Jeg et offer - hav ondt af mig

Uskyldens rene offer folder sig ud i Information. En hårrejsende oplevelse, som dog er belejlig, når det skal være lettere at rive hårene af hovedet.

Forfatterinden, Yasmin Alibhai-Brown, er klummeskriver for både Independent og Evening Standard, hvor hun udfolder sig på områder som mulitikultur, immigration og diversitet.
Kritikken af hende er jeg bestemt ikke den første med, Michael Wharton, den afdøde The Times klummeskribent, beærede hende med at navngive en racisme skala efter hende:

“At 3.6 degrees on the Alibhai-Brown scale, it sets off a shrill scream that will not stop until you’ve pulled yourself together with a well-chosen anti-racist slogan.”

Denne skala var oprindeligt, så vidt jeg kan forstå -"The Prejumeter", opfundet af Peter Simple, som han satirisk bemærkede havde en internationalt anerkendt videnskabelig enhed: "Prejudons".

Jeg ved godt, jeg breder mig, men jeg er nødt til at bringe denne lille anekdote om den afdøde Michael Wharton.
På et tidspunkt fik han overtalt en ung pige inden for BBC til at udlevere deres arkiv om ham.
I dette stod der blandt andet, citat:

"Han er ikke BBC materiale"!

Men tilbage til Yasmin og hendes stakkels uskyld i Information.

Indlægget går behændigt uden om det som er den egentlige essens og hører til dem, som man må splitte ad, fordi de så afgjort fortjener det:

En af vor celebre medieateister har sendt mig en e-mail, hvori han spørger, hvordan en »godhjertet, humanistisk indstillet og intelligent kvinde« som jeg kan føle mig knyttet til »en så afskyelig religion«.

Lad mig sige tak for komplimenterne og for hans bekymring, idet jeg dog begræder hans manglende evne til at forstå de elementer i den menneskelige natur - som kærlighed, hengivenhed og jalousi - der ikke kan måles præcist eller få bekræftet deres gyldighed ved den blotte fornuft. Jeg kan forstå, hvorfor en hjerne, der er trænet i eksakt videnskab, må forkaste guddommelige mysterier og troens indre liv, da ingen af delene kan verificeres. Men »afskyelig«? Er det nødvendigt med en så skinger afstandtagen?

Nu er det ikke forhold, at man har et mystisk forhold til gud, beder og mediterer, som kalder på en afstandtagen, eller udgør det afskyelige.
Det er jihad, det er kvindeundertrykkelse. Det er det religionazistiske syn på vantro som undermennesker.
Skal vi tage det på en staveplade, siden det nu er så svært at forstå?

Der findes uskyldige absurditeter og så findes der absurditeter med et blodspor som kan gå jorden rundt utallige gange. Den sidste kategori skal man være ualmindeligt blind, for at overse at Islam tilhører. Den trækker i bogstaveligste forstand dette blodspor dagligt rundt om jorden.

Hendes personlige variant af Islam kan vel være en anden, såvel som den individuelle kommunists version af kommunisme kan være en helt anden end Stalins.

Det fjerner ikke Stalinismen og lignende utallige rædselsregimer, eller jihad, eller kvinderundertrykkelse, som et væsentligt element i hovedideologiens praktiske konsekvens.

Blandt meningsmagere bemærker jeg mig, at stadig flere giver lignende udtryk for afsky over for islam og over for religionens forskellige tilhængergrupperinger end nogensinde før. Hver gang radikale islamister anretter et nyt angreb, vokser denne lede yderligere og med den forestillingen om, at alle muslimer nok på en eller anden måde må opfattes som ‘vore indre fjender’. Sådanne angreb fra ‘Allahs lejesoldater’ har der været mange af på det seneste. Som følge deraf breder mistroens gift sig nu med øget hast.

Nu er "islamofober" ikke så irrationelle, som anklagen her antyder. Alle tænkende mennesker er godt klar over, at alle som er født muslimer ikke nødvendigvis er problemet.
Nu er det bare utroligt svært at vide, hvem der er det og ikke er det. Da enhver muslim, eller for den sags også enkelte ikke-muslimer, fra det ene øjeblik til det andet, kan gå fra at være et almindeligt menneske, med almindelige problemer, til en hjernevasket idiot dybt præget af koranens mest hadske og intolerante budskaber.

Så når grundproblemet er Islam, bliver mistanken også placeret på dem som lukker øjnene for hvad der rummes i koranen og traditionen.
Når øjet er halvlukket, er det godt på vej til at blive helt lukket. Har man købt en del af pakken, hvem siger man ikke kan købe resten?
Et rationelt og kritisk menneske havde smidt pakken væk fra livet, efter blot at have lugtet til den, som en gang kød fra Superbest.

Islamofobiske bloggere koger over og kræver hævn.'

Ja, tak for den, givet hvor mange bloggere som kaldes islamofobiske - ikke så få - hvor mange kan man så finde der råber på hævn?
Så forstår jeg hvorfor Michael Wharton opkaldte "prejumeter" skalaen efter dig.

Og selv eftertænksomme kommentatorer spørger, om vi kan blive nødt til at indføre uliberale forholdsregler for at kontrollere denne plagsomme og åbenbart religiøst profilerede befolkningsgruppe. En jødestjerne for vor tid, kunne man kalde det. De indflydelsesrige antimuslimske stemmer ulejliger sig ikke længere med nuancer. Douglas J. Hagmann, chef for Northeast Intelligence Network i USA, skriver: »Det seneste mordorgie burde være nok til at bevise, at islam er totalt uforenelig med frihed, demokrati og vestlig kultur.

Offerretorik i supervægtklassen. Sandheden er at din hjernelamme religion - og det er mildt sagt - udgør et problem som er os helt fremmed og ukendt, som vi ikke ved hvad vi skal stille op med.
Skammen tilhører først og fremmest den religion, der putter den bedste civilisation verden har set i så mange dilemmaer og skamløst udnytter vores åbenhed.

Det er en absurd sammenligning, med jødestjerner, da om der er nogle som vil slå ihjel baseret på tro, så er det muslimerne.
Skal vi blot acceptere i tavshed, at mennesker som har fået et langt rigere land, et langt bedre land i gave, kvitterer med et ønske om at slå værterne ihjel?
Hvorfor er det kun Islam, som der findes dette problem med? Interessant at en religion som praler med mystisk indadskuen, ikke kan skue ind i egen sjæl og se sit eget ansvar.

Jeg skal ikke bortforklare eller nedtone islamisternes trusler. Vi har bevæget os ind i en æra, hvor den form for islam, jeg kender og elsker, muligvis ikke kan overleve. Palæstinensernes eller irakernes legitime vrede bliver brugt som gødning til at nære en åndsformørket islamistisk doktrin, som vil kvæle alle fremskridt og menneskelige forhåbninger, hvis den vinder frem. Vi kan se dette ske i Pakistan - selv i kulturelt sofistikerede byer som Lahore. Og også i Europa kan vi se det.

Denne vrede er ældre en 2003 og 1967. Den er ældre end korstogene og alle de andre dårlige undskyldninger, koranen er fuld af denne vrede, den er ikke nyligt opstået, omend visse begivenheder tjener som benzin på bålet.

Den islam du kender og elsker har aldrig været eneste Islam. Den radikale form for Islam, har altid eksisteret i forskellige former. Koranen er både en manual i hyklerisk venlighed og ærlig krig.

Resten af artiklen er klassisk offersyndrom, hvor muslimerne er ofre for kedelige omstændigheder og vesten har et ansvar.

Altså den sædvanlige børnene (islam) kan ikke gøre for det, men de voksne (vesten) burde være mere fornuftige.

Yasmin forsøger sig at sætte mellem to stole, hun sætter sig mest på offersiden og det er naturligvis ikke godt nok for de radikale muslimer, som heller ikke bryder sig om hende.

Men det er heller ikke godt nok for sandheden og den vestlige kultur, hun gerne vil lade som om, hun værdsætter.