Statsfascisme på den fede måde

Samfundet løber aldrig tør for syndebukke, så længe som at der findes fede mennesker, rygere og andet skidtfolk.

Statsfascisme er når man blander sig i andres privatliv. Realistisk set er man nødt til at blande sig, når folk foreksempel forsøger at begå selvmord, eller er til fare for andre.

Men det burde være indlysende, at der skal være grænser for, hvor man blander sig.

Den her går i mine øjne over stregen:

Ifølge FOA og 3F er der en stigende tendens til, at medlemmer med ryg- eller benskader efter et langt arbejdsliv får afslag på førtidspension og fratages deres sygedagpenge med besked om at tabe sig. Det skriver Jydske Vestkystens netavis jv.dk.

"Man tværer nedslidte mennesker længere ned under gulvbrædderne, end de allerede er. Der er ingen mennesker, som længes efter at blive førtidspensionister. Og medmindre en læge vurderer, at en skade udelukkende skyldes overvægt, er det fuldstændig urimeligt," siger FOA's næstformand Mona Strib til jv.dk.

Det er ikke fordi jeg er tilhænger af at førtidspension skal være let og gnidningsfri. Et samfund kan ikke fungere ved at kassere 5 procent af befolkningen, eller en større andel af arbejdsstyrken for småting.

Men når man tager i betragtning, hvilke diffuse sygdomme man normalt førtidspensionere med, så skal der også være mening med galskaben.

Mona Strib tager også så afgørende fejl, når hun påstår, at der ikke er nogle som længes efter førtidspension - se foreksempel dette advokat stemplede brev til en læge:

En praktiserende læge fra Nordsjælland har fremsendt følgende, som han har modtaget fra en advokat:

»[patientens navn] har rettet henvendelse til mig i forbindelse med ønske om førtidspension.

Som advokat for [patientens navn] udbeder jeg mig oplysning om hans helbredsmæssige situation. For at få førtidspension skal den helst gå ud på, at hans erhvervsevne er meget lav, og at den ikke vil blive bedre trods forsøg herpå hidtil.

For god ordens skyld bemærkes, at evt. udgifter til Deres assistance er mig uvedkommende, men skal betales af det offentlige eller af min klient.

Hvis man pudser en advokat på sin læge, så er man vel ikke helt uinteresseret i førtidspension?

Jeg kender personligt tilfælde, hvor personen bestemt ikke kan betegnes som uinteresseret, såvel som hvor det ikke er helt frivilligt.

Når jeg stejler over dette, er det heller ikke fordi jeg mener at personen som er overvægtig nødvendigvis er helt uden ansvar. Omvendt mener jeg ikke at personen som er overvægtig nødvendigvis er selvforskyldt, eller at overvægt er lig med dårlig helbredstilstand, for det er den ikke, hvis man får nok med motion.

Det som jeg mest stejler over er det forhold, at man går efter helbredsproblemer som er synlige og overser helbredsproblemer som er mere usynlige.

Her tænker jeg på personer på som bevidst underernærer sig selv. Her bliver man først opmærksom på problemet når vedkommende ligner en koncentrationslejrfange og iøvrigt er tæt på at lide samme skæbne.

Kunne man forestille sig en sagsbehandler som siger til den meget tynde ansøger om førtidspension - "jeg vil altså ikke bevilge dig førtidspension, før du har prøvet at spise ordentligt."

Hvad kroppen kan holde til afgøres i høj grad af kosten, det ville være sindsygt at kaste sig ud i en lang arbejdsdag på en skål salat. Det i endnu højere grad, hvis arbejdet forudsætter fysisk arbejde.

Jeg vil mene at undervægt er mindst lige så stort et problem, som overvægt.

For at slet ikke at tale om, at presse mennesker til at tabe sig hurtigt også kan være livsfarligt.

Underernæring er stort set altid livsfarlig, hvis graden er stor nok. Den findes som selvvalgt selv her i den rige verden.
Overvægt under BMI 35 er ikke nødvendigvis livsfarlig, eller i det hele taget helbredsfarlig, det afhænger af motion og hvilken kost man spiser, vægtandelen af muskler og skelet, nærmere end BMIet.