tirsdag den 24. november 2009

Generation nå dada

Når jeg læser en klumme som denne her, så ligger det aldeles til højrebenet at hudflette hunkønnet af i dag.

Når jeg så ikke gør det, er det fordi, at nok kan den politiske korrekthed rende mig et vist sted. Men virkeligheden er mere broget og den største forskel ligger mellem individ til individ, fremfor mellem hunkøn og hankøn.

Og så er der den anden side af sagen. Det er jo ikke kun hunkønnene i dag, der er snotforkælede, forvænte, og går i små modesko.
Det er hel generation, som helt uvant i det dyrerige vi kommer fra, ikke er blevet oplært af deres forældre.
Det vi skal kunne er noget skolen står for, forældrene skal bare sørge for at vi har tøj på og får mad. Det er groft sagt.

Mange forældre går naturligvis videre det, og klæder deres børn ordentligt på til livet.
Men der er en tendens til at opdragelse og livsindhold, er noget børnene selv skal kunne finde ud af.
Kriser er noget de selv må definere, som når tøsen i klummen, der har rundet de tredive, går i spåner over ikke at have 7500 kroner til et par sko.

Det er både mænd og kvinder i min generation, som aldrig er blevet voksne, for ingen har lært dem at blive det.
Det med opdragelse og dannelse, livsstil, er noget vi selv skal definere. Det kan nogle godt finde ud af, og i teorien er det jo et demokratisk, progressivt projekt, når det virker!

Andre må kæmpe med den forlængede barndom, og stå i stampe menneskeligt, for at udtrykke det med manglende omsvøb.

Jeg er ikke fuldt til Ole Birk Olesen, eller Mark Steyns tanker. Men de skal have ret, når de har ret, og de har ret langt hen af vejen.

Hvor priviligerede er vi ikke, når vi kan surfe fra kvinde til kvinde, børnepengene kommer fra staten, når vi ikke har råd og verden går i grus, når vi ikke kan hente, lige det vi ønsker i modebutikken.

Ingen kan forestille sig mennesket lidt tilbage i tiden, være i stand til at sige. "Jamen i dag gider jeg ikke gå på jagt, for det regner." Eller; "jeg gider ikke spise vildsvin i dag, jeg vil hellere ha vagtler"
Omvendt så havde dette menneske ikke implicitte krav om at skulle have fladskærm, blankpoleret glasbord, læse magasiner dagligt, og en helt masse andet.

Men, vi har det godt i dag. Rigtig godt endda.
Det er der heller ikke noget forkert i, men jeg kan alligevel ikke helt frigøre mig fra tanken om, at denne bedste civilisation som verden har set, er også den mindst overlevelsesdygtige.

Der går en spændende diskussion i øjeblikket på Snaphanen
, som jeg har fulgt på sidelinjen, om samme emne, dog kun i forhold til den dimension af problemet, som hedder Islam vs Vesten.

Jeg svæver selv et sted mellem nihilisme og optimisme. Jeg både tror - og tror ikke - vi har det, som der skal til for at overleve.
Måske er det bare sådan, at nogle individer har det og andre har det ikke?

Men fakta er som Mark Steyn så glimrende ridser op. Vi får ingen børn, så det bliver gamle mennesker uden formål og vilje en dag, mod masser af unge med formål og vilje.
Fakta er, at vi er konfliktsky som ind i helvede. Vi bukker og skraber - i hobetal - hellere for ondskaben, end vi konfrontere den.

Som enkelte kommentatorer påpeger, så lykkedes det aldrig muslimerne, at helt at knægte viljen til dissens, det lykkedes heller ikke kirken, eller kommunismen, det er aldrig lykkedes nogen.
Men det udelukker jo stadig ikke århundreder under åget, for det er lykkedes at skabe totalitære åg som varede århundreder og brugte de århundreder på at ganske vist forgæves at knække dissensens rygrad i alle afskygninger. Så sad de dog i al den tid ved roret.

Nej, jeg tvivler på, at vi har det som der skal til, når krisen kradser. Omvendt tror jeg ikke der er sket den store genetiske mutering endnu, det ligger måske under overfladen? Overlevelsesinstiktet, altså? Ikke helt bedøvet, ikke helt væk og overflyttet til den forkælede nutid, pakket ind i velfærdsvat og alt er andres ansvar.

Men hvis vi ikke forandrer nogle fundamentale ting, bliver det stadig gamle gråhårede vatnisser mod unge islamoprægede testosteronbomber, en revolution af samfundet som end ikke Lenin, eller Hitler kunne drømme om.

Og dette er jo kun et aspekt af udviklingen, økonomisk og åndeligt ser det ikke bedre ud.

Jeg ved ikke, om jeg skal grine, eller græde. Være optimist eller pessimist.

0 kommentarer: