Gå aldrig natten mildt imøde

Hvis man ikke raser over galskaben og ondskaben i verden, magter man ikke at bekymre sig - det vil sige i virkeligheden er man ligeglad, ikke nødvendigvis kynisk, men oftest fordi ens sjæl ikke kan håndtere at se virkeligheden i øjnene.

Der er naturligvis også den mulighed at man er mere eller mindre blind og dum, men den gælder nok reelt de færreste, hvor det for flertallet nok nærmere kniber med ærligheden og lysten til at se realiteterne i øjnene.

Verden fortjener bedre, end at vi som paralyserede krystere lader galskaben og ondskaben råde.

Der går let en Chamberlain i os alle, som ønsker det bedste og fornægter det værste.

Chamberlain ønskede det virkelig, han mistede sin livskraft og døde, da den krig kom som han havde kæmpet for at undgå.

Churchill, som det er de fleste ubekendt, kæmpede også for at undgå den! Han er husket som den der ville opruste og ryste med sablen i forhold til Tyskland. Men han var også den der talte for, længe før at Hitler kom til magten, at man skulle lempe Versailles traktatens strenge sanktioner mod Tyskland, før løbet var kørt og de rasende Tyskere fuldt opsat på at få hævn.

Den sure mand, pessimisten er mere opmærksom på den ubehagelige virkelighed, som var essensen af denne forrige post.
Optimisten overser alt som ikke stemmer overens med den drømmeverden, som findes inde i hovedet på vedkommende og som vedkommende, måske oprigtigt, ville ønske af godt hjerte eksisterede i den ydre.

Men den drømmefulde kryster giver op, når virkeligheden angriber, som Chamberlain.

Vi skal brænde mod ondskaben og galskaben, ellers er vi den plane vej, som den tromler let henover.
Sådan fungerer verden. Ondskaben og galskaben har ingen hæmninger og får det dermed langt lettere, når godheden er et stort kompleks af handlingslammelse.

Jeg har bragt dette digt før, men jeg bringer det gerne igen og igen:

Do not go gentle into that good night,
Old age should burn and rave at close of day;
Rage, rage against the dying of the light.

Though wise men at their end know dark is right,
Because their words had forked no lightning they
Do not go gentle into that good night.

Good men, the last wave by, crying how bright
Their frail deeds might have danced in a green bay,
Rage, rage against the dying of the light.

Wild men who caught and sang the sun in flight,
And learn, too late, they grieved it on its way,
Do not go gentle into that good night.

Grave men, near death, who see with blinding sight
Blind eyes could blaze like meteors and be gay,
Rage, rage against the dying of the light.

And you, my father, there on the sad height,
Curse, bless me now with your fierce tears, I pray.
Do not go gentle into that good night.
Rage, rage against the dying of the light.

-Dylan Thomas

Digtet er ganske vist skrevet ved hans faders dødsleje og handler om at ikke give slip på livet. Men digtet kan på et højere plan tolkes som om, at man aldrig skal acceptere mørket uden kamp.

Her i Dylan Thomas´ helt fantastiske recitation: