Australsk tv om "rubbing the rights noses in diversity"

Denne sag har allerede fået lidt dækning på Snaphanen, men her følger Yasmin Alibhai-Browns, nævnt den anden dag, forsvar af immigration med de sædvenlige floskler - har altid været immigration - Eu bestemmer, hun er sat over for den tidligere premierminister (AUS) John Howard:

"We entered the EU, once you enter the EU, things come with it"

Og så videre til pointsystem, hvor Yasmin mener at Australiens pontsystem er underlæggende, i motivanalysen racistisk, modsat Canadas.

Perlen om at Australien ikke tilhører de anglosaksiske beboere kommer også, er det fordi at jorden tilhører menneskeheden, eller Allah, det må guderne vide.

Et skoleeksempel på hvor umulig den debat med multukulturalister, som hun i øvrigt ærligt indrømmer, hun ville ønske slet ikke eksisterede.

Jeg et offer - hav ondt af mig

Uskyldens rene offer folder sig ud i Information. En hårrejsende oplevelse, som dog er belejlig, når det skal være lettere at rive hårene af hovedet.

Forfatterinden, Yasmin Alibhai-Brown, er klummeskriver for både Independent og Evening Standard, hvor hun udfolder sig på områder som mulitikultur, immigration og diversitet.
Kritikken af hende er jeg bestemt ikke den første med, Michael Wharton, den afdøde The Times klummeskribent, beærede hende med at navngive en racisme skala efter hende:

“At 3.6 degrees on the Alibhai-Brown scale, it sets off a shrill scream that will not stop until you’ve pulled yourself together with a well-chosen anti-racist slogan.”

Denne skala var oprindeligt, så vidt jeg kan forstå -"The Prejumeter", opfundet af Peter Simple, som han satirisk bemærkede havde en internationalt anerkendt videnskabelig enhed: "Prejudons".

Jeg ved godt, jeg breder mig, men jeg er nødt til at bringe denne lille anekdote om den afdøde Michael Wharton.
På et tidspunkt fik han overtalt en ung pige inden for BBC til at udlevere deres arkiv om ham.
I dette stod der blandt andet, citat:

"Han er ikke BBC materiale"!

Men tilbage til Yasmin og hendes stakkels uskyld i Information.

Indlægget går behændigt uden om det som er den egentlige essens og hører til dem, som man må splitte ad, fordi de så afgjort fortjener det:

En af vor celebre medieateister har sendt mig en e-mail, hvori han spørger, hvordan en »godhjertet, humanistisk indstillet og intelligent kvinde« som jeg kan føle mig knyttet til »en så afskyelig religion«.

Lad mig sige tak for komplimenterne og for hans bekymring, idet jeg dog begræder hans manglende evne til at forstå de elementer i den menneskelige natur - som kærlighed, hengivenhed og jalousi - der ikke kan måles præcist eller få bekræftet deres gyldighed ved den blotte fornuft. Jeg kan forstå, hvorfor en hjerne, der er trænet i eksakt videnskab, må forkaste guddommelige mysterier og troens indre liv, da ingen af delene kan verificeres. Men »afskyelig«? Er det nødvendigt med en så skinger afstandtagen?

Nu er det ikke forhold, at man har et mystisk forhold til gud, beder og mediterer, som kalder på en afstandtagen, eller udgør det afskyelige.
Det er jihad, det er kvindeundertrykkelse. Det er det religionazistiske syn på vantro som undermennesker.
Skal vi tage det på en staveplade, siden det nu er så svært at forstå?

Der findes uskyldige absurditeter og så findes der absurditeter med et blodspor som kan gå jorden rundt utallige gange. Den sidste kategori skal man være ualmindeligt blind, for at overse at Islam tilhører. Den trækker i bogstaveligste forstand dette blodspor dagligt rundt om jorden.

Hendes personlige variant af Islam kan vel være en anden, såvel som den individuelle kommunists version af kommunisme kan være en helt anden end Stalins.

Det fjerner ikke Stalinismen og lignende utallige rædselsregimer, eller jihad, eller kvinderundertrykkelse, som et væsentligt element i hovedideologiens praktiske konsekvens.

Blandt meningsmagere bemærker jeg mig, at stadig flere giver lignende udtryk for afsky over for islam og over for religionens forskellige tilhængergrupperinger end nogensinde før. Hver gang radikale islamister anretter et nyt angreb, vokser denne lede yderligere og med den forestillingen om, at alle muslimer nok på en eller anden måde må opfattes som ‘vore indre fjender’. Sådanne angreb fra ‘Allahs lejesoldater’ har der været mange af på det seneste. Som følge deraf breder mistroens gift sig nu med øget hast.

Nu er "islamofober" ikke så irrationelle, som anklagen her antyder. Alle tænkende mennesker er godt klar over, at alle som er født muslimer ikke nødvendigvis er problemet.
Nu er det bare utroligt svært at vide, hvem der er det og ikke er det. Da enhver muslim, eller for den sags også enkelte ikke-muslimer, fra det ene øjeblik til det andet, kan gå fra at være et almindeligt menneske, med almindelige problemer, til en hjernevasket idiot dybt præget af koranens mest hadske og intolerante budskaber.

Så når grundproblemet er Islam, bliver mistanken også placeret på dem som lukker øjnene for hvad der rummes i koranen og traditionen.
Når øjet er halvlukket, er det godt på vej til at blive helt lukket. Har man købt en del af pakken, hvem siger man ikke kan købe resten?
Et rationelt og kritisk menneske havde smidt pakken væk fra livet, efter blot at have lugtet til den, som en gang kød fra Superbest.

Islamofobiske bloggere koger over og kræver hævn.'

Ja, tak for den, givet hvor mange bloggere som kaldes islamofobiske - ikke så få - hvor mange kan man så finde der råber på hævn?
Så forstår jeg hvorfor Michael Wharton opkaldte "prejumeter" skalaen efter dig.

Og selv eftertænksomme kommentatorer spørger, om vi kan blive nødt til at indføre uliberale forholdsregler for at kontrollere denne plagsomme og åbenbart religiøst profilerede befolkningsgruppe. En jødestjerne for vor tid, kunne man kalde det. De indflydelsesrige antimuslimske stemmer ulejliger sig ikke længere med nuancer. Douglas J. Hagmann, chef for Northeast Intelligence Network i USA, skriver: »Det seneste mordorgie burde være nok til at bevise, at islam er totalt uforenelig med frihed, demokrati og vestlig kultur.

Offerretorik i supervægtklassen. Sandheden er at din hjernelamme religion - og det er mildt sagt - udgør et problem som er os helt fremmed og ukendt, som vi ikke ved hvad vi skal stille op med.
Skammen tilhører først og fremmest den religion, der putter den bedste civilisation verden har set i så mange dilemmaer og skamløst udnytter vores åbenhed.

Det er en absurd sammenligning, med jødestjerner, da om der er nogle som vil slå ihjel baseret på tro, så er det muslimerne.
Skal vi blot acceptere i tavshed, at mennesker som har fået et langt rigere land, et langt bedre land i gave, kvitterer med et ønske om at slå værterne ihjel?
Hvorfor er det kun Islam, som der findes dette problem med? Interessant at en religion som praler med mystisk indadskuen, ikke kan skue ind i egen sjæl og se sit eget ansvar.

Jeg skal ikke bortforklare eller nedtone islamisternes trusler. Vi har bevæget os ind i en æra, hvor den form for islam, jeg kender og elsker, muligvis ikke kan overleve. Palæstinensernes eller irakernes legitime vrede bliver brugt som gødning til at nære en åndsformørket islamistisk doktrin, som vil kvæle alle fremskridt og menneskelige forhåbninger, hvis den vinder frem. Vi kan se dette ske i Pakistan - selv i kulturelt sofistikerede byer som Lahore. Og også i Europa kan vi se det.

Denne vrede er ældre en 2003 og 1967. Den er ældre end korstogene og alle de andre dårlige undskyldninger, koranen er fuld af denne vrede, den er ikke nyligt opstået, omend visse begivenheder tjener som benzin på bålet.

Den islam du kender og elsker har aldrig været eneste Islam. Den radikale form for Islam, har altid eksisteret i forskellige former. Koranen er både en manual i hyklerisk venlighed og ærlig krig.

Resten af artiklen er klassisk offersyndrom, hvor muslimerne er ofre for kedelige omstændigheder og vesten har et ansvar.

Altså den sædvanlige børnene (islam) kan ikke gøre for det, men de voksne (vesten) burde være mere fornuftige.

Yasmin forsøger sig at sætte mellem to stole, hun sætter sig mest på offersiden og det er naturligvis ikke godt nok for de radikale muslimer, som heller ikke bryder sig om hende.

Men det er heller ikke godt nok for sandheden og den vestlige kultur, hun gerne vil lade som om, hun værdsætter.

Sociale teoribordseksperimenter og rigtige vanskæbner

Politikerne bag indvandringen, har som Christopher Caldwell tørt bemærker skiftet forklaringsmodel efter vindens retning.
Så var det humanitære årsager, så var det for at skabe velfærd og velstand, så var det fordi vi kommer til at mangle arbejdskraft og så videre.

Men der er også enkelte røster, der har nævnt det eksplicitte ønske om et multikulturelt samfund.
Dette er dog ikke noget man har snakket for højt om. Med god grund, for så taler vi jo om et socialt eksperiment, der har marxistiske grundtoner, topingenøst fremfor bygget på et reelt behov.

Jeg har, med så mange andre, længe haft den mistanke, at det var et ideologisk eksperiment. Mistanken er nu mere end bekræftet, når det gælder fra engelsk hold:

Labour threw open Britain’s borders to mass immigration to help socially engineer a more multicultural country, a former Government adviser has revealed.

The huge increases in migrants over the last decade were partly due to a politically motivated attempt by ministers to radically change the country and “rub the Right’s nose in diversity”, according to Andrew Neather, a former adviser to Tony Blair, Jack Straw and David Blunkett.

He said Labour’s relaxation of controls was a deliberate plan to “open up the UK to mass migration” but that ministers were nervous and reluctant to discuss such a move publicly for fear it would alienate its “core working class vote”.

As a result, the public argument for immigration concentrated instead on the economic benefits and need for more migrants...

He defended the policy, saying mass immigration has “enriched” Britain, and made London a more attractive and cosmopolitan place.

But he acknowledged that “nervous” ministers made no mention of the policy at the time for fear of alienating Labour voters.

Vi deltager i jordens mest tåbelige topstyrede sociale eksperiment siden kommunismen i Sovjet og kulturrevolutionen i Kina.
Ja, det mener jeg og det er ikke mindre vanvittigt, end det som foregik i Sovjet og Kina. Det bliver forhåbentligt mindre blodigt, men mindre vanvittigt er det ikke.
Som sædvanlig er det den jævne mand på jorden, som må betale med sit blod. På det politiske plan findes de gode idéer og hensigter, de højt abstrakte tanker. På gadeplanet føjes spot til skade og blod til atter mere blod.

På virkelighedens niveau virker den slags idéer slet, slet ikke og er, de facto, et overgreb mod den europæiske befolkning, sat uden for demokratiets indflydelse med alle midler.

På bunden er der rigtige vanskæbner, rigtig blod og lidelse, som ikke kan bruge de forkromede idéer til nogen form for lindring.

Der burde rejses - ikke statuer, men skamsøjler over nutidens generation af politikere, så forhippet på at efterligne USA, med en mere krypto - halv - marxistisk centraliseret softpower, EUSSR.

De burde skamme sig over at spille hasardspil med et helt kontinent. Over at lege ideologiske ludomaner med vrangforestillinger om den store gevinst i den satsning, de laver på hele befolkningens vegne og xx antal fremtidige generationers.

Den absurde idé alene om at man kan toprevolutionære et samfund og få noget godt ud af det, uden om folket, lader intet stå tilbage i forhold til Stalins "Statskapitalisme".

Det er demokratisk analfabetisme, elitær arrogance per excellence. Et Jekyll and Hyde politisk eksperiment med masser af rigtige, reelt "uheldige" menneskeskæbner i kølvandet.

Fundet via Snaphanen.

Jeg er målløs - skoldet af spildt kaffe

Jeg tror ikke mine egne øjne. Jeg fatter ikke, hvordan det kan hænge sammen? Jeg er fuldstændig overrasket og ved ikke, hvad jeg skal sige? Det havde jeg slet ikke forestillet mig - nej, nej, nej.

Nej, glem alt om ovenstående. Det er nemlig fuldstændig løgn. Jeg er ikke spor overrasket. Nok har jeg skrevet mange digte, men digte er en litteraturform, ikke en måde at fornægte en ubehagelig virkelighed på.
Velfærdssamfundet Danmark er en mærkevare i Mellemøsten. Når folk gerne vil flytte fra Irak fordi landet er håbløst kaldes de flygtninge. Hvad skal man så kalde dem, der gerne vil flytte fra Egypten, Marokko, Libyen, Tyrkiet osv. og som i øvrigt gør det i højt antal?

Græsset er ikke altid grønnere på den anden side, men for mellemøstens befolkning er det så absolut.
Falske papirer og pas, tudehistorier med en dramaturgi langt ude ved overdrevet. Jo, livet er farligere i Irak end i Danmark - indtil videre. Det er også farligere i Nordamerika, Mexico og i Sverige end i Danmark. Det er farligere i Sydamerika og Asien og langt, langt mere farligt i Afrika. Det er stort set farligere alle andre steder.
Må vi være her i fred?

Ja, jeg er kynisk. Men jeg har ret.

Dagens ikke surprise fra Ekstra Bladet:

Hver uge flyver tre rutefly med feriegæster til Iraks hovedstad Bagdad. To gange om ugen letter flyene fra Stockholm, mens der er en enkelt afgang fra Malmø. Irakerne er ikke bange for deres sikkerhed i Bagdad. Det skriver Ekstra Bladet mandag.

– Alle medier viser et forvrænget billede af sandheden i Irak. Vi har snakket med familien i Bagdad, og de siger, der er sikkert at komme derned nu, fortæller den ældste datter i familien Alshara, der består af far, mor og seks børn til Ekstra Bladet.

Bagdad, her tales om farlige Bagdad. Midt i Sunnitrekanten.

Hos Dansk Flygtningehjælp har de ikke hørt om ruteflyvningerne til Bagdad.

– Det er nyt for mig, at irakere tager på ferie i Irak. Jeg ved ikke, om det hænger sammen, og jeg har selvfølgelig lidt svært ved at forstå det, siger generalsekretær Andreas Kamm.

Nej, det siger du ikke. Måske skulle du prøve at læse noget andet end Politiken? Hvem som ikke vil forstå, forstår ikke - mej ikke fostå.
Holder han nu op med at påstå, at det er alt for farligt i Irak, til at man kan sende folk tilbage?
Lad os da få hele Afrika her op. Der er for farligt dernede og det hele er vores skyld.

Du kan jo købe dig til sikkerhed. De her folk, der tager til Irak på ferie, har nok et job, og de har givetvis penge til at betale for sikkerheden, siger Tove Auda, der er frivillig pressetalskvinde for ’Irakerne i Kirken.’

Præmiebortforklaring. Hvornår får vi egentlig en højpoleret pris med klækkelig præmie, for årets mest indvandrervenlige og bortforklarende citat?
Nå, nej. Der ville være alt for mange kandidater, til at gøre det menneskeligt muligt for en jury at udvælge det mest prima eksemplar.

For god ordens skyld har DR også historien. Tak for et lille plaster på licenspengesåret!

Når jeg ser et rødt lam bræge

Carsten Jensen er ude med riven igen. De selvgode og i egen opfattelse højmoralske danskere har skudt forbi, siger det selvgode orakel, der mener at tilhøre en forstandig elite med den rette moralske indstilling til verden:

- Det er en fælles skandinavisk arv, at vi betragter os som moralske supermagter. At vi ikke sætter spørgsmålstegn ved vores egen godhed.

Det er bare ikke nogen fælles skandinavisk arv. Begrebet er en opfindelse af en selvgod elite i Sverige - selvmål Carsten. Det har intet med den opfattelse danskerne har af sig selv.
Det vi mener, og det som er velunderbygget af virkeligheden, er at vi har et nogenlunde demokratisk samfund. Et relativt set meget retfærdigt og velfungerende samfund som flertallet støtter. Hvor vi for noget tid siden også havde tillid til hinanden.
Denne tillid er efterhånden undergravet, af medier som man ikke kan tillid til. Af politikere som man heller ikke kan have tillid til. I det hele taget en elite af bedrevidende humanister, som har svækket selve fundamentet for samfundets sammenhængskraft med flere tiltag rettet mod opdragelse, familieliv, undervisning, kultur, samt belastet den danske økonomi med en stor indvandring, stik i mod folkets vilje.

Nej, nærmere end være selvgode og tro vi er moralske, ved vi, at det gode samfund vi havde hviler på nogle bestemte forudsætninger, som det ikke kræver meget for at tilte. Og når de ryger, så ryger tilliden, så ryger viljen til at betale skat. Så ryger det godes forudsætning. Og mennesket bliver i stigende grad et væsen der først og fremmest tænker på sig selv og sine nærmeste. Mennesket er et flokdyr, som samler sig med dem de ligner.

Det fleste mennesker ved godt, at det gode er noget kultiveret og næret, som kræver de helt rigtige forudsætninger. Og det er en erkendelse af, at det går galt, bliver blodigt, at folket vender ryggen til elitens selvgode, skinhellige, farisæiske, idiotiske eksperimenter, såsom indvandring og EU og den elitære foragt og udemokratiske magt de ligger for dagen i samme øjemed.

Derfor er de krige, vi nu pludselig bliver involveret i også det godes krig mod det onde. Og den forestilling om det demokrati vi kan opbygge, eller er ved at opbygge, i Afghanistan, er så naiv, at den befinder sig i tusmørkezonen mellem forbrydelse og dumhed.

Et manikæisk syn præger om nogen eliten, hvor DF er det onde, og de selv er det gode.
Danskerne generelt er nok godt klar over at virkeligheden er noget mere broget.

Og hvad angår Afghanistan, så er det nok de færreste, der tror på demokrati. Jensen forveksler nok igen en ideologi-idiotisk neokonservativ elites forestillinger med folkets.
Til gengæld bekæmper vi noget som er det helt modsatte af demokrati og frihed, nemlig Taleban. Den mest totalitære ideologiske gruppe i live på jorden i dag.
Og Afghanistan kan forandres til det noget bedre. Det kræver dog at vi bliver der i generationer, og at vi anvender mindre dialog og mere magt.
Kvinderne skal frigøres, undervises, Taleban skal tvinges helt ned under jorden og ikke have overflade magt i nogle områder. Radikal islam forbydes.

- Hvordan kan det være, at det kun er indvandrerne der skal opdrages?

1. Det er dem som har indvandret og skal tilpasse sig det land, de er kommet til.

2. Det er dem som har en lav tilknytning til arbejdsmarkedet, laver kriminalitet og opfører sig krævende, skaber besvær - hvorfor reagerer vi netop på muslimer og ikke vietnamneserne, sydamerikanerne, inderne, kineserne osv?
Hvis de opførte sig pænt og passede sit, ville de slet ikke være i fokus. Hvis politikerne havde tænkt sig om, og ikke startet en masseindvandring på et tidspunkt med stor arbejdsløshed, men i stedet et tidspunkt hvor vi faktisk manglede arbejdskraft, havde vi også været i stand til at se fornuften i det hele.

Den danske yndlingsfantasi er f.eks., at der ikke er ytringsfrihed i Sverige.

Det er der heller ikke, hvad angår indvandring. At få trykket noget i aviserne som er kritisk angående indvandring er meget svært, og det skydes straks ned som racistisk. Et parti som SD er gentagne gange udelukket fra medierne. Deres medlemmer bliver forfulgt voldeligt uden at nyde beskyttelse, eller at det overhovedet beklages. De er så nær frit jaget vildt, som man kan være i et samfund som nominelt kalder sig frit.

Der består debatten ikke af primalskrig, hvor de inderste følelser kommer ud i et frustreret hyl, når man vælter ud af bodega-erne og brækker sig ud over debatspalterne.

Når politikerne ikke gider at lytte til folket, og beslutter hen over hovedet på et flertal, så bliver folk vrede, det burde for så vidt være forståeligt nok.
At Carsten Jensen er en farisæisk idiot, der lukker det værste hadefulde og foragtprægede ævl ud fra tid til anden, gør ikke hans sag bedre. Han er jo heller ikke fuld, når han gør det.

Jeg mener, at der er en meget større rummelighed og et meget mere velfungerende demokrati i Sverige end der er i Dan-mark.

Det er dog en bizar definition af demokrati, at en elite påtvinger en befolkning en politik, de reelt ikke ønsker.
Et demokrati er per definition kun så vellykket som en regering lytter til folket og varetager landets interesser på en langsigtet måde.
Når politikere gambler med et lands fremtid, på en måde som ikke kan ombestemmes, eller omgøres - laves om af andre politikere. Så er det groft uansvarligt og meget udemokratisk.

- Vi skal igen turde åbne op og finde tilbage til den ånd der en gang styrede Danmark. Det gælder nemlig om, at rette blikket mod fremtiden og ikke tænke så meget over vores rødder og hvor vi kommer fra og vores forbandede identitet.

Det er noget uklart, hvad han mener med sådanne abstraktioner.
Men skulle jeg komme med et gæt; så drejer det sig nok om at finde tilbage til 1968 ånden og 1983 ånden, med åbne arme og grænser i naivitetens og drømmenes hellige og allermest skinhellige navn.
Men ikke identitet, værdier, personligt ansvar som betinger tillid, og slet ikke det samfund vi havde før de røde bukke og de bagstræberiske islamreligiøse, fik deres indflydelse på vores samfund til mere skade end gavn.

En beretning fra et fanatisk multikultursamfund

Jeg var egentlig ved at læse en bog om EU, men så kom den kyndige og velskrivende Engelske psykiaters, Theodore Dalrymple (Pseudonym), bog, "Our culture, what´s left of it, the mandarins and the masses". Siden den kom har jeg af uransagelige årsager haft svært ved at lægge mig til at sove om natten.

Endnu et glimrende essay fra bogen, "The man who predicted the raceriots", at læse denne her herre kan simpelthen ikke anbefales nok! Jeg startede i ung alder med essaygenren, ved at læse klassikeren, over alle klassikere er jeg tilbøjelig til at mene, selv om andre angiveligt vil pege på andre, men jeg valgte Francis Bacons essays.

Jeg vil ikke sige, jeg er updated med hensyn til moderne essaykunst, men Dalrymples er under alle omstændigheder glimrende skrevet, og berører emner som kultur og ondskab, med en dybde og indsigt som er sjælden.

Om dette essay kan der siges, at det handler om England i 1984, hvor et hysteri spredte sig omkring om engelsk skoleforstander, som påpegede at den nuværende politik på det multikulturelle, ledte til manglende assimilation, segregering og ville eventuelt lede til raceuroligheder, hvilket han jo fik ret i, og det er kun begyndelsen.
Hvad Ray Honeyford anbefalede, var at man sætte læring og engelsk i centrum, spredte immigrant elever så de ikke dannede parallelsamfund.
Det ramaskrig som spredte sig var at uden sidestykke, det røg i medierne med orkanstyrke og demonstrationer blev en del af hverdagen uden for skolen. Dødstrusler væltede ind, som var så alvorlige at Honeyford fik tildelt politibeskyttelse. Ydermere blev han tilbudt $ 30.000, for at love at ikke skrive i en årrække, da man jo ikke kunne få lov til at fyre ham, eller få ham dømt i retten.
Honeyford var slet ikke nogen ond racist, han kom selv fra en fattig baggrund og vidste personligt hvad god dannelse betød, at man fik muligheden for læring uden skelnen til baggrund.

Altså en surrealistisk historie fra et fanatisk multikulturelt samfund, skrevet med skarphed og vid, læs den endelig helt, men her følger uddrag:

One man was not at all surprised at this outbreak of inchoate racial fury. He was Ray Honeyford, the headmaster of a middle school in an immigrant area of Bradford in the early 1980s. He knew that the official multiculturalist educational policies that he was expected to implement would sooner or later lead to social disaster such as these riots: and when he repeatedly exposed the folly of these policies in print, the advocates of “diversity”—who maintain that all cultures are equal but that opinions other than their own are forbidden—mounted a vicious and vituperative campaign against him. For at least two years, the Honeyford Affair, as it was known, was a national preoccupation, calling forth endless newspaper and broadcast commentary, the man himself often branded a near-murderous racist and ultimately drummed out of his job. Hell, it seems, hath no fury like a multiculturalist contradicted...

Honeyford’s fundamental ideas were as logical, sensible, and coherent as they were unfashionable. He argued that the 20 percent of Bradford’s population who were Islamic immigrants were in Britain to stay, with no intention of returning home; and that both for their own sake and for Britain’s, they needed to be integrated fully into British society. The children of immigrants needed to feel that they were truly British, if they were to participate fully in the nation’s life; and they could acquire a British identity only if their education stressed the primacy of the English language, along with British culture, history, and traditions.

Honeyford did not believe that the cultural identity necessary to prevent the balkanization of our cities into warring ethnic and religious factions implied a deadening cultural or religious uniformity. On the contrary, he used the example of the Jews (who emigrated to Britain, including to Bradford and nearby Manchester, in substantial numbers at the end of the nineteenth century) as an example of what he meant. Within a generation of arrival, Jews succeeded, despite the initial prejudice against them, in making a hugely disproportionate contribution to the upper reaches of national life as academics, cabinet ministers, entrepreneurs, doctors and lawyers, writers and artists. The upkeep of their own traditions was entirely their own affair, and they relied not at all on official patronage or the doctrines of multiculturalism. This was Honeyford’s ideal, and he saw no reason why the formula should not work again, given a chance...

In his article, Honeyford enumerated some of multiculturalism’s problems and contradictions. The debasement of language that multiculturalist and anti-racist bureaucrats have brought about, he argued, has made it extremely difficult to talk honestly or clearly about racial and cultural matters. By lumping together all ethnic minorities as “black” in order to create a false dichotomy between white oppressors on the one hand and all minorities on the other, for example, these bureaucrats could obscure such complex and unpleasant realities as the continued hostility between Sikhs and Muslims, or the Muslim ill-treatment of women. Only by means of such deliberate blindness can the tenets of multiculturalism, feminism, and universal human rights be reconciled. Honeyford quoted Orwell to the effect that politicized language “is designed to make lies sound truthful” and “to give an impression of solidity to pure wind.”

He held up a very concrete example of how the multiculturalist mindset was damaging education. Immigrant parents, he observed, frequently sent their children back to Pakistan and Bangladesh for months or even years at a time, often precisely to keep them from acquiring any British cultural characteristics. Though this practice had obvious social and educational disadvantages for people destined to spend their adult lives in Britain—and though it was entirely illegal, as well—the authorities turned a blind eye to it.

British law obliges a parent, once his child is registered at a school, to ensure that he attends regularly; any white parent who kept his child away for so long would undoubtedly be prosecuted and punished. In the case of the children of immigrants, however, school authorities never pressed charges but instead directed teachers to keep absentees’ places open indefinitely and to regard their absence as a culturally, and therefore educationally, enriching experience. As Honeyford summed up: “I am left with the ethically indefensible task of complying with a school attendance policy which is determined not, as the law requires, on the basis of individual parental responsibility, but by the parent’s country of origin—a blatant and officially sanctioned policy of racial discrimination.” Seventeen years after he described the problem, it remains unsolved...

Finally, and even less forgivably, Honeyford made mention of the plight of another ethnic minority in his school: the white children, who, when the article appeared, made up a mere 5 percent of the pupils. Their education suffered in a school dominated by pupils from non-English-speaking homes, he said, and he suggested that officials disregarded their plight because their parents, ill-educated and inarticulate, had formed no pressure group, and no political capital could be made of them. (Once, in the 1960s, the city council had tried to disperse the children of non-English-speaking immigrants to schools throughout the city, precisely to prevent the development of ghetto schools such as Drummond, but race-relations experts and bureaucrats declared this practice to be discriminatory and therefore stopped it—to Honeyford’s regret.)...

(I repeat: he had proposed only that Muslim children should be fully integrated into British society—the very opposite of suggesting that they should be discriminated against or in any way maltreated.) For months, he had to enter his own school under police protection from the small but militant group of pickets that formed outside and grew in size and volume whenever a television camera appeared. A few small children, too young to understand what was at issue, learned from their parents to chant “Ray-cist! Ray-cist!” at him and to hold up denunciatory placards, some with a skull and crossbones above his name. The Bradford Education Authority considered the possibility of a court order against the demonstrators, since children who continued to attend the school were likewise insulted as stooges and sell-outs, but it decided that such an order would only inflame passions further. Thus political extremists learned a valuable lesson: intimidation pays...

The affair took its toll on him: after all, he was not a career politician but merely a schoolmaster who had spoken out against what he thought was wrong. His health, and his wife’s, began to suffer; and when his employer arranged to meet him secretly and offered him $30,000 in cash to agree to publish no further articles for three years, he was tempted to accept. His wife dissuaded him, however, telling him that he would never be able to live with himself if he concluded so sordid a deal...

The campaign against Honeyford disregarded entirely the fact that no complaint had ever been received about his competence as a teacher, or the fact that there were always far more applications to his school (mainly by Muslim parents) than there were places. Several attempts by political zealots on the city council to have him dismissed failed for lack of legal cause. Eventually, however, he accepted early retirement: constant abuse, however unjustified, is wearing—and he wanted to spare his pupils, who, like him, had to enter the school through a daily gauntlet of 40 vituperative pickets. Although teaching was his vocation, Honeyford never returned to it. Instead, he wrote several books about race relations and education, and became a freelance journalist...

But it is impossible to meet Honeyford for long without realizing that he is a passionate believer in the redemptive power of education and in the duty of schools to give the children of immigrants the same educational opportunities as everyone else. His only regret about the affair was that it drastically shortened his teaching career. It is a tribute to the power of Orwellian language that a man who believes these things should successfully have been labeled a racist...

The scene is set for a battle of competing resentments. If we had only listened to Ray Honeyford, we should not have sown what we are now reaping and what we (and others) shall reap for many years to come.

Essayet i fuld længde: