irans præsident, Mahmoud Ahmadinejad, forsøger nu at genoprette sin magtbase efter ugers uro, der har svækket præstestyret. I går fyrede Ahmadinejad ifølge lokale nyhedsbureauer fire ministre, og det kan være et varsel om en mere højre-radikal linje i Iran.

Det er jo så indlysende at totalt rabiat, forskruet, kollektivt religiøst, islamokonservativt livssyn er højreradikalt, det er også derfor at hele 3,8 procent af muslimerne i Danmark vil stemme på VKO.

At være højre radikal har naturligvis intet at gøre med at holde radikalt fast i frihed, kapitalisme og frihandel, individets ret og pligt.

Det er noget med manglende frihed, kollektive systemer, det er jo så indlysende, at det skal bare stå i Berlingeren!

Et fantastisk interview med Hirsi Ali

Ikke fordi det er et interview, hvor hun kommer med de mest skarpe svar, relativt.

Men fordi hendes modspil er så forfærdeligt politisk korrekt, at hun på tidspunkt vender øjnene mod himlen :)

Men hun får sagt nogle gode ting - Islamofobi er overdrevet og skal ikke sammenlignes med, at man har noget mod et menneske - alene på grund af en hudfarve, som det ikke kan forandres osv.

Også er det i øvrigt fair at sige Islam er inkompatibelt med demokrati, og at spørge muslimer om de ikke kan gøre noget ved de galninge, der myrder i islams navn, som hun siger.

Hun siger til studieværten, han kan spytte på friheden, fordi han ikke ved, hvad det vil sige, at være opvokset i et land som ikke er frit - det er alt for flinkt sagt, hun tager ham mest med smil - ja også lige de himmelvendte øjne, godt klaret det kun er en gang:

Vestlig kultur er mere en nationalisme

Nu har jeg linket en masse klassisk musik de sidste dage. Det er ikke kun fordi jeg holder af den, men det er for at vise, hvor smuk musik mennesker i vores kultur har skabt.

Andre kulturer skaber også smukke ting.
Men taler vi den samlede produktion, af videnskab, litteratur, kunst, så er der produceret meget andet end pølser, øl og kolonihaver, her i vesten.

Snakker vi demokratiske, frie samfund, ytringsfrihed, frisind så har vi flere af dem og mere af den, selv om det igen er på retur.

Så nu vil jeg linke til noget musik, som ikke er smukt, og så er det smukt alligevel.

For det er smukt at et menneske som Black Francis, kan stille op på en scene og skrige "DEBASER", uden at blive slået ihjel, eller forfulgt af Moral Majority, som Marilyn Manson dog blev det.
Det er frihed udtrykt i den virkelige verden - "Jeg kan gøre det her - fordi jeg ønsker at gøre det, uden anden grund, end jeg ønsker det". "Jeg kan være mig selv, uden at bekymre mig om hvad andre tænker" - det er der faktisk mange lande man ikke kan i endnu.

Men musikken er noget larmende og med gang i den, men det solid, melodisk, rytmisk rock og ikke heavy - og jeg har valgt en optagelse fra dengang han stadig havde stemme tilbage:



Jeg tvivler dog på, at nogle musikere, her eller der, tør stille sig op og synge "Muhammad killed". Men det er så anden sag, friheden har ingen endestation og kan altid videreudvikles.

I øvrigt fandt også en ret speciel live version af Debaser, igen fra dengang Francis ikke havde mistet stemmen:

Glædelig National (liberty) dag

Den amerikanske nationalsang med Whitney Houston:



Og teksten:

Oh, say! can you see by the dawn's early light
What so proudly we hailed at the twilight's last gleaming;
Whose broad stripes and bright stars, through the perilous fight,
O'er the ramparts we watched were so gallantly streaming?
And the rocket's red glare, the bombs bursting in air,
Gave proof through the night that our flag was still there:
Oh, say! does that star-spangled banner yet wave
O'er the land of the free and the home of the brave?

On the shore, dimly seen through the mists of the deep,
Where the foe's haughty host in dread silence reposes,
What is that which the breeze, o'er the towering steep,
As it fitfully blows, half conceals, half discloses?
Now it catches the gleam of the morning's first beam,
In fully glory reflected now shines in the stream:
'Tis the star-spangled banner! Oh, long may it wave
O'er the land of the free and the home of the brave!

And where is that band who so vauntingly swore
That the havoc of war and the battle's confusion
A home and a country should leave us no more?
Their blood has washed out their foul footsteps' pollution!
No refuge could save the hireling and slave
From the terror of flight or the gloom of the grave:
And the star-spangled banner in triumph doth wave
O'er the land of the free and the home of the brave.

Oh, thus be it ever, when freemen shall stand
Between their loved home and the war's desolation!
Blest with victory and peace, may the heav'n-rescued land
Praise the Power that hath made and preserved us a nation!
Then conquer we must, when our cause it is just,
And this be our motto: "In God is our trust":
And the star-spangled banner in triumph shall wave
O'er the land of the free and the home of the brave.

Og må dette aldrig ske:

Hvorfor ytringsfrihed og tankefrihed - et minimanifest

1. Fordi man ikke er bange for den nøgne sandhed!

2. Fordi man ikke er til løgnen og (selv)indbildningen.

3. Fordi man ikke er til, at virkeligheden bliver gemt bort bag flere lag af fordomme, politisk korrekthed, ønsketænkning, ideologier og sympatier.

4. Fordi man insisterer på at skue klart gennem alle tåger, i alt mørke, gennem alle slør.

5. Fordi man vil sandheden, sandheden og intet andet end sandheden - hvor svært uopnåelig den end er, hvor lang ruten dertil end er, uanset prisen.

Hjertesmelteren og originalen

“Genier ere som Tordenveir: de gaae mod Vinden, forfærde Menneskene, rense Luften. Det Bestaaende har opfundet adskillige Tordenafledere. Og det lykkes. Ja vist lykkes det; det lykkes at gjøre det næste Tordenveir desto alvorligere.” Søren Kierkegaard

Aftenens tv bød på den for mig længe ventede finale i American Idol sæson 8. Jeg har holdt fra al information om vindere og for meget søgen på You Tube for at kunne bevare den fuldt autentiske spænding.

Det gode ved sådanne konkurrencer er at det bringer store sange og store sange sammen. Det er ikke alle artister, der er de helt store sangere.

Spændingen var stor, for der var ingen tvivl om hvem der var det største talent, sanger og performer og mest unik af de to. Det var Adam Lambert.

Jeg havde en mistanke om at han ikke ville vinde, baseret på to præmisser.

1. At han var bøsse og blev udstillet på O´reilly factor med et billede, hvor han kyssede en anden mand.

2. Originale personer vs hjertesmelterfaktoren som Kris Allen stod for.

Den hypotese skulle vise sig at holde stik.

Jeg tror ikke det er homofobi alene, der har gjort udslaget, eller betydet særligt meget. Med sin specielle fremtoning, sin specielle stemme og til tider ret så unikke optrædener, var Adam Lambert allerede stækket i forhold til at vinde flertallets stemmer. Adam Lambert endte i Bottom 3 allerede før billedet og hans seksualitet kom frem.

Originalitet og stort talent koster opbakning. Det gælder også i musikbranchen, men ikke i så høj grad der, som det gør i tænkningens verden.
I tænkningens verden sejrer banaliteterne og konformiteten i en grad som den ikke gør i musikbranchen.

Det er der ikke noget suspekt i, at man lettere knytter bånd til noget som allerede er tæt på en.

Men for originaliteten er det en kamp op ad bakke. Den kamp kommer dog ikke for Adam Lambert, hvis plader jeg og mange andre kommer til at købe. Lad pengesedlerne stemme der. Måske vinder Kris Allen også der, men jeg har en formodning om, at det gør han ikke.
Det afhænger selvfølgelig dog også af komponisterne og sangskriverne som bliver involveret til at skrive for de to.

Idol 8 bød på flere store sangere. De kunne ikke alle vinde. Men flere af dem kunne have vundet, hvis de var fordelt på andre sæsoner i stedet for denne.

Adam Lambert er i mine øjne det største talent American Idol nogensinde er kommet i nærheden af, her er hvorfor, desværre er det originale materiale omfattet af copyright:

Singlen Mad World oprindeligt lavet af Tears for Fears:



Og Manden kan faktisk synge næsten normalt, her "The starspangled banner" Ikke superkvalitet, men smuk sang og stemme. Frihed er også hvad der tillader en person Adam Lambert at træde frem og blive mødt med åbne arme:



One af U2: Bono selv ønskede at høre ham synge den:



Track of my tears i studioversion:



Og her en meget unik og speciel version of ring of fire, hvor det var første gang, jeg tænkte hans specielle optræden kunne koste ham den sejr han mest af alle fortjente. Men fortolkningen er intet andet end genial:



En original optræden, kun lyd: "Feeling Good":



Der var flere optrædener som kunne være værd at vise, f.eks Cindy Lauper med Allison Iraheta sammen i finalen hvor de sang "time after time". Men copyright igen igen. Find den som MP3!

Men Danny Gokey version af "You are so beautiful":

So Pretty @ Yahoo! Video

Et digt om totalitarisme

I mine unge dage - oh well, lad gå da, yngre - skrev jeg digte og ønskede at være digter. Min form, stil, og det indholdmæssige fokus slog nu aldrig igennem, og de forlag jeg forsøgte hos var ikke så interesserede, at det gjorde noget.
Men i dag betragter jeg også kun min digtekunst som et stadie på vejen til det koncise og kraftfulde udtryk.
For det er altid det som har været min litterære og i øvrigt mentale ambition.
Jeg startede på journaliststudiet for at lære dette på en anden måde, og av hvor de piller abstraktionerne ud fra ens mentale legeme, og lærer dig plain and small is beautiful.
Sådan har jeg ikke tænkt mig at fortsætte, en dag skal sprogets anarkistiske kræfter råde igen, omend på en mere stringent og koncis måde og, ahem, mindre sjusket :)

Men har jo længe overvejet at dele lidt ud på denne blog af mine egne digte. Og meget apropos mine kommentarer om det totalitære i kølvandet på det Rushdie interviewet, jeg flettede lidt videre på i går.
Så er her et cirka 13-14 år gammelt digt af egen ungdommelig oprørsk opponentbryg, omkring snigtotalitarisme og verden sat i system:

Slipglatskred

Maskiners mekaniske symmetri

blandt overflod af samlebånd

gentaget til det snorkende

Skematiseret

konkretiseret

effektivitet.

Kollision!

Skrigets flående tonefingre

mod nattens kolde panser.

Tys!

Tys!

Vi forstummer

antiskizofrent skrigene

udpakker ved juletid

lykkens gaver

af smertens papir

Henslumrer atter.

Vi hæver bygninger

mod luft

lader beundrende øjne

glide opad til tagets kant

og standser der.

Vi må videre.

Videre ad det gammelkendte

nøje anlagte spor

med fast greb

om det vi kender

og ænser ikke hvad luften

hvisker til blodet.

Når intolerance forsvares som tolerance

Når en person i medierne snakker om at verden blevet mindre tolerant på det seneste, så forventer man det værste kulturrelativistiske ævl, og en omgang hyklerisk dæmonisering af personer som netop vender sig mod intolerante tankesystemer som Islam.

Derfor var det en lise for sjælen, at læse et interview med den i Libanon fødte forfatterinde og skuespiller, Darina al-Joundi, som har en noget klarere definition af hvem der er egentlig intolerant i Berlingeren:

"Også moralske og religiøse kodeks strammede grebet om den sprælske Darina, hvis syriske far – en journalist og forfatter i eksil – ellers havde indprentet hende livets glæder, hver gang de passerede en moské:

»Se, hvordan de har kastet sig ned, piger. Men I skal aldrig forære jeres røv til himlen. Til mænd lige så meget som I vil, men ikke til Vorherre. I har ret til at drikke, gå i byen, miste jeres mødom, blive gravide, men jeg gentager, jeg vil ikke se nogen bede eller faste i mit hjem.«"

Også sigende er begivenheden ved hendes fars begravelse, de gode muslimer har vel ment det godt, tænkt på hans sjæl frelse, samt deres egen forkærlighed for ritualer:

For selvsamme faders død blev symbolet på frihedens endeligt, da naboer og slægtninge med vold og magt forsøgte at afspille båndoptagelser med korancitater ved hans begravelse, selv om han eksplicit havde frabedt sig ethvert religiøst islæt. Og da Darina begyndte at feste og gå med drenge, blev hun frosset ud af den øvrige del af familien, der efter faderens død sågar fik hende indlagt på et sindssygehospital.

Fik i den. At være kvinde og ønske at have sit eget liv, samt et fornøjeligt et, tangerer i visse kredse sindsyge.

At synet på det område er præget af dobbeltmoral, har hun også en bemærkning til:

»At feste er en ting. Rigtig frihed er noget andet. At lave sin krop om med silikone, holde fester eller være elskerinde for en prins fra Golf-staterne – nogle er på den ene eller anden facon reelt ludere – det er velanset, fordi man så har penge. Men man har ikke ret til at have et frit seksualliv blot for lystens skyld,« svarer den storrygende al-Joundi. »Jeg blev kaldt luder, bare fordi jeg levede mit liv.«

Hun forklarer at at tilbage i tiden var der mere tolerance, og noget godt skal venstrefløjen jo have kredit for:

»Der var meget mere tolerance for 30 år siden, for dengang i 1950erne og 1960erne skød den arabiske venstrefløj op. I dag findes den religiøse fanatisme overalt i verden,« mener hun.

Men som hun siger, er intolerancen også ved at udbrede i vores verdensdel:

Man begynder at sætte spørgsmålstegn ved emner, som man lagde til hvile i 1980erne. Ikke kun i Frankrig, men i hele Europa,« siger al-Joundi, der også ser tegn på hvad hun kalder »socialt diktatur« i ikke-religiøse sammenhænge.

Censur i Vesten

Eksempelvis er der på en plakat for en udstilling om den franske filminstruktør Jacques Tati, som i øjeblikket pryder metrostationer og busser i Paris, blevet sat en stor blomst over hans legendariske pibe af frygt for en ny lov, der gør det strafbart at forherlige tobak.

Og interviewet ender med den tankevækkende sætning:

»Jeg flygtede fra den slags, og nu finder jeg det her. Den slags gør mig bange«.

Det spørgsmål er vi efterhånden mange`, der stiller, hvis det her vanvid af ensretning, overfladiskhed og hasardpolitik fortsætter, hvor skal vi så flygte hen?

Læs hele interviewet her:

DRs undersøgelse af muslimer fortsætter

Man kan mene, hvad man vil om deres vinkling af resultaterne, men her holder de sig ikke tilbage:

Hver femte danske muslim ønsker sharia-lov
29. apr. 2009 18.45 Indland

Næsten hver femte muslim i Danmark så gerne sharia-loven indført i Danmark. En undersøgelse foretaget af analyse-instituttet Capacent for DR nyheder viser, at 18 procent af muslimerne i Danmark erklærer sig "enig" eller "helt enig" i udsagnet: "Sharia bør integreres i dansk lov."

Omend det ikke siger i hvilket omfang, de ønsker sharialove indført, så er tallene dog bekymrende. Grundlæggende burde man ikke støtte sharia på nogle punkter, da den udelukkende kan være antidemokratisk, heller ikke ægteskabslovgivningen, hvor kvinden ikke har ret til skilsmisse, medmindre manden har behandlet hende ekstra uretfærdigt. Hvor i mod manden kan lade sig skille, et hvilket som helst øjeblik, blot ved at sige tre gange "Talaq".

Lidt mere spinagtigt bliver det når talen falder på vold:

Der hedder det "lussingerne sidder mest løst hos Jensen":

Kun syv procent af muslimerne i Danmark mener, at vold i opdragelsen kan accepteres, mens 16 procent af resten af befolkningen mener det er i orden. Det viser undersøgelsen Din muslimske nabo, som Capacent har foretaget for DR.

Der er nogle problemer med den her:

1. Selvrapportering, hvis du spurgte danskerne om de lever meget sundt, i høj grad sundt, eller overvejende sundt, ville de fleste svare ja, selv om de ikke reelt gør det. Altså en sådan undersøgelse forudsætter ærlighed.

2. Noget andet er spørgsmålets formulering. Lussing, forstår alle indvandrere det begreb?
Hvis nogle danske forældre har rusket i deres barn og afsluttet det med et bestemt, men ikke hårdt klap på kinden, så ville de rapportere det som en lussing. Hvis de synes, at der skal være rum til, at man i ekstreme tilfælde af dårlig opførsel, at ruske i sit barn og eventuelt give det en lussing, selv om de aldrig selv har gjort det og angiveligt aldrig møder en situation, hvor de vil gøre det, så vil de sige det er ok.
Indvandrerne forbinder måske, at man slår sit barn hårdt og evt. gentagent med spørgsmålet. Hvor i mod danske forældrer, måske ville være tilbøjelige til at overføre en adfærd, hvor de griber hårdt i barnet, til det forhold at de evt. i ekstreme tilfælde kunne give en lussing.
At gribe hårdt fast i et barn, er i øvrigt ikke bedre end en lussing, det afspejler afmagt, eller manglende forståelse for at et barn kan være helt opslugt af noget og dermed ikke hører hvad man siger.
Men ærligheden i svaret eller manglen på samme og fortolkningen af det kan gøre en stor forskel, plus at stikprøven er for lille til at give et helt nøjagtigt billede, omend ikke det største problem, hvis de 523 muslimer er valgt efter efter de rigtige repræsentative kriterier, altså ikke kun Iranere, Tyrkere, Bosniere, sociale klasser i forhold til helhedsbilledet osv.
Der skal dog ikke være tvivl om at de fleste muslimer er mere eller mindre verdslige, ikke voldelige, ikke fanatiske, selv om de synes kritik af deres religion, er upassende.

Et bedre spørgsmål ville have været, har du nogensinde slået dit barn hårdt, rusket i det, grebet hårdt fast i det i en situation hvor du var vred, hvor det ikke opførte sig som du ville have, givet det en lussing, et hårdt klap bag i, eller slået og sparket det.
Eller rettere flere spørgsmål som eventuelt pin pointer omfanget, men i første omgang karakteren.

At vold er meget udbredt i muslimske hjem, og volden i øvrigt generelt er rigtig vold, ikke lússinger er der tegn nok på:

Hver anden gang landets kvindekrisecentre åbner døren for en kvinde med hævede blå øjne, rifter og mærker efter slag eller spark, er hun født i et andet land end Danmark.

Eller som her:

Da en klasselærer på Rådmandsgades Skole på Nørrebro i København i efteråret opdagede, at 70 procent af hendes elever kendte til vold hjemmefra, havde hun valget: Underret om dem alle sammen eller tag selv problemet op med forældrene. Hun og skolen valgte det sidste.

Hurra vi relativiserer

En lille video fra Pakistan, hvor en teenager pige får pisk for at være for tæt på en mand, hun ikke var gift med.
Den slags kan man jo ikke have!

Hirsi Ali får resten af ordet:

Hirsi Ali: Oddly enough, my critics never specify how far I can go. How can you address problems if you're not even allowed to clearly define them? Like the fact that Muslim women at home are kept locked up, are raped and are married off against their will -- and that in a country in which our far too passive intellectuals are so proud of their freedom!

I confront the European elite's self-image as tolerant 'while under their noses women are living like slaves.

Æresdrab i Tyrkiet:

Essay - Det totalitæres usynlige magt

Mennesket er ikke ondt, men det er heller ikke godheden selv - sådan at forstå, at det besidder en personlig og uafhængig moralsk rygrad, der ikke lader sig knække af ydre pres og vold, social kontrol, intimidering eller autoritet.
De færreste blandt menneskeheden er psykopater, men de færreste er også engle.

Dette udsagn taler historien, og desværre også nutiden til, til ære for sandhedsværdien af.

I historien og i dagens verden har det totalitære alt for let spil. De fleste af verdens nationer er diktaturer i en eller anden form, og selv i de hædervundne vestlige demokratier kan vi ikke sige os fri fra en autokratisk og totalitær kontrol som er mere subtil, end den er nominel.

I Danmark, og mange andre vestlige lande, lever vi en relativt beskyttet tilværelse, der er unik, sjælden, prisværdig, men nærmere undtagelsen end reglen, hvis man ser på historiens gang og den tilværelse som tildeles flertallet på jorden i dag.

Det gør os både naive og tillidsfulde, alt efter om glasset skal være halvt fyldt, eller halvt tomt. Der findes mange eksempler på, hvordan vi retoucherer verden gennem vores medfødte lyserøde briller.

Der findes også eksempler på situationer, hvor denne naivitet bliver direkte skadelig, hvor en formodet godhed, bliver til "ondskab". Hvor en rygradsrefleks af isolationisme eller anti-imperalisme bliver til de facto "ondskab". Ser man på danskernes holdning til Afghanistan, Går en broget flok af anti dit og dat, pacifister, isolationister, hånd i hånd med vaklende opbakning til vores troppers tilstedeværelse i landet. Kort efter 9/11, var det vel kun de mest anti-amerikanske røster, der stillede spørgsmålstegn ved invasionen.
Nu rejser sig der flere og flere kritiske røster, og omend kritiske røster er godt, så er det spørgsmål, der ikke bliver rejst - Hvad ville der ske, hvis vi forlod landet? Svaret er både banalt og brutalt, Taliban ville genvinde magten i hele landet og genskabe et af de mest uhyggelige totalitære samfund, der er set i sidste århundrede. Man kan da kun håbe, at modstanden mod indsatsen i landet, skyldes ren uvidenhed omkring hvad Taliban står for, men det er næppe, desværre, tilfældet.
Jeg husker specielt en dokumentar, med et interview af små børn, der havde oplevet deres mor blive skudt ned foran øjnene på dem, fordi hun havde været så fræk at påtale, at Taliban uden grund gik ind i deres hjem. Dette er kun en enkelt historie ud af mange. Bøger som drageløberen, googling, giver ikke en gang toppen af isbjerget.

Forestil jer at gangstere brød ind i et hjem i Danmark og gjorde det samme. Hvad ville det offentlige ramaskrig være? Et godt bud er vel mere politi og en større indsats mod kriminalitet?
Ville der være nogen overhovedet, der ville foreslå afskaffelse af politiet, at man trak det tilbage, fordi det alligevel ikke kunne forhindre kriminalitet? Nej, vel. Alligevel er det præcis, hvad et substantielt antal danskere mener om vores indsats i Afghanistan.

Og hvad værre er, der findes endda dem som mener, at vi ville gøre Afghanistan en tjeneste ved at gøre det.

Når vi kan være blinde overfor den totalitære magt, i dette spørgsmål. Så er der vel ikke noget at sige til, at det totalitære er yderst succesfuldt - har altid været det, men vil forhåbentlig ikke altid være det.

I Bosnien, blev naboer og venner pludseligt ens bødler i stedet. Vi lever i et samfund, hvor vores menneskelighed ikke for alvor kommer på prøve. Vi kan være flinke på overfladen, uden at vores moralske kompas nogensinde bliver testet i en storm. Men hvis Milgram eksperimentet blev udført her i landet igen, eller en borgerkrig brød ud, så ville sandheden om vores moralske styrke, vores personlige etiske rygrad, komme frem. Poul Martinsen fra DR har interesseret sig bredt for ondskaben i mange år og fastslået, at vi i Danmark ikke fungerer så meget anderledes.
De tyske soldater under anden verdenskrig, som ved østfronten mejede uskyldige mennesker ned på stribe og lod dem dumpe direkte ned i en massegrav. De havde faktisk muligheden for at søge til en anden deling og funktion, men få brugte den mulighed.
Omend man kan sige det danske folk i anden verdenskrig blev prøvet under storm og besættelse, og kom ud af affæren med en etisk rygrad nogenlunde intakt.

Milgram og lignende forsøg viser, at alene med autoritet og med magtpositioner kan man nå langt.

I det gamle Sovjet, i Irak, vil man stadig finde tilhængere af Stalin og Saddam. Her går vi udover det blot autoritære hierarki, til tilbedelsen af den stærke alfa-leder.
Her kommer dyreriget frem i mennesket. Under millioners af års evolution, er det blevet indprentet i os, at vores overlevelse afhænger af flokken vi tilhører, og dens naturlige leder er den stærkeste i flokken.

Her går vi over i den sidste vigtige brik til forståelsen af det totalitæres magt. Det totalitære er nemlig ikke kun succesfuldt, fordi vi til tider tror blindt på autoriteter, eller fordi vi mangler empati i forhold til det som falder uden for flokken. ja, for et fåtals vedkommende, mangler empati over for alt og alle. Nej det totalitære er succesfuldt, ligeledes, fordi vi mangler mod og frygten i blandt er større end alt andet.

De fire største åbne sluser for den totalitære magt er:

Autoritetstro
Tilbedelse af magt og en stærk leder
Manglende empati
Frygt

I vores eget strukturerede samfund er de tre første menneskelige svagheder på forskellige måder tøjlede af kultur og opdragelse, mere var end er, dog. Det i form af et fokus på en selvstændig tankegang og tilværelse, så vidt muligt.
I form af et konsensus-demokrati og et veludbygget lov og straffesystem.
Ovennævnte forhold forandrer ikke menneskets natur, men sætter grænser for dens udfoldelse. Selv i militæret er der ret til at undlade at adlyde en ikke velbegrundet ordre.
Derfor er det netop frygten, der i dag er det mest virkningsfulde totalitære redskab.

For at illustrere det med en lille anekdote, så fortalte min mor, som bor i Sverige, at hun kendte mange som overvejede at stemme på Sverige-Demokraterne, men de turde ikke! Selv om afstemningen er hemmelig, så var de bange for, at man ville kunne se det på dem bagefter.
Hvis nogen kom og spurgte dig, hvem du stemmer på og kiggede dig ind i øjnene, hvad skulle du så som svensker svare, og hvis du ikke sagde sandheden, eller nægtede at svare, hvad ville dine øjne så ikke røbe?
Det er totalitært og autoritært og det virker! Helt uden trusler om vold, arveløshed, eller konkrete trusler om at blive udstødt af det gode selskab.
At det betragtes som et legitimt synspunkt, som knap ingen løfter et øjenbryn over, at ville hive de danske styrker ud af Afghanistan og lade afghanerne sejle i sin egen sø, mens det betragtes som illegitimt og moralsk på den forkerte side, at støtte DF eller Sveriges Demokraterne, eller endda blot stemme på Venstre, viser alt om, hvem der er autoritet på områder ikke omfattet af loven, og hvorledes frygten hæmmer, selv hvor en autoritet ikke har de store sanktionsmuligheder.

Mordet på Theo Van Gogh, og den efterfølgende effekt, at mennesker der ikke tør tegne Muhammad og nu ikke tør lave et print af tegningen, viser hvor lidt der skal til.
Islam er en religion, hvor skarer fastlåst i frygt for helvede, fastlåser sig selv og omverdenen i frygt.
Netop religionerne, specielt Kristendommen og Islam, var de første store totalitære ideologier, som fortsatte og fortsætter, uafhængigt af enkeltpersoner. Med en evig diktator i himlen og en evig trussel om helvedes bål og brand til dem som ikke retter ind, har de opnået, hvad alle konger og diktatorer har forsøgt forgæves, at sikre deres efterkommere magten gennem århundrede efter århundrede.
Det er skræmmende simpelt, og skræmmende lidt der skal til.

Når autoritær kontrol virker uden trusler om vold eller brug af den, uden trusler om arveløshed, udstødning eller lignende. Er der så noget at sige til, at den virker i de samfund, hvor vold bliver brugt, så snart det er nødvendigt? Hvor udstødelse virkelig er udstødelse?
Forestil dig at være født i Palæstina. Selv om du ikke i sjælen støtter Hamas, selv om ønsker fred af hele dit hjerte, ville du turde andet end at stemme på dem, når støtter af Hamas kan stille dig spørgsmålet? Ville du turde smide tørklædet? Ville du turde tale i mod? Ville du turde at give slip på din sjæl og åbent trodse Hamas?

Social kontrol med frygten som våben er en magtfuld faktor. Den bruges af muslimske indvandrere til at sørge for at deres piger ikke snakker med danske mænd og går med tørklæde. Den ville blive brugt af danske unge, hvis et antal mænd pludseligt besluttede at gå med kjole.
For manden vil det foretrukne våben være fysisk intimidering. For kvinden ville det være sladder.
Under alle omstændigheder er der tale om det totalitæres usynlige magt.

Det totalitære findes i alle mennesker, ingen går fri, derfor er totalitære regimer, den dag i dag, succesfulde.