Men som menneske er hun noget mere ærlig end den gennemsnitlige politiker, og det kan ingen tage fra hende. Også selv om hun til sidst bukkede under for presset i kølvandet på hendes modstand mod regeringens skattereform under et pres, der også har været massivt.
Det er dybt beklageligt, at hun er blevet udsat for så mange og alvorlige trusler gennem hendes karriere. Det er til gengæld en dybt sympatisk måde, hun har håndteret det problem på. Fra BT.
I otte måneder oplevede hun at blive chikaneret af en nynazist, som ringede til hende flere gange. Og selvom hun fik et polititilhold, hjalp det ikke. Men så fik Özlem Cekic nok.
- Frygten for ham styrede min hverdag. Jeg havde hemmelig adresse, jeg parkerede min bil forskellige steder og var bekymret for mine børn, når de var i institution. I starten syntes jeg, det var vildt hårdt for mig. Men så tænkte jeg: Ej, jeg er simpelt hen nødt til at hoppe ud af offerrollen! Jeg må tage styringen og finde ud af, hvorfor folk hader på den måde, forklarer politikeren.
Hun tog så kontakt til nogle af dem, der skrev mange hademails. Ovennævnte nazist var ikke interesseret i at mødes med hende, men det var Ingolf, en anden flittig hademailsskribent.
Ingolf var jo helt vildt provokeret af sådan en muslim som mig. Og han troede aldrig, jeg ville svare på hans mails. Så han følte, at han var nødt til at skrue op for retorikken. Det er gået op for mig, at mange af dem bare gerne vil høres. Før syntes jeg, det var synd for mig, når jeg fik den slags mails. Men jeg har prøvet at vende den om. For det er da i virkeligheden mere svært for dem, at ingen vil lytte. Folk, der bruger sådan en frygtelig tone, føler sig ikke forstået. De føler ikke, at der er nogen, der vil have en værdig samtale eller dialog med dem, siger politikeren.
